“De vilde Svaner” udkom den 2. oktober 1838 i første hæfte til den nye samling af Eventyr, fortalte for Børn. I det lille hæfte, der kostede 24 skilling, stod eventyret at læse sammen med “Gaaseurten” og “Den standhaftige Tinsoldat”. I modsætning til disse to eventyr er “De vilde Svaner” ikke et af digterens originale eventyr, men en omskrivning af et folkeeventyr, der siden 1100-tallet kendes i utallige opskrifter. Når H.C. Andersen bragte sin mesterlige genfortælling sammen med to lige så mesterlige, men originale eventyr, skyldes det sandsynligvis, at alle tre eventyr kredser om samme tema: Det manglende mæle, det ikke helstøbte samt forskellen mellem det ydre skin og den indre kvalitet. Betragter man eventyrhæftet som en helhed, opdager man, at de tre eventyr er forskellige klange i samme akkord: Den undseelige gåseurt har nok se- og tankekraft, men mangler mæle og mobilitet. Den yndige blomst er en standhaftig tinsoldat, som på grund af drengestreger bliver kastebold for skæbnen. For gåseurten og tinsoldaten gælder det også, at deres skønhed nok så meget ligger i deres indre; denne indre kvalitet understreges af, at de udadtil er frarøvet evnen til at handle og derfor er overladt til tilfældighedernes spil. Hvad angår “De vilde Svaner” springer det én i øjnene, at den yngste broder, ligesom den yngste tinsoldat, ikke bliver helstøbt, “thi der manglede et Ærme i hans Pantser-Skjorte”. Først og fremmest handler alle tre eventyr dog om den storhed og skønhed, der ligger i kærligheden.
Tilblivelseshistorien til “De vilde Svaner” lader sig ridse op ganske kort. I H.C. Andersens almanak for året 1838 skriver han under den 10. august: “Begyndt paa de vilde Svaner”. Otte dage efter noterer digteren: “Skrevet paa de 11 Svaner”. Den 28. august måtte arbejdet være endt, for da står der noteret: “Solgt Reitzel et nyt Hefte Eventyr”. Eventyret er skrevet som det sidste af de tre eventyr i hæftet og er samtidig langt det mest omfangsrige. Med sine 35 sider sikrede H.C. Andersen sig, at der var ark nok til udgivelsen af det lille eventyrhæfte.
I sine bemærkninger til eventyrene fra 1863 bemærker H.C. Andersen kortfattet, at eventyret “De vilde Svaner” er givet efter et dansk folkeeventyr. Vi kender til et af disse folkeeventyr, som findes på tryk i Mathias Winthers Danske Folkeeventyr fra 1823 betitlet “De elleve Svaner”. Sit “Landsbyegods”, som Winther kaldte sin samling af folkeeventyr, blev imidlertid opsamlet i Odense og omegn, bl.a. med hjælp fra kirkesangeren Jørgen Grønvald fra Næsbyhoved Broby. Derfor kunne H.C. Andersen givetvis som barn have hørt eventyret i netop den version, som Winther nedfældede, men meget tyder dog på, at H.C. Andersen, som forlæg for sit eventyr, har benyttet sig af Mathias Winthers bog. I et brev af den 5. oktober 1838, der ledsagede det nyudgivne eventyrhæfte, skriver H.C. Andersen til sin ven B.S. Ingemann: “Læs i Mathias Winthers Eventyr det om de vilde Svaner og siig om det er godt eller slet omdigtet hos mig”. Det tyder ikke blot på, at H.C. Andersen har lænet sig op ad Winthers version, men også på, at digteren vidste, at Ingemann havde Winthers eventyrsamling. Måske havde Andersen endda selv læst i denne og derfra fået ideen til sit eventyr, for ugen før han forfattede “De vilde Svaner”, besøgte han nemlig B.S. Ingemann og dennes kone Lucie i Sorø. Det lader til, at Ingemann har haft Winthers bog ved hånden, for i det grundige svarbrev dateret den 9. oktober 1838 lyder det: “Fortællingen hos M. Winther om de elleve Svaner har vundet meget i Deres Fremstilling, idet De har udeladt adskillige stygge eller forslidte Træk (som Dronningens Nedkomst med Hundehvalpe, og den onde Stifmoders Straf i Spigertønden) og tilføiet mange selvopfundne nydelige Træk”. De øvrige to eventyr i hæftet tiltalte imidlertid Ingemann mere, for de var originale; “De vilde Svaner” derimod, mente Andersens ældre ven, havde blot fået “ny Klædning men ingen ny Skabning”, hvilket man dog kan have svært ved at give ham ret i.
