I juli måned 1998 så en ny formidlingsform dagens lys i Den Fynske Landsby. I hvert fald var den ny for netop dette museum. Det var Levende Historie, som altså nu i 2018 kan fejre sit 20-års jubilæum. I den anledning har vi kigget lidt tilbage – og lidt frem – for at se, hvad historien om Levende Historie i Den Fynske Landsby rummer.
I Odense Bys Museers projektdatabase for 1998 beskrev man et nyt tiltag i Den Fynske Landsbys sommerformidling således:
“I hele juli måned vil museets gæster træffe en række nye ‘landsbyboere’. Deres dragter og dagligdags gøremål vil skabe liv på gårdspladser og bygade, men det er ikke meningen, de skal spille skuespil og foregive at være født i 1827…”
Det nye her var – blandt andet – at man lod formidlere optræde i historiske dragter, og at de var ansat ikke til at foretage deciderede omvisninger eller demonstrationer, men til at “optræde med forskellige opgaver rundt omkring i landsbyen” og “først og fremmest […] være indstillet på at snakke med publikum, fortælle om Landsbyen, om deres arbejde mv”.1 Formålet med Levende Historie var således at berige gæsterne med viden gennem mundtlig formidling.
Lige fra Den Fynske Landsby åbnede sine døre første gang i sommeren 1946, var museet en form for ’levende landsby’ i den forstand, at de anlagte marker blev dyrket på gammeldags vis, samt at der blev holdt husdyr. Landbrugsaktiviteterne blev i sommerperioden suppleret med vævedemonstrationer, som udførtes af Selskabet til Haandarbejdets Fremme, og med gratis omvisninger for skoler og andre grupper af besøgende. I løbet af 1970’erne udvidede man formidlingen med håndværksdemonstrationer. Der blev ansat bl.a. en bødker og en karetmager, og i de gamle værksteder, hvoraf nogle endnu kan ses ved et besøg i Den Fynske Landsby, demonstrerede skemager, pumpemager m.fl. deres håndværk. I samme periode begyndte man så småt at afholde større enkeltarrangementer for publikum.
I 1993 fik Den Fynske Landsby en konsulent til at gennemgå museets formidling og komme med anbefalinger til den fremtidige formidling. Blandt forslagene var at lade alle museets ansatte oplære i at formidle samt i højere grad at benytte historiske dragter. Disse anbefalinger har sikkert været en af flere påvirkninger, der i 1997 fik daværende museumsinspektør Esben Hedegaard til at formulere projektet Levende Historie som del af et samlet koncept for Den Fynske Landsby, der blev udarbejdet i forbindelse med Odense Bys Museers store omstrukturering. Andre inspirationskilder var formentlig formidlingen på udenlandske frilandsmuseer, herunder især de amerikanske, hvor museumsdirektør Torben Grøngaard Jeppesen nogle år tidligere havde oplevet levendegørelse.2
Det var med en vis forsigtighed, man indlod sig på at levendegøre en historisk periode på denne måde. For alt i verden ville man som museum ikke fremstå som overfladisk og underholdende; levendegørelsen skulle gøres
‘… veldokumenteret og velforklaret – så den ikke blot bliver til underholdning uden budskab”.3 Bekymringen for, at museumsbesøget skulle blive for meget ’sjov og ballade’, udsprang formentlig blandt andet af den løbende diskussion, der foregik i 1980’erne og 90’erne om, hvorvidt frilandsmuseer var at regne som ‘rigtige’ museer. Så stor var bekymringen, at Esben Hedegaard i ”Koncept for Den fynske Landsby” i 1997 konkluderer, at man ikke kan forvente, at fastansatte både kan arbejde og samtidig have publikumskontakt.4 Derfor ville man skille tingene og ansætte formidlere, der havde publikumskontakten som hovedopgave.
I sommeren 1998 kunne de første museumsgæster i Den Fynske Landsby opleve Levende Historie i landsbygaden og på gårdspladserne. Hvordan det gik for sig – og hvordan Levende Historie udviklede og forandrede sig gennem de følgende 20 år – kan du læse om i de følgende afsnit.
