I 1086 blev kong Knud dræbt af en rasende folkemængde i Albani Kirke i Odense ” … der dengang var biskoppens kirke”. Sådan nævnes det i første halvdel af 1200-tallet i en bisætning i Knud den Helliges levnedsbeskrivelse, at Albani Kirke, da Knud blev dræbt, også var bispens domkirke.[1] Omkring år 1095 blev denne værdighed sammen med kongens lig overført til den nybyggede Skt. Knuds Kirke, og Albani Kirkes dage som domkirke var forbi.[2]
I efteråret 2015 blev der i tomten af den for længst forsvundne Albani Kirke fundet en spektakulær grav, der vakte særlig interesse, fordi den er det eneste fysiske bevis på rigtigheden af ovenstående citat.[3] Der er nemlig med al sandsynlighed tale om den ældste kendte bispegrav herhjemme.
I forbindelse med de store forandringer i bymidten, som Odense oplever i disse år, var det nødvendigt at omlægge fjernvarmerørene, som løber under det torv, der i middelalderen lagde plads til Albani Kirke og kirkegård. Kirken blev nedlagt og nedrevet i midten af 1500- tallet, og den nuværende Albani Kirke på den anden side af vejen er først bygget i 1908 som katolsk kirke og har ikke middelalderlige rødder. På den fredede middelalderlige kirketomt blev der fundet enkelte fundamentssten fra den gotiske Albani Kirke, og vi kan dermed udbygge det sporadiske kendskab til stenbygningen, som tidligere undersøgelser på stedet har tilvejebragt.[4] Af den trækirke, som lå på stedet i 1086, da kong Knud blev dræbt foran kirkens højalter, blev der ikke fundet sikre spor ved denne undersøgelse. Men midt i trækirkens skib blev der helt uventet påtruffet en ganske særlig begravelse i form af en imponerende kiste bygget af frådstensblokke.
Det første indtryk af at stå over for en særlig begravelse grundede sig på kistens låg, der bestod af fire ca. 20 cm tykke frådstensblokke. De var tilhuggede, således at de havde en plan top og skråt affasede sider. Den gravlagtes underkrop var dækket af to mindre frådstensblokke, mens én stor blok dækkede hele overkroppen. En mindre frådsten havde oprindelig dækket hovedenden, men ved udgravningen manglede den nordlige halvdel af denne. Det skulle senere vise sig, at den afbrækkede del var væltet ned i graven, hvor den havde knust kraniet på den gravlagte. Årsagen hertil var tydelig, idet en støbt fjernvarmekanal gennemskar gravens nordvestre hjørne, hvor den foruden at knuse dækstenen over hovedet havde fjernet hovednichens nordre vange. Hulrummet, som vangestenen havde efterladt sig, var heldigvis, ved held eller omtanke, blevet støbt ud med kanalens beton, således at den oprindelige stens aftryk var bevaret. Skaderne, der havde medført, at jord var væltet ind i kisten og lukkede for indblik til kistens indhold, var heldigvis begrænset til hovedenden. Ved den første registrering af graven, hvor låget endnu lå på, blev det opdaget, at den store dæksten over overkroppen havde forskubbet sig og var gledet halvt ned i graven på nordsiden. Ellers lå resten af kistens låg klodset op med mindre frådog marksten, og det hele var forseglet med en gulbrun blanding af groft kalk og grus, der formentlig skulle gøre det ud for en kalkmørtel, der også havde forseglet fugerne i låget.
Efter at dækstenene ikke uden besvær var løftet væk fra kisten, fremstod graven trapezformet med en separat niche til hovedet, hvilket er karakteristisk for de tidlige stenbyggede grave. Hver langside bestod af to meget store frådstensblokke, samlet med ovennævnte mørtelblanding, og for den nordre langsides vedkommende med en mindre sten oven på samlingen for at dække et hul. Ellers var blokkene stort set regulære, tilhugne på nær et par manglende hjørner, som var fyldt ud med mørtel. Tykkelsen af frådstensblokkene var lige omkring 20 cm på nær gavlen i fodenden, som var 10 cm tyk.
