Tale holdt af præsident Myrvin Christopherson, Dana College, Nebraska, i anledning af åbningen af udstillingen »Danskerne på Prærien« – med indledning af Torben Grøngaard Jeppesen.
Museerne har til opgave at indsamle, dokumentere og bevare levn og viden fra vores fortid. Men museerne har også til opgave at fortælle om vor historie – sætte focus på den, så vi i vor hektiske nutid ikke glemmer, at verden er dannet lag på lag – og af generation efter generation. Med nutidens medier bombarderes vi uafbrudt med nyt om, hvad der sker rundt i verden. Det er selvfølgelig også vigtigt at forstå vores verden i en global nutidssituation. Men glemmes dét, der skete i går, så mistes en væsentlig del af forståelsen for vor egen tid og for samfundets og værdisættenes foranderlighed.
Odense Bys Museer søger at leve op til disse to formål på forskellig vis. Naturligt nok er Odense og Fyn vort normale arbejdsområde – og naturligt nok er mange af vore permanente udstillinger baseret på den fynske historie. Og glædeligvis er interessen herfor stor.
Skal vi dog søge at trænge igennem nutidens mængder af informationer, viden og oplevelser, som udbydes fra nær og fjern – ja, så er det nødvendigt, at vi sætter ekstra focus på et særligt tema eller en særlig del af vor historie. Det er også nødvendigt, at vi i formidlingen tager udgangspunkt i nutidige problemstillinger eller emner, der indgår i tidens samfundsdebat.
Det er baggrunden for Hollufgård-udstillingerne, der nu er blevet skabt en række af, og hvor vi emnemæssigt og geografisk går ud over den nære ramme. Udstillingerne sætter focus på et centralt emne og skal gennem det visuelle lede til en lyst til at vide og forstå mere. Lad mig i flæng nævne et par tidligere udstillinger: EUROPA-udstillingen, der åbnede i 1992. Den satte focus på markante ændringer i den europæiske historie – et emne som var meget aktuelt netop på det tidspunkt med jerntæppets fald, Balkankrisen og afstemningen om EU-unionen. Et andet eksempel kan være udstillingen fra 1994. Her sattes focus på oldtidskulturerne i det sydøstlige Europa – i Ukraine – et Østeuropa, som vi først da var ved at få kendskab til efter Berlinmurens fald.
Med udstillingen »Danskerne på prærien«, der åbnede på Hollufgård den 1. maj 1997, håber vi at have skabt en udstilling, som både giver indblik i et stykke utroligt spændende dansk såvel som amerikansk historie og sætter tanker igang om menneskers enorme vovemod, viljekraft, udholdenhed og lyst til at bygge op. Det er samtidig en historie om religionens betydning, når livets ekstremer dukker op – og om emigration og integration i et nyt land.
Det er historien om et land – om Amerika, som vi til skiftende tider har elsket, set op til, været afhængig af, modarbejdet og været underlegen overfor. Det er et USA, som danskere sammen med i hundredtusinder af andre skandinavere har været med til at sætte sit væsentlige præg på.
Det er et USA, som vi i dag valfarter til – et land, hvor afbrudte familieforbindelser nu generationer efter genoptages. Og det er et land, som vi samarbejder med i kampen for frihedens og menneskerettighedernes sikring rundt i verden.
Udstillingen fortæller denne historie – baseret på en lille gruppe danske pionerer, der i midten og slutningen af forrige århundrede forlod Danmark for at tage udfordringen op. Amerika stod som demokratiets og mulighedernes land. Man følger bonden og initiativtageren Lars Hannibal, der gik i krig for sit nye land som soldat i Nordstatshæren, brødrene Paul og Mads Andersen fra Bellinge, som med start på den øde og uendelige prærie i Nebraska vandt sig hæder og rigdom, drengen Peter S. Petersen, som mistede sin mor og søskende allerede kort efter ankomsten til USA – og mange flere, som oftest måtte en barsk skæbne igennem, før de kunne realisere deres drøm.
