Den der interesserer sig for en forfatter, og som har nogen fornemmelse for bøger, vil altid være glad for at se dedikationer fra ham eller bøger fra hans bibliotek. En ganske særlig stilling indtager den bog, der indgår i sin egen forfatters bogsamling. Den adskiller sig på en mærkelig måde fra alle de bøger, han har bortgivet eller modtaget: denne bog, på sin vis det personligste af alle exemplarer, er den eneste der ikke har noget nyt at byde i det øjeblik den lægges i sin fremtidige ejers hånd — bortset fra hans eventuelle betragtninger over hvad der kunne have været anderledes. Er der tale om oversættelser, han ikke selv har gennemset, bliver forholdet naturligvis et lidt andet.
Senere læsere og samlere vil dog almindeligvis have en ganske naturlig interesse for dette på sin vis sterile exemplar, forfatterexemplaret. Og i en publikation som Anderseniana vil det være rimeligt at gøre sig rede for, hvad der kan findes af bøger af H.C. Andersen, som han selv har ejet, herunder nogle af de mange betragtninger han har gjort sig om disse bøger før og efter deres fremkomst.
Undersøgelsen slutter sig nær til en i bogform publiceret studie over Andersens bogsamling i almindelighed, og dens baggrund er skildret dér: Estrid og Erik Dal: Fra H.C. Andersens boghylde. Hans bogsamling belyst gennem kataloger, breve og bevarede bøger, Kbh. 1961. Der er tale om biografisk og bibliografisk materiale. Det biografiske er samlet ved gennemlæsning af de trykte selvbiografier og brevsamlinger og anden Andersen-litteratur. Det bibliografiske er især samlet ved at undersøge auktionsprotokoller og -kataloger efter H.C. Andersen 1876 og Edvard Collin 1886—87 (katalogerne citeres her som AA og CA). Men medens bøger af forskellige forfattere, engang tilhørende Andersen, lod sig lokalisere i en hel række offentlige og private samlinger, er bøger af ham selv mere koncentrerede: Bortset fra fem eventyrbind i Library of Congress og een bog i H.C. Andersens Hus har vi ikke genfundet noget udenfor Det kongelige Bibliotek (forkortes her: KB); og de godt 30 bind, der med sikkerhed kan betegnes som hans, er et meget tilfældigt udpluk af, hvad han har ejet af egne værker på dansk og i oversættelse. Dette hænger sammen med tre forhold: tidens forfatterret og forlagspraxis, Andersens samlervaner eller mangel på sådanne, og behandlingen af hans dødsbo.
H.C. Andersen opnåede i levende live at blive oversat til en snes sprog, omend ofte kun i bearbejdelse og langtfra altid i bogform. En samling af alle regulære bogudgaver fra hans levetid fylder adskillige meter, og den engang ludfattige digterspire ville være død, ikke som en velkonsolideret borger, men som en hovedrig mand, om han havde modtaget honorarer efter hæderlige nutidige regler. For Englands og Amerikas vedkommende har Elias Bredsdorff opgjort hans fortjeneste således: England ialt £ 368 (heraf for eventyr £ 43) incl. fire oversætterhonorarer, han selv skulle udrede. I Amerika til 1868: intet, fra 1868 til 1875: £ 450 fra Horace Scudder. Dette betyder, at talløse udgaver og oplag er kommet, uden at forfatteren har fået det at vide, og at det er er forholdsvis tilfældigt, hvad han fik tilsendt eller fik øje på, omend naturligvis mange oversættere og forlæggere sendte ham et eller flere exemplarer efter aftale eller af høflighed. Der er ikke få vidnesbyrd om at han ikke i længden var tilfreds med den attråede ære alene.[1]
Hvad han modtog eller købte, sad vistnok ikke altfor fast. Som bekendt flyttede H.C. Andersen tit og havde selv som gammel mand kun en lille lejlighed. Alt taler for, at mange bøger, også mange med betydelig affektionsværdi, gled ud af hylderne i hans levetid, således gamle enkeltværker af en forfatter, hvis en stribe samlede værker udkom. Man kunne tro, at han ihvertfald ville holde på sine egne skrifter; men heller-ikke dette er sandsynligt, når man husker, hvor regelmæssigt han gav personlige papirer til sin nærmeste ven, storsamleren Edvard Collin. Dette kunne nu også være eftertiden det samme, blot han havde skrevet navn i sine bøger, men det gjorde han kun lejlighedsvis, hvad man kan se i KBs erhvervelser på hans auktion.
Da han var død, var Edvard Collin medexecutor og universalarving, og der kan næppe være tvivl om, at han har forsynet sig selv og andre ganske godt, før de c. 1000 bind kom under hammeren maj 1876. På Collins egen mægtige auktion købte KB de allerfleste Andersen-oversættelser; men af de nævnte grunde er det principielt umuligt at udrede, om en bog i denne række har været Andersens til hans død, er skænket Collin af Andersen, eller erhvervet af ham på anden måde; kun i et mindre antal tilfælde afgøres sagen af tilskrifter, og det er følgelig metodisk uforsvarligt at henføre nogen bog til Andersens bogsamling, blot fordi den findes i Collins. Selv bøger tilslået »Collin« på Andersens auktion tør vi ikke inddrage, da også Jonas Collin d. y. optrådte som køber. Og er vi dårligt oplyste om oversættelserne, er det langt værre med de danske udgaver; dem har Collin og KB erhvervet efterhånden som de udkom, hvilket vil sige, at Collin har uddelt Andersens exemplarer til forskellige i 1875—76, og at hans egne spredtes kraftigt i 1886—87.
Derfor finder vi i AA kun enkelte danske numre og kun 35—40 oversættelser plus rækker på 30 bind tysk og 10 bind amerikansk. De c. 30 bind oversættelser fra H.C. Andersens bogsamling, som vi har genfundet i KB, er kommet ad forskellige veje, de fleste dog direkte fra Andersens eller Collins auktion; men faktisk købte KB over hundrede bind anderseniana efter Collin.
