I forbindelse med uddelingen af H.C. Andersens eget indstiftede legat “H.C. Andersens Hjælp” til en flittig skoledreng og en flittig skolepige i Odense den 2. april 2018 i Odense Koncerthus holdt forfatteren Jens Blendstrup følgende “ulejlighedstale”, som Anderseniana af forfatteren har fået tilladelse til at gengive.
– God eftermiddag i Odense på H.C. Andersens utrolige 213 års fødselsdag. Hvor han har fortrængt Carl Nielsen, stoppet vinterens Ardenner-offensiv, og indtaget Odense Koncerthus-syngesal Pro Musica i strålende solskin indtil hans nye hjem står færdigt i 2020 – Det var godt nok en lang sætning.
– Hvem er du? Er du Jesus, der er blevet gravet op for sent af Thomas B. Thriges Gade? Det har jo lige været påske.
– Nej, jeg er sgu da ej. Jeg er den gode gamle sumpskildpadde Jens Biendstrup fra Korsør. Jeg ser måske lidt ramponeret ud, for jeg har ligget med influenza hele ferien, og store dele af den her tale er således skrevet i febervildelse, hvor jeg drømte jeg boede på gamle herregårde og ikke lavede en skid andet end at sidde og klippe i papir.
– H.C. Andersen-drømmen. Den har alle, når de nærmer sig den store forfatters atmosfære.
– Akkurat. Men hver gang vågnede jeg og så mig selv i spejlet og synes mere, jeg genkendte Karl Marx.
– Ja nu ser jeg det. Det uappetitlige skæg, det gigantiske runde hoved. Den vege holdning. Det siger jeg dig, Jens Blendstrup. Du havde aldrig vundet legatet for den flittige skoleelev fra fattige kår, som den store digter indstiftede kort før sin død. Det gør kun smukke og kloge børn. Se der sidder de. Og stråler. Velfortjent.
– Nej, men jeg har engang fået prisen som årets piberyger.
– Det tror jeg på. Ryger du pibe?
– Ja i serier. En gang om året. Jeg foretrækker snus.
– Føj for pokker. Det lugter jo som gamle underbenklæder.
– Det sagde du – ikke jeg, hr. professor.
– H.C. Andersen røg ikke.
– Nej, men til gengæld førte han dagbog og satte krydser.
– Ja, det er rigtigt nok. Vi har nok alle sammen vores laster. Kan du genkende mig?
– Ja, du er professor Umba Umba T. Korkprop. Ekspert i Andersen på basis af din doktordisputats. Lykkens paradokser en kulegravning af galocher og andet fodtøj i tiden før og efter H.C. Andersen. Men det er særligt særkapitlet: “Gik Andersen med Ecco-sko” du er blevet berømt for.
– Det er så sandt, som det er sagt Jens Blendstrup. Der er træk i hans rygsøjle, der tyder på en opblomstring af ryghvirvler i en sen alder, kort før støvets år. Således er der beretninger om, den store digter skal have frekventeret skofabrikken Polymere, mens han forberedte “Lykkens Kalosker”. Et besøg, der skulle få dramatiske konsekvenser for den stolte fabrik der lukkede i 2010 efter nogen alt for eventyrlige regnskabsår.
– Du snakker og røven går, hr. Umba Umba.
– Gør jeg?
– Ingen andre end folk på H.C. Andersen-museet taler så oldnordisk. Det er som om, I befinder jer i 1800-tallet. Sidst jeg var her, måtte jeg tage afsked i 20 minutter, fordi folk bukkede og nejede i en uendelighed.
– Tror du ikke bare, du er stødt ind i en gruppe af vores japanske turister?
– Nej, det var jer. I havde cykelhjelme på, hvor der stod: “Danger! Falling aktantmodeller, beware of big dogs with big eyes, and different fyrtøj. And get out off this building. The kugle and smadre man is on the way.”
– Det har været vores forsker, Ane, du har mødt. Det er desværre prisen for at arbejde med den gamle digter. Vi kalder det “Besjælingssygen”. Forleden måtte vi fyre en ung fyr, der er ekspert i kinesisk, fordi han stod og skændtes med vores emhætte ude i køkkenet, som han troede var hans far.
