I den forgangne uge kunne man læse i Fyens Stiftstidende, at lystfiskere havde fundet en død hvidnæse i Odense Fjord. Hvidnæsen tilhører delfinfamilien, og disse op til 3 m lange og 350 kg tunge tandhvaler opholder sig normalt til på langt nordligere breddegrader, men kan forvilde sig ind i de indre danske farvande. Hvidnæsen fra Odense Fjord havde tilsyneladende været død længe, så den har ikke nødvendigvis boltret sig i fjorden i jagten på fiskestimer. Den kan således sagtens være død i nordligere farvandsområder, og så kan tidevand og strøm havde ført kadaveret ind i fjorden. Bortset fra marsvinet, som jævnligt ses i området, er Odense Fjord simpelthen for lille til at udgøre et jagtområde for hvaler. At det nyligt fundne dyr næppe er den første hval, der er endt som et ådsel på fjordens lavvandede bredder, viser et arkæologisk fund fra Odense-bydelen Seden Syd.
Under udgravning af en brønd på en jernalderboplads i det område, der nu dækkes af boligområdet Hvenekildeløkken, fandtes en kindtand fra en spækhugger. På trods af, at der er bevaret et stort knoglemateriale fra pladsen, fandtes ikke flere dele fra dyret. Spækhuggeren er en tandhval, der kan nå en længde på knap 10 m og en vægt på 9 t. Dermed er det et dyr, der kræver fødemængder, som ikke er eller har været til stede i et lukket og meget lavvandet farvandsområde som Odense Fjord. Der er således flere muligheder for, at tanden nåede fra havet og til brønden omkring år 400.
Beboerne på Seden-bopladsen kan teoretisk set have nedlagt en spækhugger under havjagt i farvandet nord for Fyn, men det forekommer meget usandsynligt, da man næppe har haft erfaring med den slags jagt. Derimod kan den udgøre et stykke ”import” fra nordligere egne, hvor der var større sandsynlighed for at møde en spækhugger. Da der ikke i øvrigt er noget i det arkæologiske materiale fra den tid, der peger på handel med eksotika fra nordligere egne, må den mulighed nok også lades ude af betragtning. Til gengæld må man antage, at spækhuggere og andre mellemstore og større hvaler også i oldtiden forvildede sig ind i de indre farvande med jævne mellemrum. Det skete måske i jagten på føde, eller simpelthen fordi de for vild på grund af sygdom eller manglende erfaring. I hvert fald er spækhuggere også i nyere tid flere gange set i farvandet omkring Fyn, og måske gik det galt for vores eksemplar, som kan have endt sine dage i de lavvandede vige af Odense Fjord.
Tusindvis af fiske- og fugleknogler fra affaldslagene på Seden-bopladsen viser, at beboerne flittigt høstede af fjordens rige ressourcer, og det kan være under fiskeri eller havjagt, at de har set kadaveret af en strandet spækhugger med de karakteristiske sorte og hvide aftegninger – og den drabelige, høje rygfinne. Hvis ikke kadaveret var alt for opløst, kunne man måske udnytte kød og i hvert fald spæk, men om ikke andet kunne man tage en stor kindtand med hjem som en souvenir. Den, der kunne fremvise den ca. 8 cm store kindtand for de undrende bofæller på Seden-bopladsen, kunne sikkert vinde sig et ry som en modig storvildtsjæger – også selv om han var blevet hjulpet af naturens egene kræfter, da havets kæmpe blev nedlagt.
Den ca. 1600 år gamle spækhuggertand fra jernalderbrønden i Seden.
Læs mere
Gotfredsen, A.B., M.B. Henriksen, J. Kveiborg & K.G. Therkelsen: Fjordfiskere, strandjægere, håndværkere og handelsmænd i jernalderens Seden. Fynske Minder 2009, s. 77-112.
Kinze, C.C. 2001: Havpattedyr i Nordatlanten. København.
Kinze, C.C. 2007: Spækhugger. I: H. Baagøe & T.S. Jensen (red.) 2007: Dansk Pattedyratlas. Gyldendal.
