I oktober 2012 gjorde slægtsforskeren Esben Brage et fantastisk fund på Landsarkivet for Fyn. I en arkivkasse fra Rigsarkivet vedrørende familien Plum, samlet i sin tid – omkring 1900 – af personalhistorikeren Gerhard L. Grove til brug for hans bog Slægten Plum (1903), fandt Esben Brage blandt de mange papirer et lille, fint sammensyet hæfte med en sirlig afskrift af et eventyr. Det lille hæfte – to foldede ark papir sammenbundet med en rød tråd – havde et bemærkelsesværdigt titelblad, for med blæk stod anført: “Til Madame Bunkeflod fra hendes hengivne H.C. Andersen”. Det bemærkelsesværdige ved titelbladet er navnekonstellationen Madame Bunkeflod og H.C. Andersen. Hvor familienavnet Andersen er ganske almindeligt forholder det sig aldeles omvendt med familienavnet Bunkeflod. Her er der tale om en dansk præstefamilie, der ved sit virke i den skånske by Bunkeflod – i dag bydelen Bunkeflo sydvest for Malmø centrum – tog bynavnet som patronym i begyndelsen af det 17. århundrede. Fra denne familie nedstammede digterpræsten ved Sct. Hans kirke i Odense Hans Christian Bunkeflod. Efter dennes død i 1805 blev enkefruen, Madam Marie Bunkeflod, tilstået en lejlighed i stiftelsen Eilschous Boliger, hvor hun med sine børn og sin svigerinde boede lige over for friskomager Hans Andersen, H.C. Andersens far, i Munkemøllestræde. Navnekombinationen på titelbladet peger da mod netop denne enkefrue, Marie Bunkeflod, og skomagersønnen, den senere verdenskendte eventyrforfatter H.C. Andersen. Den sirlige skrift i det lille hæfte er ikke skrevet af H.C. Andersen selv. Håndskriften er smuk, skønt noget usikker, men ligger fjernt fra den håndskrift, H.C. Andersen havde. Der er således tale om en afskrift af et oprindeligt manuskript, som H.C. Andersen har foræret og tilegnet præsteenken. Heri ligger der intet besynderligt; der findes rundt om i landets arkiver mange afskrifter af H.C. Andersens skrifter – kært eje gav man gerne afskrifter af dengang. Imidlertid synes det originale manuskript ikke at være bevaret – det må formodes at være gået tabt. Men lykkeligvis er det bevaret i sin afskrift, for manuskriptet, slægtsforskeren Esben Brage fandt i oktober 2012, var et aldeles ukendt eventyr af H.C. Andersen betitlet “Tællelyset”.
Afskriften lå ved siden af et andet digtarbejde, nemlig et lejlighedsdigt af præsten Peter Andreas Plum til kollegaen Moritz Gotthold Krag den 21. sept. 1818. Man kan forestille sig, at Gerhard L. Grove modtog de poetiske forsøg fra P.A. Plums familie. På den lille, fine afskrift af H.C. Andersens eventyr til Madam Bunkeflod findes nemlig påført endnu en dedikation, skrevet på et senere tidspunkt, med anden hånd og i blåt blæk. Her står: “Til P Plum fra hans ven Bunkeflod”. Peter Andreas Plum var brodersøn til Odense-bispen, Frederik Plum. Gennem dette nære slægtsskab har han sandsynligvis stiftet bekendtskab med præsteskabet i Odense og derigennem også med Bunkeflods. Måske er de poetiske forsøg givet Grove i det håb, at personalhistorikeren ville omtale den digteriske åre i Plum-slægten, ligesom også forbindelsen mellem Plumslægten og den senere så berømte digter H.C. Andersen ville blive berørt. H.C. Andersen havde som dreng i Odense været gæst hos biskoppen flere gange og underholdt bispen ved et selskab to dage før afrejsen til København i september 1819. Men forbindelsen mellem H.C. Andersen og familien Plum havde Gerhard L. Grove nok ikke fundet en omtale værd – hertil var den for sporadisk sammenlignet med slægtens forbindelse til Jens Baggesen og Adam Oehlenschläger, der var af væsentligere karakter. Givetvis af denne grund har afskriften af H.C. Andersens ungdommelige værk i så mange år ligget upåagtet hen – malplaceret i de omfangsrige arkivalier til Rigsarkivet, indtil slægtsforskeren Esben Brage fandt den frem og gjorde Landsarkivet for Fyn opmærksom på manuskriptet.