– Fyrede i ham?
– Du havde også fyret ham. Det var et faderopgør, der varede fire timer, Jens Blendstrup. Og da han bagefter gav sig til at betro sig til et birkes og et franskbrød, var det ud af vagten.
– Ja ok, det er måske også lige i overkanten, hr. Korkprop. Hvor er han så nu?
– Han render rundt nede på havnen og leder efter Storms Pakhus, da han har hørt, der er en økologisk papajafrugt, han muligvis er i familie med langt ude.
– Stakkels menneske. Bare tanken om han render rundt der blandt de mange boder og tror hver eneste kokosnød og hvert eneste lange flæskesværd er levende. Det er en høj pris at betale, synes jeg nok.
– Så er det heller ikke værre. Han har lige meldt sig til et kursus på VUC overfor.
– Den bygning er også så grim, at den ikke lader sig besjæle.
– Helt enig. Der bygges voldsomt og tæt i denne by.
– Ja, det er næsten som om, de er ved at genopføre Thomas B. Thriges Gade bare i højden. Det ligner en stor skulptur af Cronhammar nede ved banegården.
– Tal ikke om ham. Det har kostet os kassen at genopføre den skulptur. Hvad bringer dig hertil?
– Et brev, hr. Umba Umba.
– Et brev? Det skulle vel aldrig være af H.C. Andersen? Vi finder jo de mest fantastiske værker hele tiden.
– Nej desværre, det er fra moderniseringsstyrelsen.
– Hvad vil de dig?
– Det spurgte jeg også mig selv om. Men det viste sig, de havde samkørt mine data fra Google og Facehook og set, jeg skulle herover og holde tale for jer, og så tænkte de, de kunne slå to fluer med et smæk.
– Men hvad vil de da?
– At dømme efter ordlyden vil de modernisere den store digters værker.
– Det bliver over mit lig. Det kan man ikke. Hvad forestiller de sig?
– Skal jeg læse det?
– Ja … det må du hellere. Men kort, for det er jo en fødselsdag det her.
– Kære Jens Blendstrup. Da vi i den sidste tid har skåret ned på alt og desuden måtte ansætte flere konsulenter i vores arbejdsgrupper, således at vi på sigt kan samarbejde direkte med innovationsminister Sofie Løhde, så hun ikke skal ha’ så mange kartofler i munden, når hun snakker, ser vi os netop nu om efter nye steder, vi kan modernisere Danmark. Vi har et motto der hedder: Hvorfor bevare det, det funker, når vi kan sparke det i deres klunker.
– Kors i skuret.
– NU kommer det hr. professor:
Det er kommet os for øre at Danmarks største forfatter har skrevet et nyt stykke, som ikke er nyt, men meget gammelt. Ja, ligefrem hans allerførste.
– “Tællelyset”! De snakker om “Tællelyset”, som vi fandt i en krukke med Mariekiks.
– Akurat! Og jeg citerer Moderniseringsstyrelsen:
Dette værk er røv og nøgler. Mage til besynderlige sætninger skal man lede længe efter.
– Må jeg minde om, han var barn, da han skrev det til Madam Bunkeflod. Et barn af en fattig skomager! Hvor mange chancer er der lige for, at dette barn – som lever i totalt mørke blandt garverier og rådnende faggrænser – hvor mange chancer har det barn for at blive digter og ikke bare det. Men verdenskendt digter?! Elsket af kinesere og børn i alle aldre.
– Ikke mange.
– Der ser du. Vi skal værne om det, vi har. Ikke nedbryde. Værne, Jens Blendstrup.
– Helt enig, hr. T. Korkprop, men nu er det jo ikke mig, der har skrevet det.
– Læs videre:
– Så gerne:
Vi i moderniseringsstyrelsen foreslår museet skriver teksten om, så det lille lys ikke længere har en gryde som far og et får som en mor. Det er langt ude. Man kan desuden med held skifte tællelyset ud med interaktive reklameblokke af skiftende danske virksomheder, hvorved det er dansk industri i skikkelse af Lego og Mærsks og Novo Nordisk, der ender som hvid svane til sidst i stedet for det latterlige tællelys. Vi har jo fattet Andersens pointe. Det er altid den samme. Et lille lorte lys kommer til verden i en grim gryde og bliver befamlet af en uforstående beskidt verden, hvorpå det møder en lighter, der tænder ild i det, så det pludselig brænder og lever og funkler. Undskyld vi siger det, men vi i moderniseringsstyrelsen ser gerne denne pointe skrives om af en af vores embedsmænd, der er dygtig til sudoku og ikke holder så få rimede taler til vores moderniseringsfester.
