Aastrup I

Kører man ad landevejen mellem Fåborg og Svendborg, passeres en række landsbyer – og heriblandt Aastrup. Lad os gøre holdt her og kigge lidt nærmere på dette typiske eksempel på en nutidig fynsk landsby: På begge sider af den slyngede vej ligger huse af forskelligt udseende og oprindelse – kun et enkelt i gammelt bindingsværk, resten opført af nyere byggematerialer. Ind i mellem et par forretninger – en købmandsbutik med stort, udvidet butikslokale – et nedlagt mejeri, et smedeværksted med skiltet »Aastrup Mekanikerværksted«, og omtrent midt i byen den typiske fynske, hvidkalkede kirke – med ældste del fra den romanske periode. Og omkring kirken en stor, smuk kirkegård. Overfor endnu en kirkegård – med hundredvis af bilvrag! Og i den anden ende af byen det andet vartegn – Aastrup Mølle. Engang en statelig vindmølle bygget i 1800-tallet som afløser for Nakkebølle vandmølle.^[1] I dag uden kalot og vinger – anvendt som møbelforretning med smældende flag og rideheste i fold som »blikfang«.

I landsbyens periferi skimtes et par gårde, bl.a. i det fjerne ved bækken – »Gammel Møllen«. Og endelig er der det for mange af vore landsbyer så typiske, lille parcelhuskvarter – her placeret i et område mellem bilkirkegård og købmand. Endnu er parcelhusenes tal ikke stort, men flere skal til – det mener i hvert fald Fåborg Byråd. Aastrup står nemlig i det for mange landsbyer store problem – hvordan leve videre uden at miste de mest basale servicefunktioner: dagligvareforretninger og skole?

Mekaniseringen i landbruget gennem de sidste 20-30 år og koncentrationen af forædlingsindustrien – f.eks. mejerier og møllerier – har betydet færre og færre arbejdspladser på landet og dermed en vedvarende befolkningsvandring fra land til by. Dette samtidig med, at såvel forretninger som skole skal have et større befolkningsgrundlag for at være »rentable«, gør, at kun de største landsbyer stadig er »levedygtige«. For Aastrups vedkommende er krisen aktuel – bl.a. skolen er i farezonen. Byrådets løsning: flere mennesker skal trækkes til Aastrup – hvordan? – ved at tilbyde billige parcelhusgrunde!

Gennem flere år har kommunen arbejdet med store udstykningsplaner, og i december 1980 kunne man så endelig begynde at realisere nogle af dem. Byggemodningsarbejdet til den store udstykning »Møllehøjen« med 37 grunde til parcelhuse og et område til rækkehuse igangsattes.^[2]

Men Aastrup består af andet end en samling gårde, huse og forretninger beliggende omkring kirken. Forlader vi landevejen og kører ned ad en af de 3 parallelle gyder mod syd – Østergyden, Eskemosegyden eller Nabgyden – møder der os et andet typisk billede for det sydfynske landskab: Store marker – omgivet af stenhegn – og spredt liggende gårde. I alle retninger skimtes tage af enligt liggende gårde. Fra tværvejen, som forbinder de tre gyder, får vi et meget smukt view ud over dette sydfynske kulturlandskab med øhavet i horisonten.

Hvorfor skal netop denne landsby gøres til genstand for en artikel i Fynske Minder? Baggrunden er, at de fynske landsbyundersøgelser – gennemført af Odense Universitet og Fyns Stiftsmuseum fra 1975 – siden 1979 er videreført med bl.a. Aastrup som udgangspunkt, – som repræsentant for de store sydfynske landsbyer beliggende nær kysten.^[3]

