Hvor lå den første Albanikirke — trækirken, foran hvis højalter Knud den Hellige den 10. juli 1086 lod livet for sit oprørske folks hånd? Dette spørgsmål er vendt og drejet, men har aldrig kunnet sikkert besvares. Aktuelt blev det atter ved den store afgravning af Albani Torv i 1955-56. Der kan da være grund til endnu engang at trække linierne op i det historiske drama.
Hovedkilden til vor kundskab om de voldsomme begivenheder i Odense 1086 og om kong Knuds ophøjelse til helgen i årene efter er angelsakseren Ælnoth. Han var munk i Sct. Knuds kloster og skrev på latin en krønike om Knud den Helliges levned og død. Ælnoth har forfattet sit værk i årene lige efter 1120[1]. Han var i året 1101 øjenvidne til Knuds kanonisation og altersættelsen af helgenskrinet, derimod neppe til kongens drab i 1086 og begivenhederne i de følgende ti år. Han har derfor været de historiske hændelser på nært og nærmeste hold. Hans fremstilling er rolig, omend hemmet af vidtløftige religiøse betragtninger. Den virker troværdig, fri for indre modsigelser, ikke for meget bremset af politiske hensyn.
I kapitlerne 27-31 fortæller han med livfulde enkeltheder om kongens drab i kirken, den ældste, der var viet til Jomfru Maria og Sct. Alban. At den var af træ, fremgår af, at oprørerne søger at lægge ild til den, men luerne slukkes af himlens væde. Kongen fældes foran alteret, med ham hans tapre hird ledet af broderen Benedikt. Kirken plyndres. Kongens og Benedikts lig jordes under kirkens stampede jordgulv[2].
Men ni år efter, i 1095, blev Knud, da underne ved graven stadig øgedes, taget op af graven. Han »bringes til kirken sydfor, der blev opført fra grunden af udmærkede kvadersten[3], men dengang endnu ikke var fuldført. Her bliver han lagt ned i en stenkiste, og denne bliver stillet ned i lønkirken« (krypten).
»I det sjette år af den herlige kong Eriks styrelse[4] … så vi arme syndere med vore egne øjne den salige martyrs dyrebare jordiske levninger blive optagne af stenkisten og bårne op af lønkirken, hvor de hidtil var blevne opbevarede, og vi så, hvorledes de under højtidelig lovsang og store glædesytringer fra alle dem, der var forsamlede, af den førnævnte biskop Humbald blev nedlagte, hvide som sne og svøbte i fint silketøj i det omtalte skrin. Det var den 19. april«. Herefter blev skrinet sat op på højalteret.
Ælnoths fremstilling er klar og lader ingen tvivl om de historiske hændelsers art og rækkefølge. Hvad der har kunnet strides om, er forståelsen af, hvor de kirkebygninger, der nævnes, har ligget. I sin beundringsværdige bog om Odense bys historie[5] antog biskop Engelstoft følgende: Den første Albanikirke var bygget af træ, oprindelig indviet til Maria, men fra ca. 1075 desuden til den hellige Alban, hvis relikvier Knud under et hærtog til England ved nævnte tidspunkt skal have bragt hjem til Danmark. Kongen ønskede at udbygge den unge danske kirke for at styrke både dens og sin egen magt. En trækirke var ikke den værdige ramme om den engelske helgens relikvier. Derfor begyndte Knud rejsningen af en stenkirke syd for den gamle trækirke. Det er den kirke, der af Ælnoth omtales som bygget af udsøgte kvadersten. Da Knud dræbes, er kirken kun påbegyndt. Han jordes midlertidigt i trækirkens gulv. Herfra optages han i 1095, da krypten i stenkirken var færdig, og hans lig lægges i en stenkiste, som nedsættes i krypten.
Ved kongens kanonisation i 1101 blev helgenlevningerne i nygjorte gyldne skrin[6] opstillet på højalteret i den nu fuldførte kirke. Engelstoft mente, at stenkirken, viet til Maria, Alban og Knud, blev lagt, hvor den nuværende teglstenskirke har sin plads. Kvaderstenskirken afløste da den gamle trækirke, men levede ikke altfor længe. Efter vendiske hærgninger ved midten af det 12. århundrede og ved ildebrand i det 13. var den blevet brøstfældig, hvorefter biskop Gisico efter ca. 1275 rejste den teglstenskirke, som står blandt os[7].
