Et skilt og en bom mellem to indkørselssten hindrede i september og oktober 1960 adgangen til den minderige gravplads på Møllegårdsmarken ved Broholm. Det blev nødvendigt at tage hensyn til markens dyrkning. Og tilstrømningen af interesserede eller af tilfældige vejfarende, som „faldt ind“, blev snart så stor, at udgravningsarbejdet vilde gå i stå, hvis alle de spørgsmål, der som efterårsløvet dalede ned over os, skulde besvares. Vi orkede det ikke. Hensynet til det videnskabelige arbejdes fremgang og de penge, det koster at gennemføre en stor arkæologisk undersøgelse, måtte komme først. Derfor skiltet med de dystre ord: Adgang forbudt. Det hjalp en del, skænkede os så tilpas arbejdsro, at vi i de syv uger, undersøgelsen stod på, kunde afdække og optage i alt 212 grave.
Der var altså nok at gøre. Allerede de gravninger, som kammerherre Fr. Sehested til Broholm her gennemførte 1876-81, viste, at findestedet på Møllegårdsmarken er en af Danmarks store gravpladser fra den ældre jernalder. Han undersøgte dengang i alt 381 urnegrave og brandpletter. Men over halvdelen var afpløjede. Urnerne står kun 50-60 cm under markfladen, og i mange tilfælde har plovskæret nået ned og kappet toppen af dem. Og faren for ødelæggelse er stadig voksende. Den moderne dybpløjning med traktor er en åben trussel mod den store gravplads, som i virkeligheden ifølge Naturfredningslovens § 2 er et fredlyst fortidsminde. Det haster med at sikre det tilbageværende, inden det efterhånden går til grunde. Det var i påskønnelsesværdig erkendelse heraf og i varm interesse for at sikre dette vigtige oldtidsminde, at stamhusbesidder Jørgen Sehested til Broholm sidste år gav sin tilladelse til gravningernes genoptagelse (se Fynske Minder 1959, s. 169 ff.).
Ved afdækningen i 1959, der kun strakte sig over en halv snes dage, optoges 70 grave. I år er et ganske stort område blevet blotlagt, i alt ca. 620 kvadratmeter, og, som nævnt, optoges yderligere 212 grave. Det vil sige, at det samlede antal – når tallene lægges til Fr. Sehesteds fund – nu er nået op på 663. Søgegrøfterne blev naturligvis lagt i tilslutning til de ældre gravninger. Overalt myldrede fundene frem, så at der ikke er tvivl om, at også de tilstødende dele af marken gemmer urner og brandpletter. På baggrund heraf kan man opstille den forsigtige beregning, at pladsen rummer mindst tusinde grave. Hvis det slår til, må den være den største af vore gravpladser fra den ældre jernalder, i hvert fald fra den romerske jernalder: tiden mellem Kristi fødsel og 400.
Fra de gamle gravninger i 1870’erne eksisterer naturligvis ingen fotografier. Man måtte hjælpe sig med det illustrationsmiddel, der dengang stod til rådighed: tegning. Som illustrator for de to store arbejder, Fr. Sehested udgav om sin arkæologiske virksomhed, havde han sikret sig den ypperlige tegner, professor Magnus Petersen. Resultatet blev da også to meget smukke bøger med prægtige helsidebilleder, som fint og let gengiver de hundreder af oldsager, man havde gravet frem. Så omhyggeligt var det gjort, at de to bøger, „Fortidsminder og Oldsager fra Egnen om Broholm“ og „Archæologiske Undersøgelser“, ikke blot dengang blev hovedværker, men endnu i dag står som kildeskrifter af den største værdi.
Den gamle illustrationsteknik er i nutiden afgået ved døden. Den fine stregtegning er afløst af den moderne kameratekniks objektive gengivelse af virkeligheden. Det er nu muligt med større troskab at gengive fundene, som de ser ud, når de afdækkes på findestedet.
Et par fotografier viser, hvordan afgravningen finder sted som forholdsvis store fladeafdækninger. Først bliver muldlaget fjernet. I det næste spadestik står flertallet af lerkarrene, og så må der udvises forsigtighed. Jorden afspades i tynde, langsomt nedførte stik, så at beskadigelsen, når redskabet kommer i berøring med karrene, bliver den mindst mulige. Ofte står karrene ganske tæt ved hinanden, men da der også kan være fundtomme partier, bliver gennemsnittet én grav pr. tre kvadratmeter. Nogen påviselig orden i anbringelsen kan ikke iagttages, men da nedsætningen af en senere grav kun sjældent har forstyrret en ældre, har der nok fundet en afmærkning sted, måske med træpæle.
Når nu urnerne på nævnte måde er stedfæstet, følger afdækningen med håndredskaber. Karrene er næsten altid beskadigede. Bundene står jo sjældent mere end 60 cm under markfladen, tit endda højere, og de sprøde kar har ikke kunnet tåle presset af de tunge dyrkningsredskaber. Det siger så sig selv, at den sidste afdækning må foregå med stadig øget omhu. Urnegraven er i virkeligheden nu kun en klump skår, presset mere eller mindre ud af form. Hvert eneste skår må naturligvis medtages til genopbygningen i museet. Når afdækningen er fuldført, står urnerne opmarcheret – ikke på række og geled – men i den tilfældige orden, hvori de er nedstillede i oldtiden. Jordoverfladen, de hviler på, afskrabes og glattes omhyggeligt, for at det afsluttende fotografi kan stå så klart som muligt.