Første fase af landsbyundersøgelserne – fra 1975-1979 – havde til formål at beskrive hovedtræk i landsbyudviklingen fra deres anlæggelse og frem til 1600-tallet. Resultaterne heraf har ført til revision af en række hidtidige opfattelser af vore landsbyers historie, men har tillige peget på nødvendigheden af detailundersøgelser med udgangspunkt i landsbyens fysiske udvikling. Hermed menes såvel selve landsbyplanen – gårde og huses form, størrelse og beliggenhed (gårdkontinuitet), veje og indhegninger (tofte-systemets opkomst og udvikling) som de tilhørende landsbymarker (agerland, skov og overdrev), deres omfang, form og brug. Omkring mange af disse punkter ved vi betydeligt mere om den ældre jernalders landsby end om middelalderens og renæssancens. Hvilken form havde gården eksempelvis i middelalderen? Og hvorledes var landsbyplanen på anlæggelsestidspunktet? Således kan stilles en række spørgsmål om den fysiske udvikling, som vi kun meget usikkert hvis overhovedet kan besvare.

Beskrivelse af den fysiske strukturs udvikling er ikke et mål alene i sig selv. Et studium heraf åbner tillige mulighed for at afdække vigtige elementer i vore landsbyers økonomiske og sociale historie. Forhold, som sammen med den fysiske udvikling er nødvendige at kende, for dels at forstå det nuværende bebyggelseslandskab og dels at få et komplet billede af landsbyen i de tidsrum, hvor den ikke blot var en samling gårde og huse, men tillige en økonomisk og social enhed med driftsfællesskab og bylag som vigtige elementer. – I en tid, hvor landsbyens fremtid og indførelse af nye ejendomsfællesskaber debatteres så ofte, er dette af stor interesse.

På denne baggrund udarbejdedes et program for 2. fase af landsby-undersøgelserne omfattende såvel arkæologiske, historiske, kulturgeografiske som naturvidenskabelige metoder. Det arkæologisk/historiske arbejde indledtes allerede i 1979 i forbindelse med de første gårdtomt-undersøgelser, hvorom skal berettes i artiklen »Aastrup II«. Kulturgeografiske og naturvidenskabelige metoder tænkes inddraget bl.a. i forbindelse med ager-undersøgelser fra 1981.^[4]

Men lad os vende tilbage til Aastrup og kigge lidt nærmere på den fysiske struktur i dag og hovedtræk i de umiddelbare forudsætninger, som skabtes gennem udskiftningen fra fællesskabet i 1820’erne.

En nutidig grundplan over selve byen Aastrup ses af fig. 3. Som det fremgår heraf, dominerer hus-bebyggelsen overvældende. Kun i periferien findes større bygningsanlæg i form af gårde. På planen er tillige indtegnet alle planlagte parcelhusgrunde, som ses henholdsvis i landsbyens midte og i den nordlige del.

Vender vi blikker mod Aastrups opland ses et helt andet billede – præget af enkelt-gårde (fig. 4). Gårdene ligger spredt jævnt ud over sognet med de tilhørende marker i umiddelbar tilknytning. Umiddelbart bemærkes de meget planmæssige træk, som kan iagttages i vejføring, indhegninger og gårdenes beliggenhed og fordeling. I flere tilfælde udgør markenhederne regelmæssige firkanter med gårdenes bygninger beliggende centralt. Drifts- og transport-økonomisk må forholdene betegnes som noget nær optimale.

Bag denne høje grad af regelmæssighed ligger et meget omfattende planmæssigt indgreb i kulturlandskabets form gennemført i forbindelse med udskiftningen af landsbyens jorder fra det gamle dyrkningsfællesskab. Udskiftningen i Aastrup betød en total ændring og et radikalt brud ikke blot med det gamle marksystem, men tillige med det gamle bebyggelses-mønster – den tæt bebyggede landsby. Få steder i landet fik udskiftningen en så gennemgribende karakter som her – og den er da også blevet kaldt en af landets bedste.^[5]

