(Koch-genealogi og familiefotos ved Jakob Koch).
På H.C. Andersens tid var det almindeligt, at folk fra bedrestillede samfundskredse lod sig portrættere eller fik optaget helfigur og gruppebilleder hos professionelle fotografer, som der dengang fandtes flere af i København og i de større provinsbyer og købstæder. Der var også en del amatørfotografer, og en af dem, der var tættest på H.C. Andersen, var hans ven, læge ved Det kgl. Teater Theodor Collin (1815-1902), en søn af Jonas Collin d. Ældre. Han har blandt andet også fotograferet flere billeder af Andersen.
Af professionelle fotografer fandtes der i København f.eks. Georg E. Hansen (1833-91), som tilmed var hoffotograf, og hvis søn, Carl Georg Hansen (ca. 1862-?), under navnet Georg Hansen Jun. fortsatte sin fars forretning. Andersen fik taget en hel del portrætter og fotos i fuld figur hos Georg E. Hansen. En anden af byens fremtrædende professionelle fotografer var frøken Thora Hallager (1821-84), som var H.C. Andersens logiværtinde 1866-69, medens hun boede og havde atelier i Lille Kongensgade 1, i samme bygning som Café A’Porta på Kgs. Nytorv, og 1871-73, da hun var hans værtinde i Nyhavn nr. 18.
I artiklen “”Jeg sad i Dag for Photographen” – 20 portrætter af H.C. Andersen, Anderseniana 2007, giver Ane Grum-Schwensen en glimrende beskrivelse af den berømte digters forhold til fotografiet og de danske fotografer, han kom i berøring med. Kan passende suppleres med Bjørn Ochsners “Fotografier af H.C. Andersen”, Anderseniana 1957.
I denne sammenhæng er det familien Kochs samling af professionelle portrætfotos fra sidste halvdel af 1800-tallet, der har interesse, idet de for en dels vedkommende er nogenlunde samtidige med H.C. Andersen. De ældste fotografier i Koch-familiens samling består af fotos af brødrene Peter Frederik Wulff (1808-81) og Christian Wulff (1810-56), som i øvrigt begge var søofficerer som deres far, kommandør og senere admiral P.F. Wulff. Derimod indeholder samlingen ingen fotografiske billeder af de to brødres søster, Jette Wulff (1804-58), måske fordi hun på grund af sine legemlige skavanker ikke har ønsket at lade sig fotografere. Til gengæld rummer samlingen et enkelt fotografi af brødrenes anden søster, Ida Koch, f. Wulff (1806-76), samt flere fotografier af dennes børn og børnebørn. Den kgl. bygmester Jørgen Hansen Koch senior savnes der desværre fotografi af.
Så vidt vides findes der heller ingen fotografiske portrætter af kommandør P.F. Wulff (1774-1842) og dennes hustru, Henriette Wulff, f. Weinholdt (17841836), hvilket antagelig skyldes, at der dengang endnu ikke fandtes fotografiske atelierer i København, og formentlig slet ikke amatørfotografer. Til gengæld findes der malerier af de to markante personer og desuden også af de fleste af deres børn, herunder af Jette Wulff, og af svigerbørn og børnebørn. Hertil kommer også portrætmalerier og portrætbuster af Jørgen Hansen Koch og Ida Koch og deres tre drenge, Jørgen, Peter og Hans Henrik Koch, kaldet Henni. Busterne er udført af tidens store billedhugger H.V. Bissen (1798-1868).
De ovenfor nævnte og portrætterede personer fik alle i større eller mindre grad betydning for H.C. Andersen, for de ældre generationers vedkommende allerede fra 1822 og lige indtil deres eller hans død. Det var faktisk kun Peter Wulff og dennes søster, Ida Koch, der overlevede Andersen, sidstnævnte dog kun med et enkelt år. For de yngre samtidige generationer, Peter Wulffs og Ida Kochs børn og børnebørn, var det fra deres fødsel til Andersens død i 1875, idet de så vidt vides alle overlevede ham.
Som vi vil få at se i løbet af denne artikel, så var familierne Wulff og Koch blandt nogle af de københavnske familier, som Andersen på godt og til tider mindre godt følte sig tættest knyttet til. Det var i reglen ham, der aflagde besøg hos dem, for han boede det meste af sit liv i mindre lejligheder og som pensionær hos flere forskellige værtinder, og det var derfor ikke så nemt og ligetil for ham at have gæster. Men i den daglige omgang, Andersen havde med sine nærmeste venner, kunne det naturligvis ikke undgås, at der ind imellem opstod mindre gnidninger mellem parterne, som dog oftest blev ryddet hurtigt af vejen og gemt eller glemt.
Her skal indskydes, at grundet på pladshensyn vil artiklen hovedsagelig kun bringe citater fra H.C. Andersens dagbøger, som rækker fra årene 1825 til 1875.
Det er i mere end én forstand interessant, at H.C. Andersen forblev ungkarl, altså ugift, hele sit liv. De gentagne forsøg på at etablere et varigt forhold til en kvinde mislykkedes for ham hver eneste gang, og det endte derfor med, at han måtte affinde sig med situationen og resignere.
H.C. Andersen var faktisk meget tidligt i sit liv blevet klar over, at han var “gift” med sin digtermuse, mere præcist med sit feminine psykiske aspekt. Det må han formentlig i hvert fald være blevet klar over allerede omkring 1822, da han som 17-årig havde planer om at indlemme eventyret “Dødningen” i sin første bog: Ungdoms-Forsøg. Eventyret blev imidlertid først trykt i “Digte”, 1830, og igen 1835, da det udkom i sin omarbejdede form med titlen “Reisekammeraten”. Selvom digtermusen ikke fuldt ud kunne erstatte en kødelig muse, hvad enten denne var hunkøn eller hankøn, så mildnede det dog Andersens liv, især når han havde succes i og med sit forfatterskab.[1]
Familiemæssigt set var Andersen i en vis forstand vokset op som forkælet enebarn, skønt han havde en godt fem år ældre halvsøster, der dog måtte forlade det fælles barndomshjem allerede som cirka 8-årig. Men til gengæld for søsteren fik Andersens forældre en mindreårig pige i pleje, der var et par år ældre end den da cirka 3-årige dreng. Men efter den kun 11-årige Andersens fars død den 26. april 1816, var han alene med sin mor, der ganske vist giftede sig igen et par år senere, men stedfaderen og han kom ikke videre godt ud af det med hinanden. Som kun godt og vel 14-årig valgte Andersen i efteråret 1819 at rejse til København og bosætte sig, og her tilbragte han tre kummerlige år, der var præget af fattigdom og afsavn, skønt det var lykkedes ham at blive ansat på hans elskede Det kgl. Teater, hvor han prøvede lykken successivt som korelev, danseelev og skuespilelev, men ingen af delene var han i stand til at udføre til teaterledelsens tilfredshed. Han nåede dog at optræde som statist i flere teaterstykker, før han blev afskediget, men i sin pengenød havde han forinden forsøgt sig med at skrive og indlevere tragedier til teatret, hvis censorer forkastede de to stykker, det drejede sig om, nemlig “Røverne i Vissenbjerg” og “Alfsol”. Men det sidstnævnte stykke skulle give anledning til en afgørende ændring i den da godt 17-årige ynglings liv. Mere herom senere.
Andersen havde stadigvæk sin gamle mor, farmor og farfar hjemme i Odense, moderen til hendes død i 1833, farmoderen til dennes død i 1822 og farfaderen til dennes død i 1827, men det lykkedes ham først at rejse en tur til hjembyen i påsken 1823, knapt fem måneder efter at det via Det kgl. Teaters direktion var lykkedes at få ham anbragt som elev i Slagelse lærde Skole, hvor han havde påbegyndt skolegangen mandag den 26. oktober 1822. Men forinden sin afrejse fra København til Slagelse havde han lært nogle københavnske familier at kende, som skulle vise sig at blive hans venner og i en vis forstand også hans familie for livet. Det drejede sig først og fremmest om familien Balling, familien Dahlen, familien Wulff og familien Collin. Men som det også vil fremgå af blandt andet denne artikel, var det dog især fru Wulff og Jonas Collin, der hver for sig tog sig af den unge Andersen, både under og især efter hans skolegang i Slagelse 1822-26 og senere i Helsingør 1826-27, og omsorgen for ham fortsatte også efter, at han den 19. april 1827 for altid havde forladt de lærde skoler og blev privat manuduceret til studentereksamen i København.
København var og forblev derefter ’trækfuglen’ H.C. Andersens base fra 1827 til hans død den 4. august 1875, og fortsatte dermed ind i døden, idet hans jordiske rester ligger begravet på Assistens Kirkegård på Nørrebro, hvor hans gravsted stadigvæk findes bevaret i år 2008. Her ligger for resten også flere af hans venner og bekendte begravet, som f.eks. ægteparret Jørgen Hansen Koch og Ida Koch.
Andersen stiftede oprindelig bekendtskab med familierne Wulff og Collin i sommeren 1822, men eftersom denne artikel i hovedsagen skal handle om H.C. Andersens forhold til familierne Wulff og Koch, vil vi her fortrinsvis koncentrere os om hans forhold til disse to familier, og kun omtale den ellers nok så vigtige familie Collin sporadisk og i relevante forbindelser.
Den ambitiøse, initiativrige og selvpromoverende, og i 1822 kun 17-årige H.C. Andersen, som på dette tidspunkt selv boede som logerende hos familien Henckel i Dybensgade 20, 1. sal, havde på den tid dramatiseret et dansk folkesagn og kaldt tragedien for Røverne i Vissenberg. Den unge digter var så stolt af sit værk, at han som nævnt syntes det burde indleveres til Det kgl. Teater, hvilket også skete den 19. marts 1822, men anonymt og via Andersens faderlige ven Frederik Carl Gutfeld (1761-1825), som var provst ved Holmens Kirke. Stykket blev dog forkastet 16. juni s.å., men en scene blev trykt i tidsskriftet Harpen for 9. august 1822. Se mere herom nedenfor.
Imidlertid havde den unge digter i mellemtiden skrevet endnu en tragedie: Alfsol, i 5 akter, som denne gang var en dramatisering af en novelle af historikeren P.F. Suhm (1728-98). Det var ifølge Levnedsbogen (1832) i anledning af dette stykke, at H.C. Andersen for første gang mødte P.F. Wulff:
“[…] Alle Mennesker vilde jeg have skulde dele min Glæde, at jeg var Digter; Alle maatte høre min Alfsol. – Jeg læste nu Schackspears Levnet; det forekom mig næsten som mit eget, jeg bildte mig virkelig ind, at jeg ogsaa var saa dan en Karl. Commandeur Wulff havde da oversat hans Værker, jeg bildte mig ind, det maatte glæde ham at see et Væsen der lignede hans Yndlings Digter, jeg var ogsaa begjerlig efter at kjende ham, og saaledes, med min Alfsol i Lommen introducerede jeg mig i et Huus, hvor jeg siden fandt næsten et Hjem. […]”[2]
Samme episode har fået følgende udformning i Mit Livs Eventyr.
“[…] Jeg var selv henrykt over de første Acter og med disse introducerede jeg mig strax hos Shakespeares Oversætter, nu afdøde Admiral Peter Wulff, i hvis Huus og Familiekreds jeg siden fandt et sandt Hjem. Han fortalte Aaringer derefter i Spøg og med lidt Overdrivelse om vort første Bekjendtskab; at idet jeg kom ind ad Døren, skal jeg strax have begyndt: “De har oversat Shakespeare, ham holder jeg saa meget af, men jeg har ogsaa skrevet en Tragedie, vil De bare høre!” – Wulff bød mig først at spise Frokost med sig, men jeg vilde ikke nyde Noget men læste i Galop, og da jeg var færdig , skal jeg have sagt: “kan der ikke nok blive Noget af mig, for det vilde jeg saa gjerne!” – Jeg stak nu Papirerne i Lommen, og efter hans Fortælling svarede jeg, da han bad mig at besøge sig snart igjen: “Ja, det skal jeg, naar jeg har skrevet en ny Tragedie!” – “Ja saa vil det jo da vare temmelig længe!” svarede han. “Nei, jeg tænker nok,” sagde jeg, “at jeg har een færdig igjen om fjorten Dage!” – og med de Ord var jeg ude af Døren.” [3]
Efter at tidsskriftet Harpen var udkommet den 9. august 1822, kunne den håbefulde unge digter ikke få nok af at se sit eget navn under den scene af Røverne i Vissenbjerg, som stod trykt deri. Herom fortæller han i Levnedsbogen:
“[…] Mit Navn stod derunder, det var det første der var trykt af mig. Jeg læste det vist hundrede Gange igjennem, laae om Aftenen og saae paa mit trykte Navn; løb hen til Frøken Tønder-Lund og jublede af Glæde; hun var barnlig og godmodig, deelte den med mig. Wulffs fik det ogsaa at see, Commandeuren laante det. Et Par Dage efter vilde jeg hente det. Det var ikke at finde! Han sagde ganske rolig, da han ikke tænkte hvad Værd det havde for mig. “Det er gaaet Kjødets Gang!” – Jeg sagde ikke noget der til, men kunde knap skjule mine Taare, det var min hele Rigdom jeg havde tabt. […]” [4]
De to portrætfotos tilhører Jørgen Hansen Koch (f.1926).
Det skal i øvrigt bemærkes, at flere af citaterne i denne artikel vil blive gentaget i de tilfælde, hvor citaterne omhandler flere personer i artiklen. Denne oplysning vil forhåbentlig kunne forhindre den forvirring, der måske kunne opstå i den anledning.
Dette møde mellem Andersen og Wulff blev indledningen til et årelangt bekendtskab og senere familiært venskab med familien Wulff på Søkadetakademiet, som foruden af P.E Wullf og hustru, Henriette Wulff, f. Weinholdt, også bestod af deres fire børn: Hanne Henriette (Jette) Wulff (1804-58), Ida Wulff (1806-76), Peter Frederik Wulff (1808-81) og Christian Nicolai Wulff (1810-56).
I sin uundværlige bogudgivelse H.C. Andersens Brevveksling med Henriette Wulff I-111 (1959), har den velrenommerede H.C. Andersen-forsker, overbibliotekar ved Det kgl. Bibliotek i København, dr. phil. Helge Topsøe-Jensen (1896-1977), for længst redegjort for mennesket og digteren H.C. Andersens forhold til familien Wulff og heri påvist, hvilken betydning de enkelte af denne families medlemmer havde for ham, og han for dem. I Andersens helt unge år var det især Fru Wulff, der på sin velmente, men ligefremme og noget uskånsomme facon tog sig af hans opdragelse, idet hun efter yderste evne forsøgte at pille alle unoder og digterdrømme ud af ham. Han led ofte under hendes strenghed, men var trods det stort set upåvirket af hendes evindelige formaninger og irettesættelser.[5]
Derimod var Andersens forhold til Wulff-familiens yngste søn, Christian Wulff, af mere kammeratlig og ligefrem karakter, og de to blev “dus”, hvilket ikke var så almindeligt dengang, hvor man i de højere kredse og det gode borgerskab holdt på formerne og etiketten. Dus blev Andersen derimod aldrig med Christian Wulffs ældste søster, Jette Wulff, skønt de førte en omfattende indbyrdes korrespondance, som strakte sig fra omkring 1828 til hendes alt for tidlige og tragiske død i 1858, hvor hun omkom under et skibsforlis i Atlanterhavet på vej mod New York. Men til gengæld var Jette Wulff en ivrig og engageret ’forsvarer’ for sin digterven, som hun dog lejlighedsvis også selv kunne blive irriteret på og havde sine divergenser med.