Tyskland, broen til H.C. Andersens erobring af verden både som rejsende og som digter, er særlig slet repræsenteret i vort materiale. To tyske bøger, der gik til KB som medløbere til en hollandsk, er vist blevet udskilt som dubletter, og KB råder derfor kun over en antologi, der står et helt andet sted i katalogen, men som indeholder Andersens historie Den gamle Liigsteen; denne publiceredes i Danmark februar 1852[2] og meddeles 1853 læserne af Deutscher Musenalmanach, hrsg. v. Chr. Schad, 3. Jg. Würzburg 1853, under navnet L. C. Andersen og med flg. fodnote:[3] »Bisher in Deutschland ungedruckt, vom Verfasser d. d. Copenhagen, 21. März 1852 mitgetheilt an den Herausgeber. Dank und Gruss dem allverehrten, liebenswürdigen Dichter und Freund in die Ferne! — D[er] H[erausgeber].«
Den tyske afdeling af AA var ikke betydelig, den omfattede nedennævnte bøger (vi kursiverer katalogens egen mangelfulde ordlyd og supplerer den i håb om at ramme det rette); senere gengives AAs engelske og franske titler, derudover fandtes kun de i texten omtalte hollandske og danske.
242—71 | Sämmtliche Werke. 1-30. 1847. Torst 4,50 kr. Dette var C. Lorcks første samlede udgave, den fortsattes med de senere værker indtil bind 50 1871. |
272 | Gesammelte Märchen und Historien, Lpz. 1853. Collin, 1,90 kr. incl. 273-75. Vistnok ikke Edvard Collin. Dette var Lorcks optryk 1853, bd. I, med væsentlig forringet typografi. H.C. Andersen ejede åbenbart ikke alle 8 bind, derfor separeredes de, jf. det flg. |
273 | Gesammelte dramatische Schriften und Gedichte. 1853. Lorck 2VII. |
274 | Neue Märchen. Lpz. 1848. Bd. 31 af rækken 242-71. |
275 | Der Improvisator. 1853. Lorck 2II. |
276 | Eines Dichters Bazar. 1853. Collin 50 øre incl. 277. Lorck -III. |
277 | Nur ein Geiger. 1853. Lorck 2IV. |
278 | O. Z. 1853. Collin 30 øre. Lorck 2V. |
279 | In Spanien. Lpz. o.J. [1863?]. N. Johansen 30 øre. |
280 | Die Dryade. Lpz. o. J. 2 Expl. [1868]. Collin 1 Kr. incl. 281-281 c. |
281 | Fliedermütterchen. Lpz. u.a. 2 Expl. |
281a | Ein Besuch in Portugal. Leipz. 1870. Er bd. 48 af Lorcks gamle, nu af Hartknoch overtagne udgave. |
281b | Gesammelte Historien ib. o. ]. Med denne titel findes mindst 4 udg., deraf 2 uden år, vist begge fra 1856. |
281c | Aus Herz und Welt. ib. o.J. [Lpz. 1860]. E. Collins ex. omtales i note 15(5) og er en grund til, at vi er utilbøjelige til at identificere køberen med ham. |
281d | Märchen. Gesammt-Ausgabe übers, v. Julius Reuscher. 3die Samling. Berlin (1846). Lynge 1,10 kr. incl. 281e og 282-83 (hollandsk). Sidstnævnte findes i KB, 281 d har ingen proveniensspor. |
281e | Gedichte, deutsch v. H. Zeise. Kiel 1846. Ikke identisk med KBs exemplar. |
Skal man slutte noget af denne liste (med sædvanligt forbehold overfor Collins dispositioner før auktionen), må det være det, at Andersen har skilt sig af med de tidlige enkeltudgaver fra 1835ff, da Carl Lorcks samlede, autoriserede udgaver kommer fra 1847. Resten er et par sene og et par spredte bind.
Og det var såmænd ikke fordi han ikke havde fulgt sine værkers skæbne fra begyndelsen![4] Improvisatoren udkom jo i Tyskland 1835, samme år som i Danmark, og O. T. kom på dansk 1836; Andersen fulgte begivenhederne i sine prægtige breve til Henriette Hanck:
»Jeg vil være den første Romandigter i Danmark! I min Afkrog skal de Par Sjæle om mig erkjende jeg er en sand Digter, havde jeg været fransk eller engelsk, da skulde Verden nævne mit Navn; nu døer jeg bort og mine Sange med mig, ingen hører dem i det fjerne, fattige Danmark … Odenseerne maa dog være glade at de saaledes har en Digter, der bringer deres Hjem baade i Romaner og paa Theatret. Kruse oversætter nu denne paa Tydsk, saa læse dog Folk ved Rhinen og Donau om Odenseaa og Nonnebakken. Da vi tale om at oversætte maa jeg dog fortælle, jeg forleden hos Reitzel fandt en Oversættelse af mine »Skyggebilleder«, den er kommet ud i Schlesien og meget godt oversat af en von Ense. I næste »schandinawischen Bibliothek« komme mine Digte.«[5]
Den samme fortrolige korrespondent blev ærligt holdt à jour i et lignende brev året efter:[6] »Min Roman: »Kun en Spillemand«, er alt under Oversættelse, den kommer ud paa Campes Forlag. Schorn er Oversætteren. Marmier har oversat det døende Barn paa fransk, det kommer nok i en fransk Journal; mit Portrait tænker jeg er istand fra Steen-trykket til Juul, jeg kommer i Størrelse som Chamisso, foran i hans Digte. I en russisk Journal skal jeg være blevet smukt omtalt, lidt efter lidt lysner mit Navn dog op; det er ogsaa det eneste jeg lever for, jeg griber efter Æren, som den Gjærrige efter Guldets Klang, begge Dele er vistnok tomt, men een Ting maa man være begeistret for i denne Verden, ellers falder man sammen og raadner!«
En hel oversigt over sin skæbne i Tyskland og om sin Erkjendelse i det hele giver Andersen i et brev fra næste år igen.[7]
Lidt nærmere vore boglige synspunkter kommer vi med en meddelelse til Henriette Wulff, ligeledes fra 1838:[8] »»Nur ein Geiger!« er kommet fra Braunsweig, nydelig udstyret, min Biographie er skrevet med megen Kjærlighed mod mig men lidt for haard mod Hertz og Meisling. Den vil vist interessere Dem at læse. Eventyr for Børn komme i næste Maaned med smaa Billeder.« Det er jo dog intet mindre end den første af alle illustrerede eventyrudgaver, han her bebuder. Da den kommer, skildrer han udførligt, men desværre uden bedømmelse, dens karakteristiske udstyr for Jette Hanck.[9] Snart efter begynder de første forhandlinger om samlede udgaver af den hidtidige produktion, og rapporter om berømmelsen sendes hjem, således til Fader Collin fra Düsseldorf 20.5.1843 med mange boglige detailler.[10]
Blandt de mange illustratorer, der efterhånden prøvede kræfter på de rigt facetterede eventyr, og som Andersen naturligvis fulgte med interesse, var Otto Speckter Andersens favorit. Neue Mährchen II, aus dem Dänischen v. H. Zeise, Hamburg (Kittler) 1846, har billeder af ham, og digteren hjemsender »tre smukt indbundne« exemplarer:[11] et til E. Collin (det kender vi), et som denne skal gemme til Andersen, og et som han skal give til den han mener at kunne glæde mest. Samtidig hjemsendes et exemplar af J. Reuschers oversættelse, ill. af Th. Hosemann, »det andet Hefte, første har jeg; De vil se paa Billederne, de ere ret nette, især det med Engelen«.[12] Kun den sidste af de tre dele findes i AA.