Af en anden mening var dr. Henry Petersen[8]: Trækirken, hvori Knud dræbtes, lå noget nordligere end af Engelstoft antaget, ude på torvet. Knuds stenkirke blev opført sydfor, på et sted svarende til Læseforeningens beliggenhed eller en kende sydligere. Det er den kirke, som på Braunius’ byprospekt af Odense 1593 (fig. 1) ses lige nordøst for Sct. Knud. At Engelstofts opfattelse var forkert, måtte fremgå af restaureringen i 1874 af den nuværende kirke, eftersom der under dette arbejde ikke viste sig nogetsomhelst spor af en kvaderstenskirke i teglkirkens murværk. Knuds stenkirke må da have været identisk med byprospektets, der var lagt af kvadre og efter et kongebud blev nedbrudt efter 1542. Hvad teglkirken angår, må den sidenhen være rejst på jomfruelig grund. Umiddelbart efter foretog Henry Petersen en gravning på torvet i krogen bag Læseforeningen[9]. Resultatet bestyrkede hans opfattelse, idet han her afdækkede spor af fundamenter, som han mente stammede fra Albani stenkirke (stedet er indtegnet på fig. 2).
Henry Petersens opfattelse vandt almindelig tilslutning, indtil nye undersøgelser totalt ændrede billedet. I 1946-47 blev der indlagt fjernvarme i Sct. Knuds kirke. Arkitekt C.G. Schultz foretog for Nationalmuseet en stort anlagt og glimrende gennemført udgravning, og det lykkedes ham at påvise, at den nuværende Sct. Knuds kirke inden for sine mure rummer fundamenterne af en stor korskirke bygget af frådstenskvadre[10]. Han drog også de velkendte slutninger om sine udgravningsresultater: Beliggenheden af en stenkirke her viser tilfulde, at Engelstoft gennem sin logiske tankerække i alt væsentligt har set rigtigt. Den i 1542 nedbrudte Albanikirke var en anden stenkirke end den nu blottede på domkirkens grund. Sidstnævnte tomt er da den af Ælnoth omtalte basilica australis, nemlig kirken syd for den ældste trækirke, mens den i 1542 nedbrudte på et eller andet tidspunkt, ret tidligt, må være opført antagelig på den gamle trækirkes grund.
Og endnu en ting fører de nye opdagelser med sig. Det vil nu ses, at trækirken ikke kan have ligget ude på torvet, i hvert fald slet ikke på det sted, hvor man i 1910 i tilslutning til Henry Petersen — nærmest på slump — udpegede kirkens formentlige plads[11]. Den mindesten, som dengang blev nedlagt, kom til at ligge på et forkert sted. I 1955 er den blevet optaget som følge af Albani Torvs afgravning. Derved er ingen skade sket. Den bør ikke nedlægges igen dér.
Det var med blandede følelser, Odense bys museer i efteråret 1955 modtog meddelelsen om, at Albani Torv skulde afgraves, for at der kunde skaffes underjordisk opholdsplads for et antal motorkøretøjer. Det betød nemlig, at de gamle kulturlag, som er aflejret over torvet og vokset med bykernens tilværelse igennem mere end 900 år, nu skulde endevendes og tilintetgøres. Det måtte frygtes, at bygningsrester af stor topografisk og historisk værdi dermed vilde forsvinde for stedse, samt at tabte og bortkastede genstande, minder om svundne tiders dagligliv, vilde ende på lossepladserne. For dog at sikre, hvad sikres kunde, bestemte man sig til at gribe ind. Ved velvilje fra byrådets side stilledes de fornødne midler til rådighed. Det daglige tilsyn med nødudgravningerne overlodes mig. Den største byrde blev båret af Stiftsmuseets kustode, Hartvig Skov Hansen, som med utrættet pligtiver arbejdede i sol og regn. I det følgende skal berettes om et arkæologisk arbejde under lidet misundelsesværdige vilkår. Det bliver den sørgelige historie om kapløbet mellem en teske og en gravemaskine.