Efter at Landsarkivet for Fyn var gjort opmærksom på fundet, kontaktede de denne artikels forfatter, for at få transskriberet og vurderet det lille hæfte, og konklusionen på den efterfølgende undersøgelse var, at der her var tale om et ukendt eventyr – endog det tidligste eventyr, vi kender fra H.C. Andersens hånd. Statens Arkiver offentliggjorde det opsigtsvækkende fund den 13. december 2012 – nok så symbolsk på Luciadag – og det blev en hovednyhed, der gik verden rundt. I den hjemlige dagspresse opstod imidlertid også en diskussion om, hvorvidt eventyret var et falsum eller ej. Falsummer er ikke et ukendt kapitel i kulturhistorien, og det kan være ganske vanskeligt at be- eller afkræfte ægtheden af en afskrift. Her må man vurdere fundomstændighedernes karakter, selve fundets materialitet samt dets form- og indholdsside. Om fundomstændighederne må man sige, at der er tale om et fund gjort af en heldig hånd, for det lille hæfte lå malplaceret i de enorme mængder af arkivalia i Statens Arkiver i den forstand, at hæftet kun meget sporadisk knyttede sig til familien Plum. Om selve materialet – blæk og papir – skal det bemærkes, at det blæk, der er benyttet til afskriften, er den såkaldte jerngallus-blæk, som var den typiske, almindeligt brugte blæk på H.C. Andersens tid. Selve papiret er præget med et vandmærke, der viser, at det stammer fra Honigs papirmølle i Zaandijk i det nordlige Holland. Vandmærket forestiller på det ene halvark en bikube på en rektangulær basis og bærer på det andet halvark signaturen “C&I Honig”, hvilket betyder, at papiret er fremstillet mellem 1817 og 1833.[1] Selve håndskriften er gotisk skråskrift iblandet latinsk skrift. Den latinske skrift – formskriften – er benyttet til personnavnene. Det var ganske almindelig skik at fremhæve visse ord og egenavne ved at bogstavere dem i latinsk skrift. Man må derfor konkludere, at der ved fundomstændighederne og fundets materialitet ikke er noget, der taler imod det lille hæftes ægthed. Derimod har vi at gøre med et manuskript, der stammer fra den første halvdel af det 19. århundrede, og skønt der er tale om en afskrift, er vi så heldige at kende både navnet på forfatteren og modtageren af eventyret – H.C. Andersen og Madam Bunkeflod. I det følgende skal der derfor kastes lys over historien bag og betydningen af forholdet mellem disse to personer.
På Det Kongelige Bibliotek i København findes i de store samlinger af H.C. Andersen-håndskrifter en lille afdeling af skrifter, som man ikke har kunnet indordne i en bestemt kategori, hvorfor de uretfærdigvis heller ikke har påkaldt sig den store interesse. Her er tale om en række interessante optegnelser og skitser, og blandt disse findes et lille ark, som H.C. Andersen har underskrevet som “Gammelmands Minde”. Digteren har nok selv været oppe i årene, da han skrev sit minde ned – men mindet stammer fra hans barneår i Odense, og det lyder:
“Gamle Jomfruer.
Der er i Odense en Række Huse, der kaldes Eilskovs Boliger, her boe Enker og gamle Jomfruer, hver har sit lille Kammer, og man kunde i hvert ved Bohave og Opstilling altid see mere end Fattigdommen, den tog et Afpræg af Personens aandelige Væsen.
– Her boede en gammel ‘adelig Jomfru’ som hun kaldtes, lige saa fattig som de andre, men foran Skorsteenen i Stuen hvor hun selv lavede sin Mad, stod et stort gammelt Billede, en ridderlig klædt Herre med langt Skjæg og Slagsværd: Det er een af mine høisalige Forfædre! sagde den gamle Pige og der gik en rødme over hendes Kinder, ikke af Forlegenhed over den ringe Plads han nu var henstillet paa, men Fornemmelse af Blodet, og dette rørte sig nede og steeg op i de magre blege Kinder. Hun havde en Aftegning af sit Stamtræ, med tilføiede blækskrevne Navne lige ned til sig.”[2]
I det følgende bliver teksten svært læsbar, og de mange korrektioner og udstregninger gør min transskription noget usikker. Der synes dog at stå:
“Lykkens og Hæderens Sol havde skinnet paa Slægten
s Herresæde, det laa til Haveind alle Vinduer,Skinnet fra Gjenboens Ruderdeboevar at boe paa Solsiden og fra dens Ruder faldt Skin altid over til Gjenboen… der aldrig har i S Det skjærer imen det varmer ikke,ogdet skjærer kun i Øinene. Her kom fraFædre SlægtensSlægtens Glandsog Sollyset Sollys paa Herresædets Rude, Skjæret til den gamleJom… Jomfru … paa Skyggesiden, et varmende, det skar ikke iØiet Øinenemen detfik Glands derved”.
