Et offerfund i Sludegårds mose

I Fyns Stiftsmuseums stenaldersamling har fra den første tid efter krigen henligget et stort mosefund, sidsteparten af den rige afgrøde, som under krigsårenes tørvegravning indbragtes under Stiftsmuseets tag. Krigens afslutning i 1945 gav dog ikke straks freden tilbage til de engang så stille moser. Endnu var brændselslagrene knappe, endnu et par år klaprede det i vildændernes fordums paradis fra entreprenørernes ælteværker og peb det i akslerne fra randfyldte hjulbøre på vej til læggepladsen med det kostelige dynd.

Den 23. maj 1946 blev Stiftsmuseet ringet op fra Nyborg. Det var vicefængselsinspektør P. Oldenburg, som meddelte, at man under tørvegravning i Sludegårds Sømose 8 km syd for Nyborg havde fundet kraniet af et menneske og nær det desuden et tilskåret stykke træ, vistnok skaftet af en økse. Her i den dybe bakkerandede mose, som ejes af proprietær K. Fenger, Sludegård, havde Statsfængselet i Nyborg lejet retten til at grave tørv, og et hold af fanger var nu under opsyn af fængselsbetjent Andersen i travlt arbejde med at bjerge vintervarmen op af mosen. Ca. 50 m fra mosens nordbred og 100-150 m øst for Sludegårds bygninger var der gravet et anseligt hul, og i en dybde af 2.40 m var man stødt på de lige nævnte sager.

Det blev ikke den eneste gang, jeg fik lejlighed til at aflægge besøg i mosen. Efter instruks fra fængselsledelsens side blev der draget omsorg for bevarelsen af oldsagerne, der fremkom under tørvegravningen, og takket være den store interesse, som fængselsbetjent Andersen udviste for at bjerge så meget som muligt

i bedste stand, var det slet ikke så ringe en høst, der kunde bringes i lade. Både i 1946 og det følgende år blev jeg tilkaldt flere gange og fik i forbindelse med besøgene lejlighed til at foretage undersøgelser af det fundne på stedet selv.

Sømosen er en lang, smal mose, som strækker sig i en længde af godt 2 km i retning fra sydvest mod nordøst i Frørup sogn. Den er indrammet af temmelig høje bakker og derfor også temmelig dyb. Ved Sludegård udvider den sig til en bredde af hen mod 300 m, og det var nær nordkanten af dette bredeste sted, den tørvegrav var blevet åbnet, som skulde yde de mange oldsager, der nedenfor vil blive omtalt. Selve mosen er, som nævnt, temmelig dyb. I den afgravede del bestod det øvre lag, 2.30 m tykt, af temmelig findelt tørv, men nederst i laget skiftede massen pludselig karakter, blev trærig, idet tørven her var gennemtrukket med indtil 10 cm tykke grenestykker af el eller hassel. Herunder fulgte så et 15 cm tykt lag lysebrun eller grønlig tørv af fintavet sammensætning. I dette lag var kraniet og træskaftet fundet i en dybde af 2.40 m. Dette lag skilte fra det overliggende træholdige i en skarp horisont. På det pågældende sted gravedes ned til en dybde af 2.85 m, men uden at bunden nåedes.

Fig. I. Plan over fundet i Sludegårds mose.

Under optagelsen af kraniet og skaftet, fig. 7, fik jeg lejlighed til at udgrave dele af et okseskelet, fig. 3, som arbejderne samme dag stødte på ca. 5 m nordvest for det første findested. I en dybde af 2.25 m, altså i den nederste del af det træfyldte tørvelag, blottedes spidsen af kraniets højre horn. Kraniet lå på siden, således at dets nederste parti var omsluttet af det samme, lidt dybere tørvelag, hvori de først fremdragne genstande hvilede. Ligesom menneskekraniet bar også oksekraniet spor af molest. Førstnævnte havde nemlig tydelige krusningsmærker i den ene tinding efter et slag, og, som det ses på fig. 3, fandtes også på oksekraniet et brud: hullet i panden viser klart nok, at dyret har modtaget et dræbende slag der. Flere af halshvirvlerne var også til stede og så ud til at ligge i deres naturlige forbindelse med kraniet. Disse og andre dyreknogler, som var spredt fundne ved tørvegravningen, indsendtes til Zoologisk Museum, og af dem har afdelingsleder, dr. phil. M. Degerbøl haft den godhed at give en karakteristik, der for oksekraniets vedkommende lyder således:

