I et hjørne af Møntergårdens museumskarré ligger en samling gule bindingsværksbygninger med adressen Overgade 52.
Her åbnede i 2017 et helt nyt børnemuseum med både en udstilling og et iscenesat historisk købstadsmiljø anno 1890’erne, bestående af baggård, lejlighed og snedkerværksted. Det iscenesatte miljø kaldes Børnenes Baggård, og her bliver børn og voksne inddraget i livet i købstaden for over 100 år siden ved hjælp af leg, levende formidling og prøv selv-aktiviteter.
For museets besøgende vil Børnenes Baggård sandsynligvis fremstå, så de næsten føler, det engang så sådan ud på netop dette sted. Men hele scenografien og indretningen er i virkeligheden bygget op omkring et narrativ – en opdigtet historie om en selvstændig snedkermester fra middelklassen og hans kone, der er draget fra land til by, samt deres fem børn. Ganske vist bygger historien og miljøet på oplysninger fra forskellige folketællinger og andre historiske kilder samt generel viden om samfundsforholdene i 1890’erne, så vi kommer så nær virkeligheden som muligt, men denne snedkermester har aldrig boet på matriklen, og lejlighed og snedkerværksted har aldrig set præcis ud, som de gør i Børnenes Baggård. Det er alt sammen en konstruktion.[1]
Alligevel hviler der en stor autenticitet under det hele. De gule bygninger har ligget på netop dette sted i over 200 år og er således i sig selv et stykke 1800-tals historie. Undervejs i restaureringen af dem er der dukket spændende spor op, som vidner om det utal af levede liv og den historie, der har udspillet sig på netop denne matrikel gennem århundreder – ikke en helt særlig historie, men en person- og erhvervshistorie, som kunne være kendetegnende for mange andre lignende steder i byen.
Med sin beliggenhed ud til den østlige ende af det middelalderlige hovedstrøg i Odense er det ikke overraskende, at Overgade 52 har været bebygget i flere hundrede år. I kraft af arkæologiske og arkivalske undersøgelser kender vi til i hvert fald tre generationer af bebyggelse på stedet.
De arkæologiske udgravninger, der blev udført i forbindelse med istandsættelsen af bygningerne, afslørede syldstensrækker, som ikke følger den bygningsstruktur, vi kender fra de tidligste brandtaksationer. Fund af et kandeskår sammen med kalkkule og et ildsted antyder, at stedet kan være byggemodnet allerede engang i 1200-1300-tallet, hvilket harmonerer meget godt med de dateringer, der findes på den ældste brolægning i Møntestræde.
I 1700-tallet tegner der sig et mere tydeligt billede af matriklens bebyggelse. Kromanden Christen Nielsen Schiebsted ejede i 1767 nogle allerede dengang gamle bindings- værksbygninger, som i deres struktur mindede om den bebyggelse, vi kender i dag med forhus mod gaden, sidehus mod strædet og et lille tværhus. En bebyggelsesstruktur, der er helt typisk for en købstad som Odense, hvor matriklerne var smalle ud mod hovedstrøget og strakte sig langt bagud. Forhuset fyldte ofte hele matriklens bredde, mens sidehuse blev bygget langs det ene naboskel, og et tværhus eller en mellembygning typisk adskilte gården fra en bagvedliggende have eller endnu en gård. På dette tidspunkt strakte mange af de matrikler, der lå langs byens hovedstrøg, sig helt ud til det åbne land, mange steder med direkte adgang til vandløbene, der løb nord og syd om byen. Fra arealet bag tværhuset i Overgade 52 kunne man da også på Christen Schiebsteds tid se ud over åbent land, der strakte sig ned mod Rosenbækken.
Kort før 1797 blev de nuværende bindings- værksbygninger nyopført på grunden, formentlig af ejeren i 1797 Knud Poulsen fra Biskorup. Den nye bebyggelse fulgte i sin struktur den foregående, men tværhuset spænder ud i hele matriklens bredde, og derfor er der en passage i bygningens ene side, der giver adgang til den bagvedliggende have.
En sådan gårdbebyggelse opfyldte de mange behov, der var knyttet til at bo og have en virksomhed i byen. I forhusene var der ofte beboelse og eventuelt en virksomhed, der rettede sig mod byen, en bod eller som her et værtshus. I sidehusene var der både beboelse, husholdning og måske værksteder eller anden fremstillingsvirksomhed og måske vognremise, mens tværhuse og baghuse kunne være indrettet til det nødvendige husdyrhold og opbevaring af foder.
