Den nordligste del af Ring 3 øst om Odense gennemskærer et af Fyns største og mest komplekse bebyggelsesområder fra tiden omkring yngre romersk jernalder, ca. 3. – 5. århundrede e. Kr., Seden Syd.
Området er bl.a. velbelagt med spor efter håndværksmæssige aktiviteter i form af metalgenstande og produktionsanlæg. Således kan Seden Syd-komplekset karakteriseres som en tvedelt bebyggelse med én eller flere centrale håndværksgårde og omkringliggende agerbrugsbaserede gårde. Set i sammenhæng med samtidens rigeste centralplads ved Gudme vurderes bebyggelseskomplekset at have mere end regional betydning. Det var således helt forventeligt, at der også i museets søgerender i vejtracéet frekom massive spor efter aktiviteter på stedet.
Seden Syd-bopladserne ligger mellem Odense Å mod vest og den bæk, der udgør skellet mellem Åsum og Seden sogn mod øst. Afstanden til kysten ved Odense Fjord er ca. 2 km. Bopladskompleksets ligger overvejende på en afgrænset moræneknold, der mod alle sider omgives af hedeslette, præget af næringsfattig sandjord. Naturvidenskabelige undersøgelser tyder på, at området allerede i jernalderen har været helt opdyrket og dele endda hededækket.
Ved den igangværende udgravning, der dækker ca. 10.000 m², undersøges en boplads med håndværksaktiviteter fra starten af yngre romersk jernalder, svarende til ca. 200-300 e. Kr. Der er fundet mindst otte huse, der alle grupperer sig nordligt i feltet. De syv er almindelige langhuse opdelt i en stald- og en beboelsesdel og orienteret helt ensartet nordvest-sydøst. Husenes længde er ca. 20-22 m. To rækker indvendige stolper, placeret i fire eller fem sæt har båret taget, mens væggen består af en dobbelt række af stolper, der giver husene let krumme langvægge og rundede gavle. Midt på husets langsider er indgangene placeret umiddelbart overfor hinanden.
Et sidste hus er kun ca. 12 m langt og orienteret øst-vest. Huset er konstrueret som langhusene, men har kun to sæt indvendige stolper til at bære taget. Dette hus har ikke haft stald, men har fungeret som opbevaringsrum, værksted e.l. for beoerne i et eller flere af pladsens langhuse. Endelig er der til landsbyen knyttet enkelte drikkevandsbrønde.
Syd for husene ses et håndværksområde, organiseret om en række brønde. Brøndene er ganske lave og skal måske snarest betragtes som bassiner, hvor man har blødgjort skind, diverse planter som hør, nælde, siv mv. for at kunne anvende produkterne til videre bearbejdning. Man har således ikke hentet drikkevand her. Pga. de våde omgivelser er bevaringsforholdene for organisk materiale usædvanligt gode i brønde. Ved Seden er der i flere brønde bevaret træ i form af en stige, plankebyggede og vidjeflettede brøndkasser mv. Også plantedele kan være bevaret og fortælle om, hvilket materiale man har bearbejdet i brøndene. Ved brøndene ses også en række gruber med et stort indhold af ildskørnede sten og trækul. Det er nærliggende at se gruberne i sammenhæng med brøndene. Således kan der være tale om sporene efter anlæg til tørring mv. af nogle af materialerne fra brøndene.
Forholdene ved Seden peger mod tekstilproduktion. Således involverer anvendelsen af plantefibre, f.eks. fra hør til tekstiler en opblødning af plantestænglen i vand, såkaldt rødning. Herved fjernes overskydende dele af planten af bakterier. Lugtgener forbundet med rødningen betyder, at brøndene ofte placeres lidt afsondret i forhold til bebyggelsen. Efter rødningen skylles hørren rent, den tørres og brydes. Herefter er materialet klar til vævning og også her fra er der fundet spor ved Seden Syd. Denne aktivitet har antagelig foregået i husene. I hvert fald er der her fundet flere vævevægte.
Tekstilfremstilling er ikke ukendt fra Danmarks forhistorie, men en egentlig produktion har hidtil først kunnet dokumenteres fra jernalderens slutning, nogle århundreder senere end ved Seden Syd. Denne produktion synes nu at kunne rykkes tilbage i tid. Ved Seden Syd er aktiviteterne begunstiget af en høj grundvandsstand, der har gjort det forholdsvis let at grave rødningsbrøndene.
Sammen med placeringen nær Odense Fjord, der har sikret adgangen til ladeplads mv. og dermed handelskontakterne til omverdenen er det givet, at de naturbestemte omgivelser har været en forudsætning for stedets rigdom og overregionale betydning.
At der på stedet har været en særlig rigdom ses også ved spor efter metalhåndværk mv., en aktivitet, der typisk tilknyttes pladser med en vis staus.