1825-27 udkom i Milano den bog, der ved siden af Dante er blevet til en milepæl i Italiens litteratur, Manzoni’s „I Promessi Sposi“.
I et brev fra Florens, april 1834, (H.C. Andersens Brevveksling med Jonas Collin d. Æ. og andre Medlemmer af det collinske Hus“ v. Topsøe-Jensen I. 1945. p. 112) står: ( – – – Man)zoni „I promessi sposi“, som jeg har begyndt at læse, men det er (- – – – ) komme igjennem“.
Det var naturligt, at H.C. Andersen læste denne bog, hvor en italiener skrev om Italien; ovenikøbet en italiener, der ligesom han selv var begejstret for Scott og de historiske romaner.
I sin dagbog for den 9. april 1834 (Andersen opholdt sig i Florens 5.-15. april 1834) skriver Andersen: „Om Aftenen paa Caffeen blev jeg plaget af en Boghøker, han forlangte 9 Poul for Promessi sposi for nu at slippe ham sagde jeg 6 og saa fik jeg den“.
Det er altså kun få dage efter købet af bogen, at Andersen skriver ovennævnte brev. Ingen kan da fortænke ham i at finde den vanskelig, da han formodentlig lige havde stavet sig gennem de første sider. Ovenikøbet en bog, der var skrevet i et noget andet italiensk end han plejede at se, i et tilnærmet toscansk folkesprog. — Måske fik han aldrig læst den færdig på italiensk. Men da den allerede 1828-29 blev oversat til dansk af Schalde-mose, havde han haft god tid til at læse den, inden han begyndte på sin egen „Improvisatoren“ i 1833, hvor man finder tydelige spor af Manzoni.
Kort efter „Improvisatoren“s udgivelse, benyttede Andersen atter Manzoni, idet han på opfordring af syngemester F. Zinck skrev syngestykket „Renzos Bryllup“. Det indsendtes sidst i juni 1836 til Kgl. Teater, og blev påny indsendt i omarbejdet stand den 4.11., denne gang „underlagt Syngenumrene bekendte Melodier“. H. S. Paulli havde påtaget sig at arrangere musikken. Stykket blev antaget 3.12. på betingelser, der var meget sårende for forfatteren (Hetsch: „H.C. Andersen og Musikken“, 1930, 41-49. E. Collin: „H.C. Andersen og det collinske Huus“ p. 268-69, 287-90, 427. „H.C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin“, v. Topsøe-Jensen og Behrend. I. 242, 244, 250, 271; V. 63.) men henlagt. 1847 omarbejdede digteren stykket for Fr. Gläser, og 29.1.1849 opførtes 1. gang med Gläsers musik „Brylluppet ved Como-Søen“, der gik 12 gange.
I „I Promessi Sposi“ indlægger Manzoni historien om „La Monaca di Monza“, „la Signora“, som han kalder hende. Til denne skikkelse har Manzoni sit litterære forlæg i Diderot „La Religieuse“, (bogform 1796), der handler om en ung pige, Suzanna, der mod sin vilje bliver nonne. Men selve historien har Manzoni fra den kilde, som han også brugte, da han beskrev pesten, krønikeskriveren Giuseppe Ripamonti. Hos Diderot har Manzoni hentet enkelte træk, som han direkte har overført i sin „Fermo e Lucia“, den første og uudgivne udgave af „I Promessi Sposi“, og delvis uændret i de to senere udgaver, (1825-27 og 1840). Således lader Diderot i „La Religieuse“ den unge piges samtykke fremkomme efter ugers indespærring i et værelse, hvor hun til sidst er parat til at gøre alt, bare for at nogen skal tale til hende. Og han lader hende gå ind på at være novice, for „deux ans, c’est du temps, il peut arriver bien des choses en deux ans – – “ (p. 268). Hun kan, som Gertrude i „I Promessi Sposi“ ikke bestemme sig til at sige nej. Diderot skildrer hende i nonnedragten: „Mais voyez donc, ma sæur, comme elle est belle! comme ce voile noir relève la blancheur de son teint! comme ce bandeau lui sied! comme il lui arrondit le visage!“, p. 269. Suzanne glæder sig selv over at være smuk, og hun har et lille spejl i sin celle, hvori hun betragter sit ansigt. – I „I Promessi Sposi“ skildres la Signora: „Il suo aspetto — dava a prima giunta una impressione di bellezza — —. Un velo nero sospeso e stirato orizzontalmente sopra la testa cascava, a dritta e a manca, discosto alquanto dal volto; sotto il velo una bianchissima benda di lino cingeva fino al mezzo una fronte di di-versa, ma non d’inferiore bianchezza“, p. 146. (Hendes udseenede gav ved første øjekast et indtryk af skønhed —. Et sort slør der sad stramt over hovedet, faldt løst ned på begge sider af ansigtet; under sløret gik et skinnende hvidt bånd til midten af panden, der havde en anden men ikke ringere hvidhed). I „Fermo e Lucia“ lader Manzoni ligeledes Gertrude have et stykke blankt metal, som hun kan spejle sig i, klistret bag på et billede. Dette træk er dog strøget i de to senere udgaver.
