[1][2][3]I det store udland, Frankrig, Østrig og de øvrige tysktalende lande var der i 1800-tallet en fast tradition for parodier af talestykker, operaer, syngespil og balletter. Havde et nyt stykke eller evt. en genopsætning af et ældre haft première, dukkede der kort tid efter en parodi op på et andet teater. Næppe nogen kendt digter eller komponist gik ram forbi, og alle genrer synes at have været genstand for parodiering.
H.C. Andersen var ikke ganske ubekendt med denne tradition. Allerede i 1833 under sit ophold i Hamborg overvejede han, om han skulle gå hen i Steinstrasse og se en parodi på Meyerbeers opera »Robert le Diable«, men afstod dog fra det.[4] Under opholdet i Wien i sommeren 1834 gik han den 16. juni i teatret i Josephstadt, og her så han »Der Streichmacher« af Karl Meisl, en parodi på Ferdinand Raimunds »Der Verschwender«, der var blevet opført med stor succes på samme teater og lige var udspillet. Andersen kendte på det tidspunkt ikke Raimunds stykke, men sad heldigvis ved siden af et par charmerende og livlige damer, der fortalte ham, hvad »Der Verschwender« handlede om, så han kunne følge med. I Paris i 1843 fik han lejlighed til at se original plus hele to parodier, nemlig Victor Hugos tragedie »Les Burgraves« i Théatre Français, »Les hures graves« i Palais Royal og »Les Buses Graves« på Varietés.[5]
Ingen forfattere, komponister og koreografer synes at have taget denne praksis ilde op, og i mange tilfælde skrev en parodimager også selv originale produkter, der så blev parodieret af andre. Der er heller ingen bemærkninger i H.C. Andersens breve og dagbogsoptegnelser, der tyder på, at han syntes, det var synd for pågældende forfatter eller komponist. De wienske parodier var gennemgående ikke særlig ondskabsfulde;[6] det gjaldt mere om at lave en skæg farce end om at gå i kødet på et værk, og flere af dem er stadigvæk morsomme. De franske parodier må også have indeholdt en del farceelementer, jf. H.C. Andersens bemærkning i dagbogen for den 13. April 1843: » – gik om Aftenen i Varietés at see les Buses Graves, hvor den gamle Lepeintre med Faldhat og Gange-Vogn var ypperlig.«
Udlandets parodier var værkparodier; flere er dog så brede i satiren, at de udover det enkelte værk rammer en hel genre. Som eksempel kan man nævne wienerforfatteren Karl Meisls »Die Kathi von Hollabrunn« (1831), der parodierer både Heinrich von Kleists »Kätchen von Heilbronn« og genren ridderstykke. Kender man Kleists »Kätchen« eller ridder- og skrækdramaet »Herman von Unna« af svenskeren Skjöldebrand, der opnåede 66 opførelser på Det kongelige Teater fra 1800 til 1836, kan man få megen morskab ud af Meisls »Kathi«. Endvidere behandlede disse parodier ikke forfatterens person og kvalifikationer eller eventuelle mangel på samme. En forskel bør dog nævnes. I det tysktalende område parodierede man fortrinsvis meget populære forestillinger, i Frankrig kastede man sig også over fiaskoerne, (jf. »Les Burgraves« af Hugo).
Den danske litteratur kan ikke som den fransk- og tysksprogede opvise nogen rig tradition for parodikomedier. Fra 1700-tallet har vi Ludvig Holbergs »Ulysses von Itacia«, hans »Melampe« og Johan Herman Wessels »Kærlighed uden strømper«, der alle tre er genreparodier på henholdsvis de tyske Haupt- und Staatsaktionen, den franske tragikomedie og dårlige efterligninger af den franske tragedie, samt den italienske opera seria. »Ulysses« og »Kærlighed uden strømper« hører til den slags genreparodier, der har så megen komisk saft og kraft i sig, at de helt op til vor tid har kunnet more et publikum, hvis kendskab til de parodierede forlæg må siges at være beskedent. Man kunne også nævne en enkelt værkparodi fra 1700-tallet, nemlig P. A. Heibergs »Holger Tyske«, en parodi på Jens Baggesens operatekst »Holger Danske«, komponeret af F. L. A. Kunzen (1789), dengang et led i den omtalte »Holgerfejde«, nu velsagtens glemt.[7]
Vil man finde danske parodikomedier i 1800-tallet, må man gå til Studenterforeningen, hvor man allerede 14. november 1829 opførte en parodi på balletten »Søvngjængersken«,[8] der havde haft première den 21. september samme år. Juleaften 1832 måtte Bournonville atter holde for. I brev af 14. januar skriver H.C. Andersen til Henriette Hanck: »Parodien paa »Faust«, der gaves i Foreningen var ganske ypperlig! især var Musikken mesterligt arrangeret«.[9] De følgende årtiers studenterparodikomedier forblev så godt som interne forlystelser for foreningens medlemmer, medens de mere revueprægede studenterkomedier lejlighedsvis kunne opleve offentlige fremførelser, ofte i velgørende øjemed. Parodikomedierne slap først rigtig ud til offentligheden i 2. halvdel af århundredet, bl.a. i forbindelse med de store studenterkarnevaller i Casino. Et skønsomt udvalg findes i den samling af studenterkomedier, som blev udgivet ved Axel Sørensen i 1904.[10] Den morsomste studenterparodikomedie er – set med nutidens øjne – »Vandmøllen i Apenninerne«, operette à la Tyrolienne;[11] den er i nogen grad gjort af samme durable stof som »Kærlighed uden strømper«, og den har – langt ind i dette århundrede – moret et talrigt publikum, der næppe har haft større kendskab til tyroleroperetter.
