Den 4. november 2002 var det 150 år siden, at landskabsmaleren Dankvart Dreyer døde i sit hjem i Barløse på Vestfyn.[1]
Myten om den sky og nærtagende kunstner, hvem det hurtigt gik ilde, dominerer ofte hans eftermæle og skygger for oplevelsen af hans betagende naturskildringer, hvoraf de bedste er enestående i dansk kunst.
Dreyer malede imidlertid også figurbilleder – som dog ikke er blevet værdsat af eftertiden – og portrætter.
Fyns Kunstmuseum i Odense ejer 21 af kunstnerens malerier. Blandt dem enkelte portrætter, som er udført i hans tidligste ungdom ansigt til ansigt med mennesker, der stod ham nær, eller som han kendte godt og var tryg over for. F. eks portrættet af moderen og dét af den unge Marie Sophie Bruun. Dankvart Dreyers eneste selvportræt tilhører ligeledes museet.
Faktisk varede det noget, inden Dreyer fik det svært. Som vi skal se, var begyndelsen stabil og præget af fremgang. Ikke mindst hvad angik forholdet til hans bysbarn Jens Adolf Jerichau.[2]
Dankvart Christian Magnus Dreyer kom til verden den 13. juni 1816 i Assens. Han var sin mors ottende barn og den aller-yngste i en søskendeflok på 15.[3]
Hans far købmand Jørgen Christian Dreyer, kaldet "Store Dreyer", som i adskillige år var byens mest formuende og indflydelsesrige mand, havde nået tre ægteskaber og det nævnte antal børn i sit ikke særligt lange liv.
Jørgen Christian Dreyer var degnesøn, fra Vorning mellem Viborg og Randers. Han kom i handelslære, hvorefter han på et uvist tidspunkt forlod Jylland.
Sandsynligvis erhvervede "Store Dreyer" fundamentet til sin legendariske rigdom gennem ægteskabet med sin første kone Agnes Hedvig Schmidt, hvis far ejede købmandsgården i Østergade, det nuværende nr. 38, hvor Dankvart mange år senere blev født.[4]
Naboejendommen, den rødkalkede bindingsværksgård, nu museum og tidligere bolig for søhelten Peter Willemoes’s far, der var amtsforvalter, var i en årrække også i købmand Dreyers besiddelse.
I 1809 købte Dankvarts driftige far den smukke gulkalkede "Brydes Gaard", der ligger på den anden side af nr. 38, af købmand Hans Bryde Holst, som var J.C. Dreyers svoger.
Brandtaksationspapirerne fra de omtalte ejendomme beskriver udførligt de forskellige bygninger. Vi får at vide, at købmand Dreyer lod bygge et nyt forhus på to etager i det nuværende nr. 38, og at han rådede over utallige bygninger med rum til mange formål. Der var mere end eet porthus, der var adskillige baghuse og sidebygninger indeholdende køkkener, bryggersrum, kornlofter, tærskelo, hestestalde, kohuse, svinesti og hønsehuse. I amtsforvaltergården desuden mælkekammer, rullestue, pakhus og vognremise. Dertil kom de bagvedliggende vidtstrakte arealer, hvor der fandtes tømmerplads, frugthaver m.m.[5]
Hele dette paradis blev rammerne om Dreyerbørnenes barndomsliv. Da Dankvart voksede op, var mange af bygningerne ganske vist ikke mere i familiens eje, men de bestod alligevel i hans univers og var med til at præge hans opvækst og nok også til at danne hans personlighed.
Foruden de tre omtalte handelshuse på hovedgaden ejede "Store Dreyer" i sine velmagtsdage adskillige andre ejendomme og jordtilliggender i og omkring Assens. Herunder bl.a. Kærum Kirke, som knejser på toppen af en lille bakke nogle kilometer øst for byen, og som siden skulle komme til at figurere i flere af sønnens landskabsbilleder.
Købmand Dreyer var desuden skibsreder og havde talrige handelsfartøjer sejlende i pendulfart imellem Middelhavet i syd og Nordhavet og Østersøen i nord.
Imidlertid skal Dankvarts far efter sigende som så mange andre have lidt store finansielle tab omkring århundredeskiftet og i årene op til statsbankerotten i 1813.
Købmand Dreyer døde i vinteren 1823. Ud af boet efter ham købte hans enke og tredje kone, Caroline Dorothea "Brydes Gaard", den statelige gule købmandsgård – byens første grundmurede hus – som "Store Dreyer" i sin tid havde erhvervet fra sin svoger, men siden havde måttet pantsætte. Enkefru Dreyer udlejede en del af ejendommen til sin ældste søn Frederik Christian, som hurtigt derefter giftede sig, men forblev barnløs. Her voksede Dankvart op.
Om Dankvart Dreyers barndom ved vi en smule. Han var en såkaldt sildefødning. Det vil sige, at han var født længe efter sine søskende. Der var ni år mellem ham og broderen Rasmus Kopp, som var den af flokken, der stod Dankvart nærmest i alder.