Der er således — allerede da og alene i Tyskland — nok at se til for en digter med publikumstække. På baggrund heraf er det belysende for tidens økonomiske vilkår, at Andersen 12.3.46 kan skrive til Christian VIII fra Wien:[13] »I Leipzig kom Brockhaus, Lorck og flere Boghandlere til mig, og jeg fik for første Gang et Tilbud i Udlandet, der kan bringe mig Penge. En Pragt-Udgave af mine »Eventyr« og en stor Udgave af mine »Samlede Skrifter« ville til Nytaar udkomme, og jeg faaer for at gjennemlæse dem 300 preussiske Daler.« Begge projekter blev som bekendt til virkelighed, omend knap så hurtigt, som den ivrige digter ventede, og dermed var Vilhelm Pedersens navn knyttet til H.C. Andersens i en uoverskuelig fremtid.
Den tyske oversættelse af I Sverrig må både Andersen og Collin have ejet, skønt den savnes i deres kataloger:[14] »Jeg lægger en lille Sæddel heri, som De vil lade sende Delbanco, dersom De har Lyst at erholde den tydske Oversættelse af »I Sverrig«; der er et Par Exemplarer til mig, som De skal have det ene af.«[15]
»I Sverrig er udkommet en original Børnebog: »Lekkameraden« og tænk Dem, det er en Oversættelse af mine Eventyr. Jeg gik til Bonier, bad ham skaffe mig denne Bog og skrev paa et Papir: »Lekkameraden; H.C. Andersen, Hotel du Nord«. Dagen efter kom hans Dreng med en Pakke; jeg aabner den og finder: Kun en Spillemand! »hvad skal jeg med den?« spørger jeg. »Ja, det er vist den De har ment« siger Budet, Andersen har ikke skrevet noget som hedder »Lekkameraden« hans sidste Roman er »Kun en Spillemand«. Tilsidst begreb han da at jeg selv var Forfatteren og ikke kunde have ment min sidste Roman. Man havde ikke kjendt mig.«[16] Den rigtige bog nåede dog frem, det ses af AA 369a.[17] Udgiveren var Jeremias Wilhelm Liffman, og ialt fire årgange udkom, deraf de tre med 13 Andersen-eventyr. Bd. I har den tredobbelte interesse at være den første oversættelse af Andersens eventyr, at rumme den tidligste illustration til noget sådant (Reisekammeraten) og på dette litografi at give den tidligste afbildning af en nisse. Udgiveren har åbenbart ikke sendt Andersen rækken.
I sit næste brev til Jette Hanck skriver Andersen om sin succes i Sverige.[18] Kun en Spillemand var udkommet og Improvisatoren på vej, Aftonbladet har en begejstret kritik af førstnævnte. Senere bebudes en svensk udgave af Mulatten,[19] og I Sverrig oversættes, som rimeligt er, og når til forfatteren via Jonas Collin.[20] Sådanne spredte notitser fra Andersens breve giver intet klart billede af hans placering i svensk bogavl, og dog et bedre billede end hans auktion, hvor Lekkamraten er eneste svenske andersenianum og ikke angivet som sådant. Edvard Collin ejede forskelligt, hvoraf dog intet gik til KB.
Holland havde desværre slette oversættelser af Andersens romaner nogenlunde samtidig med Sverige, før 1840. Eventyr kommer første gang 1846, og Andersens exemplar af Sprookjes van H.C. Andersen, naar het Deensch, Amst. 1846, kendetegnet ved hans autograf, er via Collin endt i KB.[21] Det samme gælder De Improvisator, uit het Deensch vertaald door C. J. N. Nieuwenhuis, I—II, Te Schoonhoven 1846, i to ubeskårne kartonnager med den enkle dedikation Til Forfatteren fra Oversætteren;[22] denne var af dansk herkomst, som det fulde navn Nieuwenhuis-Nygaard viser.[23] V. van Eeden [24] karakteriserer hans oversættelser fra dansk som de bedste hollandske, men Andersen synes først at have truffet ham i 1866. Ved den lejlighed traf han også J. I. D. Nepveu, der 1847 havde oversat eventyr til et tidsskrift. Digterens særtryk heraf — Nieuwe vertellingen, Utrecht 1847 — var det ene af de to hollandske anderseniana i AA;[25] begge købtes af KB. Det andet var en vigtig, men desværre forfusket ting, en bearbejdelse af Andersens selvbiografier fra 1847 og 1855.[26] Den kan være lidt svær at gennemskue i katalogen: Zyn leven vertelt, 1-2, Leunarden[!]. 1858. Man forstår det bedre, når man ser bogen. Titlens første lille ord Hoe (hvordan) har katalogisator overset, det store Hans Christiaan Andersen findes jo i katalogens rubrik, og til rest bliver så »Fortæller sit liv«!