Initiativet til udstillingen blev taget i starten af 1995. Gennem et systematisk undersøgelsesarbejde med feltstudier i USA blev grundlaget for udstillingen skabt. Herefter fulgte et intensivt arbejde med at opbygge udstillingen. Lige fra starten har projektet nydt stor offentlig bevågenhed. Journalister og fotografer fra såvel den skrevne som den elektroniske presse fulgte med på vores jagt efter spor af de udvandrede danskere i Wisconsin, Iowa og Nebraska. Også i USA er projektet blevet kendt, og der arbejdes med at bringe en lettere omarbejdet udgave af udstillingen til Omaha i Nebraska og til Ellis Island i New York. De mange resultater af indsatsen kan ikke alene ses i udstillingen. Det er også blevet til bøger, undervisningsmateriale, boglister m.m. Odense Bys Museer vil som opfølgning på det store projekt i de kommende år fortsætte udforskningen af emnet. Der vil blive arbejdet på at udgive en kommenteret udgave af et stort og utroligt spændende erindringsmanuskript skrevet af Peter S. Petersen, der som 13-årig udvandrede sammen med sin familie i 1872 og som siden blev redaktør af Dannebrog News. Og tre danske bosættelser i USA vil blive gjort til genstand for en række detailstudier af deres opståen og udvikling. Det drejer sig om den første danske bebyggelse i USA, lokaliteten Hartland i Wisconsin fra 1847, skovbosættelsen West Denmark i det nordlige Wisconsin, der opstod i 1869, og den store bosættelse på den åbne prærie i Nebraska, Dannebrog, som skabtes gennem en viderevandring fra Hartland i 1871.
Emnet for udstillingen »Danskerne på Prærien« vil således også i de kommende år fylde meget i Odense Bys Museers undersøgelses-, publikations- og udstillingsarbejde, forhåbentlig afsluttende med fremvisning af udstillingen i New York i 1999.
Ved åbningen af udstillingen på Hollufgård den 1. maj 1997 var præsident Myrvin Christopherson, Dana College, Nebraska, inviteret. Dana er det ene af to stadigt eksisterende colleges, der skabtes af danske udvandrere i USA i forrige århundrede. Her fastholdes stadig tætte relationer til Danmark, og det er derfor naturligt, at Dana College er blevet Odense Bys Museers base for udforskningen af danske i Midtvest USA. Her bringes Myrvin Christophersons tale ved åbningen i en oversat version:
Det er en ære og fornøjelse for min kone Anne og jeg at være inviteret til at dele denne dag med Dem. Vi er imponerede over den storstilede måde, som Odense by har prioriteret historien om den danske immigration til USA. Det har været en fornøjelse for os at få besøg af flere af dem, som planlagde denne udstilling fra begyndelsen, og vi ser frem til, at denne udstilling engang finder vej til Amerika.
Som direktør for den ældste uddannelsesinstitution i Amerika grundlagt af danskere, ser jeg hver dag bevis på, at danske ting holdes i live. Vi underviser stadig hvert år i det danske sprog på vores Dana College. I flere år er disse klasser blevet undervist af vores gæstelærer, som er en nyuddannet fra Ribe Statsseminarium. Vi fejrer også traditionel dansk jul hver december. Det trækker tusinder af gæster til vor College. De elsker at lære at lave danske juleting og at smage danske smørrebrødslækkerier som frikadeller, leverpostej, medisterpølse og meget mere. Vort danske arkiv er blandt de bedste etniske indvandrersamlinger i USA overhovedet, og vores LUR Press publicerer de danske indvandreres historier i USA.
Da jeg spurgte min far, en dansk amerikaner født i Luck, Wisconsin, i år 1900, som talte godt dansk til sin død i en alder af 92, hvad han mente, var danskernes største bidrag til USA, tøvede han ikke. Han sagde: »De var virkelig gode smørproducenter«. Først troede jeg ikke, at dette var noget særlig kompliment, men jo mere jeg tænkte over det, jo mere opdagede jeg, at kunsten og håndværket at lave smør var af yderste vigtighed for USA, specielt i Wisconsin, mejeristaten. Selvfølgelig ved vi, at danskerne også har været ansvarlige for andre ting. Vi ynder jeres design, møbelproduktion, porcelæn, øl, og takker specielt for gaven H.C. Andersen. Nogle, bl.a. jeg selv, er også ynder af Søren Kierkegaards skriverier.