I november begyndte gravemaskinen at arbejde[12], og forinden var brostenene blevet taget op i torvets sydlige del. Derved blev skabt mulighed for gravefeltet A i hjørnet ved den i 1954 nedbrudte Læseforening (fig. 2). Her måtte arbejdes med den mulighed for øje, at der kunde stødes på fundamenter af de to Albani-kirker. I den henseende beredte gravningen dog en skuffelse. Heldigvis. Man tænke sig blot fundamenternes videre skæbne under gravemaskinens kæber. Arealet var i øvrigt tidligere gennemrodet ved nedlæg af ledninger. I syd berørtes det område, hvor Henry Petersen i 1886 havde afdækket fundamenterne, som han mente var af Albanikirken. Jorden var overalt omkastet.
Hvilende på undergrundens ler fandtes dog længst mod nordvest hoved- og fodpartiet af en middelalderlig munkestensgrav (grav 1), tidligere forstyrret. I vestenden var udsparet et rum med plads for den dødes hovede. Dele af det rygliggende skelet var bevaret. Ca. 4 m længere mod øst fandtes en lignende grav (nr. 2), noget bedre bevaret. I alt blev ved undersøgelserne i 1955 og sommeren 1956 afdækket seks munkestensgrave med skeletter. Da de var ret ensartet byggede, er der ingen grund til at gå i enkeltheder, se fig. 2—4. Blot kan bemærkes, at de alle må være yngre end tiden o. 1150, da teglsten først efter den tid kom i almindelig anvendelse. Deres beliggenhed giver desuden et interessant bidrag til vor viden om Albani kirkegårds udstrækning i middelalderen. Gravene er alle fundet syd og vest for den stiplede linie i vest—øst ad torvets midtakse. Den videre afgravning af torvet nord og øst for linien bragte ingen skeletrester frem[13]. Der blev ikke iagttaget spor efter den kirkegårdsmur, som Engelstoft omtaler[14].
Bortjaget af gravemaskinens grådige grabbe måtte vi nu holde op her. Et fristed undtes os 25 m længere mod øst, ud for Handelsstandens bygning. Vi nåede her at afgrave et temmelig stort felt, B. Også her var det sorte kulturlag stærkt berørt. Der fandtes, hvilende på undergrunden, 1,50-1,75 m under pladsens niveau, en plankelægning, noget uregelmæssig, utvivlsomt forstyrret, godt 3 m lang i nord—syd, 2 m bred. Den hældede en kende mod syd. De svære, indtil 40 cm brede egeplanker er tilsavede med ind- og udbuede sidekanter, som passer ind i hinanden, antagelig for at brædderne ikke skulde forskydes i deres indbyrdes stilling. Vistnok er dette plankelag kældergulvet i et hus. Herpå tydede en smal rende under det hældende gulv i længderetningen, sikkert nok beregnet til afdræning af grundfugten. Anlægget er måske fra middelalderen. Oven på brædderne lå nogle klumper af hårdt rødbrændt ler med et tykt, grønt overtræk af bronze- eller kobberir, rester af en gørtlers esse, desuden smeltet metal og en lysering. Uvist er det dog, om disse ting hører til hustomten, eftersom de kan være tilfældigt havnet på plankegulvet ved senere tiders forstyrrelse. Lagene ovenover var nemlig stærkt omlejrede.
I forsommeren 1956 fortsattes de store afgravningsarbejder på torvets nordlige del. Et stykke syd for Torvegades åbning skulde der støbes en telefonbrønd, og herfra blev en grøft ført sydned over torvet. Derunder berørtes 11 m syd for nævnte gades munding og 22 vest for den katolske kirkes nordvesthjørne et dybtliggende murstensfundament, hvis omrids, trods tidligere skete brud og forstyrrelser, det lykkedes at følge i hovedsagen, se øverst til højre på fig. 2. Det bedst bevarede murstykke forløb i en længde af knap 8 m omtrent i retning nord-syd. Det var en 70 cm tyk toenhalvstens mur lagt i »munkeforbandt«, bevaret i fem skifter, 80 cm høj, hvilende uden syld direkte på undergrundens ler i en dybde af 1,65 m. Fra murens nordhjørne bøjede en murrest mod øst og parallelt med den en lignende fra sydhjørnet. Nordmuren synes at have været tykkest, en fuld meter. Begge strakte sig mod øst, men vi fik kun lov at følge dem få meter. Interessant er det, at husets østgavl alligevel kendes. I 1895 foretoges kommunale gravninger her, og på en tegning, som udfærdigedes, blev den på fig. 2 angivne østlige mur indlagt. Helt nøjagtigt har det nye og det ældre fund ikke kunnet sammenstilles, men det kan dog ses, at her lå et anseligt, ca. 8 m bredt, 12 m langt murstenshus i retning vest—øst.
