Gravgodset fra jernalderens grave giver mange eksempler på den kontakt, der var mellem de germanske samfund i Sydskandinavien og det romerske imperium i syd. Nogle af genstandene er regulære romerske produkter som glasbægre, perler og bronzekar, der er lavet i provinsialromerske værksteder i det nuværende Sydtyskland. I andre tilfælde er der tale om hjemligt producerede genstande, som efterligner eller fortolker romersk tradition og kultur. De såkaldte guldberlokker er et eksempel herpå.
Enkel guldberlok fra Blandebjerg på Sydlangeland.
Guldberlokker er indtil ca. 4 cm lange, pæreformede hængesmykker, der er lavet af tyndt guldblik, og i toppen er loddet en ophængningsøsken. Smykkerne er udsmykket med en overdådighed af små guldkugler – såkaldt filigran – der kan være komponeret i forskellige mønstre. Smykkerne repræsenterer det ypperste, som guldsmeden kunne præstere i 1.- 2. årh. e.v.t. – altså i den periode, arkæologerne betegner som romersk jernalder. Noget helt særligt ved guldberlokkerne er, at de er hule med en åbning oventil under øskenen. Udover at have en funktion som et hængesmykke, der ikke sjældent var kombineret med perler af guld eller glas, var de skabt til at kunne rumme et indhold – dog kun ganske få milliliter.
Guldberlok fra Møllegårdsmarken ved Gudme. Bemærk det fine guldsmedehåndværk.
I det fynske område er der fundet ca. 25 fund guldberlokker, men de er ikke et specifikt dansk fænomen; de er fundet i overklassens grave over store dele af Nordeuropa, og især i områder, hvor det arkæologiske fundmateriale som helhed viser, at man havde særligt intensive kontakter til Romerriget. Det er utvivlsomt via disse forbindelser, at folk på vore breddegrader har fået inspiration til at lave guldberlokkerne, for den romerske overklasse bar forskellige former for hule hængesmykker. De blev anvendt som beholdere til små mængder aromatiske stoffer – f.eks. olier med udtræk fra velduftende planter.
Guldberlok fra Møllegårdsmarken ved Gudme. Selv om stykkerne ligner hinanden, er ikke to ens.
Ingen af de danske guldberlokker har rummet rester af et indhold, de kan underbygge tolkningen som ”parfumebeholder”. I 2. årh. blev hængesmykkerne af guld imidlertid afløst af hule hængesmykker, der var lavet af sølv, bronze eller jern. Disse mindre ædle metaller har den egenskab, at de under nedbrydningen i jorden ”konserverer” indholdet. I flere nordeuropæiske grave er der således fundet hængesmykker, der indeholdt harpiks eller animalske fedtstoffer, som utvivlsomt har været anvendt til at fastholde duftstoffer fra planter. I dansk sammenhæng kendes kun et enkelt fund, nemlig et spandformet hængesmykke fra Nørreknold i Himmerland, hvori fandtes græsstrå, der kan stamme fra duftende indhold. Særligt interessant er et jernhængesmykke fra Kaseedorf-gravpladsen umiddelbart syd for den danske grænse. Heri var bevaret nåle af den kraftigt duftende krydderurt rosmarin, som også kan tænkes at være kommet til Nordeuropa via kontakter til romerne. Fundet er tankevækkende, fordi de ”hovedvandsæg”, som overklassens kvinder bar i en snor om halsen i 17-1800-tallet, og som blev brugt som en lille duftopstrammer, også kunne indeholde olier med udtræk fra rosmarin.
Teknisk avanceret guldberlok fra Møllegårdsmarken ved Gudme. Den har siddet i centrum i en perlekæde, der også har omfattet to lokalt fremstillede guldperler og to romerske glasperler.
Der har utvivlsomt været god brug for opfriskende dufte i en tid, hvor vask af krop, hår og tøj nok hørte til sjældenhederne, og hvor man delte husrum med husdyrene. Mængden af duft, der kunne spredes fra den lille mængde ”parfume”, der kunne indeholdes i smykkerne, har dog været særdeles begrænset – og vel i virkeligheden først og fremmest beregnet på bærerens næse. Det må derfor antages, at berlokkerne mere end noget andet havde en symbolsk betydning. Ligesom nutidens varemærker på statussymboler var guldberlokkerne primært et signal om, at man var en del af et socialt fællesskab, en elite, der kendte til den særlige og internationalt kendte symbolværdi, som disse smykker rummede. Med andre ord var guldberlokkerne et symbol på bærerens kendskab til The Roman way of life!
Hovedvandsæg, der med et indhold af æteriske olier blev båret om halsen af overklassens kvinder i 17-1800-tallet. Ofte var de lavet af sølv, men disse er af træ.
Læs mere
Henriksen, M.B. 2009: Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1, s. 131ff. Fynske Jernaldergrave bd. 6, 1-2. Fynske Studier 22. Odense.