H.C. Andersen har ikke været uvirksom i parodiens kunst. Først og fremmest har han skrevet den eneste danske parodikomedie i 1800-tallets første trefjerdedel, der er blevet opført på et offentligt teater af professionelle skuespillere. Det er den heroiske vaudeville »Kjærlighed paa Nicolai Taarn«, skrevet i november 1828 og opført i foråret 1829 på Det kongelige Teater. Den parodierer hans egen »våde« ungdomsdigtning (bl.a Skovkapellet) og de populære, men rædsomme ridderstykker, der foragtedes dybt af de unge akademikere, til hvis kreds H.C. Andersen nu hørte. Den blev altså til i den korte periode af hans liv, hvor han var rigtig ung, nogenlunde sorgløs og ret flabet. Vaudevillen er meget morsom, ikke blot dialogen, men også de mange sangnumre, hvortil han havde gjort gode melodivalg og ret som det Heibergske forbillede havde skabt en række fornøjelige musikalske parodier. Desværre smuttede der – med eller uden hensigt – nogle bidder med af »Hakon Jarl« og »Aksel og Valborg«. Professor Oehlenschläger blev vred og gav H.C. Andersen en røffel, da han kom for at få ændret den ene eksamensdag til filosofikum, og den unge forfatter måtte bede om godt vejr.[12]
Allerede efter artium i efteråret 1828 var H.C. Andersen blevet medlem af Studenterforeningen og kom der en del. Han har uden tvivl set den tidligere nævnte parodi på balletten »Søvngjængersken«, som oplevede endnu to opførelser, og ved den sidste (den 30. januar 1830) udførte Edvard Collin Madam Kretschmers parti.[13] Det er sandsynligt, at H.C. Andersen har overværet den beundrede Eduards præstationer. I hvert fald arrangerer han i sommeren 1830 en opførelse af balletparodien på herregården Hofmansgave og underretter i brev af 11.-14. juli Edvard Collin om resultatet: »Med vort Schattenspiel gik det fortræffeligt og vi havde oven paa Baletten Søvngjængersken der ret var et non plus ultra i sin Slags.« Måske har digteren selv danset Madam Kretschmers parti?
I de følgende år, hvor H.C. Andersen i perioder kom næsten daglig i Studenterforeningen, optrådte han både som skuespiller, korsanger, oplæser af egne værker og som forfatter, medforfatter og arrangør af revuekomedier og parodier. I brev af 28. maj 1832 til Henriette Hanck omtaler han en tysk farce, som han har »omkogt og indrettet til en dansk Vaudeville«. »Den hedder »Beneficeforestillingen««, oplyser han.[14] Af noterne til brevvekslingen fremgår det, at dr.phil H.Topsøe-Jensen har meddelt udgiveren, at den aldrig blev fuldført. Det blev den nu alligevel, omend på en anden måde end oprindelig tænkt. Juleaften 1836 opførtes i Studenterforeningen »Souffleurens Benefice eller Opførelsen af Herman von Unna, Prindsen af China og Sylphiden«, vaudeville i 5 akter af H.C. Andersen, der selv spillede den tragiske skuespillers rolle.[15] Digteren har – som han ikke sjældent gjorde – taget et ældre, ikke brugt eller kun skitseret arbejde frem og anvendt det i en ny sammenhæng i bearbejdet form. »Soufleurens Benefice« har foruden revueagtig lokalkolorit måske indeholdt parodier på de tre forestillinger, der hørte til Det kongelige Teaters yndede repertoire.[16]
Den sidste kendte parodikomedie fra H.C. Andersens hånd stammer fra 1853. Det er det lille stykke »Truth«, der parodierer Athalie Schwartz’ drama »Ruth«, der var blevet en succes på Det kongelige Teater med fru Heiberg og Michael Wiehe i hovedrollerne, og som H.C. Andersen syntes var noget bras. Parodien er ganske morsom, og der er reminiscenser fra nogle af digterens seneste teatersucceser, (»Meer end Perler og Guld«, »Den ny Barselsstue«). Det interessante ved parodien er imidlertid latterliggørelsen af fru Heibergs affekterede spillestil, (hendes plastiske attituder). Parodikomedier, der udleverede kendte skuespilleres spillestil, forekom ikke sjældent i den udenlandske paroditradition, men »Truth« er mig bekendt den eneste bevarede danske fra 1800-tallet. At H.C. Andersen har ramt plet, kan man overbevise sig om ved at betragte det illustrerede bilag til side 216 i 3. bind af P. Hansens Den danske Skueplads. Det viser Michael Wiehe og fru Heiberg i »Ruth«, og sidstnævnte er afbildet i en af sine attituder. Parodien er skrevet til privat brug og er blevet opført hos vennefamilierne, hvor den gjorde stor lykke.[17]
Man kan konkludere, at H.C. Andersen havde et for samtiden »normalt« forhold til sceniske parodier. De var fornøjelige at overvære, at skrive og at fremføre, hvad enten man fandt forlægget fremragende eller ringe.
Det kan måske derfor virke overraskende, at digteren reagerede så stærkt på Arentzens og Bøghs parodikomedie. Af omtalen i »Mit Livs Eventyr« (SS l.bd. s490) kan man forstå, at han var ked af det og irriteret, og i almanak, dagbog og breve kan man læse om hans skiftende sindsstemninger, fra han i april 1850 hørte om parodien, der efter sigende skulle opføres på Antonio Boucherie’s marionetteater,[18] til han selv fik den læst (juli) og et par dage efter kunne godte sig over Flyvepostens anmeldelse, der var til hans fordel.[19] Man kunne mene, at tanken om at dele skæbne med Grillparzer, Victor Hugo og andre store ånder kunne have trøstet ham, men det er der ingen vidnesbyrd om. Derimod var der trøst at hente i det smukke brev, som H. C. Ørsted sendte ham, og som han har aftrykt i uddrag i »Mit Livs Eventyr«,[20] samt i den kendsgerning, at parodien ikke vakte nogen særlig opmærksomhed. H.C. Andersen synes at være faldet til ro i løbet af sommeren 1850, og i de følgende år er han og Erik Bøgh absolut på talefod. I 1854 giver han Bøgh en smuk anbefaling, da denne søger stipendium til en udlandsrejse, og han lægger oven i købet rejseruten, hvad Bøgh er ham meget taknemmelig for.[21] I Bøghs direktørtid, hvor H.C. Andersen var medlem af Casinos repræsentantskab og dramatisk konsulent, synes samarbejdet at have været gnidningsløst.[22] Men gemt var ikke glemt.