Overgade 52 var ikke den eneste gård, der blev nyopført på denne tid. Der var generelt stor fremgang og aktivitet i denne ende af Overgade i slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet, og der blev opført adskillige store fornemme gårdanlæg og huse.[2]
En ejendoms historie hænger ofte tæt sammen med dens placering. Det gælder også for Overgade 52, der ligger i den østlige del af den gade, som lige siden vikingetiden har været byens hovedstrøg sammen med Vestergade. Dette hovedstrøg var i virkeligheden en del af den gamle rute fra øst til vest over Fyn. Overgade 52 lå relativt tæt ved 1700-tallets østlige byport kaldet Pjenteport og meget tæt på det sted, hvor vejen fra Sydfyn, der efter at
have krydset Odense Å over Møglebroen, løb sammen med Overgade.[3] Når de rejsende var rullet ind i byen gennem porten eller over træbroen, så de sig højst sandsynligt om efter et sted at spise eller gøre holdt for natten. Lige netop på dette sted kunne man altså tjene penge på trætte og sultne rejsende.
Det er derfor ikke underligt, at de skiftende ejere af Overgade 52 fra 1761 til 1811 ernærede sig som kromænd ligesom flere andre i dette område.[4] F.eks. købte vognmand Hans Frandsen i 1807 ejendommen og gav sig til at drive værtshus og kro og havde desuden eget brændevinsbrænderi i sidehuset. Ikke færre end 5 værelser foruden trappe og gang var indrettet i forhusets 1. sal på bare 82 m2, mens der var 5 værelser med tilhørende gang fordelt på 65 m2 på sidehusets 1. sal. Værelserne i sidehuset, som kunne lejes for natten, har derfor været helt ned til 8 m2! Ser man godt efter, har nogle af loftbjælkerne i sidehusets 1. sal stadig profilerede kanter, mens andre er groft tilhuggede med taphuller fra skillevæggenes stolper, og det peger hen mod husets første indretning med de 5 værelser.
Ganske tæt på, i Overgade 56, opførtes der en kongelig postgård i 1765, som fik væsentlig betydning for området. Det var her, postvognen, som på denne tid stod for hovedparten af persontransporten, gjorde holdt. [5] Postgården var opført på foranledning af staten, som ønskede et overnatningssted af en vis kvalitet. Selv om der nok var et behov for det, var der stadig mange, der kunne og skulle klare sig med mindre, og det kunne en mindre kro og værtshus som det i nr. 52 jo lukrere på.
Fra 1811 blev Overgade 52 endnu tættere knyttet til Postgården. Siden slutningen af 1700-tallet havde Postgården været ejet af postmesteren, som boede i Overgade 54, hvor der også var postkontor. I 1798 overtog Peter Christoffer Lausen postmesterembedet fra sin far og dermed også både Postgården og ejendommen Overgade 54, og i 1811 købte han også Overgade 52. Måske ville han skaffe sig af med en konkurrent, eller måske var det den større grund og den tilhørende have, der fristede. For her flyttede han ind med sin familie og tjenestefolk – og byggede lysthus i haven! Der er ikke tvivl om, at postmesteren var en ganske betydningsfuld mand på den tid, som også havde titel af kancelliråd. Det var også postmesteren, der forlængede sidehuset mod Møntestræde med fire fag.
Postmester Peter Christoffer Lausen døde i 1840, men alle tre ejendomme blev i familiens eje en årrække endnu. Hans enke fortsatte med at bo i nr. 52 til sin død i 1860 sammen med en af deres ugifte sønner. Heldigvis nåede hun ikke at opleve, at postkontoret flyttede op til den nye banegård i 1865 – det ville sikkert ikke have huet den gamle postmesterenke!
Også i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet var Overgade en livlig handelsog håndværksgade. Her havde mange håndværksmestre og handlende deres bolig og virksomhed på samme matrikel, og et betydeligt udsnit af indbyggerne i Odense, i alt 1161 personer, boede i Overgade.[6] Det var en forandringens tid, da mange nye, teknologiske opfindelser så dagens lys, og industrien blomstrede. Også i Overgade trivedes håndværk side om side med småindustri i gårde og baggårde.