Men af særlig interesse i denne sammenhæng, er H.C. Andersens relation til Ida Wulff, søster til de to ovennævnte, som med deres forældre boede på Søkadetakademiet, der havde haft til huse i det Brockdorffske Palæ på Amalienborg siden 1788. På grund af forestående restaurering måtte Søkadetakademiet og familien imidlertid i slutningen af marts 1827 flytte til en ejendom i Bredgade, nuværende nr. 68, hvor chefen, kommandørkaptajn P.F. Wulff, også fik sin embedsbolig. Det var medens familien boede her, at Ida Wulff den 15. august 1828 i Holmens Kirke blev gift med den knapt tyve år ældre hofbygmester Jørgen Hansen Koch. Familiens og Søkadetakademiets flytning hang mere præcist sammen med, at det Brockdorffske Palæ skulle indrettes som bolig for prins Frederik, den senere kong Frederik VII, og hans tilkommende gemalinde, prinsesse Vilhelmine Maria, der var en datter af kong Frederik VI. Parret blev gift 1. november 1828. Jørgen Hansen Koch var god ven af kongen og var i 1823 blevet udnævnt til kgl. Bygningsinspektør og hofbygmester, og stod som sådan for nyindretningen, hvorunder palæets indre blev totalt restaureret og samtidig udstyret med et smukt trappeparti med søjler. Desuden indrettede hofbygmesteren en sommerlejlighed til prinseparret på Frederiksberg Slot i de krumme fløje ved slotsporten.
Efter at H.C. Andersen den 19. april 1827 havde forladt Helsingør lærde Skole på grund af stadige kontroverser med rektor Meisling, flyttede han ind i et lille tagkammer hos enkefru Kirstine Schwarts i Vingårdsstæde 131 (nu nr. 6). Her boede han til oktober flyttedag 1828, hvor han måtte flytte, fordi hans værtinde selv var nødsaget til at flytte. Men forinden havde hun sørget for, at han fik logis hos hendes veninde, enkefru Charlotte Schrøder i Store Kongensgade 33 (senere nr. 9), 3. sal, hvor han fik et noget større og mere komfortabelt værelse.[6]
Det kan straks siges, at det ikke er meget, Andersen har noteret i sine dagbøger om Jørgen Hansen Koch senior, faktisk findes han kun nævnt eller omtalt i alt fem gange, men til gengæld er antallet af gange, Andersen har nævnt eller omtalt Fru Ida Koch nærmest legio.
Den første gang man støder på J.H. Kochs navn i Andersens dagbøger er på datoen 16. juli 1841, hvor Andersen opholdt sig i Odense og her har noteret følgende:
“Besøgt Kock og seet hele Slottet der er elegant og hyggeligt. Haven med de tilgrændsende Marker og Skove, saa ud, som en stor Park. […]”[7]
Cirka fem år senere, mere præcist den 13. september 1846, opholdt Andersen sig dette år under en længere udenlandsrejse otte dage i Leipzig, og her har han under nævnte dato noteret følgende i dagbogen:
“Meget koldt; ofte i denne Tid sammen med Gade, med ham i Opera, hvor vi traf Maleren Berg og Etatsraad Kock, spiiste sammen om Aftenen. -”[8]
Næste gang vi støder på J.H. Kochs navn i Andersens dagbøger, er mandag den 15. maj 1848, hvor han under sin indenlandske sommerferie opholdt sig på godset Glorup på Øst-Fyn. På den tid var den såkaldte Treårskrig brudt ud, og den gik Andersen nær, fordi så mange af de unge mænd, han kendte personligt fra venne- og bekendtskabskredsen, opholdt sig i Jylland, hvor de kæmpede imod de indtrængende tyske tropper:
“[…] Til Middag kom en Frivillig Hansen, Søstersøn af Conferensraad Kock, han havde, af Feber, ligget paa Lazarettet paa Augustenborg i Hertugindens Seng. (Enkehertugindens), de fik der baade Asparges og Kapuner. – Læst Eventyr om Aftenen.”[9]
Mandag den 10. september 1849 stod Andersen foran at skulle rejse på et 14 dages ophold på godset Glorup, og han har denne dato bl.a. noteret følgende i dagbogen:
“[…] I Formiddags venligt Brev fra Faderen Collin at vi dog saaes før jeg reiste. Gik i Casino og saae Soldaternes Modtagelse der. Man sang Landsoldaten og Holmens faste Stok. Hjemme Besøg Kl 9 af Fru Drewsen for at jeg ikke skulde reise bort i slet Humeur. – Sendt Brev til Hertugen af Weimar. Reist med Jernbane; derude kom Kock og Fru Kock for at sige mig lev vel, de vare meget venlige; […]”[10]
Treårskrigen sluttede i februar 1851 og befolkningen belavede sig nu så småt på at vende tilbage til normale tider. Overlevende soldater vendte hjem, også til det flagsmykkede København, hvor de blev modtaget af jublende menneskemasser, og der blev festet for dem forskellige steder i byen. Fredag den 21. februar 1851 noterer Andersen bl.a. følgende i dagbogen:
“Urimeligt tungt Humeur! Ingen Fremtids Glæde. Krandse og Guirlander tages ned, enkelte Stæder hænge de endnu som Blomster efter et Bal. (Jeg spiiste hos Kocks og saae om Aftenen Herts s ny Stykke Scheik Hasan)”[11]
De ovenfor anførte citater vedrørende kgl. bygningdirektør Jørgen Hansen Koch, er faktisk alt, hvad Andersen har noteret om denne i sine dagbøger. Den velmeriterede hofbygmester findes dog også nævnt i H.C. Andersens Almanakker og omtalt i Andersens korrespondance med bl.a. Henriette (Jette) Wulff, Jonas Collin, Edvard Collin m.fl.
I modsætning til, hvad tilfældet er med Jørgen Hansen Koch, så er dennes hustru, Ida Koch, f. Wulff, nævnt og omtalt utallige gange i Andersens dagbøger, men dog mest i forbindelse med hans stående invitation til at spise middag hos familien på fredage, en tradition, han stort set og så vidt muligt overholdt det meste af sit liv. H.C. Andersens venskabelige sympati for Ida Koch var gengældt, men meget ærbar og med overholdelse af etiketten. Det nærmeste Ida Koch på sin side kom til at vise sit venskab med Andersen, var dels hendes omtrent livslange omsorg for hans ve og vel, og dels at hun insisterede på, at hendes børnebørn skulle kalde ham for “Ven Andersen”. Deri lå på en gang noget intimt og distancerende, som udtrykte, at Andersen hørte til venskabskredsen, men ikke i egentlig forstand til familien, sådan som hendes søster, Jette Wulff, og broderen, Christian Wulff, opfattede Andersen.
Det er desuden nok betegnende, at Andersen faktisk kun omtaler Ida Koch én eneste gang i sin “Levnedsbog” fra 1832 (pp. 141-42), hvilket formentlig kan ses som udtryk for, at hun i hvert fald indtil dette tidspunkt ikke spillede nogen større rolle i hans tilværelse. Hun havde jo dengang været gift i ca. fire år og i mellemtiden fået sin førstefødte, sønnen Jørgen Hansen Koch, født 12. juni 1829, og muligvis også sit næste barn, sønnen Peter Frederik Koch, som blev født 22. april 1832.
I Mit Livs Eventyr omtales Ida Koch kun få gange, først i forbindelse med søsteren, Jette Wulffs død 13. september 1858, og senere, i 1866-67, hvor Andersen boede hos fotografen Thora Hallager på Kgs. Nytorv, og hvor han fortæller om, hvilke dage han efter stående invitation spiser middag hos hvilke familier, og her hedder det om fredagene:
“Fredag fører ogsaa til et Hjem for de tidligste Erindringer, ved Huusmoderen her, Henriette Wulffs Søster, Fru Ida Koch; vi have de samme Minder fra hendes Forældres Huus. Jeg saae hende som Barn, som Hustru og nu som kjærlig Bedstemoder, og jeg har i Børn og Børnebørn hengivne Venner.”[12]
Men for i øvrigt ikke at sprænge rammerne for denne artikel, må jeg vedrørende Fru Ida Koch indskrænke mig til, hvad der direkte eller indirekte fremgår af de citater fra Andersens dagbøger, som vedrører familien Kochs øvrige medlemmer. Det gælder især i forbindelse med Ida Kochs tre sønner, Jørgen Hansen Koch, Peter Frederik Koch og Hans Henrik (Henni) Koch, samt hendes relativt mange børnebørn: Ida og Ellen Koch, Jørgen (Jøn) Hansen Koch, Ida Mathilde (Tilla) Koch, Karen Johanne Koch, Inger Marie Koch, Svend Koch, Peter Frederik Koch, Johannes Carsten Koch, Hans Henrik (lille Henni) Koch, som alle blev født i H.C. Andersens levetid. Barnebarnet Einar Koch, født 7. oktober 1875, er medtaget og nævnt her i artiklen, fordi hans mor, Mathilde Koch, f. Hauch, bar ham i sin mave, da Andersen døde den 4. august 1875, og fordi han er farfar til medforfatter af denne artikel, Jakob Koch.
I den tid Andersen boede hos fru Schrøder, havde Jørgen Hansen Koch og hustru, Ida Koch, den 12. juni 1829 fået deres første barn, en søn, som blev opkaldt og døbt Jørgen Hansen Koch (1829-1919) efter sin fader. Jørgen Hansen Koch junior blev student i 1849, og studerede herefter naturhistorie. I 1859 blev han cand.mag. i zoologi, og blev ansat på Statsskolen i Randers. Han blev adjunkt i 1883 og overlærer i 1893.
Mærkværdigvis har H.C. Andersen intetsteds i sine dagbøger eller almanakker nævnt eller direkte omtalt fødslen af Ida Kochs første barn, men kommenteret det har han dog i et brev til Jette Wulff af 4. august 1829. Andersen opholdt sig da på Nøragergaard i Holbæk Amt:
“[…] Men nu lev vel! Hils Deres Fader og Moder ret meget fra mig og glem ikke Broderen, begge Sønnerne og den lille grønne Skrigehals, snart ser De mig[…] .”[13]
Det er egentlig bemærkelsesværdigt, at H.C. Andersen først direkte har omtalt Ida Kochs første barn, den da 18-årige Jørgen Hansen Koch, i sin dagbog for torsdag den 13. maj 1847:
“Jørgen Kock kom og fulgte mig til Posthuset 7½; jeg var ganske nerveus ved at vente; her kom Gottlieb, Gusta, Jette Collin og Ingeborg, derpaa Stampe og Jonna; Kellermann, Jomf Fjelsted. Brosbøl, – Hartmann og Sophie. Kjørt i Coupée N° 3, kom Klokken 11 til Roeskilde efter at have passeret den ikke fuldendte Jernbane tversover.”[14]
Som det indirekte fremgår af dagbogscitatet, havde Andersen normalt jævnlig, ja, i reglen ugentlig kontakt med familien Koch, idet han nemlig efter admiral P.F. Wulffs død i 1842 var blevet fast fredags-middagsgæst i deres hjem i Ny Kongensgade, kun afbrudt af hans rejser i ind- og udland, og det fortsatte han med stort set resten af sit liv, også efter Jørgen Hansen Kochs død 30. januar 1860.
Under sin Englandsrejse i 1847, brevvekslede Andersen jævnligt med vennerne hjemme i København, og en af disse var netop den da 18-årige Jørgen Hansen Koch. Det vrimler dog ikke ligefrem med notater vedrørende Jørgen Hansen Koch junior i Andersens dagbøger, men fredag den 26. august 1859, hvor Andersen var på besøg i Randers, noterer han bl.a. følgende:
“[…] Gik derpaa hen til Jørgen Kock, der med sin unge Kone boede smukt i en daarlig Gade. Der var nydeligt med Bøger og Billeder. Folk see gjennem Vinduerne efter mig. Veiret trykkende varmt. Den lille Johan er blevet stor, men seeer svag ud. […]”[15]
Vi skal herefter frem til 1863, før Andersen igen direkte nævner Jørgen Hansen Koch junior i dagbogen, hvilket sker fredag den 14. august:
“[…] Middag hos Kocks hvor Sønnen Jørgen fra Randers var her med Kone og Kone og to Døttre, desuden Peder med Kone og en Lieutenant Skoustrup med Kone. -[…]”[16]
Fredag den 21. august 1863 noterer Andersen ganske kort følgende i dagbogen:
“Middag hos Kocks, imorgen reiser Jørgen Kock med Familie til Randers. […]”
Herefter skal vi helt frem til fredag den 14. april 1865, før Andersen igen direkte nævner Jørgen Hansen Koch junior i sin dagbog:
“[…] Hos Fru Kock til Middag sammen med Jørgen Kock fra Randers, hans svagelige Kone, der er her, kom frem efter Bordet. Veiret smukt, foraarsagtigt. […]”
Fredag den 7. juli 1865 lyder det i Andersens dagbog:
“[…] Hjemme Besøg af Jørgen Kock; han var i Angest for sin Broder Henny, der netop ved Choleras Udbrud i Alexandria maatte være kommet der. Middag Klokken 3 hos Consul Westermann sammen med Kock. – Jeg læste to Eventyr for dem med halv Stemme. Jeg fik Havresuppe. Maatte love at naar jeg næste Gang kom til Randers maatte boe hos dem. […]”[17]
Andersen var dette år på sommerferie i tiden 24. maj til 4. august 1865, hvorunder han også havde været i Randers, og dagen efter, lørdag den 5. august, noterer han bl.a. følgende i sin dagbog:
“[…] kjørte saa med Omnibus om, ind af Nørreport og gik op til Ørsteds, de vare endnu ikke komne fra Landet. Gik saa hen til Fru Kock, hvor jeg fandt en fornøiet Modtagelse; man bad mig blive der til Middag; jeg gik hen at tage et varmt Bad og læste saa før Bordet; Vinden fløtter Skildt. Vilhelm Rode kom til Middag og efter at vi havde spiist læste jeg “Løgtemændene ” og Guldskat som begge syntes at tiltale. Jørgen Kock fra Randers var her. Hans Kone og Peter Kock med Kone ere i Norge ved Sandefjord. […]”[18]
Så skal vi igen gøre et spring i tid, nemlig til nytårsdag, fredag den 1. januar 1869, før vi atter støder på Jørgen Hansen Kochs navn direkte nævnt i Andersens dagbøger:
“[…] Hos Fru Koch til Middag, lille Jørgen sagde Verset for mig jeg havde skrevet til Onkel Peters Sølvbryllup. Der var Jørgen Koch fra Randers. […]”[19]
Efter en udenlandsrejse, som strakte sig fra 16. september 1869 til 11. marts 1870, flyttede Andersen ved hjemkomsten først nogle dage ind på Hotel d’Angleterre, for derefter at bo otte dage i familien Melchiors lejlighed på Højbro Plads, og efter nogle dages feriebesøg på godset Holsteinborg tog han ophold på Melchiors landsted “Rolighed” på Østerbro, hvor han blev boende fra 19. juli til 19. september 1870. Han foretog jævnligt ture ind til byen, mest for at besøge venner og bekendte, og i reglen også for at spise middag hos sine gode venner, deriblandt familien Koch. Men i august 1870 foretog han også daglige ture ind til byen, for at følge med i indretningen af sin nye lejlighed hos Frøknerne Rossing i Tordenskjoldsgade. Efter hjemkomsten til “Rolighed” fik han besøg af sin gode veninde, Fru Koch. Herom noterer han i dagbogen for torsdag den 4. august 1870:
“[…] jeg blev aldeles kogt paa Hjemtouren, saa heed var Luften. Hjemme Besøg af Fru Koch; fulgte hende ind i Rosenvænget. […]”[20]
Dagen efter er Andersen igen på en tur ind til byen, og herom noterer han fredag den 5. august 1870 bl.a. følgende i dagbogen:
“[…] Klokken to kjørte jeg ind til Byen 26 Grader i Skyggen. Gik fra Østergade til Ny Vestergade og var i et Vand af Varmen. Læste “Lykke Peer” ud hos Fru Koch. Jørgen Koch, Kone og Børn fra Randers vare der. Jeg kjørte ind med Sporvogn. Gik om Aftenen i Haven i tynde Klæder, Blikstille og Maaneskin.”[21]
Lillejuleaften, fredag den 23. december 1870 noterer Andersen bl.a. følgende i dagbogen:
“[…] Middag hos Kochs, der kom Telegram at Jørgen med Familie kom iaf-ten seent. […]”[23]
Fredag den 30. december 1870 noterer Andersen bl.a. følgende i sin dagbog, som i øvrigt viser, at Jørgen Koch med kone og børn fortsat opholdt sig i København:
“[…] Hos Fru Koch til Middag var begge Sønnerne med deres Koner og Børn. Henny kom der Brev fra han ligger anden Gang paa Lazareth i China for Feber. Gik i Studenterforeningen til Juletræ. [,..]”[22]
Torsdag den 5. januar 1871 noterer Andersen i dagbogen, at han var i Det kgl. Teater, hvor han traf Peter og Jørgen Koch, og dagen efter, fredag den 6. januar 1871, noterer han bl.a. følgende:
“[…] Derpaa Besøg af Adjunct Jørgen Koch fra Randers han reiser iaften hjem med Iisbaad over Beltet. Gav hans to Smaapiger Ida og Ellen de af Frølich illustrerede Eventyr som udkom ved Juul. […]. Middag hos Fru Koch.