Grundelementerne i det nuværende bebyggelseslandskab skabtes således gennem udskiftningen, og forløbet heraf skal i det følgende skildres i form af kort og beskrivelse af henholdsvis landsbyform og marksystem i tiden umiddelbart før 1822 og efter at udflytningen var fuldbyrdet. Grundlaget herfor er godt, idet der findes ikke mindre end to kort over landsby og landsbymark fra 1800-tallets første årtier. I 1811 foretoges en opmåling til brug for den senere matrikel af 1844. Selve kortet blev dog først produceret i 1832, men det indeholder alligevel en række oplysninger om tiden før udskiftningen. Igen i 1817 var landmålerne på spil i området. Denne gang gjaldt det opmåling med henblik på den forestående udskiftning. Dette kort udfærdigedes i 1822, samme år som selve nyopdelingen af landsbyens jorder fandt sted. Tillige er selve udskiftningsforretningen bevaret, hvori væsentlige elementer i forløbet er beskrevet.^[6]

Aastrup før udskiftningen

Landsbyen er nævnt i de skriftlige kilder første gang i 1419 med navneformen Ostrop.^[7] I løbet af 1400- og 1500-tallet omtales flere gange enkelte gårde i landsbyen, men vi skal helt frem til 1589, da biskop Jacob Madsen besøgte sognet, for at få oplysninger om landsbyens størrelse. Biskop Madsen nævner 40 tiendeydende bønder i sognet og tillige 2 vandmøller.^[8] Fra dette tal skal trækkes bønderne på den lille ø Svelmø, og muligvis har to bønder i nogle tilfælde været sammen om én gård. Et gårdtal på mellem 30-35 er nok mest sandsynlig.

I matriklerne 1664 og 1688 opregnes henholdsvis 30 og 35 gårde og dertil et antal huse. Gårdenes tal reduceredes i 1700-tallet til 28 og yderligere til 27 i århundredets sidste halvdel.^[9]

Medens Aastrups gårde i middelalderen var spredt på en række ejere – kronen, godset Broholm, Fåborg kloster o.a. -, lykkedes det for den umiddelbart uden for byen beliggende herregård Nakkebølle at erhverve samtlige gårde inden 1664. Nakkebølle beholdt hele landsbyen frem til midten af 1800-tallet, hvor overgangen til selveje fandt sted. Samtidig med gårdreduktionen i 1700-tallet gennemførtes en omfordeling af de enkelte gårdes jordtilliggende således, at alle gårde gjordes lige store – egaliseredes -, ifølge Nakkebølle gods jordebøger til 27 gårde à 6 tdr. hartkorn.^[10]

Landsbyens udseende i tiden umiddelbart før udskiftningen ses af grundplanen fig. 5, som er en udtegning fra udskiftningskortet opmålt i 1817. Formen er meget irregulær. Gårde og huse ligger spredt omkring veje og gyder, dog med en særlig kerne umiddelbart nord for kirken. Lidt uden for byen – nordligst – ligger gården »Gammel Mølle«. Indtil 1600-tallets midte var den landsbyens vandmølle, men herefter flyttedes driften til den nærliggende Nakkebølle mølle.^[11]

I modsætning til matrikelkortet fra 1811/32 synes landmåleren her at have søgt at fremstille de enkelte gårdes korrekte grundplan. I stedet for blotte gårdsignaturer (åbne firkanter, som kendes fra mange udskiftnings/matrikelkort) er hver gård udført med særlige karakteristika, som må forudsætte en tilstræbt nøjagtighed. Hovedparten af gårdene er firlængede, men med forskellig længe-længde.

Et supplement til kortets oplysninger om landsbyens bygninger kan fås i en af de få bevarede brandtaksationer fra 1700-tallet. I 1773 gennemgik brandinspektøren samtlige bygninger og udarbejdede en taksationsbog, hvori opregnes fæsterens navn, antal længer, disses verdenshjørne-placering, størrelse regnet i bygningsfag (fag = afstand mellem 2 bærende vægstolper, normalt 2-2‘A alen) og vurderingssum.^[12] Denne taksationsbog er en væsentlig kilde til skildring af landsbyens gårde og huse og variationerne heri. Den bekræfter, at hovedparten af gårdene var firlængede, men med stor variation i længernes fagtal, f.eks. gård nr. 20 med 11 fag stuehus i nord, en lade i øst på 12 fag, en i syd på 20 fag og endelig en lade i vest på kun 6 fag hus. Gårdstørrelserne varierer mellem 40 og 74 fag, dog med hovedparten omkring 50-60 fag. Grunden til udsvingene i bygningsomfang trods samme jordtilliggende skal formentlig forklares ved, at ligheden målt i tdr. hartkorn realiseredes blot en snes år før brandtaksationen.^[13]

