En generøs gave, nemlig A. S. Vedels og Peder Syvs Folkevisebog i sidste udgave 1787 med den særdeles tidlige tilskrift Tilhørende H.C. Andersen førte for en menneskealder siden en mængde arbejde med sig. Den vakte nemlig interessen for bøger, Andersen havde ejet. Vidnesbyrd herom blev søgt i selvbiografier, breve, udgivne dagbøger og visse dele af Andersen-litteraturen etc. ved Estrid Dal, mens jeg arbejdede med auktionskatalogerne efter H.C. Andersen 1876 og Edvard Collin 1886-87, især med Det kongelige Biblioteks køb. Et halvt hundrede sådanne bøger var samlet af grosserer Holger Laage-Petersen, hvis samlings indgang i KB og ordning i 1954 overhovedet var udgangspunktet for min og vor aldeles uventede H.C. Andersen-interesse. Flere samlere gav værdifulde oplysninger, især overlæge Arne Portman, hvis samling også siden indgik i biblioteket (c. 40 titler), og H.C. Andersens Hus ydede dengang og nu atter i 1990 beredvillig hjælp (15-20 nye titler denne gang). Alt i alt havde jeg godt 200 bøger fra Andersens boghylde i hænderne.
Resultatet af disse undersøgelser var en bog og to større artikler: (1) Estrid og Erik Dal: Fra H.C. Andersens boghylde. Hans bogsamling belyst gennem breve, kataloger og bevarede bøger (nytår 1961, 106 s.), et af fire arbejder udsendt i samarbejde mellem Rosenkilde og Baggers Forlag, Romanus Nielsen og Søns Reproduktionsanstalt, Gullanders Bogtrykkeri i Skjern og forfatteren. (2) Bøger af H.C. Andersen i hans egen bogsamling. Med to tillæg om andres håndskrifter og bøger, Anderseniana 2.rk.V,l 1962, 56-89 (det andet tillæg var m.a.o. rettelser og tilføjelser til Boghylden).[1] (3) Noget om A. E. Wollheim og Danmark, sst. 2. rk. IV,4 1961 366-81. Til denne tyske filolog og skribent havde H.C. Andersen nemlig foræret ovennævnte Folkevisebog, da Wollheim opholdt sig i København i 1835. Se nærmere Boghylde, register under P. Syv.[2]
Det er klart, at sådanne bøger udover deres – i vore dage lovlig dyrt betalte – bibliofile charme er små, men til tider næsten de eneste vidnesbyrd om forholdet mellem den danske og efterhånden kosmopolitiske digter og hans bekendte, fra nære venner til betydningsløse engangs-kontakter. Det er derfor faldet naturligt, gennem de tre årtier at notere nye eksempler på bøger fra Andersens boghylde, undertiden blot ejerskifte af tidligere sete eksemplarer. Anderseniana’s redaktør har da også taget venligt mod forslaget om nærværende bidrag. Det skal dog straks indrømmes, at min læsning af auktions- og antikvarkataloger i snart mange år har været spredt og tilfældig i forhold til min tjenstlige, man kan vist sige tjenstivrige gennemgang af danske og visse udenlandske kataloger på Det kongelige Bibliotek og Danmarks Biblioteksskole. Jeg har heller ikke gjort alt hvad gøres kunne for at finde priser etc. på de nævnte bøger. Alligevel håber jeg, ved egen og andres hjælp at have fremdraget et materiale af nogen interesse. Jeg takker alle bidragydere, især den kendte og flittige andersenianer Jørgen Skjerk.
I 1960 måtte vi tage forbehold overfor de langt overvejende dele af Andersens Dagbøger, som endnu ikke var udgivet. Det blev de som bekendt i 70erne, så kom Album I-V, og Almanakkerne fulgte i 1990. Nedenfor findes udover spredte citater en kort redegørelse for udbyttet heraf. Det er begrænset, og overhovedet må det jo erindres, dels at H.C. Andersen hverken efter sin natur eller efter sine boligforhold var en samler – og dels at universalarvingen Edvard Collin berigede sit enorme danske bibliotek efter vennens død. Han levnede dog 869 numre (+ nogle a- og b-numre) til den auktion 8.5.1876, der indledtes med Andersens bøger, samt 95 småhåndskrifter af digteren og 57 breve fra delvis særdeles »bekjendte Mænd og Kvinder«, fortrinsvis selvfølgelig rettet til Andersen. Om prisen på disse herligheder kan læses i ovennævnte gamle arbejder. Her skal blot gentages, at bøgerne gav 644,55 kr., håndskrifterne 380,00 kr. (Jo, vist passer det, det står selv i Hof- og Stadsrettens arkiv!).
