I årgangene 1954 og 1956 af Fynske Minder er der gjort rede for de hidtil nåede resultater af bopladsgravningerne på Holsegårds jord i Brenderup sogn, Vends herred. I november 1956 blev gravningerne ved ejeren, proprietær Svend Lunøes velvillige tilladelse fortsat, og endnu et antal »affaldsgruber«, i alt seks, blev afdækket. Store mængder keramik blev optaget svarende til det hidtil fremdragne, således at fundene ved Holse nu tør gælde som et af de vigtigste og rigeste bopladskomplekser fra midten og slutningen af den førromerske jernalder, de to århundreder før Kristi fødsel. Fundene får dermed betydning for den forskning, som i de senere år over hele landet har kastet nyt lys over en tidsperiode, som, hvad en række oldsagformer angår, har været mangelfuldt kendt, men som nu i hovedlinierne begynder at klares.
Ved denne lejlighed skal der ikke tales nærmere om de sidste grubeundersøgelser, men om et fund, som fremkom ved afdækningen af en af de store aske- og skårnedgravninger. Da muldjorden var fjernet over den mørktfarvede grube 16, aftegnede grubens uregelmæssige omrids sig mod undergrundens lyse ler. Ved nordranden af det 4 m lange fyldskifte stødte graveredskaberne ca. 75 cm under markfladen på en større samling lerkarskår (fig. 1). Skårene, der var af et stort kar, lå i et tykt lag, flage stablet oven på flage, og da de var optagne, skimtedes nedenunder dem mundingsranden af en stor urne. Dette kar var en del sammentrykket og måtte ligeledes optages som skår, der siden med dygtighed er samlede af kustode H. Skov Hansen. Det var fyldt med brændte, dog ikke askeblandede ben, og mellem dem fandtes ned mod bunden et kun 4.7 cm højt bæger og en lille, 3.8 cm bred skive af jernblik, gennemhullet ved midten og prydet med udhamrede rygge i radiær anbringelse[1]. Det samlede fund er afbildet fig. 2. Om dets karakter og tid kunde der ikke være tvivl: Det drejer sig om en af de urnegrave, som vi på Fyn kender i så stort antal fra den ældre jernalder. Nu og da kunde urnen nedsættes i en forsænkning fyldt med de dele af ligbålets aske, som ikke fik plads i urnen selv. Dette har dog ikke været tilfældet her, hvor urnen var så stor, at den kunde rumme alle de brændte ben, her altså rensede for asken. Derimod måtte skårene af det andet store kar, som forskriftsmæssigt var stillet på ligbålet fyldt med mad eller drikke, lægges over gravurnens munding som før beskrevet. Fundets nøgne fakta afspejler da her som ved så mange lignende fund en almindelig gravritus: Den døde lægges påklædt på bålet, og der henstilles på dette et eller flere lerkar med mad og drikke. Efter brændingen lægges bålresterne i og om urnen, som sænkes i jorden på bygdens gravplads.
Interessantest blandt fundets genstande er den store sortegrå urne, fig. 2d, som rummede de brændte ben. Den er af den fynske særform, man betegner som »bukkelurner«, fordi der om hanken er anbragt tre vældige buler udpressede fra karrets inderside. Selve øret er trukket ud i dekorativt bugtede flige. Karret har form som en bolle eller terrin med blød overgang mellem skulder og underdel. Med en højde af 31 cm og en vidde over bugen på 41 cm tør det vist gælde som det største af sin art herhjemme. Spørger man om alderen, synes den afglattede og lidt fortykkede mundingsrand samt karrets profillinie at angive den ældre romerske jernalders begyndelse. Også den næsten kugleformede rødbrune terrin fig. 2 a viser med sin fladeafglattede munding og de vandrette riller om skulderen hen til tidsregningens første århundrede. Det samme gælder det lille stærkt ildmærkede bæger fig. 2 b.
Det er dog kun den karakteristiske anbringelse af de tre bukler om øret, der er et særtræk for de fynske lerkar. Fra Jylland kendes også bukkelkar, men her sidder bulerne enkeltvis på skulderen[2]. Heller ikke er buklerne et særligt dansk træk, idet de genfindes på en del nordtyske kar og er særlig almindelige i Schlesien og Böhmen. Spørgsmålet er, om ikke oprindelsen skal søges i visse mellemeuropæiske og norditaliske metalkar fra den yngre bronzealder, på hvilke hanken er fastgjort med tre søm prydede med et toppet hovede[3]. Overført på lerkarrene vider da disse søm sig ud til ornamentale bukler, just som vi ser det på karret fra Holse. En eller anden forbindelse må der vist være gennem tiden og over det store midt- og nordeuropæiske område, hvis enkelte egne bandtes sammen af en række andre fællestræk af kulturhistorisk art. Men herhjemme må dog bukkelornamentikken indirekte være overtaget ved efterligning af fremmede lerkar. Det fremgår af den kendsgerning, at de danske bukkelkar er skilt fra bronzealderen ved en fundtom periode i den førromerske jernalders første og mellemste afsnit og først kendes i slutperioden, århundredet før Kristus. Fra denne tid har vi karret fig. 3 a optaget på gravpladsen ved Langå i Gudme herred[4], den gravplads, som også gav en rig brandgrav, nu i Fyns Stiftsmuseum, med guldringe, rester af to vogne og et i Norden enestående metalkar, hvis oprindelsessted er Italien.
Med karret fig. 3 a fra Langå ser vi da linien fra Holsekarret ført tilbage i tiden, med cirka hundrede år. Samtidige med den nyfundne urne er sandsynligvis to andre. Den ene er det smukke kar fig. 3 b, som i 1920’erne fandtes på gravpladsen ved Trøstrup-Korup i Odense herred[5], men som ikke dateres af ledsagende fund. Den anden er en urne fra Render vest for Odense[6]. Også den kan vi med stor sandsynlighed datere til det 1. århundrede e. Kr. På alle fire kar er det de samme store, hule, næsten overdimensionerede bukler, som pryder øreregionen.
Men også for bukkelurnernes vedkommende gælder tidens og udviklingens lov. I det følgende århundrede indtræder et degenerationsstadium. Det ses på terrinen fig. 3 c, et usædvanlig smukt og velbevaret kar fra gravpladsen på Bregnebjerg i Sønder Højrup sogn, Midtfyn[7], en plads, som udelukkende har været benyttet i det 2. århundrede. Nu er buklerne skrumpet ind til små spidse knopper, som ikke er presset ud indefra. De samme småknopper ses på hankekoppen fig. 3 d fra gravpladsen på Lundehøj ved Espe[8]. Til sidst svinder også knopperne helt bort som på fig. 3e, men endnu er dog det gamle ornamentmotiv bevaret som tre prikrandede ringfigurer om øret[9].
Med udgangen af den ældre romerske jernalder er bukkelornamentets rolle ved at være udspillet. Men endnu i det 3. århundrede er dog mindelser bevaret på lerkarrene. På den lille hankekop fig. 3 f, som er fundet på gravpladsen ved Freltofte i N. Lyndelse sogn[10], og som ligger ret sent i yngre romersk jernalder, ved tiden o. 300 e. Kr., kan vi sikkert i de to små rosetter om hanken se en mindelse om et ornamentmotiv, som da havde levet i 400 år, et træk, som viser os, hvor langsomt udviklingen i oldtiden synes at have fundet sted, og hvor fast man dengang holdt ved nedarvet tradition.
