Når man besøger det midlertidige H.C. Andersen Museum i Odense, vil man næppe undgå at bemærke det smukke, store skærmbræt, der hér er udstillet. Skærmbrættet består af fire sammenhængslede paneler, der hver er dekoreret på begge sider med et utal af udklippede, sammenstykkede billeder, der sammenlagt udgør godt 6 m2. Det dekorerede skærmbræt er det største billedkunstneriske værk, H.C. Andersen har lavet. Samtidig hører det også blandt de allersidste billedkunstneriske værker, vi har fra Andersens hånd. Disse omstændigheder påkalder sig naturligvis interesse, og jeg vil på de følgende sider kigge nærmere på skærmbrættets historie og de fortællinger, der på forskellig vis ligger indlejret deri.
Et skærmbræt er et foldbart panelmøbel, hvis oprindelse stammer fra Han-dynastiet i Kina for godt 2.000 år siden. Det kinesiske ord for et skærmbræt (ping-feng) betyder ‘skærm-vind’ og angiver hensigten med møblet, nemlig den at skærme for træk. Fra Kina spredtes dette nyttemøbel til resten af verden, og i Europa optræder de første skærmbrætter i den sene middelalder, hvor de blev opstillet for at give ly for de vindsugende åbne ildsteder og for trækken fra de utætte vinduer og døre. Som rumdelere kunne de danne rum i rummet og således skabe en behageligere temperatur. I 1700-tallet blev brugen af skærmbrætter meget almindelig, naturligvis på de store herregårde og på slottene, hvor de enkelte skærmbrætsfløje var rigt dekorerede. Solkongen Ludvig d. 14. havde på sit slot i Versailles 437 skærmbrætsfløje, som kunne sammensættes alt efter behov. I borgerhjemmene var skærmbrættet et mere almindeligt møbel fra slutningen af 1700-tallet og fremefter, og allerede i 1829 figurerer det dekorerede skærmbræt i H.C. Andersens digte. Da blev det fine digt ”Hist hvor Veien slaaer en Bugt” sammen med fire andre digte trykt i Kjøbenhavns-Posten under den samlende titel Skjærmbræts-Billeder. Her er det de dekorerede fløje med de mange sammenstillede billeder, der inspirerer digteren til at sætte ord på skuet. I digtet ”Mosters Skjærmbræt” fra 1830 finder vi også en beskrivelse af et skærmbræt:
Men hvad der meest behaged’ mig og lille Fætter,
Det var et Skjærmbræt, nydeligt at skue,
Thi Billeder var klinet smukt derpaa.
I dette digt illustrerer billederne på mosters skærmbræt bibelhistorien lige fra Adam og Evas fordrivelse fra Paradisets Have til Jesus’ fødsel. De mange billeder i skærmbrætternes collager danner således hos Andersen afsæt til større fortællinger og poesi. Vi genfinder denne idé gennemført i Andersens billedbøger – og i eventyret om ”Gudfaders Billedbog” danner arrangementet af billeder i billedbogen en hel række af fortællinger om Københavns historie gennem tiderne. Af de brogede billeder udspringer den litterære kunst.
Gennem hele sit liv og forfatterskab lavede Andersen billedkunst. De mest kendte eksempler på billedkunsten er hans fantasifulde papirklip. Disse papirklip synes mærkværdige i deres besynderlige kombination af forskellige motiver, som f.eks. ballerinaer, der står på vingerne af en sommerfugl. Det gådefulde i papirklippene skyldes imidlertid, at motiverne indgår i en elegant ordleg eller på enkel vis udgør en metafor for et litterært emne. De dansende kvinder på sommerfuglens vinger kan f.eks. udlægges som ‘Psyche’, da Psyche i græsk/romersk mytologi er knyttet til både sommerfuglen og kvinden. I Andersens papirklip findes sproget indlejret i det motiviske udseende – de er så at sige poetiske hieroglyffer.
Anderledes forholder det sig med de collager, Andersen lavede af udklip af forskellige grafiske materialer hentet fra bøger, aviser, trykark m.m., som vi kender fra billedbøgers collager. Her er billedsiden mere kompliceret, og forståelsen af den spraglede billedside fastholdes derfor af påskrevne finurlige kommentarer.