Det er interessant at se, hvordan digteren her arbejder med sit sprog for at finde den rette formulering. Hvorom alting er, giver den korte optegnelse et sjældent glimt af livet i Eilschous Boliger – en stiftelse for agtværdige gamle damer – der var beliggende i Munkemøllestræde lige over for H.C. Andersens barndomshjem. De gamle enkefruer og jomfruer, der boede i de ydmyge boliger dér, havde alle kendt til bedre tider. Det bar deres små boliger præg af -og så man det ikke i al fattigdommen, så kunne man i det mindste aflæse det i glansen fra de gamle fruers øjne.
I Eilschous Boliger boede, da H.C. Andersen var barn, flere agtværdige, “trængende” damer. Det var fra gamle jomfru Maria Gregoria Jensenius’ stentrappe, at adjunkt Hanck i akvarel aftegnede H.C. Andersens barndomshjem i 1836. Mens han gjorde sit lille kunststykke, har han sikkert måtte stille de nysgerrige fruers nyhedshunger ved at svare på spørgsmål om, hvorledes det nu stod til med digteren, som de havde kendt som dreng. Maria havde boet her med sin mor, præsteenke Anna Barbara Jensenius, da Andersen var barn. Ad stentrappen havde han tit sprunget frem og tilbage for at læse og låne af de bøger, som hun havde fra “Leiebibliotheket”. Om hende skrev Andersen i sine erindringer Mit Livs Eventyr.
“En anden Præste-Enke der i Nabolavet gjorde jeg ogsaa Bekjendtskab med, hun lod mig læse for sig, Romaner fra Leie-bibliotheket; en af disse begyndte omtrent saaledes: ‘det var en stormfuld Nat, Regnen pladskede paa Ruderne!’ – ‘Det er en ypperlig Bog,’ sagde Madamen, og jeg spurgte i Uskyldighed hvoraf hun vidste det. ‘Jeg hører det strax paa Begyndelsen!’ sagde hun, ‘denne bliver udmærket!’ og jeg saae med en Slags Ærbødighed op til hende, der var saa klog.”[3]
Også lægedøtrene Briand og hospitalsforstander Holmers to døtre boede i Eilschous Boliger, og i gaden boede tillige en “Fru Saxdorf”, som digteren genkaldte sig i sin Levnedsbog:
“Alle Bøger jeg kunde faae bleve slugte; jeg læste Alt, saasnart jeg hørte, at nogen havde Bøger, kom jeg til dem, uden at kjende dem. Saaledes boede der i vor Gade en Fru Saxdorf, hvem jeg saaledes meldte mig hos, hun blev forundret over den fremmede Drengs Forlangende, laante mig dog een, og da jeg var meget ordenlig med den, fik jeg alle dem hun eiede”.[4]
Men den person blandt enkefruerne og jomfruerne i Eilschous Boliger, der nok stod mest betydende for H.C. Andersen – det er hende, han skænker den største plads i sine erindringer – var præsteenken Madam Bunkeflod. Lad os titte lidt ind ad ruderne til hendes bolig og fornemme “Slægtens Glands”.
Madam Bunkeflod var ramt hårdt af skæbnen, men fandt givetvis trøst i trængslerne ved mindet om sin mand og i troen på Gud. I en alt for ung alder blev hun enke den 2. februar 1805, da hendes mand, Hans Christian Bunkeflod, sognepræst ved Sct. Hans Kirke, døde 43 år gammel efter fire ugers sygdom. Præsten efterlod sig sin 38-årige kone og fem børn i alderen fra 2 til 15 år. Livet i den smukke præstegård til Sct. Hans Kirke skulle nu ændre sig markant, men den religiøse ånd, der havde hersket i hjemmet, hjalp hende givetvis gennem krisen. Hans Christian Bunkeflod hørte nemlig til den gruppe af præster, der var tilhængere af den såkaldt rationalistiske teologi. Denne religiøse retning lod forstå, at tilværelsens hårde side måtte have en mening. Ulykken virker nok ubegribelig, men den beviser derigennem, at sjælen er udødelig. Det må den være, for ellers kan der ikke skabes balance. Balancen skabes i det hinsides, og gennem denne retfærdighedsforståelse ligger bevisførelsen for sjælens udødelighed. Hvad der i det jordiske virker den ene vej, må i det himmelske virke den anden. Det nytter ikke at lede efter mening i det jordiske, som moderen i “Historien om en Moder” gør; meningen eller livskaldet ligger i at tro – det er også dette ene ord, der toner frem på det sidste blad i Sandhedens Bog i eventyret “De Vises Steen”. Gå med forsyn dydens vej i lid til Gud, den Gud, der leder alt til det bedste.
