Den gamle H.C. Andersen sidder
højt oppe på toppen af sit parnas
og kikker ned i den vide verden
igennem sit runde forstørrelsesglas.Han er tilfreds, at han stadig mindes
og læses af alle den dag i dag.
Dog ærgrer det ham, at han skal bruges
i det moderne reklamefag …
Ærbødigst.
Vore nationale klenodier må vi alle værne om – og gør det. Næsten da! Intet anstændigt menneske kunne drømme om at skænde vore slotte, vore kunstsamlinger, den lille havfrue eller digterpræsten Kaj Munk’s minde. Men når det gælder vort mest berømte klenodie – H.C. Andersen, – synes al takt og sømmelighed ladet ude af betragtning.
Man beskærer eller endog omdigter hans eventyr, forvansker titler, kaster sig respektløst i hans seng, sætter hans beåndede fysiognomi op som pendant til en skibsmotor under overskriften „Great Danes“, laver gyselige souvenirs og eventyrbilleder osv. Altsammen, hvad man kan kalde forbistring.
Tager man emnet op til behandling og finder gamle notater og udklip frem, som man har gemt i et „Forbistrings-kartotek“, kan man inddele sagerne i flere grupper. Journalisterne tegner sig for en del, andre skribenter følger bravt efter, annoncører og reklamefolk dominerer, men der er også oplevede anekdoter, misrøgt af digterens værker – og endelig sårende bemærkninger om digterens person. Vi tager de sidste først.
Mange har udtalt sig om H.C. Andersens ydre, uendeligt mange om hans menneskelige lyder og dyder. Den første, uhyggeligste og næsten sadistiske er rektoren i Slagelse lærde skole, den herostratisk berømte Simon Meisling. Man erindrer fra „Mit Livs Eventyr“ hans udgydelse:
„De er en stupid Knægt, der aldrig bliver noget af. De vil nok jaske en Hob sammen, naar De kommer paa Deres egne Ben, men ingen vil læse, hvad De skriver, det vil købes som Makulatur“.
Hertil kan føjes, hvad en 12-årig pige udtalte i radioens ugerevy for piger og drenge i 1955:
„H.C. Andersen er umoderne, kedelig, sentimental, langtrukken – kort sagt ved at sakke agterud. Sproget er for barnligt for voksne og for dybsindigt for børn. De forstår det ikke!“
Læseren fik vel fat på, at udtalelsen kom fra en pige på – 12 år!
Om Andersens ydre har man de mest modstridende udsagn, men her skal naturligvis kun nogle få af de mest karakteristiske „forbistrede“ udtalelser medtages. Maleren Martinus Rørbye skrev i sin rejse-dagbog fra en jyllands-rejse i 1830, at H.C. Andersen „udmærkede sig ved sit forfærdelige udvortes“, og den tyske pianistinde Clara Schumann turde endog fastslå, at „han er den grimmeste mand, der kan findes“. Den norske professor L. Dietrichson var mildere i sin bedømmelse. „Mit første indtryk var“, skriver han, „at det var et ørkenskib – altså en kamel, – der stak sit hoved ind ad døren“. Den norske jurist Peter Collet fandt Andersen „marekatte-agtig“, en anden har talt om „gibbon-arme“, og en finsk magister skrev i „Huvudstadsbladet“, at Andersen „havde i krop, ben, gang, øjne og hele ansigtet den mest fuldkomne lighed med en – trane“. Digterens udseende må åbenbart have givet folk visse zoologiske idéassociationer, hvad også den berømte orangutang-anekdote i „Mit Livs Eventyr“ vidner om.
Man får trøste sig med den samling af malerier, tegninger og ikke mindst fotografier, der står til vor rådighed og som gennemgående giver et meget venligere billede af digteren – og så med et par ord af forfatteren Edvard Brandes: „Han var en høj, statelig mand, smuk ved sit ansigts spændte åndfuldhed“.