Den reformerte præst, digteren og oversætteren J. J. L. ten Kate, bearbejdede flere Andersen-eventyr på hollandske vers. Et gaveexemplar af hans Sprookjes en verhalen in dichtmaat naverteld 1868 findes nu i Odense,[27] mens to bøger via Collin kom til KB for 50 øre stykket, Den grimme Ælling og Billedbog uden Billeder på hollandske vers;[28] den sidstes ankomst er noteret i dagbogen for 26.10.70. — At Andersen også ejede originale værker af sine hollandske småkolleger og beundrere, forstår sig af sig selv.
C. de Jongs eventyroversættelse fra 1858 synes ikke omtalt af van Eeden. Det er muligt, at de Jongs brev til Andersen om dette forehavende ligger bag Andersens forestilling om, at der forberedtes en hollandsk udgave af alle hans værker; dette omtaler han ihvertfald i flere breve fra 1857.[29] Collin ejede de Jongs udgave i 2. oplag 1859, men exemplaret savner proveniensspor.[30]
England fik først i 1845 sine tidligste Andersen-oversættelser. Om baggrunden for dem og om den måde, hvorpå H.C. Andersen ved besøg i landet fulgte successen op — for at bruge en nymodens anglisme — kan man læse i Elias Bredsdorffs store bog (som gør savnet af en monografi over Andersen og Tyskland dobbelt føleligt). Netop pga. hans personlige forbindelser har vi en række engelske udgaver med dedikationer fra oversættere, foruden mange udtalelser af Andersen selv. I AA figurerede følgende engelske anderseniana:
285 | The Improvisatore. 1869. Conradsen 1,10 kr. 285-94 synes alle at være bind af den såkaldte Author’s Edition, udg. af Hurd & Houghton i New York, jf. den samlede række 296—305. Det ejendommelige er, at fire af bindene indgik i KB, skønt det ikke var KBs kommissionær Lynge, der købte dem. Se 286, 290, 291, 293. Denne standardudgave var i brunviolette komponerede bind, senere oplag skiftede farve. Se note 47. |
286 | O. T. 1870. Conradsen 1,10 kr. for KB. |
287 | a Poets Bazaar. 1871. Conradsen 70 øre. |
288 | The story of my life u. portr. 1871. Torst 4 kr. Man er tilbøjelig til at tro, at u. er trykfejl for m., det ligner ikke AA at hænge sig i småting. |
289 | The two Baronesses. 1870. Torst 90 øre. |
290 | Stories and tales, ill. by M. L. Stone and V. Pedersen. 1871. Torst 4,10 kr. for KB. Selvbiografien og eventyrene ligger altså klart forrest i pris. |
291 | In Spain and a visit to Portugal. 1870. Torst 70 øre for KB. |
292 | Pictures of travel, in Sweden, the Hartz mountains, in Switzerland and a visit at Ch. Dickens house. 1871. Torst 1 kr. Flere fejl i titlens opskrivning. |
293 | Only a fiddler. 1870. Conradsen 1,20 kr. for KB. |
294 | Wonder Stories told for children. 1870. Torst 4,50 kr. |
295 | The will-o-the-wisps are in town, and other new tales. Lond. 1867. KB 30 øre, kommissionær ikke angivet. Med ded. With the Publishers Compliments. |
296-305 | H.C. Andersens Writings. Hurd an[d] Houghtons edition. Vol. 1-10. New York. 1870. Torst 35 kr., auktionens højeste bud, jf. Boghylde 1lf. |
306a | a Picture book without pictures. From the German translation of de la Motte Fouqué by Meta Taylor. Lond. 1847. KB 1,10 kr. Ded. Dem Herrn Hans Christian Andersen hochachtungsvoll und freundlichst die Uebersetzerin. |
306b | The true story of my life by Mary Howitt. Boston 1847. Kontant 60 øre. |
306c | In Spain. Translated by Mrs. Bushby. London 1864. KB 1 kr. |
306d | The Sandhills of Jutland, by Mrs. Bushby. Lond. 1860. Kontant 60 øre. |
306e-f | The two Baronesses. 1—2, Lond. 1848. KB 1,20 kr. |
Listen frister ligesom den tyske til den formodning, at en lang række ældre enkeltudgaver er gledet ud, da den pæne amerikanske standardudgave var kommet, og som i den tyske liste er de allerfleste løse bind også faktisk led af en række. Tilsyneladende er de få ældre ting først kommet med i sidste øjeblik, måske har Collin haft dem hjemme til sammenligning med sine egne. Litterært vigtigst, men uden spor af proveniensen, er The two baronesses i de to lysegrønne kartonnager,[31] som er ældre end den danske originaludgave, og som iøvrigt havde indbragt £ 200 i bruttohonorar. Den var oversat af den engelske legationssekretær i København Charles Beckwith Lohmeyer, fra hvis hånd KB også har høfligt dedicerede exemplarer af A poet’s bazaar, I—III, London 1846 i tre røde komponerede bind[32] og Rambles in the romantic regions of the Hartz mountains, Saxon Switzerland, &c., London 1848.[33]
At den indirekte oversættelse af Billedbog uden Billeder har dedikation på tysk, bør næppe forlede til at tro, at Mrs. Taylor var uvidende om forfatterens nationalitet; men han fik bogen, da han 7.7.47 besøgte Taylors sammen med en anden oversætter Charles Boner, og da også komponisten Ludwig Spohr var til stede, har man talt tysk.[34]
Denne Charles Boner, der tog sig hjerteligt af Andersen i London 1847, havde nemlig også tysk som mellemled for sine fire eventyroversættelser. Af disse er The shoes of fortune, London 1847, vist det første komponerede bind i noget land, der har et Andersen-motiv: de to galocher i guldtryk.[35]
Fra en senere periode er In Spain, 1864.[36] Oversætterinden Mrs. Bushby havde tidligere sendt The ice maiden (som vi ikke har set) og sendte nu to exemplarer af rejsebogen m.m.
