Det var en stor oplevelse at oversætte H.C. Andersens eventyr for forlaget Carlsen i 2008-2009. Det er forlagets Børnenes H.C. Andersen, der er oversat til forskellige sprog, og som også skulle udgives på japansk. H.C. Andersens eventyr er yderst velkendte i Japan, men de fleste er oversat fra andre sprog end dansk og til børnebogsversioner. I disse bøger er det almindeligt, at usædvanlige udtryk og komplicerede passager mere eller mindre er blevet udeladt. Bogen Børnenes H.C. Andersen er, til trods for titlen, ikke omskrevet til en børnebogsversion, og teksten ligger tæt op ad originalen. Det kan derfor være en overraskelse for japanerne at læse denne bog, hvis de går ud fra, at det også er en af de sædvanlige letlæselige børnebøger. I bogen er der talrige udtryk, der er fremmede for japanerne, og historierne er betydeligt mere indviklede end i de allerede udkomne versioner.
I en oversættelse, særligt af skønlitteratur, er det vigtigt, at læserne kan opleve historien i en naturlig læsestrøm. Det kan derfor være nødvendigt, at de givne udtryk, som er uden for læsernes forestillingsevne, skal oversættes til noget andet, som læserne kan forholde sig til. Det er selvfølgelig optimalt, at oversættelsen er så tæt på originalteksten som muligt, men en direkte oversættelse, der er uforståelig og kun skaber forvirring hos læserne, skal undgås. Udfordringen i oversættelsen kan også ligge i de udtryk og passager, der blev skrevet på en umiddelbart vildledende måde i originalteksten. Dette er tilfældet i H.C. Andersens historier. De spøjse beskrivelser virker godt på de læsere, der har den samme forståelsesramme som forfatteren. Men for de læsere, der ikke har det, kan det være svært at forstå teksternes betydning. Læserne kan blive så forvirrede, at de mister den røde tråd i historien, og i værste fald kan de endda tro, at der er fejl i oversættelsen. I sådanne tilfælde er det måske også en god idé at fortage ændringer i oversættelsen, selvom det kan betyde en mindre ændring af den originale historie.
Som hjælpemidler har jeg brugt udførlige ordbøger og indhentet mange supplerende informationer og læst en masse baggrundslitteratur. Jeg har spurgt danskkyndige sprogfolk og H.C. Andersen-Centret, hvor jeg har fået meget værdifuld vejledning. Flere japanere har læst oversættelsen i forskellige faser med henblik på at finde fejl og berette om deres læseoplevelse. Deres umiddelbare reaktioner har spillet en vigtig rolle i oversættelsesprocessen. Desuden har jeg bedt adskillige danskere om at læse de problematiske passager i bogen, og det var interessant at høre deres forskellige opfattelser.
H.C. Andersens eventyr finder sted i, hvad der af japanerne opfattes som “det fjerne Nord” og “for mange år siden”, og det er derfor naturligt, at bogen for de japanske læsere indeholder en række usædvanlige ord. Det er som for eksempel “smørfjerding” (“Nissen hos spækhøkeren”), “tinkrampe” (“Klods Hans”), “klodssko” og “skralle” (“Svindedrengen”), “skippund” (“Hvad fatter gør, er altid det rigtige”) osv. Disse ord var fuldstændig ukendte for mig, og de kan måske være lige så fremmede for de fleste danskere i dag. Det var spændende at finde ud af, hvad ordene betød, men det var ikke desto mindre svært at udtænke, hvordan de skulle oversættes til japansk. Siden de ikke findes på japansk, måtte jeg finde og opfinde japanske ord, der på en snild måde kunne dække ordenes betydninger.
Der var enkelte ord, der egentlig har en klar betydning, som dog voldte problemer. Det var for eksempel den grød, som nissen i “Nissen og spækhøkeren” fik af spækhøkeren på juleaften hvert år. Spørgsmålet var, hvilken slags grød der er tale om i historien, og hvad den skulle kaldes på japansk. Hovedingrediensen i grøden i historien er imidlertid uvis. Selvom man som dansker straks vil associere juleaftensgrød med risengrød, kan det have været noget andet. For ris var vist ikke særlig kendt i Danmark dengang, og det har været ganske almindeligt at spise grød af byg, havre og rug til langt op i 1800-tallet. Grøden i historien kunne have været sødgrød, hvilket ifølge Wikipedia er en prototype af risengrød, der i forvejen ansås for at være et luksusgode. Risengrød blev først senere introduceret til det bedre borgerskab, da den importerede ris var dyr.