Som tidligere nævnt omtales parodien i »Mit Livs Eventyr« fra 1855, men omtalen er kort og behersket og uden navns nævnelse, og man kunne forestille sig, at det var episodens gravskrift. Det er ingenlunde tilfældet. Mindet om parodien dukkede frem under festforestillingen den 24. november 1870 i anledning af Casinoetablissementets 25årige stiftelsesdag. Man opførte Erik Bøghs store succes »Kalifen paa Eventyr«, og Bøgh havde til denne lejlighed skrevet »Prolog og Program til 25årsdagen«, der opførtes som mellemspil foran 2. akt. Huset var udsolgt til forhøjede priser, kronprins og kronprinsesse var til stede, og i dagbogen for den 24. november 1870 kan man læse:[23]
»Frøken Larsen declamerede som Casinos Fee fortræffeligt et Digt. Et Fortæppe med Casinos Berømtheder af Virtuoser Dandsere og Sangere, dets Forfattere, alle nævnet rullede ned, mit Navn, som det første i Alphabetet først. I Revuen af Stykker som havde naaet 50 og derover Forestillinger kom Storken fra Meer end Perler og Guld, og sagde et smukt Digt der tydede paa mig,
Publicum klappede særligt for det og for den lille 4re Aars Ole Lukøie, (som har deputeret i Frufru). De to vare de eneste der af de opførte Stykkers Udvalg, fik Publicums Klap. Hvor underligt. Meer end Perler og Guld, som ogsaa Ole Lukøie, blev angrebet af Erik Bøgh, han skrev Ole Lukøie eller Meer end nok der latterlig gjorde mig og disse Arbeider og nu oplever jeg at han besynger og fremstiller disse og de blive de eneste ved første Forestilling af Publicum hilsede. —
(Hvor betydende for mig, Jomfru Larsen der fremstillede Casinos Fee, tog sig særligt af Ole Lukøie, vistnok ikke for Digtningen, men for det lille fire Aars Barn, men jeg saae deri en poetisk Hyldest for min Digtning, Tilfældighed har sin Betydning.) Denne Dag begyndt i Mismod og Nedbøielse, endte i – en Slags Trøst og Ophøielse.«
Alle, som beskæftiger sig med H.C. Andersen, kender vel hans med alderen tiltagende tilbøjelighed til at koge fortidige krænkelser og tilsidesættelser, indbildte som virkelige, op igen,[24] samt hans idelig tilbagevendende mismod, når han – trods berømmelse og hædersbevisninger – ikke blev omtalt anerkendende nok herhjemme. Det »Mismod« og den »Nedbøielse«, som H.C. Andersen hentyder til i det anførte citat, var frembragt af 1) manglende omtale af hans eventyr i en anmeldelse i Dagbladet af Mads Hansens Almanak, 2) ikke tilstrækkelig fremhævelse af ham selv ved Dagbladets omtale af Casinojubilæet og 3) »Min Buste er endnu ikke sat op igjen i Foreningen,«[25] dvs. Studenterforeningen, hvor der i 1869 var blevet opsat en buste af H.C. Andersen i anledning af 50årsdagen for hans ankomst til København.[26] Busten var såmænd bare til rensning, og da digteren senere erfarede det, blev han glad igen.[27] Disse tilsidesættelser, som forekommer os i dag aldeles ubetydelige, får ham til at udbryde: »Jeg ærgrer mig og ønsker at være riig nok for aldrig mere at gjøre nogen digterisk Gjerning. Jeg bliver snart glemt og blæst hen af en kommende Slægt. Forbi, forbi og det blive alle Historier«.[28]
Tonen er den samme 20 år før (sommeren 1850) i dagbogen, i brevene til Edvard og Jonas Collin, til Ingemann og Mathilde Ørsted. Hvor let er det da ikke at slutte, at parodikomedien var harmløs, en bagatel, der kan ligestilles med utilstrækkelig virak i en avisartikel og en manglende buste, der er sendt til rensning. I denne fremstillings note 19 er der henvist til noteapparatet til »Mit Livs Eventyr« og de store brevsamlinger, hvor parodien nævnes og kommenteres. I noterne til »Mit Livs Eventyr« og brevsvekslingen med Henriette Wulff er omtalen kort, og parodien får karakteristikken »hverken særlig morsom eller særlig ondskabsfuld«. I H. Topsøe-Jensens noter til brevvekslingen med Edvard og Henriette Collin er omtalen en anelse mere udførlig: »Den (parodien) blev ikke, som A. frygtede, opført paa Marionetteatret og karikerer heller ikke, som han havde forstaaet paa Brosbøll, hans Person«. Og Topsøe-Jensen konkluderer igen, at »Stykket er hverken synderlig ondskabsfuldt eller synderlig morsomt.«
Denne karakteristik og konklusion er jeg ikke ganske enig i.