I årene 1867—73 havde H.C. Andersen forbindelse med Margaret Gattys børnetidsskrift Aunt Judy’s Magazine.[37] En dansk dame i London, frk. Augusta Plesner, korresponderede med ham i den anledning og oversatte mange af hans bidrag, der siden kom som bøger. Miss Plesner har helt eller delvis oversat de ovennævnte The will-o’-the-wisps are in town, 1867, Later tales, 1869,[38] The wood nymph, 1870, [39] Fairy Tales and sketches, 1870[40] m. fl. og endelig den formidable Fairy Tales, 1871.[41] Om den har digteren udtalt sig usædvanlig udførligt, først til Henriette Collin[42] — »Et Prakt-Exemplar af Eventyrene vil udkomme snart i London, man har sendt mig et interesant Prøve-Ark. Gid de vilde sende mig et Honorar, det var endnu mere interessant« — siden til fru Scavenius[43] — »Bogen koster fjorten Daler; den er intet Kunstværk, men en Pragt med Guld og Farver« — udførligst dog til Horace Scudder:[44] »I London er udkommet paa Samson Lows Forlag 8 Fairy Tales by Hans Christian Andersen, det er et Pragtværk, som dette er endnu aldrig før nogen Bog af mig blevet udstyret. Billederne ere givne i Farve-Tryk, ret til at skinne ind i Barne-Øine, men kunstnerisk Betydning kan jeg ikke tillægge dem, det er Farvepragten og Forgyldningen som er det rigeste. Min danske Boghandler Reitzel har kjøbt et Exemplar af denne dyre Bog og foræret mig.« Desværre kan farvepragten og forgyldningen, som er det rigeste, ikke gengives her. Men Andersens reaktion er ikke svær at forstå. Hverken glæden over luxusudfoldelsen eller det sobre skøn har kunnet holdes nede.
I de sidste år styrkedes forbindelsen med USA gennem Horace Scudder, den fine forfatter, oversætter og forlagsmand, som en anden fin oversætter har sat et minde ved udgaven H.C. Andersen og Horace E. Scudder. En Brevveksling. Udg. af Jean Hersholt, 1948.[45] Takket være Scudder udkom – og honoreredes! – en halv snes eventyr i Hurd & Houghtons tidsskrift Riverside Monthly,[46] og værkerne i en pæn standardudgave, der oplagdes flere gange. De ti bind indbragte hele Andersen-auktionens højeste bud, 35 kr. Fire enkeltbind synes som anført at være indgået i KB,[47] de er dog alle uopskårne og helt »anonyme«, mens to andre, Wonder stories told for children, 1870, og The two baronesses, 1870, bærer en vistnok enestående dedikation Til det store kongelige Bibliothek fra H.C. Andersen.
Sluttelig skal nævnes en sen oversættelse, Good wishes for the children, Cambridge, Mass., 1873, der sendes To Hans Christian Andersen. With the respect and love of the interpreters. Ada A. Bigelow. Sallie [?] G. Putnam — und besten Gruss zum Weihnachtszeit —! Det betyder sikkert, at man har oversat fra tysk og holdt Andersen for tysker. I et brev til familien på Holsteinborg omtalte han bogen for dens ganske ejendommelige illustrationer, og han takker damerne gennem Scudder.[48]
Frankrig og England håbede H.C. Andersen at vinde for sig, allerede mens de første tyske udgaver så lyset. Skønt det endnu en række år kun blev til spredte småting, ikke i bogform, og skønt mange franske oversætterplaner strandede også i de senere år, vandt Andersen sig dog en smuk position også i dette land, som overskueligt skildret af Poul Høybye.[49] Rygtet om en fransk Improvisator 1838 bragte Andersen endog frem på tryk,[50] den første kom faktisk 1847,[51] og Andersen så den i Haag; den måtte dog 1860 friskes op med et nyt titelblad. Eventyr udkom fra 1848, og KB ejer den første udgave med Andersens signatur: Contes pour les enfants, trad,, du danois par V. Caralp [pseud. for Fr. Garay], Paris [1848].[52] En senere eventyrudgave køber han i 1857 — på vej fra England til Paris — på banegården i Amiens, »jeg saae mit Navn titte frem fra Boghylderne«.[53]
Et brev til fru Dorothea Melchior fra Bordeaux 20.4.66 har voldt knuder:[54] »Jeg har til min Ven O’Neill, der har bedt mig derom, kjøbt rundt omkring i Frankrig flere af mine Skrifter. Saaledes fandt jeg i Brüssel, paa Banegaarden, en fransk Oversættelse af »Improvisatoren«; i Paris fik jeg »Eventyrene«, i Tours »Billedbog uden Billeder«, og her i Bordeaux har jeg fundet en ny Samling af mine Smaahistorier; det gjør saa hjemligt at træffe sine Børn ude, selv om de træde op i det fremmede Lands Klædedragt.« — Improvisatoren fra 1860 er en nærliggende mulighed, men 14 dage forinden skrev Andersen til Ida Koch fra Paris,[55] at »da jeg kom i Gaderne [i Antwerpen], fandt jeg strax i Vinduerne en belgisk-fransk Oversættelse af »Improvisatoren« og mine Eventyr. Det var mig næsten selv som et Eventyr!« Det må vel være den samme udgave, og den præciseres i den belgiske nationalbibliografi som udkommen 1858 — men den har ikke kunnet påvises i nutiden, og den søges forgæves i AA og CA. Der er stadig noget at gøre.