„Man skal ikke tage alting lige efter ordene“, står der i eventyret „Vejrmøllen“, men alligevel forbavses man, når man i sin avis ser digterens fortryllende eventyr om Amor kaldt for „Den uartige Eventyrdreng“ – eller ser i bladets radioprogram, at radioens orkester vil spille „Livsglædens galop“ fra „Ren lille Havfrue“. Eller får oplyst, at man nu kan få „Kejserens nye Eventyr“ på Esperanto! Eller endeligt erfarer, at starteren af et middagsblads Grand Prix havde det som hundene i H.C. Andersens dejlige fortælling „Fyrtaarnet“. Tanketorsk og trykfejl, det er klart. Men ingen af delene, når en yndet medarbejder ved „Morgendryppet“, som Andersen med collinsk jargon kaldte „Berlingske Tidende“, for en halv snes år siden i en artikel om verdens ældste ægtepar oplyste, at „Kærestefolkene“, „Springfyrene“ og „Historien om en Moder“ alle var skrevet i året 1855, medens sandheden som bekendt er, at de blev skrevet i henholdsvis 1843, 1845 og 1848. Det er en meget kedelig form for forbistring, fordi læserne uanset citatet fra „Vejrmøllen“ naturligvis altid tror på det, deres morgenavis fortæller. Meget af menigmands viden stammer fra avislæsning, og man må derfor kunne forvente korrekte oplysninger. Værre var det dog, at et blad gentog en meget beklagelig fejl i en intern meddelelse fra „Det danske Selskab“, hvori det oplyses, at tegneren Arne Ungermann havde tegnet en plakat med et billede af Tommeliden. Der skulle naturligvis have stået Tommelise, da førstnævnte unge herre er hjemmehørende hos brødrene Grimm! En meget flov forbistring er også optagelsen i musikforlaget Wilhelm Hansens hæfte „H.C. Andersen i Tekst og Musik“ (her taget fra 3. opl. 1935) af „I skovens dybe stille ro“, der ikke er af H.C. Andersen! Når denne og andre fejl er blevet konstateret, er der tilsendt „misdæderen“ en høflig tilrettevisning.
At lille Claus og store Claus ofte har byttet plads i eventyrets titel, som ER „Lille Claus og store Claus“, er måske tilgiveligt, når ombytningen endda flere gange er sket for de største andersen-forskere – nomina sunt odiosa -, men man kan vanskeligt tilgive en kendt journalist og rejsebogsforfatter, når han fortæller, at store Claus „som bekendt ikke kan lide degne“. Det er H.C. Andersen-forvanskning (eller forbistring), så det kan forslå, al den stund at det er eventyrets bondemand, hos hvem lille Claus søger husly, der afskyr degne!
H.C. Andersen har, som det vides, fastslået, at „Hvad Fatter gør, det er altid det rigtige“, men til gengæld kan det nok siges, at professorer, journalister og andet godtfolk meget tit gør det gale og udelader det første og akcentuerende lille „det“, (Hvad Fatter gør, DET er altid det rigtige) – og dermed altså forvansker titlen. Hvilket igen er forbistring.
Den herligste forbistring på dette område skyldes dog H.C. Andersen selv! I sin dagbogsoptegnelse for 30. april 1869 omtaler han historien som „Hvad Fatter gør er altid det bedste“!
Som en pudsig slutning på omtalen af titel-forvanskninger er her en aldeles ukendt historie: En dame omtalte i Los-Angeles-bladet „The Mirror“ i november 1960 eventyret om prinsessen på ærten, idet hun dels oplyste, at eventyret var af brødrene Grimm(!), dels gav det en højst aparte titel: „Once upon a Mattress“. Hvor har hun dog haft sine tanker henne?
