Når man går på opdagelse i museets samlinger, dukker der ofte spændende historier op i tilknytning til genstandene. Odense Bys Museer ved direktør Niels Oxenvad erhvervede i 1991 to malede portrætter på Bonhams auktioner i London.
Det var ikke på grund af den kunstneriske kvalitet af billederne, at de var interessante, men på grund af personernes særlige tilknytning til Fyn. Portrætterne forestiller ejerparret af hovedgården Elvedgård i Veflinge Sogn, Bonde Simonsen og Anna Elisabeth Amalie Berg. Portrætterne er typiske for 1700-tallets stive stil, hvor personernes personlige træk ikke træder så tydeligt frem. Kunstneren er Johan Christian Remin (død 1774) fra Fredericia, der fortrinsvis malede adelige og borgerlige personer i Jylland, men herudover også ernærede sig som malermester. Begge hans sønner kom i øvrigt til at virke som bygningsmalere på Fyn, henholdsvis i Odense og Nyborg.
Bonde Simonsen fremtræder på portrættet, der er dateret 1756, som en rigtig herremand med pudret allongeparyk, broderet vest og den for tiden så almindelige røde frakke. En myndig mand får vi indtryk af. Anna Elisabeth Amalie Berg er fremstillet som idealet på en fornem dame i midten af 1700-tallet, stærkt indsnøret hvepsetalje, broderet bryststykke, pudret hår og om halsen et karakteristisk guldsmykke. Hendes personlige træk træder ikke tydeligt frem, hun er en stereotyp. Heldigvis ved vi mere fra andre kilder om Anna Elisabeth. Særlig opmærksomhed bør der rettes mod halssmykket, da det som en stor sjældenhed stadig eksisterer, og det endda i Odense Bys Museers samlinger. Smykker fra midten af 1700-tallet er yderst sjældent bevaret uden for fyrstelige kredse. Smagen ændrede sig, og de er blevet omsmeltet og stenene anvendt til andre smykker. Smykkesættet er et såkaldt garniture, bestående af et collier, en corsage (et løst vedhæng), armbånd og ørelokker. Vedhænget kan anvendes både som selvstændig broche og som vedhæng på halskæden. Sammenligner man billedets smykke med virkelighedens, er der ikke helt overensstemmelse. Dette skyldes, at maleren har lavet en skitse og færdiggjort maleriet hjemme i sit værksted. Endelig kan det ved nøjere studie af smykket konstateres, at det har været ændret, og at det nederste vedhæng mangler. Smykket er i guld med små perler, perlemor, granat og halvædelstene. At der så ovenikøbet er et bevaret maleri, hvor smykket bæres, er endnu mere usædvanligt. Smykket blev udstillet i 1960 på Kunstindustrimuseet (i dag Designmuseet) på udstillingen ”Smykker i dansk eje” og senere købt til Odense Bys Museer hos godsejer Preben Wedel-Heinen, Elvedgård i 1967. Smykkesættet er med stor sandsynlighed fremstillet i 1749 i anledning af brylluppet på herregården Elvedgård mellem Bonde Simonsen og Anna Elisabeth Amalie Berg, der begge blev gift i en moden alder og med spændende livsforløb bag sig.
Anna Elisabeth var født i 1708 i Svindinge, hvor hendes far, Jacob Johansen Berg, var præst; moderen var født Lerche. Hjemmet var præget af farens store interesse for planter og medicin. Han var kendt på hele egnen for at have salve og eliksirer til mange sygdomme. En viden, datteren hele sit liv også drog nytte af. Svindingepræsten havde også et efter datidens forhold meget stort bibliotek. Som det var sædvane i 1700-tallet, giftede man sig inden for sin egen stand, og det var nok helt fra Anna Elisabeths barndom bestemt, at hun skulle giftes med en præst. Da faren ønskede, at hun skulle gifte sig med den meget ældre provst i Munkebo, Claus Vedel, protesterede den 20-årige Anna Elisabeth voldsomt. Men lige meget hjalp det. En ung pige i 1700-tallet havde ikke nogen indflydelse på, hvem hun skulle giftes med. Ægteskaber blev indgået som fornuftsægteskaber efter forældrenes vilje. Anna Elisabeths far knuste hendes rok og sagde, at det ville gå hende ligesådan, hvis hun ikke giftede sig med den gamle præst. Eneste lyspunkt var nok, at Claus Vedel var meget velhavende.
Dels var han blevet provst i Bjerge Herred, dels havde han ved stor flid opbygget et handelseventyr, hvor han handlede med fisk og især ål over det meste af Fyn; denne bibeskæftigelse havde givet ham øgenavnet ”Åleprovsten”.
