Denne artikels titel er indledningen til den vurdering af H.C. Andersens forfatterskab, der stod at læse i Corsarens anmeldelse af En Digters Bazar i maj 1842 – Corsarens længste og mest indgående anmeldelse af et H.C. Andersen-værk i de seks år, Meïr Goldschmidt var dens ejer. Den er valgt som udgangspunkt for nærværende artikel, hvor emnet “digteren og mennesket H.C. Andersen” vil blive fulgt fra først til sidst i den goldschmidtske presse.
Om det er den 22-23-årige Meïr Goldschmidt, der har skrevet den, eller den er skrevet af en af hans hjælpere, står hen i det uvisse; men der er ingen grund til at være i tvivl om, at den unge Goldschmidt ikke anså H.C. Andersen for at være noget “stort og fremragende Talent”, da de synspunkter, der kom til udtryk i Corsaren, aldrig afveg fra Goldschmidts egne.
Den, der tog H.C. Andersens samlede forfatterskab op til vurdering i Corsaren, fulgte denne op med spørgsmålene: “Kan Andersen gjøre Fordring paa Navnet af et mægtigt Geni?” og “Hvad har han leveret, der bærer Præget af dette Geni?” – med tilføjelsen: “Kun nogle faa af hans Digte kunne kaldes fuldendte.”
At H.C. Andersens litterære produktion på dette tidspunkt omfattede en selvbiografi, en halv snes dramatiske værker, seks hefter med Eventyr fortalte for Børn, fire store digtsamlinger, fire romaner, en prosadigtsamling samt to rejseskildringer, herunder En Digters Bazar, gav ifølge anmelderen i Corsaren ikke i sig selv H.C. Andersen status som geni. “Geniet skal ikke bestemmes efter Massen af, hvad det producerer”, skrev han og henviste til, at Oehlenschlæger, Chr. Winther og Palludan-Muller havde placeret sig blandt Danmarks største digtere med blot et enkelt digterværk. “Hvad har H.C. Andersen at stille op imod disse for ikke at blive sat i 2den Rang, naar de staae i 1ste?” spurgte han.
Det var angiveligt H.C. Andersens hyppige klynken over “at lide Ondt her i Hjemmet”, hvor han følte sig miskendt frem for at være påskønnet, som han var det især i Tyskland, der provokerede anmelderen til at tage hele hans forfatterskab op til vurdering. For at bevise, at der ikke var synderlig grund til at glæde sig over at være påskønnet af de tyske læsere, tog anmelderen, der åbenbart ikke anså sit litteraturkendskab for at være begrænset til kun at omfatte H.C. Andersens forfatterskab, ufortrødent også samtidens samlede tyske litteratur op til en vurdering. Resultatet af denne lød som følger: “Der er under den tydske Literaturs og den tydske Smags nærværende Forfatning ikke noget stort smigrende for H.C. Andersen i, at han har erhvervet sig større tydsk end dansk Navn.”[1]
Den goldschmidtske presse udkom med få afbrydelser i næsten 22 år – fra oktober 1837 til juni 1859 – og omfattede lokalaviserne Nestved Ugeblad eller Præstø Amts Tidende og Sjællandsposten eller Nestved og Callundborg Ugeblad samt “bladene”, som Goldschmidt kaldte dem, Corsaren og Nord og Syd. Fælles for dem alle er, at de havde Meïr Goldschmidt som deres første ejer, men det var kun Nestved Ugeblad og Sjællandsposten, han var alene om at skrive.
H.C. Andersen var langtfra den af samtidens digtere, der var hyppigst omtalt i den goldschmidtske presses litteratur- og teaterstof. Til sammenligning kan nævnes, at mens der til denne artikel er udvalgt 44 artikler om H.C. Andersen som digter og menneske, så udgør antallet under en tredjedel af det antal artikler, der omhandler Heiberg – alene i Corsaren. Emnerne i de udvalgte artikler er anmeldelser af hans digtning og tre gendigtninger af hans digteriske arbejder, “frit efter H.C. Andersen”, samt nogle ikke altid lige nænsomme fremlæggelser af hans menneskelige svagheder til offentlig moro.
Den 3. oktober 1837 – 3 uger inden sin 18 års fødselsdag – indledte den initiativrige Meïr Goldschmidt sin karriere som bladudgiver med lokalavisen Nestved Ugeblad eller Præstø Amts Tidende. Selvom denne kun var på fire tospaltede sider, vakte den så stor lokal interesse, at den allerede fra årsskiftet 1837-38 kunne udkomme to gange om ugen – med nr. 117 som dens sidste nummer den 28. december 1838. Dens artikler med skønlitterære emner begrænsede sig til kun tre, alle fra sidst på året 1838, hvoraf de to var korte meddelelser om litterære nyheder.
H.C. Andersens navn ledte man forgæves efter.
Den 1. januar 1839 overtog Goldschmidt Callundborg Ugeblad, som han udgav sammen med det hidtidige Nestved Ugeblad under navnet Sjællandsposten eller Nestved og Callundborg Ugeblad. Dette blad udkom to gange ugentlig i løbet af 1839 med i alt 105 numre, hvorefter Goldschmidt solgte det.
Ikke førend i slutningen af december 1839 – en uges tid efter udgivelsen af prosadigtene Billedbog uden Billeder – bragte den goldschmidtske presse sin første anmeldelse af H.C. Andersens digtning, hvis ellers udsagnet “tyve nydelige Smaaskizzer” kan kaldes for en “anmeldelse”. Den fulde ordlyd af omtalen af Billedbog uden Billeder var følgende:
“Digteren H.C. Andersen har udgivet en ‘Billedbog uden Billeder’, der indeholder tyve nydelige Smaaskizzer. Digteren lader Maanen besøge en ung Maler i den store Stad, hvor han er ganske fremmed, og fortælle ham nogle af de Begivenheder, hvortil den har været Vidne.”
For at give læserne mulighed for selv at kunne danne sig et indtryk af bogen stod dens “Syttende Aften” at læse i Sjællandsposten den 31. december 1839, Goldschmidts sidste dag som dennes ejer.
