Hen over foråret og sommeren 2019 foretog Odense Bys Museer en større arkæologisk udgravning i Tietgenbyen sydøst for Odense. Forud for udgravningen var der registreret bebyggelsesspor fra sten- og bronzealder samt ældre jernalder på arealet. Udgravningen af bebyggelsessporene opfyldte alle forventninger og vil fremadrettet kunne udfylde flere huller i vores viden om den tidlige bebyggelsesudvikling på Fyn. Men som det vil fremgå af de kommende linjer blev der også gjort andre, mindst lige så spændende fund på arealet.
På den sydlige del af udgravningen blev der nemlig, som en ekstra bonus, fundet en gravplads med 24 jordfæstegrave fra vikingetid (se figur 1). Gravpladsen har dækket et område på mindst en hektar, hvor gravene lå relativt spredt, med en tydelig afgrænsning mod øst og nord.
Bevaringsforholdene i gravene var stærkt varierende, hvilket blandt andet skyldes, at de var anlagt i meget forskellig dybde og med en meget varieret konstruktion. I de dybest funderede grave kunne det gravlagte individ i nogle tilfælde anes som en mørkfarvet skygge centralt på gravbunden, og i enkelte tilfælde med næsten helt formuldede knogler eller tandemalje bevaret (se figur 2-3), mens der i lavere grave ikke kunne ses spor af de afdøde.
I én grav var bevaringsforholdene så gode, at hele skelettet fra en gravlagt mand lå tilbage. I fodenden af denne grav lå der desuden et fuldt bevaret hundeskelet fra en hund, der har måttet følge sin herre i døden (figur 4-5). Graven var centralt placeret på gravpladsen og havde en markant kammerkonstruktion, der adskilte sig klart fra de øvrige grave på lokaliteten. Uden om denne grav konstateredes en bred zone, hvor der ikke fandtes grave og det ser ud til, at den gravlagte skal ses som en central person i gravpladsens indre struktur – en placering, der efter al sandsynlighed afspejler den afdødes position i levende live.
I flere grave, men langt fra alle, blev der fundet personlige genstande som knive, hvæssesten samt perler af glas og bjergkrystal, som de afdøde har fået med sig som gravgaver. I én af gravene fandtes desuden et fornemt dragtsmykke af fremmed herkomst (figur 6) og et lille flettet guldvedhæng. I en anden grav fandtes et lille fragment af en guldtråd, der nok har været vævet ind i en fornem dragt (figur 7). Guld og bjergkrystal har bestemt ikke været allemandseje i vikingetiden og fundene vidner om, at en del af de gravlagte personer har haft en vis status i samfundet.
Gravformerne var som sagt meget varierede. Enkelte grave var kun få cm dybe, mens andre bestod af mere massive konstruktioner med bevarede spor efter trækister og dybder på op til 50-60 cm (se bl.a. figur 2 og 4). To grave skilte sig ud ved en mere ekstraordinær konstruktion. Det drejer sig om førnævnte kammergrav med det helt bevarede skelet samt en grav med kammerspor, hvor selve kisten sandsynligvis har bestået af en lille båd eller et trug af træ.
Med enkelte undtagelser var gravene var orienteret omtrent NNØ-SSV og kunne overordnet set opdeles i en østlig og en vestlig gruppe (figur 1). Den østlige gruppe bestod af 10 grave beliggende relativt samlet i et ustruktureret nord-vestgående rækkeforløb (figur 8). Med lidt god vilje kan gravene i dette område opdeles i flere små klynger på 3 til 4-5 grave, der måske repræsenterer familiemæssige eller andre relationer. Denne formodning underbygges af de bevarede stolpehuller fra et bredt plankehegn, der delvist omkranser tre af gravene i den østlige gravgruppe. Her kan der næppe være tvivl om, at de gravlagte personer har haft en relation, der har været vigtig for de efterladte at markere (se figur 8-10). At én af de tre grave er af en beskeden længde, der antyder, at der kan være tale om en barnegrav, understreger yderligere tanken om et familiegravsted. Hertil kommer, at der i oven den ene af de to grave med voksenstørrelse muligvis er anlagt en lille barnegrav med en størrelse på 120×50 cm.
