Befrielsens time slog for rektor Meislings 22-årige latinskolediscipel, da han i april 1827 fik lov at forlade Helsingør og læse videre som manuducent hos Ludvig Chr. Müller (1806-51), der netop var blevet cand. theol. med udmærkelse og senere skulle blive seminarieforstander og grundtvigsk folkelig historieforfatter. Hos ham traf H.C. Andersen en sympatisk jævnaldrende, der også hed Ludvig Müller, og som Andersen to gange før havde lagt mærke til, fordi den ubekendte på en maleriudstilling og i parterret havde stirret påfaldende på ham. Det skyldtes, som det nu opklaredes, at Ludvig Müller havde fundet en mærkelig lighed mellem Andersen og et udstillet portræt af Carl Maria v. Weber. »Vi kjendte altsaa nu hinanden, først fire Aar efter (1832) blev vort Venskab ret fortroligt og grundet, som jeg længer hen skal udvikle«, hedder det i Levnedsbogen s. 177 f.; men da denne ikke blev afsluttet, får vi ikke mere at vide og kommer først videre ved breve trykt hos Bille & Bøgh.
Lakunen kan fyldes ved breve fundet 1984. Nationalmuseets konserveringsafdeling restaurerede et skab med gipsafstøbninger, der havde tilhørt Ludvig Müller, og som hans svigerdatter, J.M. Thieles datter Augusta Sophie (1851-1928) i 1927 skænkede museet, året efter at hun var blevet enke efter naturforskeren overførster P.E. Müller. Konservatorerne Finn Larsen og Erik Petersen opdagede, at skabets fodramme skjulte en hemmelig skuffe med små pakker breve; nogle vedrørte Ludvig Müller og hans sønners rejser o.a. familiepapirer, andre ligger i et omslag med påskrift »Fra Digteren H.C. Andersen 1832«. De fire sidstnævnte blev genstand for et par avisopsatser, som gjorde en egentlig publicering naturlig, og hele materialet endte efter Kammeradvokatens stillingtagen til ejendomsforholdet i det privatejede Müllerske familiearkiv.
Da forkundskaber er nyttige, skal der indledningsvis gives nogle oplysninger i stedet for noter.
Ludvig Müller, som levede 1809-91, var søn af filologen og historikeren Peter Erasmus Müller (fra 1830 Sjællands Biskop) og Augusta Lovisa Stub, hvis far havde ejet Kalundborg Slots Ladegaard. Han blev cand.theol. 1832, vandt universitetets guldmedaille 1834, licentiatgraden 1836 og studerede 1836-39 semitiske sprog samt kunst og antikviteter i flere lande. Hans livsværk hørte i 1832 naturligvis fremtiden til: Han blev Thorvaldsens Museums første inspektør, internationalt og varigt berømt som numismatiker, direktør for Den kgl. Mønt- og Medaillesamling og for Antiksamlingen. Med H.C. Andersens manuduktør var han ubeslægtet, derimod omtaler brevene hans brødre Otto og Adam – henholdsvis jurist og historiemaler. Otto var i 1832 ugift, men omtales som »Ottos«.
Brevene er skrevet fra hovedgården Nørager øst for Tissø, hvor Müller og Andersen mødtes og sluttede venskab. Familien bestod af kammerråd, kontorchef Carl Chr. Bang og hans hustru med døtrene Emma og Ida, født 1811 og 1813. Brevenes Mimi er Marie Thyberg (1810-37), ældre søster til Edvard Collins forlovede Henriette og ligeledes sommergæst hos Bangs (BEC I 112).
Andersen kendte familien gennem Collinerne og havde været på Nørager i flere sommerferier. Müller kendte den snarere gennem den lokale kreds af gods- og gårdejere: I Kalundborg boede to af hans mostre, dels malerinden Mariane Stub, dels den »fru Snell«, hos hvem Andersens breve skal afleveres; hun var enke efter Jacob Schnell, der i en årrække havde ejet ladegården; iøvrigt kendte Ludvig Müller også Edvard Collin godt.
Omtalt i brevene er også Selchausdal, en fjerdingvej fra Nørager og tilhørende enkefru C.A. Selchau, og lensgreve C.C. Lerches kendte herresæde Lerchenborg ved Kalundborg. Oplysningerne er taget fra noterne til Reise fra Kjøbenhavn til Rhinen (udg. 1955 og indeholdende dagbogen fra begyndelsen af den store rejse) og fra notaterne til BHW. Der findes nemlig breve fra Andersen til Henriette Wulff, skrevet på Nørager, et fra 1829, et andet fra 23.8.1832, samme dag som det første af nedenstående breve, og et brev til Edvard Collin; deraf ses, at den nedennævnte familie Ørsted er Anders Sandøe Ørsteds. – Senere lærte Henriette Wulff og Ludvig Müller iøvrigt hinanden at kende til glæde for begge og for den bortrejste H.C. Andersen, og den kloge lille dame giver gode bidrag til belysning af Müllers helt igennem sympatiske personlighed.
Altså, Nørager sommeren 1832. H.C. Andersen havde tilbragt nogen tid på Fyn, dels i Odense, der forstemte ham, dels – mere muntert – på forskellige herregårde, deriblandt Hofmansgave, hvis ejer Niels Hofman (Bang) var broder til Bang på Nørager. Andersens spor er nøje fulgt i Hans Henrik Jacobsens gode bog om H.C. Andersen på Fyn 1819-75 (1968), og i Landsarkivet for Fyn findes et enkelt Andersen-brev i Hofmansgaves arkiv. Det bebuder turen til Nørager og er gengivet nedenfor s. 223. Nu var den unge digter på Nørager, og den endnu yngre teolog kom også på sommerferie (fra 8. eller 9. august ifl. BEC I 111). En hæftig og sværmerisk venskabsfølelse betog Andersen, og da Müller var rejst til Kalundborg, fik han følgende brev:
ST. [dvs. salvo titulo, med forbehold overfor titlen]
Hr: Candidatus Theologiæ
L. Müller
paa Lærkenfeldt
i Kalundborg – afleveres hos Fru Snell – anbefalesTorsdag den 23 August 1832.
Du kjære, kjære Menneske!
