Odense Bys Museer har i 2005 udført en lang række udgravninger. Oftest er der tale om lokaliteter med spor fra jernalderen, men også andre perioder er repræsenteret. I det følgende gives en kort præsentation af årets fund fra bondestenalderen. Fundene berører forskellige sfærer af stenalderfolkets liv: bolig, grav og kult. Lokaliteternes placering ses på fig. 1.
Christian Juel, stud. mag.
Forud for grusgravning nordvest for Espe foretog arkæologer fra Odense Bys Museer i starten af 2005 en prøvegravning af et 42.000 m2 stort areal. Arealet er højt beliggende i landskabet på sydsiden af en markant ås og med god udsigt (fig. 2). På et sandet plateau lige nedenfor toppen af åsen fremkom der ved prøvegravningen spor efter oldtidsbebyggelse i form af stolpehuller og gruber (fig. 3). Som konsekvens af prøvegravningen blev der foretaget en egentlig udgravning af et 4500 m2 stort areal. Et spændende perspektiv ved undersøgelsen var muligheden for at finde bebyggelsen til de rige grave fra romersk jernalder, som er fundet i nærheden af Espe i sidste halvdel af 1800-tallet. Det kunne dog hurtigt konstateres, at aktiviteterne på stedet var af langt ældre dato, nemlig fra bondestenalderen (ca. 3900-1700 f.Kr.).
Der er på arealet udgravet tre langhuse. Nord for husene lå et område med kogestensgruber, mens der mod sydøst fandtes et område med affaldsgruber. To huse er orienteret øst-vest, mens et tredje hus er orienteret nord-syd. Langhusene er såkaldt midtsulehuse, dvs. at der ned igennem husets midte har stået en enkelt række stolper, der har båret taget. Denne hustype findes gennem hele bondestenalderen og begyndelsen af bronzealderen. I den ældre del af bronzealderen afløses midtsulehuset som type af det såkaldt treskibede hus, hvor taget bæres af to parallelle stolperækker.
Midtsulehusene fra Espe er henholdsvis 10, 12 og 14,5 m lange og består af fire eller fem tagbærende stolper, der er placeret med 2 til 4 m mellemrum. På trods af, at stolpehullerne på bopladsen har ligget beskyttet af et op til 1 m tykt lag muld, er der ikke fundet spor af husenes vægstolper. Dette kunne tyde på, at vægstolperne ikke har været nedgravet i jorden, men måske har stået på syldsten, som det bl.a. kendes fra middelalderen. Ved Krogsbølle på Nordfyn er der udgravet lignende midtsulehuse fra bondestenalderen, og også her mangler vægstolperne.
Husene fra Espe er endnu ikke kulstof-14 daterede, så det er ikke muligt at sige, om de tre huse har været beboet på samme tid. I flere af husenes stolpehuller er der fundet keramik af stenaldertype samt flintaffald, men disse fund kan ikke datere husene mere nøjagtigt end til bondestenalderen generelt. I nærheden af husene er der dog fundet en affaldsgrube med keramik og dele af ophuggede slebne flintøkser (fig. 4), der kan dateres til den såkaldte tragtbægerkultur, ca. 3900-2800 f.Kr. En anden affaldsgrube på bopladsen indeholdt foruden flintafslag en omhyggeligt fladehugget pilespids fra den sidste del af bondestenalderen eller ældste bronzealder, ca. 2400-1700 f.Kr. (fig. 5). Noget tyder altså på, at der har været aktiviteter på stedet i flere perioder af bondestenalderen. I området omkring Espe er der ved flere lejligheder gjort fund fra bondestenalderen. I forbindelse med markafsøgninger er der fundet dele af slebne flintøkser af samme type som de øksestykker, der er fundet ved udgravningen, samt dele af fladehuggede flintdolke fra den sidste del af bondestenalderen.
Der er endnu kun fundet få huse fra bondestenalderen på Fyn. Dette betyder dog næppe, at Fyn har været meget tyndt befolket i denne periode. Tværtimod peger antallet af dysser og jættestuer på, at Fyn har været jævnt bosat også i bondestenalderen. De fåtallige hustomter skyldes nok nærmere, at man i det virvar af stolpehuller og nedgravninger, der ofte tegner sig på en udgravning, kan have vanskeligt ved at udskille midtsulehusenes enkelte tagbærende stolperække. Desuden findes bondestenalderens bopladser ofte på sandet jord, hvor stolpehullernes fyld ofte er meget lys pga. udvaskningen af de organiske stoffer. Samtidig er stolpehuller på sandet undergrund tit udsat for forstyrrende dyreaktivitet, der kan gøre det vanskeligt for arkæologerne at se stolpehullerne.
Jakob Westermann, stud. mag.
