Da jeg for nogen tid siden fik lyst til at læse en godnathistorie for mig selv, tog jeg et bind af H.C. Andersens eventyr ned fra hylden. Jeg bladede lidt på må og få; det skulle være et eventyr, jeg ikke kendte for godt, og det måtte ikke være for langt, for jeg har det med at falde ret hurtigt i søvn. Det blev rent tilfældigt »Marionetspilleren«. Det kendte jeg slet ikke, og det var kun på ganske få sider. Men det blev mere spændende, end jeg havde regnet med, og søvnen indfandt sig først hen på de små timer, idet jeg måtte ud af sengen for at konsultere nogle af mine bøger. Jeg havde øjnet brikkerne til et puslespil og ville gerne se, om mønsteret passede.
I eventyret møder fortælleren en marionetspiller på et dampskib, hvor de rejser sammen. Han er en omrejsende »Theaterdirecteur«, der har hele sit »personale« i en kasse og er en glad og lykkelig mand. Han fortæller, at han en gang spillede marionetteater på Hotel »Postgaarden« i Slagelse og der mødte en »Candidat fra den Polytechniske Læreanstalt«. Denne optrådte selv på Hotel Postgaarden, men det var med fysikforelæsninger, ledsaget af demonstrationer, hvortil han havde nogle fine apparater. Det blev til, at marionetspilleren overværede forelæsningen, og det satte hans fantasi i gang. Han drømte, at han og hans dukker dumpede igennem en elektrisk spiral, ligesom han havde set »Candidaten« lade et stykke jern dumpe, hvorved det blev magnetisk, »Aanden kom over det«.
Og ånden kom også over marionetspilleren. Hans »personale« blev levende skuespillere, og han selv blev en »rigtig« teaterdirektør. Men med al den ballade, han fik med dette personale, var han lykkelig over at vågne og blive klar over, at det kun var en drøm. Dukkerne er meget lettere at omgås end primadonnaer og scenehelte af kød og blod.
H.C. Andersen-tolkere anfører, at inspirationen til dette eventyr stammer fra Andersens mislykkede forsøg på at gøre sig gældende ved teatret. Denne tolkning skal jeg ikke anfægte, men gerne overlade til litterater at diskutere. Det, der fik mig til at blive mere end interesseret, var, at denne historie har forbindelse til »Hauchs Samling« af gamle fysikinstrumenter på Sorø Akademi, som jeg bestyrer.
I 1824 stiftedes i København »Selskabet til Naturlærens Udbredelse«. Et af de stiftende møder, som fysikeren H. C. Ørsted havde indkaldt til, holdtes den 27. februar 1827, og heri deltog den 71-årige overhofmarskal Adam Wilhelm Hauch, som i sine yngre dage havde samlet et meget omfattende »Fysisk Cabinet«, der endnu stod i »Staldmestergården« i København. Et par måneder senere deltog Hauch sammen med kongen, Frederik VI., i indvielsen af den hovedbygning på Sorø Akademi, der var opført som erstatning for den, der nedbrændte i 1813. Ved denne indvielse opstod tanken om, at Hauchs fysiske samling skulle skænkes til akademiet, hvilket den også blev. I november samme år kom alle apparaterne til Sorø.
»Selskabet for Naturlærens Udbredelse« skulle efter Ørsteds ide foranstalte foredrag om naturvidenskabelige emner. Men det var afgørende, at disse foredrag ikke skulle være for specialister, men skulle holdes i en sådan form, at alle kunne have udbytte af at høre på. Foreningen eksisterer stadig.
I vinteren 1835-36, arrangerede selskabet foredrag over mekanisk fysik og elektricitetslære i Slagelse. Det var cand polyt. S Holmstedt, der holdt disse foredrag. Fra annonceringen i de lokale aviser kan man se, at formålet med at gøre foredragene alment fattelige efterleves, idet det hedder (Den Vestsjællandske Avis. Slagelse Ugeblad. Oktober 1835. Side 664):
»Foredraget vil i almeenfattelig Fremstilling forklare i Særdeleshed de fornævnte Videnskabers Grundsætninger, som udbrede Lys over mange af Livets practiske Gienstande, give talrige Vink til deres Anvendelse i Kunstflid, Næringsbrug og Husholdning, og saaledes meddele frugtbar Oplysning for Borgeren som for Landmanden, for Kunstneren som for Haandværkeren«.
I en anden indbydelse hedder det endda (Den Vestsjællandske Avis. Slagelse Ugeblad. Den 21. November 1835):
»De, som ønsker at høre disse Forelæsninger, til hvilke Adgangen ogsaa staar aaben for Mødre og Døttre i Familierne, vilde behage snarest mueligt at melde sig hos Een af Undertegnede, og derefter paa samme Sted, senest d. 28de d. M. lade afhente Adgangsbillet til samtlige Forelæsninger for hele Vinteren, imod derfor at erlægge det Bidrag, som til de locale Foranstaltninger for Forelæsningerne — hvilke i øvrigt gives aldeles uden Betaling…«.