Den vestlige gruppe af grave ligger mere spredt, men dog med en vis symmetri omkring gravpladsens bedst bevarede og dybest funderede grav (se figur 1). Enkelte klynger i gravenes placering kan med lidt god vilje udskilles, og det vil fremadrettet blive et fokuspunkt, at kortlægge gravpladsens indre struktur ud fra gravenes indbyrdes placering, konstruktion og fundindhold. Det kan således nævnes, at der synes at være en tendens til at de rigeste grave er placeret i gravpladsens periferi, ligesom der som nævnt synes at kunne udskilles mulige ”familieklynger” på gravpladsen. Ydermere antyder den ofte ensartede afstand mellem gravene, at nogle af dem må have været synlige eller markerede på overfladen.
Endelig er det et påfaldende element på gravpladsen, at den kan opdeles i to separate grupper adskilt af en 40 meter bred ”gravløs” zone (se figur 1). Hvordan denne zone skal opfattes og hvad den repræsenterer, kan selvsagt ikke afgøres med sikkerhed. En mulig tolkning er, at begravelserne blev anlagt omkring et nu forsvundet vejforløb, der har fungeret som en naturlig opdeling af gravpladsen. En indikation på, at dette rent faktisk kan have været tilfældet, sås ved en tidligere udgravning ca 100 meter mod syd. Her blev der i forbindelse med udgravning af en bronzealderhøj registreret et delvist bevaret vejforløb, der peger direkte op mod den ”gravløse” zone på nærværende gravplads. Er denne tolkning korrekt, vil det også kunne forklare, hvorfor hovedparten af gravene er anlagt med længdeorientering nord-syd, da de i givet fald ville være beliggende parallelt med vejforløbet. Det understreger desuden, at gravpladsens indre struktur må være et resultat af en på forhånd fastlagt strategi.
Hvor de gravlagte personer har boet i levende live fortæller nærværende udgravning desværre intet om. Der har ikke kunnet registreres bygninger eller huse fravikingetiden, og størstedelen af arealerne mod nord og øst er tidligere udgravet, uden at der er fremkommet bopladsfund fra vikingetiden. Det må derfor anses for det mest sandsynlige, at de gravlagte har boet et sted syd for nærværende udgravningsareal på en ikke nærmere stedfæstet boplads.
Overordnet set er gravpladser fra vikingetiden relativt sjældne på Fyn, og det springer derfor i øjnene, at der kun ca. 700 meter mod øst tidligere er registreret en lignende gravplads med overordnet samme datering (Kildehusegravpladsen, Runge 2010). Her udgravedes 50 grave, der tidsmæssigt falder i overgangsperioden fra hedenskab til kristendom. Gravpladsen omfatter en høj frekvens af kammergrave, der minder om nogle af gravene fra nærværende lokalitet. At to så markante gravpladser har ligget næsten umiddelbart ved siden af hinanden fortæller en historie om en tid, hvor området øst for Odense må have være et velkendt og velbefolket område i vikingetiden. Gravfundene fortæller desuden om et vidt forgrenet kontaktnetværk, og det forventes, at kommende studier af materialesammensætning yderligere vil kunne belyse disse spørgsmål i forbindelse med projektet Årtusinders råvarer, der netop har til formål at undersøge de fundne materialers geografiske ophav.
At vi samtidig med gravene befinder os i en periode, hvor de tidligste faser af det nuværende Odense begynder at opstå, og hvor ringborgen Nonnebakken anlægges efter forlæg fra tidens øvrige vikingeborge, gør kun gravpladserne fra Tietgenbyen endnu mere interessante. De indgår således som vigtige elementer i forståelsen af det miljø, Odense opstår i, og vil potentielt kunne indgå som en del af den igangværende forskning omkring Odenses opståen.