I denne periode prægedes historien i Overgade 52 af en række skiftende håndværkere og fabrikanter. Den mest fremtrædende var farvermester Peter Carl Sigfred Thrane, der købte postmesterens gamle bolig i 1860’erne og flyttede ind sammen med sin hustru og tre børn foruden en lærling, to tjenestepiger, en ældre kvinde – måske hans mor eller svigermor – samt dennes selskabsdame. At der ligefrem var råd til en selskabsdame, siger noget om, at farvermester Thrane ikke var nogen lille håndværksmester!
Fremstillingsvirksomheden satte i denne periode et helt nyt præg på ejendommen, som blev mere og mere tæt bebygget med bygninger til produktion og oplag, samtidig med at behovet for beboelse blev øget. Tværhuset havde i krotiden været stald, måske både til de logerendes heste og til eget husdyrhold, som var almindeligt i byen langt op i 1800-tallet, men nu indrettede Thrane farveri og tørreri i bygningen. Husdyrholdet blev reduceret til en svinesti i det lille sidehus til tværhuset. Lysthuset, som postmester Lausen fik opført i haven, blev anvendt som materialehus, og i haven blev der etableret en 50 alen (ca. 32 meter) lang tørreramme. Der var tilsyneladende et anseeligt behov for brænde til både farveriet og beboelsen, og i gårdrummet opførte Thrane et 12 fag langt halvtag til brænde.
Men hans karriere blev kort. Allerede i 1872, kun 49 år gammel, døde han og efterlod sig hustru og tre børn på henholdsvis 6, 9 og 14 år. Det må have været et hårdt slag for hans hustru, og noget i kilderne tyder på, at hans bror efterfølgende flyttede ind på matriklen, måske som en hjælpende hånd til enken, indtil også han døde i 1875.[7]
I de næste 23 år lejede enkefru Thrane ejendommen helt eller delvist ud til forskellige farvere. Fra ca. 1873 til 1881 kom farver Ballin rejsende til fra Sjælland med sin hustru og to børn samt en tjenestepige. Dernæst flyttede S. Meiborg ind og drev fra ca. 1882 dampfarveri og kemisk vaskeri et par år, indtil farver Jakob Johan Lund ca. 1890 flyttede ind med hustru, fire børn og tjenestepige. Også han ser ud til at have rejst noget rundt og boet i Nr. Lyndelse en overgang.
Lejeindtægten satte enkefru Thrane i stand til at holde skindet på næsen, og farverne kunne gøre brug af de allerede eksisterende værkstedsfaciliteter. Enkefruen sørgede også stadig for, at der var de bygningsmæssige faciliteter, som farverivirksomhederne krævede. Det var nær ved at bringe den stakkels enke i alvorlige vanskeligheder. Da hun i 1888 for anden gang søgte om dispensation fra den nyligt vedtagne første bygningslov af 1858 for at kunne opføre endnu et skur med det nye brandfarlige materiale tagpap, kom det til bygningskommissionens kendskab, at skuret allerede var opført. Det førte til, at kommissionen bad politimesteren sigte fru Thrane efter Bygningslovens § 6. Men til fru Thranes held satte man hende ikke bag tremmer, men valgte en mere pragmatisk løsning, og i december samme år meddeltes hun allernådigst tilladelse til det åbenbart allerede opførte skur til brændsel.
Da fru Thrane døde, overtog hendes ene ugifte søn, cigarfabrikant Jørgen Thomas Thrane ejendommen med hjælp fra sin ugifte søster Hansine Caroline Thrane, der fik titel af husbestyrerinde. Noget tyder på, at cigarfabrikant Thrane måske solgte cigarer på matriklen i en kortere årrække. Ligesom sin far døde Jørgen Thomas Thrane i en relativt ung alder som 47-årig i 1904.
Efter et par år, da hans stadig ugifte søster stod som ejer af ejendommen, overgik den fra 1906 til 1918 til frøknerne N. og C. Thrane, der ikke selv boede på matriklen, men lejede bolig og værksteder ud. De blev de sidste Thraner i Overgade 52, for i 1918 solgte de hele ejendommen til snedkermester og møbelfabrikant Johs. Andreasen, som flyttede ind med sin hustru og to børn og indrettede værksted i sidehuset. Ved overtagelsen i 1918 var der et springvand i haven, hvilket tyder på, at haven trods skure til oplag og andet stadig havde funktion som have.
