En 1000-års fødselsdag er nok værd at fejre! Og det var netop, hvad Odense gjorde, da byen i 1988 rundede dette skarpe hjørne. Baggrunden for fødselsdagen var, at Odense – Othenesuuig (’Odensvig’) – nævnes første gang på skrift i et gavebrev fra den tyske kejser den 18. marts 988. Dokumentet kaldes Odenses ”dåbsattest” (fig.1). Men er Odense virkelig anlagt i det herrens år 988 i det bare ingenting? Eller skal byens oprindelse reelt findes længere tilbage i historien?
Alene omtalen af Odense i et kejserligt brev antyder, at byen på dette tidspunkt er af en vis betydning og størrelse. Heraf følger videre, at Odense allerede da må have haft en del år på bagen. I det følgende skal vi prøve at komme nærmere en datering af byens oprindelse og dens tidligste struktur (fig. 2).1
Byerne udgjorde i vikingetiden centrale knudepunkter for handel
og håndværk og fungerede som markante magtbaser. I den forstand
spillede byerne en væsentlig rolle i dannelsen af det danske rige. Hvornår og hvordan de tidligste byer dannes, er derfor et af de helt centrale spørgsmål i arkæologien.
Da de tidlige bylignende bebyggelser i form af en række handels- og håndværkspladser fra 8. og 9. årh. har meget tilfælles med de sæsonvise markedspladser og de samtidige landsbyer, er det nødvendigt at definere, hvad der skal til, for at vi kan sige, at noget er en by. I forhold til markedspladserne er det især et spørgsmål om, at der er tale om permanente aktiviteter og ikke blot sæsonvise. I forhold til landsbyerne er det afgørende, at befolkningen i en by overvejende ernærer sig ved handel og håndværk i modsætning til landbrug, som vi kender det fra landbebyggelsen. De tidlige byer – også kaldet protobyer – er formentlig i høj grad udsprunget af yngre jernalders handelspladser og udgør en tidlig, delvis selvgroet bydannelse.2
Fra o. år 1000 optræder en ny fase af byanlæggelser, igangsat af konge og kirke efter vesteuropæisk forbillede med henblik på at tjene deres interesser.3 Samfundet har nu en stigende kompleksitet med bl.a. en styrket ”statsmagt” og kirken som fastforankret bestanddel samt med begreber som privilegier, byråd, skat og møntslagning; alle elementer, som er med til at definere en egentlig by.4
Det er derfor nødvendigt at operere med en variation i kravene til en by alt efter, om vi er før eller efter år 1000.5 For perioden 700-1000 er kravene til en by – eller mere reelt en protoby – således befolkningstæthed, permanent bebyggelse af en vis størrelse, og at den overvejende del af befolkningen ernærer sig ved handel og håndværk. Desuden kan der i nogle tilfælde være en klar afgrænsning mod omgivelserne.6 Efter omkring år 1000 er det samtidig afgørende, at en by indeholder to eller flere kirker og har møntprægning og særlige beskatningsregler.7
Man har traditionelt ment, at de eneste reelle protobyer i Norden i det 8. og 9. århundrede var de såkaldte emporier, Ribe, Hedeby, Kaupang og Birka, handelspladser placeret i periferien af riget med afsæt i langdistancehandel,8 og at næste bølge af byer, Aalborg, Aarhus, Roskilde, Viborg, Lund og Odense, blev anlagt omkring år 1000 af kongen – Aalborg og Aarhus måske lidt tidligere.9 Nyere forskning peger nu på, at der i hvert fald ved Odense desuden har været en forudgående periode, da byen gradvist etableres som følge af mere selvgroede processer som specialiseret håndværk og måske handel.10 Billedet er dog noget ufuldstændigt, bl.a. fordi de arkæologiske undersøgelser i den vestlige del af Odenses centrum er relativt begrænsede, og det derfor er vanskeligt at danne sig et større overblik.