Men Andersens skærmbræt har ingen påskrifter. Billedsiden er udelukkende en komposition af utallige illustrationstryk og fotografier. Intet er påskrevet; de otte decoupager står ukommenterede hen. Andersens skærmbræt er i den forstand usædvanligt, sammenligner man det med hans øvrige billedkunst. Sproget er fraværende, skønt man fornemmer, at de otte decoupager byder på et utal af fortællinger. Man undrer sig over dette ‘usagte’, men breve og dagbogsoptegnelser ‘taler’ og synes at pege på en mulig årsag.
Den 1. november 1872 blev H.C. Andersen med ét voldsomt utilpas og gled ind i et alvorligt, længerevarende sygdomsforløb, der viste sig at være terminalt. Andersen anede med det samme alvoren. ”Det bliver min Død fornemmer jeg, og jeg er slet ikke beredt paa den”, skrev han i sin dagbog ugen efter, den 7. november. Fra dagbogens nøje optegnelser fra vinteren 1872/73 fremstår et tydeligt symptombillede. H.C. Andersen led af mavesmerter kombineret med diarréepisoder med melæna – en tjæresort, glinsende og grødet afføring. Andersens beskrivelse af melæna som ”sort Caviar” er imponerende præcis. Den levrede afføring var sandsynligvis forårsaget af betydelige blødninger fra mavesår eller fra sår på tolvfingertarmen. Denne mavesårslidelse blev i den følgende periode tilbagevendende og har givetvis disponeret for mavekræft og følgelig leverkræft, som var de obduktionsfund, man fandt efter Andersens død.[1]
Ved sygdomsforløbets pludselige begyndelse svækkedes H.C. Andersen betydeligt. Kræfterne forsvandt hurtigt og med dem hans hidtil så høje aktivitetsniveau. På de mange fotografier, vi har af H.C. Andersen, fremstår han med forunderlig, uforanderlig ungdommelighed frem til 1872. Fra 1873 findes ingen fotografier af ham, men på dem fra 1874 kan man se den overraskende ælde, sygdomsforløbet aftegnede i hans udseende. På trods af sin svækkelse begav Andersen sig i en slags fornægtelse ud på en rejse til Schweiz i 1873, men var så svækket til sidst, at det kun med rejsekammeraten Nicolaj Bøghs store hjælp lykkedes ham at komme hjem. Med sygdommen ændredes Andersens sociale tilværelse sig. Den bandt ham i høj grad til hjem og seng, og i denne ændrede situation ophørte også forfattervirksomheden. Kun en håndfuld digte, brevuddrag m.m. udkom på tryk i tiden efter sygdommens udbrud. H.C. Andersen havde mistet sine poetiske kræfter.
Om sin litterære afmatning skrev Andersen til grevinde Wanda Danneskiold-Samsøe den 9. marts 1873:
Kjære, fortræffelige Fru Grevinde! Det er nu paa femte Maaned at jeg er syg, jeg som ikke før kjendte slig Prøvelse; det har været en lang Tid at blive i mine smaa Stuer og ikke at føle Lyst eller have Kræfter til at bestille Noget, neppe engang læse i en Bog.[2]
I julen 1873 syntes billedet uændret:
… jeg sidder jo selv syg paa min Stue; syg nu paa fjortende Maaned … Deres Naade vil see at jeg begynder at kunne læse Aviserne og følge med i Begivenhederne, men selv bestille Noget i mit Kald, bringe en Digtning paa Papiret er jeg ikke istand til; iaar er det den første Julefest hvor jeg intet nyt Eventyr har at bringe.[3]
Og til veninden Anna Raasløf skrev Andersen den 12. januar 1874:
Dr. Hornemann siger, at Foraaret vil bringe Alt i god Orden: Lever og Nerver, Gigt og Stakaandethed; men det Samme sagde han ogsaa ifjor paa denne Tid. Det er imidlertid kun Legemet, der er svagt; Aanden er frisk og flink. Men skrive Noget kan jeg ikke; Eventyrets Musa vil intet Besøg aflægge. Det anstrænger mig at skrive, selv at skrive Breve; tilgiv derfor, at dette er saa let og indholdsløst![4]
Det er sigende, at den svækkelse, der ramte Andersen, både hvad angik kroppens rørighed og sindets litterære virksomhed, ikke forringede hans åndsevner: Andersen skrev ligeud, at ”Aanden er frisk og flink”. Men på trods af det smukke sprog i brevene og dagbøgerne fra tiden virker det, som om Andersen ikke havde de fysiske kræfter til at komme ”i Stemning”, som han kaldte det, dvs. at bruge åndsfriskheden litterært. Tager man i betragtning, at Andersen hyppigt sammenknyttede inspiration og litterær virksomhed med fysisk bevægelse, f.eks. rejser, gåture, teaterbesøg og selskabelighed, er det heller ikke uforståeligt, at den litterære produktion forsvinder med den tiltagende immobilitet og isolation.