Forud for anlæggelse af parcelhuskvarteret, Villestoftedalen, nord for Villestoftegærdet, er der sommeren 2004 foretaget udgravning af vej- og kloaktracé (ca. 5900 m2), forundersøgelseraf hele arealet samt udgravninger af udvalgte områder (ca. 4000 m2).
Lokaliteten ligger højt i terrænet i kote 13-16 m over DNN umiddelbart vest for Rydså-dalen, hvor denne løber sammen med Stavids Å. Den ligger på grænsen mellem “relativ ‘glat’ og småkuperet bundmoræne” (Crumlin-Pedersen et al. 1996, s.27). Landskabet er småt kuperet, med forholdsvis små plateauer mellem flere fugtige lavninger med lag af omdannet organisk materiale, der efter alt at dømme har stået under vand i forhistorisk tid. Også på de små plateauer/højdedrag ses enkelte steder mindre lavninger med tynde, lyse kulturlag, under muldlaget.
Via Stavids Å har det været muligt at sejle ud til Odense Fjord. I dag er der, når man følger Stavids Å, ca. 8 km fra OBM 3941 til bunden af Odense Fjord.
Tidligere undersøgelser eller observationer i nærområdet har påvist aktivitet på stedet i bondestenalder og ældre jernalder, men uden at der er påvist konkrete bebyggelsesspor. Da der ved forundersøgelserne blev påtruffet kulturlag, gruber og enkelte stolpehuller, udvalgtes to områder til yderligere undersøgelser. Vi var særligt opmærksomme på bebyggelsesspor, der er svære at erkende ved en prøvegravning, eksempelvis to-skibede huse fra bondestenalderen.
På lokaliteten blev der registreret i alt omkring 400 anlæg, dvs. mørkfarvninger i den maskinafrensede undergrund. Undersøgelserne af anlæggene viste, at det drejede sig om både naturfænomener og menneskeskabte anlæg. Det let ujævne terræn viste sig ved muldafrømningen at være mere kuperet end først antaget. I flere lavninger fandtes der således naturligt skabte aflejringer af en tørveagtig karakter. Heri fandtes i ganske enkelte tilfælde spredte flintafslag, og i et tilfælde var der et lag under det organiske lag, hvori der fandtes lidt trækul. På højningerne eller de små plateauer i terrænet var der flere steder tynde kulturlag, muligvis aflejret i små lavninger på plateauerne. Disse kulturlag var af en tykkelse på ca.10-35 cm og indeholdt sporadiske forekomster af flintredskaber og -afslag samt lidt keramik.
Ud fra de oplysninger, man kan finde i Det Kulturhistoriske Centralregister (www.dkconline.dk), ser det ud til, at der har været beboelse på hele den morænebakke, der strækker sig ud mellem Ryds Å og Stavids Å, både syd og nord for OBM3941. Oplysningerne bygger på besigtigelser og forundersøgelser fra Nationalmuseet og Odense Bys Museer gennem de sidste halvtreds år samt på rekognosceringer forestået af private. Der har dermed ikke tidligere været åbnet større flader i umiddelbar nærhed for egentlige arkæologiske undersøgelser. Det småkuperede terræn med de forholdsvis små plateauer har åbenbart, trods de mange våde lavninger, været beboet, men om beboelsen har været sæsonbetonet eller af endnu kortere varighed, har ikke kunnet påvises.
Af mere regulære genstande fundet under udgravningerne er en tværpil, formentlig fra tragtbægerkultur, en usleben, formentlig ufærdig flintmejsel og et fragment af en fint sleben flintøkse dateret bredt til bondestenalderen samt et stort ornamenteret randskår fra mellemneolitikum, tragtbægerkulturens per. MNAII-V. Desuden fandtes der et fragmenteret forarbejde til en fladehugget pilespids fra senneolitikum eller ældre bronzealder (se genstandene på fig. 6).
Det ornamenterede randskår blev fundet i en grube, hvor det tydeligvis var blevet deponeret som det allerførste i gruben – og som den eneste bevarede genstand (se fig. 7). Herover var der en trækulsholdig fyld. Denne særlige deponering af så store skår fra et tragtbæger kunne tyde på, at der er tale om en offergrube.
Offergruber kendes i nogen grad fra denne periode, bl.a. fra Saruppladsen på Sydvestfyn. Her er der i gruber fundet keramik ofret sammen med bl.a. økser.
I en anden, lille grube, CC, kun ca. 90×75 cm med en dybde af 16 cm, fandtes der en stor koncentration af flintafslag, i alt 371 afslag (se fig. 8). Ud fra enkelte stykker af ornamenteret keramik kunne gruben dateres til starten af den mellemste tragtbægerkultur. Ved at studere de mange flintafslag nøjere og refitte nogle af dem har man fundet ud af, at flinten sandsynligvis er blevet hugget på et stykke skind (se fig. 9). Flintaffaldet herfra er derefter blevet smidt i gruben samlet. Iflg. stud. mag. Lasse Sørensen, der har stået for refitting af afslagene, tyder meget på, at vi her har at gøre med affaldet fra produktion af flækker og afslag til flækkeknive og skrabere.