Denne inderlige tro på det evige liv omfavner tilværelsen på godt og ondt, men fordrer dyd. Og det virker, som om H.C. Andersen har tilegnet sig denne fromme, kristne tankegang på et meget tidligt tidspunkt i sit liv -sandsynligvis i omgangen med de agtværdige enkefruer og jomfruer i barndommens gade. I et ungdomsdigt fra 1823 beskriver H.C. Andersen sin lykkelige tilværelse som barn indtil den dag, da skyerne trækker hen over himlen, og hans far dør:
“Jeg med min Moder knælte ved hans Kiste,
Og hun bød mig, rørt og høitidsfuld,
Her at love, stedse tro at holde,
Dag for Dag i Dyd og Gud at gaa.”[5]
Den fromhed lå i glansen i Madam Bunkeflods øjne – og i hendes børns øjne.
Den ældste datter, Karen Bjørn, levede dydigt og døde som husjomfru i Krystalgade i København i 1854. Det næstældste barn, Hans, stiftede som den eneste i børneflokken familie og døde i 1856 som førstelærer ved Trinitatis Kirke-Skole i København. Lillesøsteren, Ida Sabine Mariane, der som 11-årig blev faderløs, fungerede og døde i 1863 som jomfru og huslærerinde i Nebs Mølle ved Jydstrup nær Ringsted. Den tredje datter, Susanne Birgitte, passede sin mor til hendes død i 1833 og døde som gammel jomfru i Odense i november 1882. Det yngste barn i børneflokken var Tyge Josias. Han blev kun 11 år, idet han “druknede ved at øve sig i Svømning i Aaen”, som der står noteret i Set. Knuds Kirkebog. Denne frygtelige tragedie udspillede sig for enden af Munkemøllestræde ved broen over bagåen den 21. juni 1813.
Vi hører faktisk ikke om disse børn i H.C. Andersens erindringer, på nær Susanne Birgitte, der blot ved navns nævnelse figurerer i tillægget til Mit Livs Eventyr som én af de gamle barndomsvenner, digteren aflagde besøg dagen efter æresborgerskabet i Odense i 1867. I Levnedsbogen omtales alene Madam Bunkeflod og hendes svigerinde Anna Margrethe, præstens søster:
“Bunkeflod var død men hans Enke og Søster levede i Odense og boede ligeover for mine Forældre, derved kom jeg ind i Huset, de kunde godt lide mig, jeg maatte læse høit for den gamle Jomfrue, synge Viser og fik saaledes der et Hjem, naar min Moder var ude.”[6]
Et af de bånd, der kunne have knyttet H.C. Andersen og Madam Bunkeflod så tæt sammen, kunne være tabet. Madam Bunkeflod havde jo mistet sin dreng, og Andersen sin far. Disse to tunge skæbner kunne lindre vemodet hos dem begge to. Måske spillede også det navnebroderskab, som H.C. Andersen delte med præsteenkens mand, en rolle. Drengenavnet Hans Christian var ikke et hyppigt forekommende navn. Måske fik eventyrdigteren endda sit navn efter præsten Hans Christian Bunkeflod. Han døde nemlig samme dag – den 2. februar 1805 – som H.C. Andersens forældre blev gift, og når Madam Bunkeflod og Anna Margrethe Bunkeflod måtte føle tabet tungest, var glæden og mindet hos genboen på bryllupsdagen på sit højeste -“Enkesløret syes om til Brudeslør”, som det siges i Kun en Spillemand. Der ligger et smukt poetisk billede i disse forhold – “Mens Graven kastes, Vuggen gynges”, lyder det med Grundtvigs ord, hvor det hos Andersen klarere formuleres ved, at han er født på en ligbåre – én som faderen havde snedkereret om til en brudeseng – “og der forekommer mig virkeligt noget meget poetisk heri.”[7]
Det “poetiske”, som er det betydende element og talent ved H.C. Andersen, blev vakt i Eilschous Boliger. Disse fromme kvinder, der med titel og fortid tilhørte en langt højere stand end skomagerfamilien på den anden side af gaden, kunne læse og havde en dannelse, som deres små biblioteker også afspejlede. “I vort Nabolav boede sammen Præste-Enken Madam Bunkeflod og hendes Mands Søster; de lode mig komme ind til sig, fik Godhed for mig, og jeg var hos dem den meste Tid af Dagen; dette var det første dannede Huus, hvori jeg fandt et Hjem”, skrev H.C. Andersen i Mit Livs Eventyr og supplerede sin kommentar med “[…] her læste jeg ogsaa første Gang Shakspeare, rigtignok i en daarlig Oversættelse; men de kjække Skildringer, de blodige Begivenheder, Hexe og Spøgelser der traadte op, vare just efter min Smag; strax spillede jeg de shakspearske Tragedier paa mit Dukketheater; levende saae jeg i Tankerne Aanden fra Hamlet og den vanvittige Lear paa Heden.”[8]