Lad os forlade de tætliggende gårde og huse i den gamle landsby og kigge lidt nærmere på landsbymarkerne. Indledningsvis skal bemærkes Aastrup bys meget acentrale placering i ejerlavet. Man får umiddelbart en fornemmelse af, at Aastrups bønder ved anlæggelsen – i sen vikingetid eller begyndelsen af middelalderen – bevidst har søgt en så fjern placering fra kysten som muligt – med store transport-besværligheder som prisen.^[14] Mon ikke vendernes hærgen langs de sydvendte kyster skal forklare denne tilsyneladende irrationelle beliggenhed?

Et indblik i marksystemet i tiden umiddelbart før udskiftningen kan fås ved nøje at studere de overleverede kort fra 1800-tallets begyndelse. Fig. 6 viser en udtegning af hovedelementer i Aastrups bymark. Denne var opdelt i 5 hovedlodder, vange, hvoraf de vigtigste – Østermarken, Mellemmarken og Vestermarken – formentlig er de oprindelige vange i et traditionelt 3-vangsbrug med rotationen vårsæd, vintersæd og brak. I 1700-tallet er inddraget 2 vange yderligere – Nedermarken og Årlig-marken. Begge er typiske gamle overdrevsområder, dels ved kysten langt fra landsbyen og dels ved det ret lavt beliggende engprægede område ved bækken mod nord.

Hver vang er igen opdelt i en række mindre jordlodder – åse – af vidt forskellig størrelse og form. Oftest er afgrænsningerne naturlige skel i terrænet – f.eks. eng- og moseområder. I den forbindelse skal bemærkes, at udyrkbare jorder på den tid udgjorde et ret stort omfang. Når man i dag kører rundt i det sydfynske landskab, er kun få områder ude af landbrugsdrift. Den intensive dræning startende i forrige århundrede og intensiveret i begyndelsen af dette århundrede samtidig med udretning af vandløb osv. har sænket grundvandet betydeligt. Lavtliggende områder er i dag sjældent en hindring for agerbrug, men før dræningen var vand og fugtighed et stort problem for udnyttelsen af jorden.

Forsøg på at løse fugtigheds-problemerne ligger formentlig bag den form for underopdeling af åsene, som mødes i form af de såkaldte »højryggede agre«. Hver ås udgjordes nemlig af en række lange, smalle agerstrimler af oftest 8-12 m’s bredde og med stærkt varierende længde – i Aastrup fra ca. 100-650 m. Hver agerstrimmel fremtrådte som en muld-fyldt ryg, og landskabets overflade lignede et »vaskebrædt«. Formålet med oppløjningen i rygge er endnu ikke ganske klarlagt, men dræningshensyn – »renerne« (fordybningerne mellem ryggene) som mulige afløb – har sikkert spillet en væsentlig rolle. Renerne fungerede tillige som adskillelse mellem de enkelte agre.

De gamle »højryggede agre« er nu sløjfet gennem moderne markdrift, men ved hjælp af luftfotos kan de stadig spores i terrænet, og i mange skovområder – bl.a. i Brahetrolleborg-skovene – ligger de endnu intakte, se fig. 7.