Du vil vist lee af mig, men jeg savner Dig saa uhyre! laftes var jeg saa bedrøvet paa Hjem-Veien, men det kan Du nok ikke begribe! Her hjemme vare de alle forstemte, da Fru Bang og Ida vare syge og laae til Sengs. Ottos kom hjem fra Sælkousdal med den Efterretning, at Vognen der skal ind efter Ørsteds, maatte afsted i Dag Klokken 12, i dette Øieblik, nu, forlade de os, her er saa tomt, jeg savner Dig doppelt; jeg holder af Dig som Du var min Broder, vær mig altid den samme som jeg nu bilder mig ind Du er. Frygt ikke at jeg plaprer Vennens Fortrolighed ud, i dette Tilfælde ligner jeg mig slet ikke selv. Hvad Du bebreidede mig om R [navnet usikkert, muligvis kælenavn, ej identificeret], var jo dog Intet! uskyldigt er det Hele, dog har det bedrøvet mig meget, men kun fordi jeg følte Du havde derimod. – Jeg er et underligt Væsen, mine Følelser løber for stærkt af med mig, og jeg gør mig kun selv ulykkelig. – Hvor der var tomt hjemme paa Kammeret i Aftes! Jeg var inde og saae til Din Seng, spadserede ene omkring, kom i et ulykkeligt Humeur og sov næsten slet ikke. – Jeg vil ind til Byen i næste Uge! jeg havde saa gjerne fulgt med Ottos, men alle Bangs bad mig, lovede mig at komme afsted i næste Uge, »Bang tog ind i de første Dage,« men nu sadler han alt om, ja saa tager jeg med Dagvognen. Maaskee komme vi ind paa samme Tid! Nær var jeg i dette Øieblik taget med Michelsen til Lerchenborg blot for imorgen at kunne besøge Dig et Øieblik i Kallundborg, men saa havde Du vist leet af mig, og hvad havde de Andre troet, der ikke kjende et Digter-Hjerte. – Emma, Ida og Mimi bede mig hilse Dig meget, de to første især, de toge mig i Haanden, saae saa mild og bad mig derom, de holde meget af Dig, det er ogsaa nogle kjære allerkjæreste Piger! – De bede mig, at du og Adam endelig een af disse Dage f Ex Søndag vilde komme her hen, det er jo ikke saa langt! O kom, kom Du kjære, kjære Ludvig, jeg vil da – jeg vil slet ikke være kjærlig imod Dig, det kan Du bedst lide! saa kommer Du jo? Hils Rhodes og Frøkenen der, samt dem allesammen i Kallundborg, især Frøken Stub, hun saae rigtignok slet ikke saadan ud, som jeg havde tænkt mig hende, men hun behagede mig dog meget. – Kom endelig paa Søndag, eller skriv mig til, over Slagelse, saaledes at jeg kan faae det Søndag-Aften, Dit Brev skal ikke en Sjæl faae at see, det lover jeg Dig! – Hils Din Broder fra mig, og betragt mig som en lignende, en nye, aandelig Broder, der, ved Gud, elsker dig, sikkert ligesaa høit; jeg respecterer Din Characteer og dit Hovede, elsker din Godmodighed og dit aabne Ansigt, der kan bringe mig til at sige Dig enhver min Tanke; Eduard og Dig holder jeg mest af blandt alle dem jeg kjende, finder Du det forunderligt, da husk paa, Du siger det jo selv, jeg er original! nu lev vel, vær ved godt Mod, Dine Ønsker vil og maa opfyldes, Du tænker og handler saa fornuftig, jeg lader Hjertet løbe af med mig, før jeg veed af det, sidder jeg nok i et nyt Capitel af mit Liv.Din Christian!
At Christian – han underskriver sig meget sjældent således – har ventet begærligt på et svar i samme tonart, er udenfor tvivl, men selv han kunne dog skønne, at det måtte have sin tid. Han væddede derfor med Bangs døtre på, at han ikke ville få brev så hurtigt. Men til sin glæde tabte han væddemålet, forsåvidt som han modtog følgende brev, som han selvfølgelig straks besvarede:
Hr H C Andersen
Nørager
pr Slagelse
Calundborg 26 August 1832Tak min inderlig kjære Ven for Dine hjertelige Linier som ret vare skabte til at frembringe de bedste de reneste Følelser i min Sjæl, tak for dit Venskab, tak for hver en Tanke i dit kjærlige Bryst, som kun altfor smukt fremstiller mit feilfulde Væsen for dit rene Øie [?] – maatte jeg ret snart faae Leilighed til i Gjerning at vise Dig hvor høit jeg skatter Dig hvor kjær Du er mit Hjerte, sandelig Du vilde føle at Du ikke skjænkede nogen Uværdig Dit varme Venskab, jeg tænker saa ofte paa Dig, og glæder mig som et Barn til at vi snart skulde sees i den larmende Hovedstad, der vilde vi pleie, opelske og frede om den Blomst som fremspirede i Guds frie Natur og som skal tiltage i Kraft og Skjønhed med hvert Aar vi leve og stride paa denne forunderlige Jord. – Jeg har det ret godt jeg savner kun Dig – men jeg veed at bekjæmpe denne Smerte og ikkesandt Du vil og kan det ogsaa? – husk ogsaa »Qui nescit dissimulare, nescit regnare« – [den som ikke kan forstille sig, kan ikke regere].
Far vel min Ven hils de kjære Mennesker som omgive Dig, jeg længes efter Byen, fordi jeg træffer Dig der.
Din Ven Ludvig Müller –
ST.