H.C. Andersens navn var nævnt i Sjællandsposten i januar og december 1839, første gang nærmest i forbifarten og anden gang pga. aflysningen af premieren på Mulatten. I januar 1839 hed det efter en omtale af opførelsen af Hertz’ Valdemar Atterdag på Det Kgl. Teater: “Efter Forlydende arbeider H.C. Andersen paa en stor Digtning, betitlet ‘Mulatten’”, og den 10. december 1839 bragte Sjællandsposten denne meddelelse: “Det Kgl. Theater blev lukket samme Aften, som et nyt Stykke af H.C. Andersen [Mulatten], paa hvis Opførelse baade han og Publicum havde ventet længe, første Gang skulde spilles.” Denne bragtes for at protestere mod, at forbudet mod “alt Slags offentlig Lystighed” i anledning af Frederik 6.s død var udstedt “paa ubestemt Tid” og ikke begrænset til at vare 23 måneder.[2]
Goldschmidt var eneejer af Corsaren fra oktober 1840 til oktober 1846, men hans navn stod ikke at læse i den førend i efteråret 1843, hvor han fra og med nr. 161 præsenterede sig for læserne nederst på bagsiden som “forlægger”. Mand og mand imellem blev Goldschmidt imidlertid anset for at være Corsarens hovedkraft allerede fra dennes første numre.
I Corsarens “program”, som er skrevet af Goldschmidt, kårer udgiverne sig selv til “Organ for og Bearbeidere af Folkemeningen”, og det oplyses, at størsteparten af dem er studenter, som har gjort sig bekendt med “dansk og udenlandsk Videnskabelighed”, hvorfor det ifølge sagens natur påhviler dem som akademiske borgere “at hævde og værne om Literaturens Reenhed og Værdighed”.
Til beroligelse for læserne meddeles det slutteligt, at de lette og muntre artikler, som bladet også vil byde på, aldrig vil udvikle sig til personlig satire og krænkende angreb på personlige forhold. “Aldrig skal Noget, som ligger udenfor Offentlighedens Gebeet, blive berørt af os; men indenfor Offentlighedens Gebeet troe vi, at Alt det ligger, som angaaer Publicum og det offentlige Liv, altsaa og enhver Mands offentlige Virken, enten det nu er i hans Kald eller udenfor dette.”[3]
Med denne definition af “Offentlighedens Gebeet” foregreb Goldschmidt det, der blev en langt senere tids gængse dagbladsjournalistik.
Goldschmidt havde nogle få hjælpere i sin tid på Corsaren, men disse ønskede ikke at give sig tilkende især af frygt for den risiko, de løb ved at levere stof til så forkætret et organ som det, Corsaren hurtigt udviklede sig til at blive. I Heibergs Intelligensblade kalder Hertz den “et Smudsblad”, og i Den nye Barselstue, hvor H.C. Andersen har givet den navnet “Mephistopheles”, hedder det, at det er:
“det morsomste Blad vi har, det vil sige, naar man ikke selv staaer i det, for saa er det nederdrægtigt. Det holdes ikke i fornemme Huse uden af Portneren eller Kudsken, men det slides dog op af Herskabet.”
Goldschmidt havde tilsyneladende glemt, hvem der var hjemmelsmand til denne karakteristik af Corsaren, da han i et brev flere årtier senere udskiftede H.C. Andersen med Heiberg: “I en af sine Komedier har Heiberg indlagt den Hentydning, at saadanne slemme Blade holdt man ikke selv, men lod sin Portner holde dem.” Han fandt i øvrigt bemærkningen om portneren aldeles udansk, “thi vi kjende ikke her som i Paris til Portner-Institutionen”.[4]
Som hjælpere nævner Goldschmidt i sine erindringer Ludvig Bisserup og P.L. Møller. Bisserup skrev kun teaterstof og Møller lærte han først at kende engang i efteråret 1842, så disse kan begge på forhånd holdes uden for kredsen af mulige medvirkende til affattelsen af Corsarens vurdering af H.C. Andersens forfatterskab i maj 1842.[5] Om Bisserup fortælles det, at han allerede efter den første af de 43 beslaglæggelsesbeslutninger, censuren traf om enkeltnumre af Corsaren – nr. 3, 20. november 1840 – først indfandt sig hos Goldschmidt med sine manuskripter efter mørkets frembrud og afleverede dem ved døren og “ikke turde blive hos mig”.[6] Med oplysningen i Corsarens program om, at de studenter, der stod bag udgivelsen af bladet, havde gjort sig bekendt med “dansk og udenlandsk Videnskabelighed”, kan man ikke frigøre sig fra den tanke, at vurderingen af såvel H.C. Andersens som samtidens samlede tyske forfatterskaber blev skrevet af Goldschmidt selv. Det sandsynliggøres også af Goldschmidts egen pen – i et forslag til en omskrivning af den Goldschmidt-biografi, litteraturhistorikeren Kristian Arentzen var i gang med skriver han: “da Politiforfølgelserne begyndte, var G. den Eneste, som blev ved Bladet. I sex Aar skrev han næsten det hele Blad.”
Anmeldelsen af En Digters Bazar strækker sig over hele to numre af Corsaren.[7]
Indledningsvist udtrykkes der en vis begejstring for bogen, men det forventedes, at de kosteligste dele af den blev finpudset og udsendt senere “enkeltviis i straalende Smykker”. Efter at være nået et stykke ind i teksten og være varmet op af bogens “blomstrende, digteriske Skildringer” skriver anmelderen dog: “H.C. Andersen kan være stolt deraf, ja han skal være stolt deraf, og vi Andre… ja, vi komme nok til Gjengæld til at være stolte af H.C. Andersen!” Men denne beundring nedkøles:
“Man lader sig med Fornøielse begeistre og henrive en Snees Sider igjennem, men hele 579 Sider! Det trætter. De poetiske Skildringer virke til sidst prosaisk paa En, fordi deres Mængde frembringer Eensformighed, Poesiens værste Fjende.”
Anmelderen vurderer også bogens værdi som samfundsbeskrivelse og udtrykker her sin skuffelse over, at H.C. Andersen intet skriver om den fattigdom og undertrykkelse af folkene, han ikke har kunnet undgå at være vidne til i flere af de lande, han besøgte. Dette anses for at være bogens væsentligste mangel og findes særligt skuffende, når forfatteren er H.C. Andersen: “Folkeslagenes Liv har for ham [Andersen] været en død Steen.”