De første danske indvandrere startede med at komme til, hvad der senere blev staterne Iowa og Nebraska, for ca. 150 år siden. De havde konverteret til den mormonske tro og var på vej mod det nye Zion tusinde mil mod vest over Great Plains og Rocky Mountains i Utah. I 1850’erne var der flere danskere i Utah end i nogen anden amerikansk stat med undtagelse af Wisconsin. Nogle forlod snart den mormonske kirke og nedsatte sig på farme i det vestlige Iowa. Andre drog mod vest, men de vendte tilbage til det vestlige Iowa og østlige Nebraska og nedsatte sig på nyligt opførte bebyggelser i Omaha og Fremont, Nebraska. Een som vendte tilbage til Midtvesten fra Utah var Mark Hansen. Han nedsatte sig i Omaha, hovedkvarter for Union Pacific Railroad, den første jernbanelinie tværs over kontinentet til Stillehavskysten. Han grundlagde to institutioner, som spillede vigtige roller i det danske indvandrersamfund, Den Danske Pioneer (1872), den ældste dansk-amerikanske avis (udgives stadig i dag) og The Danish Brotherhood (1882), en sammenslutning som tilbød assistance til danske indvandrere i det nye land, og som stadig bringer danskere og amerikanere sammen den dag i dag. Jorden blev for dyr i Wisconsin, og med hjælp af Union Pacific Railroad begyndte nyankomne danskere at flytte til små byer med dansk-klingende navne i det centrale Nebraska: Dannebrog, Nysted, Kronborg og Farewell. Disse stednavne vil man komme til at kende, når man besøger udstillingen.
Når folk slår sig ned, længes nogle efter uddannelses- og religiøse institutioner. Danske indvandrere, som længtes efter kirkelige handlinger på det danske sprog, blev besøgt af omrejsende præster, som ankom til de spredt og sparsomt befolkede områder, organiserede religiøse møder, tilbød sammenhold, døbte og begravede indbyggerne i byerne. En af de første til at prædike for danskerne i det centrale Nebraska var pastor A.M. Andersen. I 1884 hjalp han danskerne med at starte Det danske evangeliske lutherske kirkesamfund, og han blev den første formand og leder af Trinitatisseminariet i Blair, Nebraska. Denne præsteskole blev senere til Trinity Seminary og senere igen til Dana College, institutionen hvor jeg har arbejdet som leder i de sidste 11 år. Skolen var oprindelig startet af efterfølgere til Indremission-bevægelsen i Danmark; andre indvandrere begyndte under indflydelse af Grundtvigs tanker at starte folkehøjskoler. Den første blev påbegyndt i Elk Horn, Iowa, i 1878, og kort tid efter startede endnu en i Nysted, Nebraska. I dag er Elk Horn i Iowa ramme om the Danish Immigrant Museum, åbnet i 1983 for at bibeholde og fejre den dansk-amerikanske-arv. Selvom disse folkehøjskoler ikke længere eksisterer, spillede de en vigtig rolle for de nye indvandrere i de tidlige år. I 1896 blev Grand View College, en højskole og et seminarium i Des Moines, grundlagt for at bibeholde N.F.S. Grundtvigs ånd blandt de studerende. Det er stadig den dag i dag i brug som college.
I dag har de fire institutioner – Den Danske Pioneer, Dana College, Grand View College og the Danish Immigrant Museum taget føringen i bestræbelserne på at bibeholde den danske arv i USA; ikke kun for dansk-amerikanerne i præriestaterne, men også for andre danskere over hele USA.