Hvad er nu dette for et hus? I 1580 fik Odense sit nye torv, Albani Torv, det, som på Braunius’ kort kaldes Forum regium sive novum, kongetorvet eller det nye. I nævnte år holdtes i Odense en stor festivitet. Kong Frederik II modtog fra sine to brødre hyldingseden i anledning af, at de havde fået overdraget dele af Slesvig og Femern som len. I forbindelse hermed blev der på det østlige torv rejst en stor tribune. Men selve torvet var der slet ikke; det måtte først anlægges, og kongen gik grundigt til værks. Albani kirkegård blev sløjfet og ligeså den husrække, som lå nord for kirkegården.
På Albani torvs nordside lå nemlig i middelalderen et stræde, der dannede en fortsættelse af Adelstrædet, den nuværende Adelgade[15]. I vest havde det tilslutning til Albanistrædet, nu Skomagerstræde. Strædet, som intet navn bar, begrænsedes på nordsiden af Adelgadens (Overgades) baghuse, men havde på sydsiden flere bygninger, hvoriblandt to anselige stenhuse, Det Elende Gildes og et som kaldtes Krageborg[16]. Det Elende Gildes hus skal have ligget omtrent ud for Torvegade, som i øvrigt først blev til i årene efter 158o16a, mens Krageborg lå på strædets østlige hjørne og samtidig i det stræde, som her bøjede fra i sydlig retning ned langs bispegården (Frøkenklosteret) til åen. Krageborg skal for en del have stået på Albani kirkegårds grund[17]. På ældre kort over Odense, f.eks. Braunius’, synes den østlige husrække på Albani Torv altid at have ligget nogenlunde som nu. Det vil da ses, at der neppe kan have været plads for endnu et hus øst for den fremdragne tomt, som altså ikke kan være Det Elende Gildes, men må være Krageborgs[18]. Dette hus delte skæbne med de øvrige langs det nordlige stræde: Alle blev nedrevne i 1580.
Til den samme husrække kan også have hørt sporene af et par tomter, som blev afdækket ved de kommunale gravninger i 1895—96. Ud for Brochmanns hotel ses på fig. 2 dele af grundplanen til et par småbygninger, der synes at have haft egetræsfodstykker hvilende på sten og omsatte med nedrammede egepæle. De lå mindre end 1 m under pladsens overflade. Også under rådhusets nyopførte sydøstfløj fandtes dengang i en meters dybde egetræsfjæle, som må have hørt til et hus i Albanistræde. Om disse huses alder kan dog intet siges, da ingen fund synes bevaret fra dem. Deres ringe dybde tyder ikke på overvættes ælde, men de må i alle fald være ældre end 1580.
Ved hjælp af de omtalte hustomter har vi da fået en arkæologisk bekræftelse på tilstedeværelsen af det middelalderlige stræde langs torvets nordside. Flere hustomter blev der ganske vist ikke fremdraget. Som det ses af tegningen fig. 2, blev der søgt efter fundamenter, idet vi fik lejlighed til på tre steder at grave mindre felter: C—E. Men fylden i dem viste en i og for sig overraskende omrodning og ødelæggelse gennem tiderne af de gamle kulturlag. Dog blev der i alle felterne opsamlet skår i mængde af keramik: både af den simple hjemmegjorte og den i teknisk forstand finere fremstillede, som man efter oprindelsen kalder rhinsk stentøj, og som har hørt til dagligdagens brugssager herhjemme, i hvert fald hos de bedrestillede[19].