H.C. Andersen kendte sandsynligvis allerede den ti år ældre Mathias Winther fra sin barndom i Odense. Her var denne besynderlige begavelse – der samtidig var et hidsigt og uroligt temperament – ansat som regimentskirurg ved oberstløjtnant Christian Høegh-Guldbergs regiment – den oberstløjtnant, der under Napoleonskrigene ledede det regiment, Andersens far var indrulleret i, og samme, der som den første så geniet i vaskekonens søn og blev H.C. Andersens første velynder. Winther blev i 1830 afskediget på grund af forsømmelighed og helligede sig sin forfattervirksomhed – nu med smædeskrifter, hvor han angreb alt og alle, han anså som sine fjender. Et voldsomt angreb mod Høegh-Guldberg endte som injuriesag i retten, men også H.C. Andersen fik et drag over nakken, da Winther i juni 1832 betegnede ham som en “let og slet” versemager i sit smudsblad Raketten. Det har derfor nok tilfredsstillet Andersen at tage til genmæle på sine og sin faderlige velgørers vegne ved at omdigte Mathias Winthers lette og slette “De elleve Svaner” til det meget vellykkede og langt anderledes “De vilde Svaner”.
Når man læser eventyret, opdager man hurtigt, at hovedpersonen ikke, som de andre personer, er en anonym skikkelse. Ja, faktisk er hovedpersonen, prinsessen Elisa, den eneste i eventyret, der bærer et navn – og samtidigt et navn, der slet ikke følger folkeeventyrenes navneskik. Et sådant brud på navneskikken er nu mere reglen end undtagelsen i digterens eventyrforfatterskab, idet han yndede at flette sine små venners navne ind i eventyrene. Det lader også til at være tilfældet i “De vilde Svaner”; her gælder det den med Elisa jævnaldrende baronesse Elise Stampe (1824-83) fra herregården Nysø. Til denne herregård blev digteren inviteret for første gang i juli 1838, og her opholdt han sig som ivrig badegæst i knap tre uger, hvorefter han besøgte Ingemann og skrev “De vilde Svaner”. Under opholdet på herregården digtede H.C. Andersen “Svinedrengen”, og det er da også i kulisserne af Nysøs herregårdsmiljø, at handlingen i det næst forfattede eventyr, “De vilde Svaner”, synes at udspille sig: Slot, skov, strand og parkanlæg- voldgravsanlægget ved Nysø, hvor svanerne holdt til, blev kaldt “Parken” – danner rammerne for fortællingen. Det var igennem familien Wulff – en af de familier i København, der tidligst åbnede dørene for skomagerdrengen – at H.C. Andersen stiftede bekendtskab med baroniet til Nysø. Her samlede baronesse Christine Stampe hver sommer en koloni af de ypperste inden for videnskab og kunst i Danmark.