I Japan findes der også grød, og den mest gængse type hedder “kayu”, som laves af ris med meget vand. Den kan smages til med forskellige ingredienser, men som udgangspunkt er “kayu” vandgrød, som for eksempel babyer og syge personer spiser. Derfor er det malplaceret at kalde nissens elskede grød “kayu”. En anden mere eller mindre kendt grød i Japan er “oatmeal”. Da det jo var almindeligt at spise havregrød dengang, kan det være fint med at oversætte denne grød som “oatmeal”. “Oatmeal” kaldes endda som fremmedord “otomiru” på japansk, og dermed har den også en klang af Vesten. Men de japanere, der ved hvad “otomiru” er for noget, kender den som regel fra morgenmad i vestlig sammenhæng, og så passer det alligevel ikke ind i historien. Grøden i historien skal altså være en ny slags grød for japanerne. Den skal være noget særligt og lækkert, som nissen længes efter at få denne ene gang om året. Jeg ved ikke, om man dengang kogte grød i mælk, da mælken åbenbart ikke var et særligt tilgængeligt produkt. Men jeg lod ordet mælk, der på japansk kan kaldes “miruku” efter “milk”, og ordet grød “kayu” sætte sammen og kaldte det “mælkegrød”, så det lyder som noget fremmed og lækkert, ligesom der ikke er tvivl om, hvad det er. Og det blev min løsning på “grød” i historien.
Et andet eksempel for ord, som har en bestemt betydning i dag, men ikke dengang, findes der også i “Nissen og spækhøkeren”. Det er “smørrebrød”. I historien modtager den “rigtige” student, der ingenting ejer, en gammel bog fuld af poesi i stedet for et stykke ost, og han siger: “Jeg kan spise smørrebrødet bart”. Jeg var godt klar over, at dette ikke kunne være det berømte – mere eller mindre højt belagte – danske smørrebrød, der ellers siges at være Danmarks nationalret. Det er imidlertid interessant, at der allerede fandtes ord som smørrebrød den gang. Jeg gik så ud fra, at det var smurt brød med et forholdsvis enkelt pålæg af en eller anden slags, og pålægget, som studenten i denne historie havde tænkt sig at lægge på brødet, var osten. Spørgsmålet var, hvad dette smørrebrød skulle kaldes. Det er altid interessant at se, hvordan andre oversættere har oversat problematiske passager. Derfor kiggede jeg på tidligere oversættelser af “smørrebrød” på andre sprog. En engelsk oversættelse er “bread and butter without cheese”, på japansk gjorde man det samme og på tysk hed det “Butterbrot ohne Käse”. En spansk oversætter har dog oversat det som “pan solo”. Jeg kan sagtens se, hvor dette “smør og brød” kommer fra. Det er en direkte oversættelse af “smørrebrød”. For disse oversættere er smørret angiveligt en hvermandskost, men det virker usandsynligt, at smør indgik i studentens daglige kost, og at han have haft en krukke smør stående på sit kvistværelse. I virkeligheden var smørret måske mere luksuøst end osten, for den fattige student havde åbenbart råd til ost. Smør omtales imidlertid også i den samme historie i forbindelse med den førnævnte grød, som nissen fik af spækhøkeren hver juleaften. Det ene årlige fad grød med en klump smør i var også grund nok til, at nissen holdt sig til spækhøkeren. Smør bliver her fremstillet som en vare, der er noget særlig. Så ville det være besynderligt at beskrive i den samme historie, at smør på den anden side var hvermandskost. Det kan sagtens være, at jævne folk som den fattige student smurte brødet med noget andet end det luksusprægede smør, f.eks. fedt. Men da det ikke just lød godt med “fedtsmurt” brød, valgte jeg at lade studenten sige: “Jeg kan bare spise brød”, lige som den spanske version.