AA er iøvrigt sløjt, idet der kun anføres tre franske titler; de solgtes sammen kontant for 60 øre:
307 | Deux contes d’Andersen. Geneve 1861. Le scarabée (Conte inédit). Le papillon (Conte inédit). [Underskrift:] Jules-F.-U. Jürgensen. (Imité du danois.) Tiré de la Bibliothèque universelle, livraison de décembre 1861, avec l’autorisation de la Direction. — Citeret efter ex. uden titelblad og med blankt omslag (derfor også uden trykkested), dediceret Etatsraad E. Collin fra hans Ven H.C. Andersen. CA 1419 (1417-19 2 kr.) |
308 | Fantaisies danoises. Contes de H.-C. Andersen. [Trad. par] Jules-F.-U. Jürgensen. Genève 1861. CA 1420 1 kr. KB. H.C. Andersens ex. kender vi ikke. |
309 | H.-C. Andersen: Nouveaux contes traduits par Louis Demouceaux. Précédés d’une Lettre-Préface, par Eugène Bazin. Versailles 1874. Exemplaret nu LP 4004, på omslaget: H.C. Andersen. |
Disse er imidlertid interessante nok, ihvertfald er nr. 307—08 oversat ved et personligt samarbejde mellem oversætter og forfatter under sidstnævntes besøg i Le Locle 1860; oversætteren var, skønt jo søn af en dansker, ikke stærk i andre sprog end det franske, men Andersen erindrer samarbejdet med venlighed i sin selvbiografi og knytter til omtalen deraf en velformet og ofte citeret karakteristik af det franske og det danske sprog overfor hinanden.[56]
Den tredie franske bog i AA er oversat af en af de to oversættere — Demouceaux og Grégoire — som Andersen især havde forbindelse med i sine ældre år. Korrespondancen var ham iøvrigt til besvær, fordi spørgsmål om de to plus en tredie ældre oversætters indbyrdes rettigheder blev rejst. Demouceaux’ oversættelse er foretaget fra tysk, men alligevel ifølge Høybye bedre end Grégoires direkte;[57] imidlertid blev sidstnævnte den mest udbredte, også ved videreoversættelse til andre sprog. Hertil bidrog bøgernes flotte udstyr og Yan’ Dargents illustrationer, der dog havde lånt meget fra forgængere.
Digteren selv var ikke upåvirket. Mens Demonceaux’ brev og bog vist kun har foranlediget en dagbogsnotits, nævnes Grégoires nytårsgave i et interessant brevsted. Bogens titel er Contes danois, trad. pour la premiere fois par Ernest Grégoire & Louis Molland, Paris [1873], og Andersen fik tre exemplarer. Ad forskellige veje er de to kommet til at stå side om side i Laage-Petersens samling, det ene i rødt originalbind med dedikation Å Andersen l’immortel poéte temoignage d’admiration et de respect — Ernest Grégoire, det andet i privatbind med inskription Min kjære trofaste Ven, Hr. Etatsraad E. Collin en hjertelig Erindring. H.C. Andersen.[58] Ved tilfældets spil kender vi også det tredie exemplar, som blev gemt lidt og så givet til Robert Henriques paa hans Confirmationsdag den 22 Marts 1874 fra hans ældre Ven H.C. Andersen. Og det er om denne bog, H.C. Andersen skriver til Nikolaj Bøgh 5.1.74:[59] »Nytaarsdag modtog jeg fra Paris den meget omtalte nye Udgave af mine »Eventyr og Historier«, som Grégoire har udgivet i Forbindelse med Historikeren Moland, der er bekjendt ved sin fortrinlige Udgave af Moliere. Min Bog er oversat med Kjærlighed; Indledningen af Moland er interessant og for mig høist smigrende. Billederne ere af Dargant og udmærke sig ved Naturlighed og Skjønhed; de tiltale strax; kun mit Portræt er mislykket.« Indledningen er som sagt af Molland, vistnok hans eneste andel i bogen, og suppleret med uddrag af Mit Livs Eventyr; Edvard Collin skriver herom nytårsdag 1874,[60] at den »har tiltalt mig som røbende et godt Blik for det Characteristiske. Men der ere nogle Spring i Udviklingshistorien.« Han har sat x ved et påfaldende sted. »Men det er ialfald en smuk Nytaarsgave fra Frankrig« — et mærkeligt folk, der blomstrer litterært så kort efter krigen.
Grégoire fortsatte succes’en med to ligeså statelige bind, Nouveaux Contes [1875] og Les souliers rouges [1880]. Om Nouveaux contes er der det særlige at bemærke, at den sikkert er den sidste Andersen-udgave, der er kommet digteren i hænde.[61] Så sent som 13.7.75 dikterer han et brev til Henriette (og Edvard) Collin, det sidste de fik fra ham, og det slutter således: »Fra Paris har Gregoire sendt mig 2det Bind af mine Eventyr paa Fra[n]sk med en Mængde udmærkede Illustrationer. De mest verdenssmukke der er givet Eventyrene. Hils Deres Mand, Børn, Billes og alle Kjære fra Deres taknemlige H.C. Andersen.« Man smager lidt på det muligvis hjemmelavede (Collinske?) ord »verdenssmukke« — hvis der heri ligger en reservation i retning af »internationalt perfektionistisk«, kan man måske give Andersen ret. Men vigtigere end vor mening om disse xylografier er det da, at de kunne glæde en dødssyg digter.
H.C. Andersens værker nåede i hans levetid udenfor de germanske og det franske sprogs område. Da han kun havde berejst Østeuropa på »Bazar«-rejsen 1840—41, havde han imidlertid småt med forbindelser dér, og formodentlig er mange udgaver fra tiden aldrig kommet til hans og næppe engang til vort kendskab — jf. at en kroatisk udgave af Improvisatoren 1878 hverken fandtes på KB eller i Odense, før et exemplar fornylig indgik som gave til H.C. Andersens Hus. Spanien og Italien kom først med i den sidste halve snes år af Andersens liv. Hvad Edvard Collin ejede fra disse fjerne lande, har rimeligvis tilhørt Andersen, i hvis auktionskatalog der intet findes, men sikre er kun to smukke stykker: Improvisatoren oversattes til russisk via svensk allerede 1844, først som tidsskriftfeuilleton, derpå i en statelig bogudgave, som Andersen modtog i København som en forsinket fødselsdagsgave en uge efter krigsudbruddet i 1848:[62]
Die Poesie in allen ihren Zungen
Ist dem Geweihten Eine Sprache nur,
Die Sprache, die im Paradies erklungen,
Eh’ sie verwildet auf der wilden Flur.