Den øvrige historie, om nonnens pinsler i det første kloster og hendes oplevelser i det andet, hvor man sidder på puder og spiser marcipan og drikker likør og klapper hinanden, benytter Manzoni ikke; ej heller hendes flugt tilsidst.
Manzoni lader historien om la Monaca di Monza være en digression. Sådan kalder han den selv i „Fermo e Lucia“. Men samtidig lader han i den de to kvinder mødes, den stolte og forhærdede Gertrude og den renhjertede naive Lucia. „La Signora“ er datter af en milanesisk adelsmand. Allerede fra før fødslen er hun bestemt til klostret, for at hendes faders ejendom udelt kan gå over til den førstefødte søn. „Quando ella comparve, il prin-cipe suo padre, volendo darle un nome, che risvegliasse immediatamente l’idea del chiostro, e che fosse stato portato da una santa di alti natali, la chiamò Gertrude. Bambole vestite da monaca furono i primi balocchi che le si posero fra le mani; poi immagini vestite da monaca, accompagnando il dono coll’ammonizione di tenerne ben conto, come di cosa preziosa, e con quell’interrogare affermativo: „bello eh?“ p. 152. (Da hun var født, ville fyrsten, hendes fader, give hende et navn, der straks førte tanken hen på klostret; et navn som havde været båret af en helgeninde af høj byrd, og han kaldte hende Gertrude. Dukker der var klædt som nonner var det første legetøj, som de gav hende i hånden; derefter helgenindefigurer klædte i nonnedragter, der blev ledsaget af en formaning om at passe godt på dem, som en kostbar ting, og med et spørgende og samtidig bekræftende „er den ikke sød?“) Når de ville sige til hende, at hun så sød og strålende ud, havde de kun en måde at udtrykke det på: „Che madre badessa!“ Ingen sagde nogensinde direkte til hende, at hun skulle være nonne. Det lå i luften som en selvfølgelighed.
Som seksårig bliver hun bragt til klostret, og alle forguder hende og behandler hende med stor ærbødighed, da hun er af fin familie. I klostret er også andre piger, og da Gertrude en dag opdager at de slet ikke er misundelige på hende og hendes fremtidsudsigter som klostrets herskerinde, fordi de skal ud og giftes, spirer der en trods op i hendes hjerte. Hun kan blive gift meget bedre end dem, hvis det passer hende, „che lo poteva, pur che lo avesse voluto; che lo vorrebbe, che lo voleva: e lo voleva in fatti“ p. 155 (At hun kunne, bare hun havde villet; at hun nok ville; at hun ville; og til sidst ville hun virkelig). Lige inden hendes prøvetid er forbi skriver hun til sin far, at hun ikke vil være nonne. Faderen lader som ingenting, og da hun efter otte år i klostret bliver hentet hjem for at være der en måned inden det endelige løftes aflæggelse, er der ingen der taler til hende, hun behandles som om hun var luft og hun bliver mere og mere fortvivlet. Da det en dag bliver opdaget at hun har skrevet et brev til en page, bliver hun sat i stuearrest. Hun lider, og „in certi momenti, la condizione di mo-naca festeggiata, ossequiata, obbedita, le pareva un zucchero“, p. 162. (I visse øjeblikke forekom det hende, at det at være nonne, fejret, mødt med underdanighed og adlydt, var det rene slaraffenland). Da hun efter fem dages forløb ikke kan holde ud at være alene mere, skriver hun i sin fortvivlelse et brev til sin far, at hun er parat til hvad som helst han ønsker. Faderen lader hende hente og taler strengt til hende, og henvisende til affæren med pagen siger han „ch’ella doveva vedere in questo tristo accidente come un avviso che la vita del secolo era troppo piena di pericoli per lei “, p. 165 (at hun i denne sørgelige tildragelse måtte se som et vink om, at denne verdens tilværelse var for fuld af farer for hende). Og Gertrude bryder skamfuld ud i et „ja“, der af faderen straks bliver tolket som et løfte om at tage sløret. Gertrude er overrumplet og sanser