“Han som er udgaaet af Folket, som har kæmpet Armodens tunge Kamp imod Rigdommen, som har seet Undertrykkelsen og Underkuelsen i Øinene. […] blot nogle faa Strøg, nogle faa bævende Greb i Strængene havde vi ventet.”
Hvis ordene ikke er Goldschmidts, så er det i hvert fald som talt ud af hans mund. Folkenes livsvilkår var et af hans yndlingstemaer.
H.C. Andersen synes ikke at have taget sig den rejste kritik videre nær. I sit almanaknotat for den 6. Maj 1842 – samme dag som Corsaren nr. 85 udkom -skrev han blot: “Blev roest for min Bazar selv i Corsaren.”[8]
Anmeldelsens anden del, som indledes med vurderingen af H.C. Andersens samlede forfatterskab, som er udgangspunktet for nærværende artikel, indeholder tillige en kritik af, at H.C. Andersen har blandet flere af sine eventyr ind i bogens handling. Eventyr kan være velegnede for børn, men de bliver særdeles uskønne, når de fortælles til voksne, og de vel at mærke ikke er “absolut nødvendige, for den poetiske Tankes Form og denne ikke kunde være gjengivet langt heldigere paa en anden Maade”. Denne gang tog H.C. Andersen sig ikke kritikken lige så let som sidst: “Corsaren tilbagekaldt sin Roes over mig. Ærgerlig”, skrev han i sin almanak samme dag, anmeldelsen stod at læse i Corsaren.[9]
Et spørgsmål, der uvægerligt melder sig, er, om vurderingen af H.C. Andersens forfatterskab i Corsarens nr. 86 i maj 1842 var forventelig. Var der med andre ord lagt op til den i den goldschmidtske presse forinden?
Sjællandspostens allerede behandlede omtale af Billedbog uden Billeder den 28. december 1839 er det nærmeste, man kommer en anmeldelse af H.C. Andersens digtning i den goldschmidtske presse forud for Corsaren. I selve Corsaren er H.C. Andersen og hans digtning omtalt i seks numre forud for nr. 86 med to omtaler af hhv. skuespillene og eventyrene samt et par hib til H.C. Andersen for hans beklagelser over de mange fortrædeligheder, han så ofte mente sig udsat for, og hans hang til at ville påkalde sig alles opmærksomhed overalt, hvor han færdedes.
I Corsarens andet nummer omtales vaudevillemonologen Mikkels Kjærlighedshistorie i Paris, om hvilken det blot meddeles, at “det Morende deri beroer paa Fremsigelsen og saa godt som ene paa denne”.[10] Maurerpigen ofres der derimod megen plads på. Den er ikke opfattet som det, den er: “en original Tragedie”, men som et mesterværk, ja, et oldermandsværk af “en parodisk Comedie”:
“I Formen kan man see, at han [Andersen] har taget Wessels ‘Kjærlighed uden Strømper’ til Mønster; men […] Wessels ‘Kjærlighed uden Strømper’ er en Vante imod Andersens ‘Maurerpige’.”
Anmelderen opsøges af H.C. Andersen, der er dybt ulykkelig over at høre det, han har skrevet “ud af sin inderste Sjæl og har anvendt Dage og søvnløse Nætter” på, forvansket og ødelagt. Anmelderen erkender herefter sin frygtelige misforståelse, og han og Andersen styrter grædende i hinandens arme, fremstammende et “Ak! Hvilken Ulykke!”[11] Emnet tages op igen nogle uger senere, hvor det nu oplyses som et bevis på, at “Maurerpigen” virkelig er en tragedie, “at Prof. Ridder Heiberg i ‘En Sjæl efter Døden’ udtrykkeligt lader Andersen læse ‘Maurerpigen’ for dem, der ‘skal qvæles det er en Tragedie!”[12]
Eventyret “Den onde Fyrste” omtales som H.C. Andersens version af fablen om Nimrod, og omtalen af Eventyr, fortalte for Børn af H.C. Andersen. Tredie Hefte begrænser sig til at være en fri gengivelse af historien “Onsdag” i eventyret “Ole Lukøie”. Anmelderen tør næsten bande på, at eventyrene i denne samling er H.C. Andersens hævn for den ilde medfart hans nyere digtning – især Maurerpigen og Mulatten – havde fået.[13]
Allerede dagen efter hjemkomsten fra sin Orientrejse hilses H.C. Andersen velkommen med det første hib til hans personlige svagheder: “Stakkels H.C. Andersen, som har lidt saa frygteligt i Grækenland og Tyrkiet! – Og hvad har han da lidt? – ‘Ingen Ubehageligheder’, men en forfærdelig ‘Uvished om de insurgerede Provindser’, som varede hele fire Dage, indtil den femte, da han fik at vide, at Alt var roligt – hvorpaa han reiste”. Og et par uger senere må han på ny stå for skud:
“Ifølge Breve fra Fyen reiste Digteren Andersen der igjennem, iført en fuldstændig græsk Dragt, hvorved især udmærkede sig en Hue med en stor forgyldt Kvast, der hang ned paa Digterens Skulder. Denne Kvast gjorde en saadan Opsigt paa Øen, at Folk stode stille paa Landeveien, naar han kjørte forbi, og sagde: Nei, see bare hans Kvast.”[14]
Bortset fra artiklen om “Den onde Fyrste”, der fremstår som en seriøs kommentar til H.C. Andersens version af fablen om jordens første hersker, Nimrod, er alle de øvrige nævnte artikler i Corsaren forud for nr. 86 blot eksempler på det “lettere og muntrere stof”, bladet skulle indeholde for at være af interesse for “alle Klasser af Læsere”, samt på de seneste nyheder om den offentlige person H.C. Andersen, som Corsarens læsere ifølge dens program var i deres gode ret til at blive orienteret om. Vurderingen af H.C. Andersens forfatterskab i nr. 86 er dermed den første af slagsen i den goldschmidtske presse med omtalen af Billedbog uden Billeder som “tyve nydelige Smaaskizzer” to et halvt år tidligere som dens eneste afsæt.