Etatsraad J.C. Dreyer, daværende indehaver og redaktør af Fyens Stiftstidende i Odense og søn af en af de andre brødre, har givet familiens karakteristik af sin kunstneronkel.[6]
I et brev dateret 24.02.1889 skrevet af etatsråden til brug for den første udgave af Weilbachs Kunstnerleksikon hedder det bl.a. om den tidligt faderløse dreng:
Som følge heraf (faderens død i 1823, red.) kom hans Opdragelse til at ligge i Hænderne paa hans Moder, en overordentlig kjerlig og stilfærdig Kvinde og hans temmelig mandhaftige Søster Margrethe, der ganske havde Styret i Hjemmet, og da hun ikke kunne siges at være i Besiddelse af sunde pædagogiske Principper, blev Resultatet af Drengens Opdragelse, at han med sin i Reglen blide og føjelige (men dog af og til hidsige) Karakter fik et tilbageholdende og undseeligt, ja næsten kvindagtigt Præg over hele sin Optræden. Han ytrede stor Lyst og Smag for Tegning, hvad der fremgaar af nogle endnu bevarede Arbejder fra Drengeaarene, og det faldt derfor ganske naturligt, at han, da han var bleven voksen, sammen med sin jævnaldrende, Billedhuggeren Jerichau, drog til Kjøbenhavn for at uddanne sig i Malerkunsten.[7]
Udtalelsen bør nok læses med et vist forbehold, hvilket Etatsraad Dreyer også selv gør opmærksom på. I begyndelsen af brevet påpeger han, at hans oplysninger om onkelen desværre må blive mangelfulde, idet hele det Slægtled, hvortil han hørte, nu er gaaet bort. Selv kendte han kun Dankvart Dreyer fra sit 13. til sit 20. år (1845-52).
J.C. Dreyers oplysninger beror formodentlig i overvejende grad på bemærkninger fra faderen, sognepræst Jørgen Gantzel Blicher Dreyer. Sammen med sin næsten jævnaldrende bror Christian Ernst studerede denne i København, dengang da "Store Dreyer"s børn blev faderløse. De to unge menneskers forståelse for en forkælet lillebror og en myndig storesøster hjemme i Assens kan have været begrænset.
Et andet udsagn fra Dankvart Dreyers barndom kommer fra akademikammeraten Jens Adolf Jerichau nedskrevet omkring 1868 af denne på opfordring fra forfatteren Nicolaj Bøgh, som var Jerichaus første levnedsskildrer.[8] Han skriver om drengen Dankvart bl.a.:
Jeg maa nu fortælle om et Bysbarn, nemlig Dankvart Dreyer, som fra Barndommen af havde Kjærlighed til og Talent for Kunsten. Medens jeg løb med de andre Drenge paa Spektakkel, sad han hjemme hos sin Moder og Søster og tegnede, og man kan næppe tænke sig en større Tilbøjelighed for Kunsten end hos denne Dreng.
Willemoesgården i Assens ejer et fotografi efter et tegnet portræt af kunstnerens mor.[9] (Fig. 1) Tegningen er måske udført i barndomshjemmet et par år før akademitiden i København.
Vi ser kun enkefruens ansigt og det øverste af skuldrene, som er indhyllet i et ternet sjal. Måske sidder hun ved vinduet ud til gaden, halvt bortvendt fra livet derude, og dæmpet belyst af et mildt solskin. Hun er iført en pyntelig kyse med sløjfer og bånd, der fortoner sig som en glorie bag nakken og fremhæver hendes mørke hår. Det er sat op efter tidens skik i fornemme bukler, tre på hver side af en usynlig midterskilning.
Ansigtet er marmorglat og varsomt opbygget ved hjælp af bløde skyggepartier, dér hvor lyset holdes borte af næsens fremspring eller sløres i fordybninger i huden. Moderens øjne har et lidt glasagtigt udtryk, som dog også fornemmes at være på kanten af smil.
Antageligt har det ikke været helt problemløst at fæstne hovedet på skuldrene. Især den side af ansigtet, som ligger i skygge, har strittet imod den unge kunstners bestræbelser, som om halsen ikke rigtigt har villet møde hageben og kinder, hvor den burde.
Men Dankvart har gjort sig umage, og hans ransagende øjne har ikke overset en tøddel af alt dét, som blyanten har kæmpet med at håndtere.
Fra de første læreår på Kunstakademiet stammer hans kærligt sete og uendelig omhyggeligt malede portræt af moderen. (Fig. 2)
Caroline Dorothea Dreyer sidder let tilbagelænet, klædt i fineste stads med ubeskæftigede gigtmærkede hænder samlet foran sig. Hun kigger lige frem, som hun sikkert har fået besked på, og ikke hen på sit dygtige yngste barn. Men stoltheden over ham lurer i øjenkrog og mundvig.
Enkefru Dreyer er blevet fyldigere, siden sønnen udførte sin tegning af hende. Håret derimod er blevet tyndere, men kan stadig sættes i seks luftige bukler, tre på hver side af midterskilningen. Frisuren både dækkes og fremhæves af en flortynd stivet kniplingskyse.
Denne elegante hovedbeklædning krones af en sommerfuglelet halvt skjult sløjfe, hvis ene bånd kommer til syne over moderens venstre skulder. Et bredt bændel af samme fine stof er knyttet under hendes hage, hvor det næsten skjuler halsen og samtidig holder en mageløst blomsterbroderet krave af fornemste kammerdug på plads.
Kjolen er sortblå af et tungt folderigt stof, der fremhæver den lyse pynt, og som står i flatterende kontrast til Caroline Dorotheas hudfarve.
Sløjfebåndene kaster gulgrønne farveskær fra sig, og et delvis skjult rosa bændel i toppen af kysen er akkurat så mat og dog så levende i tonen, at bændelsilkens blegrøde nuance synes at skyde frem, forsvinde og atter gentage sig rundt om i moderens ansigt og på hænderne. Øjnenes blå modsvarer håndryggens fine årer og forenes med kjole og baggrund.
Af den "mandhaftige" storesøster Margrethe, kaldet Grethe, findes i privateje et malet, desværre meget medtaget, halvfigurportræt. (Fig. 3) Store dele af billedfladen ser ud til at have været gennemkrakeleret og er siden ubehændigt af anden hånd blevet nyopmalet. Netop lærredets dårlige tilstand kunne tyde på, at arbejdet stammer fra kunstnerens meget unge år, hvor han endnu ikke havde lært at grunde lærredet og opbygge farvelagene korrekt.
