Klik, klik – et lysbillede afløser et andet. Kalenderen siger 10. december 1938, og den verdensberømte danske atomfysiker Niels Bohr er taget til Odense for at vise et lysbilledforedrag. Det er noget af en begivenhed, og da foredraget er slut, brager klapsalver og hurraråb fra de 150 tilhørere fra den lokale ingeniørforening. Men hvorfor har den travle nobelprismodtager taget sig tid til foredragsaften i provinsen?
Det var ikke fordi han ikke havde andet at give sig til. Blot få uger forinden havde Bohr i hemmelighed haft et møde i København med atom-forskerne Otto Hahn, Lise Meitner og Otto Robert Frisch. Meitner, som havde jødisk baggrund, var flygtet til Sverige. Otto Han og Lise Meitner havde ellers arbejdes sammen i Berlin i mange år, men nu måtte de mødes i smug. Hahn havde været ivrig. Han ville planlægge nye forsøg og havde derfor brug for at sparre med Meitner. Den forskning i atomkerner, som de havde arbejdet på i flere år, gav uventede resultater. Et gennembrud var nært.
Når Bohr alligevel havde taget sig tid til en sviptur til Odense, var det fordi han stod i taknemmelighedsgæld. Europas største og mest avancerede partikelaccelerator, en cyklotron, var blevet skænket Bohrs nye laboratorium i København af Thrige Fonden. Og ikke nok med det. Den 37 tons tunge magnet var også blevet bygget i Odense. Thriges tekniske direktør, Viggo Meyer, havde egenhændigt stået i spidsen for arbejdet siden 1936. I København var de førende i teoretisk fysik, men i Odense fandt man landets dygtigste ingeniører.
I foråret 1938 var cyklotronen blevet indviet på instituttet i København, hvor Bohr og kolleger nu kunne foretage forsøg. Der var altså god grund til at professoren trykkede hånd med de odenseanske ingeniører for et veludført stykke arbejde. Bohr kunne fortælle, at det nye udstyr allerede havde givet store resultater og bidraget til ny viden om kernefysik.
16. og 17. december, blot ugen efter Bohrs foredrag i Odense, gennemførte Otto Hahn i Berlin, et forsøg, der skulle gå over i historiebøgerne: Opdagelsen af fission. Han var dog ikke sikker på, hvordan forsøgsresultaterne skulle tolkes. Den tyske forsker sendte derfor forsøgets resultater pr post til Meitner i Sverige. Hahn havde spaltet det store uran-atom i to, og nye atomer, barium og krypton, var blevet skabt i processen, men de spaltede dele vejede mindre end det oprindelige uran-atom. Det burde ikke kunne lade sig gøre.
Hen over julen 1938 mødtes Meitner med Frisch, og på baggrund af Hahns resultater beskrev de den fysik, som lå bag det bemærkelsesværdige resultat. Regnestykket gik alligevel op, fordi spaltningen havde udløst energi. Da Frisch efter julen kom tilbage til Niels Bohrs veludstyrede laboratorium i København, hvor han var ansat, kunne han hurtigt efterprøve teorien. Kort tid efter kunne Meitner og Frisch sammen publicere en videnskabelige artikel om fysikken bag eksperimentet.
Opdagelsen skulle komme til at ændre verden. Fission, atomspaltningens energiudladning og muligheden for kædereaktion blev begyndelsen på kapløbet om udviklingen af atombomben.