Han brugte de bygninger, der var, men ændrede deres brug, så der blev indrettet snedkerværksted i tværhusets stueetage. Den eneste bygning, som snedkermesteren opførte, var et lille sidehus på bagsiden af forhuset, som i dag rummer et toilet, men dengang blev opført som kontor.
Efter bilens indtog i byen var det nødvendigt at skaffe mere plads til trafikken. Kommunen erhvervede derfor i 1927 bebyggelsen på den østlige side af Møntestræde og dermed også Overgade 52 for at lave et gadegennembrud mellem Overgade og Sortebrødre Torv. Men efter argumenter fra både Nationalmuseet, arkitekter og museumsudvalget i Odense blev gennembruddet i stedet foretaget i Mellemstræde, som herefter fik navnet Claus Bergs Gade.[8]
Ejendommen forblev dog i kommunens eje, og i de næste 70 år blev forhuset lejet ud til detailhandel. P. Pedersen havde som flere andre i området en købmandsbutik fra 1935 til 1958, hvorefter smørebrødsforretningen ”Favoritten” flyttede ind de næste 44 år. Som det skete mange andre steder i denne periode, blev erhverv og bolig nu skilt ad, og de handlende, som lejede sig ind, havde deres hjem et helt andet sted i byen i modsætning til tidligere, da ejerne både boede og arbejdede på matriklen.
Det var imidlertid ikke kun handlende, der boede til leje i Overgade 52. Utallige folk havde gennem historien logi på matriklen: tjenestefolk og lærlinge, som indgik i husholdningen, og senere et virvar af logerende og lejere. Allerede i ejendommens tid som kro i starten af 1800-tallet var der selvsagt folk, som lejede værelse på kort basis, men ellers var antallet af logerende dog meget lille op igennem 1800-tallet, da postmester Lausen og farvermester Thrane holdt hus. Dengang herskede et ældgammelt system, hvor mester eller husfader havde sine ansatte på kost og logi, men dette system faldt mere og mere bort i slutningen af 1800-tallet. Kost og logi blev i højere grad et privat anliggende, men de færreste enlige havde råd til at købe eller leje en hel lejlighed.[9]
Da Thranes hustru blev enke, var det derfor en oplagt mulighed for hende at udleje dele af ejendommen for selv at kunne blive boende i huset. Ud over de tidligere omtalte farvere med deres familier begyndte enlige logerende også at flytte ind i slutningen af 1800- tallet – en modehandlerinde, en syjomfru, en uldspinder m.fl. Også i tværhuset, der tidligere havde været stald og farverværksted, blev der i 1890’erne oprettet udlejningsboliger, og sidehuset blev ligeledes lejet ud. Her blev i 1906 etableret en dør til Møntestræde, som formentlig har fungeret som hoveddør til en eller flere lejligheder i sidehuset. I 1891 meddelte sønnen Jørgen Thomas Thrane på vegne af farver Thranes enke, at tværhusets facade i stueetagen mod Møntestræde ville blive udskiftet med grundmur, og forskellige andre arbejder som udskiftning af bjælker, flytning af skillevæge m.m. ville blive udført. I den forbindelse blev der etableret en dør i gavlen af tværhuset ud til Møntestræde. Den er senere ændret til et vindue, men sporene efter dørhullet kan stadig ses. Med disse ændringer blev tværhuset efterhånden alene anvendt som udlejningsboliger. Mange tilpasninger blev gennemført for at udnytte bygningerne og især tværhuset bedst muligt til udlejning. Men forhuset fik også butiksvinduer og blev på et tidspunkt ændret til to butikslejemål med hver deres dør.
Denne udvikling fortsatte under frøknerne Thrane, hvor hele ejendommen var én stor udlejningsvirksomhed med en art pensionat i forhuset. De indrettede også den sydlige del af tværhusets stueetage til en beboelseslejlighed, som fik sin egen indgang fra Møntestræde gennem det lille sidehus. At drive pensionat var almindeligt for enker og ugifte kvinder på denne tid. Mange havde førhen tjent i huset eller køkkenet på større steder, og madlavning var en central del af jobbet som pensionatsværtinde. Ofte serverede man måltider for flere daglige hold af enlige, som boede til leje andre steder i byen og ikke selv havde mulighed for at lave mad eller havde råd til at gå på restaurant.[10] Som det ses på ovenstående foto kunne man også i Overgade 52 spise middag, hvis man havde betalt for en plads ved spisebordet. Da snedkermester Andreasen købte ejendommen, indskrænkedes udlejningsvirksomheden i forhuset, men han fortsatte ufortrødent med at leje lejligheder og værelser ud i både sidehus og tværhus. Han søgte og fik også tilladelse til at indrette tagetagen i tværhuset til endnu en lejebolig. På grund af bolignøden var det på det tidspunkt let at få dispensation fra forskellige bestemmelser, og Andreasen fik i forbindelse med indretningen af lejeboligen i tværhusets tagetage da også dispensation både fra den krævede loftshøjde og det tilbagerykningskrav, der var gældende mange steder i byen. Et krav, der med tiden skulle gøre det muligt at øge gadebredderne efter bilernes indtog i byen.