Grethe er anbragt med venstre underarm hvilende på et lille mahognimøbels spejlblanke overflade, som på det smukkeste genfortæller kjolens lyseblå stof. Hun er klædt i stadsetøj, blegblå dragt med store skinkeærmer og snehvid krave, og hun har perlearmbånd om hvert af de solide håndled. Der er omhyggeligt redegjort for kjolelivets mange rynker samt for en lille lomme fortil, der måske er beregnet til husets nøgler. Søsterens store hænder og hendes tunge ret uskønne ansigt, indrammet af skinnende brunt hår, der er sirligt flettet og opsat, – alt dette er nøje iagttaget og samvittighedsfuldt gengivet. Man fristes til at tilføje, at gengivelsen tangerer det nådesløse i sin sanddruhed, som det ofte er tilfældet med søsterportrætter i kunsten. Søstre er det ikke nødvendigt at forskønne.
Jens Adolf Jerichaus og Dankvart Dreyers navne vil for altid være kædet sammen i dansk kunsthistorie, i hvert tilfælde hvad angår den første del af deres liv. Endskønt de aldrig var egentlige venner.
De to drenges baggrund og psyke var vidt forskellig, og det blev deres livsskæbner også. Men de havde en del af deres ungdom og opvækst til fælles, som var begyndt på næsten samme tid og i samme gade i den vestfynske købstad.
Jens Adolfs far, løjtnant og købmand Carl Christian Jerichau, sagdes at være ud af tysk adelsslægt. Han havde haft mange forskellige professioner bl.a. som urtekræmmer og snedker, og han skal have været en fantasirig og livlig mand, der var umådelig afholdt af sine mange børn. Jens Adolf var ud af hans andet ægteskab, men var dog ikke sildefødt som Dankvart. Imidlertid blev begge drenge tidligt faderløse, og begge bevarede hele livet et nært og kærligt forhold til deres mor.
Carl Christian Jerichau døde af en svær tyfuslidelse. Den havde inden da berøvet ham hans hukommelse og til dels hans åndsevner, hvilket havde skadet butikkens drift alvorligt. Hans enke Karen Birch havde med stor dygtighed og flid og med børnenes hjælp fået den forgældede købmandsforretning på fode igen. Familien sad i små kår, men var meget respekteret i byen.
I modsætning til Dankvart levede Jens Adolf åbenbart et livligt, udadvendt drengeliv sammen med utallige kammerater og vilde udendørs lege til havs og til lands. Men også Jens Adolf viste tidligt tilbøjelighed for kunstneriske udfoldelser. Nicolaj Bøgh fortæller:
… allerede i sit femte Aar klippede han med Færdighed alle slags Figurer i Papir, og naar han ofte i sin Barndomstid laa syg, fyldte han Væggen ved Sengen med allehaande Tegninger… Havde han ingen Tegneremedier, laa han og bevægede Pegefingeren i Luften, saa det dannede Figurer. Det var Ryttere, Stridsmænd i Kamp, Dyr, Menneskehoveder og Karrikaturer, han fremstillede, og det fængslede Altsammen i høj Grad hans Søskende. De maatte ogsaa spille Kaart med ham, naar han laa tilsengs; det morede ham meget, men han vilde altid vinde.[10]
Jens Adolfs bestandige trang til at hævde sig, et behov, der næsten aldrig lod ham i fred, skulle Dankvart Dreyer siden hen flere gange få at føle.
Dette skal vi høre mere om. Men først skal nævnes en mand i Assens, som fik indflydelse på begge de begavede drenges fremtid i en sådan grad, at måske hverken Dankvart Dreyer eller Jens Adolf Jerichau var blevet kunstnere, hvis han ikke havde været.
Drengene var født med knap to måneders mellemrum. Jens Adolf først. Begge var hjemmedøbte, og begges dåb blev bekendtgjort i kirken en rum tid herefter, som skik og brug var.
Assens kirkebog fortæller, hvem der var de to drengebørns faddere. Tre navne har de til fælles: Winstrup, Albinus og Sessing.
Blandt Jens Adolfs fem faddere var således en datter af amtsforvalteren i Assens Jomfru Marie Winstrup samt indehaveren af byens apotek med tilhørende skænkestue, I.I.D. Albinus. Sidstnævntes forretning lå, hvor det nuværende apotek også ligger, ganske tæt ved Carl Christian Jerichaus købmandsbutik på nordsiden af Østergade skråt over for "Store Dreyer"s handelshuse. Den tredje fadder, hvis navn ligeledes findes i begge drenges dåbsattest, var toldinspektør og senere kammerraad Hans Sessing.[11]
Dankvart Christian Magnus havde syv faddere. Herunder amtsforvalter Winstrup i egen person, apoteker Albinus og inspektør Sessing.[12]
Jens Adolf Jerichau var svagelig som barn. Han fik først hår på hovedet som otteårig, hvorfor han indtil da altid skulle gå med hætte for at skjule dette vanærende faktum. Og fra han var ca. syv til han var 14 år, led han hvert forår og efterår af voldsomme krampeanfald, der plagede ham stærkt, og som ingen medicin eller læge havde kunnet kurere.