Kort efter, at H.C. Andersen havde forfattet “De vilde Svaner”, vendte Bertel Thorvaldsen tilbage til Danmark, og fra 1839 til sin død havde den store billedhugger sit egentlige hjem på Nysø, hvor den kunstelskende baronesse ivrigt tog sig af ham. Forholdet mellem baronessen, der virkelig havde ben i næsen, og H.C. Andersen tilspidsedes ofte, hvorfor H.C. Andersens besøg på Nysø efter Thorvaldsens død hurtigt ebbede ud. Den ældste datter i huset var Elise Stampe. Hun lignede sin far og var en højt begavet og åndrig person. Hendes interesse for kunst og poesi blev senere overskygget af en lidenskabelig interesse for religion, hvor hun som ivrig tilhænger af præsten Grundtvig blev et betydeligt medlem af dennes menighed. I sin ungdom havde hun haft et par anfald af sindssyge, men havde lykkeligt overstået dem. Som eventyrets Elisa var hun “for from og uskyldig til at Trolddommen kunde have Magt over hende”.
H.C. Andersens brug af feen Fata Morgana lader sig spore i noget ganske konkret. I anledning af Kong Frederik VI’s fødselsdag den 28. januar 1838, blev digteren J.L. Heibergs eventyrkomedie Fata Morgana opført på Det Kongelige Teater. Ved sådanne festforestillinger blev der ikke applauderet. En stor del af tilskuerne var fremmede diplomater, der naturligvis ikke forstod et ord af det lange stykke, samt hoffolk, der nødigt ville afsige dom over stykket, førend de havde hørt andres. Der herskede derfor tvivl om, hvad lykke stykket havde gjort, men tillige en vished blandt tilskuerne om, at man havde kedet sig bravt. H.C. Andersen var også til stede ved festforestillingen den 29. januar og noterede i sin almanak: “Seet Fata Morgana og kjedet mig derved.” Dagen efter tilføjede han: “Irritabel over [teatermaleren] Lunds slette Slot for Fatamorgana og imod Heibergs Stykke, ordentlig vel ved denne Ir[r]itabilitet.” Heibergs stykke faldt på scenen, hvad næppe satte H.C. Andersen i sorg – Heiberg var på det tidspunkt smagens ypperstepræst og H.C. Andersens modstander.
I foråret 1838 oplevede også digterens andre rivaler, Paludan-Müller og Hertz, nederlag på scenen, og efter et kortvarigt sygeleje skrev H.C. Andersen i maj til Odense-veninden Henriette Hanck: ‘“Det er ikke Brøndvandet der gjør Andersen rask’, siger Fru Drevsen, ‘nei det er den mageløse Lykke han har i Vinter først Fatamorgana [af Heiberg], Første og Page [af Paludan-Müller] og endelig Flugten [Flugten til Sprogø af Hertz]! Det er et Held der lægger et Aar til alle de andre Poeters Liv!’ – Det er da hendes Spøg, ligesom jeg aldrig har glædet mig over at der kommer noget middelmaadigt, men det er mig kjært at Mængden seer, at Guldkalven de dandser om er ikke vor Herre selv”. Heibergs stykke inspirerede imidlertid H.C. Andersen, og gav ham stærk lyst til at gribe ideen om Fata Morgana og hæve den fra det middelmådige til det ypperlige. Motivet tryllebandt digteren.
H.C. Andersen havde netop, da han skrev brevet til Hanck, modtaget et smigrende brev fra den svenske forfatter P.D.A. Atterbom, hvis omfangsrige læsedrama, Lycksalighetens o, inspirerede Andersen til at skrive endnu et eventyr. I dette eventyr – “Paradisets Have”, som blev forfattet umiddelbart efter “De vilde Svaner”, satte inspirationen fra Heiberg og Atterbom blomst. Hvor Fata Morgana i “De vilde Svaner” optræder ved navns nævnelse, som feen over skyslottet og det forunderlige skyland, finder vi hende i “Paradisets Have” installeret som feen, der vogter paradisets have. H.C. Andersen økonomiserede med sit materiale og lod jo nødigt noget gå til spilde, men digteren viser derigennem også, at feen og skyverdenen i “De vilde Svaner” ikke skal repræsentere et blændværk, men et religiøst syn, der også forudgriber historiens gang for den fromme Elisa. Fata Morgana er himlens vogter i Guds natur: “Elisa stirrede derpaa, da styrtede Bjerge, Skove og Slot sammen, og der stode tyve stolte Kirker, alle hinanden lige, med høie Taarne, og spidse Vinduer. Hun syntes at høre Orgelet klinge, men det var Havet, hun hørte.”