Det er dog værd at bemærke, at Andersen alligevel ikke gik i stå kreativt. Nok magtede han ikke at arbejde litterært, men inden for billedkunsten udfoldede han sig “frisk og flink”. Andersens store skærmbræt er en kunstnerisk præstation, som det tog ham over fem måneder at udarbejde. Arbejdet med billeder synes ikke at have været nær så anstrengende at beskæftige sig med: ”Mit Skjermbræt tager en heel Deel Tid fra mig, men jeg er jo ikke i Stemning til Digtning, bliver træt af at skrive Breve og at læse i hver Time, saa er Skjermbrættet altid en Beskjæftigelse”, skriver Andersen i et brev til sin unge ven, cand.theol. Mathias Weber.[5]
Ideen til at lave et skærmbræt med decoupager fik liv, da Andersen om aftenen den 8. marts 1873 modtog et dekoreret skærmbræt af Wanda Danneskiold-Samsøe. I det ovenfor citerede brev til hende fra dagen efter skrev Andersen:
At jeg ogsaa hos Deres Naade har været i trofast deeltagende Tanke fik jeg iaftes det smukkeste Syn for. De sagde, for neppe Aar siden, da jeg saae og beundrede et Skjærmbrædt de med Smag og stor Kunstnerisk Tanke havde udsmykket med brogede Billeder, at jeg skulde erholde et lignende; jeg maae tilstaae jeg turde ikke ret troe der paa, thi jeg fandt det var en alfor stor Gave, et Arbeide, en Tids Anvendelse, noget Altformeget at forunde mig, og saa erholder jeg dog, og det saa snart, dette nydelige Arbeide, der vil, naar Vorherre har kaldt mig, erindre om hvor venligt og smukt Digteren er blevet glædet. Jeg var igaar lidende, havde Smerter og tungt Sind iaftes, da Deres Naades lille Kunstværk kom til mig, jeg kunde ikke takke nok i klare hjertelig[e] Ord, men i Dag har jeg det bedre, Skjermen staaer foran mig i min Stue, det er som et stort Blad fra Drømmenes Rige, Billederne glide saa let og levende i hinanden, det er en heel Digtning.
Det skærmbræt, som Andersen i brevet nævner, han så året forinden, er det skærmbræt, der befinder sig på herregården Holsteinborg, hvor det fejlagtigt er tilskrevet Andersen. Den rette kunstner bag skærmen er Wanda Danneskiold-Samsøe, der udfærdigede den som fødselsdagsgave til sin søster Mimi Holstein-Holsteinborg den 5. februar 1872.[6] Den tofløjede skærm, som Wanda Danneskiold-Samsøe efterfølgende lavede til Andersen, og som han takker for i brevet, befinder sig i dag i H.C. Andersens Hus.
Ifølge dagbogen indledte Andersen arbejdet med sin store skærm den 1. december 1873. Her noterer Andersen nemlig i sin dagbog, at han hele aftenen har siddet og ”klippet Billeder til rette for” skærmbrættet. De efterfølgende dage blev brugt til at udklippe billeder fra forskellige publikationer, heriblandt engelske, som han modtog af sin forlægger Reitzel, illustrerede blade fra Dorothea Melchior og Illustreret Tidende fra forlægger Delblanco. Fra hoffotograf Georg E. Hansen modtog Andersen også en mængde fotografier af danske personer.
Selve skærmbrættet, der kostede 11 rigsdalere, modtog Andersen fra snedkeren den 17. december. Det kom dog til at volde problemer. Arbejdet var udført dårligt; lærredet var ikke ordentligt opspændt og begyndte at slå revner. Det ringe arbejde satte projektet i stå.
