Trods de tusinder af oldfund, som gennem tiden er fremdraget af Danmarks agre og moser, synes jorden dog uudtømmelig. Det ser ud, som rummer den en skat, en reservefond, på hvis midler der neppe nok tæres. Der tænkes ikke hermed på de talrige fredede gravhøje, som så mange steder, ikke mindst i Jylland, giver landskabet perspektiv langt tilbage i tid – de er fredede og bør ikke røres af nogen – men på de titusinder af oldtidsminder, som gennem århundreder ved landbrugets stigende intensitet er blevet sløjfede og overpløjede. Herom kan vi ganske godt snakke med på Fyn, desværre.
Men at en høj er overpløjet, betyder jo ikke nødvendigvis, at det, den i oldtiden hvælvedes over, også er gået til grunde, for gravene er tit anlagte på eller i den gamle markflade under højen, hvor ploven endnu ikke er nået ned.
En sådan overpløjet høj med bevarede grave fik Fyns Stiftsmuseum lejlighed til at undersøge i september 1950. I Håstrup og Jordløse sogne strækker sig i retning nv.-sø. et anseligt højdedrag, fra hvis top man har den prægtigste udsigt mod vest over Helnæsbugten. Her findes, på matr. nr. 170 af Håstrup nær skellet til Jordløse, to i gammel tid overpløjede høje, og i toppen af den største, som endnu hæver sig tydeligt over det omliggende terræn, var man under pløjning stødt på en flad sandstenshelle, der dækkede over et lille aflangt firesidet kammer, kun 50 cm langt. Ejeren, gårdmand Anders Jensen i Håstrup, gennemsøgte kammeret og fandt også i resterne af en benfyldt urne flere småting af bronze. Heldigvis telefonerede hr. Jensen omgående til Stiftsmuseet, som derved fik lejlighed til en nøjere undersøgelse både af denne særligt interessante grav og af de øvrige otte, som siden viste sig at findes i højen.
Men vi gemmer nu denne grav til senere og ser først på, hvad der i øvrigt fandtes i højen. Jorden blev gennemgravet i godt en meters dybde helt ned til undergrundsleret, og herved afdækkedes højens grundplan. Den har oprindelig målt 13 m, svarende til tværmålet af en cirkelrund kreds af temmelig store randsten, hver enkelt noget over mands byrde. Stenene var lagt på den gamle markflade og har engang været synlige i højens fod.
Inden for denne velbevarede stenkreds fandtes nu de øvrige otte urnegrave, ikke i nogen bestemt indbyrdes orden, men, så det ud til, temmelig tilfældigt anbragte. De fleste var beskyttede af et lille, mere eller mindre omhyggeligt sat kammer af simple runde eller udkløvede marksten som graven nr. 4 på fig. 1. Urnen, hvis indre var dækket af en lille søndret skål af ler, rummede den dødes brændte ben, og oven på dem var lagt den smukke bronzekniv, fig. 4.
Graven nr. 4 er ganske typisk, og der vil derfor ikke for de øvrige være grund til at gå i enkeltheder, som også kan søges i listen over gravene og deres indhold anført efter denne artikel. Kun vil vi et øjeblik standse ved graven nr. 9. Også her dækkede et lille kammer, men med særlig tyndt udkløvede side- og dæksten, en urne, fig. 2h, som stod på en tynd bundhelle og var halvt fyldt med hvidbrændte ben. Oven på dem lå som gravgave bronzenålen, fig. 4, med et lille profileret hovede. Denne grav stod på selve højbunden, dog ikke direkte på den gamle markmuld, for lige under kammerets bundhelle blottedes et stort, rundt, 3-4 cm tykt lag af trækul og aske. I laget blev der fundet enkelte stykker brændte ben. Her må da uden tvivl selve stedet være, hvor ligbrændingen fandt sted. Efter denne opsamledes de brændte ben omhyggeligt og nedlagdes efter rådende skik rene og hvide i urnen.
