Vi ved mere om Knud den Hellige end mange andre danske konger fra den tidlige middelalder. At dette er tilfældet, skyldes til dels, at det er i Knud den Helliges regeringstid og tiden, der fulgte, at vi får de første skriftlige kilder fra Danmark selv. Den ældst bevarede sammenhængende tekst af dansk oprindelse er Knud den Helliges gavebrev til domkirken i Lund fra 1085. Det originale dokument eksisterer ikke længere, men den latinske tekst er bevaret i flere afskrifter.1 I brevet skænkede kongen en række landområder i Skåne og på Sjælland til kirken i Lund sammen med flere af de kongelige rettigheder, der knyttede sig til jorden. Knud gav også gaver til andre af landets kirker2 og ser ud til at have været særlig involveret i Odensekirkens udvikling, da det var hertil han bragte de relikvier af Skt. Alban (og muligvis også Skt. Oswald), som han havde erhvervet i England.3 Det var i Skt. Albani Kirke i Odense, at kongen den 10. juli 1086 led martyrdøden.
At vi kender så forholdsvis meget til Knud, skyldes hovedsageligt begivenheder efter kongens død – især fremkomsten af en Knudskult fra slutningen af 1000-tallet og kongens kanonisering kort efter år 1100. En sådan helgenkåring krævede en begrundelse og liturgiske tekster til læsning ved fejringen af den nye helgens festdag. Knud den Helliges død ledte således til fremkomsten af en dansk helgenlitteratur – Odenselitteraturen.
Før disse tidligste danske kilder stammer vores viden om den tidlige middelalders danske konger først og fremmest fra udenlandske skrifter. Et af disse er Encomium Emmae Reginae (Æresskrift for Dronning Emma) også kendt som Kong Knuts Liv og Gerninger.4 Værket er et latinsk hyldestskrift, fremstillet på bestilling af Emma, Knud den Stores engelske dronning i 1041-42, sandsynligvis af en munk fra St. Omer i Flandern. Det trækker på religiøse og klassiske citater og billeder, men bærer også præg af nogen indflydelse fra den norrøne litterære tradition. Den anonyme forfatters beskrivelse af danernes berømte ravnebanner og de gyldne dyrefigurer på den danske konges skibe finder således paralleller i både den norrøne litteratur og på klassiske modeller:5
“De havde nemlig et Banner, som gav et vidunderligt Varselstegn; og rigtignok tror jeg, at dette maaske kan synes Læseren utroligt, men alligevel vil jeg indflette det i mit sandfærdige Skrift, fordi det er sandt. Det var nemlig vævet af den reneste og hvideste Silke, og der var ikke anbragt Billedet af nogen som helst Skikkelse derpaa, men ikke des mindre saa man i Krigens Tid stadigt en Ravn paa det, ret som var den indvævet deri; naar dens Landsmænd skulde sejre, tog det sig ud, som om den gabede med Næbbet og baskede med Vingerne og stod urolig paa Benene, men naar de skulde lide Nederlag, var den fuldstændig rolig, og alle dens Lemmer hang slappe ned.”6
Selv om værket ikke kan betragtes som dansk historieskrivning, må forfatteren alligevel have haft adgang til flere informationer om den danske kongeslægt gennem Emma og muligvis også hendes søn Hardeknud, der regerede Danmark i perioden 1035-1042 og England 1040-1042. I visse henseender er Emmas hyldestskrift det tidligste eksempel på en historie om de danske konger. Her beskrives bl.a. Svend Tveskægs begravelse og Knud den Stores flåde på vej til at erobre England i 1015:
“Ogsaa vare Snækkerne saa rigt smykkede, at øjnene blendedes, naar man saa paa dem, og for dem, der betragtede dem paa lang Afstand, tog det sig ud, som vare de af luende Ild snarere end af Tømmer. Thi naar Solen stundom kastede sine Straalers Glans paa dem, gav her de funklende Vaaben Genskinnet af dem tilbage, og hist Rir flammende Ildglimt ud fra de paa dem hængende Skjolde. Guldet glødede paa Stævnene, Sølvet blinkede i de forskelligt formede Skibsmærker. Saa storslaaet var nemlig den Flaade udrustet, at hvis dens Herre ønskede at betvinge noget Folk, vilde Skibene alene indjage Modstanderne Skræk, førend Krigsmændene om Bord paa dem begyndte nogen Kamp. Thi hvem af Fjenderne vilde vel kunne se paa disse paa Stævnene anbragte Billedværker, disse med Guldets Blink forfærdeligt funklende Løver, disse Metalmennesker med den truende gyldne Pande, disse Drager af det rene, glødende Guld, disse Tyre, der truende varslede Død og Undergang med deres af Guld straalende Horn, og dog ikke gribes af nogen Frygt og ræddes for den Konge, som havde en saa vældig Krigsmagt?”7