Den stigende udlejningsog pensionatsvirksomhed i Overgade 52 og mange andre steder skal ses i lyset af en tid, som var præget af et øget befolkningspres i byerne. Vandringen fra land til by tog til op gennem 1800-tallet, og byernes egen befolkning voksede ligeledes pga. forbedret hygiejne og leveforhold, der sænkede dødeligheden.[11] For mange var det en midlertidig situation, og beboergalleriet i Overgade 52 ser da også ud til at have skiftet utrolig hyppigt. For andre måtte de hele livet bo til leje på et værelse eller i en mindre bolig, og dem finder vi også i Overgade 52. Bygningsmyndigheden begrunder da også mange af de dispensationer, der blev givet i forbindelse med indretning af lejligheder, med den store bolignød.
At kommunen overtog ejendommen med nedrivning for øje, endte altså i virkeligheden med at blive ejendommens redning, og de oprindelige bygninger fra 1797 og 1817 kom derfor til at stå stort set uændret, selv om de fleste skure og småbygninger desværre forsvandt.
Siden museet i 2006 begyndte at arbejde med udviklingen af Møntergården som et samlet kulturhistorisk museum for Odense by og Fyn, har det været oplagt, at et af byens måske mest velbevarede 1800-tals gårdmiljøer skulle aktiveres til gavn for Møntergårdens gæster, og med etableringen af børnemuseum i gården er det blevet virkeliggjort fra 2017.
Den istandsættelse og tilpasning, som har været nødvendig for at kunne indrette museum for børn i sidehuset og tværhuset, er grebet an på to meget forskellige måder.
I tværhuset, hvor indretningen har stået uændret siden slutningen af 1800-tallet, og hvor mange af overfladerne fra denne tid også var bevaret, er indretningen stor set intakt. Strukturen med passagen og lejlighedsopdelingen er fastholdt, og de få steder, hvor lejlighedsskellene måtte brydes for at sikre et flow i bygningen, er det gjort med åbninger, der ikke kan forveksles med de gamle lejlighedsdøre. Det store slid og alle skævhederne er bevaret for at fastholde husets stemning og det slid, som 100 års brug har efterladt i bygningen.
Rummenes vægge har fået farver, der er inspireret af den farvesætning, vi kunne finde under de lasede tapetlag.
De nænsomt restaurerede rum med deres lidenhed, mange døre og vinduer, skævheder og husets farver er blevet taget som en positiv udfordring af udstillingens arkitekter, der med stor kreativitet indretter en moderne udstilling for børn i de historiske rammer.
Sidehuset var derimod præget af flere moderne indretninger. Glasvæv på væggene, linoleum på gulve, moderne køkken og toilet, og stueetagen var indrettet som køkken for smørrebrødsbutikken Favoritten.
Denne bygning og gårdrummet bliver i højere grad en konstrueret virkelighed rent bygningsmæssigt. I sidehuset indrettes en typisk lejlighed og et snedkerværksted som en iscenesat 1800-tals situation. Der vil blive anvendt 1800-tallets materialer og håndværk, men det vil være en konstruktion, hvor et gammelt trapperum og lidt loft stort set er det eneste originale, der har kunnet bevares.
Men selv om en del bliver en konstrueret virkelighed, vil man også kunne finde mange spor og træk, der stammer fra den originale 200 år gamle historie. Der vil stadig være mange fortællinger gemt i bygningerne om byens udvikling og de mennesker, der har levet her.
Hvor intet andet er angivet, bygger artiklen på data fra folketællinger, vejvisere, brandtaksationer og byggesager knyttet til ejendommen Overgade 52 samt kirkebogen for Vor Frue Sogn.