Men et yderligere bevis, omend mere indirekte, for husrækkens eksistens fik vi gennem nogle fund, som ved deres dybde i jorden har undgået udslettelsen – til nu. Det var en række brønde, hvis beliggenhed viser, at de må have haft plads i gårdene bag strædets husrække, mellem den og skellet til Albani kirkegård i syd. Vi fik lejlighed til at indmåle det, som fremkom, i alt syv. Vilkårene herfor var de vanskeligst tænkelige. Gravemaskinen arbejdede uden ophør, og vi måtte stjæle os til iagttagelserne. Nogle af folkene, der arbejdede ved siden af maskinen, blev dog grebet af arkæologisk iver og ydede en værdifuld håndsrækning med at grave skår ud fra brøndbundene. Derfor har vi i dag en mulighed for datering af næsten alle anlæggene.
Brøndene, op af hvilke vandet blev draget, har i det middelalderlige Odense været af to slags, en firkantet og en rund. Der var fire af førstnævnte, tre af sidstnævnte type. Den firkantede er mest kompliceret i opbygningen. En af dem, nr. 1, den nordvestligste, blev der lejlighed til at studere så vidt, at konstruktionsmåden fremtræder med fuld klarhed. På fig. 5 ses nogle træstykker herfra, som viser de enkelte konstruktive led. Det nederste er et godt 1,40 m langt stykke egetømmer, hvis ender er udskåret i kvadratiske false og forsynede med et firkantet hul. Fire ensdannede stykker udgjorde et rammefag som fig. 6a. Der var i alt tre sådanne rammefag, som holdtes sammen med lodrette stykker af hjørnetømmer udskåret i tappe foroven og forneden, der greb ind i hullerne. Imellem rammerne og under den nederste var anbragt svære tilskårne egeplanker på højkant, fig. 5 i midten, og det nedre plankesæt ses desuden foroven på fig. 7.
Dette fotografi viser samtidig brøndens nedre del. Sammenholder man det med fig. 6 b, vil opbygningen af denne del fremgå klart. Også her holdtes de lodrette hjørnestolper, som nu var skårne ud i ét, på plads af rammetræ. Det øverste stykke på fig. 5 viser et sådant spændtræ af bøgetømmer. De udskårne ender greb fat om hjørnestolperne. Af sådanne rammer var der to. Ind mellem dem og under den nederste var der i alt syv skifter af vandrette bøgeplanker anbragt bag hjørnestolperne. Træbygningens fulde højde var 2,60 m. Brøndbunden lå 5 m. under torvefladen eller en kende mere. Princippet i anlæggets konstruktion er da det, at rammer og indskudte planker af den omgivende jord udefra klemtes fast til og ind mod hjørnestolperne. Det har været en stærk konstruktion, som har kunnet holde gennem århundreder. Endnu i 1956 var træet særdeles velbevaret.
Byggemåden vidner om en teknik, som på ingen måde kan siges at være primitiv. Den kan ikke være opstået pludseligt, men må have en lang udvikling bag sig. At den hviler på gammel tradition, fremgår da også af både forhistoriske og middelalderlige fund fra det øvrige Europa[20]. Nedad i tiden sættes Odense-brøndens alder af årstallet 1580. I dette år må den være sløjfet med husene og de øvrige brønde langs torvets nordlige stræde. Et fingerpeg om dens ælde tilbage i tiden får vi af lerpotterne, som fandtes på bunden, men hertil skal der om lidt vendes tilbage.[21]
De syv brønde var følgende:
Hvor gamle er nu disse husbrønde? Her må det allerførst bemærkes, at de fra tid til anden må være rensede op. Var nemlig dette ikke tilfældet, vilde man nu kun finde de hele kar, som engang gled af snoren og faldt ned på brøndbunden, eller dog alle skårene, men nu er i mange tilfælde kun nogle brudstykker af de enkelte ituslagne kar til stede. Oprensning synes dog ikke på noget tidspunkt at være ført til bunds i brønd 1. I det slamlag, som lå helt nede, opsamledes et ganske anseligt antal potter, adskillige hele, andre sønderslåede. Der var i alt fjorten, de fleste gengivne på fig. 9-10.