Herefter følger optagningen. Inden den finder sted, bliver hver grav dog først indmålt ved triangulering fra en fast udgangslinie og indtegnet på en oversigtsplan. Dybden indmåles ved nivellering. Til sidst opsamles og mærkes alle skårene, og indholdet: blokken af brændte ben, optages så vidt muligt hel. Helst skal den nemlig undersøges inden for museets mure. Det kan ske omhyggeligere her end ude på marken, hvor den kolde efterårsblæst og regnbygerne gør fingrene stive og hindrer det minutiøse pillearbejde. Hvor let kan ikke også en jordskjoldet glasperle overses og forveksles med en lille marksten tilfældigt indblandet i benmassen!
Men selv fotografier og de nøjagtigste beskrivelser kommer tit ikke virkeligheden på nært nok hold. Intet fanger i en museumsopstilling den besøgendes blik så stærkt som præparatet; selve fundet som det stod i marken omgivet af den brune muld eller nedsænket i det gule undergrundsler. Vi tænkte på dette, og et af de allersidste fund, en velbevaret urnegrav, viste sig egnet til optagelse – bogstavelig talt – en bloc. Vi gravede smalle render omkring det nedlagte, støbte gips ned deri og en beskyttende hætte ovenover. Udenom tømrede vi en kasse og bankede så en jernplade ind under bunden, så at den løsnedes fra marken. Nu kunde kassen forsigtigt vendes, og brædder slås over som bund. Så blev kassen – den vejede hen mod en halv ton – ført ind til Fyns Stiftsmuseum med Falcks kranvogn og anbragt på en plint i kælderen.
Et par fotografier viser undersøgelsens forskellige stadier. På det første billede (fig. 7) vender kassen bunden opad, men brædderne er slået fra, bundjorden fjernet, og urnens bund blottet. Foran ses nogle helt lyse pletter. Det er en klump farvede glasperler, smeltede og afformede i ligbålets varme. Bag urnen skimtes mere uformelige klumper: forrustede jernsager, blandt hvilke kan nævnes en velbevaret kam af jern og en kniv. Herefter blev det blottede lag dækket med silkepapir, og et svært gipsdække støbtes som fremtidig bundflade for præparatet. Kassen vendtes nu om, så urnen stod i rigtig stilling. Den øvre gipshætte fjernedes, og så fortsattes der med spatel og pensel. Lerkarrets mundingskrave og øre tonede frem, og modsat øret ses på billedet, uden for karret, de sammenkrøllede dele af en tyndvægget bronzespand, som har lidt svær beskadigelse i ligbålets hede. Nær bronzekedelen og næsten følgende lerkarrets rand ses den jernhank, i hvilken spanden blev båret.
Så fulgte tømningen af lerkarrets indhold: brændte ben opblandede med muldjord. Mellem benene fandtes endnu en del farvede mosaikperler og to tynde jernnåle, endvidere brudstykker af en benkam. Sidstnævnte er med jernnagler samlet af flere stykker. Stumper af de to halvmåneformede benskinner, som holdt sammen på de enkelte dele, er prydet med fint indridsede cirkelfigurer.
I redegørelsen for udpræpareringen af fundet kan man ganske nøje følge den begivenhed, som fandt sted på Møllegårdsmarken i tiden lige efter 200 e. Kr. Oldsagerne viser, at en kvinde er blevet lagt på bålet. Om halsen har hun båret sin smykkekæde af perler, ved bæltet var fæstet kamme og kniv. Hun har nok været helt velstillet, for den store bronzekedel – indført gods fra Rhinegnene – var ikke hvermandseje. Da bålet var brændt ned, blev det, flammerne havde levnet, samlet sammen og nedlagt i den smukt ornamenterede urne, og det, som ikke kunne få plads inden i den: metalkarret, nogle af jernsagerne og perlerne, anbragt under karrets side. Til sidst blev muld kastet over graven.
Det er egentlig det samme billede, som med klarhed tegner sig fra grav til grav, enkelt og uden megen variation. For den arkæologiske udgraver er imidlertid en stor gravplads som den, der nu afdækkes på Møllegårdsmarken, en guldgrube. Fundene viser, at gravlægning her har fundet sted gennem fire hundrede år. Igennem dette lange tidsrum har moden naturligvis forandret sig, så ændringerne bliver kendelige på oldsagerne. Et vældigt materiale stilles derfor til rådighed for studiet af den kulturhistoriske udvikling og for dateringen af den. Den store mængde af grave må betyde, at Gudmebygden dengang har været båret af et ikke ringe antal mennesker. Bygden har ikke levet i isolation, da jo importen af fremmede varer kaster lys over en handel, der passerer landegrænserne. Men om de endelige resultater, som gravpladsen på Møllegårdsmarken, når den engang er fuldt udgravet, vil kunne give os, er det endnu for tidligt at tale. Der forestår et langvarigt arbejde med den fortsatte udgravning og med behandlingen af fundene. Disse linier har kun tilstedt et lille kig bag tæppet og ladet ane perspektivet. Fr. Sehested så det i sine to bøger, og de nye undersøgelser vil kræve deres værk engang i fortsættelse af Sehesteds betydningsfulde indsats på arkæologiens område.