Ser man bort fra c. 70 bind af »H.C. Andersens Skrifter i fremmede Sprog«, er forholdet mellem auktionens danske og dens efter fremmedsprog ordnede numre c. 250:600, altså ret nøje 2:5. Det gælder slet ikke vort nye materiale, der næsten kun omfatter danske og engelske bøger.
Et par ret gamle, men næppe tidligt erhvervede bøger indleder her de danske titler.[3][4] Derefter følger en gave, der meget vel kan gøre vor visebog rangen stridig som det unge menneskes tidligste os bekendte bogerhvervelse, medmindre Syvs visebog ligefrem stammer fra hjemmet. Vi var ikke opmærksomme på dens eksistens i 1960, men den fandtes og findes i Trondhjem – nemlig provst C. Gutfelds Religiøse Poesier, 1818,[5] muligvis givet den purunge Andersen allerede før afrejsen til Slagelse 1822. Han citerer den i et brev til Jonas Collin 29.1.1825, en af de gange, hvor den almægtige men knugende Gud og den almægtige men knugende Collin smelter sammen.
Af H. C. Ørsteds bøger i AA er Luftskibet svævet til Odense, altid en populær bog i den gule kartonnage med ballon.[6] Endnu mere luftig er dog en Ingemann-dedikation, dels fordi den er fløjet bort fra sin bog, dels fordi der mangler notat om, hvor og hvornår den er set og afskrevet.[7] Som en raritet kan henvises til en privatejet node fra Andersens besiddelse, Henrik Rungs Barn Jesus i en Krybbe laa.[8]
Redegørelsen for Carsten Hauch kan udbygges med to titler, begge senere end det brev, hvori Andersen bad den ældre digterfælle om som hidtil at bruge betegnelsen Digter, ikke Professor. Hauch glemte ikke vinket.[9] Valdemar Seier har en meget kort proveniensrække, som glæder ejeren, der har beskæftiget sig meget med Axel Olriks forskning og har haft hans nevø som censor i musik.[10] Hauchs Henrik af Navarra kender vi ikke, derimod et ganske interessant brev, som var vedlagt (bogen AA 1863, brevet udat., KB Ms. phot. 112,2°): Hauch takker for I Spanien og fortsætter: »Hermed følger »Henrik af Navarra«, om hvilken mange privat have forsikkret mig, at den behagede Dem [!]; offentlig tør naturligviis Ingen understaae sig at vise sit Bifald af Frygt for den Terrorisme Dagbladenes (og især hvad mig angaaer: Dagbladets) Recensenter udøve paa det umyndige Publikum. – Endnu engang Tak for Deres smukke Bog. Med Venskab og Hengivenhed C. Hauch«.
En fin dedikation fra Aug. Bournonville var tidligere nævnt i Andersen-litteraturen; den gik til Odense efter redaktør Sv. Kragh-Jacobsens død«.[11] Samme endestation nåede samme år J. L. Heibergs Nytaarsvers 1831,[12] mens Søren Kierkegaards debutbog om Kun en Spillemand er endt i KB.[13] Bogens første eller rettere anden ejer var den senere Kierkegaard-udgiver, filologen J. L. Heiberg, der har noteret datoen for Andersen-auktionen og inde i bogen gjort et par tekstkritiske blyantsnotater. Ellers er modtagerens lille navnetræk nederst på titelbladet det eneste spor af bogens vej, og når man selv forestod KBs Danske afdeling, da den blev købt, må det vel være rigtigt, at dette videnskabeligt uinteressante bibliofile topstykke blev lagt fast – men en gang imellem er man nu splittet…
Vi kender ikke J. C. Hostrups skuespil En Spurv i Tranedans, 1849; men et ledsagende digt er et af en halv snes vidnesbyrd om boggaver, der kan findes i den storslåede udgave af H.C. Andersens Album I-V, 1980 se s. 18. En af Carit Etlars gaver til Andersen dukkede op 1978,[14] og fra Andersens sidste leveår kan vi pege på en digtsamling af Christian Richardt med en nonchalant hilsen[15] og en af Rudolf Schmidt med en mere formel.[16]
Udenfor skønlitteraturen har vi notater om forholdsvis tidlige småskrifter; fra hofvinhandler Christian Waagepetersen, kendt som mæcen, musikelsker og fra Wilh. Marstrands billeder: en lille rejsebog trykt umiddelbart før hans tidlige død og formodentlig det eneste eksempel på brug af den beskedne cand.phil.-titel til en allerede berømt digter;[17] fra sognepræsten ved Trinitatis Vald. H. Rothe: en oversættelse af hans latinske disputats fra samme år;[18] og fra skolemanden Martin Hammerich, bl.a. husket som den første, der fik dispensation til at skrive disputats på dansk pga. det nordiske emne: en hæfte digte til skolebrug.[19]
Provst Gutfeld kendes vel idag kun af kirkehistorikere og andersenianere (men står dog i Dansk Biografisk Leksikon). Næsten alle de andre anførte navne er derimod mere eller mindre levende og ihvertfald kendte. De fleste er digtere i flere aldersklasser, der velvilligt, venskabeligt eller respektfuldt udveksler deres arbejder med en kollega af voksende ry. Vort materiale omfatter dog også efterslæt til Boghylde s. 75f: tre af de meget små, ofte pseudonyme eller anonyme skribenter, som beundrende leverer deres bidrag til boghylden, og iøvrigt senere melder sig som gentagne ansøgere til det Anckerske legat og og eventuelt i denne anledning gør visit hos det mangeårige bestyrelsesmedlem i hans skiftende boliger.