Altså, karrene må være tabt ned i brønden, små dagligdagens ulykker, som var hændt gennem den lange tid, brønd 1 eksisterede. Det må have været længe. Vi ved jo, at den efter al sandsynlighed er kastet til i 1580. Er den benyttet så langt ned i tiden, må den have været i brug i hen mod 300 år. For denne påstand yder lerkarrene beviset. På fig. 9-10 er gengivet tolv af de fjorten kar. En særlig gruppe danner de seks på fig. 9 og de fire 10 c—f, samtlige af en mere simpel vare fremstillet på drejeskive. Lermassen er fast, farven sort eller gråsort, mat uden glasur; rødbrun og mere lys er kun fig. 10c. Alle de nævnte kar må man antage er af hjemligt dansk arbejde. Om deres alder tør kun i almindelighed siges, at de stammer fra o. 1300 og noget ned i tiden.
Et sikrere daterende vidnesbyrd giver imidlertid det fremmede stentøj, som er indført til Danmark fra Rhinegnene. Eksempler herpå er det fig. 10a afbildede brudstykke af en fin lille tyndvægget kande med rødgul og grå glasur. Desværre mangler bunden, som dog i lighed med andre kar, f. eks. fig. 11, må have haft en ring langs foden groft prydet med indknebne fingermærker. Denne karakteristiske udpyntning af foden er særegen for det rhinske stentøj i tiden fra o. 1300 og er overtaget af den hjemlige danske produktion. Til dette tidlige tidspunkt må da fig. 1oa henføres. Noget yngre er et andet, ligeledes indført, kar, fig. 10b. Det er fodpartiet af en slank drikkestob af rhinsk arbejde. Farven af den faste masse er hvidlig til grågul, og randen langs bunden har fingermærker. På det rhinske stentøj fortsatte denne pyntemåde ned i 1400’erne, til hvilket århundrede stoben er dateret[23].
Betragtningen af keramikken viser da, at brønd 1 har haft en betydelig funktionstid, mindst to århundreder. Noget lignende kan ud fra det bevarede lerkarmateriale sluttes om de øvrige brønde, som blev fundet på Albani Torv. De har haft samme levetid som brønd 1.
Trods de vanskelige forhold, hvorunder museets nødgravninger på Albani Torv måtte gennemføres, blev det udførte arbejde dog ikke uden resultater. Mangelfuld viden om torvets ældre topografi kunde i nogen grad rettes op, ny kundskab om det daglige liv i middelalderens Odense lod sig også hente. Men på ét punkt skuffede udgravningerne. Vi må derfor vende tilbage til det spørgsmål, hvormed der begyndtes: Hvor stod byens ældste kirke, den gamle Albani trækirke?
Spørgsmålet er så vigtigt, at det ikke lader sig vise tilbage. Kilderne giver os tydelige anvisninger. Efter Ælnoths ord må sluttes, at den lå i nordlig eller nord-østlig retning for kvaderstenskirken, som vi nu ved lå under Sct. Knuds teglstenskirke. Og Braunius’ kort stadfæster dette, eftersom det viser Albani stenkirke tæt nordøst for Sct. Knud. Det kan kun være på et sted, som svarer til grunden, på hvilken den nu sløjfede Læseforening lå. Sandt nok viste nedbrydningen af denne bygning en grund gennemhullet af kældre, og gravemaskinen gik dybt ved pladsens jævning. Og dog, alle fundamenter kan ikke være optagne og totalt udslettede. Det må være muligt ved stikgrøfter ind over pladsen at få føling med i hvert fald stenkirkens fundamenter. Om så trækirken, i hvilken kong Knud lod livet, ligger under den igen, det ved vi ikke, men muligheden, ja, tilmed sandsynligheden, er derfor. Ligger måske koret med alteret så langt mod øst som under »Kroen i krogen«? Spørgsmål er der nok af. Kun spaden kan give svaret, hvis da heldet er med. Så tvivlsomme end mulighederne er, bør de ikke lades unyttede. Tiden er til det nu. Odense by har en forpligtelse over for sin gamle historie. Det mangler ikke på viljen til at komme i gang.