Bøgh var ikke student og stod derfor uden for den akademiske verden, hvor parodikomedien dyrkedes, og til den fransk- og tysksprogede paroditradition har han på det tidspunkt næppe haft kendskab. Det var hans medforfatter, der fik idéen, og herom fortæller Kr. Arentzen i sine erindringer:[29]
»Ogsaa ligeoverfor Bøgh fik jeg Anvendelse for min af Kaalund priste Evne som Fødselshjælper. Alt i vort Bekjendtskabs første Tid kom han en Eftermiddag op til mig, fortalte, at en Direktør for et Marionettheater, som dengang spillede i Kjøbenhavn, havde bedet ham om et Stykke, og spurgte, om jeg ikke kunde give Ideen til et saadant – han har altid som Poet havt ulige mere theatralsk teknisk Dygtighed og Versifikationstalent end Idefylde. »Lad os gaae ud paa Kasino’s Theater,« sagde jeg, »maaske vi der kunne faae en Inspiration«. Man opførte netop den Aften H.C. Andersens nye Eventyr-Komedie »Ole Lukøie«. Jeg udbrød: »Her er rigt Stof til en Parodi-Komedie!« og angav Planen til en saadan i store Træk. Saaledes blev »Mer end nok eller Ole Lukøie, æsthetisk polemisk Eventyr-Komedie« til. Arbeidet udkom anonymt. Opførelse paa Marionettheatret, hvortil Stykket vel heller ikke ret havde egnet sig, blev der Intet af. I Detail-Udarbejdelsen af denne dramatiske Parodi havde jeg kun liden Del.«
Arentzen blev student i 1841, og i sin lange studietid færdedes han en del i studenterkredse, især i Akademisk Læseforening. Han blev gode venner med Carl Ploug og en meget nær ven af Jens Chr. Hostrup og har uden tvivl ved selvsyn haft kendskab til studenternes revue- og parodikomedier, samt til wienerkomedierne, som vennen Hostrup dels oversatte et par stykker af, dels lod sig inspirere af i sin digtning.[30]
Skal man tro Arentzen, at idé og handlingsplan i store træk er hans, så må man sige, at Bøgh har fået et godt oplæg. Handlingen følger i store træk H.C. Andersens »Ole Lukøie« med indslag fra »Meer end Perler og Guld«. Hovedpersonen er den unge digter Christian, der her ikke ønsker sig penge, men idéer og fantasi og får begge dele til overmål. Arentzen har altså lagt op til en værkparodi, der evt. kunne udvikle sig til en genreparodi.
Desværre holdt Bøgh sig ikke til oplægget. Den, der stiller for mange skydeskiver op, som helst alle skal rammes i plet i ganske kort tidsfølge, risikerer ikke at ramme eller at trætte sine læsere eller tilskuere. Bøgh langer ud til højre og venstre blandt tidens ældre og yngre poeter, især blandt dem, som Otto Borchsenius i sine litterære skizzer »Fra Fyrrerne« kalder løsgængere,[31] en betegnelse, som Vilhelm Andersen tager op i sin litteraturhistorie.[32] Der er parodier på Goldschmidt, H. P. Holst, Kaalund, Carl Brosbøll (Carit Etlar), Julius Chr. Gerson,[33] Poul Chievitz og blandt de noget ældre, på Grundtvig, Hauch og Chr. Bredahl. Endvidere karikeres teaterbladet »Thalia«s redaktør M. V. Brun som redaktør Grøn.[34] Indimellem får så H.C. Andersen og hans to eventyrkomedier deres bekomst.
Pilene, der afsendes, er forskellige i styrke og elasticitet, og de afskydes med vekslende målsætning. Grundtvig, Kaalund og vel også Chievitz rammes med stilparodier, H. P. Holst på hans overvurdering af egne digteriske evner plus en værkparodi. Carl Brosbøll hånes for at have slået om fra de ossianske toner i dramaet »Eiaghs Sønner«[35] til de mere prosaiske og moderne i den nu helt glemte roman »Jeanne Tuyon eller Kjøbenhavns Folkeliv«,[36] Danmarks Eugene Sue[37] kalder Bøgh ham. Goldschmidt får tre pile – som kritiker, som redaktør og som sirlig laps. Til uheldige dramatikere har Bøgh specielle giftpile; han var livet igennem skånselsløs over for folk, der skrev sceniske værker uden at kunne håndværket så godt, som han selv mente at kunne det. Hauch og Bredahl får hver et hib for deres ikke særlig vellykkede tragedier »Marks Stig«[38] og »Knud Svendsøn«,[39]og Gerson åles ubarmhjertigt for det svage dramatiske arbejde »Intrigen i Præstegaarden«, der af uransagelige grunde var blevet opført på Det kongelige Teater. Endelig er der en blød pil til den afdøde digterkonge Adam Oehlenschläger; i den sproglige udformning af den kvindelige hovedperson Gabrielles krav til den unge digter Christian og i hendes sejrshymne til ham lige før hans åndelige sammenbrud er der mindelser fra »Aladdin«, »Guldhornene« og Skt. Hansaftensspil«, meget talentfuldt gjort af Bøgh og egentlig ikke ondskabsfuldt mod Oehlenschläger. Men hans behandling af Gerson og delvis også af Bredahl tangerer det tarvelige. Man sparker ikke til liggende mand, ikke hvis man er en gentleman. De øvrige pile går i mål med mere eller mindre lydelige svirp. De ramte poeter har næppe følt sig generet.
Til H.C. Andersen er der et helt særligt sæt pile, og jeg kan ikke forstå, at Topsøe-Jensen har kunnet overse dem. Bøgh nedværdiger sig heldigvis ikke til at karikere digterens legemlige ejendommeligheder, men ellers nægter han sig ikke noget. Den unge digter Christian Feier (Christian i »Ole Lukøie« er skorstensfeier) deklamerer sine seneste værker for gode venner, han går i selskab og læser sine værker op, han må endelig komme til Hayti og læse eventyr for kejseren, så skal han få nøgle på brystet og stjerne på ryggen, hans berømmelse bliver så transatlantisk, når han foruden til nygræsk og magyarisk bliver oversat til creolsk etc.