»Bos taurus domesticus, tamokse. Et helt kranium samt dele af overarm, halshvirvler og brysthvirvler. Disse stykker repræsenterer et kraftigt dyr med bageste molar i slid, d.v.s. at dyret har været ca. 4 år gammelt. På panden ses tydelige spor efter slag. Det er påfaldende ved, at alle hvirvlers torn- og tværtappe er afhuggede«.




Fig. 2. Fire lerkar fra Sludegårds Sømose. Højde a 38,5 – b 33,0 – c 18,0 – d 19,0 cm.

Endnu to gange i 1946 blev jeg kaldt til Sømosen, og den ene gang var det i forbindelse med et ganske lignende skeletfund. I laget svarende til det, hvori det første fund optoges, lå skelettet, der klart nok ikke var helt; knoglerne lå uden sammenhæng, hulter til bulter i en hob og øjensynlig nedlagt i oldtiden på denne måde. Også dette fund indsendtes til Zoologisk Museum, og dr. Degerbøl udtaler herom: »Det drejer sig om væsentlige dele af skelettet af en tamko, der synes at være slået for panden«.

Her melder sig med god grund spørgsmålet om, hvad disse knoglefund betyder. Tilmed står de ikke alene, men gennem begge tørvesæsonerne 1946-47 blev der spredt i det afgravede område optaget en del knogler: af tamko sammen med det tidligere omtalte i alt af 9 individer, af tamsvin 7, får 1, hest 2, hund 2 og endelig af menneske: dele af tre individer. Hertil kommer 17 underkæber af vildsvin, de 2 orner, resten søer. Efter betjent Andersens udsagn blev 10 af disse underkæber af vildsvin fundet samlede på en plet, der ikke oversteg 1 m2 i udstrækning; heraf var 9 hundyr, det tiende en orne. Det ejendommelige ved næsten alle disse vildsvinekæber var, at de på undersiden var knuste ved et kraftigt slag. Om disse skeletdele siger dr. Degerbøl:

»Underkæbe af 17 individer, unge såvel som gamle, heraf 16 hele underkæber; 2 af disse har tilhørt orner, resten søer. Med undtagelse af de 4 yngste dyr har alle kæberne i underkanten af ydersiden, under bagkindtænderne, et indslået hul af 5-6 cm’s længde, og ca. 3 cm’s højde. Denne læsion er utvivlsomt foretaget, for at marven kunde udtages. Det normale i stenalderen er ellers, at underkæbens nedre rand er helt ituslået med samme formål for øje«.

Men til spørgsmålet om, hvad de her så udførligt omtalte skeletfund egentlig betyder, skal der om lidt vendes tilbage. Først må vi imidlertid se lidt på andre fundne sager. Endnu to gange i 1946 blev jeg kaldt til Sømosen, begge gange i anledning af lerkarfund. I samme lag som alt det hidtil optagne, altså i overgangen mellem det træførende øvre lag og den derunder liggende grønbrune tørv, havde man afdækket et smukt og velbevaret lerkar, et tragtbæger, 19 cm højt, med bred munding, se fig. 2d. Under mundingskanten var det prydet med et vandret bånd af 3 zigzaglinier. På afsatsen mellem hals og skulder ses korte, lodrette pindstik, og derfra ned over bugen bundter af lodret trukne furer. Både karrets form og ornamentik svarer til tidlig jættestuetid[1].

Fig. 3. Oksekranium og underkæber af vildsvin.