Doch wo sie nun auch sei hervorgedrungen,
Von ihrem Ursprung trägt sie noch die Spur;
Und ob sie dumpf im Wüstenglutwind stöhne
Es sind auch hier des Paradieses Töne.Dem Dichter des Improvisators sendet diese Russische
Uebersetzung sein aufrichtigster Bewunderer und VerehrerWilhelm Levetzau.
Copenhagen, den 5ten April 1848.
De to andre russiske bøger i CA må dog også have været Andersens. Poul Høybye har klarlagt, hvordan en kreds af russiske damer tilvejebragte og sendte to russiske eventyrudgaver fra 1867—68; de købtes på auktionen af (Jonas?) Collin.[63]
Den smukke gave synes ikke at have sat sig spor i vore sædvanlige kilder, og det samme gælder en nydelig lille ungarsk eventyrsamling med en Vilhelm-Pedersen-illustration som guldvignet på bindet: Andersen Meséi. Forditotta Szendrey Julia, Pest 1858.[64] Dedikationen siger ikke meget — Dem Verfasser H.C. Andersen als Huldigung die Übersetzerin Julie Szendrey — og vi havde blot taget den til efterretning, indtil en herboende, landflygtig ungarsk skribent så bogen og bevæget meddelte, at oversætterinden var nationaldigteren Alex. Petöfis hustru.
Året før sin død kunne Andersen i et brev omtale erhvervelsen af Improvisatoren, denne gang på böhmisk, og i dagbogen omtales den græske eventyrudgave ved Bikelas, »en smuk lille Bog med Billederne af Petersen«.[65] Den mest exotiske af alle udgaver fra tiden før 1875, de små hæfter på bengali, er derimod ikke gået gennem forfatterens hånd.[66]
Auktionen over H.C. Andersens efterladenskaber indledtes med salget af Carl Andersen: Ingolfs og Hjørleifs Saga.[67] Derpå fulgte den afdødes egne bøger i danske udgaver. Der var komisk få; og da Edvard Collin må have samlet alt væsentligt successivt gennem fem årtier, tør man formode, at hans familie og venner i 1875 har fået, hvad digteren ejede af egne værker på dansk. Da vi kun har lokaliseret enkelte af disse, er det ganske uoplyst, hvormeget han ejede ved sin død. Når det kan sandsynliggøres, at han ved erhvervelsen af Ingemanns og Oehlenschlägers samlede skrifter skilte sig af med kære dedikationsexemplarer af de ældre enkeltværker, skal man såmænd ikke forsværge, at en praktiker med pladsmangel har bortgivet sine egne enkeltudgaver og ladet Samlede Skrifter i 1. udgave gøre fyldest; rækken kom jo til at inkludere titeloplag af de senere værker. I testamentet betænkte han sin gudsøn Daniel Swane bl.a. med sine værker på dansk og tysk, men vi ved ikke hvordan det nærmere hænger sammen dermed.[68]
Af danske Andersen-værker bød auktionen derfor kun på få: I Spanien 1863, uden angivelse af at det skulle være i det mauriske pragtbind.[69]
Det nye 3. oplag af Liden Kirsten, en pjece uden titelblad, fire restexemplarer, der under eet gik for 30 øre.[70] Fødselsdagsudgaven af Historien om en Moder paa femten Sprog, 1875, henlaa i to exemplarer.[71] Gaveexemplaret var ikke derimellem, det havde Collin sikret sig,[72] og det finnu i Odense. Det har denne indskrift:
Til Hr. Conferentsraad H.C. Andersen,
Commandeur af Dbg. p. p.som en Festhilsen paa de Utalliges Vegne, i hvis Hjerte Deres skjønne Digtninger havde spredt Glæde og Velsignelse,
som et Vidnesbyrd om den Taknemlighed, De overalt have vundet Dem, ikke blot i vort lille Fædreland, men langt ud over dettes Grændser,
som et Tegn paa Landmænds Stolthed af og Erkjendtlighed imod den Digter, der – som ingen anden – har baaret Danmarks Navn vide om i Verden.
Jean Pio Vilh. Thomsen Carl Reitzel Th. Reitzel.
Tilbage var efter de syv nævnte bøger på tre numre kun en virkelig raritet, som grosserer Lauritzen, Cort Adelersgade 3, måtte betale med 11,25 kr.: Reitzel havde ladet fremstille særexemplarer af Nye Eventyr og Historier, 1. og 2. Række 1858ff, ialt 8 hæfter (men ikke af 3. Rk. 1—2, og 1. Rk. 1 var i 2. oplag); de var på svært papir og indbundet i blåt komponeret bind, og efter sigende[73] var der tre sæt: til Andersen, Reitzel og Collin. Af disse 8 bind kom de fem med Hersholts samling til Library of Congress, Washington,[74] nemlig 1. Rk 2, 3, 4 og 2. Rk. 2 og 4. Af disse har to dedikationer, idet der i 1. Rk. 3 står Hr. Professor H.C. Andersen 2d April 1859 fra Forlæggeren, i 2. Rk. 2 Hr. Professor H.C. Andersen fra Forlæggeren. Hersholt-katalogen omtaler »corrections in the author’s hand«, men der viser sig desværre kun een? nemlig i 1. Rk. 3, side 49 linie 6 (Anne Lisbeth, 6. indrykning), hvor det i sammenhængen meningsløse ord »Flasken var gammel« med blyant er rettet til »fremme«, som derefter findes i flg. udgaver.
Disse bøger stammer fra Johan Munthe-Bruuns auktion 1937.[75] Prisen var 100 kr. Det kan tilføjes, at denne formidable samler også ejede hele Reitzels sæt på 8 hæfter, som tilfaldt Holger Laage-Petersen — 66 kroner — mens vi ikke kender til det tredie sæt eller til de tre bind af Andersens eget. CA 1240 synes ikke at indbefatte disse særexemplarer, der da muligvis er blevet i familien.