To sådanne bøger skyldes Henriette Nielsen, der ofte nævnes i Andersens Dagbøger. Hendes historier indprenter på agtværdig vis, at det gælder om at være, ikke at synes, og fortællingen Et Barns Erindring om et Marked har ikke for intet overtitlen Besynderlig,;[20] den havde iøvrigt stået i Goldschmidts Nord, og Syd. – Geo. Emil Betzonich skriver under mærket G.h. og sætter heller ikke sit navn under de to anførte dedikationer;[21][22] om ham se også note 43. – Knap som disse er Cornelia Levetzow (under mærket I eller J, de er jo identiske i frakturskrift), som Vilh. Andersen uden særlig overbærenhed anviser en plads i 60ernes kristen-idealisdske »lærerindelitteratur«. Dagbogen noterer 8.3.1861, at den anonyme forfatterinde »sendte mig sine »Fortællinger«, den gamle Tante, som tidligere har bragt mig Forfatterindens Manuskripter, var her med dem, jeg gav hende til Forfatterinden, mine sidste Eventyr«. 28.11. følger Tre Fortællinger,[23] senere brydes anonymiteten, og legatansøgerinden melder sig og får resultat (se Dagbøger 3.12.1874).
Lad os til kredsen føje Johannes Barner, skønt vi ikke kender Andersens eksemplar af den ganske tynde børnebog med kønne farvetavler: Lærkefamilien, 1856, men kun den trykte dedikation.[24] Det var »saadan en rigtig god gammel skikkelig Lærkefamilie«, men den kom i vanskeligheder og måtte ved given lejlighed hjælpes af »den lange, underlige Hr. Haasean, der hver Sommer var Gjæst hos Greven«. Man skulle ikke anfægte lærkefamiliens »Ret til at leve paa Jord«, for at bruge et citat af en (senere) mere eller mindre kendt sang af Johannes Barner alias U. R Overby.
I Boghylde s. 76 anførte vi fra Arne Portmans samling F V. Karups juledigt Den hellige Nat fra 1848 med den ikke respektfulde bemærkning, at bogen havde en sidelang svada tilskrevet. Den mærkelige forfatter, til hvis produktion hører en lærerig bog Om Correctur, 1860, blev forsikringsmatematiker i det katolske Tyskland, og måske skulle vi her aftrykke den omtalte svada i mag.art. Mads Portmans gamle afskrift; den er dog en stump tidsstil:
Min kjære Ven, Digteren, Ridder H.C. Andersen tilegnet med Høiagtelse og Beundring
af
Deres Fr. Vilhelm Karup.Min Haand skjælvede, mens jeg greb i den hellige Harpe, og mit barnlige Hjerte bævede, mens jeg sang Frelserbarnets Fødsel, men det var den dybe Kjærlighed og Inderlighed, der fyldte mig med en Begeistring, der besjælede hver Nerve, og fyldte mit Bryst med Mod og Kraft! Til at udsjunge det, jeg i de huldsaligste Øieblikke af mit Liv skuede med Sjælens henrykte Blikke! Dog, veed jeg vel, at Tonerne ere kun svage, ja saare svage; men mit Haab og min Trøst er det, at jeg her har budet et Hjerte dem, der føler reent og dybt, med et barnligt Sind, det Hellige, som det Sande og Ædle, og der vil selv disse uskyldige Blomster, med de matte Farver, vinde i Skjønhed og Glands, ved at belyses af en riig poetisk Sjæls Straaleskjær!