Det andet lerkarfund havde betjent Andersen varetaget så vel, at jeg fik lejlighed til at udgrave det. Karret stod helt itutrykt med bundfladen nede i det grønbrune tørvelag, mens det øverste af skårbunken nåede op i det træførende lag. Skårene lå for sig, idet der ikke fandtes dyreknogler eller oldsager i nærheden af dem. Trods karrets stærkt søndrede tilstand har det vist sig muligt at restaurere det, og resultatet ses på fig. 2b: et 33 cm højt tyndvægget kar, bredest over mundingen, hvor det måler 44 cm. Et svagt knæk i karrets profil viser tilstedeværelsen af en kun let fremtrædende skulderkant. Af ornamenter ses kun en enkelt række runde indtryk under mundingskanten. Også dette lerkar er fra jættestuetiden, men fra et yngre afsnit[2].

Endnu to kar blev fundne, men desværre ikke således, at der blev mulighed for en nærmere undersøgelse af findestederne. Interessant er den store, 38.5 cm høje øskenkrukke fig. 2a. Som det ses, består den af en næsten kuglerund underdel, hvorfra en høj cylindrisk hals hæver sig. Nær bunden sidder 7 øskener med ligeligt mellemrum og i samme afstand fra bundfladens kant. Det viste sig siden, at der i flere af øskenernes hulrum endnu sad rester af en toslået snor af lindebast. Fundet viser altså, at kar af denne art nok engang har været båret i lodrette snore, som var bundet til den vandrette, der var trukket gennem øskenerne. Øskenkrukkerne hører hjemme i dyssetiden[3] og er altså ældre end de hidtil omtalte lerkar. Allerældst er den simple lille øskenkrukke fig. 2 c, der er 18-19 cm høj og på skulderen bærer to øskener eller hanke. Den hører efter sin type til den yngre stenalders tidligste lerkar[4].






Fig. 4. Øverst tv. 3 flækker, i midten 2 skaftesegle, th. 2 halvmåneformede segle. Nederst: 2 flække skrabere, i midten og th. flækkesegle.

Til de omtalte lerkar kommer desuden en del andre oldsager, som blev opsamlet i Sømosen. Et sjældent træskaft, og endnu det eneste bevarede på Fyn, omtalt i begyndelsen af artiklen, er det fig. 7 afbildede. Desværre er det kun mangelfuldt bevaret, i sin nuværende tilstand 29 cm langt. Materialet er el eller hassel, tværsnittet cirkelrundt med en klumpet udvidelse forneden. I den modsatte ende er hovedet brudt over skafthullet på tværs; det øverste mangler, og hullets form er som følge af beskadigelsen så lidt karakteristisk, at det er uvist, om en økse eller anden genstand af sten har været indkilet deri. Har det været et økseblad, må dette have været lille, da skaftet er kort og ret spinkelt, ved midten kun 2.7 cm, over hovedet og endeknoppen 3.5 cm tykt. Trods omhyggelig eftersøgning fandtes desværre ingen oldsager i forbindelse med skaftet eller i dets nærhed. Imidlertid er det meget muligt, at skaftet har båret ikke en økse, men et seglblad. Ser man på fig. 7, vil det kunne iagttages, at skaftet har en svag sidebøjning. Skaftets tilsigtede sidebøjning gør det sandsynligt, at der i hullet har været fastgjort en flækkesegl som på den velkendte kornsegl fra Stenild Mose ved Hobro, der dateres til bronzealder eller tidlig jernalder. Som det vil ses af listen nedenfor over de optagne oldsager, fandtes der i mosen et ret betydeligt antal flækkesegle. Har en sådan segl været anbragt i skaftets hovede, foreligger hermed, da jo fundet som helhed kan dateres til yngre stenalder, en kornsegl dateret til dette tidsafsnit. I så fald er stykket fra Sludegårds Mose den ældst kendte kornsegl fra Danmarks oldtid.

Fig. 5. Stenredskaber, hele eller beskadigede.

Af træ er også de to småstykker, som er afbildede fig. 6. Det ene er pæreformet, 6.5 cm langt, det andet mere af form som en skyttel, 10.5 cm langt, tykkest ved midten. Begge er hoveder af klumppile, en type, som også er fremdraget i sjællandske mosefund under krigen og anses for at være slagpile af den art, som endnu bruges af naturfolk i Asien og Nordamerika under jagten på fugle og små pelsdyr, hvis skind man ikke vil gennembore[5]. Sådan jagt har da efter fundene også været drevet på Fyn i den yngre stenalder.