De første aktører i Levende Historie blev samlet i foråret 1998. Gruppen bestod af et par studerende, der også var omvisere, en aktivitetsmedarbejder, en landmand, en husflidsmand, Landsbyens kogekone samt et par stykker ansat i jobtilbud. Alle havde i forvejen en tilknytning til Den Fynske Landsby. Disse blev pionererne – eller prøvekludene – og oplæringen var benhård.
En af kongstankerne bag Levende Historie var, at det var den historiefaglige viden om 1800-tallets landbrugshistorie, der skulle formidles. Derfor skulle alle aktører deltage i opstartsdage med faglige oplæg og indslag, og samtidig blev der udleveret læsestof til mange timer. Det handlede om bygningshistorie, landbrugshistorie, danmarkshistorie; om udflytning, udskiftning, højryggede agre, fynsk demografi i 1800-tallet, dragthistorie og meget mere i den stil. Det var vigtigt for de ansvarlige museumsinspektører, at den historie, der blev fortalt i Landsbyen, ikke blev forfladiget – eller for sjov.
Det var også meningen, at de efterhånden ret vidende aktører skulle kunne hjælpe, hvis gæsterne havde spørgsmål om helt konkrete ting. I 1998 var holdningen til skiltning i Landsbyen endnu mere tilbageholdende end den er i dag, og mange redskaber, vogne og interiører stod uformidlede hen. Derfor syntes man, at det nok var bedst, hvis aktørerne vidste… alt. Den sidste del af forberedelsen var, at alle fik syet en tidstypisk dragt. I den forbindelse lød beskeden, at hverken person eller særk skulle vaskes for ofte. Aktørerne skulle se naturlige ud – og tilsyneladende skulle de også ”dufte” naturligt. Det blev aldrig helt klart, om det bare var for sjov.
1. juli 1998 var Levende Historie en realitet i Den Fynske Landsby. I første omgang i to måneder, hvor der blev arbejdet dagligt fra kl. 10 til kl. 19. Dagene kunne indimellem godt være meget lange, og da den danske sommer også dengang bød på blandet vejr, var nogle af dagene også meget våde og kolde. Ingen havde rigtig spekuleret på, hvordan aktørerne skulle nå ud til gæsterne. Der var ikke en egentlig plan over det daglige arbejde, men hver dag mødtes man ved flagstangen, og Den Fynske Landsbys forvalter uddelegerede småopgaver, som kunne løses i løbet af dagen; aktørerne kunne luge ukrudt på gårdspladserne, rive havegange, stable brænde, rydde op efter tækkemanden mv.
Da der ikke var et naturligt indendørs opholdssted at formidle i, blev dagene brugt mellem huse og gårde. Dengang var det kun i ganske få af Landsbyens bygninger, man måtte lave aktiviteter, da husene jo var fyldt med museumsgenstande. På nær kogekonen Ella, som var selvskrevet i Præstegårdens køkken, og smeden måtte alle gå for ”lud og koldt vand”.
Det er tankevækkende, at man i sin iver efter at få aktørerne til at fremstå så historiefagligt korrekte som muligt ikke havde overvejet at oplære dem i nogle praktiske greb eller nogle korrekte arbejdsgange. Så den sommer kunne Landsbyens gæster møde piger, der båndvævede – bundet til et hegn – eller lavede bånd med slyngstokke, der var fæstnet til en gren i et træ. De kunne møde karlen, som sad på stengærdet og snittede rivetænder eller lavede kurve i pil. Selv ulden blev forarbejdet udenfor. Hvad har gæsterne mon fået ud af at møde konen, der sad på gårdspladsen og kartede eller spandt på sin rok? Der var nu også masser af aktiviteter, som var historisk helt korrekte. Pigerne malkede koen, geden græssede grøfterne, og karlen gravede dræn eller lavede løbbinding. Ja, selv en skærveknuser kunne man møde. Og alt det markarbejde, der lå i sommermånederne, var Levende Historie med til; græsset skulle slås og stakkes, og da kornet skulle høstes, slog karlen med le, og pigerne gik bagved og bandt op og satte i skok.
Alt i alt tog gæsterne rigtig godt imod dette nye ”grænseoverskridende” projekt. Det ses bl.a. i museets gæstebøger fra den tid, hvor man kan læse kommentarer som ”Wonderful to see such correct working recreation of the farming life” (gæst fra Australien, juli 1998) eller ”Es war sehr interessant zu sehen, wie das dänische Volk früher gelebt und gearbeitet hat” (familie fra Tyskland, sept. 1999).