F.V.K.
Tidsstil er også et vers foran i (Fr. Bøgh:) Valkyrien. Et nordisk Digt i tyve Sange, 1861.[25] Forfatteren, som var en broder til Andersens unge ven Nicolai Bøgh, er glemt, men lever som Frederik From i Vilh. Bergsøes Fra Piazza del Popolo:
Til Digteren Hans Christian Andersen.
Du, som skiænked mig saamange Glæder.
Alt fra den Tid, jeg var liden Dreng,
Gid Du vilde høre, hvad jeg kvæder,
Finde Malm og Klang i Harpens Streng!
Gid igjen jeg Noget kunde give,
Som ved Skjønhed kjært Dig maatte blive,
– Thi de Godes Bifald er kun Hæder!
Med Høiagtelse
fra Forfatteren.
D. 4dc Novbr. 61.
Blandt engelske bøger og vel overhovedet blandt bøger skænket til H.C. Andersen indtager Dickens-dedikationerne en særlig plads. Med nogen gentagelse fra Boghylde s. 54-58, hvor 6 af de 12 bøger for første gang siden 1876 var samlet og blev afbildet, kan følgende nu oplyses; herudover skal blot forudskikkes, at en af bøgerne siges at være eller have været i Schweiz.
Under H.C. Andersens besøg i London i 1847 rejste Charles Dickens til byen og opsøgte ham på Hotel Sabloniere på Leicester Square, slæbende på tolv bind egne værker med den enslydende dedikation Hans Christian Andersen from his friend and admirer Charles Dickens. London July 1847 – hvortil måtte føjes en billet, fordi Andersen ikke var hjemme, se note 43. Fire af bøgerne testamenteredes til KB og een til Jonna Stampe, mens resten gik på auktion; Edvard Collin har altså ikke ønsket hverken at eje eller til sine og Andersens nærmeste at fordele nogle af bøgerne. Rækken er følgende:
Sketches by Boz, 1839; The Adventures of Oliver Twist, 1841; The Old Curiosity Shop, 1841; Barnaby Rudge, 1841. Til KB 28.9.1875 ifl. testamente. Man kan stadig finde anført, at KB kun har to sådanne bøger, men se Bogh 55 og ill. 57.
Nicholas Nickleby, 1839. Til Jonna Stampe ifl. testamente; til datteren Christine Stampe g. Bardenfleth, hendes søn og sønnesøn, og af dennes enke, hofdame Alette Bardenfleth, testamenteret sognepræst Thomas Bruun i Vejlø, der på mødrene side er af familien Bardenfleth.
Videre i AAs rækkefølge:
The Chimes. 1845. AA 706 kunsthistorikeren Emil Bloch 5 kr. Er nu med the Suzannet Dickens Collection i The Dickens House Museum i London.
The Battle of Life, a Love Story. 1846. AA 707 boghandler Torst 5 kr.
A Christmas Carol. 1846. AA 708 Bloch 5 kr. Skænkedes af det dansk-amerikanske ægtepar Leigh B. Block »til det danske folk«, 1956, og bestemtes af statsminister H. C. Hansen for Odense. Den nærliggende tanke, at giveren var i familie med Emil Bloch, svækkes af et exlibris for Frank J. Hogan.
The Cricket on the Hearth, 1846. AA 709 Bloch 5 kr.
Pictures from Italy, 1846. AA 710 Torst 5 kr. Bogen kan spores i et formidabelt Andersen-tilbud fra G. Michelmore i London 1930 (der imidlertid splittedes, se A-iana 1962 83f.), blev i 1964 hjembragt fra USA af antikvarboghandler Claes Nygaard i Oslo til højesteretsadvokat Jonas Skougaard for 17.000 n.kr. sammen med en anden Dickens-dedikation (Fyns Tidende 1.12.1964), kom efter Skougaard til en anden norsk storsamler, skibsreder Per M. Meyer, og udstilledes af antikvarboghandler Lunge-Larsen i Helligåndshuset 1975 for derefter at optræde i sammes kat. 64, 1975, for 30.000 n.kr. Bogen er i rød maroquin af Bedford, ikke særlig køn at se på.