H.C. Andersens forældre ønskede en bedre fremtid for deres dreng end den fremtid, de selv som børn var gået i møde, og ud af deres sparsomme udkomme tog de sig derfor råd til at bekoste ham en skolegang, således at han kunne lære læse- og skrivekunsten. Da ville fremtiden for ham tegne sig lysere. Med en sporadisk skolegang lærte Andersen sig den vigtige læse- og skrivefærdighed. De ældste beviser for denne kundskab findes i faderens militære afregningsbog, som Hans Christian efter faderens død i 1816 benyttede til poetiske forsøg. Her findes titler til påtænkte skuespil samt en række viser i forskellige genrer og kvalitet. Alligevel betages man af den unge poets sprog og sproglige bevidsthed. Der optræder forskellige former for rim og forskellige metriske figurer i så udpræget en grad, at man forundrer sig over dette fænomen. Man tænker: “Det er dog et usædvanligt barn, der er i stand til at skrive noget så vellykket!” Man begynder at tænke uklart og bliver tilbøjelig til at anse H.C. Andersen for et af naturen genialt begavet barn. Det er ikke helt sandt, for man glemmer, hvor meget miljøet virker ind i et sind. Det forunderligt begavede i H.C. Andersens tidligste skrifter bærer præg af drengens vante liv i Eilschous Boliger. De gamle enkefruer og jomfruer – det er standstitler, må man huske på – var af anden og højere dannelse; de bekymrede sig for det litterære og udgjorde en lille “læseklub”. Det var i denne dannede cirkel, den læse- og skrivelystne H.C. Andersen gjorde sin første entre: “[…] dette var det første dannede Huus, hvori jeg fandt et Hjem.”
Eilschous Boliger var et forjættet land. Her var der et sjældent bibliotek og råd til bøger fra lejebiblioteket. Her blev man budt på anden læsning end Biblen og Holberg. I et ungdomsdigt, der desværre er gået tabt, beskrev H.C. Andersen sin barndomslekture. Grunden til, at vi kender til det, er en kritik af digtet, som Rasmus Nyerup har skrevet, og som er bevaret. Litteraten, professor Rasmus Nyerup var universitetsbibliotekar – men først og fremmest fynbo. Som fra andre “lande”, som landsdelene blev kaldt og forstået dengang, var der cirkler af “nationaliteter” i København. I den fynske cirkel mødte Andersen blandt andre Ørsted og Nyerup, der venligt kom ham i møde og lod ham nyde venskabsprivilegier. For Nyerups vedkommende bestod dette i den tillid, han viste den unge skomagersøn ved at låne ham bøger fra universitetsbiblioteket i kirken til Rundetaarn. Som tak for dette hans andet åbne bibliotek – det første var jo det eilschouske – betitlede H.C. Andersen sin debut Fodreise – en titel kun Nyerup før ham havde givet sin bog Antikvarisk Fodreise i Fyn 1805. I Nyerups kritik til Andersen af hans digt fremfører den gamle professor – i øvrigt tidligere klassekammerat med Hans Christian Bunkeflod – to punkter. For det første: Nævn ikke Deres navn, og for det andet:
“Den 2den Forandring som jeg foreslaaer bestaaer ogsaa i Udeladelse. Jeg mener, at De Linier, hvori De taler om Deres Barndomsstudia i Shakespeare, Milton, Klopstock, og Schiller, helst kunde være borte. Det klinger jo dog livagtig som Praleri; og det er psychologisk umuligt, at De som Barn kan have forstaaet disse høje og dybe Forfattere.”[9]
Men skønt Nyerup fandt det tvivlsomt og vovet at sige, at ynglingen havde læst så høj en litteratur i barneårene, lå der sandhed i ynglingens ord. Bibliotekerne i Eilschous Boliger var rige.