Et helt kompleks af H.C. Andersen-forbistringer gjorde en kendt – nu afdød -bibliotekar sig skyldig i, da han udgav „H.C. Andersens Optegnelsesbog“, og offentliggjorde hans dagbog for 1825 i „Tilskueren“ for juli og august 1925. I en anmeldelse i „Nationaltidende“ bebrejdede professor Hans Brix udgiveren hans sjuskeri med bemærkningen: „Offentligheden vil kunne forlange, at udgivere … ikke digter aldeles hen i vejret..“ Han begrunder dette med nogle citater, hvoraf vi hidsætter et par prøver fra dagbogen:
„Fruen (nemlig fru Ingemann) kørte sit daarlige Ben paa en Vogn“. I den originale tekst står: „Fruen kørte FOR sit daarlige Ben paa en Vogn“. – Om en gammel herre, for hvem Andersen læste højt, står der:
„Den gamle Kammerjunker sov ved 2. Kapitel, men han var træt, thi han havde VÆRET SLATTEN i Forvejen“.
Men originalen oplyser, at „han havde VAAGET NATTEN i Forvejen“. I en dagbogsoptegnelse læses:
„Tandpine; fik henimod Aften Ro ved at PUTTE INGEFÆR i Øret“, hvilket var et gammelt husråd, som udgiveren imidlertid ændrede således:
„ …fik henimod Aften Ro ved at putte PEGEFINGEREN i Øret“. Hans Brix har mange flere eksempler, men dette må være nok til at dokumentere en særdeles tåbelig form for forbistring.
Det er jo ikke ubekendt, at Andersens eventyr i mange år er blevet udsendt på fremmede sprog i oversættelser, der ikke blot var ringere og uden hensyntagen til den specielle andersenske sprogtone, men som også direkte forvanskede eventyrenes mening. Den sørgeligste historie er nok den om „Den lille Pige med Svovlstikkerne“, der i en bigot amerikansk lærerindes sikkert velmente oversættelse blev forsynet med en happy-ending, for i Gud’s eget land ville det være utænkeligt, at en lille pige kunne sidde på en trappesten og fryse ihjel. En barmhjertig lærerinde tog hende da også til sig, klædte hende i nye og varmhjertede ord og anbragte hende i gode kår, hvor hun levede siden hen. Forhåbentligt dog ikke mere, for dermed fusede jo hele den dybere mening med eventyret af ligesom svovlstikkerne i den lille forfrosne hånd. — Det er et typisk eksempel på H.C. Andersen-forbistring.
En anden måde at mishandle et eventyr på finder man omtalt i „Berlingske Aftenavis“ i februar 1951. Der fortælles om en forretningsfører ved et morgenblad, der ville sende sine udenlandske forbindelser en nytårshilsen lidt ud over det sædvanlige og dertil havde valgt „Den lille Havfrue“. Forretningsføreren aftrykte ikke Andersens eventyr, men genfortalte det meget frit og i forkortet form, indlagde selvlavede replikker og ændrede eventyrets originale slutning. For at gøre skandalen komplet skrev udgiveren et forord, hvori blandt andet stod:
„Hans Andersen, who wrote the fairy-tales printed in the following pages…“,
hvilket med henvisning til det foranstående må siges at være en eksorbitant forbistring, om man da ikke skulle have foretrukket at anvende et endnu stærkere udtryk om denne uanstændige behandling af et af Andersens smukkeste eventyr.
For den, der beskæftiger sig meget med Andersen, må det meste af, hvad her fortælles, være gammelkendt; alligevel finder forfatteren af denne artikel det rimeligt at medtage det væsentligste af, hvad han har registreret, i håbet om med disse notater at kunne animere en mere dybdeborende forsker til at tage problemet H.C. Andersen-FORBISTRING op til behandling over en bredere front. Derfor også den følgende velkendte historie:
En meget entreprenant papirhandler i Jylland udgav engang i tyverne Andersens eventyr efter den mærkelige formel, at han først lavede en papæske i en størrelse, der passede ham – eller måske boghandlernes udhængsskabe – og derefter simpelthen forkortede eventyrene, til de kunne presses ned i æsken. – Papirhandleren måtte af med 400 kroner i bøde for denne umoralske behandling af vor verdensberømte digters værker.