Papers of the Pickwick Club, 1837 (fejl for 1845). AA 711 Bloch 31 kr. Udbudt hos Sotheby’s i New York 24.4.1985 med andre kostbarheder efter samleren P. F. Webster. (Weekend-Avisen 3.-11.4.85).
Martin Chuzzlewit. 1844. AA 712 Bloch 31 kr.
Måske skal det tilføjes, at sidstnævnte avisnummer rapporterede salget af Charles Baudelaires Les Fleurs du Mal med dedikation til Eugène Delacroix for 1,3 millioner francs på auktion i Paris.
Digte af en tidligere hovedskikkelse i engelsk og europæisk litteratur, George Lord Byron, foræredes til »the Poet of Denmark« af en mindre kendt »sincere friend and admirer«, politikeren og embedsmanden Sir Fitzroy Kelly, der var i København 1855.[26] Men naturligvis har Andersen læst Byron langt tidligere og i 1841 »følt sig oplivet og aandelig styrket ved at see hans Jord-Vei« (Dagbøger 19.2.1841 og Boghylde 53). Fra samme tid har vi et læseværdigt rim om ham i en Byron-udgave, som Andersen forærede Jonna Drewsen til konfirmationen; den har i nyere tid været i handelen, men citeres her efter en optegnelsesbog med sådanne og andre vers – kraftig kost til en purung pige af det bedre borgerskab:
Til Melodie gik Livs Disharmonien;
Hver blodig Taare til en Perle blev;
Ved ham var slig en Kraft i Poesien;
Bær Livets Dissonans – som han den skrev.
Senere fik favoritten Jonna også digte af Robert Burns, en miniatureudgave fra 1841, Den kjære Jonna Drewsen fra hendes ældre Ven H.C. Andersen. 2 Februar 1848.[27]
Den første af Andersens to Englandsrejser synes ikke at have afsat andre bidrag til nærværende opsats end Dickens’ gave, omend Dagbogen nævner nogle. En af besøgets eftervirkninger ses i en engelsk Danmarkshistorie med dedikationen fra »det danske Hiem i London«.[28] Man gætter på, at det er et af bankierfamilien Hambros hjem, hvilket bekræftes af, at den pseudonyme forfatter viser sig at være C. J. Hambro. Bogen er nu i Odense ligesom flere følgende; deres forfattere er delvis nævnt af Elias Bredsdorff.
Blandt dem, der ovenfor betegnedes som betydningsløse engangs-kontakter, tør man vist regne digteren og politikeren Richard Monckton Milnes (senere Lord Houghton). Andersen nævner i MLE, at han træffer ham ved Lady Blessingtons formidable selskab til den danske gæsts ære, og dagbogen for 29.8.1847 oplyser, at Andersen har skrevet ham et brev. Elias Bredsdorff formoder naturligt nok, at dette er svar på et brev fra Milnes, men man kan nu regne med, at anledningen er en boggave, som fornylig vandrede fra en amerikansk til en engelsk antikvarboghandler: Poems of Many Lands. New Edition, London 1844, med dedikationen: Richd. Monckton Milnes to Andersen. London July 19th, 1847 (meddelt januar 1991 af Jens S. Bork).
Et brev til Henriette Wulff (Boghylde 59, nu BHW II 96) omtaler forlæggeren Richard Bentleys gave: Herman Melville’s The Whale (Moby Dick) -den ville man stadig gerne se! men man må nøjes med hans Typee, der bærer Andersens autograf, men som ikke er kommet på Bentleys forlag.[29] Til hans kreds hørte derimod forfatterinden Julia L. H. Pardoe, som Andersen ved sit andet besøg traf både i Bentleys og hendes eget hjem. Formentlig fra dette besøg stammer hendes væsentlig ældre bog om en rejse til Konstantinopel;[30] dens egenhændige titelbillede af dansende dervisher må have interesseret en gæst, der omtrent samtidig havde gengivet dette motiv i tegning og papirklip under sin Bazar-rejse (se fx Bredsdorff: H.C. Andersen og England s. 37-41 m. ill.)
Det netop nævnte brev til Jette Wulff og et senere fra 1856 (BHW II 265) omtaler to af de tre bøger aï H.W. Longfellow, som findes i AA. Af disse har de to materialiseret sig til særdeles forskellige priser : Evangeline, 1848, som var gave fra forfatteren,[31] The Song of Hiawatha, 1855, fra ægteparret Spring via Jette Wulff,[32] hvorimod vi ikke kender Tales of a Wayside Inn, 1866 (kort nævnt BEC III 351, AA 736 H. C. Nissen 6,50 kr.). Ifølge Dagbogen havde Andersen allerede 23.6.1852 fået Longfellows digte af to unge amerikanske Robinson’er, ikke et ægtepar som anført Boghylde 60, men børn af den dame, hvis pseudonym Talvj vil være kendere af de germanske sprogs folkeviser bekendt.