Endvidere tager Bøgh den producerende digter under behandling. Stykkets digter Christian meddeler triumferende, at der er 83 musiknumre i hans nye stykke, han vælger fortærskede melodier, der ikke passer til situationen, »for siden Andersens tid tager man ikke slige smålige hensyn«. Indrømmet – der er mange musiknumre i de Andersenske eventyrspil, dog ikke 83, men i »Meer end Perler og Guld« er der f.eks. ca. 30. Nogle er meget korte, andre meget lange, f.eks. er den afdeling, der foregår i »Abekattenes Land« én lang og meget morsom operaparodi. H.C. Andersen valgte kun sjældent fortærskede melodier, han valgte iørefaldende melodier, som folk godt kunne lide. Melodier, han selv holdt af, kunne han bruge flere gange, men han fornyede sig jævnligt med helt aktuelle musikvalg. Det eksempel på en fortærsket melodi, der nævnes i parodien (Den lille Pietro) har H.C. Andersen kun brugt én gang, og det var på det tidspunkt mere end 20 år siden. Endelig var H.C. Andersen ikke den eneste vaudeville- og sangspilforfatter, der undertiden lod hånt om de kriterier for melodivalg, som J. L. Heiberg havde fremlagt i sin afhandling om vaudevillen.[40]
Ovennævnte pile rammer derfor kun i de yderste ringe, men Bøgh går tættere på, og så rammer han plet i et af H.C. Andersens ømme punkter. Det hænder nemlig, at digterens couplet-tekster ikke passer særlig godt til melodierne – for at sige det pænt. Det mærkede publikum i teateret ikke meget til, for de dygtige musikarrangører på Det kongelige Teater og Casino sørgede for, at teksterne kunne synges ved at ændre lidt på nodeværdier og af og til også på teksten. Men det tog musikforlæggerne ikke altid hensyn til. Havde en forestilling haft succes, kom der hurtigt et hæfte med de mest populære sange på markedet. Melodierne var jo lånt gods, så dem havde forlæggeren selv, eller han lånte dem af en kollega, og teksten trykte man af efter den udkomne tekstbog, og i de tilfælde, hvor tekst og melodi ikke passede så godt sammen, overlod man køberen arbejdet med tilpasningen. Den skildrede praksis gælder langt fra alle publikationer af sange fra populære vaudeviller og sangspil, men den gælder de to sanghæfter, der udkom ret hurtigt efter premiererne på H.C. Andersens to eventyrkomedier.
Bøgh havde et godt melodikendskab og har sikkert ikke behøvet nodehæfterne for at finde eksempler på et mindre heldigt forhold mellem melodi og tekst. På det punkt er der mest at hente i »Ole Lukøie«. medens der kun er ét slemt eksempel i »Meer end Perler og Guld«. Det har Bøgh selvfølgelig brugt. I sidstnævnte komedie synger kokkepigen Grethe i 4. akt scene 9 (SS bd. 10 s. 458-459) en vise om storken på melodien til »I solglans än snöklädda fältet står« med musik og tekst af E. G. Geijer. Man kan måske sige, at H.C. Andersens tekst og Geijers melodi er uvenner et par steder. I »Ole Lukøie« 2. akt 8. scene (SS bd. 11 s.45-56) synger Dagdriveren og Christian en duet på melodien »Kom min Skat, hør Dansen kalder dig« fra »En Søndag paa Amager«, og her kniber det også med forholdet tekst-melodi. Bøgh laver så en parodi på kokkepige Grethes storkesang på den nævnte melodi fra »Ole Lukøie« og viser, hvordan det går helt galt med metrum og versefødder i forhold til melodien, hvad digter Christian i parodien er bedøvende ligeglad med; »musikalske hensyn er smålige«, mener han. Det er både morsomt og ondskabsfuldt, men Bøgh overskrider i sin visetekstparodi den grænse, som H.C. Andersen så nydeligt balancerer på. H.C. Andersen er lidt eqvivok, når han lader Grethe benægte, at hun står i storketanker, og når han lader storken fremvise et par svøbelsesbørn, men Bøgh er plat, når han skriver:
»Storken den knæbbrer, og jeg kan godt forstaae,
hvad den mener, den siger udtrykkelig:
Inden næste Mortensdag saa skal Du bare see, hvad
Du skal faae –
Pas paa.« (parodien s.91).
Bøgh har jo nok ment, at der var tale om sjusk eller endda om udygtighed, når H.C. Andersens tekster lejlighedsvis ikke passede til melodierne. Der kunne måske tænkes andre forklaringer, men mit materiale er for beskedent til, at jeg tør fremsætte en velbegrundet formodning.
De kraftigste pile retter Bøgh mod selve genren: wienertryllespillet i dets danske form som de Andersenske eventyrkomedier (parodien s. 46-57 og 84 ff.) og mod digteren, der sælger sin sunde menneskeforstand for et overmål af fantasi. Her skyder han imidlertid over målet.
Otto Borchsenius omtaler Bøghs hang til »selvbehagelig Doceren«,[41] og Bøgh docerer da også som en sand skolemester sit forstandens og fornuftens evangelium for kunstens marskandiser Blakke og senere for digter Christian. Borchsenius betegner Bøghs »herskende Evne« »som en udviklet Fornuftighed, der imidlertid ikke saa sjeldent gaar over til at blive Snusfornuftighed, Filistrøsitet«.[42] Det skriver Borchsenius i 1878; Bøgh har åbenbart haft disse tilbøjeligheder allerede i 1850. Ydermere anvender Bøgh allerede her i parodien den ubehagelige rose-rise teknik, som han bruger i sin nekrolog over H.C. Andersen.[43] Først roses digter Christian af vennen Sundt, der er fornuftens talerør: »Der er ofte mere Poesi i et af hans smaa Eventyr end i et helt moderne Epos«… »Jeg mener nu tvertimod: Jo klogere jo bedre! – Det er just derfor, at jeg holder saa meget af Christians Arbejder. Der er Barnlighed i dem, uden at de ere barnagtige, og man mærker overalt, at han har Phantasi, uden at han kan siges at phantasere«, (parodien s.10, 13-14).