Landsbymarken var således opdelt i 5 vange, disse igen i sammenlagt over hundrede åse og hver ås igen i et antal »højryggede agre« varierende mellem 5 og nær hundrede. Alle disse agerstrimler var fordelt på de 27 gårde og de få husmandsbrug. Hver gård havde ikke sin jord samlet, men tværtimod agre i alle vange og for de fleste tillige i alle åse, ja endog ofte flere steder i hver ås. Det vil sige, at en fæstegård kunne have sin jord fordelt på langt over hundrede forskellige steder inden for bymarken. At hver ager ikke dyrkedes selvstændigt, men indgik i fællesdriften, har selvfølgelig gjort systemet lettere at håndtere. De mange åse og de store afstande kan dog næppe – set med vore øjne – have været særlig økonomisk, og systemet forekommer unødigt kompliceret. I 1700-tallet er det da også blevet så kompliceret og urentabelt, at det brydes generelt over hele landet i forbindelse med udskiftningen. Til Aastrup nåede denne proces først i 1822.

Udskiftningen i Aastrup

Den 7. september 1822 mødte Landvæsenscommisionen for Svendborg Amt op i Aastrup by for at foretage den endelige nyopdeling af landsbyens jorder. Forinden var – som tidligere nævnt – udarbejdet et kort over landsby og landsbymark med indtegnede veje, vangeskel (stendiger), eng- og moseområder. Landmålerens opgave var nu at skabe en mere rationel agerfordeling primært bygget op omkring de 27 gårde. Hver gård skulle have tildelt samme areal målt i antal hartkorn, hvilket vil sige, at hvis jorden var god skulle arealet være mindre end på steder, hvor jorden var af ringere kvalitet. I forbindelse med opmålingen i 1811 var udarbejdet en oversigt over jordens bonitet opregnet efter en 24-skala, hvor bedste jord havde højeste numeriske værdi.

Landinspektør Rasmussen – der varetog udskiftningen i Aastrup – valgte at bryde med det gamle system – at se bort fra de gamle, snoede veje, fra de store med møjsommeligt besvær satte stenhegn, fra landsbyens mange bygninger – og skitserede i stedet et helt nyt mønster bygget op omkring 27 firkanter af varierende størrelse (af hensyn til jordkvaliteten) og 5 nye veje. Vejen mellem Aastrup by og sogneskellet mod vest skulle lægges om, og mod syd anlægges 3 parallelle gyder forbundet nær kysten med en tværvej. Landsbyens gårde skulle herefter flyttes til hver sin parcel, således at afstanden mellem bygninger og tilhørende jord blev mindst mulig. Resultatet af planen ses af udskiftningskortet fig. 8.

Aastrup bys acentrale placering betød, at kun 5 af landsbyens ialt 27 gårde kunne blive liggende – en omfattende gårdudflytning var konsekvensen af udskiftningsplanen. Tilbage i byen blev – foruden de 5 gårde i periferien – kirken, nogle huse og husmandsbrug, som fik jordlodder i den gamle landsbytomt, se fig. 9. Da lokalhistorikeren Rasmussen Søkilde besøgte landsbyen i 1800-tallets sidste halvdel, lignede den en spøgelsesby – med intakte veje, gyder og stendiger, men kun med få bygninger og meget lidt liv.^[15] Først med nybyggeri i dette århundrede ændredes dette, omend bebyggelsesgraden endnu ikke har samme udstrækning som før 1822.

Efter at landinspektørens plan for udstykningen var vedtaget, bad ejeren af Aastrup, proprietær van Deurs fra Nakkebølle, om, at der måtte foretages en lodtrækning om de 27 nye gårdlodder. Hver lod fik et lodtrækningsnr. fra 1-27, og fæstebønderne kunne herefter trække lod om deres fremtidige skæbne: slippe for at flytte fra landsbyen – få rimelig god jord – eller risikere en parcel fjernt fra landsbyen på dårligste jord? Resultatet af lodtrækningen fremgår af bilagslisten.