Hr Candidatus Theologiæ
Ludvig Møller. – Fru Snell i Kalundborg – anbefalesNørager. Søndag aftenen den
26 Sept: [dvs. august] 1832Du kan ikke tro, hvor Dit Brev har vederqvæget mig! jeg har læst det og atter læst det! Vandet kom mig i Øinene af Glæde. O Gud velsigne og lønne Dig! ja, det vil gaae Dig godt! Dine Ønsker vil opfyldes, Du er et godt, et herligt Menneske! O Ludvig, hvor jeg holder af dig! Hele Dagen gik jeg i Dag og længtes efter Dig, eller Brev, men ventede ingen! hvor kunde jeg troe og haabe at Du saaledes vilde forstaae mig, saaledes gjengjælde min Kjærlighed! – Vi vare alle i en ubehagelig Stemning nu ved Aftensbordet før Posten kom, eftersom her var to af Folkene og meldte at en mistænkelig Person, med en Kniv &c &c vare nede hos Snedkeren, han havde vilde give dem at drikke og udspurgt om Bangs, vi kom alle i Bevægelse, Du veed jeg er frygtsom af mig, men min grundige Angest svandt da jeg fik Dit Brev. Jeg føler mig saa rolig, jeg holder af alle Mennesker, Du har alt nu skabt en lyksalig Time i mit Liv. Hvor dog sandt Venskab har megen Indvirkning! Du veed ikke hvormeget Du kan omskabe min Characteer! jeg har mange, mange Feil; men ved Dig, ved Dig Du kjære, kjære Menneske vil meget kunne forandres! I dette Øieblik elsker jeg den hele Verden, alle mine Uvenner, selv Hertz, Du har fyldt min Sjæl med Tillid og Tiltroe. O, hvordan skal jeg sige Dig det, hvormeget, hvor usigelig meget jeg holder af Dig! Naar Du vil det, kan jeg bestemt blive et godt Menneske, Du har nu saa megen Kraft over mig! – Det er det første Brev jeg har fra Dig! hvor jeg vil gjemme det, læse det, – ja hverengang jeg kan misforstaae Dig vil søge Trøst der; Du holder af mig, og jeg vil altid, altid være Dig en Broder, i Sjæl og Hjerte. Alt hvad jeg tænker og drømmer skal Du vide, thi nu er Du mig saa nær, saa usigelig nær!
–
Mandagmorgen.
I Dag har jeg Haab om, at dette mit Brev kan komme til Dig, ved Grevinde Lærke der reiser imorgen, jeg skynder mig derfor med at ende det, skjøndt jeg endnu saa gerne vilde pludre med Dig, min kjære, kjære Ven! – Røverne mærkede vi ikke til i Nat, skjøndt Hundene vare løse, R [som før] brændte Lampe og Pigebørnene havde Onkel Palle i deres Nærhed! – Jeg har faaet min Julimaaned færdig, den ender sig med at besynge Venskab, Dig og Eduard skylder jeg den hele Slutning; der er tilsidst en lille Aftensang deri, de gjør meget af her hjemme, jeg har skrevet den af, maaskee kan det fornøie Din Tante Stub at eie den; naar jeg kommer til Byen skal hun faae mine Digte, hils hende og dem allesammen, Adam ei at forglemme! – Paa Onsdagformiddag tager jeg herfra til Slagelse og er Torsdagaften, med Dagvognen i Kjøbenhavn. Gid jeg snart maa træffe Dig der, du eiegode Væsen! Du kan ikke troe hvor lykkelig jeg er over Dig, endnu i Dag lever og aander jeg med den Tilfredshed Dit broderlige Brev indgjød mig. O vær mig tro! lad ikke Dit Venskab kjølnes, det vilde gjøre mig saa ulykkelig, jeg klynger mig saa fast til Dig! – Fra dem alle her hjemme skal jeg hilse Dig! De ventede Dig og Adam igaar! Emma og Ida har især paalagt mig at nævne dem her i Brevet! – I Dag skal jeg paa Sælkousdal hvor Ørsteds er, Du var indviteret med, men jeg venter Dig ikke; jeg har tabt en Haarlok eller rettere to, til Emma og Ida, thi jeg væddede med dem derom, at jeg ingen Brev fik fra Dig, men jeg giver dem gjerne min hele Paryk, fordi jeg vandt! – Men nu maa jeg sige Dig lev vel! var der Leilighed, som der ikke er, jeg kom da nogle Timer til Dig! jeg længes saa meget efter Dig! for Guds Skyld bliv mig altid hvad Du nu er mig! jeg vil og skal stræbe at glæde dig! Gud veed jeg vil saa gjerne det Gode! nu lev vel, fornøi dig godt, hils din Moder og Søster.
Din Christian!
Hvordan det egentlig forholdt sig med dette svarbrev, kunne imidlertid ikke skjules: Det var falsk, en uoverlagt spøg af Mimi Thyberg, som jo lader til at have været lidt køligere overfor de to unge herrer end søstrene (eller tværtimod?). Andersen havde ikke fanget den advarsel, der kan ses i det brev, han nu måtte skrive, smertelig skuffet. Ludvig fik alle tre breve og returnerede ikke som ønsket det falske.
ST
Hr: Candidatus Theologiæ
Ludvig Müller
Fru Snel i Callundborg – anbefalesMandagen den 27 September [dvs. august] 1832.
Kjære Ven!
Fra den inderligste Glæde, er jeg sjunket ned i den dybeste Bedrøvelse. Igaaer havde jeg haabet at Du eller et Brev fra Dig ville komme, dog turde jeg ingen af Delene ret vente. I Spøg sagde de andre, at fik jeg ingen Brev fra Dig, da skulde jeg faae fra dem, der nok vilde trøste mig ligesaameget. Med Posten kom der virkelig et, – det var fra Dig – her har Du det med, jeg vidste ikke, drømte ikke, at det var et Spøg af Mimi! – Da jeg havde læst det, følte jeg mig saa lykkelig, det var jo ogsaa meget bedre end jeg turde tænke mig, jeg brast i Graad af Glæde, men dette forstemte de Andre saa meget, at de ikke havde Mod at sige mig det; jeg gik strax paa mit Værelse, og skrev indlagte Brev til Dig, der bedst vil vise dig mine Følelser. Da jeg nu i Dag kommer med det og leverer det af, faaer jeg et langt Brev fra Mimi, der aabenbarer mig det hele, og hendes Bedrøvelse over at have spøgt saaledes med mig! O, Ludvig, jeg var saa lykkelig, nu seer jeg det hele var en Drøm, et Spøg. Men jeg var Dig for nogle Minutter siden saa broderlig hengiven, at jeg ikke kan rive Dig ud af mit Hjerte. Her har Du hendes Brev, vilde Du have skrevet det? Mon hun dog ikke har skrevet ud af Dit Hjerte? Paa Onsdag er jeg i Slagelse, kan jeg da høre fra dig der, eller maa jeg vente til vi sees. Bring mig hendes Brev tilbage. – Lev vel jeg kan ikke skrive meer, det var for haard en Spøg af dem! Lev velDin Andersen.