Men da digter Christian har kastet sig i fantasiens arme, bliver rosen ironisk og ender med at blive ris, her lig med malice og perfidi. Redaktør Grøn »roser« digter Christian med følgende ord: »De forstaaer alle Naturens hemmelige Tanker og Følelser. Skorstene, Brostene, Rendestene – Alt tiltaler Dem. De hører Skorstenenes Afhandlinger over Omsorgen for Maven og Næringsdriften, Brostenenes Hevnraab mod deres Undertrykkere, og Rendestenene, hvad har De ikke fundet i dem! Forfatteren til Ole Lukøje var den Første, der aabnede den æsthetiske Verdens Øjne for Rendestenenes Ideerigdom. Han fandt under Brædtet paa Østergade Haabet svømmende paa et grønt Salatblad og Lykken skibbruden ridende paa en Medisterpølsepind. Men hvad var vel det imod de Skatte, som De, min geniale Ven, har fundet i Rendestenen? – De har jo i den opdaget en heel Feeverden.« Vennen Sundt tilføjer: »Ja Feier har drevet det uendelig vidt i poetisk Rendesteenssnageri – salva venia,« (parodien s. 78-79). Her angribes jo også eventyrene (Den standhaftige Tinsoldat, Stoppenaalen), og så hjælper det ikke ret meget, at Bøgh, der elskede at lufte sin selvlærte latin,[44] tilføjer et salva venia. Til sidst får digter Christian besøg af lærefaer og alle de små galskaber fra Bidstrup (St. Hans), jf. Konen for Sot og Syge i »Ole Lukøie«, og han er på vanviddets rand, hvad der bekræftes af et kor af dæmoner til samme melodi som dæmonkoret i »Meer end Perler og Guld« 4. akt 10. scene (SS bd. 10 s. 459). Endelig vågner han, det hele var en drøm som i »Ole Lukøie«. På det tidspunkt har også læseren fået »Meer end nok«.
Nu ville Bøgh jo ikke være Bøgh, hvis der slet ikke var noget morsomt i hans parodikomedie. Ét eksempel er allerede anført, men man bør også nævne den scene, hvor den ildfulde Gabrielle efter sejrshymnen forvandles til ildtangen fra »Ole Lukøie« og i forening med alle de besynderlige figurer i Christians nye fantastiske stykke danser et »chinesisk Bachanal« (parodien s. 107), endvidere scenen hos marskandiser Blakke (parodien s. 65 ff.), hvor Christian pludselig ser, at han står i hvælvingen under Zephises’ hus på Vesterbro (»Meer end Perler og Guld«) omgivet af statuer og guld og glimmer. »Mon Jernbanen ogsaa skulle være her?« tænker Christian, og så kommer futtoget kørende med samtlige personer fra »Meer end Perler og Guld« under afsyngelse af en fællessang, ikke til Lumbyes Jernbane Dampgalop, der ledsager toget i H.C. Andersens komedie, men til ungareren Gungls. Det virker helt barokt, og man må overgive sig. Meget morsomt er også febersynernes kor (parodien s. 73), hvis tekst parodierer H.C. Andersens lydmalende ord (Tschuk Pu! m.fl.). Desværre ødelægger Bøgh den fornøjelige stemning ved hentydninger til H.C. Andersens herregårdsbesøg og til de tidligere lejlighedsvise beskyldninger mod ham for manglende nationalt sindelag og tyskervenlighed. Det var jo under Treårskrigen, og man havde set skævt til og misfortolket digterens venskabelige forbindelser med vort sydlige udland.
Bøgh havde det med wienerkomedien som bonden i H.C. Andersens eventyr »Lille Claus og store Claus« har det med degne. Kom der en degn for hans øjne, blev han ganske rasende. Bemeldte bonde havde dog nok en ganske god grund til sin antipati, medens årsagen til Bøghs fortaber sig i det dunkle. Udtalelser i erindringerne 47 år efter viser, at antipatien er indædt, men har hvilet og i 1897 stadig hviler på et meget spinkelt grundlag.[45] Således ser han ingen forskel på Raimund og Nestroy, og de er dog forskellige som dag og nat. Bøgh omtaler dem endvidere i flæng med forfattere af væsentlig lettere kaliber. Han nævner Raimunds hovedværk »En ødeland« (Der Verschwender) på linie med nogle af Nestroys ganske vist fornøjelige og velskrevne, men dog noget mere letbenede farcer. Nestroys mere vægtige komedier synes han ikke at have noget kendskab til. Man kunne få det indtryk, at Bøgh, i hvert fald hvad Nestroy angår, kun kender hans stykker i de danske oversættelser, som Casino og provinsselskaberne spillede dem i, og at disse oversættelser ikke har ydet originalerne retfærdighed.
»»Meer end nok« eller Ole Lukøje« blev ingen genreparodi; dertil var Bøghs baggrundsviden for ringe og hans antipati overfor wienerkomedien for stor. Stykket blev kun momentvis en værkparodi, fordi dets forfatter havde for travlt med at belære og latterliggøre ikke blot én forfatter, men hele ti!« Det er hverken fugl eller fisk og var vel dengang lige så lidt morsomt, som det er i dag. Topsøe-Jensens karakteristik »ikke synderlig morsomt« kan jeg godt slutte mig til, men jeg kan ikke se andet end, at det var meget ondskabsfuldt og stadigvæk er det.