Også blandt skeptikerne i egne rækker var der tilfredshed med Levende Historie. De første par år bød naturligt nok på en del udfordringer og begyndervanskeligheder, og da Esben Hedegaard i mellemtiden var stoppet ved Odense Bys Museer, og det måske savnedes, at nogen tog ejerskab til projekt Levende Historie, betød det rent faktisk, at aktørerne fik ret stort råderum til selv at påvirke udviklingen. Dette afspejles i årsberetningen fra 1999, hvor man bl.a. kan læse, at museet i de kommende år vil styrke det formidlingsmæssige element.5 Og i projektbeskrivelsen for Levende Historie samme år havde man ændret formålet, så Levende Historie ikke længere udelukkende handlede om at formidle historisk viden, men i stedet skulle bibringe Den Fynske Landsbys bygninger en yderligere dimension ved at lade aktørerne befolke Landsbyen og både fortælle og udføre relevante tidstypiske gøremål, knyttet til bygninger og 1800-tallets landboliv.6
Mon ikke det var dér, at en af Levende Histories grundsten blev lagt? For det første var det med udgangspunkt i et stykke arbejde meget lettere at få gæsterne i tale, gøre dem interesserede og give dem en oplevelse. For det andet kunne aktørerne meget bedre komme til at formidle Den Fynske Landsbys budskab og historien om 1800-tallets bondeliv, når udgangspunktet var en konkret arbejdsopgave. Og dengang var det også et spørgsmål om at få de lange dage til at ”gå med noget”. Mon ikke det også spillede ind, at aktørerne var blevet så grundigt oplært i den historiske kontekst, at de rigtig gerne ville vise og formidle de korrekte arbejdsgange med de korrekte redskaber de rigtige steder og på den rigtige årstid? En overbevisning, der arbejdes efter den dag i dag.
Den næste milepæl i Levende Historie var, da man åbnede op for Torupgården (dengang Skamby-Torupgården) som en egentlig aktivitetsgård – Levende Historie fik foden under eget bord.
I år 2000 var man begyndt på en ombygning af Torupgården. Flere år forud var der opstået en tanke om at samle alle Landsbyens formidlingsaktiviteter på ét sted, og med etableringen af Levende Historie var det oplagt at skabe et rum, hvor aktørerne kunne formidle flere dagligdags opgaver i de rette (indendørs) omgivelser.
Husets indretning skulle dels være et tidsbillede på en gård fra 1850, dels skulle den honorere alle de mange nye muligheder, der lå i at have en hel gård at kunne formidle landsbylivet ud fra. Gården blev indrettet udelukkende med kopigenstande eller genstande specielt hjemtaget til formidlingsbrug. Indretningen skulle også afspejle interiøret i mange af Landsbyens andre bygninger, der jo af hensyn til bl.a. autenticitet ikke havde et eneste forklarende skilt eller en planche. En af idéerne med Torupgården var derfor også, at den skulle være et sted, hvor gæsterne kunne opleve de mange genstande blive brugt og forklaret. Det var en klar forbedring af forholdene både for aktørerne i Levende Historie, som nu ikke længere var bundet op udelukkende på udendørs aktiviteter, og for gæsterne, der nu kunne komme indenfor og få en sanselig fornemmelse af livet på en gård med dagligdags sysler i et hus, der ikke lugtede af museum, men af hjem.
I år 2000 var lugt i øvrigt et stort samtaleemne i dagene op til sommersæsonens start og dermed dagen, da Levende Historie kunne slå dørene op på Torupgården. En museumsinspektør havde – i sin iver efter at få Torupgården til at fremstå så autentisk som muligt – fået gårdens møddingsplads fyldt med ”den ægte vare”. En sidste runde, før Landsbyen åbnede kl. 10, åbenbarede en virkelig grim autentisk lugt og ikke mindst en hel del autentiske fluer. En mindre krise opstod, da dagens aktører i Levende Historie blev enige om ikke at møde op på gården, før møddingen var fjernet. Det krævede en del telefonsamtaler, en smule diplomati og et par stærke mænd med en greb. Men møget blev fjernet, og ”mødding-gate” var afværget.