Fornøjeligere er den latterlige historie fra 1954 om statssekretæren i staten Illinois i Amerika, der besluttede at forbyde udlån fra bibliotekerne til børn under 13 år af bøger med mindste relation til kriminalitet og kønsliv. — Hvorved også H.C. Andersen kom på den sorte liste! Forstå det, hvo der kan, men det må vel være ting som „heksemordet“ i „Fyrtøjet“ og „Hyrdinden og Skorstensfejeren“ med bortførelses-scenen, der er anset for farlig læsning for den opvoksende amerikanske ungdom.
En tankegang i samme retning finder man i en affære i Vestjylland, hvor en præst ved en festlig lejlighed for sine konfirmander havde læst „Klods-Hans“ og „Kejserens nye Klæder“. Sognets indremissionske råd fordømte kraftigt denne oplæsning, fordi det var umoralske eventyr! ! Menighedsrådet udtalte om „Klods-Hans“, at eventyret på umoralsk måde fremstillede sit syn på kærligheden. Det skal ikke være meningen, at en ung pige skal vælge og vrage – og eventuelle bejlere skal ikke opføre sig som de tre brødre i eventyret. De skal ikke „prøve kræfter“ for at vinde den udkårnes hjerte. Værre er det med „Kejserens nye Klæder“, hvori hovedpersonen hævdes hele vejen igennem at have optrådt i bar skjorte! Man tilføjede, at det jo ikke var vanskeligt for de unge mennesker „at tænke sig til resten“! ! I brevet til præsten stod også, at man gerne så, at han søgte sig et andet embede. – Man skulle tro, vi befandt os i middelalderen, og så var det dog i 1953!
De mest usmagelige forbistringer finder man i annoncer og reklamer, i souvenirs og souvenirboder. Man behøver blot at gå ned ad gaden til H.C. Andersens Hus i Odense og kigge på vinduerne, hvor der drives lidt rigelig rovdrift på det berømte bysbarn. Også en slags forbistring, som bør nævnes her, og om hvilke Kjeld Abell i festspillet i 1955 lader Månen sige: Den lille Havfrue på tusind måder, i alle størrelser, alle formater, på askebægre, på krukker og vaser, tallerkener og platter, millioner af platter i det fineste øresundsblåt. Fortsæt med svaner, gå registret igennem, hele den samlede pragtudgave, der er ikke det, der ikke kan udnyttes, på tørklæ’r, på nips og på lampeskærme, på alt hvor der i det hele taget kan anbringes noget, og er alting brugt, ta’ så fat på digteren, hans silhuet, hans profil, hans paraply, hans galocher, intet får lov til at undgå sin skæbne, den dag er ikke fjern, da hele det lille land bli’r en eneste gigantisk småtingsafdeling til ære for den største af alle dets store sønner – til ære for dig. Andersen: Ti – eller jeg kvæles!
Men lad os iøvrigt holde os til annoncer og reklamer, i hvilke de fleste navne her er opdigtede. Først en fra Odense:
„Hvorfor gi’ penge for at se H.C. Andersens gamle hat, når De ganske gratis kan se Thors strømper, håndklæder og dyner i Dynekærs Magasin!“
Må man ikke skamme sig på annoncørens og byens vegne?