Vi er nu nået hen i marts 1871, og fredag den 3. marts har Andersen bl.a. noteret følgende i sin dagbog:
“[…] Middag hos Fru Koch. Imorgen tidlig reiser Jørgen Kochs Kone og to smaa Døttre hjem over land til Randers, der nu kun [er] en Dag-Reise. […]”
I sin dagbog for mandag den 24. juli 1871 har Andersen bl.a. noteret følgende:
“[…] Mens jeg sad hos Minet blev det Torden og Skylregn; jeg maatte laane en Paraply for at slippe med min nye Hat og de tynde Støvler hen til Fru Koch, her var Jørgen Koch fra Randers med Kone og to Døttre. Peter Kochs Kone har for 14 Dage siden faaet endnu en Søn; hun var oppe og kom ind for at hilse paa mig. […]”[24]
Fredag den 29. december 1871 har Andersen bl.a. noteret følgende i dagbogen:
“[…] Middag hos Fru Koch; Sønnen Jørgen fra Randers er her i Besøg, der er desuden Octavius Hansen med Kone og Børn, […]”[25]
Nu er vi rykket frem til fredag den 29. marts 1872, hvor Andersen bl.a. har noteret følgende i sin dagbog:
“[…] Middag hos Fru Koch, Jørgen Koch fra Randers var indtruffet iaftes. […]”
Sommeren 1872 opholdt Andersen sig i flere omgange på “Rolighed” på Østerbro, men foretog jævnligt køreture ind til byen. Onsdag den 14. august noterer han:
“[…] kjørte med Sporvogn hen til Fru Koch, traf der Jørgen Koch som reiser hjem iaften spiiste Frokost der, […]”
Endnu et spring i tid, før vi atter ser Jørgen Hansen Koch nævnt ved navn i Andersens dagbog, nemlig første nytårsdag, torsdag den 1. januar 1874, hvor han fik besøg af “Lærer Koch fra Randers”. Så går der igen en rum tid, før vi atter støder på lærer Kochs navn i Andersens dagbøger, denne gang fredag den 23. oktober 1874:
“[…] Middag hos Peter Koch (hans Moder Fru Koch er i Besøg hos den anden Søn ovre i Randers) […]”
Og nok et tidsspring frem, denne gang til 1. nytårsdag, fredag den 1. januar 1875, hvor Andersen bl.a. har noteret følgende i dagbogen:
“[…] Nu kjørte jeg med Christian hen til Fru Koch hvor jeg tilbragte Middagen. Capitain Henny Koch og Læreren fra Randers Jørgen Koch vare hjemme. […]”[26]
Endelig skal her anføres den sidste gang læreren fra Randers, Jørgen Hansen Koch, nævnes i Andersens dagbøger, nemlig kort tid før den dødsmærkede digter sov ind onsdag den 4. august 1875. I dagbogen for torsdag den 22. juli 1875, er der efter Andersens diktat bl.a. noteret følgende af Fru Melchior i hans dagbog:
“[…] Fru Koch og Anna vare her. Hun har sine Børn her fra Randers og endnu den norske Hofdame. Meget tidlig iseng. […]”[27]
Så mange – eller så få – var notaterne og ordene i Andersens dagbøger om Jørgen Hansen Kochs og Ida Kochs førstefødte søn, lærer og senere overlærer i Randers, Jørgen Hansen Koch.
Fødslen af ægteparret Koch seniors to senere børn, Peter Frederik Koch, født 22. april 1832, og Hans Henrik Koch, kaldet Henny eller Henni, født 28. december 1836, har Andersen derimod slet ikke nævnt eller omtalt. Børnefødsler hørte nok heller ikke til det, der optog ham allermest i hans unge år, hvor han hovedsagelig var optaget af sig selv og sine personlige oplevelser, bekymringer og store ambitioner om at skabe sig en karriere som digter og forfatter. Dette var jo netop også, hvad hans moderlige veninde, Fru Henriette Wulff, bebrejdede ham, idet hun simpelthen ikke tiltroede ham evner til det, og desuden heller ikke fattede, hvad det var, der drev ham fremad mod det store mål, han havde sat sig i og med sit eget liv: Nemlig gennem en skildring af sit eget livs oplevelser og begivenheder at fortælle sine medmennesker, at der er en kærlig Gud, der fører alt til det bedste, og at livet selv er det største eventyr, der findes. Det skal dog retfærdigvis tilføjes, at Fru Wulff modererede sin opfattelse af Andersen en smule, efterhånden som hun indså og erkendte, at han faktisk blev en bedre forfatter, end hun oprindeligt havde forestillet sig muligheden af. Men hans virkelige format som digter og forfatter, var hun ikke i stand til at begribe eller forstå.
Imidlertid blev ægteparret Kochs næstældste søn, Peter Frederik Koch, som nævnt født 1832, og parret havde nu to sønner på henholdsvis ca. 2 år og nyfødt. P.F. Koch blev student 1850, cand. jur. 1857 og samme år assistent i Justitsministeriet, 1864 fuldmægtig samme sted, 1871 assessor i Kriminalog Politiretten, 1878 i Overretten, 1885 i Højesteret, og 1887 udnævnt til Justitiarius.
Peter Frederik Koch (1832-1907) giftede sig i 1859 med Adamine Vihelmine Mathilde Koch, f. Hauch (1831-1910), en datter af digteren Johannes Carsten Hauch (1790-1872), lektor i naturvidenskab ved Sorø Akademi og Frederikke Elisabeth (Renna) Hauch, f. Brun Juul (1811-96). Parret giftede sig 19. april 1859 og fik i alt 8 børn, hvoraf Mathilde var nr. 2. ud af 5 piger og 3 drenge. Renna Hauch begik i øvrigt selvmord efter en natlig samtale med svigersønnen, Sjællands biskop Th. Skat Rørdam (1832-1909). Det var hendes barnebarn, Inger Marie Koch, som den næste morgen fandt hende hængt i en vinduespost i sit hjem.
Den 22. april 1832 havde ægteparret Jørgen Hansen Koch og Ida Koch som flere gange nævnt fået deres andet barn, sønnen Peter Frederik Koch, navngivet efter sin morfar, Peter Frederik Wulff, men denne dattersøn nævner Andersen først i 1835, og da sammen med den ældre broder, Jørgen Hansen Koch. Det sker i brev af 16. marts 1835 til Jette Wulff, som da opholdt sig i Rom i Italien:
“[…] Moderen beder mig sige at paa Udstillingen kommer tre Buster i Gips af Bissen, der forestille Thieles mindste Datter, samt de søde Børn Peter og Jørgen, Peter skal see meget skjelmsk, Jørgen uendelig klog ud. […]”[28]
I Andersens dagbøger nævnes Peter Frederik Koch i reglen som “Den unge Koch”, “Peter” eller “Peder”, men først sent, nemlig 1. februar 1861, og da i forbindelse med sin førstefødte søns, Jørgen Hansen Kochs, fødsel mandag den 28. januar 1861:
“[…] Den unge Kock har i Mandags faaet en Søn. […]”[29]
Fredag den 11. oktober 1861 har Andersen bl.a. noteret følgende i sin dagbog:
“[…] Middag hos Kock, det var Fru Kocks Fødselsdag. […]”[30]
Mandag den 24. februar 1862 døde Andersens mangeårige ven, digteren B.S. Ingemann, som han havde kendt siden sin ungdom, og hvis litterære opfattelse og vurderinger, han satte stor pris på. Tirsdag den 4. marts rejste Andersen til Sorø, for at deltage i Ingemanns bisættelse og begravelse. Inden bisættelsen stod den åbne kiste med Ingemanns lig i dennes stue, hvor Andersen havde lejlighed til at konstatere, at den afdødes ansigt, “var som et Billed af det i dødt Leer”.
Tirsdag den 1. april 1862 var det dagen før Andersens 57 års fødselsdag, og da fik han bl.a. besøg af fru Koch, som ville ønske ham tillykke med morgendagen, den 2. april.
Fredag den 9. maj 1862 noterer Andersen i dagbogen:
“Middag hos den unge Kock med hans Svigerfader Conferentsraad Hauch.”[31]
Fra den 2. juni til 17. juli 1862 var Andersen på successivt sommerophold på Basnæs, Holsteinborg og Lerchenborg og via Roskilde tilbage til København. I dagene 17.-23. juli boede han i seks dage på Hotel d’Angleterre på Kgs. Nytorv. Herfra afrejste han den 23. juli på endnu en stor udenlandsrejse, som via Tyskland og Schweiz denne gang i hovedsagen gik til Spanien, som han ankom til den 6. september og opholdt sig til 30.december, hvor han på hjemrejsen gjorde ophold i Frankrig, her særlig i Paris. Derfra fortsatte han den 20. marts 1863 via Tyskland og hjem til København, hvortil han ankom den 31. april 1863
Inden sin afrejse på Spaniens-turen, havde Andersen spist middag hos fru Koch, og herom noterer han i dagbogen for lørdag den 19. juli 1862 bl.a. følgende:
“[…] Middag hos Kocks, hvor Peter Wulffs var, gik ikke med dem paa Slottet, sidder hjemme, tænker paa at min Levetid snart er endt.”[32]
Tirsdag den 22. juli 1862 gik Andersen omkring til sine københavnske venner, deriblandt Kochs, for at sige farvel, før han næste dag afrejste med Spanien som mål:
“[…] Nu er jeg træt af at være her; jeg har sagt Levvel til Alle, jeg gaaer om som hørte jeg ikke længer til dette Sted og disse Mennesker; saaledes maa en Afdød føle sig kunde han gaae om, de troe han er af sted, og saaledes ogsaa mig! “er De her endnu!” siger man! Sagt Farvel hos Thieles og Thybergs, Kocks; […][33]
Fru Koch nøjedes dog åbenbart ikke med det ovennævnte farvel fra Andersens side, men mødte op på Hovedbanegården næste dag, onsdag den 23. juli 1862:
[…] Paa Banegaarden, da jeg alt var i Vognen kom Fru Kock og sagde hjertelig Lev vel […]”
Under Spaniensrejsen korresponderede Andersen jævnligt med sine venner og bekendte hjemme i Danmark, deriblandt ikke mindst fru Koch. Han vendte tilbage og var i København den 31. marts 1863, hvor han atter indlogerede sig hos fru Anholm i Nyhavn 67. Fredag den 3. april 1863 noterede han i dagbogen:
“Vesitter hele Formiddagen, Brev fra Clara Heinke. Middag hos Kocks læste der mine glødende Digte.”[34]
På den tid skrev Andersen på sin Spaniens-rejse, som han ifølge dagbogen endte første skrivning af mandag den 18. maj 1863. Fredag den 22. s.m. læste han op af sit manuskript hos familien Koch, og det gentog sig ugen efter, hvor han undtagelsesvis spiste til middag om onsdagen den 27. s.m. Han var der igen om fredagen, den 29. s.m., hvorom han har noteret i dagbogen:
“[…] Middag hos Kocks hvor jeg læste Granada. […]”[35]
Fredag den 12. juni 1863 noterer Andersen følgende i sin dagbog:
“[…] Fru Kock var reist til Jylland men jeg var hos Peter Kock.”[36]
Fredag den 14. august 1863 noterer Andersen bl.a. følgende i dagbogen:
“[…] Middag hos Kocks hvor Sønnen Jørgen fra Randers var her med Kone og to Døttre, desuden Peder med Kone og en Lieutenant Skoustrup med Kone. -”[37]
Fredag den 9. oktober 1863, noterer Andersen:
“Smukt Veir. Ikke rigtig i Befindendet. Til Middag hos Kocks var Billedhuggeren Bissens, Konen, en Søster til Maleren Sonne, fandt jeg anderledes livlig end før, ogsaa Sønnen var mere talende; jeg læste lidt op af “I Spanien”.”[38]
Den 9. nov. 1863 udkom Andersens nyeste opus, rejseskildringen I Spanien, og som sædvanligt forærede han nogle frieksemplarer til venner og bekendte. Lørdag den 7. november 1863 noterer han bl.a. følgende i sin dagbog:
“Foræret Exemplarer [væk] af min Bog I Spanien. Middag hos Peter Kock, sammen med Waage og den norske Dame, […]”[39]
Fredag den 4. marts 1864 spiste Andersen, som så mange fredage før, middag hos familien Koch. Herom har han noteret følgende i dagbogen:
“[…] Middag hos Kocks, Peder Kock er for mørk og ikke stemt i politisk Retning. Jeg gik ikke i Thearet, men hjem i min varme Stue og til dolce farniente.”[40]
Fredag den 18. marts 1864:
“[…] Middag hos Kocks, hvor Hr Peder Kock først kom hjem Klokken halv 6, Nøglerne til Viinkjælderen havde han hos sig, saa vi maatte drikke Vand. Det var en meget forsinket Middag. […]”
Fredag den 6. maj 1864:
“[…] Til Middag i Dag hos Kocks laae Peter Kock, Wilhelm Rothe var med til Bords og ret behagelig.”[41]
Lørdag den 22. april 1865:
“Peter Kocks Fødselsdag. […]”[42]
Fra den 28. august til 14. september 1865 opholdt Andersen sig hjemme i København, hvor han med et par afbrydelser havde logeret hos Madam Anholm i Nyhavn 67 siden 1. oktober 1848. Andersen havde planlagt en ny og længerevarende Sverigesrejse, som han skulle påbegynde lørdag den 14. september 1865. Den 4. september 1865 noterer den nu 60-årige digter følgende i sin dagbog:
“[…] Til Middag var jeg hos Kocks. […]. Hos Kocks var ogsaa Vilhelm Rodes Slesvigere, desuden Brødrene Rode, Vaage og Digteren Pastor Hostrup, ved Bordet holdt han Tale, ligesaa Peter Kock, denne var med stærke Udtryk. […]”[43]
Fredag den 20. oktober 1865 har Andersen bl.a. noteret følgende i dagbogen:
“[…] Middag inde hos Peter Kock, jeg vilde i Casino for at see et mindre bekjendt Stykke, men der er det for daarlig Komedie, jeg gik i Kongens Theater og saa tre Acter igjen af Prindsessen i den sovende Skov.”[44]
9.-29. september 1866 opholdt Andersen sig på familien Melchiors landsted “Rolighed” på Østerbro. Mandag den 10. september 1866 noterer han bl.a. følgende i sin dagbog:
“[…] Jeg kjørte med Melchiors Vogn til Byen, blev bareberet friseret, vekslet Penge, bestilt nye Klæder; gik til Martin Henriques og derpaa til Slottet; den unge svindsotige Barnefleth havde Cuur, tog koldt og kjedeligt mod mig, troede ikke at jeg i Dag vilde komme ind, jeg gik da for ikke at vente, og besøgte de unge Kocks hvor jeg fik Salep; gik paa Slottet, Audiensen blev hævet, jeg gik og skrev mig hos Kronprindsen, lagde Kort hos Grevinde Reventlau, da Dronningen var ude; […]”[45]
Fredag den 18. januar 1867:
“[…] Ude hos Kocks var ogsaa Sygdom i Dag! Peter laae.”