Den talmæssigt største del af Sømosens oldsager er dog redskaberne af sten, først og fremmest flint. Nedenfor skal de i al korthed opregnes:

  • 5 slebne tyndnakkede flintøkser, heraf kun 1 hel.
  • 1 lignende, men af grønsten: eggen beskadiget.
  • 8 tyknakkede slebne retøkser af flint, deraf 4 hele.
  • 1 forarbejde til en flintmejsel.
  • 2 brudstykker af slebne mejsler.
  • 1 brudstykke af en slibesten af sandsten.
  • 1 fæste, »fiskehaleformet«, af en flintdolk.
  • 2 halvmåneformede kornsegle af flint.
  • 19 flækker, hvoraf de 3 er rygflækker.
  • 3 flækkeskrabere.
  • 11 flækkesegle[6].

Alle disse sager er spredt fundne over det afgravede område, uden at det har været muligt af få nøjagtig oplysning om, hvor de enkelte ting er optaget. Som helhed er dette sket inden for det område, hvor de før omtalte knogler og lerkarrene er fundne, se fig. 1. Af denne fremgår det, at fundområdet strækker sig over en længde af 40-45 m i øst-vest og er 25-30 m bredt. De fleste af stenoldsagerne er hele, men en del er brudte og ufuldstændigt til stede. Det kan være sket i nutiden, hvor sagerne ofte er hentet frem fra tørvemaskinen efter en ublid medfart dér, men i en del tilfælde ses det, at beskadigelserne er gamle, og at stykkerne må have været defekte allerede i oldtiden, da de fik leje i mosen. Mange af stensagerne bærer spor af opskærpning og af slid. Det sidste gælder ikke mindst et antal flækker, ubearbejdede eller tildannede ved begge ender og langs den ene skarpe kant. Da de er stærkt blankslidte langs den skærende kant, har de været benyttet som skær i datidens kornsegle. De indkiledes vinkelret på skaftet i dettes hovede, og redskabets stadig fortsatte brug i høsttiden bevirkede, at kiselindholdet i de tørre kornstrå sled flinteggen blank, se fig. 4, nederste række, midten og til højre[7].

Vi nærmer os endnu engang spørgsmålet: Hvorfor er dette betydelige antal skeletdele og de mange stensager engang kommet i mosen? At de nemlig er blevet nedlagt i vand, viser fundforholdene sikkert nok. Ganske vist ikke i en dyb sø, men snarest på fladt vand i en sø eller mose under tilgroning. Som flere gange nævnt i det foregående, er oldsagerne fundet i et tørvelag, der indeholdt mængder af grene af el og hassel. Fundet danner derved en interessant parallel til et vestsjællandsk fund fra Føllenslev Mose, hvor fundforholdene i mangt og meget mindede om dem i Sludegårds Mose, og hvor oldsager og knogler ligeledes fandtes i forbindelse med mængder af træ. En geologisk undersøgelse af mosen ved Føllenslev viste, at oldsagerne dér er nedlagt i en stærkt tilgroet sø med lavt vand og rig vegetation[8]. En sådan fagmæssig geologisk undersøgelse er ikke foretaget i Sludegårds Mose, men forholdene har neppe været meget forskellige de to steder.


Fig. 6. Hovederne af 2 klumppile.

Fig. 7. Beskadiget skæfte af en flintsegl? Længde 29 cm.