Fra opholdet 1857 stammer også The Dead Secret, en af den stadig læste Wilkie Collins’ romaner.[33] Som bekendt overværede Dickens’ danske gæst 4.7. en privat førsteopførelse af Collins’ The Frozen Deep i dronning Victorias nærvær, dog uden at blive præsenteret for dronningen. Bogen fik han af Collins 13.7., et par dage før afrejsen.
Blandt de engelske rejsende, der mere eller mindre planlagt fik den mærkværdige story teller at se under deres besøg i hans hovedstad, skriver Elias Bredsdorff bl.a. om to, som der er grund til at nævne. Horace Marryats bog om Danmarksbesøget kommer ikke i betragtning her, men One Year in Sweden har været i handelen.[34] George Brownings pjece A Few Personal Recollections of Hans Christian Andersen, 1875, nummer 2 i Aage Jørgensens bibliografi, har i KBs eksemplar tilskriften With the author’s compliments, formodentlig til biblioteket. Bagi er indhæftet det digt på 12 linier, der ledsagede Brownings Footprints, som han sendte Andersen ved sin bortrejse maj 1875.[35] Odense erhvervede bogen på Sotheby-auktionen efter den østrigskfødte storsamler dr. Richard Klein i London, hvis navn mere end een gang har været nævnt her i årbogen.
Og så kan Storbritannien og Amerika afrundes med at nævne en skotsk klassiker endnu engang, idet en franskmand, advokaten og Andersen-oversætteren Louis Demouceaux, forærede Andersen Robert Burns på fransk.[36] Siden fik han ham ifl. AA også på schweizertysk, egentlig mere nærliggende.
Fra de øvrige lande er der kun enkelte titler at byde på, en eller to fra hvert land – de fleste kendt fra H.C. Andersens auktion og fra Boghylde, men noteret pga. nye ejere og nye priser.[37] To så bemærkelsesværdige bøger som Alfred de Vigny’s gaver af digte og skuespil under Andersens celebre besøg i Paris 1843 var kommet fra hinanden – de er nu samlede i Odense, ja såmænd…[38] En køn ramme omslutter smudstitlen på Tristan og Isolde, ikke Richard Wagners, men Karl Immermanns.[39] Bogen er ikke gave fra forfatteren, men fra de oldenburgske venner minister Wilhelm von Eisendecher og hans hustru Lina. En indbydelse fra hende nævnes i Dagbogen 18.3.1843. Den førte til besøg og bekendtskab, og der er faktisk i KB bevaret c. 2 x 50 breve mellem fru Eisendecher og Andersen, alle selvfølgelig på tysk og næsten alle hendes, mindre selvfølgeligt, udaterede. Korrespondancen forberedes til udgivelse på Herzog August Bibliothek Wolfenbüttel med dansk medvirken. Der er et par yderligere tyske og hollandske titler.[40][41]
Og så kan iagttagelserne slutte med en teologisk foliant på latin, trykt i Holland længe før nogen anden her omtalt bog.[42] Nogen mere klodset hund blandt digterhyldens kegler er svær at forestille sig, og forklaringen er nok den, at den alt for elegante autograf er et falsum. Men kunne falskneren ikke have forfalsket en mere sandsynlig og lettere håndterlig bog?
Emneregistret i Dagbøger XII anfører under boggaver omtrent 200 henvisninger, og Almanakkerne afslører ved gennemsyn henimod 50. Vi har skrevet dem ud og uden meget grundigt eftersyn fundet c. 90 af titlerne i Andersens auktionskatalog og en snes stykker i Boghylde. Nogle notater dækker flere personers gaver, mange omhandler oversættelser af A.s egne værker; de er ikke behandlet her.