Claus Vedel, der havde studeret i Wittenberg, havde som så mange andre unge præster for at få embede i de magre år efter Svenskekrigene giftet sig med enken efter forgængeren i 1695. Hun var enke efter to præster i Munkebo, idet hendes første mand var den bekendte Claus Hansen Nakskov, der under Svenskekrigene ikke ville røbe over for fjenden, hvor han havde gemt kirkens og sit eget sølvtøj og derfor efter tortur blev drevet i dammen ved præstegården og druknet af svenskerne en kold novembernat i 1659. Tilsyneladende havde han ikke fortalt nogen, hvor skattene var gemt, for præstens eget sølvtøj kom først for dagen i 1842 og regnes for et af de flotteste sølvfund fra denne periode. Sølvet er i dag som danefæ udstillet på Nationalmuseet. Kirkesølvet blev aldrig fundet. Claus Vedel underviste selv børnene i Munkebo Skole, da han ikke havde tiltro til degnens evner og anså børnenes oplæring som det vigtigste. Efter endnu et ægteskab havde Claus Vedel mod på at gifte sig igen, og denne gang altså med den unge Anna Elisabeth. Hun karakteriseres som ”af megen dyd og fornuft”. Og der var nok for den unge præstekone at bestille, for husholdningen var stor i en præstegård på den tid, og dertil kom de 11 uforsørgede børn, som Claus Vedel måtte tage sig af for en datter af den anden kones første ægteskab. De var, som der står i de gamle kilder, kommet til ham ”forkomne og forældreløse på en haugevogn”. I ægteskabet med Anna Elisabeth kom der kun ét barn, Jakob Vedel (1731-1807, senere ejer af hovedgårdene Kærsgård og Holsegård). Den gamle provst havde sære ideer som f.eks. altid at gå i hjemmegjort tøj, sove i iskolde rum, rulle sig nøgen i sne og aldrig at indtage blodspiser, blodpølser o.l. I 1740 brændte præstegården i Munkebo, og mange værdier gik tabt. Dørhammeren med inskriptionen ”Pietas ad omnia utilis”(Fromhed er nyttigt i alt) overlevede som det eneste af bygningen og blev indmuret i den nye præstegård, der i øvrigt brændte nogle årtier senere. I disse år begyndte Claus Vedel at opbygge en anseelig formue, og han kunne selv erhverve hovedgården Elvedgård og hjælpe sønnen til at købe Kærsgård. Han drev godserne ved forvaltere og flyttede aldrig selv ind på Elvedgård, men blev boende i Munkebo Præstegård frem til sin død. ”Åleprovsten” blev efter datidens forhold gammel, og ved hans død i 1748 overtog Anna Elisabeth Elvedgård, hvor hun bosatte sig.
Men det blev ikke en nem begyndelse for hende som godsejer. Kvægpesten hærgede, og hun måtte optage lån i Elvedgård. Muligvis gennem disse låneforretninger krydsedes hendes veje med landsdommer på Fyn og borgmester i Odense, Bonde Simonsen. Om det har været en praktisk foranstaltning at gifte sig med en kreditor, får vi ikke indblik i, men meget tyder på, at hun beundrede den handlekraftige mand. Brylluppet den 18. juli 1749 blev stort, og der blev ikke sparet på noget. Det ovenfor nævnte smykke har helt sikkert været en bryllupsgave til hende, og det smukke linned og duge med Anna Elisabeths monogram findes stadig bevaret på Elvedgård. Fornemt sølvtøj blev erhvervet til brylluppet med brudeparrets initialer: en sølv-præsenterbakke, en sukkerstrødåse, et par sølvstager, en sennepskrukke ligeledes i sølv, alt sammen lavet af Odensemesteren Søren Nielsen Bruun, der blev mester i 1738. Det var sølvtøj af højeste kvalitet med mestermærker, guardejnmærke og vægtangivelse. En del af dette kom til Odense Bys Museer i perioden 1952-67, men blev desværre stjålet ved det store sølvtyveri på museet i 1972, da uvurderlige gamle Odense sølvarbejder gik tabt. Et bryllupsvers i tidens stil, skrevet af hendes bror Claus Johansen Berg, opbevares i dag på Elvedgård.