Kistens indvendige hovedmål er 170 cm fra fodenden til hovednichen, som udgør yderligere 29 cm, således at hele kisten er tæt ved 2 m lang. Bredden varierer fra fodendens 31 cm til 66 cm ved skuldrene, mens hovedrummet er 23 cm bredt. Dybden er 37 cm.
Bunden af graven bestod som noget usædvanligt i dansk sammenhæng af seks stenfliser med en meget jævn overflade. Dette kunne lade sig gøre, fordi fliserne var væsentlig hårdere end de øvrige anvendte frådsten, men der er også, som en foreløbig undersøgelse foretaget ved geolog Gunnar Larsen har vist, tale om kalksten og formodentlig også frådsten om end af en anden beskaffenhed.[5]
På nær flisen under hovedet, som har målene 50×51 cm, er de fire sten, som kunne måles, alle 44 cm på den ene led, mens de to, som kunne måles på den anden led, er henholdsvis 53 og 55 cm. Tykkelsen kunne måles til 6 cm ved to fliser, mens et tredje hjørne, der muligvis har været flækket, måltes til 4 cm. Der er således tydeligvis tale om regulære fliser med tilnærmelsesvis ensartede mål. Det er derfor muligt, at fliserne oprindeligt var tiltænkt en anden anvendelse. Herfor taler også, at fliserne passede dårligt til bundens facon. I de smallere ender fortsatte fliserne således ind under gravens sider, mens de ud for overkroppen, hvor graven er bredest, ikke nåede ud til siderne. I mellemrummet her mellem flise og side udgjordes bunden af almindelige frådstensblokke i et lidt lavere niveau. Medvirkende til dette mellemrum var, at gravens lodrette sidesten 10 cm under overkant var udhulet godt 5 cm med overgangen formidlet af en skråkant. Da der både på affasningen og den lodrette side herunder kan ses grove værktøjsspor i form af furer, har blokkene i gravens sider i modsætning til bundfliserne næppe skullet anvendes til et andet formål end graven.
I kisten lå delvist dækket af jord skelettet af en mand, som antropolog Jesper Boldsen fra Syddansk Universitet har bestemt som værende midt i 40’erne eller i begyndelsen af 50’erne. Beregnet højde er omtrentlig 1,75 m. På trods af hans for perioden forholdsvis høje alder er der ingen voldsomme slidspor på skelettet, hvorimod tænderne udviser en karakteristisk nedslidning af flader. Med 1,75 m har han langtfra kunnet fylde graven ud, og hovedet lå da også uden for hovednichen om end ikke i oprindelig placering, idet det var skilt fra kæben. Andre knogler som venstre hofte og lårben lå også anatomisk ukorrekt i forhold til resten af skelettet. Dette skyldes formentlig, at graven efter nedrivningen af Albani Kirke i 1542 til tider kan have været helt eller delvist vandfyldt, hvilket ret sikkert var tilfældet ved et brud på fjernvarmerørene i 1993. Dette brud skete lige op ad graven, idet reparationsgruben havde fjernet hovedparten af kulturlagene over kisten. Hvis man imidlertid antager, at kraniet ikke er flyttet væsentligt, kan man argumentere for, at hovednichen kunne have givet plads til en bispehue (en såkaldt mitra) snarere end til hovedet. Et yderligere argument for dette kunne være, at den gravlagte, der i sig selv sagtens kunne rummes i graven, lå med fødderne presset op mod fodenden i kisten. Det kan være en bispehue, der har betinget denne placering af liget i graven. Dette forbliver dog en hypotese, idet intet spor af tekstiler blev fundet i graven eller hovedrummet trods en omhyggelig sigtning af jorden omkring kraniet. Et sort lag i hovedrummet viste sig at bestå af trækul og kan stamme fra gravceremonien eller måske snarere fra den jord, som faldt ind i kisten efter ødelæggelsen af dækstenen.
Ved den gravlagtes højre hånd blev der fundet et lille bæger samt en tallerken af sølv. Der er tale om et nadversæt bestående af en kalk til altervinen og en disk – kaldet en patene – til nadverbrødet. Formgivning og udsmykning på de to liturgiske genstande kan medvirke til en kunsthistorisk datering af gravlæggelsen.