Fredag den 25. januar 1867:
“Besøgt Fru Kock, Peter ligger endnu. Det er meget daarligt med Fru Marstrand, Fru Collin og Henriques ligge, der er saa megen Sygdom i Byen at Lægerne have mere travlt end i den værste Kolera Tid. […]”[46]
Mandag den 11. februar 1867:
“Gik til Brosbøll i Kongens Bibliothek for at sige ham Samtalen mellem Hertz og mig i Andledning af Ansøgningerne til det ankerske Legat; besøgt derpaa Fru Kock, Sønnen Peter er nu i god Bedring; […]”[47]
Fredag den 15. februar 1867:
“[…] Hos Kocks hvor nu Sønnen Peter er saa temmelig rask. […]”
Det var ikke altid kun Andersen, der aflagde besøg hos familien Koch, men det hændte lejlighedsvis også, at f.eks. Fru Koch eller Peter Koch aflagde Andersen besøg hjemme i hans lejlighed hos Fru Anholm i Nyhavn. Se f.eks. Dagbøger VII, p. 334.
Torsdag den 26. marts 1868:
“Solskin men koldt; besøgt Kocks, Peder loe af Thrymsqviden, saa Taarerne brast ham ud af Øinene. […]”[48]
Fra 28. oktober 1866 til 16. juni 1869 logerede Andersen hos Frk. Thora Hallager i Lille Kongensgade 1., 3. sal, på hjørnet af Kongens Nytorv.
Om fredagen, den 5., 19. og 26. marts 1869 spiste Andersen som sædvanlig middag hos Fru Koch.
Fredag den 2. april 1869 var det Andersens 64 års fødselsdag, og som sædvanligt fik han mange besøgende, som ønskede at gratulere ham. Men han svigtede ikke sin fredags-middag hos familien Koch, hvor Fru Koch i dagens anledning havde sørget for en festmiddag. Herom noterer Andersen i dagbogen:
“[…] Middag hos Fru Koch her var Etatsraad Thiele, Conferensraad Hauch, Professor Roed og flere. Peter Koch udbragte min Skaal og talte om de fire Generationer af Familien jeg havde levet med. Hauch udbragte ogsaa min Skaal. […]” [49]
Onsdag den 26. maj 1869 noterer Andersen bl.a. følgende i dagbogen:
“varmt Solskin, kold Blæst. Besøgt forgjæves Helga Price født Collin, Vesit hos Fru Ørsted da jeg til Middag skal til de unge Kochs. Her var ungt Selskab Klokken halv otte var jeg hjemme meget træt.”[50]
Fredag den 4. juni 1869 noterer Andersen i dagbogen:
“Sovet uroligt, drømt om en Hund som flængede min Frakke. Sendt Brev til Fru Melchior. Pakket ind. Middag hos Fru Koch, der er noget rørende i at hun naar jeg siger Velbekomme svarer Tak! “Ven Andersen!” kalder hun og Børnebørnene mig. Det er Regnveir og koldt.”[51]
Herefter er der et stort spring i tid, før P.F. Koch igen omtales eller nævnes direkte i dagbogen. Det hænger sammen med, at Andersen i perioden 26. maj til 18. marts 1870 dels var på sin indenlandske sommerrejse og dels foretog en større udenlandsrejse, som strakte sig fra 26. september 1869 til 11. marts 1870. Fredag den 18. marts 1870 var Andersen igen middagsgæst hos familien Koch, og herom noterer han bl.a. følgende i sin dagbog for denne dato:
“Besøgt Billes og Enken Fru Hertz. Middag hos Peter Koch som nu er Politimester, sammen med Etatsraad Krone & – Udmærket Middag og mange Slags Viin. […]”[52]
Fredag den 8. juli 1870:
“[…] Middag hos Peter Koch læste hvad jeg har færdigt af Lykke Peer, der særdeles tiltalte, men jeg var aldeles hæs efter Læsningen og kom udmattet hjem. Skrev om Aftenen.”[53]
Den 19. september 1870 flyttede Andersen ind i søstrene Marie Charlotte og Emerentze Rossings Hotel garni “Kronprindsesse Lovisa”, Tordenskjoldsgade 17. 1. sal, hvor han fik to værelser til sin disposition. Her boede han til 29. april 1871.
Fredag den 14. oktober 1870:
“[…] Middag hos Fru Koch. Jeg læste der den største Deel af Lykke Peer, Bogen ud; Peder Koch syntes særdeles glad og sagde mig varme Ord.”
Fredag den 28. oktober 1870 noterer Andersen i dagbogen bl.a.:
“[…] Middag hos Ida Koch; Peter er høist hjertelig og elskværdig mod mig, Folk sige, han er kold og sær; jeg forstaaer det ikke. Børnene slutter sig til mig, Fru Koch har tillært dem at kalde mig “Ven Andersen”. […]”[54]
Fredag den 3. december 1870:
“[…] Meget nerveus og mat; jeg kunde neppe holde mig sammen i Studenterforeningen og vendte om da jeg vilde gaae til Collins, endelig overvandt jeg mig og gik derhen, følte mig derefter lidt stærkere og tilbragte Middagen hos Fru Koch; Peter Koch meente at Fykke Peer ikke burde døe, men prøve nogle Kampe og dog blive Fykke Peer. Havde varme i mit Soveværelse.”
På årets næstsidste dag, fredag den 30. december 1870, er Andersen igen middagsgæst hos familien Koch, og herom noterer han følgende i dagbogen:
“[…] Middag hos Kochs med Jørgen og Kone fra Randers; […] Hos Fru Koch til Middag var begge Sønnerne med deres Koner og Børn. Henny kom der Brev fra han ligger anden Gang paa Lazareth i China for Feber. […]”[55]
Fredag den 6. januar var Andersen atter til middag hos Fru Koch, hvor sønnerne Jørgen og Peter Koch med koner og børn også var. Dagen før havde han været i Det kgl. Teater, og her havde han mødt Jørgen og Peter Koch, og om lørdagen den 7. januar var han igen i Det kgl. Teater til forestillingen “Alferne”, og her traf han sammen med Peter og Mathilde Koch. Andersen var i øvrigt stærkt påvirket af, hvad der foregik i krigen mellem Frankrig og Tyskland.[56]
Fredag den 24. marts 1871:
“[…] Middag hos Fru Koch; hvor [er] hun mild og hjertensgod, Søn og Svigerdatter saa inderlige, jeg bliver her ret veltalende, alle Børnebørnene kalde mig Ven Andersen, de faae hver Fredag Kager som jeg skal udlevere men Fru Koch er Giverinden. […]”
Påskedag, søndag den 9. april 1871, noterer Andersen bl.a. følgende i sin dagbog:
“[…] Middag hos Henriques; gik tidlig hjem, som jeg sad ved den tændte Lampe ringede det. Peter Koch var tilfældigt gaaet Feil, han vilde ind til Tandlægen og traf nu mig.”
Mandag den 24. juli 1871 har Andersen bl.a. noteret følgende i sin dagbog:
“[…] Mens jeg sad hos Minet blev det Torden og Skylregn; jeg maatte laane en Paraply for at slippe med min nye Hat og de tynde Støvler hen til Fru Koch, her var Jørgen Koch fra Randers med Kone og to Døttre. Peter Kochs Kone har for 14 Dage siden faaet endnu en Søn; hun var oppe og kom ind for at hilse paa mig. […]”[57]
I 1873 var Andersen begyndt at mærke den sygdom, der skulle vise sig at være alvorlig, men som foreløbig udviklede sig langsomt. Fredag den 28. februar 1873 noterer han i dagbogen bl.a.:
“Graat, men mildt Veir; altid ondt i Underlivet til Høiere. Dr Collin undersøgte og meente det var Vinde i Stor-Tarmen, Emil Hornemann som kom til da jeg vilde kjøre ud foreslog tilaften Børnepulver og Kameelthee. – Jeg var søvnig, træt, kjed af Dagen, Hos Fru Koch fandt jeg mig lidt oplivet, Sønnen Peter fulgte mig hjem […]”[58]
Andersens helbredstilstand forværredes ganske langsomt, med dage, hvor det gik nogenlunde godt og andre, hvor han følte sig meget sløj og utilpas. Fra 9. september 1873 havde han boet hos søstrene Ballin, som havde overtaget pensionatet i Nyhavn 18 efter Thora Hallager. Fredag den 19. september 1873 noterer han bl.a.:
“[…] 4½ kjørte jeg hen til Fru Koch til Middag, der havde endnu ikke været Storke-Besøg. Peter Koch kjørte mig hjem, jeg blev meget træt og kortaandet ved at stige op af vor Trappe, men følte mig dog tilfreds ved at have været ude.[…]”[59]
Fredag den 10. oktober 1873 noterer Andersen bl.a. følgende i dagbogen:
“[…] Kjørt hen til Fru Koch, Henny er blevet Capitain; den unge Fru Koch var med til bords efter Barselsengen, Peter Koch kjørte med mig hjem. Ved hvert andet Trin paa Trappen hvilede jeg og kom saaledes mindre stakaandet end ellers ind i min Stue.”[60]
Fredag den 24. oktober 1873:
“[…] Middag hos Fru Koch sammen med Fru Wulff fra Rosenvænget. Peter Koch kjørte mig hjem; det gik nogenlunde op ad Trappen.”[61]
Fredag den 8. maj 1874:
“Følt mig nerveus og ilde, kun sovet lidt, kom ikke ud at gaae; først hen-imod Middag gik jeg til Torvet, tog en Vogn og kjørte til Fru Koch, hun havde ikke sagt mig at hun den Dag havde stort Selskab, det hun ikke pleier at have, jeg blev nerveus, afficeret, vilde hjem; jeg var ikke paaklædt til stort Selskab, jeg skjulte ikke min hele pinlige Stemning, det gjorde hende ondt saae jeg, hun var inderlig bedrøvet; “jeg burde have underrettet Dem der om!” sagde hun. Jeg satte mig ind i Peter Kochs Stue til de Alle kom. Det er jo kun Børn Alle De kjende! Sagde Fru Koch. Ja det var Børn, nemlig Vilhelm Bissen med Kone, Octavius Hansen med Kone, Capitain Bruun med Kone født Rottbøll fra Børglum & – Capitain er mig en Gaade, han er den eneste af Familien, jeg slet ingen Forestilling har om, hvilken Natur han er, eller hvilken Begavelse. Kom træt hjem.”[62]
Fredag den 23. oktober 1874:
“[…] Middag hos Peter Koch (hans Moder Fru Koch er i Besøg hos den anden Søn ovre i Randers). […] (Hos Koch sammen med Digteren Richard, samt Wilhelm Rode og hans Fader.) Igaar Nat Krampe i benene.”[63]
Torsdag den 5. november 1874 fik Andersen besøg af Peter Koch, som inviterede ham til middag hos sig næste dag, fredag den 6. november, men Andersen må have takket nej til invitationen, for det ses ikke af hans dagbog, at han har efterkommet invitationen. Om fredagen følte han sig iøvrigt temmelig dårlig og utilpas, og blev – meget imod sin sædvane – hjemme, hvor han i løbet af dagen blev tilset af sine to læger, Emil Hornemann og Theodor Collin.
Peter Koch viste sig i den følgende tid på forskellig måde hjælpsom overfor Andersen, og ikke mindst i spørgsmålet om den statue, som billedhuggeren Saabye havde givet udkast til, men som Andersen slet ikke kunne lide. Grunden hertil nævner han faktisk i sin dagbog for lørdag den 19. maj 1875:
“Kom heller ikke ud i Dag; sov daarlig i Nat, Dagen lyste før jeg lukkede Øinene. Besøg af Saaby, hvis Skitze til min Statue jeg ikke kan udstaae, da den minder om gamle Socrates og den unge Alcibiades. Jeg kunde ikke sige ham det men nægtede at sidde eller i det hele i Dag at tale med ham. Jeg blev mere og mere oprørt i Sindet. Saaledes saae Fru Koch mig og gik strax ind paa Academiet og fik Maleren Roed, der er i Comiteen [til] at komme til mig, han syntes heller ikke om Sobys Gruppe, den lange Dreng ligge mig heelt op i Skrevet, han læste mig sin Indsigelse mod den og gav Løfte om at kjæmpe imod at den kom under den Form. En Fortræd er det at ingen af Billedhuggerne kjende mig og vide om min Personlighed.[…]”[64]
Andersen havde vanskeligt ved at slippe problemerne med Saabyes statue af ham, og de fortsatte med at plage ham i den følgende tid. Det ses ikke mindst af dagbogen for søndag den 30. maj 1875, hvor han bl.a. har noteret følgende:
“[…] Vermehren, Maleren, kom ind til mig, Peter Koch havde talt med [ham], han var aldeles enig med mig om min Opfattelse af Sobys Skitze og lovede at den skulde ikke komme, idet det mindste under denne Form, den lange Dreng skulde blive et lille Barn, der tydede Barnesjælen og det skulde faae en smukkere Plads. Han talte roligt, deeltagende og bestemt og jeg stoler paa hans Tilsagn. […]”[65]
Så sent som søndag den 6. juni 1875 har den stadig sygdomsplagede Andersen noteret i dagbogen, at han fik besøg af Peter Koch, og hermed slutter omtalen af hans ven gennem mange år. Den 12. juni 1875 forlod Andersen for sidste gang sin bolig hos Frøknerne Ballin i Nyhavn 18 og tog ophold på familien Melchiors landsted “Rolighed”, hvor han døde to måneder efter.