E.S.
Nu jeg læser Mimis Brev igjennem igjen, kan jeg ikke begribe, at jeg troede Du havde brugt slige Udtryk, skrevet saaledes, men i min barnlige Glæde drømte og saae jeg kun Dig. Du kan ikke saaledes holde af mig!
Af de fire breve er det falske det interessanteste. Man ved jo nemlig, især fra venskabet med Edvard Collin, at unge mænd i datiden kunne bruge, og at Andersen brugte en stil og en adfærd overfor andre mænd, som idag virker overspændt eller endda misforståelig. Unægtelig er der her tale om, hvad man bedst kan kalde en forelskelse, hvis man vil forstå ordet, som Wilhelm von Rosens vægtige bidrag til Anderseniana 3 III 2 1980 tolker det. Men ligeså velkendt Andersens overfølsomme stil er os, ligeså dødelig præcist er den truffet af den unge Mimi Thyberg, der vel også har kendt ham fra København. Deraf ser man dels, at Andersen ikke har kunnet eller behøvet at skjule sine følelser og sin utålmodighed for familien Bang, dels, at stilen er så decideret litterær, at den kan eftergøres af en ung og vågen ikke-skribent. Den unge dames næppe hjerteløse, men forhastede spøg bidrager således til belysning af denne type breve fra Andersen – uden at den ægte følelse i disse skal drages i tvivl.
I foråret efter denne oplevelse gik Andersen ud på sin store rejse, behørigt fulgt til skibet af en snes mennesker, deriblandt Emma og Ida Bang og Emma Schnell, en datter af fru Schnell. »Eduard og Ludvig fulgte med ombord. Jeg gik med Armen om Eduards Skulder, han trøstede mig saa broderligt.« (Dagbøger 22.4.1833, I 119).
Fra den mellemliggende tid haves ingen breve mellem Müller og H.C. Andersen, men denne havde været beskæftiget med at ambligere den ny hjerteven ind i sit særlige koordinatsystem af ægte følelse, naivitet og taktik – Edvard Collin befandt sig som bekendt allerede i det således definerede rum. Tage Høeg har kort men sikkert beskrevet denne Müllerske sløjfe på Andersens tråd til Collin (H.C. Andersens Ungdom 1934 s. 326-28).
Spillet begyndte på klokkeslæt. Dagen efter Ludvigs afrejse skrev Andersen både til ham og til Edvard. Sidstnævnte brev rummer de kendte Herzensergiessungen, men fortsætter umiddelbart med nogle linier om det nye venskab med det elskelige væsen Ludvig. Og næppe uvelkomment svarede Edvard Collin dagen efter bl.a.: »Jeg har været lidt jaloux ved at høre om Deres Kjærlighed for L:M:; mig giver De dog ikke Afsked?« (BEC I 115).
Det gjorde Andersen selvfølgelig ikke, men i den digtsamling, der udkom til julen 1832, Aarets tolv Maaneder (1833), spillede han spillet for åbent tæppe. Julidigtet blev som nævnt i et af brevene færdigskrevet under umiddelbart indtryk af det nye venskab, og det rummer i aften- og natidyllen følgende strofer (s. 73f., SS XII 24):
Ludvig, lad os med hverandre
Arm i Arm ved Stranden vandre,
See hvor Skyerne forandre
Deres Form i Nattens Luft.
Armen jeg om Vennen slynger,
Hjertet sig til Hjertet klynger,
Venskab, Dig min Sjæl besynger,
Hver en Sorg, som Hjertet tynger,
Svinder da i Blomster-Duft.Du mit Hjertes Dyb vil fatte;
Dine Aandens rige Skatte,
Og det Uskylds-Præg, Gud satte
I dit Blik, mit Hjerte vandt.
Broder, lad vort Løsen være:
»Venskab, Viden, Kunst og Ære«,
Hjertets friske Træ det bære
Vil som Blomst og Frugt, du Kjære!
Gud jeg takker, Dig jeg fandt!Tanken flagrer i Naturen,
Flyver over Bølge-Furen,
Til hvor Linden, smukt ved Muren,
Voxer i den store Stad;
Der jeg Eduard besøger;
Livsglad, mellem sine Bøger,
Sidder han og lystigt smøger;
Snillet efter Kundskab søger;
Han mit Hjerte er saa kjær!Selv hos Dig jeg ham kan savne,
Hjertet Eder vil omfavne,
Eders kjære, kjære Navne
Leve, aande i mit Bryst.
I til Daad mit Liv indvier!
Hver en Mismods Stemme tier,
Øiet seer kun Harmonier.
Barnlig’ fromme Melodier
Gjennembæve mig med Lyst.
Vægtskålen hælder til Ludvigs fordel. Som motto for digtet forudgribes desuden – udover tre linier til havets pris – de fire linier »Armen … Blomsterduft«.
Mere end gerne ville man se den dedikation, der kan have prydet Ludvig Müllers eksemplar af Aarets tolv Maaneder. Det efterlyses hermed, efter at en række muligheder er forsøgt med venlig hjælp fra flere sider. Muligvis er dog bogen selv uden dedikation. Ihvertfald har Müllers oldebarn, museumsdirektør Mette Müller, fremdraget det eneste andersenianum i det Müllerske familiearkiv, og det er under svær mistanke for at være præcis den efterlyste dedikation, der da kan have været indlagt i bogen. Julidigtet omhandler i høj grad sejlads både på store og små vande, og allerede de ovenciterede strofer har mærkbart fællesskab med det fremdragne vers, der foruden et uforklaret 10-tal i øverste hjørne lyder:
Til
Min kjære Ludvig
Møller.Det stolte Verdens Hav har Storm og Stille,
En Verden det jo dier ved sit Bryst;
Saae Du i Aftnens Guld dets Bølger trille,
Saae Du dets Brænding mod den nøgne Kyst?
Dig greb dets dybe Ro, dets stolte Smerte,
– Her for Dig, aabent laae et Digter Hjerte.