Kalken er et lille sirligt stykke metalhåndværk, der måler 7,2 cm i højden. Røntgenfotos viser, at kalken er støbt i to dele, som er loddet sammen, nemlig kumme og stilk. Ud over nogle ornamentale elementer på kummen og omkring knoppen på stilken bærer kalken ingen udsmykninger i form af billeder, inskriptioner eller lignende. En kalk er opbygget af en række delelementer, som tilsammen kan give en idé om fremstillingstidspunktet. Disse elementer, som er generelle for de middelalderlige kalke, er: fod, stilk, knop (også kaldet nodus) og kumme. Kalkens fod udgøres af en standflade med en lille fortykket rand; herfra rejser stilken sig i et relativt stejlt og let konkavt forløb op til nodus, der udgøres af en lidt fladtrykt kugle, der foroven og forneden afgrænses af en perlekrans. Direkte fra den øverste perlekrans udspringer kummen, der starter bredt ud i en omløbende ornamental plastisk frise af bukler omkring kummens underdel. Over denne frise bliver kummen igen smallere, inden den på ny breder sig ud i et tragtformet forløb. Langs mundingen er der lige som på standfladen en fortykket rand. Fod og stilk måler tilsammen ca. 4 cm, mens kummens højde er ca. 3,2 cm. Kalkens munding måler ca. 4 cm i diameter.
Disken er udformet som en lille cirkulær tallerken med en diameter på 6,3 cm. Den ret brede rand (kaldet fanen) på 1,4 cm omslutter et ca. 2 mm dybt forsænket felt i midten (kaldet spejlet), som har en diameter på 3,5 cm. På fanen ses en indridset ornamentik bestående af to koncentriske cirkler og langs randen en inskription med tydeligt aflæselige store latinske bogstaver. På spejlet ses indesluttet i en cirkel en indridset hånd på baggrund af et ligearmet kors. Korsets stamme er dog helt dækket af håndflade og det tilhørende ærme. Hånden har strakt langeog pegefinger, mens de øvrige fingre er bøjet ind mod håndfladen. Motivet er et velkendt kristent motiv, kaldet Guds hånd – eller på latin Dextera Domini.
Den omløbende inskription langs diskens rand nævner netop dette motiv og dets betydning. De latinske versaler er umiddelbart aflæselige for nutidens læsere. Eneste mærkværdighed i bogstavtypen set med nutidige øjne er, at skråstregen i N’erne løber nedefra og op mod højre (и). Et lille kors markerer begyndelsen på teksten, som læses i urets retning:
+ DEXTERA DOMINI FECIT VIRTUTEM * AMN Teksten kan oversættes til: ”Guds højre (hånd) har bragt sejr. Am(e)n”. Der er tale om et citat fra den middelalderlige bibel Biblia Vulgata, fra Salmernes bog 117:16. I den moderne danske bibel findes citatet i Salmernes bog 118:16 oversat som: ”Herrens højre hånd bringer sejr”.
Det ældste, hidtil kendte danske nadversæt udgøres af en disk og en delvist bevaret kalk af en lueforgyldt sølvlegering, som er fundet ved pløjning ved Haraldsborg voldsted i nærheden af Roskilde. Dette sæt dateres til starten af 1100-tallet.[6] I ærkebiskop Absalons grav i Sorø fra 1201 er ligeledes fundet en kalk af sølv, mens der i to teglstensbyggede grave fra Roskilde Domkirke er fundet nadversæt støbt i tin, der dateres til starten af 1200-tallet.[7] Disken fra Haraldsborg er lige som den netop fundne disk fra Odense udsmykket med Guds hånd og en omløbende skrift, men i øvrigt minder de andre kendte danske kalke og diske fra den tidlige del af middelalderen ikke i detaljerne om sættet fra Odense. For at finde nærmere stilistiske paralleller er det nødvendigt at se mod vores nabolande Tyskland og Sverige samt til tiden før år 1100.