Omkring nytårstid 1835 var fru Wulff blevet alvorligt syg, og efter et langt sygeleje døde hun 5. september 1836, og det er klart, at en så markant personlighed som fru Wulffs bortgang, fik indflydelse, ikke kun på hendes nærmeste kære, men på hele familien og dennes store omgangskreds. Efter moderens død tog Jette Wulff sin tilflugt til søsteren, Ida Koch, i Ny Kongensgade, og Andersen adresserede i den periode i hvert fald et af sine breve til hende dér. Men at Andersen og Jette Wulff regnede sig selv som en slags søskende, fremgår af, at han i sine breve til hende eksempelvis underskrev sig som “Broderen ”, “Deres broderligt hengivne”, “Broderen og Digteren ligesom De vil, ogsaa begge Dele!”, “Deres tredje Broder”, “Den poetiske Broder!”, “il fratello”. Det sidstnævnte skyldtes, at den om muligt endnu mere rejseglade Jette Wulff, som kort forinden selv havde været i Italien, i den periode ofte underskrev sine breve til Andersen med f.eks. “La sorella”, “come sempre la sorella”. Jette Wulff var i øvrigt i besiddelse af gode kundskaber, ikke mindst sprogkundskaber, og talte og skrev så vidt vides både tysk, engelsk, fransk og italiensk.[66]
Men Fru Wulff kom ikke til at opleve sin datter Ida Kochs nedkomst med sit tredje barn den 28. december 1836, sønnen Hans Henrik Koch, hvis kælenavn blev “Henni”. Han nævnes og omtales dog først i Andersens dagbog for fredag den 11. september 1863. På den tid var det almindeligt, at Andersen sædvanligvis spiste til middag hver fredag hos familien Koch. Det skal vi vende tilbage til i kronologisk rækkefølge.[67]
Ægteparret Jørgen Hansen Koch og Ida Kochs tredie og sidste barn, er som nævnt Hans Henrik Koch, kaldet “Henni”, født 28. december 1836. Han blev allerede i sit 7. år indskrevet til kadet og var som dreng i 1847 og 1849 med på et par togter til søs med marinens skibe. Han blev derefter søkadet, løjtnant 1856, kaptajn 1873, kommandør 1885 og kontreadmiral 1893, senere viceadmiral. Han giftede sig 1877 med Ragnhild Koch, f. Finsen, født 5. august 1858-død 19. juli 1880, og parret fik to sønner: Harald Koch (1878-1936) og Ragnar Koch (1880-1946). Henni døde 24. september 1903.
Den første gang i Andersens dagbøger, hvor vi hører om den Hans Henrik Koch, kaldet “Henny” eller “Henni”, som da var knapt 27 år, er mærkværdigvis først fredag den 11. september 1863:
“Middag hos Kocks, Henny er paa Lyst-Seilads. Lille Jøng [Jørgen] meget indladende.”[68]
Den 15. november 1863 døde kong Frederik VII i Gliicksborg i Sønderjylland, og den 2. december blev hans båre ført til København, og her lå kongen på castrum doloris på Amalienborg til den 18. december, hvor båren blev ført til Roskilde for at bisættes i Roskilde Domkirke. Andersen, der i mange år havde været god ven med kongen, deltog i sørgehøjtideligheden sammen med hele det øvrige establishment af adel, borgere og kulturpersonligheder. Begivenheden er detaljeret beskrevet af Andersen i hans dagbog for fredag den 18. december 1863, hvori der berettes om, hvordan kongens kiste førtes i optog gennem København. Selv havde han taget opstilling ved et vindue i Studenterforeningens stueetage, hvor også Fru Koch og Mathilde Koch, f. Hauch, havde fået en plads, og herfra betragtede man det forbipasserende optog:
“[…] Nede hvor vi stode i Studenterforeningen var Fru Møller (Svigermoder til Jørgen Koch og Samwer, Prindsregent Ministeren.) Da Liigvognen nærmede sig gik Hartmann og jeg ud paa Gaden tæt hen til Toget og saae det nær ved; Henny Koch gik tæt ved Kongens Vogn. […]. Henny Koch der havde gået ved Kongens Vogn, fortalte at Kongen flere Steder hvor de havde holdt og Folk blottede deres Hoveder [havde] bedet dem, sætte Hattene paa i den Kulde. Et Par gamle Koner havde grædt frygtelig og raabt: Farvel du gode gamle Konge.”[69]
Herefter skal vi helt frem til pinsedag, søndag den 15. maj 1864, før vi igen støder direkte på Hans Henrik Kochs navn i Andersens dagbøger. Det sker i forbindelse med nogle notater om at de danske skibe, som havde deltaget i slaget ved Helgoland den 9. maj s.å., nu efter våbenstilstanden var trådt i kraft den 12. maj, vendte hjem til Københavns Havn. Hjemkomsten var et tilløbsstykke, og Andersen var blevet inviteret til at overvære skibenes ankomst ombord på dampskibet “Flora”:
“[…] Paa Jylland saae jeg Henny Kock hilsede, fik Gjenhilsen, blev rørt til Taarer og saa hører jeg siden han slet ikke har seet mig. Klokken blev tre før jeg kom i Land, jeg gik ud til Kocks i Haab om at Henny kom og da vilde blive der til Middag, han kom og jeg hørte at det ikke havde været Tilfældet at Aurora havde bragt dem Hilsen. De havde i Nordsøen hørt at den østeriske Eskadre laae ved Helgoland, derfor vendte de tilbage og gik imod den, den skjød da først. Henny havde faaet Plads paa Balkonen uden paa Skibet for at iagttage; han var næste Dag aldeles døv paa det ene Øre af Kanonskud. laften drev Matroser syngende og lystige om paa Gaderne; her ere kommmen tilbage Garden.”[70]
Fredag den 18. november 1864:
“[…] Middag hos Kocks, Henny er kommet hjem. […]”
Mandag den 6. marts 1865:
“[…] Skrevet for Heny Kock som reiser til Paris og gaaer i fransk Tjeneste tre Breve. Eet til Grev Moltke-Hvitfeldt, eet til Baron Delong og eet med til Robert Watt. […]”[71]
I begyndelsen af marts 1865 var der stærk kulde, sne og isskruninger i Øresund. Fredag den 10. marts 1865 noterer Andersen bl.a. følgende i dagbogen:
“[…] Da jeg til Middag kom hos Fru Kock var Henny og endnu 7 andre danske Søofficerer, imorges, reiste til Paris for at gaae i fransk Tjeneste. Fredag den 24. marts 1865:
“[…] Hørte om Middagen hos Fru Kock om Henny der nu er kommet til Paris.”
I sommerferien 1865 var Andersen igen på rundrejse til forskellige herregårde, hvor han, den berømte digter, var en velset gæst. Fra 24. maj til 12. juni opholdt han sig på Basnæs ved Skælskør. Den 1. juni noterer han bl.a. følgende i sin dagbog:
“[…] Brev til Fru Kock og til Lieutenant Henny Kock, (der nu er et Sted i Africa Asien eller paa Havet ved disse Verdens Dele.) […]”
Fredag den 7. juli 1865. Dagen før var Andersen ankommet til Randers, hvor han havde indlogeret sig på hotel:
Hjemme Besøg af Jørgen Kock; han var i Angest for sin Broder Henny, der netop ved Choleras Udbrud i Alexandria maatte være kommet der. Middag Klokken 3 hos Consul Westermann sammen med Kock. […]”
Dagbogen, søndag den 7. januar 1866. Andersen opholdt sig på Basnæs:
Sendt Brev til Fru Kock og deri Brev til Lieutenant Koch i Conchin-China. […]”
Mandag den 9. juli 1866, opholdt Andersen sig på sin Spaniensrejse i Setubal, hvor han var gæst hos Jorge O’Neill:
Brev til Henny Kock i Toulon. […]”
Dagbogen, søndag den 5. august 1866:
“[…] Brev fra Lieutenant Henny Kock i Toulon […]”
Dagbogen, fredag den 26. april 1867, hvor Andersen opholdt sig i Paris, for bl.a. at se Verdensudstillingen:
“[…] jeg tog saa en Vogn og kjørte ud til Udstillingen for at treffe Heny Kock; var med Drevsen og Dame i Blomsterhaven; tog en Vogn ind og kom til Pasage d Orleans hvor jeg traf Kock der ikke vilde tage mod Indbydelse til Middag, men nok at vi spiiste sammen. […]”[72]
Andersen traf igen H.H.Koch på Verdensudstillingen søndag den 28. april 1867, og lørdag den 4. maj noterer han bl.a.:
“Begyndte i Dag med at stige op i femte Etage til Henny Koch i des hauts Alpes; […]”[73]
Fredag den 30. august 1867 var Andersen forlængst tilbage i rutinen med at spise middag hos Fru Koch:
“[…] Middag hos Fru Koch med Henny; jeg læste tre Eventyr. […]”
Fredag den 18. oktober 1867:
“[…] Middag hos Koch, Henny er seilet med Kronprindsen til Rostock og gaaer derpaa til Fiibech for at hente Dronningen som kommer fra Visbaden. […]”[74]
Fredag den 8. november 1867:
“[…] Var hos Kocks sammen med Wilhelm Rode, sad med Henny Kock i Theatret til anden Forestilling af Emil Hartmanns “Elverpigen”, […]”[75] Førdag den 7. marts 1868:
“[…] Besøgt Bille og derfra til Frøken Bournonvilles Soirée, der var godt oplyst, stort Selskab fra Balletten og Theatret, dernæst Fru og Frøken Raasløv, Hr og Fru Kjær fra Rosenvænget. Henny Kock dansede med Fru Eckardt. […]”[76]
Herefter er der et stort spring i dagbogen, før vi næste gang ser Henny Koch nævnt, nemlig fredag den 14. maj 1869:
“[…] Imorgen reiser Henny Koch med Kadetterne ud i Nordsøen. […]”
Fredag den 27. august 1869:
“[…] Middag hos Fru Koch, Lieutenant Henny Koch er kommet hjem. […]”
Fredag den 25. marts 1870:
“[…] Middag hos Koch. Henny Koch reiser nu til London for at hente Telegraphtouget som skal lægges til China. […]”
Fredag den 1. april 1870:
“[…] Middag hos Koch; jeg saae desværre ikke Henny Koch som nu indskiber sig til China-Reisen, […]”
Lørdag den 2. april 1870 var det Andersens 65-års fødselsdag, og han fik som sædvanligt mange besøg, hilsener og gaver. Dagen blev dog noget spoleret af en kraftig tandpine, en lidelse, der havde fulgt ham i mange år. Søndag den 3. april noterer han i dagbogen bl.a.:
“Solskin men koldt. I Formiddags gik Dampskibet Tordenskjold (Henny Koch Næstkommanderende) til London for at afhente Telegraphtouget fra Kina og Japan, der var meget lis i Sundet. […]”
Fredag den 30. december 1870:
Middag hos Kochs med Jørgen og Kone fra Randers; […] Hos Fru Koch til Middag var begge Sønnerne med deres Koner og Børn. Henny kom der Brev fra han ligger anden Gang paa Lazareth i China for Feber. […]”
Fredag den 10. februar 1871 var Andersen igen til middag hos familien Koch, og i den forbindelse noterer han dagen efter, lørdag den 17. marts, bl.a.:
“[…] Fik til Laans et Bjørneskind (som tilhører Henny Koch) at lægge under mit Skrivebord. En Sopha-Pude har jeg lagt til at staae paa ved Vinduet. Det er iøvrigt klart Solskin og stille, men meget koldt. […]”
Mandag den 22. januar 1872:
“[…] Brev til Fru Koch. Mødt paa Gaden Capitain Lund der som Chef for Fregatten Tordenskjold er kommet hjem fra China, sendt med ham Hilsener ud til min Ven, den Næstkomanderende Henny Koch; […]”[77]
Onsdag den 31. januar 1872. Andersen havde fået indbydelse til at læse nogle af sine eventyr ved en aftenunderholdning hos kronprinseparret på Amalienborg, men han nåede kun lige akkurat indenfor, så magtede han ikke mere:
“[…] Cap. Holten gik til Kronprindsen og sagde jeg var syg og jeg fik venlig Hilsen og Bøn om at naar jeg blev bedre da at komme; gik saa over til Danneskjold, der bad mig spise hos sig paa Fredag, det jeg afslog da jeg haaber den Dag at samles hos Fru Koch med Lieutenant Koch som er kommet fra China, som Næstcomanderende paa “Tordenskjold”. […]”
Torsdag den 1. februar 1872:
“[…] til Grevinde Danneskjold sendte jeg ogsaa Brev og Vers. – Der skulde jeg have spiist nu imorgen, Fredag, men jeg afslog det, da jeg ventede hos Fru Koch at være sammen med Sønnen Lieutnant Henny Koch, hjemkommen fra China og saa har han taget anden Indbydelse, ikke erindret at jeg kom til hans Moder om Fredagen. […]”
Fredag den 2. februar 1872:
“[…] Middag hos Kochs, jeg havde ventet at være sammen med Henny Koch, han havde ikke erindret at jeg spiiste der om Fredag[en] og taget Indbydelse hos Enken Fru Mønter. (Hele Byen siger han er hemmelig forlovet med Datteren.) Jeg traf ham imidlertid før han tog bort og han var livlig og glad, ikke stort forandret. […]”[78]
Onsdag den 7. februar 1872 spiste Andersen til en afveksling middag hos Fru Koch i stedet for om fredagen:
“[…] Middag hos Fru Koch med Frøken Pfeil og hendes Forlovede Erhard Hansen, desuden Octavius Hansen med Kone Maleren Roed med Kone; Henny Koch var hjemme. Det var underligt at der ved Bordet ikke udbragtes Skaal for Frøken Pfeil og Forlovede, jeg fandt det ikke passende at jeg gjorde det hvor der var Sønner ved Bordet. […]”[79]
Fredag den 1. marts 1872:
“[…] Middag hos Fru Koch; Henny viiste mig en Deel af sine chinesiske hjembragte Sager. […]”
Fredag den 27. september 1872:
“[…] Middag hos Fru Koch; Henny var hjemme, for en Maaned siden havde [han] endt sin Fart, som Næstkommanderende paa Kadetskibet. […]”[80]
Der gik nu en rum tid af omkring fire måneder, hvor Andersen af forskellige grunde ikke havde været til middag hos familien Koch. Fredag den 14. februar 1873 noterer han bl.a. følgende i dagbogen:
“[…] Klokken henved fem kjørte jeg ledsaget af vor svenske Pige hen til Fru Koch hvor jeg ikke har været omtrent i fire Maaneder, efter Middagsbordet fulgte Lieutenant Henny Koch mig hjem i Droske. […]”[81]
Fredag den 7. marts 1873:
“[…] Kjørt halv fem hen til Fru Koch til Middag, fik af Henny flere ting fra Japan, en lille kunstig Skildpadde, snittet og bevægelig, to Vifter, to Bakker, en Mynt. – Det var næsten lidt Dag endnu da jeg halv syv kjørte hjem til min varme Stue.”