Eventyrdigterens kontroverser med Heiberg kulminerede i 1840, hvor sluttelig Heiberg i sine Nye Digte gjorde Andersen slemt til grin. I Heibergs dramatiske digt En Sjæl efter Døden bruges nemlig Andersens teaterarbejder til at pine sjælene i Helvede. Men eventyrdigteren tog til genmæle i rejsebogen En Digters Bazar, hvor han gav Heiberg følgende ripost: “Her var en Varme … jeg drømte om Dagen, at jeg var i Venedigs Blykamre, og om Natten, at jeg var lys levende i Helvede … i dette Helvede drømte jeg mig lige lukt ned i det Heibergske, og der var naturligviis ganske som han fortalte … Jeg hørte imidlertid dernede, at man foruden mine to Stykker paa een Aften havde engang bestemt at give til Slutningen Heibergs Fata Morgana, men de Fordømte havde protesteret, man kan ogsaa gjøre En Helvede for hedt, og der skal være Maade med Alt! ”
H.C. Andersens Fata Morgana hørte ikke til i helvede. Med “De vilde Svaner” gendigtede han folkeeventyret “De elleve Svaner” ved at opløfte ammestuehistorien fra dens grove og forsimplede natur til den raffinerede poesi. Som det vil fremgå i det næstfølgende, består digterens raffinement i en betydningsfordobling, hvorved han motiverer handlingsgangen gennem en religiøs fordring. Gennem eventyrets overnatur, læserens realplan og den religiøse tro lykkedes det for Andersen – hvilket er karakteristisk for hans eventyr og historier generelt – at give sin fortælling mentale og rumlige dimensioner. Gennem disse dimensioner – eller betydningslag i ordene og deres narrative forløb – formulerer han sit eget budskab. Den hykleriske salighed, den institutionaliserede tro, som Bispen i “De vilde Svaner” repræsenterer, huer ikke digteren, det er derimod den inderlige tro på Gud – troen på forsynet – der giver mennesket mening og sejr i livet. Eventyrets Elisa rummer denne tro, derfor kan det onde ikke have magt over hende – derfor kan det kun gå hende godt. Elisa afspejler det ideal, som H.C. Andersen stræbte efter, og hendes tilværelse i overnaturens, virkelighedens og troens verden afspejlede nok også digterens opfattelse af sit eget livsrum. Den opfattelse formulerede han selv, da han skrev sine erindringer og indledte disse med ordene: “Mit Liv er et smukt Eventyr, saa rigt og lyksaligt! havde jeg, som Dreng, da jeg fattig og ene gik ud i Verden, mødt en mægtig Fee og hun havde sagt: ‘vælg din Bane og dit Maal, og da, efter din Aands Udvikling, og som det fornuftigviis maa gaae til i denne Verden, beskytter og fører jeg Dig!’ min Skjebne kunde da ikke have været lykkeligere, klogere og bedre ledet, end den er. Mit Livs Historie vil sige Verden hvad den siger mig: der er en kjærlig Gud, der fører Alt til det Bedste.”
H.C. Andersens budskab i “De vilde Svaner” er, at den kristne tro åbenbarer sig i naturens dybde og er en ledende tråd i det kultiverede voksenliv, og dette budskab understreges af en mængde undertematikker, der væver fortællingen sammen. Vejen fra naturen til kulturen går over troen.