ikke at forklare sig. Familien bliver samlet og alle er glade, fordi hun nu atter er vendt tilbage på den rette vej. De vil straks tage til klostret og anmode om hendes optagelse, men Gertrude får det dog udsat til dagen efter, for dog at vinde tid (sml. Suzanna hos Diderot). – Dagen kommer, og hun står foran abbedissen og skal anmode om optagelsen, men hendes blik falder på hendes kammeraters øjne, der skadefro synes at sige „ah, c’è incappata la brava“, p. 172 (der gik hun alligevel i fælden), og hun går i stå midt i sætningen. Hun leder efter noget andet at sige, men hendes faders truende blik tvinger hende til at sige den uigenkaldelige sætning. – Heller ikke da den sidste eksamination finder sted af pateren, der skal undersøge, om det nu virkelig er af egen fri vilje hun vil tage sløret, formår hun at sige nej. Hun har løjet hidtil, og det er nemmest at blive ved. Hun beder om hurtigst muligt at blive ført til klostret. Da et års novicetid er gået, fuldt af anfægtelser, gentager hun det ja, som hun har sagt så mange gange før. Det var det letteste.
Hendes klosterliv er meget stormfuldt, først er hun meget vanskelig og uligevægtig, indtil en ung ryggesløs adelsmand, der bor i huset, som støder op til klostret, kommer i forbindelse med hende. Det er ham,, der senere tvinger hende til at lade Lucia falde i hænderne på „den Ukendte“s folk.
Sent i romanen kommer hendes sidste historie. Hun er blevet taget bort fra Monza, sat i et andet kloster i Milano, da hun var mistænkt for grusomme forbrydelser, og hun levede sin sidste tid i streng pønitense. I „Fermo e Lucia“ er der gjort rede for, hvori disse forbrydelser består; hendes forhold til adelsmanden bliver efterhånden opdaget af nogle andre søstre; en af dem truer med at røbe det, og de bliver nødt til at dræbe hende.
Ved en sammenligning mellem Manzoni’s La Monaca di Monza og H.C. Andersens lille Abbedisse, er der to ting, der straks falder i øjnene. Den første er, at Andersen har indarbejdet historien om hende i romanen, således at den ikke virker som en digression, men som et naturligt led i handlingsgangen. Den anden, at nok er Flaminia som Gertrude forudbestemt til at være nonne, men det er ikke på nogen måde af økonomiske årsager men af taknemlighed mod Gud. „I deres Kjærligheds Lykke havde de lovet Kirken det første Barn, og Paven havde alt skjænket den Lille paa Vuggen det hellige Tegn; som Slægtning af Borghesernes rige Familie stod den første Plads hende aaben i Roms Nonnekloster, hvorfor de og al hendes Omgivning alt kaldte hende ved Hædersnavnet: den lille Abbedisse. Enhver Fortælling, enhver Leg gik ud paa, at bibringe hende Ideen om den Verden, hun egentlig levede for, den Lykke som ventede hende. — Hun viste mig sit Jesusbarn, sine smaa hvidklædte Nonner, der hver Dag gik i Messen, stillede dem op i to Rader paa Bordet, som Ammen havde lært hende, og fortalte mig nu, hvor smukt de sang og bad til det deilige Jesusbarn“, p.75.
Man ser tydeligt sammenhængen med Manzoni; som Gertrude vil hun i kraft af sin byrd få en fremtrædende plads i klostret, og som Gertrude leger hun med nonnedukker. – Det er morsomt at se, hvordan Andersen har arbejdet videre med dette motiv. Han er gået længere end Manzoni og har malet et kært og rørende billede af den lille pige, der leger med sine dukker, gjort den lille abbedisse til et rigtigt barn for et øjeblik.
Som Gertrude bliver også Flaminia opdraget i et nonnekloster, og efter seks års forløb vender hun et par måneder tilbage til hjemmet inden hun skal aflægge det endelige løfte. „Selv kunde hun da, hed det vel, vælge mellem den larmende Verden og det stille Kloster, men lige fra Barnets Leeg med Dukkerne klædte som Nonner, til Opdragelsen i Klostret, var jo alt gjort for at hæfte hendes Sjæl og Tanke til dette“, p. 246.