Andersen måtte opgive det decoupagearbejde, han havde påbegyndt i januar 1874. Danmarks-decoupagen måtte han forsøge så godt som muligt at rive fra lærredet, og skærmen sendte han efterfølgende til sin sadelmager i februar 1874 for at få bedre og ordentligt fastgjorte lærreder.
Studerer man Andersens skærmbræt nøje, ser man, at decoupagerne på hver fløj er sammenstykket af større decoupageelementer. Andersen har lavet forskellige flader af decoupager, og siden er disse større flader klistret på lærredet. Arrangementet af de enkelte decoupager på skærmens otte sider må man derfor forestille sig komponeret forud for opklæbningen, og Andersen kunne derfor, mens skærmen blev repareret, arbejde med de decoupager, der skulle sammenstykkes og påklistres lærrederne, når skærmen kom retur i slutningen af februar.
Skærmbrættet stod i det store hele færdig til fremvisning på Andersens fødselsdag den 2. april 1874, hvor kronprins Frederik (VIII) overraskede Andersen med sin visit. Da stod skærmbrættet i Andersens soveværelse foran hans seng, og kronprinsen bar derfor skærmbrættet fra soveværelset ind i stuen for dér på passende vis at studere det. Andersens skærmbrætsarbejde havde vakt omtale, og han modtog adskillige besøg af venner og bekendte, der ville beskue arbejdet. Kapelmester ved Det Kongelige Teater H.S. Paulli – komponisten bag den fine melodi til ”Lille Viggo, vil Du ride Ranke?” – var henrykt: ”Mit Skjermbræt kaldte han et heelt Eventyr, ønskede at hvert Blad maatte blive photographeret; det var værd at udstilles, sagde han, det var bedre end Meget af det man saae paa [Charlottenborg-]Udstillingen”, skrev Andersen i sin dagbog den 3. maj 1874.
Den firfløjede skærms otte store decoupager er med årene efter Andersens død blevet navngivet på forskellig vis. I sit brev til Mathias Weber 8. februar 1874 fortæller Andersen dog i detaljer om decoupagearbejdet, som da næsten er færdiggjort på skærmens ene side:
Jeg har nu snart de fire Sider færdig, paa den første, erindrer De, har jeg tilklippet og klistret med Billeder der give eet Billed af Aarstiderne, paa den anden Side er det nye Theater med en Skare af Digteres, Skuespillerinders og Skuespilleres Portrætter; den tredie Side, er heelt dansk, dansk Natur, berømte danske Mænd, Blomster, Genier Flag & den fjerde giver Billeder fra Norge og Sverrig.[7]
Af brevet til Mathias Weber fremgår det tydeligt, at den decoupage, som man i 146 år ikke har kunnet tyde og derfor fra tid til anden har kaldt for ”Brogede Billeder” eller ”Barndommen”, skal benævnes, som Andersen selv skriver: ”Aarstiderne”. Denne decoupage indeholder da også billeder af årstidernes vekslen: Allerøverst ses en gudeskikkelse, himlen og engle.[8] Efterfølgende vinterscenerier, efterårsbilleder, sommer og forår. I midten ses en gengivelse af Paul Delaroches maleri af Moses, der bliver sat ud på Nilen, og nederst til højre ses en gengivelse af Elisabeth Jerichau-Baumanns maleri Moderkjærlighed.[9] Den hele decoupage favner livet i kristen optik og i årscyklens metafor.
Af brevet til Mathias Weber fremgår det også, at billederne har en rækkefølge. Som det ses på billedet af skærmen, følger decoupagernes orden den, som Andersen beskriver i brevet. Decoupagerne på den store skærm har således en rækkefølge begyndende med ”Aarstiderne” og ”det nye Theater” – herefter ”Danmark” og ”Norge og Sverrig”. Det videre arbejde har bestået i at dekorere skærmens modsatte side, hvorfor rækkefølgen bliver: ”Tyskland”, ”Frankrig”, ”England” og til sidst decoupagen med de orientalske motiver.
At Andersen havde tænkt sig en rækkefølge decoupagerne imellem bestyrkes af, at ”Aarstiderne” er den eneste collage, der rummer grafiske tegn: Midt i decoupagen har Andersen udklippet og påklistret årstallet 1874, hvorved denne decoupage stilistisk minder om et titelblad i en bog. I den forstand indledes billedrækken med forestillingernes skueplads, Det Kongelige Teater,[10] og afsluttes med det ubekendte land.