Kan oldsagerne stamme fra en boplads, og er de derfra tilfældigt udkastet som affald? En sådan forklaring er mindre sandsynlig, når for det første det erindres, at ophobningen af sagerne lå et stykke, mere end 50 m, fra det faste land. Bopladsaflejringer rummer altid mængder af affald fra flinttilhugningen, fliser og stumper af flint ofte i tusindvis, men her i mosen ved Sludegård manglede de fuldstændigt. En afsøgning af mosens bredder viste heller intet affald, hverken på marken lige inden for findestedet eller andetsteds om mosens bredeste parti. Når da tanken om en boplads må opgives, kan man i stedet spørge: Kan sagerne ikke være tabt i søen fra båd eller gennem isen om vinteren? Den forklaring dækker ikke den betydelige mængde af oldsager på et ret afgrænset sted af søbunden, og dele af dyreskeletter taber man jo almindeligvis ikke. Heller ikke kan der være tale om druknede dyr, da jo de fleste af oksekranierne viste, at dyrene er blevet dræbt med slag i panden. Af alt dette fremgår, at sagerne neppe er blevet tabt, selvom der må regnes med den kendsgerning, at oldsagerne i fundlaget stammer fra et langt tidsrum: fra dyssetidens begyndelse over jættestuetid og vistnok ind i stenalderens slutperiode, dolktiden. De må derfor være nedlagt gennem et tidsrum af flere hundrede år, nemlig, om årstal skal illustrere, i tiden mellem 2200 og 1800 f. Kr. med en margin til begge sider.

Fundet fra Sludegårds Mose er ikke enestående herhjemme. Også andetsteds på Fyn optoges under krigen flere steder lerkar i moserne, f. eks. i Neverkær, Vissenbjerg sogn, i Rødemose, Balslev sogn, i Hjerup, Kerte sogn, og i Mellemballe, Vedtofte sogn, selvom oplysningerne ikke er så fyldige i disse tilfælde som for Sømosens vedkommende. I virkeligheden er sådanne mosehenlægninger fra stenalderen en almindelig fundgruppe. Landet over kendes de i godt 150 tilfælde, og disse er blevet skildrede af C.J. Becker i Årbøger for nordisk oldkyndighed og historie 1947. I denne oversigt gives også nøglen til forståelsen af fundene. De er ofringer, som er regelmæssigt foretaget af stenalderbonden. Lignende ofringer til de naturmagter, som skænker vækst til kornet, frugtbarhed og helse til kvæget og til menneskene selv, er kendt verden over i alle agerbrugssamfund. Bag dem ligger den primitive bondes usikkerhed over for tilværelsen, hans afhængighed af vejret og hans brændende ønske om den vækstlige grøde, det man endnu op i middelalderen kaldte »år og fred«. For at opnå »år«, det vil sige godt år for marker og kvæg, ofrede bonden til naturens mægtige guddomme af hvad han havde: gode stege af okse og svin, grød eller drikke måske i lerkarrene. Og skulde offeret være uafviseligt, når en nødtilstand var for hånden, ja, da greb man til det kosteligste, ofring af et menneske. På den måde forstås bedst den mærkelige, det kan siges alsidige, sammensætning af mosefundene fra den yngre stenalder, til hvilke også fundet fra Sømosen hører her for første gang beskrevet.

Noter

  1. ^ Jfr. C.J. Becker, Mosefundne Lerkar fra Yngre Stenalder, Årbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie, 1947, pl. VII-VIII, Mellemneolithisk tid, periode D. – Inv. nr. 8466.
  2. ^ Sammesteds, pl. X, 1. Mellemneolithisk tid, periode E. – 8485 b.
  3. ^ Anf. arbejde s. 153. Tidlig neolithisk tid, periode B-C. – 8615.
  4. ^ Anf. arbejde, pl. XXII, 1-2, tidlig neolithisk tid, periode A-B. – 8484.
  5. ^ Acta Archaeologica XVI, 1945, s. 160 ff.
  6. ^ Det samlede fund fra Sludegårds Sømose har inventarnumrene 8466-71 a, 8476-87, 8515-29, 8632-36, 8696-8705.
  7. ^ I fundet forekommer stykker som A. Steensberg, Ancient Harvesting Implements, 1943, s. 32, fig. 19, typer 1 a-b, 2 c.
  8. ^ Acta Archaeologica XVI, 1945, s. 167.

- Arkæologi - Arkæologi - offerfund - Fynske Minder

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...