Det er oplagt at sammenligne med bispegravene i Bremens Domkirke, idet den kirkelige organisation i Danmark i dele af 1000-tallet var underlagt ærkebispesædet i HamborgBremen. Det vil sige, at også Albani Kirke i Odense og de bisper, som virkede her, var under Bremens overhøjhed. Netop fra Bremens Domkirke kendes flere nadversæt fra ærkebispegrave. Særligt to diske fra Bremen har store ligheder med den odenseanske. Den ene stammer fra ærkebiskop Liemars grav (død 1101).[8] Den har en diameter på ca. 4,3 cm og er på spejlet udsmykket med en indridsning af Guds højre hånd på baggrund af et kors og indesluttet i en cirkel. På fanen ses en cirkel omkring spejlet, men i øvrigt er denne uden udsmykning. Endnu mere lig disken fra Odense er imidlertid en disk, der menes at stamme fra ærkebiskop Friederichs grav (død 1123).[9] Disken dateres til anden halvdel af 1000-tallet eller starten af 1100-tallet. Denne disk er på spejlet udsmykket med Guds hånd med omtrent samme fingerstilling som på hånden på Odensedisken. På fanen ses – indesluttet i koncentriske cirkler inskriptionen ”DEXTERA DOMINI”. Bogstavtyperne minder meget om dem, der er anvendt i inskriptionen fra Odense; dog har den bremerske indskrift et rundet E – en såkaldt uncialform – samt et A med en tværstav, der går ned i en spids. Ingen af disse typer ses på indskriften fra Odense.
Kalkene fra de pågældende bispegrave i Bremen er ikke direkte paralleller til kalken fra Odense. Faktisk ser denne ud til at adskille sig lidt fra de øvrige kendte kalke fra tidlig romansk tid ved udformningen af kummen med bukler og den todelte form med en bredere underdel og en tragtformet overdel. Imidlertid kendes denne udformning af kummen fra flere afbildninger af alterkalke fra ottonsk tid (år 936-1106).[10] F.eks. ses en kumme med denne udformning på en alterbordsforside fra Aachen fra anden del af 900-tallet.[11] Bortset fra hankene minder denne kalks kumme meget om Odensekalkens. Det samme kan siges om en kalk, som er afbildet på det såkaldte Erphokrucifiks, der dateres til tiden 1085-97.[12] På kejser Henrik II’s rejsealter fra ca. 1010 ses en hankeløs kalk, der i sine enkeltheder udgør en tæt parallel til kalken
fra Odense.[13] Man antager, at disse afbildninger af kalke fra ottonsk tid er en billedlig videreførelse af kalke, som kendes fra karolingisk (år 742-888)[14] eller endog senantik tid, og at kalkene i ottonsk tid ikke nødvendigvis så sådan ud. Man afbildede i stedet en stivnet form – et tegn – der i 1000-tallet signalerede ’alterkalk’.[15] Særligt den ’riflede’ underdel på kummen samt hankene synes at være arkaiske træk i 1000-tallet.
Måske har vi med Odensekalken dog nu et eksempel på, at et for 1000-tallet gammeldags træk har fundet fysisk udformning på en genstand. Der er i hvert fald intet, der tyder på, at Odensekalken skal dateres længere tilbage i tid end 1000-tallet. Ser man på den nederste del af kalken: fod, stilk og nodus peger udformningen nemlig mod 1000-tallet. Fra denne periode begyndte kalkene at få længere stilk og lavere kumme, således at kummens højde, der i tidligere tider var dominerende, nu udgjorde mindre end halvdelen af den samlede højde.[16] På kalken fra Odense måler kummen ca. 3,2 cm i højden og underdelen 4 cm. Andre 1000-tals træk ved kalken er den korte afstand mellem nodus og kummen – kalken har ingen ’hals’ – og endelig er udsmykningen med en perlekrans både over og under nodus kendetegnende for mange tyske kalke i anden halvdel af 1000-tallet.[17] Alle disse træk ved kalkens nedre del går igen i en kalk, som er fundet i Skara Domkirke i Sverige. Kummen på denne kalk minder i sin form – men ikke i sin udsmykning – også om Odensekalken og er den bedste parallel blandt de endnu bevarede kalke. Kalken fra Skara blev fundet i en ukendt bisps grav og dateres til slutningen af 1000-tallet eller tidligt 1100-tal.[18]