Mange lærde og iagttagere konkluderer, at de danske indvandrere har tilpasset sig hurtigere til den amerikanske befolkning end andre indvandrergrupper. Dr. John Mark Nielsen, professor i engelsk og skandinavisk litteratur ved Dana College, som hjalp mig med at forberede dette indlæg, argumenterer for, at tilpasningen skete hurtigt, fordi de danske indvandrere var hvide nordeuropæere, protestanter af tro, begavede, og havde let ved at lære engelsk. Disse faktorer, og kendsgerningen af at de var en lille minoritet blandt indvandrerbefolkningen, hjalp danskerne til at tilpasse sig hurtigere. Endvidere noterer de danske historikere Kristian Hvidt og Erik Helmer Pedersen sig, at der var flere unge mænd end kvinder i den giftefærdige alder blandt de danske indvandrere. Derved giftede mange af de unge mænd sig med kvinder med andre etniske baggrunde, og de og deres familier lærte traditioner, familieritualer og madtilberedningsideer, som ikke var danske.
Mange dansk-amerikanere har i dag meget lidt kendskab til deres »danskhed«, og hvad den betyder for dem personligt. For nogle betød deres danske arv, hvilken kirke de skulle vælge. Nogle iagttagere mener, at man kan genkende en dansker på hans adfærd. De peger på, at dansk-amerikanerne er tilbageholdende med at være i front, faste i beslutninger. Jeg tror, dette kaldes Janteloven. Jeg tror, dansk-amerikanernes identitet i dag går længere end til at spise æbleskiver og smørrebrød, synge danske julesalmer og pynte juletræet med danske hjerter, drikke Aalborg Akvavit eller sige »Ya« istedet for »Yes«.
Jeg er selv meget stolt af min danske arv og beæret over at være formand for Dana College i Blair, Nebraska, hvor vi lærer dansk og prøver at beholde og videregive forståelse for Danmarks og danskernes bidrag til kunst, litteratur, religion, landbrug, industri, politik og fredelig sameksistens. Jeg er meget taknemmelig over, at der hvert år kommer unge danskere til Dana College for at studere. De er blandt vore bedste studerende. Temmelig ofte sender vi små grupper af studerende og deres professorer afsted for at besøge, studere og fortælle i Danmark. De kommer altid tilbage imponeret over, at Danmark er sådan et skønt land med venlige, talentfulde og gæstfrie mennesker.
Når medlemmer af fjerde-, femte- og sjettegenerations dansk-amerikanere stiller spørgsmål til deres arv, er det godt at se, at der er steder i USA, hvor det danske sprog bliver talt, og dansk litteratur og historie bliver udforsket. Steder som Dana College, Grand View College og Danish Immigrant Museum er stolte af at markedsføre Danmark og dansk viden og forhold til dem, der har glemt eller aldrig lært om deres arv. Disse steder beriger også forståelsen for mange andre, som ikke har nogen dansk baggrund som sådan.
De danske indvandrere i USA gennemgik utrolige strabadser og lidelser, mens de kæmpede for at overleve og få rodfæste i et enormt, nyt, mærkeligt og nogen gange fjendtligt land. I dagens USA (og jeg formoder også dagens Danmark) oplever indvandrere fra Mexico, Sydamerika, Mellemøsten, Østeuropa, Afrika, Asien og andre lande utvivlsomt det samme stress og den samme fjendtlighed, som de danske indvandrere til Amerika oplevede for et århundrede siden.
De indvandrere, man vil møde på denne udstilling, »Danskerne på prærien«, vil have vigtige historier at fortælle; historier som vil minde os om, at menneskelige individer kan omstille sig til og møde udfordringerne i et nyt land og nye mennesker, og at samfundet, de har omstillet sig til, kan blive beriget ved de livssyn og de værdier, de bragte med sig. I dette fald bliver kulturen rigere, da den udvikles og forandres.
Det er mit håb, at denne udstilling vil give de besøgende en rigere forståelse og taknemmelighed for de danskere, som krydsede Atlanten for 75 – 100 år siden i deres søgen efter drømme og muligheder.
Måtte vi lære af deres vovemod, deres beslutsomhed, deres tro på Gud og på hinanden. Og ja, måtte vi lære af deres nederlag såvel som deres sejre. Måtte vi også lære, hvordan man byder nytilkomne velkommen i vores lande.
Tak fordi I huskede jeres danske relationer til Amerika ved at dele deres historier i denne fantastiske »Danskerne på prærien« udstilling. Amerika er blevet rigere på grund af dem.
(Oversat af Brian Weihe, Odense Bys Museer).