Der var ord, hvis betydning var klar og utvetydig, som jeg dog har valgt at kalde noget andet – af hensyn til japanske læseres forestillingsevne. I “Prinsessen på ærten” banker den “rigtige” prinsesse i et frygteligt regnvejr på byens port. Den gamle konge går hen og lukker op. Det, at kongen selv åbner byporten i stedet for sine tjenere, er fint i både danskernes og japanernes univers. Det er bare sjovt. Men denne passage kan vække forvirring hos japanerne på grund af deres forestilling om slot og by. Imens danskere vil have det fint med det lillebitte kongerige, hvor slottet var omringet af en lillebitte by i nærheden af byens port, kan japanere tabe den røde tråd her. For byerne i Japan var normalt ikke omringet af mur og derfor heller ikke udstyret med en port. Det vil altså virke temmelig underligt for japanerne, hvis en konge – eller en af hans tjenere for den sags skyld – gik hen til byens port. Det ville de slet ikke kunne se for sig. Desuden illustreres historien i bogen med et billede af prinsessen, kongen og et par tjenestefolk, der tilsyneladende står ved en slotsport. Enkelte af de japanske læsere, der prøvelæste oversættelsen undervejs, spurgte faktisk – da jeg i første omgang oversatte dette som byens port – om det ikke var en fejl i oversættelsen. Derfor har jeg ændret byporten til slotsporten.
Et andet ord, hvis egentlige betydning jeg havde været i tvivl om, var “salmebogen” i “De vilde svaner”. En salmebog er for japanere en sangbog, hvori der findes salmer, og salmer forstås som de sange, der synges i kirker. I de tidligere japanske oversættelser af historien oversættes ordet også som salmebog. Men jeg antog, at japanerne ville have svært ved at forstå, hvorfor salmebogen i historien bliver læst af “den gamle kone om søndagen i døren”, og hvorfor, folket forventede, at Elisa skulle have denne bog i hånden, da hun blev kørt til henrettelsesstedet. For det virker besynderligt, at man læste i en sangbog, og at en sangbog var så betydningsfuld. Jeg har spurgt H.C. Andersen-Centret om det, og centerlederen, Johan de Mylius, forklarede mig, at salmebogen den gang havde en særlig status. Salmebogen hørte til det daglige religiøse liv og indeholdt ikke kun salmer, men også bibelsteder, bønner og katekismer. Salmebogen var altså ikke en sangbog, som japanerne forstår det, og var faktisk – efter centerlederens forklaring – mere at forstå anvendt ligesom Biblen. Og det forklarer jo fint, hvorfor “salmebogen” optræder i historien. Problemet er, at “salmebogen” på japansk ikke har denne særlige betydning. En alternativ mulighed var at kalde salmebogen for “Biblen”, hvilket jeg valgte at gøre. For Biblen er en bog, som man læser i, og den er heller ikke upassende at have i hånden på vej til henrettelsen.