Hvis man dykker ned i grundmønsteret natur, tro og kultur, udfolder der sig en historie, der rummer langt mere end blot den gendigtning af et folkeeventyr, som “De vilde Svaner” også er. Historien om de elleve svaner findes i en lang række udgaver, og kan spores helt tilbage til 1100-tallets Provence. H.C. Andersen kan have hørt eventyret som barn, men som det fremgår ovenfor, så har digteren givetvis gendigtet historien efter Mathias Winthers nedskrivning af “De elleve Svaner”.
Der er imidlertid en verden til forskel imellem de to udgaver af eventyret. Det er ikke blot, som Ingemann i sit brev til H.C. Andersen af 9. oktober 1838 skrev, de “stygge eller forslidte Træk”, som Andersen har udeladt, og de “nydelige Træk” han har tilføjet, der gør forskellen. I H.C. Andersens gendigtning er store og væsentlige dele af handlingsgangen ændret, og Andersens omfangsrige tilføjelser og markante ændringer forvandler Winthers umiddelbart ret primitive nedskrivning af folkeeventyret, “De elleve Svaner”, til en poetisk fortælling fyldt med bibelske referencer, nærmest til en lignelse – eller måske snarest til en helgenfortælling.
En af de første iøjnefaldende forskelle på de to udgaver af eventyret er det forhold, at hovedpersonen hos H.C. Andersen ikke er unavngiven, hun bærer derimod navnet Elisa. Digteren har givetvis villet glæde baronessen Elise Stampe og hendes mor med denne navngivning, men der ligger desuden en væsentlig navnesymbolik i den. Elisa er kortform af det hebraiske pigenavn Elisabeth, der betyder “den der ærer Gud”, og det er da også netop gennem den faste og inderliggjorte tro, at Elisa frelser sine brødre, undgår døden på bålet – og modnes som menneske. Navngivningen indikerer, at der her er tale om en religiøs udviklingshistorie.
I begge versioner af eventyret er Elisas opgave klar: Hendes mål er at frelse sine brødre fra den onde stedmoders forbandelse. Den status af frelserskikkelse, som Elisa derved har, understreges flere steder i H.C. Andersens gendigtning.
Det er i og igennem barndomslandets natur, at Elisa modnes til den erkendelse, at hun skal finde vejen til sine brødres frelse ved hjælp af utrættelig og urokkelig indre overbevisning: Hun går “…hele Dagen over Mark og Mose ind i den store Skov”, hvor hun overnatter, bader i skovsøen, overnatter igen, beder til Gud og får, hvad der minder om en åbenbaring:
“da syntes hun at Trægrenene oven over hende gik til Side og vor Herre med milde Øine saae ned paa hende, og smaa Engle tittede frem over hans Hoved og under hans Arme.
Da hun vaagnede om Morgenen, vidste hun ikke, om hun havde drømt det, eller om det virkelig var saa.”
Elisa møder den for eventyrformen karakteristiske hjælper i form af en gammel kone og følger siden åen, der fører hende til stranden – og dermed til erkendelsen af, hvad det er for en egenskab, der skal bære hende igennem de kommende prøvelser:
“Hun betragtede de utallige Smaastene paa Bredden; Vandet havde slebet dem alle runde. Glas, Jern, Stene, Alt hvad der laae skyllet op, havde taget Skikkelse af Vandet, der dog var langt blødere end hendes fine Haand. “Det bliver utrættelig ved at rulle, og saa jevner sig det Haarde, jeg vil være ligesaa utrættelig!”
En anden af H.C. Andersens markante ændringer i forhold til forlægget, nemlig tilføjelsen af den meget vellykkede beskrivelse af rejsen, medvirker også til at tydeliggøre eventyrets karakter af udviklingshistorie. I Winthers version af folkeeventyret bliver prinsessen installeret som dronning i barndomslandet, mens Elisa i Andersens gendigtning netop bryder op fra barndomsverdenen og tager turen over havet til det ny land, hvor hun efter en udviklings- og modningsproces frelser sine brødre, og som voksen kvinde indtager sin plads som dronning.
