Det var en stor sensation i Danmark, og i verden som helhed, da der i 2012 dukkede et ukendt eventyr op, “Tællelyset”, som med næsten absolut sikkerhed er skrevet af H.C. Andersen.[1] Fundet var breaking news, da det blev offentliggjort i december samme år. I Danmark følte mange sig kaldede til at udtale sig kritisk og af og til direkte nedladende om “Tællelyset”. De mange hårde ord, der faldt, kan godt undre.
For det første er det jo urimeligt at forvente, at en Andersen på 17-18 år, hvilket man må formode, var hans alder, da han skrev “Tællelyset”, på nogen måde skulle være færdigudviklet som forfatter eller eventyrdigter.
For det andet er teksten, hvis den er af Andersen og ikke et dygtigt bedrevet falsum (hvilket kan udelukkes med noget nær absolut sikkerhed), faktisk ganske gennemført. “Tællelyset” er skrevet på en måde, så eventyret er konsekvent i sin tematiske linje og i udfoldelsen af sit tekstlige univers fra start til slut. Eventyret er konsekvent gennemført som en allegori over en anerkendelsesproces, en vellykket kamp for at blive set og opnå anerkendelse. Den skildrede proces indeholder endvidere en kompleks dialektik eller vekselvirkning i forholdet mellem lyset og dets omgivelser. Som min titel stiller i udsigt, vender jeg tilbage til anerkendelse som et hovedmotiv i “Tællelyset”, der er indføjet som et appendiks til slut i artiklen.
Men først vil jeg se på, hvordan man kan fornemme, at den purunge forfatterspire allerede er på vej mod det, vi kender som Andersens signatur, altså de særkender ved hans måde at skrive – navnlig eventyr og historier – på, som man genkender og som gør ham unik som fortæller. Dernæst vil jeg sætte motiver og temaer i “Tællelyset” i relation til den senere del af Andersens forfatterskab, som udgøres af hans eventyr og historier, herunder temaet om anerkendelse. Til slut vil jeg diskutere nogle sider af eventyret, som nok er mindre intenderede fra den unge forfatters side.
Et markant element i Andersens fortællestil i eventyrene og historierne, som i høj grad forsyner dem med deres særlige lune og charme, er hans evne til at komme med indholdsmæssigt overflødige tilføjelser til diverse udsagn. Et godt eksempel finder man i “Sneedronningen” (1845). Her lover Snedronningen Kay, at hun, hvis han kan løse forstandsisspillets gåde, vil give ham intet mindre end hele verden, og så med tilføjelsen: “og et Par nye Skøiter”. (1, 327)[2] Den logiske selvmodsigelse der ligger i, at den hele verden jo må indbefatte samtlige par skøjter i den, er et fornemt eksempel på Andersens lune – som fortæller.
I “Skyggen” (1847) hører vi om en lærd mand, der under et ophold sydpå mister sin skygge. Da han ved, at man derhjemme allerede kender til en historie om en person, der mister sin skygge, i dette tilfælde som konsekvens af en pagt med djævelen, er han bange for at fortælle derom, da han frygter at blive beskyldt for plagiat. Derfor beslutter han sig for slet ikke at fortælle noget om hændelsen, når han kommer hjem. Her får vi så tilføjelsen: “og det var fornuftigt tænkt”. (1, 413) Umiddelbart er denne tilføjelse lige så lun som den med det nye par skøjter. Men samtidig indeholder den et element af uhygge, som fremkaldes efterlods, efter endt læsning af historien. Den bortløbne skygge vender tilbage og opsøger den lærde mand. Den viser sig da at være en ren djævel og den lærde mands særlige kombination af godtroenhed og blind tro på det skønne og det gode og fornuften ender med at koste ham livet.
Tællelyset begynder sådan her: “Det sydede og bruste, mens Ilden flammede under Gryden, det var Tællelysets Vugge”. Med tilføjelsen om at gryden er en vugge, skifter vi lynhurtigt fra et realistisk plan, hvor der koges tælle, eller talg, i en gryde, til et eventyrligt plan, hvor ting gøres levende og et lys derfor kan have en vugge lige som et nyfødt menneske. Tilføjelsen er således ikke indholdsmæssigt overflødig, men den falder på en måde, så man genkender den senere Andersens diktion som fortæller.
Lidt senere bliver gryden til tællelysets far. Her er der selvfølgelig en næppe overlagt selvmodsigelse i, at det som var en vugge, nu bliver til et fædrene ophav. Men en far skal der logisk set være, eftersom der er en mor: “Faaret- et nydeligt lille Faar- var Lysets Moder”. Her har vi en tilføjelse, “et nydeligt lille Faar”, hvor man igen træffer på Anclersnes hang til lune indskud, og som indholdsmæssigt set er stort set overflødigt. Imidlertid kunne der- sikkert utilsigtet- knytte sig et mere dystert aspekt til denne tilføjelse. For at få tælle fra et får må man slå det ihjel, så sådan må det også være gået med det nydelige lille får, som er tællelysets mor.