I de sidste fire et halvt år, Goldschmidt ejede Corsaren, var emnet “H.C. Andersen” på programmet i 23 af Corsarens numre – hyppigst med omtaler af skuespillene og hentydninger til de sider af mennesket H.C. Andersen, der verserede så mange anekdoter om. Mest omfattende var imidlertid Corsarens egne versioner af to af H.C. Andersens skuespil – Agnete og Havmanden og Lykkens Blomst – samt en af hans historier – “En Historie” fra 1845.
Handlingen i Corsarens “Agnete” tager sin begyndelse i Goldschmidts egen tid. Det er som abonnent på den odenseanske boghandler Søren Hempels avis, at Corsarens Rosmer Havmand bliver holdt ajour med, hvad der sker ovenvands, og for at sikre Agnete mod druknedøden under hendes første nedfart til sig har Rosmer løst sit eksemplar af “Brødrene Møllers Dykkerapparat” hjem fra Assistenshuset. Corsarens havmand lokker Agnete med, at han ikke bare har sække og kister fulde af kostbarheder, men at han også vil kunne sætte smørstegte rødspætter på middagsbordet hver eneste dag.[15]
Denne parodi på H.C. Andersens “Agnete” er ganske harmløs, men H.C. Andersen kan have følt sig ramt af dens gøren grin med, at han lader fiskerdrengen i sin “Agnete” grave en grav til Agnete og kaste jord på hende, for at “ei Bølgerne skal Liget naae”. Og slutbemærkningen i følgende notits i Corsarens nr. 136 kunne H.C. Andersen have haft god grund til at føle sig såret af:
“I sin dramatiske Bearbeidelse af ‘Agnete og Havmanden’ har H.C. Andersen gjort en Opdagelse, der vil gjøre Epoke i den dramatiske Literatur. Han har nemlig fundet, at man ikke behøver at blive staaende ved at lade Folk døe paa Scenen: de bør ogsaa begraves. Som Følge heraf bliver Agnete begraven, […]. – Hvilken Glæde vil det dog være Andersen, naar han kommer hjem og finder sin ‘Agnete’ begravet!”[16]
I Corsarens version af Lykkens Blomst genfinder man intet af den andersenske romantik og rørstrømskhed. Lykkens blomst er hos H.C. Andersen den meget sjældne blomst, det unge skovfogedpar i Jægersborg plukkede den dag, da de beluttede sig til at være kærestefolk, mens den i Corsaren ikke er en blomst men en gul stok, udpeget af H.C. Andersen, der kommer farende ned fra skyerne, “festligt pyntet som dramatisk Digter”. Hos H.C. Andersen skifter det lykkelige par fra at være skovfogedparret Henrik og Johanna til at være Prinds Buris’s fangevogter Tage og hans kone Elna, mens Corsaren holder fast ved ægteparret Hr. Folket og Madam Danmark som “det lykkeligste Par i Verden”. Rollen som H.C. Andersen tænkes besat med virkelighedens digter af samme navn. Den er ikke stor, men den er til gengæld betydningsfuld. Det er H.C. Andersen, der låner skuespillets to ønskeperler ud til nissen, og de er ægte, i modsætning til den tredje ønskeperle, som nissen låner af en tilskuer i teatret, som er Heiberg. “Ja, det maa man dog indrømme Andersen, at hans Perler er Ægte”, siger nissen. En erkendelse, Hr. Folket kan tilslutte sig, men med tilføjelsen: “Men han har ikke Talent til det Dramatiske.”
I Corsaren er handlingen henlagt til Paris i de første revolutionsår og Christiania engang i 1840’erne. Hr. Folket, der får sine ønsker om at opleve Robespierre på Place de la Revolution i Paris og de skandinavismebegejstrede studenter i Christiania opfyldt, bærer sig kluntet ad begge steder. I Paris, fordi han protesterer mod Robespierres tale, da denne under folkets store jubel udbryder: “Enhver kan erhverve sig til sit Brød, som han bedst veed, vil og kan”. “Jeg er af Natur og Profession Børstenbinder og kan ikke være tjent med, at maaske hele Verden gaaer hen og bliver Børstenbindere”, råber Hr. Folket højlydt tilbage og påkalder sig derved en så voldsom vrede hos Robespierre, at han får stillet i udsigt at “blive gjort et Hoved kortere”. I Christiania, fordi han – da studenterne inviterer ham med til deres måltid – høfligt takker nej til hestekød og bjørneskinke og i stedet beder om en bøf og en halv flaske øl samt en gaffel til at spise med hvorved han klart beviser, at han ikke er en ægte skandinav, men en forræder. Komedien får en sindsoprivende og overraskende afslutning. Først klappes der og råbes bravo, men pludselig afbrydes jubelen af en kritisk tilskuer, der råber ud over salen: “Stykket lider jo af de største Urimeligheder. Intet er motiveret; hvert Øieblik dumper Andersen ned fra Skyerne og griber ind i Handlingens Gang; i det Hele god Lyrik, men Ingen Dramatik.” Det giver publikum ham ret i, og mener nu, at det måske ville være mere forstandigt at hysse, hvortil den kritiske tilskuer bemærker: “Meget forstandigere”, og så hysser alle i fællesskab.[17]
Et par måneder efter, at H.C. Andersens “En Historie” stod at læse i tidsskriftet Freia i begyndelsen af oktober 1845, forelå den i en Corsar-version, fordelt over to numre. Indledningen til hver eneste sætning i H.C. Andersens historie gentages ordret i Corsaren, men dermed ophører også ligheden mellem H.C. Andersens originaltekst og gendigtningen. Hos H.C. Andersen ligger den gamle bedstemor i sin kiste med salmebogen under hovedet, sådan som hun selv har ønsket det, for inde mellem salmebogens blade ligger den rose, hun fik af ham, hun elskede så højt i sin ungdom. Hendes modstykke i Corsaren er embedsmanden Hr. Kjærulf, hvis øjne skinner ligeså smukt som hendes, ganske vist ikke som to stjerner, men som to nylig pudsede gadelygter, og han læser også i en stor bog, ikke en salmebog med tykke spænder af sølv, men en protokol med forgyldte bogstaver bagpå. I den ligger der ikke nogen rose, men en gul stok uden knap og dupsko. Roserne på bedstemors grav glæder sig til at blive plukket af en kærlig hånd til den dejligste pige, når de er allersmukkest: “Hvor vi ville rødme, hvor vi ville dufte”. Drømmene hos de mange bambusstokke i kælderen under rådstuen er derimod alt andet end romantiske, de ser frem til at blive brugt af en underofficer i garden på de allersejeste rygge i København: “Hvor vi ville dandse, hvor vi ville springe.”[18]
Har Andersen søgt efter ros for de seks af hans skuespil og hans lyrisk-dramatiske digt “Fragmenter af ‘Ahasverus’”, der er omtalt i Corsaren efter nr. 86, så har det været en søgen, der ikke bar frugt.