Tre af de fem erfarne bibliotekarer, som forestod Dagbøgerne, og af hvilke Helga Vang Lauridsen og Kirsten Weber i 1990 har udgivet Almanakker 1833-1873, opfyldte som bekendt i 1980 et gammelt, men tilsyneladende uopfyldeligt ønske med støtte af Lademanns Fond. Det var de to nævnte samt Kåre Olsen, der skrev transskriptioner, evt. oversættelser og gedigne kommentarer til H.C. Andersens Album I-V. En halv snes breve i disse album er ledsagebreve til boggaver, og der henvises til dem i denne artikels sidste og længste note. De to indledende tal er sidetal i den formidable facsimile-udgave og i den tobinds tekstudgave, og rækkefølgen er kronologisk.[43]
Det ville være meningsløst at aftrykke dagbogsnotaterne i nævneværdigt tal, korte og ufuldstændige som de er. Til alle andre formål end det foreliggende har de desuden større interesse, nemlig ved læsning af en rejses oplevelser eller ved indgang via giverens navn i personregistret bd. XI eller via diverse emner i bd. XII. Men læst som en helhed bekræfter de det indtryk, som auktionskatalogen giver – selv i dens plukkede omfang af en udpræget heterogen samling. Man kan selvfølgelig sige om enhver ikke-arvet bogsamling, at den er defineret ved sin ejer og tjener til at definere denne. Men her gælder det i særlig grad, at intet andet holder den sammen end den omstændighed, at mange meget forskellige mennesker har kendt samlingens ejer eller ihvertfald ønsket at levere ham deres respektfulde visitkort.
På denne vis lægges sten på sten til bygningen så forskellige som følgende:
Nürnberg 14.11.1840: »Besøgte Campe, som forærede mig to smaa Bøger om Nürnberg«. Flensborg 31.5.1860: »Conrector Schumacher fik de to første Hefter af mine Eventyr og Historier, han gav mig en Bog af sig: »Der Lehrerberuf in seinen Antinomien««. Le Locle 7.8.1860: »Foræret igaar Jules [Jürgensen] de samlede Eventyr paa Tydsk. I Dag fik jeg af ham hans Bog over Orglerne i Locle«. Poitiers 15.-16.1.1863: »Concyliologen… Hr. Drouet… forærede mig en lille Bog, Breve fra de azoriske Øer« (AA 795 1 kr. s.m. to andre bøger). Kbh. 11.11.1873: »Besøg af den amerikanske Consul Griffin, som bragte mig et Exemplar af sin Bog Memoir of Colonel Chas. S. Todd« (AA 723 Lynge 1 kr.).
Kuriositeter til side: Det store flertal af gaver er naturligt nok skønlitterære værker af alle arter, givet af forfattere, undertiden af andre. Notaterne giver selv uden tilføjelse af opholdssted et rids af berømthedens rejser.
De første noterede gaver ligger dog før rejserne og berømmelsen. Når latinskoledrengen 14.10.1825, en måned efter den ældste kendte dagbogs anlæg, får foræret »Tullins Prisskrift«, må man vel tro, at det er det om Skabningens Ypperlighed i Henseende til de skabte Tings Orden og Sammenhæng snarere end det Om Søefarten, dens Oprindelse og Virkninger (begge fra Forsøg i de skiønne og nyttige Videnskaber, 3. Stk. 1764 resp. 1. stk. 1761). Dog lidt fjernt efter to menneskealdres forløb. Men når man ser, at det er foræret ham af en, der var voksen, da skriftet udkom, og som er et af de tidligst fødte mennesker blandt Dagbogens 9950, så hænger tingene alligevel sammen. Giveren var den venlige pastor Studsgaards mor, den halvfemsårige Lucie Abelone Dall. At »vi«, åbenbart præstefamilien, samme dag »loe alle af det flaue i Øen« (i Sydhavet) af digterkongen Oehlenschläger, skal lige nævnes. – Hellere end Tullin-digtet ville man dog se admiral P. F. Wulffs trebinds Shakespe-areoversættelser, knyttet til indbydelsen til at holde juleferie hos Wulffs på Amalienborg. »De ere paa Skrivepapir og saa brillant indbundne som et Schekspearsk Stykke fortiener«, som det hedder i den ofte citerede optegnelse af 19.12.1825.
Også P. O. Brøndsteds Denkwürdigkeiten aus Griechenland, foræret under en te-visit hos forfatteren, der »spillede en Vals for mig, han havde compone-ret« (19.5.1833), var værd at tage med. Men de følgende gaver stammer fra den første store rejse – endnu er Andersen dog ikke bekendt med andre end tyskere og østrigere, således Chamisso som ovenfor nævnt; også fra rejserne i Sverige og Orienten medbringes enkelte bøger.