Til sidst tog toldinspektør Sessing affære. Han lærte sig kunsten at magnetisere, en slags hypnose, hvorved man skulle stirre på sin patient og stryge denne med hænderne. Til trods for, at dette var forbudt ved lov, anvendte Hans Sessing en sådan kur på sit gudbarn, som mirakuløst blev fuldstændig helbredt.[13]
Da det siden kom på tale, at Jens Adolf kunne uddanne sig som kunstner, tog hans mor ham med hen til gudfaderen – ifølge Nicolaj Bøgh "Byens første Kunstkjender" – for at lade denne betydelige mand afgøre, om drengens talent var bæredygtigt. Toldinspektøren viste sig positiv for sagen, men rådede fornuftigvis til foreløbig at lade Jens Adolf komme i lære som håndværksmaler, hvorefter han ville kunne fortsætte sin uddannelse på Kunstakademiet i København.
Noget anderledes forholdt det sig med Hans Sessings rolle i Dankvart Dreyers liv. Måske har familierne Sessing og Dreyer stået hinanden nærmere end familierne Sessing og Jerichau. En kendsgerning er det i hvert tilfælde, at toldinspektøren under et besøg i København i foråret 1831 personligt meldte Dankvart ind på Kunstakademiet. Et notat i professor C.W. Eckersbergs dagbog fra den 8. marts dette år fortæller, at han denne dag bl.a. havde besøg af en mand fra Assens Hr. Sessing angaaende et ungt Menneske som skulde lære at tegne ved Navn Dreier,[14]
Mere vides ikke konkret om toldinspektør Hans Sessings forhold til sine to gudsønner, Men det er sandsynligt, at han har fulgt begges udvikling med interesse, især måske hvad angik Dankvart Dreyer, når denne om somrene kom hjem til Assens for at male barndommens landskaber.
Han var allerede kommet til Kjøbenhavn før jeg og var langt fremme på skolerne, da jeg begyndte… , hedder det om Dankvart Dreyer i Jens Adolf Jerichaus optegnelser fra barndoms- og ungdomstiden.
Helt sådan forholdt det sig imidlertid ikke. Ifølge Kunstakademiets papirer var begge bysbørn indskrevet til undervisningen fra skoleårets begyndelse i efteråret 1831.
Nøjagtigt hvordan og hvornår de to fynske drenge ankom til hovedstaden, ved vi nu lidt om, selvom oplysningerne for Dreyers vedkommende som altid er mere end sparsomme.
Fra Assens til København var der flere rejseveje. Mod betaling kunne man f.eks. blive passager hos en skipper, som fra en fynsk havn havde ærinde i hovedstaden. Dette var meget almindeligt. Men mere benyttet var hovedfærdselsåren mellem købstaden Altona, Danmarks sydligste punkt, og København. Den rute gik igennem Aarøsund i det daværende Slesvig over Lillebælt til Assens og derfra via Odense og Nyborg over Storebælt og videre til residensbyen.
Kun tre år før drengenes start på Kunstakademiet havde Det kongelige danske Postvæsen indført dampskibsfart på Storebælt, hvorfor man jævnligt i Fyens Stifts Adresse=Avis og Avertissementstidende kunne læse navnene på alle de passagerer, som benyttede sig af det nye transportmiddel.
I avisen fra den 3. november under overskriften "Beltpassage fra den 23 til den 30 Octbr. 1831" findes Dankvart Dreyers navn. Listen over rejsende fra Fyn til Sjælland i denne periode tæller i alt 27 personer herunder "Kand. theol. Tilemann og D.C.M. Dreyer". Teologen Johan Georg Tilemann var øjensynlig blevet udset til at følge den 15-årige Dankvart til København. To af Johan Georgs søstre var gift med to af Dankvarts brødre.[15]
Omstændighederne vedrørende Jens Adolf Jerichaus rejse til København er anderledes farverige og detaljerede. De skal berettes her, fordi de med deres åbenlyse forskellighed fra Dankvart Dreyers tilsyneladende udramatiske udfærd og derpå følgende noget sene ankomst er med til at belyse begge drenges karakter.
For den ærekære og fremadstræbende Jens Adolf Jerichau skulle toldinspektør Sessings forslag til hans uddannelse nemlig snart blive meget for langsommelig. Der var blevet sluttet Akkord med den gamle, snøvlevorne Mester Fich paa Overgaden i Odense. Drengen skulle stå i lære dér i hele 5 år, i hvilket tidsrum der skulle betales 200 Rbd. om året for ham. Men så skulle Jens Adolf også være fritaget for at slæbe tunge byrder. Man vil erindre, at han havde haft et dårligt helbred det meste af sin barndom. Det var ikke sundt for ham at forløfte sig.
Det vides ikke nøjagtigt, hvornår Jens Adolf tiltrådte sin læreplads i Odense, eller på hvilket tidspunkt, han forlod den i utide. For det var, hvad der skete.
Drengen udførte flere opgaver for Mester Fich til dennes store tilfredshed. Bl.a. en malet neger, der skulde staa paa en Trappe og fange Sommerfugle, og en marmoreret kakkelovnskrog. Sidstnævnte bedrift havde fået Mester til at erklære: Naar jeg ikke vidste bedre, skulde jeg næstendels tro, at det var mig selv, der havde gjort det.
Denne udtalelse fik Jens Adolf til at spørge sin mester, om han nu ikke måtte begynde på at lære "det finere Arbejde," hvorpå han fik følgende svar: Hvad skulde jeg saa lære dig de fire andre Aar, Du er her?
Dette var for galt. Jens Adolf forlod Mester Fich for ikke mere at vende tilbage. På sine ben ilede han den lange vej hjem til Assens, hvor han efter nogen overtalelse fik sin mor til at indse det urimelige i, at han skulle spilde sine bedste år på en udsigtsløs læreplads. Han ville ind på Kunstakademiet i København på samme måde som Dankvart. Og det straks.