Fire dage efter uropførelsen af vaudevillen Fuglen i Pæretræet meddeles det i Corsaren, at “Hr. Andersen har, at dømme efter Bladenes Omtale, havt den Skjæbne ved sin dramatiske Spøg, at Ingen anseer det for hans Alvor, at den virkelig skulde være en Spøg”, og senere på året konstateres det, at der ikke er begået en eneste “Daarlighed” i hele Danmark i de sidste 14 dage. Som et af beviserne herpå meddeles det, at “Man ikke længer klappede af Fuglen i Pæretræet, tvertimod man peb”.[19]
Efter uropførelsen af Kongen drømmer i februar 1844 hedder det uden formildende omsvøb: “Det eneste Gode, vi kunne indrømme dette Stykke, er Ideen, Tanken, at fremstille Christian den 2dens Drømme i Fængslet. Men Placaten burde indeholde denne Oplysning – saa behøvede Ingen at see Dramaet.”[20]
Ej heller publikums store begejstring for Mulatten deltes af Corsaren. Her omtaltes det først fire et halvt år efter premieren i februar 1840. I en anmeldelse af H.P. Holst’s drama Gioachino, fortælles det, at forfatteren beskyldes for at have lånt flere af dramaets figurer hos andre, hvortil det bemærkes i Corsaren: “Hr. Holst har altsaa ikke engang stjaalet godt. […]. Saa stjal da Andersen bedre til Mulatten.” Her hentydes der til, at H.C. Andersen havde hentet idéen til Mulatten – som han kaldte et “Originalt romantisk Drama” – i en fransk novelle uden at have oplyst dette i sin egen tekstudgivelse. Noget, der fik en del læsere til at stille spørgsmålstegn ved det “originale” i Andersens drama.[21]
I august 1845 fremviste “Cataloget over Corsarens Kunst Museum” “en Taare, der kan bryde Negernes Lænker. Forfærdiget til Mesterstykke af H.C. Andersen”, som en af museets interessante genstande.[22] Denne fremvisning har utvivlsomt vakt stor moro, men hertil begrænsede dens egentlige formål sig ikke. Det var også meningen med den at gøre grin med H.C. Andersens hyppige henfalden til det højtravende, svulstige og sentimentale, som genfindes flere steder i Mulatten. Heri fælder den brutale plantageejer Rebellieres smukke, unge kone Eleonore, der har forelsket sig i mulatten Horatio, unægteligt mange tårer. Når hun græder i søvne “staaer der en Engel ved Siden”, og hendes sorg over, hvad Horatio har i vente, hvis han ikke bliver befriet, er så stor, at hun “kunde græde Hjerteblod”.[23] Gennemlæsningen af H.C. Andersens dramatekst har imidlertid været så hastig, at det er blevet overset, at det ikke var Eleonore og hendes mange tårer, der skaffede Horatio friheden. Det var grevinden af Ratél, der var hans redningskvinde.
Det kan næppe opfattes som andet end ros til Den nye Barselstue, når det under rubrikken “Theater” hedder: “I den allersidste Tid har den kongelige Theaterdirection budt Publicum paa to Nyheder; [Den nye Barselstue og Hertz’ Kong RenésDatter] men det er høist beklageligt, at det Gode, disse indeholde, skal fordærves ved, at man ikke kan nyde dem paa rette Maade. Af Den nye Barselstue kan man næsten ikke høre Noget for Publicums Latter [,..].”[24]
Den 19. marts 1846 uropførtes lystspillet Hr. Rasmussen på Det Kgl. Teater, hvor det vakte så stor forargelse, at det ikke blev genopført. Forargelsen skyldtes den for samtiden chokerende fremstilling af den forhenværende figurant ved Det Kgl. Teater Peter Emil Rasmussens forelskelse i en mandlig seminarist. Allerede i første scenes første akt betror Rasmussen sin barndomsven, at hans stærke følelser omsider er blevet gengældt, da han nu har fundet, hvad han “trængte til”, og på vennens spørgsmål, om hun er køn, lyder Rasmussens svar: “Han er ingen hun, han er Seminarist.” Rasmussens monolog i stykkets tiende scene, hvor han i en dødsfantasi forestiller sig, at han ligger i sin kiste, og seminaristen hulkende tager hans hånd, slutter med ordene: “Din Kierlighed faaer mig Taarer i Øinene.” Det var især med disse ord, at grænserne for en acceptabel beskrivelse af de i samtiden så ofte forekommende nære venskaber mellem mænd blev klart overskredet.[25] Et par uger efter stykkets uropførsel udkom Corsaren nr. 289 med en karikaturtegning af Hr. Rasmussens forfatter som stoltserende svane i kjole og hvidt med chapeau og stok ved siden af et par små ænder. Corsaren havde åbenbart fundet frem til, at stykkets anonyme forfatter var H.C. Andersen. Det er påfaldende, at der blev afsat spalteplads til en omtale af denne engangsforeteelse på Det Kgl. Teaters scene i hele fire numre af Corsaren, tilmed når det, der var årsag til den store forargelse, stykket havde vakt, end ikke antydes. Det er de håndgribelige beviser på stykkets fiasko, der er temaet i Corsarens to længste omtaler af Hr. Rasmussen: den enstemmige piben og hyssen, publikum mødte stykket med, og dette, at uropførelsen med stor sandsynlighed ville blive stykkets såvel første som sidste opførelse nogensinde. Læserne kunne dog ikke være i tvivl om, hvad Corsaren mente om stykket. Her fandtes det “ikke rimeligt, at et saa forunderlig slet Stykke [som Hr. Rasmussen] nogensinde var kommet paa Scenen”, og Corsaren nr. 