Med rækkefølgen aner man konturerne af en fortælling om de store skikkelser, tænkere og kunstnere, der på forskellig vis havde sat sit præg på Andersen: I Danmark står kongehuset naturligvis som centrum, men den øverst placerede person er dog Thorvaldsen; i den norsk/svenske decoupage er det kong Karl XIV ( Jean-Baptiste Bernadotte, prinsen af Ponte-Corvo), der har den centrale placering. Fra ham modtog H.C. Andersen sin første hædersbevisning, den svenske fortjenstmedalje i guld fra 1843. At Jenny Lind ikke har en særlig central placering skyldes nok, at Andersen først den 4. maj 1874 fik hendes portræt.[11] På Tysklandscollagen er rytterstatuen af Frederik den Store centralt placeret. På hans venstre side ses Kejser Wilhelm I og Bismarck, mens Henrik Steffens, Hegel, Herder og Schiller figurerer på den store oplysningskonges højre side.
Frankrigs-decoupagens højest placerede person er naturligvis Napoleon Bonaparte – ”den mærkeligste Mand i min Tid; min Fader havde været begeistret for ham, hjemme var han altid nævnet som en Gud”,[12] og den øverst placerede kunstner er – heller ikke så overraskende – Molière. I Englands-decoupagen gentager mønstret sig: Kongehuset øverst og dernæst – omkranset af Vilhelm Pedersens illustrationer til ”Tommelise”, ”Den lille Havfrue”, ”Elverhøj” og titelbladsillustrationen med englen, der blæser sæbebobler – Shakespeare. Sekvensen af decoupager – begyndende med guds verden og årstiderne, menneskenes forestillingsverden, nationers mægtige herskere og genier og en – delig ukendte egne – giver anelser om en historie, der kunne have antaget karakter af de fortællinger, vi kender fra f.eks. ”Ærens Tornevej”, ”Det ny Aarhundredes Musa” og ”Gudfaders Billedbog”.
Andersens skærmbræt er et storslået og smukt komponeret billedværk, men billedværket er samtidig et monument for afslutningen på Andersens forfatterskab. Det er kun billederne i deres indbyrdes forbindelser, der er tilbage, skærmen er et stort skelet, der mangler ord.
Man fristes til at drage en parallel mellem skærmbrættets decoupager og Andersens mange rejsetegninger fra Rom og Italien i 1833-34. Dengang blev de mange tegninger også gjort i en periode, hvor H.C. Andersen ikke havde kræfter til at udfolde sig litterært. Årsagen til denne kraftesløshed lå i det uhyggeligt kolde brev, Andersen modtog af sin ven Edvard Collin i Rom den 6. januar 1834, hvor han på det grusomste blev nedrakket som menneske og forfatter: ”Han meldte mig min Æres Død … Det rystede min Sjæl saa dybt, jeg blev saaledes overvældet at al min Følelse forgik”, skrev Andersen dengang i sin dagbog.[13] Med denne psykiske svækkelse indledtes den største pause i H.C. Andersens litterære virksomhed, og det var netop i denne tavse periode, at Andersens tegneaktivitet var på sit allerhøjeste. Disse tegninger fra Italiensrejsen kaldte H.C. Andersen for skeletter, som fantasien senere skulle illuminere, og mange af dem danner direkte forlæg for de maleriske beskrivelser, vi finder i rejsens litterære udbytte, romanen Improvisatoren (1835).
Det store skærmbræt er H.C. Andersens største billedkunstneriske værk. Det er usædvanligt smukt komponeret, men det er – på samme måde som de mange rejsetegninger – et værk, der er udført under en svækkelse, der forhindrede forfatteren i at udtrykke sig litterært – et ufuldendt litterært værk. Han magtede at sammenstykke billederne til en poetisk idé, men magtede ikke at illuminere dem med ord og digtning. Selv udtrykte H.C. Andersen det således:
… noget digterisk Arbeide har jeg ikke havdt Tanke til; min eneste Beskjæftigelse har været at lave et Skjermbræt … Jeg har søgt at lægge en poetisk Idee eller en historisk Fremstilling ind i hvert Blad og man siger at det Hele er som et stort broget Eventyr. Men hellere vilde jeg med Pen og Blæk have bragt et saadant paa Papiret end her kun at udklippe Billeder og stille disse sammen i min Tankeforbindelse.[14]
