en
Forfattere

Urbane landskaber


 

De danske middelalderbyer er i dag bærere af en væsentlig del af vores fælles kulturarv, nemlig den kulturlagstilvækst, som i dag udgør et skjult, men enestående og uerstatteligt arkiv over middelalderbyernes historie. Formålet med Urbane landskaber er at kortlægge og diskutere, hvordan denne kulturlagstilvækst gennem århundrede har formet og forandret det urbane landskab. Har man bevidst forandret byens terræn eller er det sket gennem tilfældig ophobning af affald?

Med Odense som eksempel besvares disse spørgsmål ved at skabe tre virtuelle tidssnit i byens arkæologiske undergrund. Tidssnittene skal repræsentere det urbane landskab i hhv. vikingetid, høj- og senmiddelalder og baseres på oplysninger fra arkæologiske udgravninger og geotekniske boringer. For at perspektivere resultaterne fra Odense foretages en lignende bearbejdning af Assens, en middelalderby hvis dannelse og udvikling vi ved meget mindre om. Her suppleres den eksisterende viden med nye boreprøver og analyser.

Kortlægningen af de to byers kulturlag vil øge forståelsen for sammenhængene mellem de naturlige forudsætninger, omformningen af landskabet og placeringen af f.eks. byernes kirker, torve og gader. De virtuelle tidssnit vil forvandle fortiden og kulturarven fra noget abstrakt, der ligger skjult i jorden, til noget synligt og konkret.

Projektet er finansieret af Kulturministeriets Forskningsudvalg og afvikles i 2024. Urbane Landskaber bygger oven på resultaterne fra forskningsprojektet Kortlægning af middelalderbyens kulturlag – trusler og potentiale” og understøtter museets langsigtede forskningsstrategi under programmet Urbane Transformationer. Projektet udføres af museumsinspektør, ph.d. Kirstine Haase og indlejres i forskningscentret CENTRUM. Internt følges projektet af en referencegruppe bestående af forskningscenterleder, ph.d. Mads Runge, overinspektør, ph.d. Jesper Hansen samt museumsinspektør Jakob Tue Christensen. En eksterne referencegruppe udgøres af professor, arkæolog Søren Sindbæk som er vicecenterleder ved Grundforskningscentret Urban Network Evolutions på Aarhus Universitet og lektor, geolog Søren Munch Kristiansen, Aarhus Universitet.