Madam Jerichau besluttede sig så til personligt at følge sin søn til København, hvor han kunne bo hos hendes bror, foderalmager Birch i Løvstræde. Om turen til hovedstaden skrev Jens Adolf Jerichau mange år senere:
Vi rejste over Land gjennem Odense By, hvor Mester Fich kunde tage mig ved Politiet, dersom han saa mig, og jeg sad derfor parat til at springe af Vognen, dersom han skulde møde os og lade gjøre Holdt; men vi naaede lykkeligt Kjøbenhavn, hvor jeg kom til at tegne privat hos Professor Hetsch[16] og om Aftenen paa Akademiets Skoler; her gjorde jeg hurtig Fremgang og kom snart ind paa Modelskolen.
På Det Kongelige Akademi for de skønne Kunster mødte Jens Adolf antagelig op på undervisningens første dag den 1. oktober 1831, mens Dankvart ifølge dampskibets passagerliste tidligst kan være ankommet samme sted godt 3 uger efter denne dato.
Dankvart Dreyer var således ikke langt fremme på Skolerne, da Jens Adolf Jerichau begyndte som elev på Kunstakademiet. Dankvart var slet ikke kommet endnu.
Faktisk var Jens Adolf og hans mor nået til hovedstaden allerede midt i august. Det kan vi slutte os til igen ud fra Fyens Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende: Listen over bæltpassagen fra Fyn til Sjælland i perioden 14-21 August 1831 nævner en "Mad. Jerichau".
Kun hende. Ingen Jens Adolf. Men mon ikke sidstnævnte har gemt sig, da optællingen skulle finde sted? Det var jo ikke godt, hvis Mester Fich skulle læse i avisen, at hans lærling havde passeret Storebælt på vej væk fra Fyn og Odense.
Malermester Fich skal siden forgæves have sagsøgt sin bortløbne lærling. Mester tabte sagen, fordi han havde misligholdt sine forpligtelser ved at lade sin læredreng bære en alt for stor og tung tønde farve, hvilket havde givet Jens Adolf en varig skade.
På Kunstakademiet var det til Jens Adolfs ærgrelse Dankvart, der i begyndelsen arbejdede bedst af de to. Han var den, der hurtigst avancerede fra klasse til klasse, og han fik næsten omgående ry for at være den dygtigste tegner blandt de nye unge elever.
I det tidlige forår 1833 rykkede Dankvart Dreyer fra gipsklassen op i modelklassen.[17] Dermed havde han på mindre end halvandet år nået Akademiets højere skoler.
Jens Adolf Jerichau var lige i hælene på ham. Han avancerede til modelskolen tre måneder senere.
To til fire gange årligt blev der i Modelskolen foranstaltet konkurrencer om først den lille, siden den store sølvmedalje. De vordende malere blev sat til at arbejde efter en "stillet" model, hvorefter en eller flere af de bedste tegninger blev præmieret.
Jens Adolf Jerichau nåede op i Modelskolen i juni måned 1833. Dermed var han med stormskridt kommet ganske nær opfyldelsen af et længe næret ønske om at overhale Dankvart Dreyer. Hen under jul lykkedes det. I Jerichaus erindringsoptegnelser læser vi følgende:
Dersom jeg ikke kunde komme forud for den forkjælede Dankvart, Hvad var så mit Liv værdt? Det første Kvartal, jeg tegnede paa Gipsskolen, tegnede Dreyer paa Modelskolen en af de bedste Modelfigurer, som er bleven tegnet i Kjøbenhavn, og Professor Freund[18] sagde, at han strax vilde give ham den stor Sølvmedalje herfor; men det var Sommerkvartal, hvor der ingen Medaljer kunde falde, og jeg avancerede samme Kvartal ind paa Modelskolen. Nu kom Vinterkvartalet, hvor Dreyer og jeg skulde konkurrere til den lille Sølvmedalje, og jeg tegnede saa mine Øjne gnistrede, sagde Dreyer til mig, og mine Kinder blussede. Dreyer tegnede ogsaa flittigt og godt, men da Tegningerne vare ophængte til Bedømmelse, viste det sig, at mine Tegninger vandt Prisen; thi mig alene blev tilkjendt den lille Sølvmedalje, og nu var jeg saa lykkelig som Scipio, da han slog Hannibal.
Jens Adolf Jerichau slutter af med at fortælle, at han kvartalet derefter som den eneste på holdet vandt den store sølvmedalje, hvorefter han gjorde en Triumfrejse til Assens,… og denne Sommer var vist den lykkeligste i mit Liv.
Ud over oplysningerne om de faktiske begivenheder i denne kappestridshistorie får vi her en nøgle til forståelse af lidt af de to nu 17-årige bysbørns psyker og af deres forhold til hinanden.
Jens Adolfs utålmodige higen efter anerkendelse, efter at være den første og den bedste, hans evigt nagende ærgerrige karakter viser sig tydeligt og lader sig også i nogen grad forklare.
Netop i modsætning til "den forkjælede Dankvart" synes hans egen opvækst i langt beskednere kår og hans langvarige sygdomstilfælde ham at have været en bitter uretfærdighed. Og nu som i barndommen er det derfor livsnødvendigt for ham at erobre de samme slags rettigheder som den anden tilsyneladende så ubesværet besidder.
Dankvart fra den fornemme bolig på den anden side af gaden derhjemme plages ikke af sådanne ambitioner. Det har aldrig været et behov for ham at kæmpe og at være nødt til at sejre. Han kom ind på kunstnerbanen uden at skulle slås for at få lov. Måske dette også skulle blive den egentlige årsag til, at han tidligt skulle forlade den uden sværdslag.
At Dankvart Dreyer ikke behøvede at bære nag over for Jens Adolf, og at han havde overskud til midt i konkurrencesituationen endda at notere sig kammeratens udseende, viser bemærkningen: … og jeg tegnede saa mine Øjne gnistrede, sagde Dreyer til mig, og mine Kinder blussede".