Nogle af de ældste spor fra Odense udgøres af let nedgravede arbejdshytter, såkaldte grubehuse, ved hhv. Mageløs og Vestergade
70-74 i den vestlige del af det nuværende centrum (fig. 3). Det er muligt, at grubehusene på de to lokaliteter repræsenterer et større sammenhængende værkstedsområde fra tiden omkring år 900 og frem mod år 1100.11
Ved Vestergade 70-74 er der på et mindre areal undersøgt dele af et grubehus og dele af et formodet langhus samt gruber og stolpehuller, der ikke kunne sættes ind i konstruktioner (fig.4). Både lang- og grubehus viser tegn på reparation, og de har således været i kontinuerlig brug gennem længere tid. Den ældste fase af grubehuset dateres til et sted i 800- eller 900-tallet på baggrund af fundene af keramik, tenvægte, en lyster af jern og en benkam (fig. 5). Tæt øst for grubehuset fandtes en bronzepatrice fra omkring 900 e.Kr., der har været anvendt ved fremstilling af dragtnåle, såkaldte skivefibler, med en udsmykning i en af vikingetidens karakteristiske dyrestile (fig. 6).12 Flere anlæg omkring grubehuset indeholdt digelfragmenter og bronzesmelteklumper, der afspejler bronzestøbningsaktiviteter, som kan være samtidige med patricen. I anlæggene omkring grubehuset fandtes også slagger, vævevægte, et norsk klæberstensskår samt en fingerring af glas og en glasperle. Den yngre fase af grubehuset indeholdt– præcis som stolpehullerne i langhuset – en yngre type keramik, såkaldt Østersø-keramik, og dateres til tiden efter ca. 950.
Som helhed afspejler fundmaterialet håndværk som bronzestøbning,
smedning og tekstilproduktion i 800-1000-tallet, og lokaliteten tolkes derfor som del af en håndværksplads og i hvert fald fra efter ca. 950, muligvis med tilhørende permanent bebyggelse.13
Ved en tracéundersøgelse i gaderne Mageløs og Klaregade er der fundet to grubehuse (fig. 7), der ud fra keramikken, overvejende såkaldte halvkuglekar (fig. 8), samt 14C-dateringer dateres til yngre germansk jernalder eller ældre vikingetid, ca. 700-900 e.Kr.14 Grubehusene indeholdt blandt andet en jernkniv med omviklet bronze, jernværktøj, bronzegenstande, jernslagger samt ten- og vævevægte (fig. 9). Der var endvidere flere dyreknogler i grubehusene. Der blev også undersøgt flere stolpehuller rundt om grubehusene.15 Fundene fra de to grubehuse peger på specialiseret håndværk, og de har dermed næppe hørt til en enkeltliggende gård. Grubehusområdet ved Vestergade og Mageløs/Klaregade synes anlagt sent i 700-tallet eller i 800-tallet på et jævnt plateau ud til Odense Å og ganske nær den foretrukne passage over åen. Dermed havde grubehusbebyggelsen en central placering i forhold til den nord-syd-gående trafikkorridor, vi fra senere kilder kender som gadeforløbet Hunderupvej-Klaregade.
©FIG. 7: Plan over undersøgelserne ved Mageløs/Klaregade. Blå: grubehuse. Rød: stolpehuller. Grå: andre anlæg. Stiplet grå: feltgrænser. Tegning: Mads Runge.
Også længere mod øst – ved lokaliteterne Klingenberg og
Skomagerstæde/Overgade 1-3 – er der fremkommet mulige
grubehuse. I nærheden af grubehusene er der fundet spor af denegentlige beboelseshuse, der kan være i hvert fald delvist samtidige
med grubehusene. Det kan tyde på, at de specialiserede
håndværk har været tilknyttet en permanent bebyggelse og således
ikke blot udgør en sæsonvis benyttet markedsplads, som det
ellers kendes fra andre lokaliteter i slutningen af jernalderen og
starten af vikingetiden.16
Fundene fra grubehusene viser en specialiseret produktion,
som har et afsætningsmarked, der ligger uden for selvforsyning
og dermed måske også indirekte peger på handel, men bortset
fra et par norske klæberstensskår og et enkelt fund af rhinsk basaltlava
er egentlige spor af handelsaktiviteter fra perioden før 11. årh. i form af importvarer, brudsølv, arabiske mønter og vægtlodder ikke påvist i materialet.17 Fraværet af disse indikationer på handel er bemærkelsesværdig, men kan skyldes de begrænsede undersøgelsesarealer i grubehusområdet samt manglen på affaldslag
fra vikingetiden i området – eventuelt som følge af senere ødelæggende aktiviteter. En anden forklaring kan være, at de handelssystemer, som Odense i vikingetiden er indgået i, har en mere lokal karakter end de omtalte emporier, der indgik i langdistancenetværk. De mere eksotiske varer vil alt andet lige være lettere at genkende i fundbilledet.