Som nævnt fik 5 gårde lov at blive tilbage i landsbyen. Fæsterne af disse trak ikke deres egen gård, men alligevel lykkedes det for Marcar Rasmussen i gård nr. 3 at blive boende. Forklaringen er, at han byttede gård med Henrik Nielsen fra gård nr. 23. Henrik Nielsen trak lod nr. 25 (Marcar Rasmussens gård), medens Marcar Rasmussen trak lod nr. 24 – »Gammel Møllen«, som også fik lov at blive liggende i byen. Da Henrik Nielsen under alle omstændigheder skulle flytte til en ny gård i byen, besluttede de i fællesskab, at Henrik Nielsen fik »Gammel Møllen«, medens Marcar Rasmussen kunne blive på sin egen gård. Hvad denne handel har kostet, melder historien intet om!

For 22 af gårdfæsterne var der dog ingen pardon. Et større flyttearbejde måtte påbegyndes – nye bygninger skulle hurtigt rejses, de nye lodder indhegnes og en tiltrængt jordforbedring med en stensamling og dræning påbegyndes. Lokalt fortælles, at fæsteren i gård nr. 11 græd, da han trak sin lod på overdrevet Bogentved nær skellet mod Katterød. Jorden er her meget stenfyldt, og endnu i dag sankes store mængder sten, hvilket de fint satte stendynger langs markskellene bevidner. Bogentvedgårds nye fæster Rasmus Hansen Skade døde kun 7 år efter lodtrækningen i en alder af 54 år. Formentlig sled han sig op på stenene! De øvrige udflytter-bønder døde i langt højere aldre på 70-80 år, ja endog nogle over 90.

Gårdene dominerede billedet af Aastrups bebyggelse omkring år 1800, men landsbyen bestod også af en række huse med eller uden jord. Nogle blev tilbage i landsbyen og fik jord der, andre tildeltes små lodder i bymarkens periferi, dels ved kysten nær lokaliteten Nab, dels ved landevejen mod Fåborg nær skellet til Katterød. Skolen flyttedes fra beliggenheden ved kirken mod syd, til midt på Eskemosegyden, og ved samme lejlighed udvidedes kirkegården. I udskiftningsforretningen fastsættes tillige, hvilke andele gårdene havde i byens grus- og tørvegrave samt adgangen til at tage f.eks. frugttræer med fra de gamle haver. Hele denne nyordning af såvel marker som bebyggelse forventedes ifølge udskiftningsforretningen at være afsluttet på knap 4 år – inden 1. maj 1826. At udskiftningen først afsluttedes i næste årti er en helt anden sag, som bl.a. skyldtes ejerskifte på Nakkebølle.

Ser man bort fra de landbrugsøkonomiske motiver, ligner denne udflytning på mange punkter en moderne saneringsplan. De tætliggende bygninger – med stor brandfare – fjernes og nye bygges fritliggende uden for byen. Tilbage bliver en ret åben bebyggelse bestående af enkelte store bygningskomplekser (gårde) og et antal enligt liggende huse omkring kirken.

Som det fremgår af de to kort, fig. 6 og 8, betød udskiftningen en gennemgribende ændring af kulturlandskabet: Fra mange små jordlodder opdelt i »højryggede agre« adskilt af et stort antal udyrkbare arealer og med bebyggelsen koncentreret i en tæt bebygget landsby til en spredt bebyggelse med store regulære jordlodder omkring hver gård. At omfordelingen fik et så fint resultat skyldes formentlige flere faktorer. Landsbyens acentrale placering i ejerlavet begrænsede muligheden for mindre drastige indgreb, og dertil kom, at landsbyen kun havde en ejer – godset Nakkebølle -, at udskiftningen fandt sted forholdsvis sent, hvorfor stor erfaring hermed var opnået hos landinspektøren, og endelig at modstanden hos fæstebønderne var begrænset. Fordelene ved landbrugsreformen var umiddelbare i denne opgangstid for landbrugets vareafsætning.