På gravningen er der registreret to konstruktioner (se fig. 10). K1 er en 16 m lang, let buet stolperække bestående af godt tyve små lave stolpehuller uden stolpespor og temmelig lyse i fylden. Både datering og tolkning er meget usikker. Bedømt alene ud fra fyldens farve kan der være tale om neolitiske eller bronzealderlige stolpehuller – men det er meget usikkert. Funktionsmæssigt kan der ligeledes med forbehold være tale om sporene efter en del af en indhegning.
K2 er et yderst usikkert toskibet langhus (i så fald skal det dateres overordnet til bondestenalderen eller ældre bronzealder), bestående af to erkendbare stolper, to ikke umiddelbar erkendbare stolper i mere komplekse anlæg, samt et muligt ildsted.
Overordnet set er anlæggene på hele gravningen forholdsvis fundfattige, og deres datering er i de fleste tilfælde temmelig usikker. Meget tyder på, at stedet i forhistorisk tid har været beboet, men kun i kortere perioder, helt fra mellemste tragtbægerkultur, i senneolitikum og engang i yngre bronzealder/ældre jernalder. Den sporadiske forekomst af oldsager i forhold til mængden af anlæg og den generelt sparsomme forekomst af trækulsholdig fyld i anlæggene kunne underbygge denne teori.
Udgravningen af OBM 3941 er den mest omfattende arkæologiske undersøgelse i nyere tid på næsset ved Ryds Å og Stavids Å. Til trods for den lidt usikre datering af kulturlagene på pladsen og fraværet af sikre spor efter bygninger på stedet, må man sige, at undersøgelsen har haft sin berettigelse.
Ved Odense Bys Museer er det således forholdsvist sjældent, at man støder på så mange spor fra bondestenalderen, uden at det er forstyrret af bebyggelse fra eksempelvis jernalderen. Keramikken, dateret til MNAII-V, fra en mulig offergrube er et af de største keramikfund fra det nordlige Fyn i de senere år. De nærmeste direkte paralleller til denne type keramik fundet i litteraturen er pt. fundet nær Boeslunde på Sydvestsjælland under 1980’ernes naturgasgravninger.
Mads Runge, museumsinspektør.
Gennem de seneste år er landskabet omkring Sdr. Nærå, ca. 10 km syd for Odense markant forandret. Årsagen er en storstilet indvinding af råstoffer, primært grus til anvendelse i motorvejsbyggeri mv. I dag er området derfor præget af store vandfyldte kratere med plateauer, hvor veje, bygninger og enkelte marker endnu står på den oprindelige overflade. Selvom museet med Museumslovens bestemmelser i hånden forsøger at få råstofindvindere og andre anlægsmyndigheder til at friholde eller betale for en undersøgelse af fortidsminderne, kan kommunikationen desværre somme tider fejle. Det er et sådant tilfælde, der her skal berettes om.
De lette, sandede og grusede moræneaflejringer har i tidlige afsnit af forhistorien været attraktive bosættelsesområder, og særligt yngre stenalder, perioden ca. 3950-1700 f.Kr. er rigt repræsenteret i området. Der er således registreret en række rund- og langhøje nær Sdr. Nærå. Enkelte anlæg er fredede, mens andre er udgravede. Langt overvejende er der i disse tilfælde tale om dysser og jættestuer fra en tidlig del af bondestenalderen, ca. 3500-3000 f.Kr.
På lokaliteten var råstofindvindingen i en fremskreden fase, og kun ved en museumsmedarbejders tilfældige forbikørsel blev bortgravningen af en overpløjet gravhøj standset. Som det ses af fig. 11, kom standsningen i sidste øjeblik, da grusgraven allerede havde spist højens vestlige tredjedel. Hvorom alt er fik museet herefter lejlighed til at undersøge den resterende del af den overpløjede høj.
Højen lå på en svag sydvendt skråning, var bevaret i 30-40 cm højde og anlagt på en gammel markoverflade. Højen havde to faser; den ældste havde en diameter på ca. 13-14 m, mens den yngste havde en anslået diameter på ca. 17 m. Gravlæggelser e.l. tilhørende den ældste højfase fremkom der ikke spor af. Disse er formentlig fjernet ved anlæggelsen af den yngste højfase.