Hvorvidt sporene af håndværk og evt. handel kan tages til indtægt for, at hovedparten af befolkningen har ernæret sig ved disse fag, er usikkert. Modsat er der ikke tegn på, at bebyggelsen har huset en selvforsynende landbrugsbefolkning.
Et af de væsentligste kriterier for, at man kan tale om en by eller
protoby og ikke blot en sæsonudnyttet markedsplads, er, at denne ligger i tilknytning til en helårsbebyggelse.18 Som nævnt var der nær grubehuset fra Vestergade 70-74 et langhus, der kan være samtidig med de specialiserede håndværksaktiviteter fra anden halvdel af 900-tallet, men også andre steder er der registreret dele af permanente huse fra tiden før år 1000.
Ved Klingenberg udgør en stolperække enten dele af en væg eller en indre tagkonstruktion i et hus, der kan følges over ca.
4 m (fig. 10). Keramik fra et af stolpehullerne er fra såkaldte halvkuglekar, der dateres til yngre germansk jernalder eller ældre vikingetid.19 Nær huset er der undersøgt flere gruber, hvis indhold
af bearbejdet ben og tak vidner om kamproduktion samt jernhåndtering. En eller flere af gruberne kan som omtalt afspejle
grubehuse. Aktiviteterne kan ikke dateres mere præcist end perioden
fra yngre jernalder til ældre middelalder.
Ved Møntergården, der ligger i den østlige udkant af middelalderbyen,
er der nederst i de arkæologiske lag i en større udgravning fundet et langhus, hvor taget har været båret af to rækker af indvendige stolper. Syd for dette hus ses en stolperække, der kan udgøre den nordlige række tagstolper i et tilsvarende hus, og mod vest en mindre bygning bestående af fire stolper. Øst for gavlen til det fuldt afdækkede hus fremkom et par gruber med skår fra såkaldt Østersø-keramik og halvkuglekar, formentlig fra ældre vikingetid (fig. 11). Det er dog uvist, om huse og gruber er samtidige.
Ved en udgravning i Overgade 1-3 og det nu nedlagte Skomagerstræde
langs rådhusets østside udgøres de ældste aktivitetsspor af et muligt grubehus samt et antal stolpehuller, der dannede et hjørne i et hegn eller et hus. Anlæggene overlejres af en kompakt brolægning, udlagt på den oprindelige muldoverflade. Brolægningen kan følges over 25 m, og ud fra indlejrede fund skal den formentlig dateres til sen vikingetid/ældre middelalder.20 Grubehuset og stolpeforløbet er altså ældre end dette tidspunkt. I yngre lag, dateret til slutningen af 1000-tallet, fandtes i øvrigt sporene af en kattefarm (fig. 12).21
I området mellem domkirken og rådhuset blev der i to grøfter
afdækket dele af de tidligere kirkegårde tilhørende henholdsvis
Skt. Knuds og Skt. Albani Kirke. Under de middelalderlige gravlæggelser og et frådstenslag, som antages at være opstået ved planering af affald fra tilhugning af sten til den ældste fase af Skt. Knuds Kirke, fremkom flere stolpehuller. Stolpehullerne tolkes som huse eller hegn fra en bebyggelse, der gik forud for etableringen af Skt. Albani Kirke og Skt. Knuds Kirke. I den sydlige grøft fremkom vestligt to rækker af stolper, der formentlig udgør dele af to huse. Cirka 40 m øst for stolpehullerne fremkom i samme niveau en (væg)grøft, måske fra et tredje hus (fig. 13). I den nordlige grøft kunne der to steder påvises et stolpeforløb. Anlæggene er ikke dateret nærmere, end at de er ældre end gravene fra sen vikingetid eller middelalder (fig. 14).22
Ved I. Vilh. Werners Plads23 er der foretaget en stribe 14C-dateringer
af stolpehuller og gruber fra de nederste lag.24 Resultatet
harmonerer langt hen ad vejen fint med de øvrige arkæologiske
observationer på stedet, og de viser, at tyngden af aktiviteterne
ligger fra 1000-tallet og frem, men enkelte dateringer er ældre.