Kappestridsberetningen fortæller os yderligere lidt om Dankvart Dreyer. Han havde udført en modeltegning så suveræn, at man på stedet ville have givet ham den store sølvmedalje for den, hvis man havde kunnet. Uagtet at reglerne foreskrev den lille medalje før den store.
Medmindre den da godt 50-årige Jerichaus hukommelse angående de faktiske begivenheder i ungdommen atter har vist sig noget upræcis. Ifølge Akademiets papirer vandt Jerichau nemlig ikke den store sølvmedalje allerede kvartalet efter triumfen over bysbarnet, men først året efter i december 1834.
Konstateres kan det dog, at Jens Adolf Jerichau, som han så brændende havde ønsket det, nu overbevisende havde passeret Dankvart Dreyer, der først skulle få begge sine medaljer i hus adskillige kvartaler senere.
Kunstakademiets bibliotek ejer et antal figurtegninger fra ældre tid. Blandt disse findes to arbejder, begge meget smukke, udført af henholdsvis Dreyer og Jerichau efter den samme mandlige model. (Fig. 4) (Fig. 5)
En sammenligning imellem de to blade viser, hvorledes Dankvart Dreyer i meget højere grad end sin konkurrent har ladet sig fuldstændig opsluge af modellens fremtoning, hvorefter han har tegnet nøjagtigt, hvad han så uden den mindste tanke for effekt eller flothed. Hver en muskel og hver lille ujævnhed i modellens hud er iagttaget og gengivet med en mærkelig glubende udtrykstrang. Noget man i dag har øje for, men som dengang næppe blev værdsat.[19]
Så snart eleverne i modelklassen havde opnået den første af de to obligatoriske sølvmedaljer, fik de lov til at udføre malede modelstudier.
Allerede i 1822 havde professorerne Eckersberg og Lund indgivet forslag om, at der på selve Akademiet skulle undervises i at male i dagslys, og fra 1829 var der blevet anvist faste lokaler til dette formål. Samtidig etablerede man konkurrencer i den nye disciplin med såkaldte mindre pengepræmier til følge. Der blev givet 50 rigsdaler for det bedste modelstudie.[20]
Den 10. august 1835 lykkedes det for Dankvart Dreyer at vinde den eftertragtede pengepræmie. Modelfigur, siddende dreng (Fyns Kunstmuseum)[21] har hidtil været anset for at være Dreyers vinderprojekt. Nyere tids forskning bl.a. vedrørende forholdene omkring pengepræmiekonkurrencen peger imidlertid på et andet og mere sandsynligt arbejde.[22]
Liggende mandlig model med en hund, der findes i privateje, er med sin farveskønhed og sine dybe bløde skygger en hel del i slægt med førnævnte figuropstilling. (Fig. 6)
Modellen ligger henslængt diagonalt fra venstre mod højre med front imod beskueren. Han læner sig op af en lav plint, der er dækket af et folderigt klæde. Dette når helt til gulvet, hvor det danner underlag for manden og en krølpelset hund, som befinder sig bag ved modellens ben og som hengivent hviler sit hoved på hans ene nøgne lår. Med sin højre hånd kærtegner han dyrets nakke. I venstre hånd, hvor albue og underarm støtter på plintens overside, så armen ses i en vanskelig forkortning, holder han en kort rørlignende genstand.
Modelfigurens hud lyser rosa og gylden på baggrund af gråviolette, hvidgule og sortbrune kulører, der er nuanceret i fine mellemtoner. Disse løber stedvist sammen til dybe mørke skyggepartier, som modsvares af den unge mands brune hår og hundens pels af samme farve.
I baggrunden er antydet en halvbue, der giver en forestilling om et hvælv i billedrummet.
Jens Adolf Jerichau har malet den samme model i samme stilling, set fra omtrent samme vinkel dog i en noget anden iscenesættelse. Hans arbejde har fået titlen "David". (Fig. 7)
Jerichaus figur forekommer blødere i linierne og knap så vredet i kroppen som Dreyers. Men farvespillet i Jens Adolfs maleri er grelt og temmelig unuanceret. Modsat bysbarnets version af modellen, hvis øjne er halvtlukkede, så de mørke øjenvipper afsætter fine skyggestreger på hans rosenrøde kinder, så ser Jens Adolfs David hen for sig med et intenst og handlekraftigt ansigtsudtryk. Hunden er blevet til et panteragtigt kattedyr. Det har anbragt både hoved og en pote på sin herres lår, som i modsætning til Dankvarts figur her er dækket af et sømmeligt lændeklæde. Det gråviolette draperi i Dreyers maleri er hos Jerichau forvandlet til et gulbrunt leopardskind, og Dreyers nøgterne trægulv er blevet til et saftigt grønt græstæppe. Dette strækker sig dybt ind i billedets bageste rum, hvor en frodig tropeskov hvælver sig over en flok græssende antiloper. I stedet for det ubestemmelige rør, Dankvarts model holdt i sin venstre hånd, så dingler stenslyngen, som David brugte til at dræbe Goliath med, ned fra den unge mands sejrssikre venstrehånd.
I virkeligheden var pengepræmien noget vanskeligere at opnå end sølvmedaljerne. Konkurrencen fandt sted på Akademiet i sommermånederne. Eleverne skulle selv stille modellen, dvs. bestemme hvordan han skulle placeres, og dernæst konkurrere om en tegnet skitse af samme. Vinderstillingen skulle så anvendes af samtlige deltagere i den videre konkurrence. Den elev, der fik sin skitse bedømt som den bedste, indhøstede ikke nødvendigvis pengepræmien for sit færdige malede resultat. Det viste bl.a. udfaldet af denne kappestrid bysbørnene imellem.