I årene fremover blev Torupgården mere og mere etableret som centrum for den levende formidling i Landsbyen. I 2001 blev et mælkerum taget i brug med det formål at vise, hvordan den nymalkede mælk blev behandlet. Der blev sat op til tykmælk på brædderne i varmen under loftet, der blev skummet fløde til kærning af smør, og der blev lavet oste, masser af oste. Aldrig havde man troet, at så mange forskellige oste havde deres udspring på Fyn – appetitost, skørost, degneost, rygeost, fynsk flødeost, knapost og sikkert mange flere.7 På det gamle støbejernskomfur blev der lavet mælkemad, nemlig bollemælk og smækvælling. Den strenge tematisering blev aldrig nogen succes, og efter en temainddelt sommersæson med bl.a. ”mælk og ost”, ”naturens farvepragt”, ”to slags potter” og ”brød på bordet”, hvor alle skulle arbejde med noget, der udsprang af ugens tema, enedes man om, at afspejlingen af det daglige arbejde var det primære, krydret med længerevarende arbejdsprocesser, som gæsterne kunne følge over flere dage.
I 2002 kunne man fejre, at Torupgårdens bageovn stod færdig. Med sine ca. 8.000 sten er den stadig et imponerende bygningsværk.8 De mange nye muligheder for at vise, hvordan en almindelig hverdag kunne se ud, betød endnu mere praktisk oplæring – eller ”prøv om det virker i dag, så gjorde det nok også dengang”. Især bageovnen bød på udfordringer. Før vi åbnede op for den første bagning i højsæsonen, var det nødvendigt at prøve, hvordan ovnen artede sig, og hvordan en sådan bagedag havde været i 1800-tallet. Med de mange forskellige baggrunde, formidlerne havde, var der mange arbejdsgange, der ikke lige lå naturligt for. Man kan læse sig til meget, men hvornår er ovnen varm nok til at bage i, og hvor varm er den? Hvad er mængderne, når dejen skal laves? Hvor mange brød kan der være i ovnen, og hvornår er de færdige?
Det var sjove prøvedage – og da koden med ovnen endelig blev knækket, gik det meget bedre end den første gang, man prøvede at lave rugbrød. En hollandsk familie på ferie havde fulgt processen gennem hele dagen og ventede nu spændt på, at lågen blev løftet af. Dagens madmor var synligt skuffet; brødene var små, kompakte, mørkebrune og meget tunge. Men den hollandske familie tog billeder og smilede. De syntes, at det var helt fantastisk, at man i gamle dage lavede sine egne mursten på gårdene! Madmor nænnede ikke at rette på dem og følte, at lidt af æren stadig var i behold.
De mange aktiviteter på gården bragte også mere liv til resten af Landsbyen. For når koen skulle hentes til malkning, når man skulle til smeden efter søm, ud i haverne og plukke bær, eller når huggehuskarlen skulle ud efter frisk træ til nye tænder til riven – ja, så kunne man møde konen, karlen, bonden og lillepigen på vej til og fra deres forskellige gøremål.
I de næste mange år udviklede Levende Historie sig stille og roligt. Vi lagde os fast på, at aktørerne (som i løbet af 00’erne blev til ’formidlerne’) skulle kunne ”håndens værk”, altså et håndværk, husflid eller håndarbejde, der var typisk for 1800-tallet. I Den Fynske Landsby mødte man som gæst den ægte vare. Vores formidlere havde både kendskab og kunnen. Det var også her, at tanken om Levende Historie som teater blev endeligt begravet. Vores formidlere skulle ikke påtage sig en rolle eller agere 1800-tals mennesker, der ikke kendte til den moderne verden udenfor. Så når gæsterne mødte en smed, kunne de dels opleve, hvordan smedens arbejde var førhen, de kunne dels få en snak med ham om jern og kul og udviklingen af smedefaget op til vor tid. Eller når madmor i Torupgårdens køkken bød på ruskomsnusk, så kunne snakken falde på råvarer før og nu, støbejernskomfurets betydning for ændrede madvaner, eller blot hvordan man som nutidsmenneske lærer ikke at brænde maden på og holde liv i et støbejernskomfur fra 1800-tallet.