Det er værd at bemærke, at rejsen finder sted på “to af Aarets længste Dage” – med andre ord i umiddelbar forbindelse med midsommer: Skt. Hans. Skt. Hans er det fordanskede helgennavn for Johannes Døberen, hvis mor i øvrigt hed Elisabeth : og netop dåben står da også centralt i H.C. Andersens eventyr. Tre gange – tretallet er en af eventyrformens grundlove – bader eller bades Elisa.
Første gang er i barndomsslottets marmorbad, hvor den onde stedmoder med skrubtudserne udøver sin overnatur, men Elisa “… var for from og uskyldig til at Trolddommen kunde have Magt over hende.” Anden gang er, da hun bader i skovsøen, hvor stedmoderens fæle maskering vaskes af, og den tredje og mest markante gang er, da Elisa står på klippeskæret sammen med sine brødre, hvor de holder hinanden i hånden og synger salmer, imens de overskylles af havet.
Vandet og luften er i det hele taget de elementer, der fremhæves i “De vilde Svaner”. Luften er svanernes – brødrenes – element og vandet Elisas. Vandet jævner det hårde, vandet afvasker synderne, og der ligger endnu en symbolik i, at hovedpersonen er navnebror med profeten Elisa (2. Kongebog, kap. 1-18), der efterfulgte Elias, og ligesom Moses og Jesus herskede over vandene.
De smukke og omfangsrige naturbeskrivelser i H.C. Andersens eventyr er ikke begrænset til barndomslandet, men gennemsyrer hele den del af forløbet, der har med Elisas rejse og udvikling at gøre, fra hun forlader kongeslottet i sit barndomslands kulturlandskab, indtil hun indsættes i den ny kultur, kongestaden i det ny land. Det er igennem naturen, at troen åbenbarer sig. Det gælder også, da Fata Morgana i hulen på fjeldet viser sig for Elisa og indvier hende i, hvordan hun skal opnå sine brødres frelse. Fata Morgana står som positiv repræsentant for den overnatur, der med stedmoderen og lamierne på kirkegården ellers primært skildres som negativ modpol til naturen og til troen. Koblingen mellem tro og overtro, gudfrygtighed og overnatur er et udtalt andersensk fænomen og understreger at det er den inderliggjorte tro frem for den institutionaliserede religiøsitet, der i hans optik modner mennesket.
Fata Morgana – som ligner “ganske den gamle Kone, der gav hende Bær i Skoven”, og som da også udfylder den samme hjælperrolle i handlingen – giver Elisa den for eventyrformen karakteristiske prøve, hun skal bestå for at nå sit mål. Det sker i Elisas drøm den første nat i det ny land, og efter Elisas bøn: ‘“Gid jeg maatte drømme, hvorledes jeg skulde frelse Eder!’ sagde hun; og denne Tanke beskjeftigede hende saa levende; hun bad saa inderlig til Gud om hans Hjælp, ja selv isøvne vedblev hun sin Bøn;”. Ifølge folketroen, som H.C. Andersen var godt bekendt med, går det, man drømmer den første nat på et fremmed sted, i opfyldelse. Her er altså endnu et eksempel på, at folketro og kristentro for H.C. Andersen ikke udelukker hinanden.
Elisas prøve består i at plukke brændenælder, sno og binde dem til skjorter, og på trods af smerten ikke tale, før opgaven er fuldført. Det manglende mæle figurerer også i Mathias Winthers version af eventyret som i andre folkeeventyr, men det er desuden et træk, der er karakteristisk for H.C. Andersens egne eventyr. Det gælder for de to andre eventyr der udkom i hæftet fra 1838, nemlig “Gaaseurten” og “Den standhaftige Tinsoldat”, ligesom det gælder for “Den lille Havfrue”, der udkom året inden, hvor heltinden må betale havheksen med det dyrebareste hun ejer, sin smukke stemme, for at opnå sit mål.