Med Flaminia er ingen stormfulde scener. Hun er tværtimod den, der gyder olie på vandene og ved sin mildhed letter tilværelsen for Antonio. Der bliver knyttet et nært forhold mellem dem. Hun trøster Antonio, når han synes han bliver for strengt behandlet. „Den lille Abbedisse var et elskeligt Barn, der saae mig med Mildhed og Kjærlighed ind i Øiet, som vilde hun bede om Forladelse for deres Synd mod mig“, p. 248. Hun bebrejder ham, at han brændte sit smukke digt, og midt i sin trøst siger hun en ting, der ikke netop skulle synes at være gavnlig for at forsone Antonio med denne verden: „Det er en slem, ond Verden!“ sagde hun! „ja, der var meget bedre hos Søstrene i det stille, venlige Kloster!“ – „I mit kjære Kloster var det meget bedre, end her, hvor I dog ogsaa alle elske mig!“ p. 251.— Helt forskellig fra Gertrude er det hende selv, der siger det, ikke noget nogen søger at overtale hende med. Hun er født „Himmelbrud“, også af sind. Hun føler sig elsket hjemme, men der er noget så ujordisk over hende, at det er naturligt, at hun går i kloster. „Da vil jeg“, sagde hun, „føle mig lykkelig, meget lykkelig, ved igjen at komme tilbage hos de fromme Søstre. Der har jeg først ret hjemme“, p. 259. Hun længes efter sin „lille Celle“, borte fra „den vilde Verden“.
Andersen har gjort Flaminia til en poetisk skikkelse. Da hun forlader hjemmet og går ind i klostret som Flaminia-Elisabeth, er det naturligt, at vi ikke hører mere om hende. Da saksen skærer gennem hendes sorte hår og ligklædet bliver lagt over hende, forsvinder hun bort i noget, der kun er ånd.
Hun er et smukt og harmonisk menneske, der kun har en skyld at skrifte: „Jeg er ikke uskyldig længer, jeg vil så gjerne pynte mig! og det for-nøier mig, naar de sige, jeg er smuk“, p. 253. Heri ligner den lille Flami-nia sine forgængere Suzanna og Gertrude.
I Antonio-figuren kan man finde enkelte træk, som også fandtes hos Gertrude. Antonios ophold i Neapel er som novicens festmåned inden dørene lukkes. I hans modvilje mod at vende tilbage til Rom og skolen er der mindelser om Gertrudes forsøg på at undfly. Men ligesom hende formår han ikke at sige nej. Fabiani opfatter det som givet, at Antonio tager med dem hjem. Antonio er ikke glad. „Jeg kunde ikke, vilde ikke tilbage til Rom, men en Blyhed, en Frygt, den min Armod og min Taknemmelighed i alle mine Livsaar havde indaandet mig, gjorde at jeg kun vovede at fremstamme, at Eccellenza vist vilde vredes over denne Dristighed at komme tilbage“, p. 219.
Før sin optræden som improvisator på San Carlo skriver Antonio til Eccellenza, og fortæller ham alt. Denne svarer ham vredt tilbage, men da endelig Antonio er hjemme igen, bliver sagen ikke berørt med et ord. Kun har han samme fornemmelse som Gertrude, at blive behandlet som luft eller med modvilje. – Mens Gertrude bliver lukket inde i et kloster, bliver Antonio derimod sendt ud i verden. Livet fortsætter for ham, eller begynder igen.
Andersen har på denne måde delt Gertrudes rolle i to, en lyrisk-poetisk til Flaminia, „Himmelbruden“, der går til den himmelske kærlighed, og en tornestrøet-bitter til Antonio, der dog også bliver lykkelig i sin jordiske kærlighed.
Udover historien med en lille Abbedisse har Andersen også hentet andre træk fra „I Promessi Sposi“. Da Lucia er på flugt fra Don Rodrigo bliver hun først skjult i klostret. Efter at hun er røvet derfra og ført til „den Ukendte“, der bliver omvendt til et godt menneske ved hendes tårer og uskyld, kommer hun i huset hos en skrædder. Hendes historie er blevet kendt rundt om, og til skrædderen kommer donna Prassede for at tage Lucia med sig hjem og der give hende en god opdragelse. Donna Prassede er en ældre adelsdame, „molto inclinata a far del bene“, p. 436 (meget godgørende). Hun er gift med don Ferrante, der er litterat og filosof og hersker i bøgernes verden, mens det i hus og hjem går efter Prassedes ønske.