Med en voksende gruppe formidlere opstod behovet for en daglig leder med et overordnet overblik. Det var nytænkende at ansætte én person, der skulle have fokus rettet mod bl.a. rekruttering, organisering og udvikling af de historisk korrekte aktiviteter og arrangementer. Det var også et klart signal om, at Levende Historie i Den Fynske Landsby var kommet for at blive.
I 2009 fik vi etableret rammen for implementering af grupper af frivillige formidlere i Levende Historie. I øvrigt en form, som andre danske museer siden har kigget efter i deres arbejde med både levendegørelse og frivillige. I Den Fynske Landsby betød de nye frivillige formidlere et gevaldigt løft. Der kom en masse engagerede og dygtige folk til, og med dem kom også et krav om, at vi tydeligere skulle definere, hvad vi egentlig ville og gjorde i Levende Historie. For vores gæster betød det, at de nu kunne opleve nye aktiviteter og møde f.eks. Håndarbejdsfrøkener, Hørfolk og Kokkepiger. Aktiviteterne var ikke længere et tilbud mest i sommerferien, men nu også i rigtig mange weekender og på ganske almindelige hverdage midt i sæsonen.
Meget er sket, siden man i 2001 i en intern evaluering konkluderede, at Levende Historie aldrig ville blive den bærende formidling i Den Fynske Landsby. Med sine pt. 110 formidlere udgør levendegørelsen i dag kernen i Den Fynske Landsbys formidling, og der er ingen, der længere er nervøse for, om formidlingen af fortiden bliver for meget underholdning og for lidt substans, når den udføres af formidlere i historiske dragter. Tværtimod har levendegørelsen bredt sig også til museets helårsansatte stab af håndværkere, gartnere og landmænd, der alle jævnligt er klædt i historiske dragter, når de i forårs- og efterårssæsonen udfører deres almindelige opgaver i Landsbyen.
Men det er samtidig tydeligt, at vi fortsat forholder os til mange af de indledende overvejelser om, hvorfor vi har Levende Historie, og hvordan netop Den Fynske Landsbys version af Levende Historie skal udføres og udvikles. Det store fokus, vi i dag har på uddannelse af formidlerne i Levende Historie, trækker eksempelvis tråde tilbage til tidligere museumsinspektørers frygt for en forfladigelse af museumsbesøget – viden er fortsat i højsædet! Der findes nu kompendier til alle grupperne i Levende Historie. De indeholder dels historiefaglig viden om de enkelte gruppers arbejdsområde og dels en beskrivelse af, hvad Levende Historie er, og hvilke elementer der er i centrum i formidlingen. Gennem disse kompendier, historiefaglige foredrag, omvisninger, introdage mv. klædes formidlerne i Levende Historie på til det store formidlingsarbejde, de varetager på museet.
I Den Fynske Landsby er vi fortsat meget glade for vores 20-års jubilar – også i en periode, da nogle af de andre frilandsmuseer i stedet satser på teater eller en form for levendegørelse, hvor formidlerne spiller skuespil. Hvorfor fortsætter vi med at gøre det på denne måde efter så mange år? Et af svarene kan måske findes i en avisartikel fra Politiken fra sommeren 2014, hvor journalisten bl.a. skrev:
“Det er Den Fynske Landsbys gode formidlere, der er det stof, der gør, at oplevelsen af det forsvundne landsbyliv for alvor bliver meningsfyldt og tilfredsstillende”.9
Det er vores fornemmelse – som ovenstående citat også understøtter – at museets gæster oplever Den Fynske Landsby på en helt anden måde, når de under deres besøg har været i kontakt med Levende Historie. At møde et ’rigtigt menneske’, som har tid til og interesse i dels at fortælle og dele sin viden, dels i lige så høj grad at høre om gæstens egen historie og erfaring, skaber en oplevelse af nærhed og deltagelse hos gæsten. Og det vil vi gerne have endnu mere af! Men at få ’endnu mere af alt det gode’ kræver en løbende udvikling af levendegørelsen. For verden uden for os forandres, og det skal vi som museum hele tiden forholde os til. Vores gæster kommer med nye forventninger og andre krav til, hvad et vellykket museumsbesøg besøg.