Da ungarnshjælpen var på sit højeste, indrykkede et verdensfirma i dagspressen en annonce, der begyndte således:
„Hørte De udsendelsen i aftes“, spurgte den hvide flip og rankede sig. „Den gamle eventyrdigter skrev jo om verdens dejligste flip, og det var min tip-oldefars onkel …“ Den grå flip sagde ingenting, for den var ikke i familie!“
Og det hjemmelavede eventyr slutter::
„Men den grå flip sagde stadig ingenting, for når man ikke er PIXO-vasket, har man ikke meget at skulle have sagt.“
Det er en utrolig taktløshed og typisk for det merkantile misbrug af H.C. Andersen. Bedre er det ikke, når et andet vaskemiddel under et billede af digteren og et svane-motiv skriver:
„Den samme forandring, der foregik med „Den grimme Ælling“, vil foregå med DERES tøj, hvis De vasker det i PAXO-pulver.“
Mellem tegninger af Ole Lukøje og digteren har et madrasfirma fundet plads til sin version af „Ole Lukøje“, der i hvert fald ikke på H.C. Andersen-elskere har nogen søvndyssende virkning. Hør blot:
„Vi har tilladt os at erstatte eventyrdigterens idé med at sprøjte det fine sand i de trætte øjne med det moderne eventyr om: EN SPRINGMADRAS … I dag hedder eventyret om søvnen: Dormirs springmadras!“
Endelig kunne man på 150-årsdagen i en fynsk avis se en tegning af en dronning, der lagde dyne på dyne til den berømte overfølsomme prinsesse med annoncørens smagfulde tekst:
„Havde det endda været en K&S-dyne“, sukkede prinsessen – for hun var en rigtig prinsesse.“
I jubilæumsåret 1955 udsendte et af de store forsikringsselskaber sin vægkalender i et omslag med tegninger fra eventyrene og et billede af statuen i Rosenborg have. Det fatale er, at i teksten under dette billede, der forelå i to størrelser, står henholdsvis, at statuen er rejst i 1885 og 1886! Som bekendt blev den rejst i 1880.
I en provinsavis fra 1953 finder man en gættekonkurrence, hvor forskellige firmaer i deres annoncer citerer en bid af hver sit eventyr. De begavede læsere skal så finde ud af, hvorfra citaterne stammer. Et par prøver vil give en idé om det kulturelle stade, annoncørerne befinder sig på:
„Han har jo ingenting på,“ råbte den lille dreng… osv.
Underneden følger annoncørens konklusion:
„Havde den brave kejser levet i dag, kan der næppe herske tvivl om, at også han ville have fået sit tøjproblem løst hos Buksemand.“
Og denne:
„Uh, jeg har sovet ganske frygteligt den hele nat,“ sagde prinsessen.
Og det var jo i og for sig synd for det kære væsen …Ja, kære gamle Andersen vidste, hvad god søvn er værd. Det véd vi også…
Dormands Møbellager.“
I januar 1951 fortæller en indsender i „Nationaltidende“, at han er blevet gjort opmærksom på en annonce i et schweizisk dagblad, hvor den engelske balletfilm over Andersens „De røde Sko“ annonceres som „apteret efter et eventyr af den svenske nationaldigter H.C. Andersen“. Hvor kan det så undre, at svenskerne en halv snes år senere har omdigtet Danny Kaye’s „Wonderful Copenhagen“ fra den „forbistrede“ Goldwyn-film til en forherligelse af Stockholm!
Et frappant eksempel på H.C. Andersen-forbistring er det pompøse festprogram for „Petits Lits Blancs“ i Paris i 1952. I virkeligheden er det et annoncehæfte med indskudte eventyr fra mange lande. Vi opholder os nu kun ved de andersenske eventyr, som desværre også er taget med i denne pauvre affære. Det pinlige ved sagen er, at eventyrene gives i forkortet form med angivelse af digterens navn, hvad man hellere havde set udeladt. På siden overfor „Ole Lukøje“ averteres en støvsuger, overfor „Kejserens nye Klæder“ finder man en – skrædderannonce. Charmerende fransk elegance! „Paradisets Have“ er sat vis-a-vis en annonce for et luftfarts-transportfirma med tegning af en paradisisk nøgen pige med det uopslidelige figenblad. „Den lille Pige med Svovlstikkerne“, der som alle eventyrene er en torso – her på 13 linier – er faktisk illustreret med en tegning af den berømte lille pige, men under tegningen står – meget spirituelt: Cognac Martell. Enkelte eventyr er sat sammen med illustrationer, der får læseren til at glemme de smagløse annonce- og tekstsammenstillinger, men så dukker de tre sidste sammenstillinger op i al deres smagløshed: „Nattergalen“ er illustreret med tegning af en syngende fugl, der synger til Philips radio, – „Snedronningen“ er sat sammen med en annonce for Elizabeth Arden, – og som rosinen i pølseenden finder man „Prinsessen på Ærten“ kædet sammen med endnu en utålelig madrasreklame. Det er fast utroligt, at fransk esprit endnu ikke er nået ned i reklamefolkenes rækker.