Rejsen til Tyskland og Frankrig 1843 skabte kontakt bl.a. med illustratoren Otto Speckter (23.2.) og Alfred de Vigny (se ovf.); morsom at læse om er Ferd. Freiligraths overstrømmende glæde ved at indføre danskeren i sit hjem, hvor de udvekslede En Digters Bazar og et bind digte (18.5.). Næste år, under opholdet på Føhr, skænkede hertug Christian August to smukt dedicerede skrifter til digteren (Boghylde 31/34), og endnu højere herskaber melder sig senere som givere. Den upåfaldende auktionsmedløber AA 412, Heidi, Gylfes dotter, er således skrevet og skænket af svenskekongen (Dagb. 29.5.1860, Till Skalden Andersen af Författaren, jf. 28.9.65).
Sådan bliver det ved, rejse for rejse, år for år, naturligvis øget i den sene tid, hvor Dagbøgerne omfatter den københavnske dagligdag, og hvor berømmelsen og bekendtskabskredsen når sin højde. Men naturligt nok hører man sjældent noget om de ædle givere eller om H.C. Andersens læsning af de mange bøger. Dog dvæler han ved samtidig læsning i to nye, højst forskellige bøger, Vilhelm Bergsøes bekendte hovedværk og Breve fra Helvede, hvis forfatter pastor Valdemar Thisted dagbogen ikke nævner her (26.-27.11.1866, jf. 29.11.) mens den tidligere har omtalt en brevveksling med ham.
Små rids af forfatterne dukker uventet op ved nye spanske bekendte som digteren Juan Hartzenbusch (28.11.1862, jf. Boghylde 32 og 46) og kemiprofessoren de la Luna (10.12.1862, AA ÷), mens næste dag hertugen af Rivas’ samlede værker som gave fra den svenske minister giver anledning til at opregne hvert enkelt skuespil i bindet. En halv snes år senere får vi et andenhånds glimt af den unge Ernst v.d. Recke, der afleverer sit successtykke Bertran de Born (21.1.1873, AA ÷), og op imod halvfjerdsårsdagen et førstehånds af den beskedne unge Martin Kok (30.3.1875, AA 118, medløber):
»Før jeg tog hjemme fra kom Digteren Hr. Recke og afleverede sit Stykke, men vilde ikke gaae ind, han havde ikke Tid havde han sagt til Frøken Hallager, paa hvem han havde gjort et rigtigt friskfyrs bevidst Menneskes Indtryk, Paaskriften til mig paa Bogen er saa tynd som den kan være«.
»En ung Student Martin Kok bragte mig sine Digte (Øieblikkets Børn), udkomne for to Aar siden, men i al den Tid havde han [ikke] følt Mod til at bringe mig dem, først nu efter en Samtale med den unge Grev Knuth til Knuthenborg, som har besøgt mig kom han, hjertelig og naturlig. Han syntes at holde meget af mig som Digter og var særdeles høflig og opmærksom«.
Den store hædersdag afsatte ikke noget særligt for vort emne, men 9.7.1875 kommer det sidste egenhændige notat om en boggave: »Fik fra Paris mine nye Eventyr paa Fransk med smukke Illustrationer. Glædede mig særdeles«. Det må være det sidste af de tre ofte optrykte bind, som er oversat af Ernest Grégoire og Louis Molland og illustreret af pseudonymet Yan d’Argent, og de er da også meget veludstyrede. Anderledes er tonen i det sidste notat, nu ved fru Dorothea Melchior; det knytter sig til 19.7.1875, 16 dage før Andersens død. Vi har i Boghylde s. 41 gengivet Gottfried v. (Liitt-gendorff-)Leinburgs dedikationsblad, fortrykt med en romantisk vignet og forsynet med disse skrevne ord: Andersen, dem Sanger der menschlichen Kindheits-Sage, in hochachtungsvoller Verehrung. v. Leinburg. München, 7/7 8/7 [1] 875«. Gaven var altså rettidig, men besværer den syge mand, som dikterer fru Melchior en ti linier lang svada om den besværligt emballerede pakke med oversættelser fra nordisk og om Leinburgs ønske om bøger og autograf, alt grundet på interesse, som Andersen også bemærker, men lovlig langt og trist at citere her.
Tiden var gået. Og dette sidste afsnit har kun delvis omhandlet vort egentlige emne: bevarede bøger fra H.C. Andersens boghylde. Måske mest for bibliofiler, mindre for personalhistorikere, mindst for litterater, men dog små glimt over H.C. Andersens liv og skæbne. Yderligere oplysninger vil altid være velkomne, men vil næppe række til yderligere efterslæt, og vi kan ikke samle oplysninger i tredive år til.