Vi ved, at det var i 1835, at Dankvart Dreyer vandt den mindre pengepræmie, og at han, som skik var, udstillede sit vinderprojekt på Charlottenborg året efter. Men desværre kender vi hverken billedmål eller motiv for pengepræmiekonkurrencen. Kun at den som sædvanlig drejede sig om en modelfigur. Denne skulle efter reglerne indgå i en form for "handling", dvs. forestille f.eks. en faun, en fægter eller en liggende såret kriger indføjet i en komposition, der ved hjælp af udvalgt tilbehør og passende omgivelser skulle referere til det givne emne.
Sommeren 1835 var det Jens Adolf Jerichaus forslag til modellens stilling og hans tegnede skitse, der blev valgt, men altså Dankvart Dreyer, som vandt selve konkurrencen om den malede model.
Den 21. oktober samme år skrev Dankvart Dreyer fra Assens til professor Lund i København bl.a. følgende:
Med inderlig Glæde har jeg erfaret, at jeg er tilkjendt Pengepræmien, og erkjender med levende Følelse at denne store og behagelige Opmuntring aldrig kunne have blevet mig til Deel, hvis jeg ikke havde været saa lykkelig at have nydt Deres Velbyrdigheds Vejledning og Raad.[23]
Dankvart Dreyer malede to portrætter af Jens Adolf Jerichau måske med et par års mellemrum. Det tidligste, som har tilhørt Nicolai Bøgh, og som kan ses i Willemoesgården i Assens, stammer ifølge Bøgh fra 1835, da maler og model begge var 19 år. (Fig. 8)
De to unge mennesker kan have været gensidigt beskæftiget med at male hinanden, hvorefter Jerichau utålmodigt har kasseret sit billede, hvad han ofte gjorde.
Jens Adolf er klædt på i arbejdstøjet, hvid skjorte og sort jakke under en folderig mørkviolet kittel. Hans kropsstilling er vendt mod højre, men han ser den modsatte vej med et anspændt alvorligt udtryk i ansigtet. Hovedet er sænket en anelse, og øjnene vredladne som hos en tyr, der ikke kan beslutte sig til, om den skal stange eller vende om og gå sin vej.
Dreyers andet portræt af Jerichau hænger i dag på Frederiksborgmuseet i Hillerød.[24] Det er mere malerisk i sin udformning og meget farvefint. Jens Adolf er også her vist alvorsfuld, men han ser ikke vred ud, snarere fordybet i sit arbejde, som endnu lader til at ville lykkes for ham.
Der kendes ingen portrætter af Dankvart Dreyer malet af Jens Adolf Jerichau.
Sensommeren 1837 fandt Dankvarts og Jens Adolfs sidste dyst sted. Kappestriden drejede sig denne gang om portrætteringen af den rige Assenskøbmand Bruuns søde 15-årige datter Marie Sophie.
Efter sigende fik Jens Adolf tegnet et dejligt portræt af hende, som blev almindelig beundret. Men til alles bestyrtelse rev han det midt over. Da han blev spurgt, hvorfor han dog havde gjort det, svarede han, at "saa skjønt et Menneske kunde han ikke tegne".[25]
Men Dankvart masede på. Han malede først et mindre studie af den unge pige, (Fig. 9) siden et stort gennemarbejdet halvfigursportræt. Det nåede i sidste øjeblik at komme med på forårsudstillingen i 1838.[26] (Fig. 10)
Marie Sophie Bruun er iført en fin hvid kjole, hvis sindrige system af mange rynker, raffinerede sammensyninger, kantebånd og flæser helt sikkert har interesseret den unge maler. Hun sidder på nøjagtig samme måde som i sin tid Karen Margrethe, Dankvarts storesøster, gjorde, da hun sad model for sin bror. En anelse lænet mod højre, fordi hendes venstre albue og underarm støtter sig til et lille højt bord, mens den anden arm og let knyttede hånd hviler i kjoleskødet. Hendes hoved hælder let mod venstre, hvad der kompositionsmæssigt modvirker trækket i den modsatte retning og skaber balance i billedopbygningen. Bordet kan meget vel være identisk med dét, som blev afbildet et par år tidligere, og stuen er måske også den samme.
Forklaringen er den, at det var den ansete Bruunslægt fra Fredericia, der nu havde overtaget "Store Dreyers" position i Assens som provinsbyens "kongehus". Sophies onkel, købmand, agent Søren Wedege Bruun, havde i 1826 købt størsteparten af Dankvarts fars dødsbo, indbefattet naboejendommen til Brydes Gaard, hvor Dankvart voksede op. Da agent Bruun senere samme år var afgået ved døden, havde hans bror, Hans Brøchner Bruun, der var Marie Sophies far, overtaget hans besiddelser.
Dankvart var 10 år og Marie Sophie fire, da hendes familie flyttede til Assens. De to børn kan meget vel have løbet ud og ind i hinandens hjem fra de var små, hvorfor det også har været naturligt for agentens unge datter at sidde for akademieleven i enkefru Dreyers dagligstue.[27]
I disse omgivelser har måske Jens Adolf, sønnen af madam Jerichau ovre fra den lille købmandshandel på den anden side af Østergade, pinagtigt mærket sin sociale underlegenhed, hvad der kunne forklare, at han måtte rive tegningen af Marie Sophie itu. Hvorimod Dankvart i bogstaveligste forstand har følt sig hjemme.