Man skal naturligvis ikke være alt for sart og kan vel derfor more sig over, at H.C. Andersen ved kokkenes svendeprøve i 1959 blev lavet i trøfler – og „Den grimme Ælling“ som ande-galantine. – Det er dog en form for popularitet i smag med Napoleons-og Sarah Bernhard-kager! Betydeligt mindre morsomt er det, at „Landbrugets Udstillinger“ i København i august måned 1961 indrykkede en annonce i dagspressen med en karikatur af tegneren Léon (Andersen læser eventyr for børn) og med denne tekst:
„Og så gi’r Andersen én i reprise … Og så skal vi spise. Dansk Mad.“ — Selvfølgelig skal Deres gæster stifte bekendtskab med vore seværdigheder, og glem ikke, at dansk mad er en af de største!
Så nu skal H.C. Andersen også spises sammen med spejlæg og smørrebrød!
Medens vi er ved det gastronomiske, må vi mindes fru Ingemanns hostemixtur, som H.C. Andersen påstod smagte som „stødt Væggetøj“! Havde han levet i dag, kunne han have bortvejret den formodentligt ubehagelige smag med det i anden forstand usmagelige boble-tyggegummi, som en smagsfordærvet fabrikant har lanceret med et portræt (på tyggegummiet) af den værgeløse digter og teksten:
„Hans Christian Andersen ☆ Wonderful Copenhagen“
Danny Kaye og konsorter har sandelig ikke levet forgæves!
Der er et ganske bestemt område, hvor forbistring virker helt utåleligt – nemlig oplæsningskunsten. Det er almindelig kendt, at skuespillerne kun tøvende påtager sig oplæsning af H.C. Andersen og kun efter grundig forberedelse. Han er meget vanskelig at oplæse, siger man. Muligt, fordi han ikke tåler for megen dramatisk effekt i gestus, mimik og stemmeføring. ANDERSEN taler helt og holdent for sig selv gennem ordet. Og derfor nærmer skuespillerne sig hans værker med ærefrygt. Desværre er der dog enkelte kunstnere, der i visse af eventyrene spiller figurerne: „Hallehoj! Her kommer jeg!“ Og så agerer oplæseren Klods-Hans, så man kan lugte geden helt ind i stuen! Eller man oplever et one-man show i fjernsynet, hvor en umådeligt dygtig skuespiller har været så dristig at tage „Kejserens nye Klæder“ på programmet og dels læser, dels spiller figurerne iklædt passende – eller upassende! – kostumer. Og ikke nok med det, eventyret er skåret i bidder, forkortet og altså udsat for den groveste mishandling! Det er så meget mere urimeligt, som Holger Gabrielsen i sin tid underviste elevskolens unge i oplæsning bl.a. af H.C. Andersen, og vi derfor nu har en lang række fortrinlige skuespillere (og -inder), der dyrker Andersen-oplæsning med største nænsomhed og indfølingsevne.
De, der føler sig usikre, kan studere bånd og plader i „H.C. Andersen-Stemmearkivet“, hvor også Gabrielsens oplæsning af „Det er ganske vist“ er at finde. Netop et af de eventyr, der har fristet til overdrivelse – til forbistring -, så man næsten har fået fjer i munden af at høre på det!
Også på helt andre felter finder man iøjnefaldende eksempler på H.C. Andersen-forbistring. Odense, København og Lerchenborg med dets „museum“ har således ydet væsentlige bidrag til „samlingen“, og lad os af pladshensyn nøjes med dem.