Det vexler let med Bølge Gang og Strøm,
Dog ei i mit blev Kjærlighed en Drøm;
Som Havet trofast staaer om Øens Klipper,
Jeg Vennen ei af mine Arme slipper,din Andersen
Når man har så stor interesse af dedikationen, skyldes det bl.a., at Edvard Collins eksemplar af samme bog er bevaret, og at det er forsynet med en tilskrift, der turde placere det blandt de allerbedste af de hundreder af kendte dedikationer fra Andersens hånd. Bogen er efter et ukendt antal år i svensk eje vendt tilbage til Danmark i 1977.
Forsåvidt er den umiddelbare anledning Müller uvedkommende: Digterkongen Oehlenschläger havde talt til digterspiren Andersen om hans underordnede forhold til Collinerne, hvor lidt han egentlig havde gjort for at vise sig taknemlig osv., og dette nedstyrtede forståeligt nok Andersen, der i forvejen af flere grunde var i en labil periode, i ren fortvivlelse og dødsdrift. Bedre blev det ikke af, at Edvard Collin var blevet sekretær i Fonden ad usus publicos og dermed direkte medansvarlig for Andersens rejseansøgning. At Oehlenschläger så støttede ansøgningen, er velkendt, men hans hårde ord udløste det rystende brev nr. 47 i BEC, der som bemærket i kommentaren ligger efter Edvards udnævnelse 11.12.1832, men før nytår, eftersom den elendige »dus-historie« omtales som sket »ifjor«. Nu ser Andersen tydeligt, »hvor rigtigt det var at De ikke ifjor gav efter for mine barnagtige Yttringer« (BEC I 117).
Men så afløses privatmandens jamren af digterens formende evne. Han finder en formel, der passer ind i tidens æstetiske diskussion om form og indhold, og skriver på bogomslaget:
Eduard Collin
Vort Venskab, Eduard, er selv Poesie
Med Formen, – og dog sandt Gehalt deri.
Vi kjende dybt hinandens Sjæl og Tanker,
Vi dele vil hinandens Lyst og Vee,
Og Hjertet trofast imod Hjertet banker,
Mens Læberne udsige Formens: »De«.
– For Poesien i vort Jordlivs Nu
Vi takke hist med – Broderkys og Du.den hengivneste af
Vennerne.den 15 December 1832.
Spillet var dog endnu ikke forbi. Før sin afrejse deponerede Andersen som bekendt manuskriptet til den ufuldendte Levnedsbog hos Collin; en snæver kreds kendte det. Her omtaler han bekendtskabet og det senere venskab med Müller, »et Menneske, der siden er blevet mig saa usigelig kjært, der næsten paa en magisk Maade har trykket mit Hjerte og min Tillid til sig, og som ved sin Elskelighed fortjener det«. Efter de afsluttende, før citerede linier følger ordene: »Jeg havde dengang slet ingen Ven, jeg levede i Ordets egentlige Forstand, kun for mig selv, men følte dog Længsel efter en Fortrolig.« Måske ikke den allerbehageligste læsning for Edvard Collin.
Hvad der siden skete mellem Andersen og Collin, er endevendt gennem de hundrede år, den overlevende vens tykke bog efterhånden har bag sig. Hvad der skete mellem Andersen og Ludvig Müller, er egentlig fyldestgørende skildret af Tage Høeg. Vennerne udtrykte sig vidtløftigt om sig selv og hinanden og deres venskab i meget lange breve fra Andersens første store rejsetid. Ludvig egnede sig ligeså lidt som Edvard eller nogen anden til at være den hjerteven, Andersen savnede, og i virkeligheden var den nære forbindelse begrænset til tiden fra Nørager-besøget til afrejsen. I de følgende fire årtier er kun enkelte lidet væsentlige breve og dagbogsnotitser vidner om, hvad der trods alt kun var en episode i den følsomme digters vanskelige forhold til menneskene omkring ham.
Da alle vedkommende breve i Det kongelige Bibliotek nu er læst in extenso, skal der gives en fortegnelse over dem med et par stikord både til Bille & Bøghs forkortede og i detailler sprogligt afpudsede gengivelse og til de oftest velmotiverede overspringelser såvelsom til andre kilder. Brevene til Müller findes i Ny Kgl. Saml. 3748,4° og brevene fra ham i Collinske Brevsamling X hæfte 3-4. Notitser om breve vekslede mellem Collin og Andersen henviser til BEC.
27.4.33 Hamburg, Dagb. I 124: »Jeg har skrevet Christian Voigt til og lagt et Brev inden i til Ludvig«. Voigt takker herfor 2.5. (Ai-ana 2 I 2 1948 112) og omtaler brevet som »No 1«; det synes imidlertid tabt. Se sst., registret, om senere breve.
10.5.33 Paris, Dagb. I 143: »O jeg er saa træt! Eduard og Ludvig, gid jeg havde Eder hos mig. Og saa – -.«
14.5.33 Paris, A til LM, BfA I 115-19, overskrevet »No 2«: Kun en ubetydelig udeladelse s. 119 med hilsener til LMs familie og til frk. Schnell og tanten i Kalundborg.
31.5.33 Paris, A til LM, BfA I 120-22, i adressen tallet »3«: Overspringelserne omhandler et blasfemisk billede og et frivolt skuespil, hvis striptease’nde hovedperson i parentes oplyses at være nydelig. En efterskrift på et par linier omhandler ønsket om at gense LM og EC endnu engang.
15.6.33 Kbh., LM til A, BtA 521-23. Hvor man i Bille & Bøghs gengivelse af A.s breve kan tale om overspringelser, kan LM.s breve kun siges at være trykt i uddrag. De er på tre meget tætskrevne sider i 4°, c. 5 mm pr. linie, i så henseende ikke meget tættere end A.s, men med mindre og smallere skrift, så hvert brev ret nøje svarer til ni sider i BtA. De tre benyttede breve fylder imidlertid kun ti sider i BtA og indledes iøvrigt med en fodnote om at den nulevende brevskriver har bedt udgiverne bemærke, at trykketilladelsen kun er givet for at imødekomme dem.