Dronning Emmas æresskrift kendtes indtil for relativt nylig kun fra et enkelt rigt dekoreret håndskrift, som menes at kunne være dedikationseksemplaret, fremstillet til Emma selv.8 I 2008 opdagede man imidlertid en anden middelalderlig kopi af teksten i det såkaldte Courtenay-håndskrift (fig. 1), der havde ligget hengemt i et engelsk adelsbibliotek i næsten 500 år. I 2011 erhvervede Det Kongelige Bibliotek håndskriftet, der ud over æresskriftet indeholder en række andre middelalderlige tekster af hovedsageligt engelsk oprindelse, til sin samling.9 Courtenay-håndskriftets version af Æresskrift for Dronning Emma er stort set identisk med den allerede kendte tekst, men afviger med tilføjelsen af en ny slutning. Hvor den tidligere kendte tekst, dateret 1041-42, slutter med et forsvar for Hardeknuds krav på den engelske trone, er Courtenay-håndskriftets version tilpasset situationen efter Hardeknuds død i 1042, da hans halvbroder Edward havde overtaget den engelske trone.10 Disse ændringer illustrerer litteraturens kraft og rolle i en omskiftelig politisk virkelighed.
Passio Sancti Kanuti Regis et Martiris (Knud den Helliges Lidelseshistorie) er et kort anonymt skrift, affattet mellem 1095 og 1101, og er dermed det første hagiografiske værk, kendt fra Skandinavien. Stilen er simpel og tilpasset tekstens liturgiske formål. Knud fremstilles som en from og retfærdig konge, uretmæssigt dræbt af sine fjender. Selve ideen om, at en lægmand på denne vis kunne blive martyrhelgen, er først og fremmest en engelsk tradition, og forfatteren kunne have fundet inspiration i bl.a. Abbo of Fleury’s Passio sancti Edmundi.11
Den anonyme forfatter meddeler, at han selv var til stede i foråret 1095, da Knud den Helliges relikvier blev overført fra Skt. Albani til den nybyggede krypt under den senere Skt. Knuds Kirke, og han nævner også Oluf Hungers død i august samme år. Den officielle kanonisering af Sankt Knud i 1100 nævnes ikke, og det må derfor antages, at legenden er forfattet inden da. Det er sandsynligt, at værket bør dateres nærmest 1095, da Erik Ejegod, Olufs efterfølger på den danske trone, ikke nævnes.12
Den korte lidelseshistorie er formentlig affattet af en engelsk munk. Denne identifikation baserer sig hovedsagligt på den anonyme forfatters slet skjulte modvilje mod normannerne i England samt hans refleksioner over Knuds mislykkede Englandstogt: At de danske krigere ville befri angelsakserne fra uværdig trældom.13 Han kan dog ikke identificeres blandt de 12 munke, der blev hentet til Odense fra Evesham for at grundlægge byens benediktinske domkapitel. Deres ankomst i 1095-96 fandt sted efter optagelsen og skrinlæggelsen af Knud den Hellige i 1095, som den anonyme forfatter – som nævnt – var vidne til. Der er altså noget, der tyder på, at engelske klerke var til stede i Odense før 1095. Det antages traditionelt, at Knud den Helliges Lidelseshistorie er produceret i samfundet omkring Skt. Albani Kirke i Odense, hvortil Knud som nævnt selv havde bragt de engelske relikvier af Skt. Alban og sandsynligvis Skt. Oswald.14 Det er muligt, at et antal engelske gejstlige fulgte med disse genstande, og at en af disse er ansvarlig for Knuds første helgenlegende samt den ildprøve, som den anonyme lidelseshistorie også beretter om.15