Indledningsvis må det erkendes, at Odense – omend sent – tog konsekvensen af H.C. Andersens verdensberømmelse og opfyldte spåkonens ord om, at byen engang ville blive illumineret til digterens ære. Når dette er sagt, må det også kunne høres uden bitterhed, at den største H.C. Andersen-forbistring er det pinlige faktum, at fødebyen ikke støttede Andersen i hans kamp for forståelse, ja stort set ikke viste ham ringeste interesse før i slutningen af tres’erne. Så sent som i 1845 passerede den da verdensberømte odenseaner på vej til udlandet sin fødeby, men følte sig – siger han -„mere fremmed her end i nogen af Tysklands store byer“.
Nu er det naturligvis således med H.C. Andersens digtning, breve og dagbøger, at man deraf kan uddrage citater til støtte for ethvert postulat – i lighed med, hvad man kan med Goethe, men dette kan dog ikke tilsløre det faktum, at digteren ikke fandt hverken støtte eller grobund i hjembyen for sin ekspansionstrang. Når bortses fra nogle få hjertevarme mennesker, hvis øjeblikkelige sympati for den sære dreng nok var større end deres fremsynethed, så må det vel kunne siges, at byen og dens borgere ikke havde ringeste interesse for den ejendommelige yngling, der kæmpede så hårdt for at opnå anerkendelse og position.
I dag véd alverden, at eventyrdigteren Hans Christian Andersen stammer fra Odense, og fra alle dele af kloden strømmer turister til for ligesom at fornemme Andersens ånd i de små stuer i Hans Jensensstræde!
Der er dog også de, der gennem årene har aflagt besøg i Rosenborg have for at dvæle ved Saabyes statue af den gamle digter. En privat komité og senere også bystyret har imidlertid ment, at den statue, som vi alle elsker fra vor barndom, ikke var tilstrækkelig – enten det så var, fordi man ikke fandt ligheden god nok, eller fordi statuen ikke står lettere tilgængelig for turister midt i byens larmende trafik, men netop, som det anstår sig for en digter med poesiens nådegave, er placeret i en gammel skøn park. Det vides dog, at turister også kunne finde frem til denne statue, der står nærmere byens centrum end for eksempel den lille havfrue, der så sandelig ikke mangler besøgende! Men en ny statue skulle der altså til. Og så rejste man en mildest talt mærkelig H.C. Andersen-forbistring bag Dragespringvandet på Københavns rådhusplads og hævder, at det er billedhuggeren H. Luckow-Nielsens originale værk, skønt han kun med mindre ændringer har afsluttet et arbejde, der udførtes af professor Utzon-Frank i samarbejde med arkitekt Helweg-Møller. Med det originale er det også på anden vis så som så, idet statuens udformning ligger meget nær op ad et fotografi af digteren, der er taget i „Rolighed“s have af Israel Melchior. Alt dette er H.C. Andersen-forbistring! — Og hertil kommer så skandalen, da man ved afsløringen af den „originale“ statue oplyste i programmet, at studentersangerne ville synge tre sange af H.C. Andersen: „Modersmaal er en himmelsk Lyd“ – der hedder noget andet og er af Grundtvig -, „Hvor skoven dog er frisk og grøn“ – som ganske vist er af Andersen, men også hedder noget andet! – og endelig „Vort Modersmaal er dejligt“. Uheldigvis er denne fædrelandssang blot ikke af eventyrdigteren, men af Edvard Lembcke. Med et citat fra „Det store Julebord“: Det er haardt, kan hvermand tro / at falde fra Himlen til Vesterbro!
Udlændinge, der passerer Rådhuspladsen og ser statuen, vil næppe falde på, at det er H.C. Andersen (og forhåbentligt vil ingen røbe det for dem). Dertil er den for afvigende fra de billeder, man almindeligvis ser af digteren. Forbistringen omkring denne sag er total.