Dette som No. 1 betegnede brev indledes med en præsentation af LM selv som brevskriver, blot med en for os vigtig lille udeladelse: »Der er ogsaa noget andet jeg veed Du vil savne i mine Breve, det er Følelsens (eller rettere Føleriets) Sprog; ogsaa i denne Henseende vil Du, eheu, finde mit Brev vidt forskielligt fra hint Mimis fatale Brev.« En anden udeladelse viser, at EC og LM ville have skrevet samtidig og sendt brevene med nogle danske skuespillere, der skulle til Paris. Der skrives vidtløftigt om broderen Ottos rejser, frivolt om at A har lovet at besøge og berette om Peter Arentz’ åbenbart ret (u)tvivlsomme etablissement i Hamburg; alligevel venter LM, at A selv fra det liderlige Paris »kommer tilbage som Du er reist, og at Du overhovedet ei vil forandre Dig meget paa Reisen, det samme mener andre ogsaa« – et tema i de lig. breve.
29.6.33 Paris, A til EC, BEC I 141: A omtaler sit langsomt og grundfast opvoksede venskab med EC og sit pludseligt fremspirede med LM. I anledning af begges efterladenhed som brevskrivere er han mest vred på EC, fordi han holder mest af ham.
29.6.33 Paris, A til LM, BfA I 127-28 er kun brudstykker, i adressen »no. 4«. Trykt er dog A.s vigtige skelnen mellem føleri og følsomhed. Store overspringelser omhandler (1) prostitutionen og et vokskabinet, der viser mænd og kvinder i den elendighed, hvori liderlighed kan styrte dem; (2) arbejdet med Agnete og Havmanden, heri sidelangt citat; (3) kommissioner for broderen Otto, diverse priser, samtale med Heine bl.a. om Oehlenschläger; (4) hilsner til Nørager-kredsen og (5) »Bring Mimi en Hilsen, hun skriver dog som Du tænker, Din Rad!« hvorefter de frivole linier, som H. Topsøe-Jensen citerer, Omkring Levnedsbogen 1940 s. 139 øv., hvor brevet iøvrigt overraskende nok betegnes som privatejet.
8.7.33 Kbh., EC til A, BEC I 145: EC udtrykker glæde over brevet af 23.6., og A takker herfor 19.7., BEC I 149. Tage Høeg skriver: »Collin var barmhjertig nok til at modtage den omvendte Renegat med Venlighed
26.8.33 Le Locle, A til LM, BfA I 135-36, overskrevet »5«: Korte overspringelser om besøget i Chillon og opholdet i Le Locle.
20.-21.1.34 Kbh., LM til A, BtA 523-29, overskrevet »no. 2«. Den uforkortede indledning skildrer med indlevelse A.s formodede og overfor EC antydede surhed over ikke at få brev fra LM, skønt »jeg, en Digter, saa yndet af alle og bekjendt, uopfordret creerede ham til min Ven og gav ham tilligemed Edvard den første Plads«. Stærkt nedskåret i BtA er forklaringen: LMs intense arbejde med den meget krævende prisopgave til universitetet. Uforkortet følger derpå LMs analyse af hans form for eller grad af venskabsfølelse og en formodning om, at A.s meget stærkere vil kølnes på rejsen, og »hermed er jeg tilfreds« (BtA: »hermed vilde jeg være tilfreds«). Andersens Agnete gennemgås nøje (se ndf. under 1855), og LM drøfter A.s muligheder for at få Lassens Legat, som biskop Müller forestår; LM vil gerne hjælpe, men har ikke mange forhåbninger. Andreas Faye har sendt A. sin bog Samling af norske Folkesagn (NB); derpå følger bynyt, og de dele af side 4, der ikke skal foldes ind, optages af en tilføjelse af Otto Müller. – Man bemærker i dette brev en passus om, at LM har glædet sig ved at følge Andersen fra Paris til Rom, ved at »Edvard har været saa god at laane mig alle Dine Breve siden du forlod Paris«.
10.2.34 Rom, A til LM, BfA I 188-97, overskrevet »6«. Tidspunktet er som bekendt fatalt: Agnete’s vanskæbne, moderens død, ECs brev. . ., og BfA kunne gerne have bibeholdt de her kursiverede ord: »Det nye Aar har bragt mig megen Sorg; først mældte det mig min gamle Moders Død, der i sig selv var ønskeligt, men dog rystede mig dybt, da jeg nu slet intet Menneske har i den hele Verden, som maa elske mig.« Andre overspringelser af forskellig art er korte, herunder en hilsen til Mimi.
6.2.34 Rom, Dagb. I 302: »Da jeg kom i Caffe Greco, var der til min Overraskelse Brev til mig, det var fra Ludvig Müller«.
6.4.34 Kbh., LM til A, BtA -, overskrevet »No. 3«. Brevet bærer udgivermærker og overstregninger, men Bille & Bøgh har med rette skønnet, at de ikke overstregede stumper ikke ville syne af noget. Til dette korrekte skøn bør det føjes, at udgivernes overstregninger i disse breve kun sjældent undertrykker noget, der i ægte eller billig forstand kan kaldes »spændende«, men stort set blot løbende beretninger og kommentarer af indlysende interesse netop for en ven på årelang rejse.
Dette brev optager emner som tillægget til det store rejsestipendium, faderens sygdom, den opnåede guldmedaille og glæden ved det forudgående arbejde. Endvidere fortælles, hvordan bekendtskabet mellem LM og Jette Wulff er kommet i stand, og om teater og nydigtning, deriblandt om »Fritz Müller«, dvs. Fr. Paludan-Müller’s Amor og Psyche. (»Som lyrisk Digter har du faaet en farlig Rival i ham.«) Personalia gælder juristvennen Lunding, familien Oehlenschläger, den smukke Emilie Carstensens indgåede og hævede forlovelse med en 30 år ældre kaptajn Klaumann »(Du kiender ham vel fra Nørager)« samt prins Frederiks forvisning fra staden. Endelig, inden en efterskrift af Otto Müller, følger nogle linier om Nørager:
»Fru Bang med hendes 2 smaa Stykker [de to ord er med henblik på udgivelse rettet til: Døttre] er i denne Tid her i Byen og have udtrykkeligt bedet mig hilse dig i dette mit Brev; de reise hjem til Nørager igien om en 8 Dage. Det fortræffelige Nørager! Jeg haaber til Sommer at skulle tilbringe nogle morsomme Dage der igien. Husker du endnu, da vi vare der sammen; glem ei de ubetydlige men glade Timer vi der tilbragte sammen før din store store Reise. [Det flg. indklammet af udg.:] Min lille muntre Cousine Maria Schnell, som Du »ikke kunde elske« har været hos os i Vinter, men er for en 14 Dage siden igien taget hiem og den ældre Søster kommet istedet. I Kallundborg hos Familien staaer alt sig vel til.«
1.5.34, Dagb. I 414: Brevet modtaget ved A.s ankomst til München.