Disse to har Andersen benyttet til sin skildring af ægteparret Santa -professor Maretti. Antonio er i en lignende situation som Lucia, da han møder Santa. Han er på flugt, og Santa åbner sit hjem for ham. Rigtignok har Santas store svulmende person ikke meget lighed med donna Prassede, men hun er lige så ivrig i sin udfritten, og Antonio er voks i hendes hænder som Lucia er det i Prassedes. – Prassede kender af rygter Lucia og Renzo’s historie. Hun tager Lucia i huset for at opdrage hende og få hende til at opgive Renzo, der på det tidspunkt er anklaget for optøjer i Milano. -Santa har hørt Antonio fortælle sin og Annunziata’s historie til Federigo i haven. Hun lader ham komme til sig, og hun forsøger at erobre ham, ligesom Prassede åndelig talt vil erobre Lucia ved at trække hende bort fra Renzo.
Antonio stifter også bekendtskab med Santas mand, der er litterat som don Ferrante. „En lille spinkel Mand, med bevægelige Glas-Øine bukkede dybt for mig, jeg havde seet ham, som en lille Kobolt, idelig hoppe ud og ind af Døren“, p. 172. De kommer straks ind i en lang lærd samtale. Santa danser forbi, „Har han nu faaet fat paa Dem! Saa er De nok midt inde i Sesostris’s Tider!“ Maretti genoptager samtalen og „saa vare vi, Himlen maa vide hvorledes, inde i de etruriske Vaser“. „Er De endnu inde i den Historie?“ spurgte Santa, idet hun atter kom til. „Fortsættelsen følger!“ raabte hun leende, trak mig bort fra den Lærde og hviskede halvt høit: „Lad Dem dog ikke genere af min Mand!“ p. 173.
Også navnet „Santa“ kan føres tilbage til Manzoni’s par. Da donna Prassede hos skrædderen forlanger at få Lucia med sig hjem, opfører skrædderen en hel scene for at overtale Lucia til at tage med hende: „Fe’ tanti visi, tante esclamazioni, disse tante cose: e che non si usava cosi, e che l’era una casa grande, e che ai signori non si dice di no, e che poteva esser la loro fortuna, e che la signora donna Prassede, oltre il resto, era anche una santa“, p. 437 (han skar ansigter, råbte op, sagde en masse ting: at man ikke opførte sig på den måde, at det var et fornemt hus, at man ikke siger nej til fine folk, at det kunne blive deres lykke, at hendes nåde donna Prassede ved siden af alt det andet også var en helgeninde). – Hvadenten denne sidste udtalelse skyldes donna Prassedes godgørenhed, eller er en henvisning til helgeninden af samme navn, (hvis kirke, Santa Prassede i Rom, Andersen endnu ikke havde set), må det være her, han har fundet navnet til sin livlige napolitanerinde.
Handlingen i „I Promessi Sposi“ går kort fortalt ud på, at to unge menneskers ægteskab bliver forhindret af en herremand, der er interesseret i pigen. De to unge flygter, og der fortælles om alle de trængsler, de må igennem, indtil de til sidst, efter at herremanden er død under pesten, får hinanden.
Andersen fører hovedtemaet herfra over i „Brylluppet ved Como-Søen“, der handler om to, der ikke må få hinanden, fordi en mægtig mand vil have pigen for sin egen mund. Andersen benytter de første otte kapitler i „I Promessi Sposi“, og lader så historien få en lykkelig ende derefter.
Fra disse otte kapitler har han hentet enkelte detaljer, der ret nøje bliver gengivet. Således Abondios møde med banditterne. (P. S. cap. 1. B. v. C. p. 161 ff). Ligeledes Agneses plan om at overrumple præsten og lade Renzo og Lucia præsentere sig for ham og sige „dette er min kone“ og „dette er min mand“. Også planens mislykkede udførelse og den påfølgende klokkeringning og skriget er med. Kun er det præsten og ikke klokkeren der ringer, og det er Agnese og ikke drengen Menico, der udstøder skriget (P. S. cap. VI-VIII, B. v. C. 3. akt). Besøget i osteriet er med. Lige inden de opsøger præsten, beværter Renzo sine venner der skal være ham behjælpelige som vidner. Hos Andersen deltager også Agnese og Lucia i måltidet. Ved et bord i nærheden sidder nogle af Roderigos folk, og de spørgsmål Renzo stiller værten om disse, dennes svar og dennes samtale med lejesvendene er nøje overført fra „I Promessi Sposi“ (cap. VII p. 115-116. B. v. C. 3. akt, p. 187-188).