Guds hånd-motivet på disken peger også mod den tidlige romanske periode. I det tyske materiale ses det forholdsvis enkle motiv at være meget brugt på diske fra århundrederne før 1100. Særligt på diske fundet i bispegravene ses motivet at være det dominerende fra Hildesheimbispen Osdag (død 989) og frem til Udo – ligeledes bisp i Hildesheim (død 1114) – samt i den grav, der formentlig skal tilskrives Bremerbispen Friederich (død 1123).[19]
De bogstavtyper, der er anvendt i inskriptionen på disken fra Odense, må identificeres som tidlige romanske versaler. Bogstaverne er meget klassiske i deres form, men et romansk træk ses blandt andet ved A’erne, som har fået en vandret streg over toppen. De nærmeste paralleller herhjemme til indskriftens epigrafik er det såkaldte Gunhildskors af hvalrostand (ca. 1100) samt den førnævnte disk fra Haraldsborg voldsted (starten af 1100-tallet). Begge disse indskrifter gør dog delvist brug af rundede former (uncialer) af visse bogstaver samt sammenskrivninger af flere bogstaver.[20]
Disse epigrafiske træk ses ikke på indskriften fra Odense. Det er usikkert at give en præcis datering ud fra de epigrafiske træk, men der er i hvert fald tale om en tidlig romansk inskription. Når der ikke som fra de andre kendte danske inskriptioner er en sammenblanding af versaler og uncialer, kan det tyde på, at der ikke er tale om et dansk arbejde.
Den konsekvente brug af versaler må opfattes som pegende bagud i tid, eller snarest som bevidst antikiserende.
Samlet set må nadversættet fra Odense ud fra udsmykning, typologiske træk og bogstavformer dateres til 1000-tallet.
Kalk og disk var formentlig tænkt som et sæt fra starten. Et kendetegn for et sådant nadversæt er, at disken kan placeres som låg på alterkalkens munding (se forsiden), således at vin og brød kunne bæres frem samlet. Med en diameter på det forsænkede spejl på ca. 3,5 cm passer disken fint på kalkens munding, som måler 4 cm i diameter. Det kan diskuteres, i hvilket omfang en datering af nadversættet også er en datering af graven. Er der tale om en gravkalk og disk, som er fremstillet udelukkende til brug i graven, er der formentlig stor overensstemmelse mellem fremstillingstidspunktet og gravlæggelsen. Men det kan forholde sig anderledes, hvis det er genstande, som den gravlagte har anvendt i levende live, f.eks. til brug ved en privat messe eller under rejser. Umiddelbart synes sættets dele at være så små, at man er tilbøjelig til at betragte dem som symbolske, men der er for så vidt intet i vejen for, at de kan have haft en praktisk anvendelse. Under alle omstændigheder har der i middelalderen eksisteret et differentieret udvalg af kalke til brug ved religiøse handlinger både i og uden for kirken, og nadversættet fra Odense kan have tjent som f.eks. et rejsesæt. Den katolske kirke foreskrev i middelalderen, at kalke skulle udføres i sølv eller guld i hvert fald indvendigt i skålen, som kom i berøring med Kristi blod i form af altervinen.[21] Det er dog uvist, om denne praksis altid blev fulgt. Så på trods af Odensesættets ringe størrelse og manglende forgyldning er det altså muligt, at den gravlagte anvendte nadversættet i en årrække, inden det fulgte ham i graven.
Der kan ikke være tvivl om, at den gravlagte er en gejstlig person. Hvis man tager den middelalderlige krønikeskrivers ord for pålydende, at Albani Kirke var ”bispens kirke”, så taler gravlæggelsen samlet set for, at der er tale om en biskop.