Bonde Simonsen Også brudgommen havde en skæbne, der bestemt ikke fra starten var bestemt til at varetage et af Fyns højeste embeder og blive både borgmester og godsejer. Bonde (undertiden Bondo) Simonsen var født i den lille landsby Eilskov i Hårslev Sogn. Hans forældre, Simon Bondesen og Berthe Nielsdatter, var fattige husmandsfolk med seks børn. Ved dåben er der kun kvindelige faddere, og den fornemste er krokonen. De gamle kilder fortæller, at Bonde sammen med nogle andre børn en dag legede på gaden i Hårslev, da en karet med stor fart kom kørende gennem byen og ramte Bonde, der blev hårdt såret. Postmester og ejer af Fraugdegård, Christian Ulrich Bless, der enten selv var med i kareten eller hørte om ulykken, tilbød at pleje den syge dreng og tage ham med til Odense. Om historien er sand, vides ikke, men et faktum er det, at Bonde kom i pleje hos postmesteren, der langt ude var beslægtet med Bondes mor. Drengen viste hurtigt meget gode evner, og han blev student og juridisk kandidat. Ligesom plejefaren blev Bonde Simonsen både postmester (1726) og borgmester i Odense (1732-49), og i 1736 fik han titlen kammerråd. Bonde Simonsen var første gang gift med Margaretha Sophia Haman, som han fik datteren Sara med. Men i 1749 var han altså på frierfødder og kunne gennem ægteskabet med Anna Elisabeth indfri drømmen om at blive godsejer; en opgave, han gik til med stor iver. Bonde Simonsen forbedrede både skovene og nogle af de fugtige jorder, anlagde nye veje på godset, huggede lysninger i skoven omkring gården og anlagde syv fiskedamme. For at udnytte de rige tørvemoser blev der anlagt et kalkbrænderi og et teglværk. Teglovnen må have haft en anseelig størrelse, da den kunne brænde 40.000 sten ad gangen, både mursten og tagsten. Det var også ham, der opfyldte gravene mellem hovedbygningen og ladegården og samtidig fjernede vindebroen; tiltag, der den dag i dag kan ses på og omkring Elvedgård. Han opkøbte mere jordegods bl.a. af kronen og manglede kun en gård i at kunne oprette et stamhus. På det personlige plan skulle han have været ret skinsyg. Engang kom en af fruens ørelokker til at hægte sig fast i en fremmed herres kalvekrøs. Da den skulle vikles ud igen, og hun stod så tæt på den fremmede, blev Bonde Simonsen aldeles rasende. Skal vi gætte på, at det er de ørelokker, der er bevaret til i dag? I ægteskabet med Anna Elisabeth fødtes sønnen Claus Vedel Simonsen. Forældrene valgte hermed at hædre den gamle driftige ”Åleprovst”, der havde erhvervet Elvedgård til dem ved at give ham slægtsnavnet Vedel (også stavet Wedel). Claus var helt fra barnsben noget af en vildbasse. I dag ville han uden tvivl have fået diagnosen ADHD. Som helt lille faldt han i køkkenets åbne ildsted ind i en gryde og flækkede næsen fra øverst til nederst, så hans næse hele livet bar præg af denne hændelse. Som 15-årig faldt han ned fra en loftsbjælke i den store lade på Elvedgård og måtte bevidstløs lægges i seng. Han overlevede, blev sat i Horsens Skole og blev senere student fra Nyborg. Som voksen foretog han flere udenlandsrejser og havde ”en stor og ubegrænset lyst for lekture”. Han kunne konversere damerne og var helt i modsætning til halvbroren ikke synderligt interesseret i landbrug. Efter sønnen Lauritz Vedel Simonsens udsagn beholdt han hele livet et iltert temperament, og hans mor kunne sige til ham: ”Nej! Nu er Du, saa Gud! også for slem, Claus!”, hvilket var store ord for den fromme kone. I 1765 afgik Bonde Simonsen ved døden, og degnen i Hårslev, Hr. Gram, skrev i den anledning de lidet poetiske strofer:
”Du fæle Død ! hvad har du gjort på Elved?
hvi blev du ikke i din dybe Afgrunds Helved ?”