Pater Christophorus, der hos Manzoni er en meget markant figur, er flyttet med over i „Brylluppet ved Como-Søen“, dog ikke uden at miste en stor del af sin personlighed. Den respekt og ærefrygt, hvormed han behandles i „I Promessi Sposi“, er hos Andersen ganske gået fløjten, Agnese tillader sig endog at tvivle på hans magt og hans evner til at hjælpe dem; hun siger til Lucia: „Seer Du, Hjælp kan han ei skjænke, / Selv vi handle maae og tænke“, p. 179.
Og Don Roderigo tør ovenikøbet binde ham til et træ. – Men fra „I Promissi Sposi“ bringer Andersen omhyggeligt pater Christophorus’ forhistorie, hvordan det gik til, at den rige købmandssøn blev munk. (P. S. cap. IV. B. v. C. p. 180).
Andersen satte en ny slutning på dramaet. Han slap Manzoni, mens Lucia og Renzo sneg sig ud fra den mislykkede ekspedition til don Abon-dio, og mens kirkeklokken ringer alarm. – Udenfor lader han dem møde don Roderigo og hans mænd, der er kommet for at røve Lucia. Det kommer til håndgemæng, og Renzo fælder Roderigo. Pater Christophorus, der er blevet løst fra sine bånd, peger på Roderigo og siger: „Hans Dom har Gud fuldbragt! / Han banlyst er! Vort Kloster skulde / Imorgen ham forkynde Pavens Bulle!“ p. 205.
Hermed er Renzo’s handling retfærdiggjort, og den lille Lucia siger „O! Jeg er saa salig glad!“ Abondio slutter sig til hende og siger „Jeg, jeg er — jeg ved ei hvad!“ Og Lorenzo og Lucia slutter: „Himlen er i vort Bryst! / Hvo kan vel male, / Hvo kan udtale, / Kjærligheds Lyst!“
Manzonis historiske roman er blevet til et syngestykke om kærlighed.
Betragter man personskildringen, ser man, at der her er meget ringe overensstemmelse mellem Manzoni og Andersen.
Renzo, der er en noget veg natur hos Manzoni, får af Andersen kraft til at støde dolken i Roderigos hjerte.
Abondio er hos Manzoni kun en hare, men bliver af Andersen begavet med lyriske og musikalske evner. Han synger om det rørende ved de to unges kærlighed (p. 159), og han fortæller, at han laver musik til kirkefesten (p. 195).
Roderigo er i „I Promessi Sposi“ en frygtindgydende tyran, hvis magt kun kan bøjes af døden, der overmander ham i pestens skikkelse. Hos Andersen er han en erotisk ridder der må nedlade sig til at blive dræbt af Renzo. Don Rodrigo og hans sbirri er blevet til en nordisk jægerskare; man synes at se den kvindekære Valdemar Atterdag og hans mænd ride hen over Sjølunds fagre sletter.
Den praktiske Agnese, der hos Manzoni absolut ikke tillader sig at sidde med hænderne i skødet, synger hos Andersen vuggevise for Lucia, der ved siden af Perpetua er den eneste, der helt har bevaret de træk som Manzoni gav dem.
Pater Christophorus er omtalt overfor.
Af Italien og Como-søen er der ikke meget i Andersens syngestykke. End ikke madonnafiguren med votivgaverne omkring formår at bryde den nordiske idyl.[1]
Andersen har på et enkelt sted søgt at farve sproget og give det lokalkolorit. Han lader (p. 156 og 189) folk ønske hinanden „den lykkeligste Nat“ i stedet for „god Nat“. H.C. Andersen forelskede sig i udtrykket „felicissima notte“, han lagde en hel verden ind i det og bruger det gerne. Man mindes hans egen fodnote i „Improvisatoren“: „Nordboen ønsker „god Nat“, sov vel!“ Italienerne ønske „den lykkeligste Nat!“ Sydens Nætter ere mere end – Drømme“ (p. 72).