Elisas fromhed og uskyld betones gentagne gange i eventyret, også gennem bøn og salmesang. Det er trosudøvelsen, der karakteriserer hovedpersonen og hendes udvikling. Her skal blot nævnes nogle få af de mange passager, hvori bønnen indgår: “…da lagde hun sig ned paa det bløde Mos, læste sin Aftenbøn og hældede sit hoved op til en Stub”, “Da bad hun i sit Hjertes Inderste en Bøn til vor Herre,”, “hun bad saa inderlig til Gud om hans Hjælp”, “.. .hun tog igjen fat paa sit Arbeide og bad til sin Gud.” Med en enkelt undtagelse finder bønnerne sted i det fri, i naturen. Og H.C. Andersen taler i flere andre tekster da også netop om naturen som ‘Guds kirke’, hvor han i øvrigt også selv foretrak at holde sin andagt. Til Elisa knytter sig desuden en rose-symbolik:
“Den ene Dag gik ligesom den anden. Blæste Vinden gjennem de store Rosenhækker udenfor Huset, da hvidskede den til Roserne: “hvo kan være smukkere, end I,” men Roserne rystede med Hovedet og sagde: “Det er Elisa.” Og sad den gamle Kone om Søndagen i Døren og læste i sin Psalmebog, da vendte Vinden Bladene, og sagde til Bogen: “Hvo kan være frommere end Du?” – “Det er Elisa! ” sagde Psalmebogen, og det var den rene Sandhed, hvad Roserne og Psalme-bogen sagde.”
“havde Dyrene ikke været giftige og kyssede af Hexen, da vare de bievne forvandlede til røde Roser, men Blomster bleve de dog, ved at hvile paa hendes Hoved og ved hendes Hjerte; hun var for from og uskyldig til at Trolddommen kunde have Magt over hende.”
Rosen var H.C. Andersens yndlingsblomst, og den figurerer hyppigt i flere af hans eventyr. Vi kender den verdslige lyriks anvendelse af rosen som symbol på romantisk kærlighed/den elskede, men den anvendelse henter faktisk sin inspiration fra en tradition i europæisk litteratur generelt og i religiøs lyrik specifikt, hvor rosen knyttes til Kristus via en allegorisk fortolkning af Sarons rose fra Højsangen i Det Gamle Testamente. I dansk salmedigtning kender vi nok især denne anvendelse fra Brorsons salme “Den yndigste rose er funden” (1732). Rosen knytter med andre ord Elisa til Kristus og understreger dermed også hendes frelserrolle.
Overfor Elisas utrættelige og inderlige tro står den yderliggjorte, institutionaliserede religiøsitet, som den mistroiske og bagtaleriske ærkebiskop repræsenterer. Den konfronteres hun med, da hun med den unge konge ankommer fra rejsen igennem naturen til sit ny kulturelle ståsted, som er beskrevet med bogstavrim: “Da Solen gik ned, laae den prægtige Kongestad, med Kirker og Kupler foran”. Og Kroning, kunne man fristes til at tilføje. For ligesom Jesus som en del af lidelseshistorien (Matthæus kap. 27,27; Markus kap. 15,17 og Johannes kap. 19,5) må udholde den smerte og tort at få presset en krone af torne ned på sit hoved, sådan må også Elisa stå model til en smertefuld kroning uden at beklage sig:
“Da hvidskede Erke-Biskoppen onde Ord i Kongens Øre, men de sank ikke ned til hans Hjerte, Brylluppet skulde staae, Erke-Biskoppen selv maatte sætte hende Kronen paa Hovedet, og han trykkede med ond Uvillie den snævre Ring fast ned over Panden, saa det gjorde ondt; dog der laae en tungere Ring om hendes Hjerte, Sorgen over hendes Brødre; hun følte ikke den legemlige Pine. Hendes Mund var stum”
Det sidste, men absolut ikke mindst væsentlige af de mange gennemgående religiøst betonede elementer i “De vilde Svaner”, der her skal fremhæves, er lyset. Der findes mange eksempler på, at det guddommelige, det himmelske og Gud selv forbindes med lys i H.C. Andersens eventyr. Det gælder f.eks. eventyr som “Under Piletræet”, “Ved det yderste Hav” og “Dryaden”. Også i “De vilde Svaner” har lyset en central betydning. Det himmelske, naturlige dagslys bestemmer brødrenes vekslen mellem svane- og prinseskikkelse, og solens op- og nedgang bliver også afgørende for deres rejse over havet. Af de følgende citater fremgår det, hvordan mørket lignes med ensomhed og fængsel, mens lyset lignes med sekraft/klarsyn, kys, himmelske stjerner, guld – og Gud:
“hun stak et Hul i Bladet, kikkede derigjennem op paa Solen, og da var det ligesom om hun saae sine Brødres klare Øine, og hver Gang de varme Solstraaler skinnede paa hendes Kind, tænkte hun paa alle deres Kys.”