Anna Elisabeth kunne nu som enkefrue på Elvedgård føre nogle af de tiltag ud i livet, som hun havde været afskåret fra, men først skulle der betales store arveafgifter til Saras børn og til sønnen af første ægteskab, Jakob, mere end 30.000 rigsdaler, en betydelig sum på det tidspunkt. Hun overtog selv driften af godset, der var på 52 tdr. hovedgårdsjord, 284 tdr. htk. bøndergods, fordelt på 36 gårde, hvoraf de 22 lå i Veflinge Sogn. Hertil kom de vidtstrakte moser og skove omkring gården. I staldene var der 133 malkekøer, tyre og stude, 49 får, 13 arbejdsheste, 10 herskabsheste, 42 søer, 2 orner og 26 smågrise. Midt på gårdspladsen stod træhesten; vi ved ikke, om den har været i brug eller blot anbragt til skræk og advarsel. I 1777 oprettede enkefruen Hellig Trefoldigheds Hospital i Veflinge. Hospitalet kunne optage fire lemmer, dvs. fattige og gamle. Der findes stadig bevaret en fundats til hospitalet, hvoraf det fremgår, at der optages begge køn i stiftelsen, der dog skal være adskilt, og de må ikke udføre hoveri, til gengæld skal de gå i kirke hver søndag. Herudover er der endnu flere regler, som alle tyder på, at der er tale om gamle mennesker. Når de bliver gamle og svage, skal de raskere lemmer tage sig af dem. Primært har herskabet følt en forpligtigelse over for gamle, der havde tjent eller været fæstere på Elvedgård. Stiftelsen eksisterede helt frem til 1954, da der blev oprettet et legat i stedet. Desværre er der nok sket det som så mange andre steder, at kapitalen i et sådant legat er skrumpet ind til ingenting. Både stiftelsen og legatet stod altid under sognepræstens forvaltning. Der blev uddelt en pengesum fire gange om året til beboerne til tøj og mad. Fundatsens detailrigdom tyder på, at Anna Elisabeth har haft et vågent øje med alt på sit gods. Anna Elisabeth gjorde herudover et stort arbejde for alle fattige såvel i Veflinge som i Vigerslev Sogn. I hovedbygningen sørgede hun for nye lofter overalt og etablerede små broer i haven over voldgraven. Hver dag holdt enkefruen møder med godsets ansatte, besøgte godsets folk og gik en runde gennem hele det store hus. To af godsets landsbyer blev udskiftet i hendes levetid, og hun løste efter ansøgning flere bønderkarle fra deres stavnsbånd. Man fristes til at sige, at hun her fik de lykkeligste år af sit liv, hvor hun kunne bruge sin evner, drage omsorg for de fattige og økonomisk disponere, som hun ville.
Den gamle frue levede i de sidste år et stille liv, hvor hun mest opholdt sig i en lille stue omgivet af sine piger, der enten spandt eller syede. I ”fruerstuen” blev der fortalt folkeeventyr om elverfolk og trolde og uhyggelige hændelser i ældre tid. Gennem optegnelser ved vi også, hvordan Anna Elisabeth var klædt: På hovedet bar hun en blå hue med sideflipper og under huen lin med knipling, om halsen et hvidt kammerdugs-tørklæde, stift snøreliv, kattunskjole med blomsterranker og forklæde med lommer og hæftet i bæltet et stort knippe nøgler. Hun var hele livet en from og god kvinde, der aldrig forsømte kirkegang om søndagen og dagligt læste i biblen. Hendes stemme var stærk, ja næsten grov. I sine sidste år gik hun stærkt foroverbøjet, og hendes hoved rystede, så det satte hendes hovedtøj i en stadig bevægelse. Hun har efter denne beskrivelse med stor sandsynlighed haft Parkinsons sygdom og gigt. Som det var almindeligt i adelige familier, tog Anna Elisabeth sig også af uforsørgede slægtninges opdragelse, således Margrethe Delliger, en jomfru Hvalhoff og en lille pige, Frederikke Østrup, der opholdt sig på Elvedgård fra sit 6. til 12. år sammen med den gamle justitsrådinde. Det er Frederikke, vi kan takke for at have været meddeler til fruens barnebarn, den bekendte historiker og antikvar Lauritz Schebye Vedel Simonsen, da han nedskrev beretningen om sin farmor. Efter hendes død i 1780 blev der opgjort en meget udførlig skifteforretning, der i den mindste detalje fortæller om det rige indbo på Elvedgård. Sønnen Claus efterfulgte hende som godsejer og påbegyndte straks frasalg af alt bøndergods og udstykning af hovedgårdsjorden, der blev reduceret til 22 tdr. htk. Begge ægtefæller ligger begravet i Hårslev Kirke, og Vedel Simonsen købte deres kisteplader, der ved de såkaldte åbne begravelsers nedlæggelse i 1805 desværre siden er blevet stjålet. Vedel Simonsen blev født et halvt år efter farmorens død, men har gennem sine optegnelser tildelt hende et levende minde, der giver et godt indblik i både herregårdslivet i 1700-tallet, social mobilitet i et standssamfund og fuldstændigt fravær af medbestemmelse for kvinder.