Et lignende bållag fandtes også under den første grav, som vi nu vil vende tilbage til. Urnen i kammeret og den dækkende skål var jo blevet slået i stykker, men heldigvis har urnen siden kunnet fuldt restaureres. Under restaureringen kunde det ses, at dens yderside fra bund til munding er besmurt med et tyndt lag harpiks. Men anvendelse af harpiks til tætning mellem urne og låg er noget ganske almindeligt i bronzealderen; derimod er det mere overraskende, at der her i harpikslaget ses tydelige aftryk af tøj, så tydelige, at de enkelte masker let kan skelnes. Nu ville heldet tilmed, at flere brudstykker af dette tøjhylle om urnen er bevaret, fig. 3, og stumpen af en bronzenål i et af dem angiver, hvorledes tøjet har været fæstnet om karret.
Det er vævet af finspunden uld, og trådene er så fine, at der på en centimeter kan tælles 8 à 9. På tøjstykket ses en randbort forskellig fra hovedmønstret, og til dette selv er knyttet en ganske særlig interesse. Væveeksperten, dr. phil. Margrethe Hald, som fik oversendt et fotografi af tøjstykkerne, siger nemlig herom, at vi med disse tekstilstykker står over for det ældst kendte eksempel i Norden på det særlige vævemønster, som kaldes kiperen, et mere indviklet, men samtidig også mere levende mønster end de simple og grove toskaftvævede tøjer, vi har bevaret i den ældre bronzealders berømte dragtfund. Kiperen kender vi ganske vist i danske oldfund, men først fra jernalderen. I sin doktordisputats[1] antager dr. Hald, at de kiprede stoffer er kommet til Norden fra sydøst i den yngre bronzealder, og herpå giver denne grav nu en smuk og kærkommen bekræftelse ved sit indhold af oldsager.
Disse må høre til et mandsudstyr og er efter ligbrændingen nedlagt på benene i urnen – for os mærkelige at se til, men i bronzealderen ganske almindelige sager knyttet til livets mest dagligdags handlinger. Sagerne er gengivet på fig 3, der viser: en halvmåneformet ragekniv af bronze, hvis øverste hjørner munder ud i elegant S-slyngede fuglehalse, som hver ender i et brednæbbet hovede. Dernæst en øreske og en neglerenser med snoet skaft sammenholdt af en lille ring, samt en lang, smal pincet af jern, til hvilken er fastrustet en aflang glasperle af usædvanlig form med fire runde knopper på midten. Af jern er også en kun delvist bevaret »svanehalsnål« med et lille profileret hovede og endelig en fladagtig ring af rav, der, ligesom nålen, har hørt til dragten.
Disse sager daterer fundet klart til bronzealderens slutfase, den sjette periode ved midten af det sidste årtusind f. Kr. Selve jernsagerne viser jo en begyndende ny metaltid, men også oldsagerne er i sig selv sene typer. Det gælder ikke mindst kniven med fuglehovederne. Den er sikkert fremstillet her i Danmark, men stilelementet: dyrehovedet på slangehals, er fremmed. Det hører til en kulturstrømning, som udgik fra alpeegnene, hvor Hallstattkulturen – opkaldt efter findestedet for en stor gravplads i Østrig – udfoldede sig rigt over vidtstrakte områder og også fik stærk indflydelse på metalprodukterne i den nordiske bronzealder, navnlig i slutperioden.
Også i vor yngre bronzealders pottemagerarbejde møder vi fremmed påvirkning. I sydøst blomstrede i Lausitz en højtstående keramik med smukke ornamenter, som ofte bestod af brede furer og udpressede bukler på karrets skulder. Den lille vase, fig. 2 a, som ikke har sit sidestykke i det nuværende Danmark, viser påvirkningen fra Lausitz på Nordens kar: De brede stående buer er sikkert i degenereret form stilistiske mindelser om de smukke bukkelkar fra Lausitz[2].
På det før nævnte sted i sit værk skriver frk. Hald: »Det er fristende at gætte på, at kendskabet til tidens store vævenyhed, kiperen, er kommet til os fra sydøst«. Tekstilfundet fra Håstrup og de dermed fremdragne sager giver denne antagelse det smukkeste rygstød. I al beskedenhed, men tydeligt nok, viser urnefundene fra Håstrup, at samtidig med, at der herhjemme i Danmark udfoldede sig en hjemmegroet kultur, havde dog landets beboere allerede i disse fjerne dage blikket rettet udad. Gennem livlige handelsforbindelser var også befolkningen på Fyn blevet et lille led i et stort europæisk kulturfællesskab.