I den lille, litterært dannede skare af enkefruer og jomfruer i Eilschous Boliger indtog Madam Marie Bunkeflod og svigerinden Anna Margrethe en særegen rolle. Præsten Hans Christian Bunkeflod havde foruden udøvelsen af sit præstehverv også gjort sig et navn som digter. ‘“Min Broder, Digteren!’ sagde Bunkeflods gamle Søster og hendes Øine lyste. Af hende lærte jeg, at det var noget Herligt, noget Lykkeligt at være en Digter”.[10] Bunkeflod havde i sine unge år i København – hvor han mødte sin hustru Marie Petersen -været medlem af det Rybergske Øvelsesselskab i Østergade, og tilskyndet af konferensråd Rybergs interesse for almuens oplysning havde han forfattet spindeviser adresseret til Rybergs spindeskole, som denne havde oprettet på sit gods Øbjerggaard. Herigennem fik H.C. Bunkflod ry som almuens sanger, og i 1785 tryktes hans samlede poesi i værket Hans Kristians samtlige Verker. Vers og Prosa. Denne bog har den unge Hans Christian givetvis haft i sine hænder i Madam Bunkeflods lille bolig – og sikkert har den litterært sultne skomagersøn drømt sig ind i rollen som poeten i stedet for navnebroderen. Der er ingen tvivl om, at Bunkeflods spindeviser og hans senere Forsøg til gudelige Psalmer fra 1789 har været emnet for mange samtaler i Madam Bunkeflods stue. Da H.C. Andersen skrev sine Vignetter til danske Digtere i 1831 – en alfabetisk-ordnet hyldest til danske poeter – stod Bunkeflod ikke i skyggen af Baggesen:
“Traaden brister, Rokken staaer, Spindevisen tier,
Ungdoms Sangen bliver snart gamle Melodier.”
I det poetiske billede har både Hans Christian Bunkeflod og Hans Christian Andersen en rolle at spille.
Hos Madam Bunkeflod læste H.C. Andersen meget, og én af hans pligter var også at læse højt. Den gamle præsteenke led af dårligt syn, og Andersen måtte derfor under sine – daglige – besøg læse højt for hende af hendes bibliotek og af lejebiblioteket. I den daglige omgang dyrkede de en interesse, som ikke blev dyrket i Andersens barndomshjem. Der har forståeligvis været stor forskel på livet i barndomshjemmet i forhold til livet i Eilschous Boliger på den anden side af gaden. Andersens mor var analfabet og kunne derfor ikke ret yde modspil til sin søns interesser. Snarere tværtimod. Hun havde svært ved at forstå det fantasiens rige, som litteraturen – i bogform eller som drama – repræsenterede, og generede sig over sin drengs fantasi: “[…] jeg skabte, i Kragemaal, selv noget Tydsk, tog min Moders Forklæde om Skuldrene, og var nu Ridder Albrect, snart svømmede jeg paa en Skammel som Donaupigen. Alle disse Scener gjorte ellers min Moder forskrækket, hun forbød mig det, thi hun troede tidt at jeg maatte være gal.”[11] Det kærlige billede af H.C. Andersens moders naivitet forstærkes yderligere af denne erindring:
“Den gamle Jomf: Bunkeflod besøgte jeg da strax; hun fortalte mig et Par characteristiske Træk om min Moder, jeg vil nævne Eet! – Medens jeg var endnu i Kjøbenhavn kom hun altid med mine Breve til dem, da hun ikke selv kunde læse. – Guldberg havde holdt en Tale paa Gjæthuset, Indtægten var tilfalden mig; dette havde hun hørt noget om, og troede nu fuldt og fast, at Talen var skreven af mig, havde derfor faaet Fingre paa den, bad Jomfruen læse den, og græd sine stride Taare; i Talen, der var til Kongens Fødselsdag nævnedes en Gang: den Gamle, ‘det er gamle Farmoder!’ sagde hun. Landets Fader, ‘ja, den gode Sjæl!’ – det meente hun var min Fader og ‘Landets Moder’ – hun tænkte kun paa Ordet ‘Moder’- og meente det var sig. -”[12]
Erindringen stammer fra Andersens første besøg i Odense i 1823, efter at han som 14-årig rejse til København for at vinde verden. Den beskriver den afgrundsdybde, der lå imellem digterens analfabetiske moder og de bogkyndige fruer i Eilschous Boliger. Som et smukt kontrapunkt i dette dannelsesforhold i Munkemøllestræde stod gamle Johanne Marie Jantzen, der tjente hos Bunkeflod. Det var hende – den kloge kone – H.C. Andersen viede sit sidste eventyr, “Hvad gamle Johanne fortalte”, til, og det var hende, der spåede Hans Christian og fortalte Andersens mor, at hendes søn ville blive så stor en mand, at Odense engang ville illumineres til hans ære. Hun har nok selv været fortryllet over den usædvanlige, interessante dreng, der turde give sig hen i og i kast med kunsten.