– Det kan man da ikke.
– Moderniseringsstyrelsen kan alt, hr. Umba. De ønsker også nye titler: Således skal “Prinsessen på ærten” ikke længere hedde “Prinsessen på ærten”, men “Prinsessen på appen”. Mellem os sagt kan prinsessen også bedre mærke, hvis hun ligger ovenpå iPhone- og Samsung-telefoner end små bitte ærter. Og “Den standhaftige tinsoldat” kan med held hedde: “Den standhaftige embedsmand”. “Den lille pige med svovlstikkerne” bør hedde “Den mellemstore, naturligt runde pige med flammekasteren”, eftersom spiseforstyrrelser i dag er en stor udgift for vores sundhedssystem. I den lidt vovede kategori foreslår de “Skyggen” skiftet ud med den evighedsstuderende døgenigt Matrix Mogens:
Endelig er det vores håb at man kunne forny den kedelige: “Den flyvende kuffert” med “Den flyvende kompetenceudvikler”, en sjov historie om en ansat i moderniseringsstyrelsen, der en dag kan flyve og straks tager afsted på en rejse for at fremdrifte fremtiden og herunder kompetanceudvikler kerneopgavers perspektiver, inddragelse af frokoster, herunder selvledende medarbejdere, præcisering af bestillingsproceduren på medie-overvågningsaftalen, og eller accountability i statens it-system.
– Åh gud, det er jo det rene nonsens.
– Til allersidst foreslår de også, I lægger nogle af den danske digters historier sammen, idet de ikke mener, “Den lille pige med svovlstikkerne” holder vand i en verden, hvor det regner hele tiden. Man kan med held – skriver de – fjerne op imod trefjerdedele af eventyrene og/eller sammenlægge dem i enheder, der kunne blive kaldt: H.C.A. excerpts. Eftersom der ikke længere er nogen, der læser andet end krimier i Danmark. Det er desuden kommet moderniseringsstyrelsen for øre, at den danske digter ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet, mens han skrev sine digte, men levede på nas i sus og dus på herregårde, hvorfor man med held kan trække museet for de rundt regnet 16 millioner nutidskroner, som man mener, han har holdt tilbage, ja slet og ret camoufleret i sine idiotiske udklip, som enhver kan se, i virkeligheden er rykkere fra den tidlige velfærdsstat.
– Herre jemini, hvad skal der dog blive af os?
– Det er desværre ikke det eneste brev, jeg har fået.
– Nu kan det da ikke blive værre!
– Jo, for det er fra Alex Ahrendtsen. Direkte fra Dansk Folkepartis Wolfsschanze: Mimmers Grill i Aabenraa.
– Dansk politiks Nosferatu? Der har det med at dukke op i alle nyhedsudsendelser og fremstå fattet som en passiv aggressiv tysklærer fra 1880, der vil os det godt, mens han banker lærdommen ind i os.
– Akkurat hr. Umba Umba.
– Hvad vil han?
– Udflytte jer.
– Nej! Det er ikke sandt.
– Jo. Han skriver, I ligger for tæt på hovedstaden og meget gerne ser jer flyttet ud, hvor kragerne vender. Dvs. til Humlum i Nordjylland, hvor man med held kan overtage Humlum centerbodega, hvis toiletforhold er rigelige til at rumme både H.C. Andersen Centret og Radio24syv, som virkelig, virkelig vil blomstre i det jyske.
– Det er jo forfærdeligt, Jens Blendstrup. Hvad skal vi da gøre?
– Afbestille den japanske stjernearkitekt Kengo Kuma – det er alligevel et alt for fantastisk navn til denne verden – og satse på at rykke ind i Netto, Banegårdscentret, eller Odense Zoo. I kan også – og det er noget jeg siger af rent hjerte – overtage bygningen, hvor de netop nu udstiller mine og Ole Lejbachs fantastiske kulturarvsekspeditioner for på sigt at lade dem indgå i The Andersen fullblown ekspedition. Hvilket vil øge vores bogs mersalg med over 4000 eksemplarer.
