Moselig med hud og hår er noget, man normalt forbinder med sure, jyske moser. Imidlertid fandt man også er i udkanten af Odense i 1818. Den 16. juni dette år kunne man i Fyens Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende (i dag med det mere mundrette navn Fyns Stiftstidende) læse, at man tre dage tidligere ved tørvegravning i ”Odense Byes Mose” havde fundet Beenraden og Huden af et Menneske, hvorimod alle de øvrige Dele af et menneskeligt Legeme vare aldeles opløste. Hovedet af denne naturlige Mumie er endnu saa heelt og conserveret, at Man tydelig ser Næsen, Ørerne og enkelte Haar, ligesom og Fingerne paa den ene Haand. Ved disse Levninger, der af Benenes Proportion og Tændernes Udvisende sluttedes at have været et Fruentimmer af nogle og 20 Aars Alder, fandtes et Faareskind, hvorpaa Ulden endnu var ganske kendelig, sammensyet paa flere Steder med Tarme eller Senetraade. Rimeligviis har dette Legeme i flere Aarhundreder ligget i denne Mose, hvor Luften ikke har kunnet gjennemtrænge og forraadne de tilbageværende Levninger”.
Moseskeletter kendes fra en række fynske moser, men det påfaldende ved dette fund var, at knogler, hud og hår var bevaret som vi kender det fra de jyske moselig fra Tollund og Grauballe. Den lokale politimester konkluderede, at liget havde ligget i mosen i flere århundreder, og det førte således ikke til nogen kriminalsag. De klædestykker og dragtdele af fåreskind, som fandtes sammen med liget, antyder, at moseliget den døde er fra sen bronzealder eller ældre jernalder som de jyske fund.
Moseliget blev bragt til Skt. Knuds kirke, hvor det blev opbevaret i en trækiste i adelsslægten Valkendorfs kapel. Det må være denne kasse og dens indhold, som H.C. Andersen refererer til, når han i sine erindringer fra konfirmationen i domkirken i 1819 skriver om ”en Kasse, hvori gjemmes et qvindeligt Liig samt fire Katte. Sagnet fortæller, at det har været en Bispinde og hendes fire Yndlings-Katte.” Endnu i 1905 stod kisten fremme i kirken, for da blev den og de øvrige begravelser registreret af Nationalmuseet. Siden er både moselig og kiste desværre forsvundet, antagelig i forbindelse med renovering af kapellet midt i 1900-tallet.
Fundstedet er identisk med den for længst bortdrænede mose Roersdam, der lå, hvor der i dag er et grønt anlæg på Roesskovsvej i Bolbro. Herfra fik Odense bys befolkning drikkevand fra 1586 og frem til slutningen af 1800-tallet. I udborede trærør blev vandet ført fra mosen og ca. 2 km mod øst til vandpumper i byens centrum. En af pumperne stod på Klingenberg og dermed nærmest lige ud for det kapel, hvor moseliget lå i en trækasse. Drikkevandet fra Roersdam blev ikke renset, og det har utvivlsomt indeholdt andre uhumskheder end rester af moselig. Det var også årsagen til, at Odense som den første by i Danmark i 1853 fik et egentligt vandværk og dermed et moderne vandforsyningsvæsen.
Det er selvfølgelig meget ærgerligt, at moseliget fra Roersdam nu er forsvundet – ikke mindst fordi det nærmest er sket inden for mands minde. Med moderne undersøgelsesmetoder kunne liget have givet masser af information om tidligere fynboers sundhedstilstand og levevis – for ikke at tale om beklædningen. Desværre skal vi nok ikke forvente, at der dukker et ”nyt” moselig op her på Fyn, for det sure miljø, der har været i Roersdam, ses kun i få fynske moseområder. I stedet må vi glædes over den viden, vi kan hente ud af nogle af de mange skeletter, der er fundet i fynske moser og åer – også selv om de er uden hud, hår og dragt.
Hvis du vil vide mere
Henriksen, M.B. 2008: Forsvundne moselig. Skalk 2008:4, s. 8-13.