Kun to dagblade i København tog notits af parodien. Flyveposten er omtalt, det andet er Kjøbenhavnsposten,[46] hvis anmelder ikke kan lide eventyrkomedier og derfor kalder parodien »et Digterværk af virkeligt Værd«. Dog tager han afstand fra den form, som latterliggørelsen af de 9 øvrige forfattere har fået og ligeledes fra udvalget af »ofre«, medens Flyvepostens anmelder glæder sig over, »at »Meer end nok« aldeles berettiget polemiserer mod en heel Deel af Nutidens æsthetiske Jammerligheder.« Hverken parodi eller recensioner efterlod sig umiddelbare spor, og det var selvfølgelig kedeligt for de to forfattere, men folk havde andet at tænke på og tale om i sommeren 1850.
I de følgende årtier havde H.C. Andersens tre eventyrkomedier, (»Hyldemoer« var kommet til i 1851) i allerhøjeste grad publikums og anmeldernes bevågenhed, og sammen med en række af H.C. Andersens øvrige dramatiske arbejder[47] var de jævnligt på Casinoteatrets repertoire. Bøgh satte også eventyrkomedierne op i sin direktørtid (de gav jo kasse), men det har nok været med blandede følelser, at han den 16. februar 1858 læste Dagbladets omtale af genopsætningen af »Meer end Perler og Guld«. Anmelderen lægger ikke skjul på, at den andersenske eventyrkomedie har både gode og svage sider, men mener, at de gode »ustridig have Overvægten, hvad der bedst vil fremgaae af en Sammenligning med senere Eventyrkomedier, navnlig med »Kalifen paa Eventyr«, »(der som bekendt er Bøghs eget veldrejede og meget morsomme produkt).
I 25 år afholdt Bøgh sig fra kritiske udfald mod H.C. Andersens dramatiske produktion, men det har uden tvivl været en kilde til undren og ærgrelse for ham, at nogen fornuftige mennesker kunne værdsætte dramatiske arbejder, som efter Bøghs mening var såre ubehjælpsomme, ja, at nogle endog kunne foretrække dem for hans egne blankpolerede produkter. Han kunne ikke fatte det, men han kunne vente – til H.C. Andersen var død. Så slog han til, og resultatet blev nekrologen »Erindringer om forfatteren til »Den grimme Ælling«« fra den 15. august 1875 (se note 43). Der er 2 sider ros for eventyrene og 15½ side ris til den øvrige produktion, fortrinsvis den dramatiske, som latterliggøres ved anekdotiske optrin, der skal vise, hvor hjælpeløs upraktisk og naiv H.C. Andersen var på det dramatekniske og scenetekniske område. Nekrologen er et ubehageligt, men interessant dokument, der fortæller meget om Erik Bøgh.
I Edvard Collins bog »H.C. Andersen og Det Collinske Huus« (1882) står der s.431-432 en anmærkning, som nok er værd at fremdrage i denne forbindelse. Den bringes her i sin fulde ordlyd:
»Anm. Da der ogsaa er indrømmet denne Bagatel en Plads i »Mit Livs Eventyr«, har Parodiens Forfatter paa min Anmodning givet følgende nærmere Forklaring. Parodien, der oprindelig var tiltænkt BOUCHERIS Dukketheater (hvor den dog aldrig blev opført), var allerede lagt til Side som Manuscript og vilde neppe være blevet udgivet, hvis ANDERSEN ikke selv havde givet Anledning til dens Offentliggjørelse derved, at han efter et af de sædvanlige pyntede Venne-Referater gik omkring og beklagede sig over, at han selv skulde optræde som »Ildtangen« i dette Stykke. Da han havde læst Parodien, saae han, at der i samme ikke fandtes Spor af Forsøg paa at latterliggjøre hans Person. Ligeoverfor Forfatteren udtalte han sin Glæde over at der ikke, »som man pleiede« og »som en vis Person, der altid morede sig med at bedrøve ham« havde fortalt, var Tale om Karrikeren.
»Forøvrigt«, tilføier Hr. E. BØGH, »kom det ikke til nogen Conflict mellem ANDERSEN og mig i det Ydre. Han viste mig altid udmærket Venlighed; og saasnart jeg havde lært ham personlig at kjende og seet, hvor nær han tog sig enhver Kritik, og hvor lidt Haab der var om, at en Paaviisning af Feil kunde blive ham til Nytte, tog jeg det samme Parti som alle Andre: betragtede ham som fredlyst, roste alt hvad der kunde roses i hans Arbeider og tav om det Meget, der ikke kunde taale Kritik«.
Forklaringen på, hvorfor parodien blev trykt, forekommer ret søgt. Den »visse« person, der har fortalt om parodien, er ifølge digterens almanak forfatteren Carl Brosbøll, og H.C. Andersens ord til Bøgh kan have haft den ordlyd, som Collin/Bøgh giver dem her; det beror på, hvad ordet »Karrikeren« dækker. De sidste linier, som er direkte citat fra den udtalelse, som Bøgh har afgivet, taler for sig selv. Det er samme nedladende holdning som i nekrologen. At citatet er aftrykt i »H.C. Andersen og Det Collinske Huus«, fortæller en hel del om Edvard Collin. Havde han ikke læst Erik Bøghs nekrolog over digteren? Måske fandt han, at Bøgh havde ret?
H.C. Andersens reaktion på parodien er egentlig stærkere, før han har læst den end efter. Han er ifølge almanakoptegnelserne fra april 1850[48] »lidende over at latterliggøres paa Dukketheater, og i et ulykkeligt Humeur, kjed af Liv og alt.« Fra 10. juni til 5. august opholdt H.C. Andersen sig på Glorup på Fyn. Den 4. juli læser han i avisen, at parodien er udkommet og bliver »meget forstemt igen«.48 I brevet af 8. juli til Edvard Collin48 hedder det »der er noget forbittrende i, at see sig altid, med Grund og uden Grund, trækkes frem og blive latterliggjort.«
Uden at krænke H.C. Andersens minde kan man vel nok sige, at han var god til at tage bekymringer på forskud. I dagbøger og breve ironiserede han ikke så sjældent over dette træk i sit væsen. På den anden side forstår man hans bange anelser; han havde jo været ude for lidt af hvert i den retning[49] og var blevet hudløs.