Fredag den 21. marts 1873:
“[…] Klokken fire kom Melchiors Vogn og med Weber kjørte jeg da over Langelinie, hvor vi mødte Kongen og Prinds Waldemar til hest; vi kom ind af Vesterport til Fru Koch, men jeg frøs, havde nogen Hoste. Hos Fru Koch var begge Sønner igjen ude til Middag, […]”[82]
Fredag den 10. oktober 1873:
“[…] Kjørt hen til Fru Koch, Henny er blevet Capitain; den unge Fru Koch var med til bords efter Barselsengen, Peter Koch kjørte med mig hjem. Ved hvert andet Trin paa Trappen hvilede jeg og kom saaledes mindre stakaandet end ellers ind i min Stue.”
Fredag den 20. marts 1874:
“[…] Middag hos Fru Koch, Captainen (Henny Koch) var allerede ude paa Søen igjen saa at jeg ikke fik ham at see før om nogle Dage, han er blevet Prinds Waldemars Hovmester.”
Onsdag den 25. marts 1874 fik Andersen besøg af Henny Koch, og fredag den 27. s.m. noterer han bl.a.:
“[…] Middag hos Fru Koch. Capitain Henny Koch var hjemme.”
Henny Koch besøgte igen Andersen mandag den 31. august 1874, og mandag den 21. september 1874 spiste han frokost hos Fru Koch sammen med Henny Koch. Fredag den 18. december 1874 noterer Andersen bl.a. følgende i sin dagbog:
“[…] Fik i Dag fra Reitzel 25 heftede Exemplarer af Eventyr og Historier 3die Bind, dernæst fem smukt indbundne Exemplarer, af disse sendtes eet til den lille Prinds Christian, eet til Prinds Valdemar og eet til Prindsesse Thyra, disse to sidste Bøger fik jeg Capitain Koch til at besørge, jeg traf ham i Dag til Middag hos hans Moder. […]”[83]
Fredag den 1. januar 1875 spiste Andersen middag hos Fru Koch, hvor også hendes sønner Henny Koch og Jørgen Hansen Koch fra Randers var med, og mandag den 4. s.m. noterer Andersen for næstsidste gang om Henny Koch i sin dagbog. Andersen havde været til middag hos Edvard Collin og var vendt hjem til sig selv i Nyhavn:
“[…] Kort før jeg tog der hen havde jeg Besøg af Krohn, medens han var her kom Prinds Waldemar ledsaget af Capitain Koch, han var høist beskeden og elskværdig, sagde at de Alle hjemme hos ham holdt meget af mig; medens han var her kom Fru Melchior.”[84]
Den allersidste gang, Andersen nævner Henny Koch i sine dagbøger, er lørdag den 27. februar 1875, og det sker i forbindelse med en underskriftindsamling til fordel for Frk. Hallager, som i mellemtiden havde overdraget sit pensionat i Nyhavn 18 til Frøknerne Ballin, og som nu ville ansøge om at få en Klasselotterikollektion, formentlig for at forøge sine vistnok sparsomme indtægter. I den anledning havde Frk Hallager sendt en påtrængende Frøken Hansen hen for at få Andersens anbefaling og underskrift, men Andersen var imidlertid ikke meget for uden videre at skrive under. Han ville først forhøre sig hos en Hr Sødring, som boede i opgangen og som havde en lotterikollektion:
“Sov godt om Natten, følte mig i Morgenstunden temmelig fri for Smerte, men trængte til Ro, jeg sagde det til Frøkenen og et Øieblik efter smuglede hun dog med en Bog Capitain Koch havde bragt, Frøken Hallagers Ansøgning [ind], jeg blev vred derover, “hvad skal jeg gjøre!” sagde hun, jeg saae at Dr Hornemann, en forhenværende Contoirchef Møller og Gedalja havde skrevet paa, men i Ansøgningen siger Frøken Hallager at de undertegnede Mænd finde hende qvalifiseret til en Lottericollektion, jeg vilde da først tale med den unge Hr Søddring ovenpaa, han har en Collection, men han var ikke hjemme. […]”[85]
Det endte dog med, at den trods alt blødhjertede Andersen skrev en anbefaling til Thora Hallager, men om denne fik tilkendt en Klasselotterikollektion er uvist.
Samtlige af Jørgen Hansen Kochs og hustru, Ida Kochs, børnebørn blev først født efter kgl. Bygningsdirektør Jørgen Hansen Kochs død 30. januar 1860. Det første barnebarn døbtes Ida Koch, født 21. april 1860, død 1948. Datter af adjunkt Jørgen Hansen Koch (1829-1919) og hustru Christine Sophie Koch, f. Møller (1830-1914). Ida Koch blev gift 1888 med herredsfoged Jørgen Vilhelm Jørgensen (1856-1930). Sammen fik de sønnen Stener Jørgensen (1890-1937).
Det kan konstateres, at Andersen kun nævner lærer J.H. Kochs to børn i sin dagbog i alt 7 gange, første gang tirsdag den 11. august, hvor han har mødt familien på gaden i København, og anden gang fredag den 14. august 1863, hvor han spiste til middag sammen med dem hos Fru Ida Koch
Ida Koch nævnes atter i Andersens dagbog for fredag den 5. august og fredag den 30. december 1870, men igen sammen med sin søster og i begge tilfælde uden navns nævnelse. Begge gange har han mødt lærerfamilien til middag hos Fru Ida Koch.
Ida Koch og Ellen Koch nævnes første og eneste gang ved navn i Andersens dagbog fredag den 6. januar 1871, og igen under et middagsbesøg hos børnenes farmor, Fru Ida Koch:
“[…] Saa kom Adjunct Jørgen Koch fra Randers han reiser hjem med Iisbaad over Beltet. Gav hans to Smaapiger Ida og Ellen de af Frølich illustrede Eventyr som udkom ved Juul. […]”
Herefter nævnes Ida og Ellen kun som sine forældres børn i Andersens dagbog for fredag den 3. marts og mandag den 24. juli 1871. I førstnævnte tilfælde i forbindelse med Andersens middagsbesøg hos Fru Koch, og i sidstnævnte tilfælde, hvor Andersen på grund af et voldsomt regn- og tordenvejr har søgt ly hos familien Koch i Ny Kongensgade.
Endelig omtales de to småpiger, Ida og Ellen Koch, dog uden navns nævnelse og for sidste gang i Andersens dagbøger, nemlig torsdag den 22. juli 1875, hvor den meget syge Andersen opholder sig på landstedet “Rolighed” på Østerbro, og hvor han afgik ved døden 14 dage senere.
Ellen Koch, født 5. marts 1862, død 10. marts 1892. Datter af Jørgen Hansen Koch (1829-1919) og hustru Christine Sophie Koch, f. Møller (1830-1914). Ellen Koch blev gift 1889 med adjunkt, senere overlærer Christian Vilhelm Emil Stigaard (1861-1944), sammen med hvem hun fik sønnen Aage Stigaard, født 5. september 1890, død 1972.
Men eftersom Ellen Koch, bortset fra i et enkelt tilfælde, kun nævnes en bloc med sin lidt ældre søster, Ida, og sine forældre, er der ikke grund til her at gentage den ovenfor gengivne omtale af de steder i sine dagbøger, hvor Andersen omtaler de to børn.
Peter Frederik Koch og Mathilde Koch fik som nævnt i alt 9 børn, heraf 3 piger og 6 drenge, som alle er afbildet her i artiklen, omend for de flestes vedkommende i en voksen alder.
Jørgen Hansen Koch, kaldet “Jøn”, om denne kan fortælles, at han blev født den 28. januar 1861 og døde den 23. april 1935. Han var cand. jur., senere præsident for Sø- og Handelsretten, og desuden direktør for Det Classenske Fideicommis. Han havde i kraft af denne stilling bolig i Det Classenske Palæ i Amaliegade i København. Sommerresidensen var godset Korselitze på Falster, ejet af Det Classenske Fideicommis.
J.H. Kochs familie hørte til “det bedre borgerskab”, og førte et liv med stor selskabelighed. Selv måtte J.H. Koch tilbringe sine sidste leveår i kørestol, idet han blev ramt af Parkinsons syge.
J.H. Koch var gift med Anine Suenson, født 26. august 1881- død 1948, som ligeledes var af “fin familie”. Hendes morfar var direktør for Store Nordiske Telegrafselskab og tilførte slægten betragtelige midler. Anine Suenson var et musisk menneske, og modtog violinundervisning af komponisten Carl Nielsen. Hans hustru, billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen, lavede en skulptur, “Skyterrier”, hvor hun brugte J.H. Kochs forældres hund “Puk” som model.
J.H. Koch og Anine Suenson fik 2 børn: Anne Lise “Nynne” Koch (19152001) og Peter Anton Koch (1918-90).
Som altid fulgte Andersen med i, hvad der skete hos de familier, han nærmest betragtede som sin ’familie’, og i den sammenhæng indtog familien Koch en relativt fremtrædende plads i digterens bevidsthed. Han har derfor naturligt nok også omtalt, når der skete noget afgørende i de pågældende familier, herunder f.eks. også børnefødsler. Peter Frederik og Mathilde Kochs første barn var sønnen Jørgen Hansen Koch, kaldet “Jøn”, som blev født 28. januar 1861, og herom noterer Andersen kort og godt følgende i sin dagbog for Fredag den 1. februar 1861:
“[…] Den unge Kock har i Mandags faaet en Søn. […]”
I betragtning af, at Andersen i reglen hver fredag spiste Middag hos familien Koch, kan det dog ikke siges, at han har overdrevet sin omtale af familiens enkelte børn, som faktisk kun er nævnt eller omtalt sporadisk i Andersens dagbøger og andre steder. Dette gælder ikke mindst familen Peter Frederik og Mathilde Kochs førstefødte, som først nævnes anden gang torsdag den 10. september 1863:
“[…] Middag hos Fru Kock; den lille Jørgen meget indladende, han kalder sig selv Jøn. […]”
Og dagen efter, hvor Andersen atter spiste til middag hos familien Koch, noterer han:
“Middag hos Kocks, Henny er paa Lyst-Seilads. Lille Jøng [Jørgen] meget indladende.”
Næste gang vi i Andersens dagbøger hører om lille “Jøn”, er torsdag den 7. januar 1864:
“Gik til Henriques, der har den ældste lille Datter Skarlagensfeber, de sagde mig det først efter at jeg længe havde været i Stuen. Jeg gik til Kocks, der laae lille Jøn af Skarlagensfeber, de meente at den ikke smittede og bad mig komme til Middag i Morgen. Spiist hos Eduard Collins.”
Andersen nærede en rystende angst for enhver form for smitte, så dagen efter, fredag den 8. januar, meldte han afbud til Fru Koch. Derefter hører vi ikke mere til “Jøn” i Andersens dagbog, før fredag den 27. maj 1864, hvor han bl.a. noterer:
“[…] Middag hos Fru Kock, hun er saa ganske Bedstemoder forkjæler den lille Jøng : Jørgen. I Dag er der kommet en Sløvheds Følelse over mig for Krigen, for Øieblikket, jeg har ikke kunnet bære det, nu er jeg i en Overgang, til Hensynken eller et nyt kraftigt Liv. […]”[86]
I sin sommerferie 1864 var Andersen bl.a. på et længere besøg fra 3.- 27. juni på herregården Basnæs, hvor en gruppe på 6 soldater, som alle var blevet sårede i slaget ved Dybbøl 18. april, var indkvarteret. Søndag den 19. juni noterer han bl.a. følgende i dagbogen:
“[…] Førte alle sex Soldater op i Taarnet og viiste dem Udsigten, derfra kom de ind i min Stue og saae min Photographiebog, een af dem kjendte Peter Kochs lille Dreng Jøn der med Fru Wulff havde besøgt dem paa Lazarettet i Landkadet-Academiet. […] ”[87]
Næste gang lille “Jøn” er nævnt i Andersens dagbøger, er fredag den 14. oktober 1864:
“[…] Mit Humeur daarlig, Verden er Løgn og Forfængelighed. Middag hos Kocks, den lille “Jøn”, lover ikke meget, det er et underligt Intetsigende Barn, med store Glasøine, den lille Mathilde er Natur og Villie. […]”[88]
Vi skal herefter helt frem til fredag den 17. november 1865, før “Jøn” igen nævnes i Andersens Dagbøger:
“[…] Middag hos Fru Kock. Foræret bort af de nye Eventyr til Conferentsraad Hauch, lille Jøn (Jørgen Kock). [,..]”.[89]
Den næste gang “Jøn” nævnes i Andersens dagbøger, er onsdag den 5. september 1866. Datoen den 5. september anså han i mange år selv for at være årsdagen for hans første ankomst til København i 1819, skønt datoen for hans ankomst faktisk var den 6. september. Men den førstnævnte dag fik han som sædvanligt en del besøgende, som ønskede at gratulere ham, deriblandt også medlemmer af familien Koch:
“[…] Jeg fik i Dag Besøg af Fru Kock og begge Børnebørnene: Jørgen og Mathilde, […]”[90]
Derefter skal vi et spring frem i tiden, før “Jøn” igen nævnes i Andersens dagbøger, nemlig tirsdag den 28. januar 1867:
“[…] Besøgte Fru Kock, det er lille Jøns Fødselsdag. […]”
Og nok et spring frem til fredag den 24. januar 1868, hvor Andersen som så ofte før er til middag hos Fru Koch:
“[…] Det var imorges elleve Graders Kulde; Vinden bider som Skeevand. Gik gjennemkold fra Kochs til Middag; […]. Forærede til Middag hos Koch lille “Jøn” det Nummer af illustrerede Tidende hvori staaer Gudfaders Billedbog og lovede ham de to paafølgende Nummere. […]” [91]
Så springer vi atter fremad, denne gang til lørdag den 26. december, altså 2. juledag, 1868, hvor Andersen bl.a. har noteret følgende i dagbogen:
“[…] Lavet et Sølvbryllups Vers til Capitain Peter Wulff og Kone, som Fru Koch bad mig om til Festdagen paa Mandag lille Jørgen skal sige det. […]”
Nytårsdag 1869 har Andersen blandt meget andet noteret følgende i sin dagbog:
“[…] Hos Fru Koch til Middag, lille Jørgen sagde Verset for mig jeg havde skrevet til Onkel Peters Sølvbryllup. Der var Jørgen Koch fra Randers. […]” [92]
Andersen var igen på en af sine efterhånden mange udenlandsrejser, denne gang til Frankrig, hvor han opholdt sig i Paris i tiden 8. – 24. februar 1870, og her noterer han i dagbogen for fredag den 14. februar:
“[…] Brev fra Fru Kock og lille Jørgen Koch. + ”.[93]
Næste gang vi hører om lille “Jøn” i Andersens dagbøger, er onsdag den 16. februar 1870, hvor Andersen noterer, at han har skrevet og sendt brev “til Fru Koch og lille Jørgen Koch ”.