Den fuldstændige tekst af Knud den Helliges Lidelseshistorie er kun overleveret i et enkelt håndskrift, dateret til 1500-tallet, der i dag befinder sig i Köln.16 Men dele af teksten er også bevaret i senere tidebøger (breviarer).17 Et middelalderligt breviar var en bog, som indeholdt de tekster og bønner, der skulle læses ved de daglige gudstjenester. Breviarium Othiniense (Odense-breviariet) fra 1482 – en af de første bøger trykt i Danmark– indeholder et kortere uddrag af Knud den Helliges Lidelseshistorie, der fortæller om kongens martyrdød i Skt. Albani Kirke (fig.2).18
De senmiddelalderlige breviarier indeholder også uddrag fra en anden og væsentligt længere helgenbiografi over Knud den Hellige: Gesta swenomagni regis et filiorum eius et passio gloriosissimi Canuti Regis et martyris (Svend den Stores og hans sønners bedrifter og den berømmelige konge og martyr Knuds lidelseshistorie), bedre kendt som Ælnoths Krønike.19 Hans værk, dateret til ca. 1110-13, bliver ofte betragtet som det tidligste forsøg på at nedskrive Danmarks historie.20 Der er vidnesbyrd om forskellige tidlige versioner af denne tekst i Danmark, men i dag findes den kun bevaret i to udenlandske håndskrifter.21 Begge er af flamsk oprindelse og dateres til det tidlige 13. århundrede, og begge er del af Legendarium Flandrense, et længere værk i flere bind. Ælnoths fremstilling af Knud den Helliges legende er i begge håndskrifter placeret umiddelbart før Karl af Flanderns helgenliv (fig. 3), og ikke hvor man ville forvente at finde den, nemlig i forbindelse med dagen for Knuds egen martyrdom den 10. juli. Karl var søn af Knud og hans flamske dronning Edel. Efter mordet på Knud i Odense i 1086 flygtede Edel med sønnen Karl til sin faders hof i Flandern, hvor Karl siden regerede som greve fra 1119 og frem til sit mord under morgenbønnen i Skt. Donatiuskirken i Brugge i 1127. Som sin fader blev han herefter hurtigt anset som martyr og helgen. Knudslegendens placering i Legendarium Flandrense umiddelbart før Karls helgenbiografi tyder på, at Knuds betydning i Flandern var som fader til den hellige Karl og ikke som selvstændigt hyldet helgen.22
Ælnoths Krønike fortæller historien om kristendommens indførelse i 1000-tallets Danmark og fremhæver Svend Estridsen og hans sønner i denne proces, men størstedelen af værket fokuserer på Knud den Helliges liv og gerninger frem mod hans martyrdød i Odense i 1086. Tekstens formål var først og fremmest at støtte op om den fremvoksende Knudskult og bekræfte kongens status som Danmarks første helgen. Ælnoth selv ved vi ikke meget andet om, end hvad han fortæller i fortalen til sit værk, der var dedikeret til den danske kong Niels:
”For fædrelandets fromme og sejrrige fører, den ypperste fyrste, den berømte kong Niels af Danmark, frembærer Ælnoth, den ringeste af kirkens tjenere, der kom fra ærkebispestaden Canterbury i England og nu har boet i Danmark i næsten 24 år, sit ønske om, at kongen med kraft fra Gud må knuse sine fjenders styrke, bøje de trodsiges nakke, styre riget retfærdigt efter dets love, nyde fredens tryghed og efter din herskertid hernede må belønnes med den evige sagligheds lykke.”23
Ælnoth fortæller her, at han oprindeligt kommer fra Canterbury i det sydøstlige England, og at han har boet i Danmark i 24 år. Da krøniken dateres til perioden ca. 1110-13, og mest sandsynligt 1111-12, må Ælnoth være ankommet til Danmark i årene umiddelbart efter Knud den Helliges død, og han ser altså ikke ud til at være ankommet som en af de 12 munke, der kom fra Evesham ca. 1095.24 Ælnoth byggede i hovedsagen sit værk på den tidligere anonyme Lidelseshistorie, men udvider fortællingen på flere punkter, der må have krævet adgang til flere kilder – måske mundtlige beretninger fra kongens hof eller det religiøse samfund i Odense. Meget kunne tyde på det, men der er dog ingen sikre beviser for, at Ælnoth selv var munk i Odense, og han kan i stedet have