Når rapsen blomstrer, kan man opleve passionerede lystfiskere såvel som hele familier med begrænset erfaring med stangfiskeri drage til kyster og moler i store flokke. I denne tid – fra sidst i april til ind i juni – er muligheden for at fange hornfisk størst. Netop nu kommer de lange, sølvglinsende og lynhurtige torpedoer helt ind under kysten og i fjorde i jagten på føde og for at gyde. Ofte ser man dem lege i vandet og springe helt fri af overfladen som troede de, at de var delfiner.
Hornfisk vandrer ofte i stimer, så hvis man har heldet med sig, kan man sagtens fange en håndfuld eller to inden for ganske kort tid. Det er også årsagen til, at antallet af lystfiskere ved de danske kyster eksploderer, når der meldes om de første ”næb” i Limfjorden, ved Helsingør og på Sjællands Odde. Hornfiskene er lette at fange, og når de er i det rette humør, bider de på næsten alt, men gerne på slanke, skinnende blink eller en krog med et stykke sildekød eller kyllingehjerte. Erhvervsfiskere tager dem selvfølgelig i net – men fordi fiskene kæmper så meget, er de ikke sjove at vikle ud ad maskerne.
Fiskeknogler fra affaldslag på oldtidens bopladser viser, at man har landet hornfisk i årtusinder. De ældste fund er ca. 7000 år gamle og stammer fra Ertebølle-kulturens køkkenmøddinger ved Limfjorden. Hornfiskeknoglerne fra køkkenmøddingerne viser ikke kun, hvad stenalderjægerne havde på menukortet. Hornfisken betragtes også som sæsonindikator, fordi den – ligesom f.eks. makrellen – kun kunne fanges i en begrænset periode af året i modsætning til stationære fisk som fladfisk og torsk. Derfor er hornfiskebenene fra køkkenmøddingerne bevis på, at man i hvert fald opholdt sig ved kysten i maj-tidlig juni.
Der er knyttet mange myter til hornfiskene. Det fortælles således, at man i nogle egne har landet dem i så store mængder, at de blev pløjet ned som gødning. Mange synes de er trælse at spise, fordi der er forbandet mange små og spidse ben især i brystregionen. At benene er grønne, gør næppe sagen bedre. Nogen mener, at det er fordi de er giftige, og ifølge andre fik de farven, fordi fiskene havde spist druknede soldater! Det kan dog affejes, for hornfisken spiser rejer, krebs og småfisk.
Sandheden er, at hornfisken er en ualmindelig lækker spisefisk. Da den er ret fed, tåler den både røgning og en tur på grillen. Den traditionelle tilberedning er dog vendt i mel og stegt i smør med nye kartofler og persillesovs – og helst efter grundig filetering. Det er der ingen ben i!
Hvis du vil vide mere
Enghoff, I.B. 1994: Fishing in Denmark during the Ertebølle Period. International Journal of Osteoarchaeology 4, s. 65-96.
Enghoff, I.B. 1999: Fishing in the Baltic Region from the 5th century BC to the 16th century AD: Evidence from Fish Bones. Archaeofauna 8, s. 41-85.
Gotfredsen, A.B., M.B. Henriksen, J. Kveiborg & K.G. Therkelsen: Fjordfiskere, strandjægere, håndværkere og handelsmænd i jernalderens Seden. Fynske Minder 2009, s. 77-112.