– Nej, det bliver over mit og H.C. Andersens lig. Er de mennesker da ikke klar over, at kultur er Danmarks største ressource, efter Hækkerup solgte vores undergrund til de dumme nordmænd i en brandert?
– Du skal ikke overbevise mig. Jeg synes heller ikke, det er klogt at Netto eller Aldi skal være rammen om H.C. Andersen Centret. Jeg er bange for, I hurtigt ville havne i den forfærdelige midterreol med slagtilbud på alt fra shampoo mod skelen og ski-sokker til minus 800 grader.
– Men hvad gør vi så ?
– Min tanke er enkel: Vi låner en gravemaskine af kommunen og beriger jorden med den store danske digters ord. 30.000 værker skal sænkes ned i grundvandet. Helst dem med rødt bind, for de væsker mere.
– Taler vi om forurening, Jens Blendstrup?
– Vi taler om H.C. Andersen Cheminova. Der vil ikke være meget først, men på sigt vil mængderne af beriget postevand gange op. Se det for dig hr. Korkprop: lille Olfert har været til sport og kommer hjem og råber “Mor, mor, jeg er så tørstig”. “Oh, drik lidt postevand, min søn”. Og sådan indtager han et glas med kalk, jern og “Tommelise”. Langsomt vil befolkningen blive mere og mere dannet, og om 50 år begynder odenseanerne at tale i smukke sætninger til hinanden. Kærlighed vil blomstre mellem ellers umage par. Mekaniske nattergale vil fylde vores parker, men vi vil vide bedre og kvidre med de ægte drosler. Langsomt, ganske langsomt, lader vi den store digters sprog sive tilbage i vores sprog. Vi danner et parti, der skal hedde “Partiet for en moder”. Eller “Stjernebevægelsen Store Klaus og Lille Davs”. Vi stiller ikke store krav til finansloven, kun krav om enkelte ord, enkelte formuleringer, der langsomt vil erodere og spolere det for Liberal Alliance. Og før vi ved af det, vil der findes poetisk lovgivning midt i den såkaldt rationelle. Og sådan vil dronningens nytårstale langsom blive sand.
– Unyttighedsforurening?!
– Nåletræer vil blive hellige, som køerne i Indien. De vil skyde op på de hæslige veje og derved hindre voldsom færdsel. Langsomt vil tempoet blive skruet ned i hele denne by. Alle nyfødte vil hedde Hans og Grete, Ib og Amager-mor. Og før eller siden gifter de sig ind i moderniseringsstyrelsen. Og så har vi balladen. For moderniseringsstyrelsen kan ikke arbejde med poesi. Poesi er som vampyrernes hvidløg for Djøf. Og så falder den. I dens sted kommer Poetiserings-styrelsen. Og Danmark bliver et eventyr for altid. Ikke flere besparelser. Gamle mennesker vil få mere end to minutters klatvask, syge vil ikke længere være til besvær. Hjemmehjælperne vil blive ramt af magi og ankomme i kommunens græskar-droscher. Og de vil ikke være klædt i gråt, men i Askepots kjoler.
– Heureka! en vision, Jens Blendstrup. Du er vist en gammel hippie.
– Det er allerede i gang, hr. Umba Umba. Jeg har personligt sænket mine to eksemplarer af H.C. Andersens samlede værker ned i jeres hovedpulsåre. Hvorfor tror du, Beldringe lufthavn har taget navnet H. C. Andersen Airport?
– Fordi de er fantasiløse i Odense byråd, Jens Blendstrup.
– Ja ok, som sikkerhed har jeg også skrevet et brev til Kinas leder, Xi Jinping, og bedt dem sætte H.C. Andersen Centret på den trans-kinesiske silkevej.
Foreløbig har de lovet os en kuffert af plastik og en statue af Kim Jong-un.
– Det er i sandhed en fremtid! Hyldemor til Kamtjatka – og Nigeria. Tillykke med de 213 år, hr. Andersen.