288 bragte denne øjenvidneskildring: “Klokken var sex, Torsdagen den 19de Marts. ‘Hr. Rasmussen’ skulde gaae, og han kom ogsaa til at gaae. Der var en skrækkelig Mængde Politi i Huset, fordi Rygtet havde gaaet, at Stykket skulde pibes, og man vilde forhindre Haandgemæng mellem Pibere og Klappere. Politiet blev i høieste Grad skuffet, for der var slet Ingen, som – klappede.” Det kan derfor kun opfattes som ætsende satire, at Det Kgl. Teaters direktion roses til skyerne for dets repertoirevalg i sæsonen 1845-46, hvor Hr. Rasmussen og Familierne Montechi og Capuletti – sæsonens to eneste engangsforeteelser – nævnes som de vigtigste eksempler på forestillinger, der vandt publikums uforbeholdne begejstring. Hr. Rasmussen betegnes som så stor en publikumssucces, at samtlige medlemmer af direktionen “til Belønning for, at de have antaget dette Stykke, burde have Tilladelse til, for Fremtiden at bære Navnet Rasmussen som et Udmærkelsestegn efter deres eget, saa at de kom til at hedde: Hs. Excl. Overhofmarschal v. Levetzau-Rasmussen, Hr. Conferensraad Collin-Rasmussen og Hr. Geheime-Etatsraad Adler-Rasmussen.[26]
I H.C. Andersens “Fragmenter af ‘Ahasverus’” mener Columbus, der ved nattetide spejder efter landkending fra Santa Maria, at kunne skimte lys forude. Dette får ham til at bryde ud i et digt, hvori et par af stroferne lyder:
“Herre, Du følger mig,
Herre, din Villie skee! –
Ja, Du mig viser det!
Sagte bevæger sig
Lyset, jeg seer det jo.
Luften ei føder Sligt,
Havet ei tænder Sligt,
Nu er det slukt – ha! Nei,
Langsomt bevæges det.”[27]
Herom hedder det i Corsaren: “I Fragmenter af Ahasverus har Hr. H.C. Andersen udført en vanskelig Opgave: Columbus undersøger chemisk, physisk og naturhistorisk, om det Lys, han seer i det Fjerne, er et virkeligt Lys (dvs. et Tællelys), eller om Havet eller Luften har frembragt det, og det er lykkedes Hr. H.C. Andersen at sætte denne Undersøgelse i Digt, og Digtet gaaer paa Melodien: ‘Manden med Glas i Haand’.”[28] Dette punktnedslag i H.C. Andersens “Ahasverus” -fragmenter, forekommer en smule gådefuldt. Oplysningen om, at digtet lader sig synge på melodien til “Manden med Glas i Haand” og hermed henvisningen til en “drikkesang” om sømandens liv, er Corsarens, ikke Andersens. Dennes to næste strofer lyder: “stolt af sin høie Aand,/ føler sig stor”. Det kan have været disse, Corsaren henviser til for at ville fortælle, at Columbus’ overvejelser bygger på de rige evner, alle sømænd ifølge “drikkesangen” er begunstigede med. Det ligger imidlertid fristende nært at antage at ved at betegne Columbus’ i virkeligheden primitive overvejelser som en “chemisk, physisk og naturhistorisk” undersøgelse og lade Columbus udtrykke disse i en drikkesang, har Corsaren villet tilkendegive, at Columbus’ ord er ren og skær fuldemandssnak.
Reaktionerne på Andersens menneskelige svagheder strakte sig fra det godmodige og harmløse til det dybt krænkende, og i Corsaren holdt man sig ikke tilbage fra at gøre sig morsom på H.C. Andersens bekostning. Herom skrev han i øvrigt i et brev til Jonas Collin den Ældre: “jeg synes, at Danmark, saaledes som det aabenbarer sig i Kjøbenhavn – og det er dog Hjertet – er et Land, hvor Folket er smaa ‘Corsar-Børn’, det lever kun for at see Smaaligheder og Feil hos enhver fremtrædende Personlighed.”[29] Sådanne “Smaaligheder” kom til udtryk i en række stikpiller til Andersen. Ifølge Corsaren var Andersen på ingen måde i tvivl om sin egen genialitet, hvilket tydeligt fremgår af bladets forslag til en definition af betegnelsen “digter” i J.C. Langes danske Conversations-Lexicon: “En, der er begavet frem for andre Mennesker”, og det tilføjes: “Under denne Titel tager H.C. Andersen Reisepas.”[30] Lykønskningsdigtet “Runerne (Klinger, I harper og cymbler)” som Andersen skrev til det unge brudepar Prins Christian (den senere Christian 9.) og Prinsesse Louise i maj 1842 gav omgående anledning til et par skosende kommentarer i to af Corsarens numre.[31] I den ene hentydes der til H.C. Andersens snobberi for de kongelige: “den høie Brudgom sammenlignes med en Magyar”, og i den andet hedder det: “H.C. Andersen har, som det synes, i den sidste Tid nedsat sig som Leilighedsdigter og derved nedsat sig som Digter.”[32] Og Corsarens sammenligning af estlændernes higen efter at lade sig kristne på 1200-tallet med H.C. Andersens higen efter at få tildelt den preussiske røde Ørns ridderkors er et nænsomt hib til hans påståede permanente ordenskløe. Estlænderne tilbød at lade sig døbe af Biskop Sunesen, selvom de i forvejen var blevet døbt et par gange.[33] Noget grovere er “Bekjendtgørelse”, der er nedvurderende indtil det taktløse:
“Da jeg for Tiden gjennemreiser Tydskland som æsthetisk Probenreuter [en “Probenreuter” er det tyske, nedsættende spottenavn for en Handelsrejsende], anbefaler jeg mig med at oplæse Prøver af Eventyr o.s.v. ved Tydsklands forskjellige Hoffer. – Billigt Honorar og reel Behandling skulle stedse være Formaalet for mine varmeste Bestræbelser.