Der er solskin i Sophies kjole og stråleglans i hendes store alvorlige øjne med det direkte blik. Hun har et rundt mildt ansigt med regelmæssige træk indrammet af brunt blankt hår, der er skilt i midten og samlet i en enkel frisure. En buket af violette og hvide og gyldne sommerblomster iblandet en enkelt valmue ligger på bordet, som hun hviler armen på. Buketten er anbragt, således at et lille parti af de brogede blomsterhoveder som en frynsekantet dug yndefuldt falder ud over kanten på det rødbrune bord. Sophies bare underarm vokser ud af denne have, og hendes nedhængende hånd gentager blomsternes bevægelser. På pegefingeren bærer hun en stor lakrød ring, der straks fanger beskuerens opmærksomhed. Ringen, håndens renskurede fingre med blankpolerede negle og hudens vekslende farvespil fremhæver den smukke lyse kjole, som ved nærmere eftersyn funkler i et yndigt spil af farvetoner, der alle er beslægtet med blomsternes kulører.
Portrættet af Marie Sophie Bruun griber en om hjertet ved sin sødme, og fordi man kan fornemme, at dets ophavsmand har gjort sig umage med det.
Men tidens kritikere, som her for første gang beskæftigede sig med Dankvart Dreyer, havde hver især en lidt anden mening.
Niels Lauritz Høyen skrev i Dansk Kunstblad om portrættet af Marie Sophie Bruun kun at det var godt opfattet og ret smukt udført hvad Ansigtet angaaer. Derimod savner hele Figuren Runding, og den høire Arm med tilhørende Haand kunde vistnok have været bedre tegnet.[28]
Teologen og kritikeren Karsten Wiborg udtalte sig på følgende måde i sin kunstkritiske afhandling om Charlottenborg-udstillingerne fra 1838:
Hr. Dreyers Portrait fortjener, som et Arbeide af en yngre Kunstner ikke liden Paaskjønnelse. Det indeholder ret charmante Ting; blandt disse maa nævnes Kjødfarven i Armene, der staaer meget godt mod den hvide Kjole. Men Ansigtet er lidt fladt; dette ligger maaskee i Farven; idetmindste vilde det upaatvivlelig være undgaaet, om Ansigtet have havt mere Skygge. Den altfor udbredte Lysflade i et Ansigt gavner sjelden; især naar den mangler Mellem=Teinter, Halvskygger, og det er netop disse der mangle.[29]
Det var jo ikke helt nemt at blive klog på.[30]
I 1838 udstillede Jens Adolf Jerichau, der nu helt havde opgivet maleriet til fordel for billedhuggerfaget, fire arbejder på Charlottenborg uden synderlig resultat. Konkurrencen om den lille guldmedalje havde han to gange deltaget i uden held.
Så mistede han tålmodigheden med akademiets professorer. Endnu engang besluttede han at blive sin egen lykkes smed. Han ville væk fra København. Dér blev man dræbt som Kunstner. Han ville til Rom.
Det lykkedes Jerichau at skaffe rejsepenge bl.a. ved at låne dem af en ældre frøken Preetzmann, som tilbød den unge billedhugger en sum, hun havde sparet op for selv at rejse til Italien.[31]
Jens Adolf fik skibslejlighed på Fregatten Rota, som skulle hente den store Bertel Thorvaldsen og alle hans berømte værker hjem til København.
Den 11. maj 1838 forlod Dankvart Dreyers plageånd Danmark og rejste dermed også ud af sit bysbarns liv.
Dankvart drager af sted på sin første af flere heldige ekspeditioner til Jylland, denne gang for at opsøge landskabsmotiver i Aarhusegnen og Silkeborgegnen. Siden finder vi ham på den lille herregård Rugaard på Fyn, hvor han har gode venner. I november 1838 er han atter tilbage i København. Kunstforeningen køber straks et af hans jyske arbejder, og N.L. Høyen taler pænt om det i Kunstbladet.
Fremtiden ser lys ud. Dankvart sætter en historisk figurkomposition med motiv fra nordisk mytologi i arbejde og begynder på sit selvportræt.(Fig. 11)
Det lille ved første blik uanseelige billede var indtil efteråret 1996[32] det eneste offentlig kendte portræt af Dankvart Dreyer, og sandsynligvis har kunstneren bare denne ene gang givet sig af med en selvskildring.
Dankvart Dreyer er 22 år. Først nu har han så meget tro på sig selv, at han tør tænke på at efterlade et billede af sig til eftertiden. Han føler, at han er ved at nå det, han har drømt om. At blive en anerkendt og respekteret kunstner. I baggrunden skimtes staffeliet med den nævnte historiske komposition, som skal vise det sted i Snorres Edda, hvor gudernes sendebud Hermod kommer ned til Hel for at forsøge at få sin døde halvbror Balder med tilbage til livet.
Den unge kunstner har klædt sig pænt på, og hans hår er nyklippet og velbørstet. Alvorlige gråblå øjne kigger ransagende ind i spejlet for som sædvanligt at få alt med. Hver en farvenuance i hudens tonespil, hvert et ansigtstræk er gengivet lige fra bekymringsrynken mellem de fuglevingelignende øjenbryn til den lange dreyerske næse, der viser ned til en kruset rød mund med et på een gang beslutsomt og usikkert udtryk. En mærkelig sindets spaltning synes antydet i venstreøjets lette glippen. Måske en lønlig sårbarhed, som maleren hverken har villet eller har kunnet ignorere i sin selvfremstilling.
De skildrede personer i denne artikel var alle Dankvart Dreyers bysbørn, og hver især hørte de til hans første kreds.
Caroline Dorothea Dreyer blev den, der længst stod ham bi. Hun overlevede sin yngste søn med to år, og det var hende, der måtte bekendtgøre det sørgelige budskab om hans sygdom og tidlige død i Vestfynske Avis, som bragte meddelelsen søndag den 7. november 1852.