Som vi ved, syslede H.C. Andersen i sine barneår med sine egne digteriske forsøg, og at disse også har været genstand for opmærksomhed hos de gamle jomfruer og enkefruer, fremgår af et brev fra Madam Jensenius’ barnebarn, Friederich Steenbech, til H.C. Andersen den 25. marts 1874. Heri omtales nemlig de ungdommelige poetiske forsøg, som H.C. Andersen som dreng havde overrakt præsteenken. De var et kært eje, blev behandlet med stor forsigtighed og “opbevaredes i Familien som et Relequi”.[13] Skomagersønnen har naturligvis også givet smagsprøver på sin digteriske kunnen til Madam Bunkeflod og Anna Margrethe Bunkeflod. Om hende erindrede digteren: “Selv skrev hun ogsaa Vers, men komiske, saaledes var der en Gravskrift om en gammel Kone der solgte Fløde. Jeg fik nu ogsaa Lyst til at digte et Vers, og fik et sat sammen om ‘Munkemose’ (en Eng udenfor Odense), at det rimede paa en Rose, er det eneste jeg kan huske deraf. Siden skrev jeg et om ‘Skyerne’”.[14] De gamle enkefruer og jomfruer i Eilschous Boliger har nok alle fået manuskripter af deres mærkeligt begavede genbo.
I H.C. Andersens Hus kan man betragte den nålepude, som H.C. Andersen syede til Madam Bunkeflod – måske som gave til hendes 50-års fødselsdag i 1816. Museet modtog puden i 1910 fra dødsboet efter frøken Emilie Bunkeflod, der var barnebarn af Madam Bunkeflod. Der har naturligvis været flere minder om den unge Andersen i familiens eje, heriblandt små poetiske forsøg.
Slægtsforskeren Esben Brage gjorde derfor et stort fund, da han fandt det poetiske forsøg, som den unge Andersen har foræret Madam Bunkeflod. Manuskriptet til “Tællelyset” er et fantastisk interessant litteraturhistorisk dokument. Modus og sprog i det lille eventyr peger på, at der er tale om et ungdomsarbejde. Alt for tidligt, allerede i første afsnit, løftes sløret for handlingens gang: Alt vil gå godt til sidst. Ordvalget og sprogtonen er også – skønt de smukke poetiske billeder – præget af en vis form for ubehjælpsomhed eller den form for usikkerhed, som man finder hos et ungt menneske, der endnu ikke har vundet greb om sit eget sprog og derfor skriver sig op mod et sprog, man har tilegnet sig eller beundret hos andre. Således finder man ikke blot en antikveret tone – eksempelvis “Formælingens Glædesfakkel” -men også moderne elementer i det lille skrift såsom ordet “Omverdenen”, der af Jens Baggesen var konstrueret og introduceret i litteraturen år 1800. I og med at der er tale om en afskrift, kan man ikke udelukke, at afskriveren har virket forstyrrende ind i forsøget på at bedre sproget. Det lader sig naturligvis ikke vide, siden vi ikke har det originale manuskript at holde det op imod. Rent stilistisk finder man nok det tydeligste af H.C. Andersens fingeraftryk: Eventyret er nemlig et “tingseventyr”, det vil sige et eventyr, hvor “døde ting” er besjælet. I litteraturhistorien kender man til fabler, hvor dyr er beriget med menneskelige egenskaber, men H.C. Andersen fremtræder som den forfatter, som først beriger livløse genstande med et sjæleliv. Vi kender det fra hans eventyr, hvor eksempelvis strømpebånd, flipper, sølvmønt, pen og blækhus og top og bold har mæle. Det er intet mere end overraskende, at et sådant originalt fantasigreb allerede fremtræder i et så tidligt ungdomsarbejde som “Tællelyset”. Også hvad angår emne, er der med “Tællelyset” tale om et klassisk H.C. Andersen-eventyr. Emnet er et, der forblev digterens yndlingsemne, nemlig modsætningsforholdet mellem det ægte indre og det ydre skin. Vi finder tanken behandlet overalt i digterens eventyrskat lige fra “Prinsessen på ærten” over “Den grimme ælling” til “Portnerens søn”. Dette emne har været så væsentligt for H.C. Andersen, at vi finder det vendt og drejet gennem hele hans forfatterskab, men at emnet også herskede i hans sind som ganske ung, er uhyre interessant. Som fattigmandsbarn har fremtidsudsigterne ikke tegnet sig lyst i datidens klassesamfund, hvor skomageren