16.5.34 München, A til LM, BfA I 224-32, overskrevet »7«: Nogle korte overspringelser; 231 øv.: »fremfor Alt, send et Dusin Hilsener til Nørager, til de smaa Væsner, Madame, Kammerraaden og – ja Du maa ikke vise Brevet frem – min Amalie!« (Ikke eftersporet, kan være et venligt medlem af tjenerskabet). – Det er i dette vigtige brev, A lover ikke at være følsom, overspændt, trodsig, men stiv og kold som almindelige mennesker, han vil ikke kæle for LM eller hænge med hovedet. Tage Høeg påpeger, at vægten atter her hælder til den gode Ludvigs side, fordi han og ikke Edvard har skrevet til den bortrejste, men at EC undlader at reagere herpå.
??.5.34, LM til A, BtA 529-31, Kgl. Bibl. ÷. LM opfordrer A til at slå alle griller og overdimensionerede små genvordigheder af hovedet for receptivitetens skyld. Meddeler, at A ikke kan gøre sig meget håb om Lassens Legat.
5.9.34., A til LM, BfA ÷. Kort kondolencebrev med påtegning: »Sendt mig Dagen efter min Faders Død. L. Müller.«
3.11.36 Kbh., A til Adalbert von Chamisso, BfA I 358, uforkortet Aiana VI 1969 402 ved Poul Høybye: Brevet er overbragt af LM, og det fremgår deraf, at A tidligere har introduceret Otto Müller.
24.11.44, A til LM, BfA ÷ : Må afslå indbydelse, men tilbyder en dag at oplæse nyt stykke før opførelsen, formodentlig Lykkens Blomst , der blev uropført og trykt februar 1845.
1847: Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung, jf. MeE 1940 75: LM unævnt, om EC: »I alle Aar er han blevet den samme, og kan man nummerere Venner, da maa han kaldes den første, thi han var den Første.«
8.3.48 Kbh., A til LM, BfA ÷ . Brevet har sørgerand, sikkert pga. Christian VIIIs død: Afslag på indbydelse; med en bemærkning om det fire dage før offentliggjorte eventyr Vanddraaben: »Du spørger mig, om jeg er »indifferent ved Tidens store Begivenheder«; jeg er det ikke ved en Vanddraabe, troer Du da jeg skulde være det ved Verden selv.«
1855: Mit Livs Eventyr. LM unævnt, men hans brev af 20.-21.1.34 citeres illoyalt, så man må tro, hans fyldige og nuancerede drøftelse af Agnete var en nedrakning, og brevskriveren omtales i ironiske gåseøjne som en »god Ven«. Det følgende ræsonnement over rejsens betydning kendes fra brevene. H. Topsøe-Jensen hentyder til dette brev, herunder dets efterskrift af Otto Müller, som en ny bekræftelse på, at A.s kreds aldeles ikke havde til hensigt at opgive ham (H.T-J.: Mit eget Eventyr uden Digtning 1940 173).
24.6.58 Heidelberg, Dagb. IV 302: Det nævnes lige, at A og LM mødes i denne by.
12.12.63, Dagb. V 442: »Middag hos Collins med Ludvig Møllers. . .«
9.4.70 Kbh., Dagb. VIII 436: »Herreselskab hos Ludvig Møller. Jeg har ikke spiist hos ham vist i 20 Aar.«
11.5.74 Kbh., Dagb. X 251: »Brev fra Fru Thiele at hendes Datter er blevet forlovet med Dr Peter Müller, Søn af Professor Ludvig Müller.«
»Forbi, forbi, og det bliver alle Historier!« Men den sidste indførsel markerer i vor forbindelse tre halve århundreder: de følelsesladede breve fra 1832; Ludvig Müllers søns forlovelse og giftemål 1874; Augusta f. Thieles gave til Nationalmuseet 1927; og fundet af brevene 1984.
Det s. 208 omtalte brev til Niels Hofman (Bang) lyder i uddrag:
Odense den første August 1832 Kjære Hr Hoffmann.
Hjertelig Tak for de glade Dage, De og alle Deres skjænkede mig, nu ere de forbi, men de staae som en smuk Drøm jeg er vaagned fra. – Vil De levere Deres gode Kone, denne min: »Brud fra Lammer-moor«, og ogsaa selv læse den, det vil da glæde mig doppelt. Paa Løverdag reiser jeg til Deres Broder, der laae Brev fra ham, herhjemme til mig, han er vel og har mange Kjøbenhavnere hos sig. – [Derefter bringes et par hilsener].
Ønsker De eller Deres, Brev til Nørager, maaske jeg da maa faae det med; en liden Pakke har jeg ogsaa Plads til i Vadsækken. – Gud veed, naar vi nu sees, tusinde Sorger og Plager skal vist imidlertid kaste Skygge i mit liv og slukke min sidste Munterhed, dog den gode gamle Gud lever, han tager sig vist af os naar det gaaer for galt! . . .
[Hilsenerne slutter med:] og tænk imellem paa
Digteren.
Fundet af brevene til L. Müller kom i hænderne på journalist Jens Jørgen Petersen, som skrev derom i Søndags-Aktuelt 30.9.1984, og som lånte mig fotokopier af brevene. Deres originaler så jeg – og arbejdede videre med – på Nationalmuseet hos Müllers efterfølger, overinspektør dr. Marie-Louise Buhl, der s.m. rigsantikvar, prof. dr. Olaf Olsen overdrog mig opgaven at publicere fundet. I videre søgen efter aktstykker i sagen ledte bogkonsulent Vagn Clausen mig til læge Hans Henrik Poulsen i Boeslunde, der ejer Phantasier og Skizzer, udk. januar 1831, intakt og med Müllers autograf, men ellers uden spor af proveniens; og museumsdirektør Mette Müller forsøgte flere veje og fandt ingen bøger, men det meget vigtige vers der er trykt s. 216. Via Landbohøjskolen og prof. dr. Niels Hofman-Bang fandt jeg vej til Hofmansgaves arkiv, og landsarkivar dr. Anne Riising stillede hosstående brev til min rådighed. Brevene til Müller passerede forskningsbibliotekar Helga Vang Lauridsen inden afleveringen, til gavn for korrektheden og for et vigtigt punkt i forståelsen. Hele denne række af mennesker, delvis personligt ubekendte, skylder jeg tak for støtte selv til et så beskedent bidrag som det foreliggende.