“rundt omkring i Græsset og paa Mosset skinnede, som en grøn Ild, over hundrede Sanct Hans-Orme; da hun med Haanden sagte rørte ved een af Grenene, faldt de lysende Insecter, som Stjerneskud, ned til hende.”
“Da hun vaagnede, var Solen allerede høit oppe; hun kunde rigtignok ikke see den, de høie Træer bredte deres Grene tæt og fast ud, men Straalerne spillede deroppe ligesom et viftende Guldflor;”
“ikke en Solstraale kunde trænge igjennem de store tætte Trægrene; de høie Stammer stode saa nær ved hinanden, at naar hun saae ligefrem, var det, som om det ene Bjelkegitter, tæt ved det andet, omsluttede hende; o, her var en Eensomhed, hun aldrig før havde kjendt.
Natten blev saa mørk; ikke en eneste lille Sanct Hansorm skinnede fra Mosset, bedrøvet lagde hun sig ned for at sove; da syntes hun at Trægrenene oven over hende gik til Side og vor Herre med milde Øine saae ned paa hende, og smaa Engle tittede frem over hans Hoved og under hans Arme.”
“øverst sad een Blomst, hvid og skinnende, den lyste, som en Stjerne,”
Det sidstnævnte citat stammer fra eventyrets slutning, hvor Elisa på underfuld vis har undgået døden på bålet. Mange påståede hekse og helgeninder er blevet dømt til at blive brændt, men én af dem, hvis historie vi stadig kender godt i dag, undgik ligesom Elisa på mirakuløs vis, at dommen blev eksekveret. Hun bar navnet Lucia, der er latin for ‘den lysende’.
At “De vilde Svaner” dybest set også er fortællingen om en helgeninde antydes i følgende passage:
“I Skriftestolen sagde han [ærkebiskoppen] til Kongen, hvad han havde seet, og hvad han frygtede, og da de haarde Ord kom fra hans Tunge, rystede de udskaarne Helgenbilleder med Hovedet, som om de vilde sige: det er ikke saa, Elisa er uskyldig!
Og H.C. Andersen understreger da også pointen med en helt bibelsk formulering, da Elisa har fuldført sin opgave og genvundet mælet:
“‘Nu tør jeg tale!’ sagde hun, ‘jeg er uskyldig!’
Og Folket som saae, hvad der var skeet, bøiede sig for hende som for en Helgeninde”.
Da Elisa på denne vis har undgået en martyrdød som flammernes bytte, indtræffer et legendeagtigt under, der binder fortællingens start og slutning sammen ved hjælp rosen-symbolikken:
“thi hvert Brændestykke i Baalet havde slaaet Rødder og skudt Grene; der stod en duftende Hæk, saa høi og stor med røde Roser;”
Således åbenbares troen en sidste gang i naturen, da Kristus manifesterer sig i rosenhækken, og Elisa fremstår som helgeninde ‘i Jesu navn’.