Et andet markant element ved Andersens fortællestil er hans evne til at lave ordspil og tage sproget på ordet på forskellig vis. I “Klokken” (1845) lover en kejser en belønning til den, der kan opklare, hvorfra en forunderlig klokkelyd kommer. En person hævder, at han er søgt dybt ind i skoven og har fundet ud af, at lyden kommer fra en ugle, der banker sit hoved mod et hult træ. Han opnår da belønningen og bliver ansat i fast stilling med titel af “Verdens Klokker”. Hvert år skriver han en sikkert lærd afhandling om uglen – og så kommer tilføjelsen: “men ligemeget vidste man”. (1, 369) Ud over at levere denne tilføjelse spiller Andersen selvfølgelig på den ekstra og overførte betydning af ordet klokker.
I “Fyrtøiet” (1835) hører vi som bekendt om den magiske rekvisit af samme navn, som kan bruges til at hidkalde de tre gevaldige hunde med øjne så store som henholdsvis tekopper, møllehjul og Rundetårn. Til slut hjælper de soldaten ved på voldelig vis at redde ham fra at blive henrettet for sin natlige bortførelse af prinsessen. Som hundenes behersker er hans magt af så farlig en karakter, man finder ud af, at man hellere må gøre ham til konge og få ham viet til prinsessen. Som sagt så gjort; brylluppet varer otte dage- og så kommer den afsluttende tilføjelse: “og Hundene sad med til Bords og gjorde store Øine”. (1, 85) Nej, hvad skulle de dog ellers gøre?
I “Tællelyset” finder man, ganske passende, en del spil på ordet lys, hvor man dog hver gang godt kan spørge sig selv om, hvor overlagte de er, samt i hvor høj grad, de har karakter af egentlige ordspil og vitser. Alle, der så tællelyset som nyfødt, måtte tro, “at det maatte give Løvteomen lys og straalende Fremtid”. Men kunne fristes til at spørge: hvad skulle det ellers give løfte om? Det kaster sig i hvert fald ud i verden med “de lyseste Forhaabninger”. Efter det er gået gruelig meget igennem møder det heldigvis det fyrtøj, der vækker “lyse Formodninger” hos det. I indledningen blev det da også varslet, at den flammende ild engang ville gå det gennem marv og ben “og “lyse” for det i Livet. Mon ordet “lyse” her er sat i citationstegn, fordi Andersen endnu er lidt usikker på ordspillet som virkemiddel eller- medgivet, i så fald lidt for pædagogisk- synes han vil henlede opmærksomheden på det?
Nuvel, under alle omstændigheder behøver der ikke lure nogen ordspil i afslutningen på “Tællelyset”: “Og Tællelyset havde fundet dets rette Plads i Livet – og viist, at det var et rigtigt Lys, som lyste længe til Glæde for sig selv og dets Medskabninger -“. Til gengæld kan det at slutte af med en tankestreg læses som et varsel om en andet element af den senere Andersens signatur. Han slutter for eksempel således af også i “Den lille Havfrue” (1837) og “Skyggen”.
I “Skyggen” tilkendegiver den tilbagevendte skygge, at den bor på solsiden og altid er hjemme i regnvejr. Selvfølgelig må en skygge bo der, hvor der er sol, så den kan blive kastet, og den må naturligvis holde sig inden døre, når det er regnvejr, og der ingen sol er udenfor. Eksemplet vidner om et tredje markant element ved Andersens fortællestil, nemlig hans evne til ikke kun at tage sproget på ordet, men, så at sige, også tage dyr, ting og fænomener på ordet. Herved sigter jeg til hans formidable sans for at udnytte og spille på, hvordan dyr, ting og fænomener ser ud og arter sig, når man iagttager eller bruger dem. Andersen er således en mester i at udnytte og spille på en tings udseende og funktionsmåde, det fænomenologiske felt, den er omgivet af. Denne evne kommer klarest for en dag i de såkaldte tingseventyr, som “Skyggen” ikke tilhører, men som “Tællelyset” er en forbavsende tidlig eksponent for.