Og så er der Lerckenborg! Herregården Lerchenborg med den merkantilt indstillede komtesse Lerche, der nok hedder Louise til fornavn, men næppe virker så uegennyttig for H.C. Andersen som de mange andre „Louiser“ i Andersens liv: Collins yngste datter, som han søgte trøst hos efter uheldet med Riborg Voigt; Louise Bille, der sammen med Caroline Meldahl og Dorothea Melchior stod bag indsamlingen af midler til statuen i Rosenborg have; Moritz G. Melchior’s datter Louise, der omtales som „H.C. Andersens lille veninde“ og Christian den Niende’s dronning Louise, der sagde, at „Damerne forkæle Andersen“.
Dette er komtesse Louise Lerche af naturlige årsager forhindret i, selv om hun gerne ville, men der er et vidt spring herfra og til den – om man tør sige det – merkantile udbytning af digteren, hvis lige man heldigvis ikke tidligere har set. I „Berlingske Tidende“ for d. 6. juli 1962 kunne man læse om, hvordan lensgreven på Lerchenborg ville fejre 100-årsdagen for H.C. Andersens første besøg på den smukke herregård. Hertil er at føje, at digteren kun blev der nøjagtigt een uge og aldrig kom der siden. Den grevelige families tilknytning til digteren var altså højst periferisk og uden historisk betydning. Når det siges, at han her skrev „Sommergækken“, er det mildt sagt forkert, da Andersen nemlig havde skrevet historien på Basnæs før besøget på Lerchenborg! Herom skrev han fra Lerchenborg til Henriette Collin, og i hans dagbog finder man datoen for eventyrets „fødsel“: 24. juni 1862 – altså cirka 14 dage før han kom til familien Lerche. På Lerchenborg, hvor han på sit værelse måtte sidde med overfrakke på, skrev han intet!
Alligevel har man altså nu lavet et „museum“ med tilkoblet cafeteria i H.C. Andersens navn, men såvist ikke i hans ånd. Nok var han ivrig efter at ses og høres, men det er hinsides al anstændighed at sætte hans navn i forbindelse med den højst uegale og til dels uægte mindesamling, hvor man for eksempel udstiller en tilfældig høj hat (måske herregårdskuskens?) som værende et Andersen-relikvie!
Der er intet anstødeligt i, at en herregård vil stive sin eventuelt vaklende økonomi af ved hjælp af tælleapparater, men det er et stift stykke, at der oprettes et „museum“, fordi en berømt mand i otte dage har vist familien den ære at besøge den.
Disse bemærkninger kan ikke afsluttes uden en kort omtale af de „Møllemænd og andre falske H.C. Anderseniana“, som overlæge Arne Portman ved flere lejligheder har afsløret. Her kan henvises til hans artikel i „Berlingske Aftenavis“ i december 1952, hvor et enkelt forsøg på skrift-forfalskning afsløres. Artiklen beskæftiger sig dog hovedsagelig med de mange falske silhuetklip, der fra tid til anden dukker op hos antikvarer og på auktioner. Arne Portman fortæller om tre falske eksemplarer af den kendte „Møllemand“, som han har fundet og „uskadeliggjort“, samt om „spejlbilledklip“ taget efter det i Paul Uttenreiters og Hans Brix’ „H.C. Andersens Billedbog“ gengivne. Personligt har overlægen også fået tilbudt klip, der var falske, og indlemmet dem i sin private falskneri-samling.
Hensigten med denne opremsning af forbistringer er ikke at „hænge nogen ud“, men forhåbentligt kan disse betragtninger føre til større forsigtighed i behandlingen af Andersens åndelige efterladenskaber, til større fornemmelse for det luftige begreb „takt“, så vi kommer væk fra det usmagelige merkantile misbrug af digteren -og til voksende forståelse af, at H.C. Andersen har fortjent en bedre skæbne end at sidde som en forgyldt skabekrukke midt i Københavns koncentrerede færdsel, hvor selv den mest begejstrede beundrer af eventyrdigteren vil have svært ved at komme i den rette stemning og kun halvkvalt af benzin-os kan mumle: Stakkels Andersen!