Det er gravens placering inde i trækirken, kistens fornemme bygningsmateriale og udformning samt selvfølgelig kalken og disken, der peger mod denne tolkning. Man kan argumentere for, at de sikre tegn på den gravlagtes bispeembede er fraværende: bispehue, bispestav og bispering. Ser man imidlertid til det tyske område og domkirkerne i Bremen og Hildesheim, hvorfra der kendes flere bispebegravelser, hvorpå der kan sættes både navn og dødsår, er det langtfra ualmindeligt, at bisper (og ærkebisper) før år 1100 blev begravet uden disse værdighedstegn. I Hildesheim kendes to tidlige bispebegravelser (år 1044 og 1079), der blot rummede et nadversæt, mens en begravelse fra 989 og to begravelser fra 1100-tallet (1114 og 1153) var udstyret med bispestav.[22] I Bremen var den eneste kendte ærkebispegrav fra 1000-tallet (formentlig 1043) udstyret med bispestav og ring, mens to grave fra 1101 og 1123 udelukkende indeholdt kalk og disk. Derimod var samtlige seks udgravede bremerske ærkebispegrave fra anden halvdel af 1100-tallet og frem til første halvdel af 1400-tallet udstyret med bispestav – og i mange tilfælde også en bispering. Tendensen ser altså ud til at gå mod et større og større antal genstande i bispernes grave i løbet af middelalderen. Et hjemligt eksempel er Absalons grav i Sorø fra 1201, der indeholdt: bispehue, bispestav, ring, sølvkalk – og vistnok en disk, som siden er forsvundet. Med denne viden er det sandsynligvis muligt at indsnævre dateringen af graven i Odense. Hvis der vitterligt er tale om en biskop, som er begravet i Albani Kirke, må dette nødvendigvis have fundet sted inden 1095, hvor byggeriet af den nye domkirke var så fremskredet, at man fandt det forsvarligt at flytte kong Knuds lig til sit nye hvilested i denne kirke.[23]
Man må formode, at Odenses biskopper efter denne tid blev begravet i den nye kirke. Det er samtidig sandsynligt, at graven stammer fra tiden efter ca. 1020, hvor vi kender navnet på den første sikre Odensebisp, nemlig Reginbert, som Knud den Store hentede i England.[24]
Ganske vist nævnes en unavngiven biskop i Odense allerede i 988 i et privilegiebrev fra den tyske konge (senere kejser) Otto III[25], men helt så gammel er graven i Odense næppe. I det hele taget er det uvist, hvor fast etableret bispesædet i Odense var i tiden omkring årtusindskiftet.[26] Alt i alt foreslås graven dateret mellem ca. 1020-1095 som sidste hvilested for en biskop, der blev begravet i den kirke, hvor han havde sit embede – i Odenses første domkirke.
Den katolske kirke var oprindeligt meget restriktiv med begravelser indendørs i kirkerne, og især fyrster og biskopper udgjorde de dominerende undtagelser. Selv om denne begravelsesform i løbet af den tidlige middelalder blev tilgængelig for en bredere kreds, var den stadig forbeholdt de privilegerede få. For de udvalgte var gravens placering i kirkerummet heller ikke ligegyldig. Placeringen i koret lige foran højalteret blev regnet som den fineste, hvilket blandt andet ses af, at det var her Knud den Hellige midlertidigt blev stedt til hvile i 1086. Hovedskibet i kirken var dog stadig et eksklusivt sted, og fra senere i middelalderen kendes flere betydelige begravelser med denne placering.[27] Det mest nærliggende eksempel ligger dog kun et par meter vest for den her omtalte grav. I 1917 blev der i porten til den daværende Læseforening, hvor skellet mellem Albani Torv og Eventyrhaven nu går, udgravet endnu en frådstensgrav. Graven har hidtil været sat i forbindelse med den senere stenkirke på stedet, men må, i lyset af at trækirken antages at have stået endnu hen mod midten af 1100-tallet, snarere knyttes til denne.[28] Graven var dårligere bevaret end den nyfundne, idet lågstenene og hele fodenden manglede. Bunden bestod af et tykt lag af sammenblandet kalk og grus formentlig svarende til den grove kalkmørtel, som var anvendt i den nyfundne kiste. Udformningen af hovednichen var speciel, idet den var udhugget af én stor frådstensblok. På baggrund af tolkningen af den nyfundne grav må dette gamle fund nu ses i et nyt perspektiv, idet det er sandsynligt, at der er tale om endnu en bispegrav.