I bogen var der også nogle pudsige udtryk, såkaldte andersenske udtryk. Der var for eksempel kragen i “Snedronningen”, der hilser på Gerda. Den siger “kra! kra!”, første gang den møder Gerda. Det er vel lyden af kragens stemme. Men når kragen senere genser Gerda, hilser den hende med “rar, rar”. Hvad ville H.C. Andersen med det? Centerlederen fra H.C. Andersen-Centret mente, at “rar, rar” stadigvæk er en lydefterligning, som denne gang signalerer venskab, og at dette nok ikke kan gengives i en oversættelse. Hans anbefaling var derfor at anvende et onomatopoietikon, som alle kender, begge steder. Når jeg læser andres oversættelser, finder jeg f.eks. i den engelske version lydordene “caw, caw”, i den franske “kra, kra” og i den italienske “era, era”, og disse udtryk blev brugt begge steder i historien. En oversættelse på tysk og spansk er tro mod originalteksten. På hhv. tysk og spansk er lydene “kra, kra” og “crac, crac” kombineret med “rar, rar”. Jeg ved ikke, hvordan “rar, rar” virker på de pågældende sprog, men jeg ville ikke lade kragen sige “rar, rar” (rå, rå) på japansk. For det ville lyde meget underligt og kunne blive associeret med (menneskets) sangstemme (“Tra la-la-la…”). Jeg kunne selvfølgelig have fulgt centerlederens råd og benyttet mig af det onomatopoietikon “kâ, kâ” på japansk begge steder. På den anden side ville jeg dog gerne differentiere mellem de to lyde, når nu H.C. Andersen havde gjort det. I en ældre japansk oversættelse af Suekichi Ohata, fra 30’erne og 40’erne, som er en sjældent tro oversættelse af den danske originaltekst, blev den første hilsen oversat med kragestemmen “kâ, kâ” og den anden hilsen med “kekko, kekko”, hvilket kan betyde “fint, fint”. Det er udmærket, for det hænger godt sammen med, at kragen kom tilbage med en god nyhed. Min løsning på denne udfordring blev imidlertid “yâ, yâ”, hvilket er en slags hilsen, svarende til “hej, hej” på dansk. Jeg var tilfreds med denne løsning, som godt passer ind i konteksten og endda rimer på den japanske kragestemme, “kâ, kâ”.
Det var ligeledes en udfordring at finde en japansk pendant til “væk! væk!”, hvilket er den hæse gøen af en gammel utilfreds hund i “Snemanden”. Det er ikke blot en spøjs andersensk lydefterligning, men det indgår også i andre passager og bruges som en ekstra finurlighed i historien. En engelsk oversætter har oversat dette med “away! away!”, en tysk “weg! weg!” og en spansk “fuera! fuera!”, og alt dette er fint, for udtrykkene kan indgå i sammenhæng med andre passager og give mening. Jeg tvivler dog på, at disse udtryk i de forskellige sprog minder om hundens gøen. Det burde de dog helst, siden den andersenske version af “væk” faktisk minder om “bjæf”. Mit problem var, at det var særdeles svært at finde et japansk lydord, der både udtrykte hundens gøen og kunne indgå i andre passager i betydningen “væk”. Den førnævnte ældre japanske oversættelse har åbenbart ikke kunnet finde et alternativt udtryk, hvorfor hunden i historien gør på traditionel vis. Den ordleg med hundens gøen og betydningen af “væk” er således ikke med i historien, og her må de japanske læsere undvære et af de spøjse små andersenske påfund. En nyere oversættelse på japansk, som også er oversat fra originalteksten med undertitlen “H.C. Andersen for voksne”, har vægtet dette andersenske udtryk og lader hunden sige “kye, kye”. Her har oversætteren fundet på en lyd, der passer godt til hundes hæse stemme, og som også godt kan indgå – ikke i alle, men i de fleste – af de andre passager. Det er et genialt eksempel på en fri oversættelse. Men da det er en udpræget personlig opfindelse, ville jeg ikke “låne” udtrykket. Jeg opfandt derfor “osabara, osabara” til min oversættelse, hvilket er en slags gammeldags udråb i betydning af “farvel, farvel”, og det kan – med god vilje – lyde hæst. Det lyder dog ikke just som hundens gøen, men passer ret godt ind i konteksten i de andre passager.
Der var også nogle kildne beskrivelser, for eksempel i “Snedronningen”, hvor kusken, tjeneren og forrideren, der kører Gerda, “sad klædt i guldkroner”. Først troede jeg, at de alle sammen sad med guldkroner på hovedet, men tænkte så, at det var mærkværdigt, hvis tjenestefolkene havde kroner på hovedet. Og så kunne jeg godt se, at der stod, at de sad klædt “i guldkroner”, at de altså havde tøj med guldkrone-mønster på, eller “de er iklædt fint liberi med guldkroner indvævet i stoffet” som centerlederen af H.C. Andersen-Centret udtrykte det. Det er for øvrigt interessant at opdage, at der i samtlige oversættelser, som jeg har kigget på, står, at kusken, tjeneren og forrideren sad med guldkroner på hovedet. Det er uvist, om det er en fejloversættelse eller en bevidst ændring af originalteksten. Det var også interessant at vide, at nogle danskere, som jeg lod læse denne passage, også i det første øjekast troede, at tjenestefolket havde kroner på hovedet. De fandt det faktisk naturligt, at de havde kroner på, selvom de bare var tjenestefolk, da den slags absurditeter netop er karakteristiske for det andersenske univers. Selv mente jeg også, at “guldkroner på hovedet” havde en naturligere sprogrytme end “tøj med guldkroner”, men jeg har her valgt at være tro mod originalteksten.