Den 10. juli får han bogen med pakkeposten og noterer lakonisk i dagbogen[50] »var forstemt og febril; kjed af al litterair Virksomhed,« altså ingen lamenterende udbrud, men han har nok ikke haft det godt med sig selv og verden.
Med nogen beroligelse har han straks kunnet konstatere, at stykket var uopførligt på marionetteater, og at hans ydre fremtoning ikke blev karikeret, (han har nok frygtet, at man ville lade ham danse ballet som »ildtangen« fra »Ole Lukøie«, jf. anmærkningen i A&C); men at se sine sidste arbejder karakteriseret som fantasterier og feberdrømme og sig selv som snarligt galehusmedlem og specialist i rendestenssnageri, det må have været en bitter pille at sluge, især da disse værker var blevet rost til skyerne af de fleste anmeldere og aften efter aften havde fyldt tilskuerpladserne i Casino. Han var desuden i gang med et nyt eventyrstykke (»Hyldemoer«), og nu forekom alt ham naturligvis ødelagt og spildt.
Den 11. og 12. juli omtaler han parodien i breve til henholdsvis Ingemann og Mathilde Ørsted.48 Han lægger ikke skjul på, at han er såret og bedrøvet, men tonen er behersket. Af brevet til Mathilde Ørsted fremgår det, at han føler sig ubehagelig berørt over, at Bøgh har skildret »Ole Lukøie« som en feberdrøm; »just denne phantastiske Digtning er veiet paa Vægt,« skriver han. »Jeg vil her, som ved et Regnestykke, kunne sige: »Saaledes maa det være, og dette er bygget paa Grunde,« »og derefter går han over til at beklage sig over, at han altid skal »gennemhegles« og »latterliggøres«. Brevet til Ingemann er mere knapt og tonen ganske resigneret, »man maa tage Søerne som de komme eller reent opgive Seiladsen«.
Det er interessant, at H.C. Andersen – trods sin bedrøvelse – i begge breve anerkender Bøghs talent. I brevet til Mathilde Ørsted hedder det: »Jeg har læst den (parodien) og seer deraf, at han maa kunne have forstaaet min Digtning bedre, end han har villet det.« Og i brevet til Ingemann: »Dertil kommer, at jeg virkeligt synes, at der er saa Meget af en Poet i hans Bog, at jeg ikke kan forstaae, hvorledes han, der jo dog forstaaer, at der er en Deel Godt i »Ole Lukøie«, kan ville behandle mig saaledes.« Men skolemester Bøgh hverken kunne eller ville forstå; han var alt for glad ved at finde fejl, selv om han i dette tilfælde måtte vente 25 år på næste lejlighed.
Den 14. juli får H.C. Andersen Flyveposten med anmeldelsen og brev fra Jonas Collin (den ældre) og Ingeborg Drewsen med Viggo Drewsens referat af »Mere end Nok«. Både dagbogsnotatet og det brev, han samme dag[51] skriver til Jonas Collin, viser, at han er lettet. Nu er han næsten sikker på, at folk ikke vil tale om stykket, gøre sig lystige over ham etc. Det er typisk for H.C. Andersen, at han, så snart han har læst i avisen, at parodien er udkommet, stiller Henriette Wulff og Edvard Collin de næsten enslydende spørgsmål: »Hvorledes er den? Hvad sige Folk om den? Have de Tid til at tale om den?«[52] Og da svarene på disse spørgsmål viser sig at være i hans favør, kommer han i »godt humør«.[53] Den offentlige dom, den offentlige latterliggørelse frygtede han livet igennem og følte sig – med rette eller urette – forfulgt. »Det er sælsomt, at jeg aldrig undes Ro!« skriver han i ovennævnte brev til Henriette Wulff. Denne gang ville skæbnen, at han slap for offentlig gennemhegling, og det gav ham overskud til at fortrænge smerten. Men ramt var han godt nok. Det viser omtalen af parodien i »Mit Livs Eventyr« fra 1855 og notaterne i dagbogen fra 1870.
Der er intet mærkeligt ved, at H.C. Andersen ved det første møde med Bøgh sagde ham nogle forbindtlige ord og udtrykte sin glæde over, at hans person ikke var blevet karikeret, og at samarbejdet mellem de to forfattere forløb gnidningsløst. H.C. Andersen var stedse i stand til at indtage en civiliseret, ofte endog en venlig holdning overfor dem, der havde såret ham.
Om H.C. Andersen havde levet i en kulturkreds, hvor det nærmest måtte siges at være udtryk for popularitet, at kendte forfatteres sceniske værker omgående blev parodieret – vel mærke deres værker, ikke deres ydre fremtoning eller manglende kvalifikationer – så er det ikke ganske umuligt, at han havde kunnet fornøje sig over eventuelle parodier. Som tidligere nævnt var der et sted i det lille Kjøbenhavn, hvor man jævnligt producerede slige lystige komedier, nemlig Studenterforeningen, og i 1871 var turen kommet til det højt skattede medlem, digteren og etatsråden H.C. Andersen. I november var han til efterårsfest i foreningen, og som led i underholdningen blev der opført en »Fiske-Ballet, Den standhaftige Haidukke« med aktuelle hentydninger, bl.a. til Det kongelige Teaters annoncerede Bournonville-ballet »Et Eventyr i Billeder«, bygget over »Den standhaftige Tinsoldat« og andre Andersenske eventyr. Det trykte program til fiskeballetten var en morsom parodi på »Tinsoldaten«, og senioratet havde været lidt betænkeligt, fordi man vidste, at H.C. Andersen var ømskindet, men digteren morede sig hjerteligt.[54] Her var han jo mellem venner. Her var han tryg.