Ergebenst
H.C. Andersen,
p.t. wohnhaft beim Hofe in Oldenburg.”[34]
Endelig trækkes H.C. Andersens sarthed over for kritik frem til offentlig latterliggørelse i Corsarens “Underdanigste Spaadomme og Fremblik paa Aaret 1844”, hvor det forudses, at H.C. Andersen i løbet af oktober måned “laver et nyt Stykke, der ingen Lykke gjør; han bliver vred, græder, skriver et Eventyr over en Stork, der drager mod Syden og gjør saa en Pilegrimsreise til Mekka og Jerusalem.”[35]
Hverken Andersens skuespil eller digtning fandt altså nåde for Corsarens blik. Og meget bedre skæbne fik Improvisatoren, som er den eneste af H.C. Andersens romaner, der omtales i Corsaren, ikke. Sammenlignet med Goethes Kennst Du das Land er Improvisatoren langtfra genial – ja, faktisk falder den helt igennem i dens beskrivelse af Italien:
“En Lykke, at denne Gothe ikke reiste til Constantinopel og Grækenland og Ungarn og fortærede disse Lande; – thi hvor skulde saa den stakkels Andersen reise hen? Dog, Folk som han og Holst [H. C. Holst, der i 1843 skrev om Italien i Reiseerindringer. Ude og hjemme] kunne roligt reise til Italien. De ere i deres Detailaand at ligne ved Raphaels Elever, der fuldførte Enkelthederne i den store Mesters Udkast, som selv uden dem vare fuldendte.”[36]
Da værten i den italienske restaurant “San Pietro” i Århus kommer Corsaren-skribenten i møde i døren, kan denne takket være alt det italiensk, han har lært af H.C. Andersen og Holst, gøre sin entre med et “Felicissima notte!”, men han er desværre ikke i stand til at forstå ét ord af værtens overvældende ordrige, italienske respons på denne imponerende ankomsthilsen.[37]
At Goldschmidt langt fra var nogen beundrer af Improvisatoren fremgår med al ønskelig tydelighed af konceptet til det brev, han skrev fra Sicilien i 1847 til sin gamle latinskolelærer K.C. Nielsen:
“Havde de olympiske Guder skjænket mig den Gave at digte, saa skulde jeg kunne beskrive Syden, det føler jeg; til blot en Reisebeskrivelse vil jeg ikke nedlade mig. Endnu mindre vilde jeg skrive en saa slet Bog som Andersens ‘Improvisatoren’; for at see, hvor sjælløs og jammerlig denne Bog er, maa man læse den i Rom.”[38]
Nord og Syd udkom i næsten 11½ år – fra februar 1848 til juni 1859. I bladets første halvandet år var det et månedsskrift, hvorefter det blev et ugeskrift.
Artiklerne om H.C. Andersen og hans digtning adskiller sig væsentligt fra H.C. Andersen-artiklerne i Corsaren. De fleste af dem er mere dybtgående end hovedparten af Corsarens H.C. Andersen-artikler, og tonen i dem er oftest strengt saglig med adskillige klarsynede, men til tider bedrevidende og docerende, analyser. Dets elleve H.C. Andersen-artikler fordeler sig med seks om skuespillene, to om romanerne og – som de sidste og først mod slutningen af Nord og Syds udgivelsesperiode – tre om eventyrene og historierne.
Anmeldelsen af “Ahasverus” er Nord og Syds første H.C. Andersen-artikel. Heri konstateres det indledningsvis, at det ikke er lykkedes for H.C. Andersen at løse den gåde, der består i “at udstille Verdensbevidstheden i Poesiens Bazar”, da dette at kunne skrive “et Verdensdrama” stiller en række krav til kunstneren, som H.C. Andersen ikke kan indfri. Han skal ikke alene turde sætte sig på “Verdens-Dommersædet”, men også kunne dømme endnu ufødte slægter, fordi han kender deres tanker. “I sin mægtige poetiske Begejstring svinger han sin Sjæl mod Himlen og seer forud Guds egen Dommedag.” Ifølge Goldschmidt har H.C. Andersen imidlertid begrænset sig til at opsøge de jordiske konger, hertuger og prinser og lade Ahasverus opleve verdenshistorien frem til Christopher Columbus. Det har været vigtigt for ham at sende Ahasverus på farten, så der kan vises en række rejsetableauer a la dem, der vises i En Digters Bazar. Disse skifter i et så hæsblæsende tempo, at landenes historie gennem fjorten hundrede år har ladet sig beskrive på kun 100 sider: “Det gjør ondt at maatte sige det: Andersens Verdenshistorie er uendelig ‘pjattet’; den indeholder ikke Mere, end hvad enhver Student veed til examen artium.” Vanskelighederne ved at beskrive forviklingerne i landenes historie i det lange perspektiv er forsøgt overvundet ved at ty til eventyrene, “men det er ikke gjennem saadan naiv, barnlig Bevidsthed, der kan tillægges Dyrene, at vi Mennesker skulle komme til Erkjendelse af vor Slægts Historie og Formaal.” Efter disse indvendinger må artiklens konklusion have været en uventet glædelig overraskelse for H.C. Andersen:
“Men trods Alt dette kan man forskaffe sig en stor Glæde af Digtet. Man kan lade Enkelthederne forelæse som Brudstykker, uden Hensyn til den Idee, der skulde forene dem. Naar de paa saadan Maade drages ud af Helheden, lyse og glimre de med Phantasi og Følelse.”[39]
Goldschmidt er begejstret for Hartmanns musik og H.C. Andersens tekst til Liden Kirsten. Om teksten skriver han, at med undtagelse af Romeo og Julie kan han ikke komme i tanke om noget andet scenisk værk, hvori et kærlighedsforhold fremstår “saa klart, forstaaeligt, næsten gjennemsigtigt, som i dette Stykke.”[40]