Et andet sted, hvor jeg har undret mig, er i “De vilde svaner”, hvor Elisa ser lamierne sidde i en rundkreds på en ligsten. Det er godt nok en af de bredeste ligsten, men det er svært for japanere at forstille sig lamier i en kreds på en ligsten, da ligsten (= gravsten) i Japan som regel er oprejste. Og det hjælper heller ikke, at bogens illustration viser en traditionel kirkegård, hvor lamierne sidder på hver sin korsformede gravsten. Den førnævnte ældre japanske oversættelse nøjedes med at skrive, at lamierne samler sig på en gravsten uden at nævne, at de sad i en rundkreds. Jeg ved ikke, om det er et andersensk udtryk, hvor man forvirrende må forestille sig en kreds lamier siddende på én gravsten. Men jeg har oversat denne passage, som den står i originalteksten, og jeg har dermed overladt det til læserne at gøre sig deres egne forestillinger. I øvrigt kan jeg se, at flere oversættere har oversat lamier som vampyrer på de respektive sprog, eller “vampyr-hekse” på japansk. Men disse lamier æder jo menneskekød og suger ikke blod, så derfor syntes jeg, at vampyr var misvisende, og jeg har valgt at kalde dem “kannibal-hekse”.
I “Tommelise” findes der også en forvirrende passage til sidst. Der står, at han (den person, Tommelise senere skulle giftes med) var blomstens engel og konge over dem alle sammen, og så var han på samme tid “den lille prins”. Hvis man oversætter, at den lille mand både er konge og prins, kan det give karambolage i forståelsen. Er han nu en prins eller en konge? I en række oversættelser, for eksempel den tyske og spanske, bliver han faktisk kaldt både prins og konge, mens han i den engelske og den ældre japanske oversættelse kun omtales som konge. Jeg valgte at kalde ham prins og antog, at “konge over dem alle sammen” kunne være et udtryk for, at han hersker over alle, og ikke nødvendigvis at han er kongen. Det er selvfølgelig problematisk, hvis nogen spekulerer over, om prinsen så har en far (= konge). Men jeg formodede også, at det er mere naturligt, at Tommelise gifter sig med en eventuelt faderløs prins end med en (ugift) konge.
Jeg havde også brug for at blive bekræftet i, at jeg havde forstået teksterne korrekt. For jeg stødte på nogle underlige og fejlagtige passager. Kan det virkelig passe, at der er fejl i teksterne, at H.C. Andersen kan have taget fejl? Eller er der mon en dybere mening med disse passager? Et stort spørgsmål i denne sammenhæng var, hvad jeg skulle gøre ved det, hvis der altså var tale om en decideret fejl. Skulle jeg lade den være, eller skulle jeg rette den?
I “Lille Claus og store Claus” gemmer bondekonen “al den dejlige mad og vin inde i sin bageovn”, for at bondemanden ikke skal se dem. Men lille Claus får sin troldmand til at sige, at ovnen er fyldt med steg og fisk og kage, og bondemanden går derefter hen til ovnen og finder dem. Det mærkelige er, at bondemanden ikke samtidig finder de tre flasker vin i ovnen, da konen havde gemt dem der sammen med maden. Og det bliver for alvor mystisk, da lille Claus så siger, at troldmanden siger, at vinen står henne i krogen ved ovnen. Hvis der havde stået, at konen havde gemt maden inde i ovnen og vinen henne ved ovnen, ville det ikke have været noget problem. Men nu hænger de to passager ikke sammen. For vinen bliver ikke fundet det sted, hvor konen har gemt den. Det er ikke nødvendigvis noget problem for danskerne, men det vil forvirre mange af de japanske læsere, som opmærksomt følger med i historien. (Det har faktisk forvirret mine prøvelæsere.) De vil måske bladre tilbage for at finde ud af, hvad der står. De kan endda synes, at det er en fejl i oversættelsen. For at undgå denne forvirring har jeg tilladt mig at ændre i den japanske version, så bondekonen gemmer maden inde i ovnen og vinen bag ved ovnen, og de bliver naturligvis også fundet de respektive steder.