Disse grave efterlader os med en række spørgsmål, blandt andet hvorfor kendskabet til disse formentlig prominente grave synes at være gået tabt allerede i middelalderen, og hvorfor man i Odense ikke førte de tidligere bispers knogler med over i den nye domkirke, sådan som der er eksempler på fra Roskilde og Ribe domkirker.[29] I Odense overflyttede man kong Knuds og hans bror Benedikts grave til den nye kirke, mens bispen eller bisperne under kirkens gulv fik lov at blive liggende. Med den viden, vi nu har om Albani Kirkes funktion som domkirke i 1000-tallet, melder endnu et spørgsmål sig, nemlig hvorfor Odensebispen er forblevet helt fraværende i beskrivelserne af begivenhederne omkring drabet på kong Knud? Det kan der opstilles mange hypoteser om, for eksempel at bispesædet var vakant, hvilket dog er mindre sandsynligt i det sene 1000-tal. Betragter vi imidlertid det, vi kan konstatere arkæologisk, observerer vi, at man valgte ikke at flytte bisperne med over i Skt. Knud Kirke, ligesom de samtidige kilder valgte ikke at omtale den daværende biskop.
1000-tallets fynske bisper kender vi kun gennem en helt anden kilde, nemlig Adam af Bremens beskrivelse fra ca. 1075 af ærkebispestiftet Hamborg-Bremen og ærkebispernes historie.[30] Det er påfaldende, at Adam af Bremen i sin beretning var meget omhyggelig med at nævne alle tidligere ærkebisper og også placeringen af deres grave i domkirken i Bremen. Historien om de gamle ærkebisper og dermed rødderne langt tilbage i tiden var med til at styrke ærkebispesædets position i Adams egen nutid. I kontrast til dette står den nyfundne bispegrav i Odense, der synes at være blevet glemt i forbindelse med overflytningen af bispesædet fra Albani til Skt. Knuds Kirke. Tager man Adam af Bremens beretning og overflytningen af bispegrave i Roskilde og Ribe fra de gamle til de nye domkirker i betragtning, kan man overveje, om denne ’forglemmelse’ i Odense er udtryk for en bevidst handling. At efterlade den tidligere biskops grav i den gamle kirke kan ses som et brud på historien om bispesædet i Odense, og det kan være affødt af, hvordan man omkring 1100 ønskede at forme Odense bispestols historie. Som hypotese kan det foreslås, at kongemagtens og kirkens overflytning af Knud den Helliges grav og selve bispesædet til Skt. Knuds Kirke i 1095 sammen med kong Knuds helgenkåring i 1101 og oprettelsen af et dansk ærkebispesæde i 1103 til afløsning af HamborgBremen skal ses som en egentlig nygrundlæggelse ikke bare af domkirken som bygning, men også af bispesædet som institution; fri fra tysk overherredømme! Til den ende har det uden tvivl hjulpet, at kong Erik Ejegod i starten af sin regeringstid fra 1095 indhentede engelske munke fra Evesham, som dannede et nyt domkapitel i Odense og fungerede som Odensebispens hjælpere i det kirkelige arbejde.[31] Således støttede den danske kirkemagt, at der ved bispesædet i Odense heller ikke administrativt blev nogen kontinuitet fra tiden før Knud den Helliges død.
Tilbage står vi med både de konkrete resultater i form af en vished for, at den ene middelalderlige kilde, vi har, ifølge hvilken Odense bispestol var i Albani Kirke og ikke en ældre udgave af Skt. Knuds Kirke, er korrekt. Kirketomten skal derfor fremtidigt ses som 1000- tallets domkirke for Fyn. Med skelettet af en af 1000-tallets bisper vil vi gennem de kommende naturvidenskabelige analyser få indblik i, hvorfra Odense bispestol rekrutterede en af sine tidlige bisper og, hvem ved, måske en dag sætte navn på ham. Måske var det ligefrem den bisp, der var biskop i Albani Kirke, da Knud blev dræbt ved højalteret i 1086?