Tag bare indledningen til tingseventyret “To Jomfruer” (1853). Titlen lægger måske ikke op til, at der er tale om et tingseventyr, men det er der, da der er tale om to brolæggerjomfruer. Eventyret begynder sådan her:
“Har du nogensinde seet en Jomfru? Det vil sige, hvad Brolæggerne kalde en Jomfru, Een til at stampe Steenbroen med. Hun er heel af Træ, bred forneden med Jernring om, og smal foroven med Stok, den er hendes Arme.” (2, 104)
Sådan ser en brolæggerjomfru vitterlig ud, men det er taget på ordet, at det er en jomfru, da den kaldes “hun”. Dertil bliver dens stok til to arme, hvorved menneskeliggørelsen befæstes. Tingseventyret er begyndt. Man kan desuden bemærke ligheden mellem “Gryden, det var Tællelysets Vugge” og “Stok, den er hendes Arme”.
Det beskedne handlingselement i “To Jomfruer” beror på, at det, af Gud ved hvilke politisk korrekte årsager, er blevet besluttet, at brolæggerjomfruer skal kaldes for stempler. Men det synes de to jomfruer ikke om. De mener ikke, det er en politisk korrekt handling at ændre deres navn på den måde. De synes, det er udtryk for en tingsliggørelse! De kan dog ikke gøre noget ved det, og da de til slut køres på arbejde bliver de tituleret med stempel. Og så går det således for sig:
“‘Jum-!’ sagde de, idet de stampede mod Steenbroen; ‘Jum-‘ og lige vare de ved at sige heelt ud Ordet: ‘Jomfru,’ men de beed det kort af, de toge det i sig igjen, for de fandt, at de ikke engang burde svare.” (2, 105)
Hvis man, med engelsk udtale som forbillede, diskret sætter en d-lyd foran den j-lyd, der indleder “jum”, så har man præcis lyden af en brolæggerjomfru, der rammer stenbroen.
Et andet fint eksempel kan man finde i form af tingseventyret “Flipperne” (1848). De ender med selv at måtte rende rundt og fortælle om deres genvordigheder, ja selv de hemmeligste dele af deres historie. Hvorfor dog det? Jo, som kasserede flipper er de blevet smidt i kludekassen og af kludene deri er der, som tilfældet rigtig nok var med klude dengang, blevet lavet papir. Så nu har flipperne, som der står, deres historie “trykt for paa”. (1, 451)
Denne side ad Andersens signatur er allerede helt klart til stede i “Tællelyset”. Når gryden bliver til en vugge, så spilles der på det forhold, at begge ting udgør et hulrum. Når tællelyset bliver smudset til af sorte fingre, så spilles der på, at sorte fingre vil afsætte sorte pletter på et hvidt lys af tælle. At lyset kan tændes af ild siger også sig selv. Og når der, efter det er blevet tændt, triller hvide dråber ned ad det, som tildækker det smudsige lag, så er det den måde, hvorpå et lys arter sig, når det er i brug, der spilles på. Som man vil se, er denne dimension af dette tingseventyr konsekvent gennemført fra begyndelse til slutning.
Der optræder et fyrtøj i tingseventyret “Tællelyset”, som spiller en central rolle. Andersens første eventyr i den første egentlige samling af eventyr hedder, jeg har allerede været inde på det, “Fyrtøiet”. Et fyrtøj spiller også en central rolle her, men der er ikke tale om et tingseventyr. For at et tingseventyr skal kunne betegnes som et sådant, så må tingen være hovedperson og være menneskeliggjort i den forstand, at den kan tænke eller tale, eller begge dele, den må være udstyret med en bevidsthed, som minder om et menneskes. Indbegrebet af det andersenske tingseventyr er endvidere, at det har sin titel efter den ting, det handler om, samt at det er kort og stort set blottet for egentlig handling. “To Jomfruer” er i forhold til alle disse karakteristika eksemplarisk. Det er “Tællelyset” til en vis grad også, hvilket er yderst interessant. Hvorfor nu det?
Jo, det hænger sammen med dets timing i forhold til Andersens senere forfatterskab. Her går der nemlig ganske lang tid, før der begynder at optræde genuine tingseventyr, der kan leve op til den karakteristik, jeg lige har leveret. Som bemærket er “Fyrtøiet” ingenlunde et tingseventyr, selv om det hedder “Fyrtøiet”. Soldaten er hovedperson, fyrtøjet er, som den flyvende kuffert i eventyret af samme navn, en magisk rekvisit, blottet for bevidsthed, og der er et markant handlingselement i dette eventyr.