Senere på året 1870 noterer Andersen i dagbogen for fredag den 28. oktober bl.a. følgende:
“[…] Middag hos Ida Koch; Peter er høist hjertelig og elskværdig mod mig, Folk sige, han er kold og sær; jeg forstaaer det ikke. Børnene slutter sig til mig, Fru Koch har tillært dem at kalde mig “Ven Andersen”. […]”
På årets næstsidste dag, fredag den 30. december 1870, er Andersen igen middagsgæst hos familien Koch, og herom noterer han følgende i dagbogen:
“[…] Middag hos Kochs med Jørgen og Kone fra Randers; […] Hos Fru Koch til Middag var begge Sønnerne med deres Koner og Børn. Henny kom der Brev fra han ligger anden Gang paa Lazareth i China for Feber. […]”
Dagen efter, lørdag den 31. december 1870, nytårsaftensdag, noterer Andersen i sin dagbog:
“Mildere Veir, føler mig noget bedre end paa de tidligere Dage. Fik Blomster af Fru Melchior; spiiste paa Restauration, gik saa Klokken 6 til Collins hvor Drewsens og Linds skulde tilbringe Aftenen, men jeg drog allerede bort henimod 8 netop i det Fru Drevsen og Viggo kom. Gik over til Henriques hvor Selskabet var afsagt for Fruens Upasselighed nu sidder jeg ene i min lille Stue, der er blevet varm, ene som paa Juleaften, Nytårsaften. Tak o Herre for det meget af Godt Du gav mig i dette Aar, Penge rigelig og en ny Digtning. – Blodfyldt forfærdelige Aar 1870.” [94]
Den 6. juni 1871 var Andersen på tilbagerejsen til København fra et sommerferieophold på godset Basnæs ved Skælskør. Herom noterer han i dagbogen for denne dato bl.a.:
“[…] Klokken 3 tog jeg fra Basnæs (Lars 4 Rdlr Kudsken P/2 Rdlr). Klokken V2 fem var jeg i Korsør, der kom Fru Koch med lille Jørgen, de havde været 8 Dage i Odense og tog nu hjem. […]” [95]
Til trods for sit dårlige helbred foretog Andersen i perioden 14. april til 28. juli 1873 en udenlandsrejse, som gik til Tyskland. Schweiz, Belgien og det nordlige Italien og tilbage igen. På rejsen var han ledsaget af vennen Nicolai Bøgh. Hjemturen gik blandt andet via Fredericia og Middelfart, hvor den meget syge Andersen blev nødt til at overnatte 26.-27. juli. I dagbogen for sidstnævnte dato noterer han bl.a. følgende:
“[…] Besøg af Apotheker Lotze fra Odense, Besøg af Boesen fra Odense; lille Jørgen Koch var med, han og een endnu mindre Dreng [havde] roet en Baad og da seet paa Vandet flød som en Pakke, det var en lille fire aars Dreng der var faldet i, de kunde ikke løfte ham ind i Baaden, men Een holdt Barnet, en anden roede og da de kom i Land løb den ene strax efter Lægen og Barnet der laae i Krampe kom sig. […]”[96]
28. juli til 9. september opholdt den tiltagende syge og svækkede Andersen sig igen på Melchiors landsted “Rolighed” på det dengang endnu landlige Østerbro. Tirsdag den 9. september flyttede han ind hos Frøknerne Ballins pensionat i Nyhavn nr. 18, hvor han tidligere havde boet, medens Thora Hallager havde drevet pensionatet. I dagbogen for nævnte dato noterer Andersen til slut:
“[…] (Besøg imod Aften af Fru Koch og lille Jøn Koch.) Gik iaften iseng da Klokken var 10.”[97]
Den allersidste gang vi specielt hører om “lille Jøn” i Andersens dagbøger, er 1. nytårsdag 1874, hvor Andersen blandt sine øvrige gæster også fik “Besøg af lille Jøn Koch.” Der manglede dog kun en lille måned, før drengen fyldte 13 år, nemlig den 28. januar 1874.
Lille “Jøn” var som bekendt ægteparret Peter Frederik Kochs og Mathilde Kochs første barn, men han forblev ikke enebarn ret længe, for allerede den 3. juli 1862 fik han en lillesøster, som døbtes Ida Mathilde Koch, og som vi herefter skal høre lidt nærmere om.
Ida Mathilde “Tilla” Koch, født 3. juli 1862- død 1936. Klosterfrøken i Vemmetofte. Tilla var en meget dygtig tegner, og har efterladt sig flere pragtfulde tegninger og malerier. Hun gik til tegne- og maleundervisning og kom meget i københavnske kunstnerkredse, og kendte flere af den tids kunstnere og kulturpersonligheder, som f.eks. arkitekten og keramikeren Thorvald Bindesbøll (1846-1908). Tilla var en overgang kæreste med en kunstner, men det kunne hendes fader ikke acceptere, “thi han var ud af ringe stand”. Hun blev aldrig gift og fik heller aldrig børn. Når hun deltog i selskabelighed, holdt hun sig ikke til kvinderne med al deres kvindesnak, men fulgte altid med herrerne ind i herreværelset.
I lighed med H.C. Andersen og andre af datidens kunstnere og kulturpersonligheder, var “Tilla” også en ivrig og begejstret Italiens-rejsende, og på en af disse rejser var hun ledsaget af søsteren Inger Marie Koch, som optog en hel serie fotos på turen.
Første gang H.C. Andersen omtaler “Tilla” i sine dagbøger, er fredag den 14. oktober 1864, hvor han som sædvanligt spiste til middag hos Ida Koch:
“[…] Mit Humeur daarlig, Verden er Løgn og Forfængelighed. Middag hos Kocks, den lille “Jøn”, lover ikke meget, det er et underligt Intetsigende Barn, med store Glasøine, den lille Mathilde er Natur og Villie. […]”
Den næste gang Andersen nævner “Tilla” i sine dagbøger, er onsdag den 5. september 1866:
“[…] Jeg fik i Dag Besøg af Fru Kock og begge Børnebørnene: Jørgen og Mathilde, […]”
Anden juledag, den 26. december 1868 var moderen, Mathilde Koch, nedkommet med sit sjette barn, og herom noterer Andersen i dagbogen for fredag den. 8. januar 1869 bl.a. følgende:
“[…] Var til Middag hos Kochs hvor den unge Frue endnu ikke var oppe efter sin 6te Barselsseng. […]”
Herefter skal vil helt frem til fredag den 28. oktober 1870, før Andersen nævner “Tilla” og hendes fem søskende, om end kun indirekte:
“[…] Middag hos Ida Koch: Peter er høist hjertelig og elskværdig mod mig, Folk sige, han er kold og sær; jeg forstaaer det ikke. Børnene slutter sig til mig, Fru Koch har tillært dem at kalde mig “Ven Andersen”. […]”
Andersens første bind af Nye Eventyr og Historier illustreret af Lorenz Frølich, udkom 10. december 1870, og som sædvanligt forærede han en del eksemplarer til venner og bekendte, herunder især nogle af børnene. I dagbogen for søndag den 11. december 1870 noterer Andersen bl.a. følgende:
“[…] Bragt lille Mathilde Koch de illustrerede Eventyr. […]”[98]
Fredag den 30. december 1870 var Andersen igen til Middag hos Fru Koch, og herom noterede han følgende i dagbogen:
“[…] Hos Fru Koch til Middag var begge Sønnerne med deres Koner og Børn. Henny kom der Brev fra han ligger anden Gang paa Lazareth i China for Feber. […]”
Sidste gang Andersen nævner lille Mathilde i sine dagbøger, sker søndag den 7. december 1873, hvor han bl.a. skriver følgende:
Besøg til Morgen af Hr Grosserer Moritz Melchior, senere kom Fru Koch med lille Mathilde, derpaa William Bloch, saa Fru Collin. […]” [99]
De ovenfor anførte notater er alt, hvad Andersen har skrevet om Ida Mathilde “Tilla” Koch i sine dagbøger. Herefter følger hans omtale af Peter Frederik Kochs og Mathilde Kochs tredje barn: Karen Johanne Koch, som blev født den 22. maj 1864.
Karen Johanne Koch (1864-1915). Klosterfrøken i Vemmetofte. Karen blev uddannet som porcelænsmaler, og har efterladt sig en del fine akvareller, hovedsagelig med blomstermotiver, som formentlig har været elevarbejder i forbindelse med hendes uddannelse. Karen var psykisk syg, men de nærmere omstændigheder vedrørende hendes tilstand kendes ikke. Hun blev indlagt på et psykiatrisk hospital, og her tog hun livet af sig ved at springe ud fra et vindue. Karen var ugift og havde ingen børn.
Det må konstateres, at Andersen ikke har noteret særlig meget om Karen Johanne Koch i sine dagbøger, men onsdag den 25. maj 1864 nævner han dog hendes fødsel:
“[…] I Mandags havde Fru Kock født Hauch født en lille Pige, jeg var der i Dag at gratulere. […]”
Herefter skal vi faktisk helt frem til fredag den 28. oktober 1870, før Andersen igen nævner Karen Johanne Koch, og tilmed kun indirekte:
“[…] – Middag hos Ida Koch; Peter er høist hjertelig og elskværdig mod mig, Folk sige, han er kold og sær; jeg forstaaer det ikke. Børnene slutter sig til mig, Fru Koch har tillært dem at kalde mig “Ven Andersen”. […]”
Sidste gang Andersen nævner den da 6-årige Karen Johanne Koch i sine dagbøger, er fredag den 30. december 1870, og igen sker det kun indirekte:
“[…] Middag hos Kochs med Jørgen og Kone fra Randers; […] Hos Fru Koch til Middag var begge Sønnerne med deres Koner og Børn. Henny kom der Brev fra han ligger anden Gang paa Lazareth i China for Feber. […]”
Vi skal herefter se på, hvad Andersen har nævnt i sine dagbøger om Peter og Mathilde Kochs fjerde barn, Inger Marie Koch:
Inger Marie Koch, født 19. januar 1866 – død 30. oktober 1956. Klosterfrøken i Vemmetofte. Inger Marie blev uddannet som terapeut, vistnok fysioterapeut, men om hun fungerede professionelt, vides ikke. Hun var ivrig amatørfotograf, og efterlod sig ca. 1100 glaspladenegativer fra perioden ca. 1898 til 1914. Man kan bl.a. i billeder følge hende på en rejse til Italien i 1904, sammen med sin mor, Mathilde, og søster Tilla.[100]
Inger Marie Koch var formodentlig den sidste nulevende, der havde kendt H.C. Andersen personligt. I 1955, året hvor digteren fyldte 150 år, fortalte hun i en artikel i Frederiksberg-Bladet om sine barndomsoplevelser med H.C. Andersen. Her fortæller hun bl.a. følgende:
“Jeg var vel en syv-otte aar, da de første indtryk (om HCA) fæstnede sig, og jeg var ni da han døde. Han gjorde et saa umaadeligt indtryk paa mig, for jeg kan endnu se ham for mig, som om det var i gaar, jeg saa ham sidst og hørte ham fortælle. Vi var ni søskende, nu er jeg den eneste, der er tilbage. Den ældste af os var Jørgen Koch, dommer i Sø- og Handelsretten, saa fulgte Mathilde, Karen, jeg selv, Svend og Peter. Johannes, Henni og Einar har sikkert været for smaa til at være med de elskede fredagsaftner med H. C. Andersen. Henni var opkaldt efter min onkel Hans Henrik Koch, der også kaldtes Henni og var admiral. Han var bl.a. med paa fregatten “Jylland” ved slaget i Helgolands-bugten i 1864. H. C. Andersen var min lillebrors gudfar.”[101]
Andersens notater i dagbøgerne vedrørende Inger Marie Koch, begynder fredag den 19. januar 1866, og lyder sådan:
“[…] Middag hos Fru Kock, efter Bordet fik den unge Fru Koch Barselveer, saa jeg skyndte mig bort. […]”[102]
Lørdag 20. januar 1866: […] Imorges fik jeg Bud at den unge Fru Koch iaftes Klokken 7 havde født en Datter.”
Tirsdag 24. december 1867 (Juleaften):
“[…] Gik til Kochs henimod 6, de sad endnu tilbords, Juletræet tændtes, det mindste barn, klædt som Nisse kørte ind i Stuen under et Danebrogs Flag, jeg fik to chinesiske Tegninger. Klokken 7 skulle jeg være hos Jerichaus til Juletræ, men da jeg kom var de endnu ikke gaaet til Middagsbord; jeg gik da ind til Henriques, […]” [103]
Barnet kan næppe have gjort særligt indtryk på Andersen, for han nævner hende faktisk kun to gange mere i sin dagbog, og kun indirekte. Den første af disse to gange er i dagbogen for fredag den 28. oktober 1870:
“[…] – Middag hos Ida Koch; Peter er høist hjertelig og elskværdig mod mig, Folk sige, han er kold og sær; jeg forstaaer det ikke. Børnene slutter sig til mig, Fru Koch har tillært dem at kalde mig “Ven Andersen”. […]”
Den næste og sidste gang er i dagbogen for fredag den 30. december 1870:
“[…] Middag hos Kochs med Jørgen og Kone fra Randers; […] Hos Fru Koch til Middag var begge Sønnerne med deres Koner og Børn. Henny kom der Brev fra han ligger anden Gang paa Lazareth i China for Feber. […]”
Svend Koch, født 26. april 1867 – død 19. august 1943. Civilingeniør. Stifter af rådgivende ingeniørfirma. Svend Koch var som ingeniør med til genopbygningen af Christiansborg som brændte i 1884, men først blev genopbygget i 1906. Hans far, Peter Frederik Koch, blev i 1903 medlem af kommissionen til Christiansborg slots genopførelse, og det er tænkeligt at Svend Koch ad denne vej fik opgaven vedr. genopbygningen af slottet. Han blev ansat som direktør for Frederiksberg kommunes tekniske forvaltning, og overdrog herefter sit firma til sin søn, ingeniør Jørgen Hansen Koch (1896-1968), som sammen med ingeniør Crone stiftede firmaet “Crone og Koch”.
Svend Koch var første gang gift med Ingrid Bruhn, født 15. oktober 1869 og død 1918. Parret fik 3 børn sammen: Jørgen Hansen Koch (1896-1968), Mogens Koch (1898-1992) og Gerda Koch (1901-1982) – Svend Koch blev gift i andet ægteskab med Eva Louise Mogensen, født, født 24. maj 1886-død 1949. Der var 2 børn i ægteskabet: Jens Koch (1920-89) og Anne Koch. (1924-94).