Udskiftningen af fællesskabet og den omfattende udflytning betød et endeligt brud med det gamle landsby-samfund bygget op omkring en række økonomiske og sociale forhold. Fællesskabets tid var slut, nu måtte hver fæstebonde klare sin egen jordlod, og en generation senere kunne han tillige tale om »sin egen jord« – overgangen til selveje fandt sted. Når man i debatten om landbruget i dag så ofte hører om den urgamle tradition for selveje i dansk landbrug, ja så kan man nok undre sig over, at man så hurtigt har glemt, at hovedparten af vore gårde var i fæste gennem middelalder og renæssance – helt frem til forrige århundrede. Om selveje eksisterede i rigt mål før middelalderen – i vikingetid – er en helt anden sag, som nok bør undersøges nærmere.

Når man i dag står og kigger udover det planmæssigt udlagte landbrugsland omkring Aastrup, forstår man godt – med rod i en moderne økonomisk opfattelse – bevæggrundene bag det slidsomme job at bryde gamle veje op, anlægge nye, flytte stenhegn, bygninger, husgeråd og kaste sig ud i en omfattende jordforbedring. Efterkommerne af udflytterbønderne har i hvert fald tilfulde kunnet høste frugten af denne indsats. Men spørgsmålet melder sig da, hvorfor var det foregående system så kompliceret og set med vore øjne urentabelt? Forudsætningerne har selvfølgelig i nogen udstrækning været anderledes, men hovedforklaringen skal formentlig findes i en stadig omformning af et oprindeligt system, som var rationelt i forhold til den datidige driftsform.

Spørgsmålet om opkomsten af middelalderens og renæssancens ager- og driftssystem er blevet meget aktuelt i de senere år, hvor en ny erkendelse om generel flytning af vore landsbyer forud for etableringen i 1000- eller 1100-tallet er nået. Skal disse flytninger finde sin begrundelse i indførelse af »det middelalderlige dyrkningssystem« bygget op omkring vangebrug med åse og inddeling i smalle agre? Endnu kan spørgsmålet kun besvares på et hypotetisk grundlag. Mange informationer om såvel marksystem som landsbyform gennem vikingetid og middelalder mangler for at tegne et billede af udviklingen baseret på et empirisk grundlag. Til trods herfor skal forsøges en »model-skitse« af et tænkeligt forløb:^[16]

I 1000-tallet finder en flytning af landsbyen sted til et mere centralt sted for agerbrug.^[17] I Aastrups tilfælde bliver placeringen acentral på grund af frygten for vendernes hærgen langs kysten.

På tørre og jævne arealer omkring landsbyen udlægges et antal »blokagre«, en eller flere pr. gårdenhed, alt efter hvad terrænet i den umiddelbare nærhed tillader. Hver »blokager« pløjes med plov forsynet med jernskær, men om der tillige er påsat muldfjæl er uvist. Samtidig eller kort tid efter introduceres rotationsdrift med skift mellem afgrøde og brak, og intensiv gødskning gennemføres.

Som følge af befolkningsvækst og de opkommende byers efterspørgsel efter landbrugsvarer i tidlig middelalder øges det dyrkede areal. Nye »blokagre« inddrages, og tillige formentlig antallet af gårde. I nogle områder sprænges rammerne for de gamle landsbyer, nye små torp-landsbyer opstår i bymarkens periferi.

I løbet af 1200- og 1300-tallet introduceres en ny landbrugsteknologi, formentlig som følge af den stadig stigende efterspørgsel. Ideen er »højryggede agre« oppløjet ved hjælp af muldfjælsploven, som kan vende jorden. Fordelen ved de »højryggede agre« er dels dræningshensynet, dels muligheden for at oparbejde et tykkere og bedre muldlag, som er så vigtigt for en forbedret kornproduktion.