“Den standhaftige Tinsoldat” (1838) giver varsler om det genuine tingseventyr. Tinsoldaten er hovedperson og har bevidsthed og må adlyde sin ranke og helt bogstaveligt ubøjelige natur. Til gengæld er elementet af handling for udtalt, hvilket også gælder for den senere “Hyrdinden og Skorsteensfeieren” (1845), om end handlingen så mest består af en bevægelse frem og tilbage. Om end det omhandler en vækst og ikke ting, er “Boghveden” (1842) tæt på at leve op til formatet, hvilket i mindre grad gælder “Grantræet” (1845). I “Kjærestefolkene” (1843) er alle de nævnte karakteristika til stede, bortset fra at tingene, toppen og bolden, ikke forsyner dette eventyr med dets titel. Man kan på denne baggrund argumentere for, at “Stoppenaalen” (1847) er det første gennemført genuine andersenske tingseventyr.[3]
Dette eventyr har den rigtige længde og lever op til de andre karakteristika. Her har legen med perspektiver og med sproget forrang frem for handlingselementet. Tag bare dette ordspil, hvor stoppenålen er blevet fæstnet til en æggeskal, den sejler af sted i: “bare jeg ikke bliver søsyg, for saa knækker jeg mig!”, (1, 405) tænker den. Lidt efter bliver nål og æggeskal kørt over af et vognlæs. Æggeskallen knækker (sig) godt og grundigt derved, men det gør nålen ikke. Den ligger stadig i hel figur på langs. Og “der kan den blive liggende”, (s. s.) som der tilføjes som afslutning.
Det næste genuine tingseventyr, “Flipperne”, er allerede omtalt. Til gengæld følger de i en mere lind strøm efter det næste, og også omtalte, “To Jomfruer”. Det sidste er “Lysene” (1870 og 1872), hvor der, ganske interessant, igen optræder både et tællelys og et fyrtøj, hvilket kunne ligne en tanke, dog uden dette på nogen måde kan efterprøves. En sammenligning med “Lysene” kan imidlertid være interessant på en anden led.
I dette eventyr er der kommet vokslys til, og de regnes for langt finere end tællelys. Det er derfor vokslyset, som oplyser stadsstuen juleaften hos den fornemme familie, mens tællelyset bliver givet som gave til en fattig familie, der spiser en langt mere beskeden julemiddag under langt mere beskedne forhold. Her kan barneøjne stråle lige så klart og begejstret som hos den fornemme familie, og det ser tællelyset, hvorfor det accepterer sit miljøskifte.
“Lysene” er nok langt mere professionelt skrevet end “Tællelyset”, men med denne udglatten af sociale forskelle og dermed forbundne pædagogiske dimension, er det sene eventyr faktisk ikke en mere udfordrende tekst end sin tidlige forgænger, snarere tværtimod. Min pointe er til gengæld, at begge rum, lokaliteterne hos de respektive familier, er grundigt beskrevet. Det forholder sig stik modsat med “Tællelyset”. Her er fraværet af konkret rum bemærkelsesværdigt.
Vi har en gryde, men hvor står den? Det får vi ikke at vide. Lysets mor var et får, men hvorfra kom det? Heller ingen anelse. Lyset møder både gode og falske venner, og til slut det fyrtøj, der forløser det, men hvor foregår disse møder? Vi læser ikke et ord derom. Dette fravær af konkret rum er et gennemgående og helt konsekvent aspekt af “Tællelyset”, der i høj grad understreger tekstens allegoriske dimension, som jeg kommer ind på i næste afsnit. Der er derfor ingen grund til at opfatte det således, at fraværet af skildret rum udgør et underskudsfænomen hos den unge Andersen, heller ikke selv om den senere udgave af ham er en mester i med få strøg at ridse beskrivelsen af et rum op.
Summa summarum med hensyn til indeværende afsnit: Det er i hvert fald interessant, at “Tællelyset” foregriber en form for tingseventyr, man ikke finder i ren form i Andersens forfatterskab før 1847 og som man finder flest af i 1850’erne og 60’erne.
Temaet om anerkendelse er yderst centralt i Andersens forfatterskab. Vi har allerede erfaret, hvordan de to jomfruer fandt at det var en miskendelse, snarere end en anerkendelse, at blive omdøbt til stempler. Tingeventyrene handler i det hele taget ofte om anerkendelse, om end ud fra en negativ vinkel. Hovedpersonerne, diverse ting, higer efter at opnå en anerkendelse for at være andet og mere, end de ret beset er. Det handler i tingseventyrene ofte – som også i andre af Andersens eventyr og historier – om hovmod, der står for fald.