Til en mindre luxuøs kategori hørte H.C. Andersens personlige samling af lejlighedssange, libretti etc. af ham selv og andre. Af sådanne småting skænkede E. Collin en del til KB i december 1875,[76] og i småtrykafdelingens kapsel med sange af Andersen genfindes nogle af disse exemplarer. Kapslen har været til nytte for Th. Johansen, da han samlede sin bibliografi over auktionspriser i 1924; de dér beskrevne associationsexemplarer af festsange hører gerne hjemme i KBs samling, dog er ikke alle tilskrifter Andersens egne.
Udenfor rammerne af Andersens bogsamling falder et lille antal bevarede korrekturexemplarer, mest småting, men dog også af hele Mit Livs Eventyr i 1. udgave, som samledes efterhånden af en typograf Nestler, men som desværre er indbundet og så stærkt beskåret, at den har fået en næsten klodsagtig facon;[77] den blev derved — efter overleveringen — for en tid anvendelig som fjerde ben til et defekt skab, en funktion der jo ellers tilfalder skildpadder. To exemplarer af Agnete og Havmanden, det ene med enkelte notater af Collin, det andet med mange overstregninger og tilføjelser af Andersen til brug for teateropførelsen med Gades musik, er snarest for manuskripter at regne. De findes i Laage-Petersens samling[78] ligesom to exemplarer af Sangene af Festen paa Kenilworth, 1836, det ene med dedikation til Weyse, det andet med egenhændige rettelser i 1. akt; sidstnævnte har antagelig stået på Andersens hylde.
Meget var vandret ind i denne hylde og meget ud igen, efter hvad vi ved og kan skønne. Mange bøger af hyldens ejer, og meget godt selskab til dem. Også boghylden spejlede et liv, der trods alle modifikationer var et eventyr. Men ville Villiam Christian Walter for alvor have undret sig, om han havde vidst det?
Om håndskrifter købt af KB på H.C. Andersens auktion.
Som omtalt i Fra H.C. Andersens boghylde s. 11 omfattede auktionen over hans efterladenskaber også håndskrifter, dels den tyndeste ende af hans egen produktion, mest lejlighedssange (95 numre til c. 2 kr. pr. stk.), dels »Haandskrifter af bekjendte Mænd og Kvinder« (57 numre — for samtlige 152 numre 380 kr. i hammerslag); sidstnævnte var især breve til Andersen, men der var dog også breve til andre og enkelte andre stykker imellem. Sådanne ting havde Andersen skaffet sig, fordi han var interesseret i at eje de pågældendes håndskrift, og der er intet skarpt skel mellem hvad der sidder i hans berømmelige stambog, og hvad der findes på auktionen. Det kongelige Bibliotek købte ingen af hans egne småhåndskrifter, men derimod en del af de bekjendte mænds og kvinders breve. Udvalget synes gådefuldt, man må formode at Lynge som kommissionær nogle gange er blevet overbudt, hvorfor ellers sikre sig en ligegyldig middagsinvitation fra Orla Lehmann og gå glip af J. L. Heiberg, Herder, Dickens eller Longfellow.
I disse tider, hvor selv rene Andersen-navnetræk er ved at nå de trecifrede priser, hvor de mest fortærskede stambogs-guldkorn, skrevet hundreder af gange, koster hundreder af kroner, og hvor de jævneste breve er gået samme vej, kan man undre sig over ligegyldigheden overfor den nylig afdødes småhåndskrifter. Det er i denne forbindelse værd at erindre Th. Johansens bemærkninger i Bog-Auktionspriser, Feuilleton til Samleren 1924, s. 20: »…endnu i 1885—1913 solgtes disse for 1,00 à 2,00 og Breve kostede for en fem seks Stykker omkring 50 Øre«. Blandt flere exempler nævner han et signeret manuskript af Pengegrisen, 4,00 kr., ligesom det er kendt, at fx. de bedste eventyrmanuskripter og en god stambog har været placeret udenlands.
Det er ikke forsøgt at spore hele auktionens tilfældige udbud af andres håndskrifter, omend enkelte af tingene nok lod sig lokalisere. Kun de ting, KB købte, er for en ordens skyld eftergået, og der skal her gives en kort oversigt over dem.
Rettelser og tilføjelser til Fra H.C. Andersens Boghylde, 1961.
I forordet til den lille bog opfordrede vi læserne til at meddele supplementer, og vi bringer hermed en hjertelig tak til dem, der har gjort det muligt nedenfor at omtale et dusin bøger fra Andersens reoler, som vi dels kun kendte af omtale, dels overhovedet ikke. Vi takker også for rettelser og uddybende oplysninger af forskellig art. Det supplerende stof er her meddelt i henhold til den side i bogen, hvor det hører hjemme.
Nye oplysninger modtages stadig meget gerne, men der vil næppe være anledning til at meddele et nyt supplement til bogens og denne artikels emne, før dagbøgerne ad åre er blevet kulegravet.
Kap. 6 note 38: Andersen til Chamisso 3.11.36, BB I 359: »Hvad Opdageren af »Den blaae Grotte« angaaer, da skal han i den nye Udgave faae sit Navn rigtigt bogstaveret og som Digter blive presenteret mine Landsmænd.«
Kap. 15 note 22: Svar sst. s. 250.
Kap. 15 note 23: Hersholts samling (Catalog s. 13) indeholder et brev til L. Frost, Rolighed 20.8.74, hvori A. skriver, at når han kommer ind til byen, vil han »modtage den lille Bog De skriver at have til mig fra en ung Forfatterinde i London«. Bogen er Laura Friswell: The gingerbread maiden, and other stories og Hersholt ejede ligeledes A.s takkebrev til Miss Friswell, Copenhagen 22.10.74. Dette sammentræf må vel skyldes, at Frost har sendt forfatterinden A.s brev.
Kap. 16 note 2: Riber sikkert rigtigt, a ligner e og e ligner i hos Andersen (meddelt af dr. Topsøe-Jensen).
Kap. 17 note 56 udfaldet, skulle have ordlyden: LP 2368, af ham købt hos Povl Skadhauge.
(Forkortelser, se Fra H.C. Andersens Boghylde s. 86).