Peter Frederik Kochs og Mathilde Kochs femte barn, Svend Koch, glimrer i øvrigt ved sit totale fravær i Andersens dagbøger, bortset fra, at han selvfølgelig kommer ind under betegnelsen “børnene”, når disse nævnes, hvilket de jo gør en bloc ved flere lejligheder.
Peter Frederik Koch, født 26. december 1868 – dødsår ukendt. Han var søløjtnant, og noget kunne tyde på, at han levede et mere ’vildt’ liv end hvad der var velset i familien. Han blev engang genkendt på et mindre pænt værtshus i København, i selskab med nogle af byens ’letlevende’ damer. Det kom hans forældre for øre, og det blev på det strengeste påtalt.
En anden gang betalte han en regning med en check (eller et gældsbevis), som han underskrev med sin faders underskrift. Da P. F. Koch senior opdagede det, følte denne sig tvunget til at foretage sig noget drastisk, for man kan ikke som Højesterets Justitiarius have sager om dokumentfalsk i sin nærmeste familie. Den formastelige søn blev tvunget til at forlade landet, og i 1906 udvandrede han til USA.
Året efter, d. 11. juni 1907, døde hans far, P.F. Koch, og nu ville enkefrue Mathilde Koch prøve at få kontakt til sin landsforviste søn, og via Røde Kors fik hun opsporet hvor sønnen befandt sig, vist nok i San Francisco, og hvor han arbejdede. Hun skrev et brev til ham, hvori hun sandsynligvis fortalte at hans far var død. Efter nogen tid fik hun et brev tilbage, ikke fra sønnen, men fra hans arbejdsgiver, som fortalte at da P.F. Koch fik brevet hjemmefra, forlod han sit skrivebord, og gik ned i baghaven hvor han læste brevet, mens tårerne trillede ned ad kinderne. Derefter hørte man ikke noget fra ham. Hans videre skæbne og dødsår ukendt.
I dagbogen for fredag den 25. december, 1. juledag 1868, spiste en upasselig og sløj Andersen middag hos Fru Koch, men han nævner ikke noget om nogen forestående fødsel i familien, og det gør han heller ikke dagen efter, lørdag den 26. december, 2. juledag, hvor Peter Frederik Koch angiveligt kom til verden. Ja, faktisk nævner eller omtaler Andersen overhovedet ikke Fru Ida Kochs barnebarn Peter Frederik Koch i sine dagbøger.
Johannes Carsten Koch, født 9, juli 1871- død 1934. Trafikassistent ved D.S.B. Blev gift med Magdalene Juel, født 17. juli 1879-død 1949. Parret fik i ægteskabet 1 søn: Poul Koch (1913-1981) som udførte et imponerende slægtsforskningsarbejde med stamtavler og biografier tilbage til 1400-tallet. Han afsluttede sit arbejde med slægten i 1978, og forærede et antal duplikerede kopier til sine fætre og kusiner.
Den samme ’skæbne’ som i Peter Frederik Kochs tilfælde, er omtrent også overgået Peter Frederik Kochs og Mathilde Kochs 7. barn, Johannes Carsten Koch, idet han kun nævnes en eneste gang i Andersen dagbøger, og kun indirekte, nemlig mandag den 24. juli 1871:
“[…] Mens jeg sad hos Minet blev det Torden og Skylregn; jeg maatte laane en Paraply for at slippe med min nye Hat og de tynde Støvler hen til Fru Koch, her var Jørgen Koch fra Randers med Kone og to Døttre. Peter Kochs Kone har for 14 Dage siden faaet endnu en Søn; hun var oppe og kom ind for at hilse paa mig. […]”
Lidt anderledes forholder det sig med Fru Ida Kochs 8. barnebarn, Hans Henrik Koch, kaldet “lille Henni”, som er nævnt 4 gange i Andersens dagbøger. Man skal dog ikke vurdere Andersens forhold til det enkelte af Koch-børnene ud fra, hvor mange eller hvor få gange, de er nævnt og omtalt i f.eks. hans dagbøger, idet han jo i reglen havde personlig kontakt med børnene fra disses respektive fødsel og i mange år derefter, hvor han i reglen hver fredag var middagsgæst, enten hos Fru Ida Koch eller hos hendes søn Peter Frederik Koch.
En ting, der måske er værd at bemærke er i alt fald, at ingen af P.F. Kochs og Mathilde Kochs i alt 9 børn har kendt deres farfar personligt, idet han var død 30. januar 1860. Hans første barnebarn, Jørgen Hansen Koch, kaldet “Jøn”, blev først født året efter, den 28. januar 1861. Og som det vil fremgå nedenfor, blev hans ottende og næstsidste barnebarn, Hans Henrik Koch, “lille Henni”, født den 25. september 1873.
Hans Henrik Koch, kaldet “lille Henni”, født 25. september 1873- død 5. september 1922. Arkitekt. – H.C. Andersen var gudfar til “lille Henni”, som ved sin dåb fik et sølvkrus og et personligt kort med en hilsen fra Andersen. Dog var han så svækket i sin høje alder, at han ikke kunne deltage i selve dåbshøjtideligheden.
Ud over at være en anerkendt og meget brugt arkitekt, markerede H.H. Koch sig som en flittig udvikler af legetøj. Han havde et usædvanligt talent for at kunne forestille sig sammensatte former i plane udfoldninger, og fik bl.a. tegnet og trykt nogle juleark med dyr til udklipning og sammenklistring. Disse dyr var beregnet til at hænge på juletræet, og de har været fast juletradition i mange Koch’ske hjem lige siden. Han lavede også “Syvklodsspillet”, samt flere mosaikspil mm.
Hans Henrik Koch blev 12. sept. 1902 gift med Anna Johanne Syberg-Petersen, født 13. august 1873-død 19. august 1918. Parret fik 2 børn: Peter Koch (1905-80) og Ellen Koch (1909-1977).
Fredag 26. september 1873 noterer Andersen i dagbogen om en glædelig begivenhed i familien Koch:
“Brev fra Fru Ida Koch at den unge Fru Koch imorges havde faaet en lille Søn. Jeg kommer altsaa ikke der hen i Dag. […]”[104]
Fredag den 10. oktober 1873 noterer Andersen bl.a. følgende i dagbogen:
“[…] Kjørt hen til Fru Koch, Henny er blevet Capitain; den unge Fru Koch var med til bords efter Barselsengen, Peter Koch kjørte med mig hjem. Ved hvert andet Trin paa Trappen hvilede jeg og kom saaledes mindre stakaandet end ellers ind i min Stue.”
Fredag 14. maj 1874 noterer den sygdomsplagede Andersen bl.a. følgende i sin dagbog:
“Til Morgen Solskin, senere Regn og Tøsnee, det er kun 216 Grads Varme. Kom ikke ud at spadsere. […] Kjørte hen til Fru Koch; der blev bedet mig om at staae Fadder paa Søndag til deres seneste lille Søn, jeg behøvede ikke at komme i Kirken, de vilde der indskrive mit Navn. Middagsindbydelsen kunde jeg ikke tage imod da Frøknerne Heinke komme og jeg skal med dem paa “Rolighed”. Det vedbliver med at være meget koldt, […]”[105]
Fredag 2. oktober 1874:
“[…] Skrev Brev til min lille Gudsøn Hans Henrik Koch og foræret ham paa hans Fødselsdag som var forrige Fredag (den 25. September) det Sølvbæger jeg i Rom vandt ved Lodtrækning Juleaften ved Skandinavernes Juletræ, det var den dyreste af Presenterne. [106]
De ovenfor anførte citater er, hvad H.C. Andersen direkte har noteret om ’lille Henni’ i sine dagbøger.
Peter Frederik Kochs og Mathilde Kochs yngste barn var sønnen Einer Koch, som blev født cirka to måneder efter at “Ven Andersen” var død den 4. august 1875. Faderen var da 43 år og moderen 44 år gammel, og stod nu med ansvaret for en børneflok på i alt 9 personer, 3 piger og 6 drenge, i alderen fra 14 år og nedefter.
Einer Koch, født 7. oktober 1875 – død 3. marts 1926. Cand.Jur. Formand for Overværgerådet. Han blev gift med Marie Amalie “Maja” Hansen, født 3. februar 1883-død 1966. Parret fik i ægteskabet 4 sønner: Holger Koch (190797), Erik Agner Koch (1909-72), Bengt Koch (1912-1978), og Niels Koch, (1912-1960) hvis søn, Jakob Koch er medforfatter af denne artikel.
Her skal tilføjes, at hofbygmester Jørgen Hansen Koch og Ida Kochs tredie og sidste søn, Hans Henrik Koch, kaldet “Henni”, med sin hustru Ragnhild Koch, f. Finsen fik to sønner:
Harald Koch (1878-1936) blev gift med Gerda Wienberg Andersen (18841946). De fik to sønner: Hans Henrik Koch (1905-1987) og Jørgen Koch (1909-1971)
Ragnar Koch (1880-1946) var ugift og barnløs.
De to sønner blev født efter H.C. Andersens død, og vil derfor ikke blive omtalt yderligere i denne artikel.
Lørdag den 12. juni klokken 3 forlod Andersen for sidste gang sin lejlighed hos frøknerne Ballin i Nyhavn 18 og blev afhentet af Harriet Melchior i hendes forældres vogn og kørt ud til “Rolighed”. En del kunne tyde på, at han ikke selv var klar over, hvor alvorlig hans sygdomstilstand var. Han blev jævnlig, ja, til sidst flere gange dagligt, tilset af lægerne Hornemann og Theodor Collin, og den eneste behandling han fik, bortset fra afføringsmidler, var smertelindring med morfin.
Fra og med søndag den 20. juni til tirsdag den 27. juli er dagbogen dikteret til fru Dorothea Melchior eller en af hendes døtre, Harriet og Louise. Fra 28. juli til 4. august er dagbogen skrevet af fru Melchior, som dermed samtidig, men i beskedenhed, indskrev sig i Andersens livshistorie. I denne sidste periode af Andersens liv var der mange af hans venner, der aflagde ham korte besøg, for at bevidne ham deres deltagelse, og han fik mange breve og blomsterhilsener med ønsket om god bedring.
Fra sit ’sygeværelse’ på første sal fulgte Andersen med så godt han kunne i, hvad der foregik rundt om ham. Det var som om han her til slut flyttede fokus væk fra sig selv og mere over på en interesse for sine venners liv og gøremål. Og han kunne også stadig nyde solen og livet udendørs i haven. Men det var tydeligt, at han blev stadig dårligere, og at morfinrusen gjorde sin indflydelse gældende, som det eksempelvis fremgår af dagbogsnotatet for onsdag den 21. juli:
“Hvor dog Tiden er righoldig! Som Milliarder af Duft, Milliarder af Tanker. Forklarligt dog med min Tanke Særhed. […]”
Torsdag 22. juli 1875 aflagde Ida Koch et formentligt sidste besøg hos den dødssyge “Ven Andersen” på “Rolighed”:
“[…] Fru Koch og Anna vare her. Hun har sine Børn her fra Randers og endnu den norske Hofdame. […]”[107]
Når Andersen i denne tid lå til sengs, hvad han i stigende grad måtte, gjorde han sig de besynderligste tanker og forestillinger om det, han kaldte for “komiske Forelskelser”. Disse handlede om flere af de fysiske tilnærmelser fra især yngre damer, han i tidens løb havde været udsat for, og som han mere eller mindre indigneret afviste. Nu, på sit dødsleje, havde oplevelserne i tilbageblikkets ’guldkopier’ antaget en komisk karakter, som han morede sig over. Men ind imellem trængte den aktuelle virkelighed sig på, som da han fredag den 23. juli afslutter sit dagbogsnotat med følgende linier:
“[…] Tidt saa lidt Kraft i det man døer at den igjennem vor mindste Nerve er aldeles forsvindende. Den fører til en Klarhed, der ogsaa giver sit Lys.”
På de afsluttende sider af Andersens dagbog beretter fru Melchior dag for dag om Andersens tilstand og befindende, som svingede meget op og ned, men nedad mod enden på hans jordiske tilværelse gik det. Der var nu kun 14 dage tilbage til ophøret af et usædvanligt menneskes liv, hvis forfatterskab skulle blive mindst lige så berømt som Walther Scotts og Shakespeares, hvilket han selv havde drømt om lige siden 1822, da han udgav sin første bog, Ungdoms-Forsøg.
Onsdag formiddag den 4. august oprandt endelig de sidste timer for den verdensberømte eventyrdigter og mennesket H.C. Andersen, og herom noterer hans gode, begavede og hjælpsomme veninde, fru Dorothea Melchior, som utvivlsomt nærede en ægte kærlighed til ham, og satte punktum for dagbogen for 1875 med følgende ord:
“Fra 10 i Aftes har A sovet, nu Klokken 10, ligger han endnu i fast Søvn, med tilsyneladende stærk Feber. Tjeneren hørte ham hoste engang i nat og da han senere kom ind laa han med en Kop Havresuppe i Haanden, hvoraf det Meste af Indholdet var spildt paa Sengetæppet; han har ikke havt Kræfter til at sætte den fra sig. – Han sagde til mig igaar efter at Doctor Meyer havde været her “Doctoren kommer igjen i Aften, det er ingen gode Tegn”. Jeg mindede ham om at han i de sidste 14 Dage havde besøgt ham 2 Gange om Dagen, hvormed han beroligede sig.
Nu er Lyset slukket! Hvilken lykkelig Død. Klokken 11, 5 Minutter uda-andede den kjære Ven sit sidste Suk.”
Andersens begravelse fandt sted i en fyldt Vor Frue Kirke i København den 11. august 1875, og blev et tilløbsstykke af de helt store. Kongehuset, honoratiores, kulturpersonligheder og ganske almindelige mennesker, som holdt af Andersens eventyr og historier, var mødt op for at vise deres deltagelse. Nogen nærtstående biologisk familie havde Andersen ingen tilbage af, men hans af skæbnen valgte ’familie’ i form af familierne Koch, Collin, Drewsen, Stampe m.m.fl., var selvfølgelig til stede under sørgehøjtideligheden, hvor Andersens ven, biskop Engelstoft fra Odense, citerede Andersens smukke digt fra 1843: En Digters sidste Sang, hvis to vers lyder sådan:
“Løft mig kun bort, Du stærke Død,
Til Aandens store Lande;
Jeg gik den Vei, som Gud mig bød,
Fremad med opreist Pande;
Alt hvad jeg gav, Gud, det var dit,
Min Rigdom ei jeg vidste;
Hvad jeg har øvet, er kun lidt,
Jeg sang, som Fugl fra Qviste.
Farvel, hver Rose frisk og rød,
Farvel, I mine Kjære!
Løft mig kun bort, Du stærke Død,
Skjøndt her er godt at være!
Hav Tak, o Gud, for hvad Du gav,
Hav Tak for hvad der kommer!
Flyv Død, hen over Tidens Hav,
Bort, til en evig Sommer!”
Kisten blev båret ud af kirken til tonerne af vennen I.P.E. Hartmanns sørgemarch, som første gang var blevet brugt ved vennen Bertel Thorvaldsens bisættelse i 1844.
H.C. Andersens kiste blev derefter ført til Assistens Kirkegaard ved Kapelvej på Nørrebro og nedsat i det gravsted, som den dag i dag står smukt og velholdt, 133 år senere.