I det lange brev til Henriette Hanck, som er berømt, fordi H.C. Andersen der røber sin plan om at vinde de kommende slægter ved at skrive børneeventyr, beskriver han sin lille bolig i Nyhavn 280 (nu 20) og oplyser bl.a., at han over sofaen har hængende et maleri af frk. Stub, »en Engel der kommer med Skrivetøi og Laurbærkrands« (BHH I 105). Dette billede indgik i 1930 til H.C. Andersens Hus; det er malet på metal og måler 37×48 cm incl. en bred ramme.
Ved et mærkeligt træf erhvervede museet, efter ombrydningen af nærv. bidrag, et brev fra Andersen til Mariane Frederikke Stub, Ludvig Müllers moster i Kalundborg, og ligeså perifer hendes person er i fremstillingen s. 207, ligeså væsentligt er brevet i vor sammenhæng iøvrigt. Hvilket læseren selv vil kunne overbevise sig om uden yderligere forklaring:
Kjøbenhavn den 14 December 1832.
Kjære Frøken!
Hjertelig Tak for Deres venlige Brev, det gjorte mig saa godt, jeg blev saa glad derover; og De kan tro det er en Velgjerning at gjøre mig en Glæde; jeg trænger til den, som den tørstige til en Lædskedrik; Verden opdrager mig saa stærkt, at jeg snart gaaer til Grunde. Der ligger mere Alvor deri, end De maaskee troer. Hvorfor jeg ikke strax skrev Dem til? Ja – det kan jeg ikke svare paa. Jeg havde det dog saa tidt i Sinde. – Mit Humeur er slet ikke godt! Ungdoms Lunet er forbi, ja selv mit poetiske Gemyt kommer kun, som lykkelige Drømme undertiden tilbage. Jeg har følt for mange Sorger, taalt for mange Bitterheder, til at jeg endnu barnagtig kan flagre med Phantasien, det er en prosaisk Virkelighed der omgiver mig. – I næste Uge kommer min sidste Bog ud: Aarets 12 Maaneder, jeg kalder den, min sidste, maaskee bliver den det ogsaa i en doppelt Betydning. Jeg har i en underlig Forudfølelse, ladet den ende med mit eget Gjenfærd paa min Grav, der siger sin, just ikke trøstelige Tirade. – Dog gad jeg nok leve saa længe endnu, at jeg kunde levere Verden eet ordentligt Arbeide, kun eet, men som det var værd at have levet for. Een stor Idee, foresvæver mig, maaskee opløser den sig i noget Ubetydeligt eller jeg selv flyver bort før den. – Jeg gad nok udtale Hjertets aldrig tilfredsstillede Længsel og troer at have fundet et Stof dertil, i den gamle Vise om »Agnete og Havmanden«. – Gid jeg kunde komme til at reise til Udlandet, det vilde maaskee styrke mig lidt; et Slags Haab har jeg, men Haab er en Kridttegning, Ærmet snart vidsker ud. – De yttrede i Deres Brev, at De havde i Sinde at glæde mig med et lille Malerie. O, De vilde gjøre mig lykkelig dermed! – Jeg sagde for Spøg til Ludvig, »jeg vil bede hende male mig en Engel med dit Ansigt!« Der skulde De see, hvor han blev lidenskabelig, skjøndt jeg bemærkede at Ansigtet maatte være qvindligt. Han truede da med at ødelægge det, hvis han fik det at see. Den lille Nar! han kan jo ikke vide om jeg tænker mig et qvindligt Væsen og slet ikke ham, som jeg paa denne Maade vil faae et Portræt af. – Jeg har ogsaa drillet ham, men der er ingen Udveie med ham. – Alvorligt talt, De vil gjøre mig meget glad om jeg faaer et Stykke, kun som Qvadratet af dette Brev. De kan jo male Ludvig som en garstig Recensent med fæle Kløer, eller give mig et andet godt lille Barn, der kan see lidt mildt til mig, naar Verden udenfor kaster for onde Øine eller støder mig reent fra sig. – Jeg har i »December« tegnet et lille Malerie af en Pebersvend, jeg vil her give Dem dette Billede; først er der skildret nogle Børn i et Kammer, der glæder sig til Julestadsen. Nu seer man Gjenboens Huus, den gamle Pebersvend sidder ved Vinduet, seer over til dem og siger:[Her følger den sidelange monolog. Efter den kommer iøvrigt de kendte vers Barn Jesus i en Krybbe laa].
See, det var den Historie! Lad mig ved Leilighed høre fra Dem og bring Deres Omgivning, som jeg kjender, min hjertelige Hilsen, kommer jeg ikke længere bort til Sommer, da bliver der vist et Besøg paa Nørager, og i dette Tilfælde skal De faae min Vesit i Kalundborg [først skrevet: Helsingøer]; jeg længes ret der efter; maaskee reiser jeg ind i den anden Verden! men ogsaa der vil vi mødes og vistnok stifte et bedre Bekjendtskab end vi endnu have seet Leilighed til her. – Læg Ludvig smukt paa Hjertet at holde lidt mere af mig og tænk selv imellem venlig paa mig. – Fornøi Dem vel i den kjære Juul, jeg skal ogsaa til megen Lystighed, men jeg bringer den ikke selv med som i gamle Dage; det var dog en lykkelig Tid; nu er jeg bleven saa gyselig fornuftig, tør ikke være Barn længer, og skal sidde mellem de Ældre og føre en ordenlig Passiar! Min Oversættelse af »La reine de seize ans« kommer snart paa Theatret, jeg arbeider nu paa »Spanierne i Odense«. – Lev ret vel og glem ikke Deres af Hjertet hengivne.
Andersen