Men der er også eventyr og historier, hvor spørgsmålet om anerkendelse ikke er et spørgsmål om hovmod og selvovervurdering. “Den grimme Ælling” (1843) er et oplagt eksempel. Ællingen i eventyret har ingen ide om, at den i virkeligheden er ruget ud af et svaneæg. Den er overbevist om at være en almindelig ælling, ruget ud af et andeæg, som bare er anderledes end andre ællinger, stor og klodset. Den hånes og forstødes af omgivelserne og dens selvbillede tager form derefter. Dens selvværd er helt i bund, da den ved at spejle sig i vandet pludselig bliver klar over, at den har vokset sig til at blive en smuk, ung svane. Sådan her beskrives det med eventyrets sidste linjer:
“(…) den tænkte paa, hvor den havde været forfulgt og forhaanet, og hørte nu Alle sige, at den var den deiligste af alle deilige Fugle; og Sirenerne bøiede sig med Grenene lige ned i Vandet til den, og Solen skinnede saa varmt og saa godt, da bruste dens Fjedre, den slanke Hals hævede sig, og af Hjertet jublede den: ‘saa megen Lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den grimme Ælling!”‘ (1, 291)
Det pointeres i eventyret, at den unge svane, som ikke længere er en grim ælling, ikke bliver stolt og hovmodig, da den har et godt hjerte. Kort forinden har man også hørt, at de andre svaner tager godt imod den og svømmer omkring den, mens de stryger den med næbbet. Alligevel er slutningen blevet tolket som udtryk for en narcissistisk spejling, mens det ligeledes er blevet fremhævet, at svanen forekommer underligt ensom i de citerede sidste linjer.
Uanset hvordan man tolker slutningen, så understreges det klart i “Den grimme Ælling”, at man ikke kan opretholde et positivt selv billede, hvis omgivelserne udelukkende kaster et negativt blik på en. Sådan som omverdenen ser på en, sådan kommer man efterhånden til at opfatte sig selv.
Tilsyneladende forholder det sig noget anderledes i “Gartneren og Herskabet” (1872). Her hører vi om den dygtige gartner, Larsen, der gang på gang fremdyrker prægtige produkter. Men det påskønnes slet ikke af hans herskab. De påpeger i stedet, at de hos andre får frugter og grøntsager, der smager langt bedre. I flere tilfælde viser det sig dog, at det i virkeligheden er Larsen, der har frembragt det, de har fået serveret. Men ikke engang det kan få herskabet til at anerkende hans evner. En typisk passage er denne her:
“Dem [diverse haver og drivhuse, min anm.] havde han [Larsen, min anm.], dem pleiede, passede og opelskede han med Iver og Dygtighed, og det blev erkjendt af Herskabet, men de dulgte ikke for ham, at de hos Fremmede tidt spiste Frugter og saae Blomster, som overgik hvad de havde i deres Have(…).” (3, 298, min kurs.)
Her kan man roligt slå fast, at erkendt, det er ikke det samme som anerkendt. Det bekymrer ikke Larsen, som uanfægtet bliver ved med at passe og glædes ved sin dont. Så hvorfor påvirkes hans selvbillede ikke negativt af herskabets miskendelse af hans evner?
Et hurtigt svar vil være, at man i historien fornemmer, at der er andre, som i høj grad anerkender, hvad Larsen præsterer. Et mere udførligt svar kunne bero på en fornemmelse af, at Andersen, da han skriver “Gartneren og Herskabet”, er bekendt med den tyske filosof Hegels filosofi. Hegel var det største filosofiske navn i Andersens samtid, og blev promoveret af tidens førende smagsdommer, Heiberg. Andersen, der så gerne ville følge med og være på forkant, kan derfor sagtens tænkes at have sat sig ind i dele af Hegels tænkning.
Hegel udvirker netop en teori om anerkendelse.[4] Hans pointe er, at det præcis er i kraft af andres blik på en, at man bliver til som en bevidsthed om sig selv, en selvbevidsthed. Det er derfor kampen om anerkendelse bogstaveligt talt er en kamp hos Hegel. Som selvbevidsthed vil man ifølge ham kun bero på sig selv, og det er utåleligt at man kun kan blive til for sig selv via de andre, eller den Anden, som det hedder i filosofisk jargon.
I en helt symmetrisk relation vil to personer, der kun kan blive sig selv bevidste i kraft i kraft af anerkendelsen fra den anden, således blive låst i en kamp til døden. Men heldigvis, må man nok sige, er der ikke mange fuldstændig symmetriske relationer, en sådan er en rent spekulativ konstruktion.
Hegel interesserer sig navnlig for en bestemt asymmetrisk relation, nemlig den mellem herren og hans slave. Hans overraskende pointe er, at det er slaven som får et positivt selvbillede ud af den relation. Det skyldes flere f aktorer. For det første har slaven nogen at se op til og stræbe efter at blive lige med eller overgå, herren. Slaven har også lært at frygte døden og dermed vigtigheden af at udrette noget, mens tid er. Og slaven udretter noget, slaven arbejder, og selv om udbyttet af arbejdet ikke tilhører ham, så medvirker det at frembringe noget til at give et indhold, et positivt selvbillede. Arbejde adler hos Hegel mere end det at være adelig, herskab. Herrens position er dekadent, han arbejder ikke og har ikke noget eller noget at se op til og stræbe efter.