Fra den ældste fase i området er der udskilt to mulige huskonstruktioner, som kan være ældre end år 1000. Den ene, APC,
udgøres af en ca. 20 m lang stolperække, hvoraf et par stykker ud fra placeringen kan repræsentere udskiftninger (fig. 15). Stolperne kan udgøre en række tagbærende stolper eller en væglinje25 og et stolpehul er 14C-dateret til 777-991 e.Kr.26
Den anden konstruktion, ACU, er et 3,5-4,5×12-15 m stort hus, defineret ved 34 stolpehuller i et uregelmæssigt vægforløb (fig. 16). Fire af stolpehullerne er 14C-daterede med følgende resultat: 770-1012, 771-965, 892-1014 og 1028-1184 e.Kr.27 Fra stolpehullet, dateret til 892-1014 e.Kr., stammer Østersø-keramik, der er yngre end 950 e.Kr. 14C-dateringernes spredning, keramikken fra stolpehullerne samt de mange stolpehuller ved nordvæggen kan pege på, at huset har flere faser og dermed en lang levetid. Første fase af huset kan strække sig fra slutningen af 9. årh. til midten af 10. årh., mens anden fase, hvor nordvæggen flyttes ca. 0,75 m mod nord, og et muligt udskud konstrueres, strækker sig ind i 11. årh.
Ved kælderrenovering i Vestergade 13-15, hvor A Hereford Beefstouw har til huse, fremkom i den ene væg resterne af tre overlejrende lergulve, hvoraf det mellemste har to faser (fig. 17). Gulvene opfattes pga. deres opbygning af kraftige lerlag, tilstedeværet af overlejrende smudslag samt ildsteder at være fra beboelseshuse. På baggrund af 14C-dateringer placeres husene i perioden 897-1148.28
Der er således en række permanente huse i Odense i århundrederne
før år 1000, hvilket peger på en relativt tæt bebyggelse af en vis størrelse. Selv om sammenhængen mellem de permanente huse og værksteds-/handelsaktiviteterne ikke er sikker, sandsynliggør fundene, at ”markedspladsen” er anlagt op til en større bebyggelse.
Det er foreslået, at Paaskestræde med sit krumme forløb kunne repræsentere den østlige del af en halvcirkelformet bygrøft om en vikingetidsbebyggelse på nordsiden af Odense Å (fig. 18).29 Den vestlige afgrænsning skulle i så fald nærmest følge en af de nuværende gader Klaregade eller Munkemøllestræde. Arkæologiske undersøgelser har dog ikke kunnet be- eller afkræfte forslaget.
En anden ting, der er eftersøgt gennem årene, er den kongsgård,
som synes at have eksisteret senest i 1086, da Knud d. IV (senere
den Hellige) dræbes i Skt. Albani Kirke. Munken Ælnoth omtaler således i en skriftlig kilde fra o. 1120 kongsgården som beliggende nær Skt. Albani Kirke, måske hvor det senere Sankt Knuds Kloster placeres (fig. 19).30 Andre mener, at placeringen af kongsgården snarere har været på næsset ved Klaregade-Mageløs, nær det senere Skt. Clara-klostret og den nuværende bispegård på et areal, der senere beskrives som ”kongsmark”.31 Det er usikkert, hvor langt tilbage i tid en evt. kongsgård vil kunne være til stede i Odense. Men senest med Harald Blåtands borg, Nonnebakken, fra ca. 980 e.Kr. synes den kongelige tilstedeværelse dokumenteret. Det er foreslået, at vikingeborgen på dette tidspunkt har huset kongsgården.32 Arkæologiske spor af kongsgården er dog ikke påvist på nogen af de nævnte lokaliteter.
Vikingeborgen Nonnebakken er udførligt omtalt andetsteds i denne bog. Anlægget ligger i modsætning til de andre levn af det tidligste Odense syd for Odense Å. Nonnebakkens ældste fase kan via en serie 14C-dateringer og fundet af en såkaldt valkyriefibel (se artiklen om ”Odins by” i denne bog) følges tilbage til 700-900-tallet. Om dateringerne er udtryk for en regulær borgfase, der går forud for selve trelleborgsfasen, eller om den repræsenterer dele af det såkaldte Odins Vi – en offerlund e.l. til tilbedelse af Odin – eller andre aktiviteter, er uvist. Fra slutningen af 900-tallet er Nonnebakken imidlertid en regulær trelleborg.