Centralt i den yngste højfase var placeret et let nedgravet dødehus. Dødehuset var sydvest-nordøst-orienteret, målte ca. 4×5 m og var sat af en oval kreds af i alt 13 stolpehuller (fig. 12). Stolperne var placeret med en afstand af 0,75-1,55 m, havde en diameter på ca. 20-25 cm, var oftest tilspidsede og banket i jorden (fig. 13). Gulvet i dødehuset bestod af et til to skifter af næve- til hovedstore sten, hvorimellem mindre brokker af flint (fig. 14).
Udover enkelte flintafslag og en -flække fremkom ingen genstande, som kunne give yderligere udsagn om, hvem der har været gravlagt i dødehuset og hvornår. Der er indsendt en stribe prøver til kulstof 14-datering, men disse resultater foreligger ikke i skrivende stund. Dateringen baseres derfor foreløbig udelukkende på lignende fund fra andre steder i landet. Helt lignende anlæg kendes ikke, men særligt fra Sønderjylland kendes dødehuse af omtrent samme størrelse med stensatte gulve, ligesom der fra dette område findes andre specielle stensatte anlæg i gravhøje. Fælles for anlæggene er, at de placeres i bondestenalderens slutning, dolktiden, ca. 2400-1700 f.Kr. Foreløbig tyder mest på, at også fundet ved Sdr. Nærå skal placeres i denne periode. Oplysningerne om den gravlagte er derimod forsvundet for altid. Om det er sket allerede i oldtiden eller som følge af senere plyndringer, dyrkningsaktiviteter e.l., vides ikke. Under alle omstændigheder var det et held, at museet nåede at undersøge et ganske specielt anlæg, før grusgraven havde fjernet det helt.
Af Marie Kanstrup, stud. mag.
På en lokalitet, der ellers nok fremover mest vil blive fremhævet og nævnt på grund af fundet af en gravplads fra 3.-5. århundrede e.Kr. (OBM 8685, jf http://www.odmus.dk/db2/main.asp?kap=1293) fremkom et enkelt anlæg med en noget anden datering. Det drejer sig om en grube, der ud fra indhold og deponeringsskik tolkes som en offergrube fra tragtbæger-/enkeltgravskultur.
Gruben fremstod i fladen som rundoval, ca. 1,3 m x 1,1 m. Ved udgravning fremkom ret hurtigt et stykke af en fuldsleben tyndnakket bjergartsøkse (se fig. 15), der sekundært synes anvendt som en form for knusesten. Desuden fremkom enkelte keramikskår (se fig. 16), og det stod klart at der måtte være tale om et anlæg fra bondestenalderen.
Gruben havde stejlt skrånende sider, var relativ fladbundet og var 37 cm dyb. Omtrent midt i gruben lå en større sten (ca. 42 cm x 32 cm x 22 cm), omkring hvilken hovedparten af fundene i gruben er gjort (se fig. 17). Noget af keramikken så ud til at være decideret smadret af stenen. I det hele taget var fragmentationsgraden af keramikken høj, hvilket tolkes som en bevidst ødelæggelse. Andre fund peger ligeledes på en deponeringsskik, der karakteriserer sig ved at være destruktiv. Der fremkom bl.a en skraber og et øksefragment (se fig. 18) i mængden af ildskørnet, hvidbrændt flint. Det er denne særlige destruktive deponeringsskik, der afføder tolkningen som offergrube. Fund af to forstenede søpindsvin i gruben er yderligere med til at støtte tolkningen. De fundne oldsager i gruben er dels så fragmenterede og/eller så brede i datering, at anlægget må gives den noget brede datering tragtbæger-/enkeltgravskultur, ca. 3500-2400 f.Kr.
I forbindelse med udgravningerne ved Sarup på Sydvestfyn er der fremkommet en del gruber der tolkes som rituelle (Andersen 1997). Disse rituelle gruber er mht. form og dimensioner meget lig anlægget fra OBM 8685. Gruberne på Sarup tolkes som rituelle ud fra bl.a. indeholdet af intakte oldsager, særligt lerkar og økser. Der er ikke fremhævet rituelle gruber med samme destruktive deponeringsskik, som det er tilfældet med anlægget fra OBM 8685. Dog er der i en enkelt grube fra Sarup III fundet en ildpåvirket (dog ikke hvidbrændt) flintmejsel, der kan tyde på en, om end mindre, grad af bevidst ødelæggelse ved enkelte af de rituelle gruber på Sarup pladsen. Sarup III dateres til MN A II, der svarer til ca. 3100-3000 f.Kr.
Ved søgning i Det Kulturhistoriske Centralregister (www.dkconline.dk) ses, at der i umiddelbart nærhed er gjort enkelte og meget spredte løsfund af oldsager fra bondestenalderen. Det drejer sig om bl.a. et køllehoved fra MN samt flintøkser og mejsler fra tragtbæger- og enkeltgravskultur.