skulle blive ved sin læst. Men skomagersønnen følte sig bestemt til andet, som var han et “forbyttet Barn”: “Jeg læste en heel Mængde Biografier af berømte Mænd, de gjorte et forunderligt Indtryk paa mig, min Phantasie var vakt for det Eventyrlige, jeg tænkte mig Livet selv som et Eventyr og glædede mig til at jeg ogsaa engang skulde træde op som Helt i det. – Det forunderlige Sving mit hele Væsen havde fremfor andre Børn i min Stilling, min Læselyst, og min smukke Stemme, gjorte Folk opmærksom paa mig”, lyder det i den tidligste selvbiografi[15]. Det var kunstens verden, H.C. Andersen følte sig hjemme i, og behovet for at blive anerkendt for sit kunstnerisk stemte sind var af afgørende betydning for ham. Den anerkendelse fandt han blandt andet i Eilschous Boliger og hos Madam Bunkeflod i særdeleshed. At “Tællelyset” er tilegnet denne præsteenke kan man læse som et billede på, at det er hende, der som fyrtøjet i eventyret tændte digterens lys. Det at blive anerkendt for sine indre kvaliteter var så vægtig en tanke hos digteren, at han i 1860, da han skrev sit testamente, som den første testamentariske bestemmelse oprettede et legat – “H.C. Andersens Hjælp” – der skulle tilflyde en fattig men flittig skoledreng i Odense. Dette anerkendende legat findes endnu og uddeles årligt på digterens vegne den 2. april i museet i Odense.
Madam Bunkeflod døde den 2. februar 1833 – på sin mands dødsdag og Andersens forældres bryllupsdag. Når H.C. Andersen har dedikeret sit eventyr til Madam Bunkeflod, må det derfor dateres til tidligere end februar 1833. Studerer man, hvad Andersen fik skrevet og trykt i årene forud, finder man, at det nyfundne manuskript må datere sig temmelig langt tilbage i tiden, idet H.C. Andersen tidligt får et meget smukt greb om sit sprog og sin sprogtone. Det må derfor formodes, at det nyfundne manuskript hører til blandt H.C. Andersens tidligste digteriske forsøg fra omkring 1819-1825. Med en sådan vurdering må man derfor også konkludere, at manuskriptet er det ældste eventyr, vi kender til fra Andersens hånd – og alene dette må betragtes som intet mindre end en sensation.
Det er en almindelig antagelse, at H.C. Andersen først beskæftigede sig med eventyrgenren på et senere tidspunkt i sit forfatterskab end den skønsmæssige datering af “Tællelyset”. Det er ikke tilfældet. Da H.C. Andersen i 1822 debuterede med Ungdoms-Forsøg under pseudonymet Villiam Christian Walter, måtte han sikre sig det økonomiske grundlag for udgivelsen gennem såkaldte subskriptioner. Tre af disse subskriptionsplaner kendes, hvor forskellige af digterens bekendte tegnede sig for et bestemt antal eksemplarer. Ved to af disse subskriptionsplaner er bogens titel opgivet og lyder: “Ungdoms-Forsøg. – 1 Deel. hvilket betyder, at den unge 17-årige allerede da – i juli 1822 – havde stof nok til en “2 Deel”.[16] Ungdoms-Forsøg byder i sin trykte udgave læseren på tre smagsprøver af den unge kunstners kunnen: Et dramatisk digt, en fortælling og en tragedie. Imidlertid findes på Det Kongelige Bibliotek i Den collinske Samling 18, 4° et lille løst blad skrevet af H.C. Andersen sandsynligvis i vinteren 1821/1822 med en langt fyldigere fortegnelse over indholdet af den planlagte bog. I fortegnelsen nævnes overraskende nok “Dødningen, et fynsk Eventyr”. Dette eventyr dukker senere op under samme titel som appendiks til Digte (1830) og endnu senere i skikkelse af “Reisekammeraten” i Eventyr, fortalte for Børn fra 1835. Men eventyret har rod helt tilbage til 1821/22. Den unge H.C. Andersen beskæftigede sig således med eventyrgenren som ganske ung. Desværre kender vi ikke til “Dødningen” i eventyrets oprindelige ordlyd fra 1821/22. Manuskriptet er ganske givet gået tabt. Til gengæld har vi lykkeligvis en afskrift af digterens eventyr “Tællelyset”, der må henregnes til omtrentlig samme periode. Gennem “Tællelyset” får vi en smagsprøve på digterens allertidligste eventyrsprog. Nu skulle vi høre …