været tilknyttet den danske konges følge.25 Ælnoths fremstilling er en religiøs såvel som historisk fortælling. Værket trækker på en række historiske og litterære kilder, og forfatteren ser ud til at have været belæst i både den klassiske og engelske tradition, herunder Dronning Emmas Æresskrift, som han muligvis har haft adgang til i Canterbury.26 Stilen er tilpasset genren med flere bibelske referencer og paralleller,27 der bl.a. eksemplificeres i en beskrivelse af helgenkongens død – med armene udstrakt i imitation af Kristus – der går igen på tværs af Odenselitteraturen:
”Mens altså de tapre kongsmænd drev den fjendtlige hærskare bort fra kirkens hoveddør, var angriberne gået hen til helligdommens østdel, hvor de havde set den fromme fyrste ligge knælende i bøn. Her huggede de med sværd og økser løs på bjælker og poster, og ved at slå en vægbjælke ind væltede de med den de små skrin med relikvierne efter de to salige martyrer Alban og Oswald og det mellem dem stående hellige kors ned på gulvet. […] da den herlige konge havde bryst og åsyn vendt mod alteret, var der en fra den ugudelige skare, der kastede en lanse gennem vinduet, gennemborede hans side og vædede helligdommen med hans uskyldige blod. Trods sit dødbringende sår glemte han dog ikke Kristus […] så lagde han sig på gulvet foran det hellige alter med armene udbredt som et kors.”28
Ælnoths Krønike blev første gang udgivet af Arild Huitfeldt i 1602 på grundlag af et håndskrift fra Herridsvad Kloster i Skåne. Teksten er en afskrift af et Ælnoth-håndskrift fra middelalderen, der gik til ved Københavns brand i 1728. Sammen med Ælnoths tekst har den middelalderlige skriver ønsket at bevare en afskrift af teksten på de tavler, Tabula Othiniensis og Epitafium, der blev nedlagt i Knud den Helliges kiste i forbindelse med henholdsvis hans skrinlæggelse i 1095 og helgenkåring i 1100.29 Tabula Othiniensis går altså forud for både Knud den Helliges Lidelseshistorie og Ælnoths Krønike og bærer dermed den tidligste beskrivelse af helgenkongens død.30
“Aar 1086 efter Herrens Menneskevorden · maatte i Byen Odense · de Danskes berømmelige Konge og Førstemartyr Knud · for sin Iver for den christelige Religion og sine Retfærdigheds-Gerninger · i den Kirke, der var viet til den hellige Martyr Albanus, som kort forud ved ham selv overført fra England til Danmark · da han efter Bekendelse af sine Synder var styrket med Herrens Legemes Sakrament · og foran Alteret, med Armene udbredte paa Jorden i Form af et Kors, var bleven stungen i Siden med en Lanse · den 10de Juli og den sjette Ugedag · lide Døden for Christus · og gik til Hvile i ham. Dræbte blev ogsaa sammesteds med ham hans Broder, efter sit Navn og ved Martyriets Naade Benedictus [den Velsignede] · og hans 17 Medstridere · nemlig Asmund · Blakke · Sven · Agge · Thurgot · Bernhard · Gudmer · Æskil · Toke · Paine · Atte · Sune · Rosten · Milo · Radulf · en anden Thurgot · og Vilgrip. Ligesom alle disse ved Guds Naade have været Fæller med deres Konge og Herre i Martyriets Lidelser · saaledes skulle de efter Fortjeneste blive delagtige med ham i Trøsten og Lønnen.”31
Tavlens tekst er oprindeligt på latin, og skriveren viser sig på dette område som en kyndig mand. Der er derimod et antal fejl og misforståelser i den del af indskriften, der oplister navnene på Knud den Helliges mænd. De fleste af disse er nordiske, men her omformet i henhold til de lydregler, hvormed nordiske navne tilpasses til det angelsaksiske sprog.
Noget tyder på, at forfatteren – som andre lærde involveret i Knudskultens fremme – må have været engelsk.32
Odenselitteraturen fik status som en grundlæggermyte for det kristne Danmark. Gennem fortællingen om den hellige martyrkonge Knud blev den danske kongemagt forbundet med selveste Gud, og munkene i Odense fik en særlig rolle i at fremme Knudskulten og den nye alliance.