Forholdet mellem Larsen og herskabet i “Gartneren og Herskabet” synes at være en relation lige efter bogen hos Hegel. Larsen udretter noget, han arbejder, han glæder sig over sine resultater og stræber efter at gøre det endnu bedre. Hans selvbillede er uanfægtet af den manglende anerkendelse fra herskabet. Ved at miskende det, som burde anerkendes, har herskabet netop ikke nogen eller noget at se op til og få et indhold fra. Hvor tom en position, de indtager, fremgår i kraft af det forhold, at de aldrig træder i individuel karakter. De benævnes og ytrer sig altid bare som “Herskabet”.
Man kan næppe formode, at den unge Andersen, som har skrevet “Tællelyset”, endnu har nogen nærmere ide om Hegel og hans tænkning. Alligevel er “Tællelyset” en gennemført allegori om en proces, hvor anerkendelse i begyndelsen afløses af miskendelse for at slutte med, at anerkendelsen indtræffer på ny og på en triumfagtig måde. Pointen, man som sagt også finder hos Hegel, at man ser på sig selv, sådan som omgivelserne ser på en, står, undskyld mig, lysende klart.
I begyndelsen mødes det nyfødte lys på en anerkendende måde: “det var dannet paa en Maade, som fik Alle, der saae det til at troe at det maatte give Løvteomen lys og straalende Fremtid”. Men herfra går det galt. Lyset kaster sig ud i verden, men verden bryder sig, med et typisk tema for Andersen, kun om sig selv. Verden forstår ikke, hvad lyset kan bruges til, og sætter smudsige fingeraftryk på det. De venner, som er falske ditto, smider til sidst lyset væk som en unyttig tingest. Lyset er nu på et nulpunkt, hvor det er lige så langt nede, som den grimme ælling var, før den fik oprejsning som svane:
“Nu stod det stakkels Tællelys saa en og forladt, det vidste hverken ud eller ind. Det saae sig forstødt af det Gode og det opdagede nu. at det kun havde været et Redskab til at fremme det slette [sic], det følte sig saa uendelig ulyksalig, fordi det havde tilbragt dets Liv til ingen Nytte, ja det havde maaskee endogsaa sværtet det Bedre i sin Omgang.”
Tællelyset kommer her til at frygte for, at det smuds, som omverdenen ved sin miskendeise har afsat på det, kan have haft den virkning, at det har smittet tilbage og tilsmudset nogen, som er bedre end lyset nu regner sig selv for at være. Det har, tydeligvis, taget omverdenens opfattelse af det på sig og ser sig nu som noget uværdigt, som kan have en skadelig effekt på det, som er bedre.
Med fyrtøjets opdukken og formæling med tællelyset forløses lyset til gengæld. Det anerkendes for dets kvaliteter, det bliver klart, hvad det evner og hvad dets funktion er: “Og Tællelyset havde fundet dets rette Plads i Livet – og viist, at det var et rigtigt Lys, som lyste længe til Glæde for sig selv og dets Medskabninger”.
Som sagt er der tale om en konsekvent gennemført allegori om en proces, der handler om mis- og anerkendelse. Det allegoriske fremgår tydeligst ved, hvordan noget abstrakt, det at se sig selv sådan som omverdenen ser en, bliver til noget konkret, noget smuds, som omverdenen afsætter på en, som man tager til sig som en del af en selv, der kan smitte af på andre. Det abstrakte præg forstærkes ved personifikationerne af abstrakte størrelser som det gode og det slette og, som bemærket, ved fraværet af konkret rum.
Rummet I “Sølvskillingen” (1861) er en kende mere konkret. Men ellers finder man her en lige så abstrakt anerkendelsesallegori, som man finder i “Tællelyset”. “Sølvskillingen” har et mere markeret forløb af handling end tilfældet, som jeg har fremhævet, er i det typiske andersenske tingseventyr. Faktisk har dette tingseventyr en klar eventyrstruktur. Sølvskillingen er først hjemme i pungen hos sin ejermand. Men den forlader pungen under en udlandsrejse, dens ejer foretager, og derpå gennemgår den en lang række genvordigheder i uderummet, inden den til slut med en rejsende, der finder den, kommer hjem igen til det land, hvor den hører til.