Men opdagelsen rummer mere vidtrækkende perspektiver for forståelsen af den tidlige middelalders kirkepolitik i Danmark, som på dette tidspunkt også var storpolitik, hvor forskellige nationale interesser stødte sammen. Vi ved, at Odensebispen Reginbert som en blandt flere danske bisper i første del af 1000- tallet blev udnævnt fra Canterbury i England til stor fortørnelse for ærkebispen i Bremen. Omkring midten af 1000-tallet blev Hamborg-Bremens overherredømme over kirken i Norden stadfæstet på ny.[32] Men lige siden Svend Estridsen i 1059 indgik en aftale med ærkebispedømmet Hamborg-Bremen om dettes kirkelige overhøjhed i Danmark, gik de danske bestræbelser til stadighed på at skabe et selvstændigt ærkebispesæde.[33] Et vigtigt led heri var, hvem der havde magten til at vælge og indsætte bispen. Når Adam af Bremen kritiserede Odensebispen Eilberts (biskop 1059-1072) modvilje mod at mødes med ærkebispen i Hamborg-Bremen, er det troligt, at Eilbert snarere støttede et dansk ærkesæde, på trods af at han var udvalgt blandt Bremerbispens mænd.[34] Vi får ikke udgangen på denne styrkeprøve, idet Eilbert døde i 1072, samme år som Adam sluttede sin bispehistorie, men man aner her formentlig en flig af den positionering, der foregik gennem det sene 1000-tal. Når der blev kæmpet så indædt for et ærkesæde, hang det sammen med, at kirkepolitik på dette tidspunkt var storpolitik. Det var således kirken, der leverede både ideologien og embedsværket til en styrket centralog kongemagt med bisperne som ’departementscheferne’.
Som det fremgår af ovenstående, åbner fundet af graven i kirken op for en lang række helt centrale diskussioner om blandt andet dannelsen af de tidlige danske bysamfund og kirkeinstitutioner, men også for helt overordnede storpolitiske aspekter relateret til konsolideringen af det danske kongerige internt og eksternt på overgangen mellem vikingetid og middelalder.
Fundet af bispegraven i Albani Kirke vil derfor også med sikkerhed sætte sig markante spor i forståelsen af Odenses ældste historie. Foran os ligger dog et stort arbejde og mange analyser, der i den kommende tid skal laves i samarbejde med forskere i indog udland. Analyserne er alsidige og består blandt andet af undersøgelser af selve skelettet i samarbejde med antropologer fra ADBOU ved Syddansk Universitet. Foruden bispens alder er det således afgørende at undersøge, om der kan erkendes eventuelle slagskader/traumer, som kunne kaste lys over dødsårsagen. Der er ligeledes etableret et samarbejde med AMScenteret ved Aarhus Universitet, der skal foretage 14C-datering af knoglerne som supplement til de kunsthistoriske analyser af kalk og disk, som pt. drøftes med en tysk kollega fra Goethe-universitetet i Frankfurt am Main. Kistens kalksten analyseres med udgangspunkt i de fynske kildekalksforekomster, mens mørtelteknologien og kalkmørtlens proveniens evt. vil kunne danne grundlag for en øget forståelse af teknologien bag det tidligste stenbyggeri.
Tilsvarende skal de metaller, som kalk og disk er produceret af, analyseres nærmere, ligesom der også er rent tekniske aspekter ved især kalken, der vil kunne hjælpe til at afdække nadversættets proveniens og derved måske ligefrem indicere moderkirken for Odensebispens ordination.
Ny teknologi betyder imidlertid også, at vi nu kan få naturvidenskabelige svar på afgørende spørgsmål, vi hidtil kun har kunnet tilnærme os. Der er således etableret et samarbejde med Nationalmuseet og grundforskningscentret Center for Geogenetik ved Statens Naturhistoriske Museum for dels at kortlægge bispens genetiske ’fingeraftryk’, dels at undersøge bispens oprindelige geografiske ophav gennem strontiumanalyser af tandemaljen dannet i de første leveår. Viser det sig således, at bispen var af f.eks. tysk afstamning, kan det opfattes som en styrkelse af argumentationen i ovenstående hypotese, mens afvigende resultater orienteret mod f.eks. England (Canterbury) eller Skandinavien vil kunne danne baggrund for nye spørgsmål og formuleringen af nye teorier.
Som anført trækker projektet med udgangspunkt i bispegraven lange tråde, men efterhånden som de mange resultater begynder at samle sig her på museet i Odense, håber og tror vi, at bispen i graven i Albani Kirke igen vil træde ud af historiens glemsel og derved genvinde odenseanernes beundring og fascination, præcis som vi må forestille os, at hensigten har været for mere end 900 år siden, da han blev lagt til hvile i den for tiden prangende stenkiste i domkirken få meter fra højalteret, der også var eller blev kong Knuds hvilested.