En anden ændring, som jeg fortog, var også i “Lille Claus og store Claus”. Det er, da Lille Claus tager sin døde bedstemor til byen og beder kromanden om at servere et glas mjød til hende. Kromanden siger så: “Her er et glas mjød fra hendes søn” til bedstemoren. Det med “hendes”, at det betyder “din”, vidste jeg godt, men problemet er her denne “søn”. For lille Claus er barnebarnet – muligvis sønnesøn – til bedstemoren, og ikke sønnen. Jeg spekulerede over, om kromanden havde misforstået det? Men lille Claus præsenterer hende jo for kromanden som sin gamle bedstemor. Jeg lurede også på, om det dengang måske var kutyme at sige “søn” for “sønnesøn”? Men jeg har ikke kunnet finde noget, der taler for dette. Da jeg spurgte H.C. Andersen-Centret, fik jeg et interessant svar fra centerlederen. Han sagde, at det måtte være en tanketorsk fra H.C. Andersens side. Det underbygger også teorier om, at eventyrene oprindeligt var rent venstrehåndsarbejde for ham, eller så sover “den gode Homer indimellem”. Under alle omstændigheder skaber denne “søn” kun unødig forvirring. (Det har jeg afprøvet hos mine prøvelæsere.) Derfor har jeg ændret “søn” til “sønnesøn”. Det lader endvidere til, at mange oversættere har opdaget denne “fejl” og har fortaget den samme “rettelse”.
Der er andre umiddelbart ulogiske passager, som jeg ikke har ændret. Det er bl.a. i “Tommelise”, hvor Tommelise “slet ikke fik lov at komme ud i det varme solskin” fra markmusekonens hus, mens hun en halv side senere havde “dog hos markmusen fået lov til at se den smukke sol i døren”. (Her kan det være, at markmusen i mellemtiden har givet Tommelise lov.) I “Den standhaftige tinsoldat” lagde soldaten sig, så lang han var, bag en snustobaksdåse, men et stykke tid senere er han lige så standhaftig som den lille danserinde på sit ene ben. (Her kan det være, at den, der står på det ene ben, er danserinden, og soldaten er lige så standhaftig liggende. Det kan også være, at soldaten selv kunne rejse sig.) I “Hyrdinden og skorstensfejeren” beskrives skorstensfejeren som så sort som kul, men på samtid er hans ansigt så hvidt og rødt som en pige. (Her kan det være, at det kun er tøjet og andre dele af kroppen, der er kulsorte, mens ansigtet er rent.)
De nævnte passager kan være andersenske udtryk, hvor H.C. Andersen med vilje ville forvirre læserne ved at skrive det ene det ene øjeblik, og det andet det andet øjeblik. Hvor mærkeligt det end lyder, kan det altså være et velberegnende, listigt og intelligent træk af H.C. Andersen, selvom teorien om, at eventyrerne var et hurtigt arbejde for forfatteren, heller ikke kan benægtes. Udgangspunktet i min oversættelse var under alle omstændigheder at respektere H.C. Andersen som forfatter, og ændringerne er kun fortaget i det japansksproglige øjemed. Det er således kun de steder, hvor der er fare for forvirring og misforståelser blandt japanske læsere, der er blevet ændret i originalteksten.
Hvis der skulle være fejl i teksterne, er det i øvrigt underligt, at H.C. Andersen selv eller andre ikke på et senere tidspunkt har opdaget dem. Man skulle tro, at H.C. Andersen måtte have ønsket at rette dem, hvis der virkelig var tale om fejl. Siden dette ikke er sket, kan det alligevel være, at alle de mærkelige passager dog har betydninger.