Genvordighederne i uderummet hænger sammen med, at mønten der ikke er gangbar, kurant. Ingen finder på at veksle den, i stedet anses den for falsk og uden værdi. I første omgang bliver skillingen chokeret, men holder fast ved sin opfattelse af eget værd:
“‘Falsk! duer ikke! det foer igjennem mig,’ sagde Skillingen. ‘Jeg viste, jeg var af godt Sølv, god Klang og med ægte Præg. De maatte bestemt tage feil, mig kunde de ikke mene, men mig meente de dog! mig var det de kaldte falsk, jeg duede ikke!'” (3, 75)
Men skillingen forstår hurtigt, hvor svært det kan være, at fastholde ideen om eget værd, når verden ser skævt til en:
“‘Jeg elendige Skilling! hvad hjelper mig mit Sølv, mit Værd, mit Præg, naar det ikke har Noget at betyde. Man er for Verden, hvad Verden troer om En! Det maa dog være skrækkeligt at have en ond Samvittighed, at liste sig frem paa det Ondes Vei, naar jeg, der dog er aldeles uskyldig, kan være saaledes tilmode ved bare at have Udseendet deraf!'” (s. s.)
På et tidspunkt havner skillingen hos en gammel fattig kone, der får den som betaling for en dags arbejde. Hun har ikke råd til at gemme på en falsk mønt og planlægger at fuppe sig af med den igen, selv om det giver hende dårlig samvittighed. Dette får skillingen til endegyldigt at miste den sikre forvisning om sit værd:
“‘Nu skal jeg endogsaa belemre Konens Samvittighed!’ sukkede det i Skillingen. ‘Er jeg da virkelig paa mine ældre Dage bleven saa forandret?”‘ (s. s)
Og så fremdeles indtil den som sagt bliver fundet og taget med hjem af en mand fra det land, hvor den hører til:
“‘I Aar og Dag gik jeg saaledes fra Haand til Haand, fra Huus til Huus, altid udskjældt, altid ilde seet; Ingen troede mig, og jeg troede ikke mig selv, ikke Verden, det var en svær Tid.'” (3, 76)
Dette forløb er helt analogt til forløbet i “Tællelyset”. På den baggrund anser jeg det i realiteten for udelukket, at en ung Andersen ikke skulle være forfatter til sidstnævnte tekst.
I det forrige afsnit er “Tællelyset” blevet læst som en allegori, hvor temaet om anerkendelse indgår på en avanceret måde, der er konsekvent gennemført og dermed åbenlyst er velovervejet fra Andersens side. Men det betyder ikke, at “Tællelyset” ikke kan fortælle andet og mere, som måske er mindre tilsigtet fra den unge forfatters side. Det vil jeg se på i dette sidste afsnit.
Jeg har allerede omtalt, hvordan “Tællelyset” er på linje med Andersens senere tingseventyr, i og med at der i eventyret spilles på, hvordan tingen ser ud og arter sig i praksis. Et af eksemplerne er de hvide dråber, der triller ned ad lyset, da fyrtøjet har antændt det. Som jeg konstaterede, fører dette til, at det lag af smuds, de sorte fingre har afsat, bliver dækket til. Smudset bliver således ikke fjernet, det bliver skjult. Der er der stadig, nu på en mere indvortes måde. Det er langt fra sikkert, den unge Andersen har været opmærksom på denne komplikation ved billedet. Men egentlig føjer den sig fint ind i temaet om anerkendelse, hvor man aldrig bare helt og rent er “sig selv”. Dertil kan smudslagets inderliggørelse, hvis man kan sige det sådan, ses som udtryk for, at lyset må have en indre viden om det urene, hvis det skal navigere uden om det problem, det tidligere havde, hvor det “ikke havde kundet skjelne Reent fra Ureent”.
En anden komplikation ved motivet med det brændende lys er mere penibel. Et lys, der brænder, brænder jo sig selv op. Tællelyset kan kun lyse ved at tælle ned, dråbe for dråbe, til sit eget ophør, sin egen undergang. Igen er det ikke sikkert, den unge forfatter er sig dette bevidst i sin brug af motivet. Men det ville den senere Andersen bestemt have været.
“Den lille Pige med Svovlstikkerne,, (1845 og 1848) er et godt eksempel. Den lille pige har ingen svovlstikker solgt hele dagen og hun sidder udenfor i den kolde nat i en krog mellem to huse. Her begynder hun at stryge stikkerne en for en. Herved får hun varmen og dertil tændes forjættende syner for hende. Men hver enkelt svovlstik varer kun en kort stund:
“Den lille Pige syntes hun sad foran en storJernkakkelovn med blanke Messingkugler og Messingtromle; Ilden brændte saa velsinet, varmede saa godt! nei, hvad var det!- Den Lille strakte allerede Fødderne ud for ogsaa at varme disse, — da slukkedes Flammen, Kakkelovnen forsvandt, – hun sad med en lille Stump af den udbrændte Svovlstikke i Haanden.” (1, 436)
Ved en efterfølgende svovlstik ser hun et syn af sin afdøde mormor. For at fastholde det, stryger hun alle de resterende stikker. Om morgenen finder man hende død, frosset ihjel.