Den ny teknologi betyder dog et brud med den gamle agerform – »blokageren«. Denne opdeles nu i en række agerstrimler adskilt af »rener« for hver ca. 8-12 m. Stadig ejes det gamle »blokager«-område af samme ejer, men gennem arvedeling, omfordeling som følge af egaliseringer (lige tildeling af jord/afgifter), nye skiftesystemer osv. opbrydes det gamle ejendomssystem, og de nye »højryggede agre« får forskellige ejere/brugere. Denne udvikling intensiveres i løbet af de følgende århundreder, og gennem nyindtag af jord – nye vange – og omfattende egaliseringer kompliceres systemet yderligere. Således oplever Aastrup en omfordeling af jord fra 1600-tallets slutning og frem til 1700-tallets midte, hvor alle gårde gennem tildeling og fratræk gøres lige store. Denne udvikling gennem flere hundrede år inden for samme grundlæggende driftssystem betyder, at systemet bliver kompliceret og urentabelt. Store afstande, manglende gødskning og jordforbedring samt »træghed« i driftsformen gør, at udbyttet bliver relativt lille i forhold til jordarealet. Rammen for det gamle system er overskredet – en forøgelse af produktionen forudsætter en generel nyordning.

I 1700-tallets anden halvdel påbegyndes udskiftningsprocessen landet over, men til Aastrup når den først i det følgende århundrede – i 1822. Til gengæld bliver det en af de mest effektive – »en meget smuk udskiftning«.^[18]

Noter

1. ^ N. Rasmussen Søkilde: Holstenshus og Nakkebølle med tilliggende Sogne og Øer. Odense 1878, s. 367.
2. ^ Om arkæologiske udgravninger forud herfor skal berettes i en følgende artikel »Aastrup II«.
3. ^ Om de fynske landsby-undersøgelser er siden 1975 publiceret en række artikler og værker, senest T. Grøngaard Jeppesen: Middelalderlandsbyens opståen, Odense 1981. Heri findes henvisninger til den øvrige litteratur.
4. ^ Om målet for 2. fase se T. Grøngaard Jeppesen: Das fünische Dorf der Wi-kingerzeit und des frühen Mittelalters. Kiel Papers ’80. Hrsg. H. Hinz, Kiel 1981, s. 15ff.
5. ^ P. Nissen: Udskiftningen i Fyns Stift. Fynske Aarbøger 1959, s. 145.
6. ^ Såvel kort som udskiftningsforretning opbevares i Matrikelarkivet i Kbh.
7. ^ J. Kousgård Sørensen: Svendborg Amts Bebyggelsesnavne. Kbh. 1958, s. 75.
8. ^ Disse og øvrige oplysninger om Aa-strups omtale i skriftlige kilder fra middelalderen er udskrevet fra et kartotek udarbejdet af min kollega lic. phil. Erland Porsmose.
9. ^ Jordebøger over Nakkebølle Gods, Holstenshuus Godsarkiv. LAF.
10. ^ Se note 9.
11. ^ N. Rasmussen Søkilde: Holstenshus og Nakkebølle med tilliggende Sogne og Øer. Odense 1878, s. 368.
12. ^ Brandtaksationer i Nyborg Amt 1760-1790, Nakkebølle Gods 1773. Brandforsikringsarkivalier. LAF.
13. ^ En nærmere redegørelse for udviklingen i bygningsomfanget på landet i 1700- og 1800-tallet findes i T. Grøngaard Jeppesen: Landbrugets bygninger 1696-1900. Fynske Minder 1979/80, s. 86ff.
14. ^ Jvf. T. Grøngaard Jeppesen: Middelalderlandsbyens opståen., s. 115ff.
15. ^ N. Rasmussen Søkilde: Holstenshus og Nakkebølle med tilliggende Sogne og Øer. Odense 1878, s. 365.
16. ^ Af pladsmæssige grunde må en mere argumenterende behandling gemmes til en senere lejlighed.
17. ^ Jvf. teorien om middelalderlandsbyens opkomst i T. Grøngaard Jeppesen: Middelalderlandsbyens opståen, kap. 6.
18. ^ P. Nissen: Udskiftningen i Fyns Stift. Fynske Aarbøger 1959, hvori skrives »En meget smuk udskiftning er af Aastrup under Nakkebølle, der blev gennemført af landinspektør Mads Rasmussen« (s. 145).