Under den sidste verdenskrigs hårde brændselsnød gravedes der som ingensinde før tusinder af tons op af de danske mosers kostelige tørvemasse, der skulde holde den værste kulde fra døren i de berygtede isvintre under krigen. Også på Fyn gik det løs. Det kan ikke nægtes, at museerne dengang så med en del bekymring på det, som foregik i moserne. Nok blev der her på øen, så vidt gørligt, holdt et vist tilsyn af Fyns Stiftsmuseum, nok blev der af interesserede tørvearbejdere indbragt adskillige udmærkede fund, men desværre tillod det hidsige akkordtempo kun sjældent, at arbejdet standsedes, så at letforgængelige og skøre sager som lerkar, for slet ikke at tale om mange uendeligt skrøbelige og kulturhistorisk vigtige genstande af træ, kunde reddes fra tilintetgørelsen.
Noget bedre stillede sagen sig naturligvis, når de fundne sager var af sten eller metal, og her skal fortælles om en mærkelig og i Norden enestående metalgenstand fra den yngre bronzealder.
Den fremdroges i krigens slutning under tørvearbejde i en lille mose, som ligger 500 m nordvest for den høje Stenlundsbanke, der atter ligger 1 km nordøst for sognebyen Håstrup ved vejen til Vester Hæsinge. Den indbragtes til Stiftsmuseet af S. Skytte Christoffersen, en af disse interesserede lægmænd landet over, hvis opmærksomme øje og føling med fortiden museerne skylder så meget.
Om fundomstændighederne kunne Skytte Christoffersen oplyse, at genstanden har ligget på ca. 5 meters dybde, men noget nærmere kunne desværre ikke siges, da tørvedyndet optoges ved »kætskning« på dybt vand. Og først i æltemaskinen kom stykket for dagens lys, hvor det er blevet klemt mellem knivene og derved har fået en 5 cm lang revne på midten. I maskinen fandtes også fra tid til anden skår af uornamenterede lerkar, som må have stået i mosens nordlige del, hvor også metalstykket fandtes.
Som fig. 1 viser det, består genstanden, der er af bronze med et tyndt overtræk af brunlig mosepatina, af et svært stykke metalblik, lige afskåret bagtil og her godt 12 cm bredt, krummende i længderetningen og fortil tungeformet indsnævret.
Forrest ender det i en bred, kraftig krog med firsidet tværsnit. Pladen er ikke støbt, men omhyggeligt udhamret, hvad der kan ses af hamringsmærker på undersiden. Dens længde er, krogen medregnet, 22 cm. Randene er fortykkede og opbøjede, og parallelt med dem, knap 3 cm inde, ses en kraftig, fra undersiden opdreven vulst. Med denne vulst har man tilsigtet at bryde den brede plades ensformighed, og i samme hensigt er oversiden yderligere dækket af kors-, cirkel- og bueformede figurer, som atter hver består af mange ganske små kredse indpunslede i bronzen med en hulpibe. Endelig findes, men usynlige på fotografiet, både inden for randene og på begge sider langs indervulsten fine liniebånd fremstillet i den teknik, guldsmedene kalder tremolérstik.
Tremolérstikket ses også i korte vinkler på det syvtungede beslag, som afslutter pladen ved den brede ende og fastholdes til denne med tre kraftige nagler afsluttede i runde hoveder. Noget har altså skullet fastholdes til pladen. Men hvad? Mon ikke enden af et læderbælte? Her får vi hjælp af den lille bøjle, som ses til højre på fotografiet. Den består af et 5 mm bredt, hvælvet bronzebånd, gennem hvilket er ført to nagler. Bøjlen er lidt kortere end pladens bredde, men åbenbart kun fordi der engang er brækket lidt af den ved de åbne ender. Ved hjælp af denne bøjle og beslaget på pladen tør vi slutte til sagernes anvendelse. Bagest på beslaget ses et langt, snævert rør. I dette har en nu tabt bronzestang været fæstnet med enderne ombøjet som kroge; omkring stangen bukkede man dernæst læderbæltet og fastgjorde eller lænkede dets ombøjede ende med bøjlens nagler.
Opfatter vi altså pladen som et bælteblik, der har afsluttet et 10-11 cm bredt læderbælte, får dermed også krogen ved pladens anden ende en mening: De har som lukke skullet gribe ind i bæltets modsatte ende, rimeligvis i en ring, og hermed stemmer det godt, at den på indersiden bærer tydelige spor af slid.
Fra Danmarks yngre bronzealder kender vi adskillige eksempler på brede læderbælter, men en bæltehage eller -krog som denne er på nordisk område helt enestående. Vi kan derfor kun efterspore dens ophav i det fremmede og må søge til Mellem- og Sydeuropa. Derfra kom metalkulturens råmaterialer til Danmark, og derfra formidledes ved livlig handel over alpepassene og ad de tyske floder de nævnte egnes mere udarbejdede produkter, f.eks. drevne bronzespande, guldskåle og sværd, til de nordiske lande.
Et berømt område, hvorfra sager i den yngre bronzealder solgtes til Norden, er de mellemeuropæiske egne, hvor fra 700 til 400 f. Kr. den såkaldte Hallstattkultur blomstrede. Men inden for den finder vi ikke sidestykker til bæltepladen fra Håstrup. Derimod forekommer både i Norditalien og Schweiz med omliggende egne tilsvarende stykker, men de er noget ældre end Hallstattkulturen og hører oprindelig hjemme i mellemitalisk tidlig jernalder og er også fundet i Norditalien[1] samt i Schweiz. Benacciperioden, som den kaldes efter ejeren af et findested ved Bologna, strækker sig fra ca. 1000 til 700 f. Kr. Fra dens senere tid og fra den lidt yngre periode, som er opkaldt efter en anden norditaliensk lokalitet, Este, kender vi bælteplader, som står det fynske stykke temmelig nær, og bæltepladen fra Håstrup må da fra Norditalien eller Mellemeuropa være nået til Danmark i slutningen af den nordiske bronzealders femte periode eller i begyndelsen af den sjette, det vil sige engang i det 7. århundrede f. Kr.