En vigtig diskussion angående Odenses ældste historie omfatter
netop forholdet mellem Nonnebakken syd for åen og den gryende by på nordsiden af åen. Usikkerheden vedrørende den præcise funktionsbestemmelse af aktiviteterne på Nonnebakken i århundrederne før slutningen af 900-tallet komplicerer naturligvis
denne diskussion. Men uanset om aktiviteterne afspejler en ældre borgfase, Odins Vi, en kongsgård eller noget fjerde, er det sandsynligt, at der har været en forbindelse til de delvist samtidige aktiviteter på nordsiden af åen. Derimod kan det endnu ikke afgøres, om byen eller borgen/viet/kongsgården kom først, eller om aktiviteterne på hver side af åen udvikledes under gensidig, positiv påvirkning. Vi må nøjes med at konstatere, at placeringen af aktiviteterne på dette sted formentlig har grobund i et trafikalt og kommunikativt knudepunkt i bredeste forstand. I forhold til Nonnebakkens trelleborgfase er det oplagt, at den etableres i et landskab, som havde en vigtig strategisk betydning, og hvor altså også protobyen var etableret. At placeringen af en stor borg op til den gryende by kan have været med til at give byen et boost, synes naturligt.
Harald Blåtands øvrige borge er generelt placeret uden tilknytning
til en samtidig bebyggelse,33 og det er usikkert, hvorfor
Nonnebakken skiller sig ud herfra. Én forklaring kan være, at trelleborgene måske er anlagt ved eller direkte oven på tidligere hedenske centre som en manifestation af, at den nye kristne tro,
som Harald Blåtand på den store Jellingesten proklamerede at have indført i Danmark, nu er den officielle religion. Her har Odense med sin mulige anknytning til Odins Vi været et markant sted at dominere. En anden forklaring kan være, at Odenses centrale placering på Fyn og i forhold til Harald Blåtands samlede danske forsvarssystem var en nødvendig station. Byen er formentlig anlagt, hvor den er, netop på grund af anknytningen til det gamle kultcenter og de trafikale forhold. At borgen også placeres her, skyldes således måske ikke så meget, at der ligger en by, men at byen ligger på det rette sted i forhold til kommunikation og dominans af et område.
De arkæologiske undersøgelser i den vestlige del af Odenses centrum – formentlig byens ældste del – er som nævnt relativt begrænsede og udsagnene om byens ældste struktur derfor behæftet med visse usikkerheder. Ovenstående arkæologiske levn viser dog, at Odense i århundrederne før år 1000 har en række af de træk, der skal til for at karakterisere noget som en (proto-) by.
Strukturerne i den tidlige by er lokaliseret langs et øst-vest-gående
forløb over en ca. 4-500 m lang strækning umiddelbart nord for den relativt stejle skrænt mod Odense Å (fig. 20). I vest ses værkstedsområdet ved Vestergade 70-74 og Mageløs/Klaregade. Mellem grubehusene kan der have været permanente huse. I den østlige del af området synes der udelukkende at være almindelige beboelseshuse. Undtagelserne er mulige grubehuse ved Klingenberg og Skomagerstræde/Overgade 1-3. Bebyggelsen ved Møntergården har formentlig ligget uden for datidens Odense.
Der er aktiviteter ved Nonnebakken allerede fra slutningen af 700- eller 800-tallet, men om disse har forsvarsmæssig karakter eller måske skal tilskrives aktiviteter i forbindelse med et muligt rituelt anlæg – et Odins Vi – er usikkert. Fra slutningen af 900-tallet indgår Nonnebakken i Harald Blåtands system af trelleborge. Borgen kan samtidig have fået en funktion som kongsgård. Placeringen af grubehusene ved Vestergade og Mageløs/Klaregade og Nonnebakken på hver sit næs ved overgangsstedet over Odense Å indikerer, at der har været en sammenknytning mellem byen og borgen.
I gavebrevet fra 988 nævnes, at Odense har en (dom)kirke. Udgravninger og dateringer fra Skt. Albani Kirke har dog ikke kunnet
flytte denne kirke tilbage før år 98834. Uanset hvad, betyder placeringen af Skt. Albani Kirke umiddelbart øst for det ældste centrum af byen, at der efter år 1000 sker en gradvis forskydning af byens centrum mod netop dette område. Men det er en anden historie.