Det er en kendt sag, at H.C. Andersen var nær ven med H. C. Ørsted og beundrede ham kolossalt. Juleaften 1835 var Andersen således til middag hos Ørsted og fik af ham et par kopper og et digt i julegave. Jo, det er rigtigt: Ørsted forærede et digt til Andersen. Der er næppe tvivl om, at Andersen af Ørsted har hørt om Selskabet til Naturlærens Udbredelse. Men har H.C. Andersen selv været til forelæsning i Slagelse? Næppe, for tilsyneladende har han ikke været på disse kanter i løbet af den tid, forelæsningerne holdtes. Men her kommer Sorø Akademi ind i billedet.
Det var for H.C. Andersen et par hektiske juledage i 1835. Foruden juleaften at have været til middag hos Ørsted, var han også til julefest i Studenterforeningen, hvor der opførtes en fransk vaudeville, og derefter kl. 11 spiste han julegrød hos Edvard Collin. 1. juledag var han til frokost hos Gottlieb Collin, middag hos justitsråd Viborg og endelig om aftenen til musiksoiree hos Agent Zinn. Andersen er kendt for at have holdt sig til de rigtige steder. Men ellers var han på denne tid vældig optaget af at færdigskrive sin store roman »O.T.«. På denne, som på andre værker, har han ofte skrevet under besøg i Sorø, hvor han boede hos digterkollegaen Ingemann i det hus, der har fået navn efter denne.
Det fremgår af H.C. Andersens dagbøger, at han i juni 1836 foretog en rejse til Næstved, hvor han besøgte general Guldberg og derefter rejste til Sorø, hvor han besøgte Ingemann og Carsten Hauch. Han har næppe været i Sorø-Slagelse mellem julen 1835 og juni 1836, og det er netop i dette tidsrum, at forelæsningerne holdes. »Marionetspilleren« blev først offentliggjort i 1851, sammen med andre eventyr og historier i I Sverrig, men har naturligvis været skrevet tidligere. Det er absolut ikke et af hans betydelige værker, og kan meget vel have ligget i skuffen i lang tid, afventende en lejlighed til offentliggørelse sammen med andre skrifter.
Bogen »I Sverrig« indeholder 30 beretninger og historier. En del er direkte beskrivelser af steder, han besøgte under sin rejse i Sverige, hvor han sejlede ad Gøtakanalen fra Gøteborg til Stockholm. Men der er også beretninger om mennesker, han angiveligt mødte på rejsen. Historien om marionetspilleren får Andersen bekvemt tilpasset ved at lade ham være en omrejsende kunstner, som han møder på båden, og som fortæller om sin oplevelse i Slagelse. Historien begynder: »Der var på Dampskibet en gammelagtig Mand…«.
Da jeg i 1965 blev ansat på Sorø Akademis Skole, boede jeg et halvt års tid i Ingemanns Hus. Jeg husker tydeligt de beretninger, jeg fik af ældre kolleger om dette smukke hus’ historie. Ikke mindst var det med ærefrygt, at jeg på førstesalen fra et lille værelse skuede gennem vinduet i kvisten ud over den frodige, lidt vildt voksende have og søen. Værelset var min teenage-datters hybel, og væggene var pyntet med sådanne plakater, som ungdom nu engang kan lide at omgive sig med. Og huset genlød af Beatles-musik, forøvrigt til fornøjelse for både forældre og børn. Men der var strenge påbud om, at der ikke måtte males eller slås søm i; thi huset var fredet og blev betragtet som en national helligdom, hvad det vel ret beset også er.
I dette kvistværelse, sagde man, havde H.C. Andersen boet, når han var på sine hyppige besøg i Sorø. Og man sagde også, at han netop i dette værelse havde skrevet på sine romaner. »O.T.« og »Improvisatoren«. I et brev til sin veninde Henriette Hanck skrev han den 19. januar 1836, at han nu havde fuldendt sin roman »O.T.«. Under sine besøg i Sorø besøgte han også en anden god ven, Carsten Hauch, og her finder vi vel forbindelsen til foredragene i Slagelse.
Carsten Hauch var nemlig som lektor i fysik på akademiet den, der havde ansvaret for fysiksamlingen, som hans farbror, overhofmarskallen, havde skænket i 1827. Det må være ham, der har givet tilladelse til, at Holmstedt har kunnet låne apparater til sine forelæsninger. Udlånet er omtalt i årsskriftet for skolen. Og det må være rimeligt at antage, at Carsten Hauch har overværet en eller flere af Holmstedts forelæsninger og har fortalt H.C. Andersen om dem.
Som en slags epilog kan nævnes, at »den polytechniske Candidat« Holmstedt senere blev lærer på Den videnskabelige Realskole i Arhus. Det fik den konsekvens, at der i 1840 blev udlånt 40 apparater fra Hauchs Samling til denne skole. De er aldrig kommet tilbage, og jeg ved ikke, om de findes endnu; man kan håbe det, og jeg ville gerne vide, hvor de måtte være.