I “Den flyvende Kuffert” (1839) er det hovedpersonen, en købmandssøn, der, som omtalt i en tidligere note, kan fortælle eventyr om svovlstikker. Men selv får han gjort sig konkrete erfaringer med ildens fortærende kraft. Titlens flyvende kuffert er hans magiske rekvisit, der kan bringe ham op på slottet til den prinsesse, han skal giftes med. Inden brylluppet vil han give en opvisning for folket med fyrværkeri, han er i besiddelse af. Han går afsides, for at lade fyrværkeriet illuminere nattehimlen, og det bliver en forrygende opvisning. Men om morgenen opdager han, at en gnist fra fyrværkeriet har antændt kufferten, som nu er brændt til aske. Som der lakonisk står, kunne han “ikke mere flyve, ikke mere komme til sin Brud”. (1, 229)
Jeg var tidligere inde på, at det sene tingeventyr “Lysene”, hvor der som sagt også optræder et tællelys, er et forholdsvis uinteressant ditto, som er (for) udglattende I forhold til sociale forskelle, hvad Andersen jo langtfra altid er. Det er imidlertid værd at bemærke, at tællelyset i “Lysene” udmærket er klar over, at når det lyser, så er det fordi, det er i færd med at brænde ned:
“‘Det var i Grunden er rar Aften!’ meente Tællelyset. ‘Mon Vokslysene havde det bedre i Sølvstage? Det gad jeg nok vide før jeg er brændt ud!”‘ (3, 275)
Hvis der således er død og ophør forbundet med tællelysets lysen i “Tællelyset”, uanset om forfatteren var sig det helt bevidst eller ej, så er det samme, som jeg har gjort opmærksom på, tilfældet i forhold til dets fødsel eller opståen. Som bemærket, kan man kun få tællen fra det får, som er lysets mor, ved at slå det ihjel.
Under alle omstændigheder virker det ikke som om, at forfatteren af “Tællelyset” er aldeles uvidende om livets mere korporlige og også barskere realiteter. Lysets opståen er jo bogstaveligt skildret som en fødsel, en rigtig sådan:
“Det sydede og bruste, mes Ilden flammede under Gryden, det var Tællelysets Vugge- og ud af den lune vugge gled Lyset for(m)fuldendt, helstøbt, skinnende hvidt og slankt (…).”
Der er ikke skrig og blod og slim på færde her, men der er et umiskendeligt element af fysisk realitet.
De sorte fingre og smudset er, som jeg har været inde på, elementer i en mere abstrakt allegori, men samtidig har fingre og smuds jo også en skær af påtrængende fysisk realitet over sig. Ligeledes er dråberne, der triller ned ad lyset, da det er blevet tændt og dets hjerte er smeltet, “runde og buttede” og de benævnes “Legemer”. Formælingen, ægteskabet, eller, med større abstrakt potentiale, foreningen mellem lyset og fyrtøjet har endvidere ikke kun et abstrakt, åndeligt, udbytte, men også, netop i form af dråberne og deres cover up virksomhed, et, som der står, legemligt udbytte. Dråberne er: “ikke blot Formælingens legemlige men ogsaa deres [a]andelige Udbytte.”
Man må formode, at en dreng, der er vokset op i så fattige kår som H.C. Andersen gjorde, tidligt har fået mulighed for at stifte bekendtskab med livets mere korporlige og barskere sider. Som Ejnar Stig Askgaard skriver om i en artikel i Anderseniana 2012, “Da Spanierne var her”, var Andersens tidligste barndomserindring knyttet til, at han som treårig overværede henrettelsen af en spansk soldat. Han har sikkert andre tidlige erindringer, vi ikke ved så meget om.
Nuvel, “Tællelyset” synes altså at bære vidnesbyrd om et sådant kendskab til livets mere korporlige og også barskere sider. Samtidig er det, som påpeget, også en abstrakt, idealistisk og på sin vis uskyldig allegori, hvor et konkret, fysiske rum er næsten totalt fraværende.
Det forekommer ikke uplausibelt, at en ung Andersen på 17-18 år mentalt netop ville være spændt ud mellem kun delvist bearbejdede erfaringer medmen desto mere umiskendelig bevidsthed om – en påtrængende fysisk og ofte barsk realitet, og så en mere højstemt og idealistisk søgen efter åndeligt indhold og forløsning, blandt andet vakt gennem læsning. Dertil var han tilsyneladende allerede så bevidst om dynamikken i den samfundsmæssige kamp for anerkendelse, at han kan forgribe en gennemført anerkendelsesallegori, som den han skriver sikkert omkring 40 år senere i form af “Sølvskillingen”.
“Tællelyset” kan derfor læses som et yderst vigtigt pejlemærke i forhold til Andersens senere forfatterskab, som jeg her i høj grad, og på forskellig vis, har søgt at relatere dette tidlige eventyr til.