Anmeldelsen af Kunstens Dannevirke, der var det ene af de to forspil ved Det kongelige Teaters hundredårsfest den 18. december 1848, indledes med ordene: “Det er ikke nogen uheldig Tanke, som Andersen har havt i Forspillet, at bringe Theatrets Jubelfest i Forbindelse med Krigen [Krigen i Slesvig var brudt ud først på året].” Goldschmidt begrunder sin påskønnelse af stykket med, at det er folkets gerninger og bedrifter, der giver folkets åndelige liv, dets litteratur, poesi og kunst, sin “Tone og Duft”, og at krigen i Slesvig er noget langt mere end blot en grænsekrig. Men hermed er det så også slut med påskønnelser. Det tilføjes nemlig, at det er selve den måde, en tanke udføres på, der er afgørende for, om den kan betegnes som heldig eller uheldig. I Kunstens Dannevirke er tanken uheldig, for ganske vist rummer stykket adskillige fine enkeltheder, kloge betragtninger og smukt udtalte følelser, men der må være noget galt med dets komposition: “Valkyrien, Norge, Grantræ, Holberg, danske Frivillige – “wie reimt sich das zusammen”? Hvordan skal der blive en Enhed ud deraf? Der er heller ingen.” Om “nationalitetsfølelsen” hedder det: “Trods den stærke Appel til Nationalitetsfølelsen, der gaaer gjennem Forspillet, viste Publikum (i det mindste den Aften, da vi saae det) den sjeldne Takt, ikke at klappe.”[41]
Denne kritik tog H.C. Andersen til genmæle imod nogle år senere i Mit Livs Eventyr og for en sjælden gangs skyld ikke blot med vanlig klynken over de ondsindede kritikere, men med en saglig argumentation: “Jeg vidste med hvilken Stemning Folk den Tid kom i Theatret, vidste hvor ringe Betydning det just nu havde for dem, thi Tanken var derovre. Tanken var hos Soldaterne i Krigen. […] min Overbevisning sagde mig, at det ikke var i Sværdet nu til Dags vor Styrke laae, men i Aandens Dygtighed.” Grunden til, at man ikke klappede, da Goldschmidt så stykket, var, at han først så det ved dets fjerde opførelse, hvor “alt var en gammel Historie”.[42]
Anmeldelsen af Meer end Perler og Guld er Nord og Syds længste af et H.C. Andersen-skuespil. I et brev til Henriette Wulff nogle få dage forinden skrev H.C. Andersen, at Goldschmidt havde forberedt ham på, at han ikke ville komme til at synes om anmeldelsen, og tilføjede: “Nu – interessant bliver den vel, naar jeg glemmer mig selv.”[43] Det skulle nu vise sig, at vel faldt stykket ikke i Goldschmidts smag, men hans kritik af det var langt fra sønderlemmende.
Stykket er ifølge Goldschmidt “en god, fri Oversættelse ja i Enkelthederne en forbedret Oversættelse” af den østrigske forfatter Ferdinand Raimunds Der Diamant des Geisterkonigs, som bygger på Tusind og een nat. Hans betænkeligheder går først og fremmest på stykkets forsøg på at gengive “Phantasiens lunefulde og dristige Billeder paa den dramatiske Scene.” Fantasiens uendelighed lader sig efter hans mening ikke klemme inde mellem kulisserne på et teater. Maskinmesteren, som er den håndværker, dette overlades til, bør kun benyttes med mådehold. I Tusind og een Nat eksisterer åndeverdenen for helten, fordi han tror på den og helt hengiver sig til sin tro, mens det hos Raimund ikke er gennem sin tro, at helten når sit mål, men ved hans vilje til at kaste sig ud i en regulær kamp for at nå det. Andersens hovedperson er derimod skrumpet ind til at være et “Motiv for Coulisseforandringer, der tilmed paa Scenen deklamerer falsk og har allerstørst Glæde af at vise sig i østerlandsk Dragt og røde Støvler.”
Derudover anses stykket for svagt i såvel etisk som moralsk henseende. Ganske vist fremhæves “et kjærligt Hjerte” som mere værdifuldt end besiddelsen af jordisk gods, men stykkets to elskende får ikke desto mindre umådelige skatte uden nogen større egenindsats:
“Der er allerede i Forveien saa Mange, som ville nyde uden at arbeide, det er vor Tids Sygdom; de see paa dette Stykke fra de malede Coulisser, der forestille Vaser med Guld og Perler, trænger en vellystiglokkende Duft til deres Phantasi, ikke til den poetiske Phantasi, men til den begjærlige, deres reelle Ønskers Budskab.”
Anmeldelsen sluttes med håbet om, at H.C. Andersen vil byde på en sundere næring for folkets fantasi end denne i den folkekomedie, han efter sigende snart vil lade opføre på Casino. Det er eventyrkomedien Ole Lukøie, der førsteopførtes på Casino et halvt års tid senere, der her hentydes til.[44]
Inden handlingen i Ole Lukøie for alvor går i gang, lader H.C. Andersen sin eventyrkomedies hovedperson, den unge skorstensfejersvend Christian, der er fattig, men “lykkelig uden Penge”, bryde ud i denne sang:
“Sundhed og godt Humeur tillige
Det er den bedste Skat Du kan faae,
Hvad hjalp hele Jordens Rige,
Kunde af Glæde Dit Hjerte ei slaae.
Hvad giver Livet først god Couleur,
Sundhed min Ven, og et godt Humeur.”[45]
Men lidt længere inde i stykket gør Christian sig helt andre tanker. Han misunder de rige: “Penge – det er Alt! – o havde jeg dem! Da var jeg meget lykkeligere! ” Da er det, at Ole Lukøje kommer listende og spænder sin paraply ud over ham for at lade ham falde i søvn og drømme, at han er rig. I drømmen tilbyder hans rige nabo marskandiseren og “fristeren” Blake ham “penge nok”, men på den betingelse, at han aldrig mere vil være glad og synge. Hvis Blake blot får lov til at lægge hånden på hans hjerte, vil dette blive forvandlet til en slags “Mekanik”, der ikke lader sig friste til at fravige løftet. Dette går Christian med på, og straks er han en rig mand, men det viser sig snart, at rigdommen kun er ham til sorg. Han er altid tung og nedtrykt, holder ikke længere af sine kæreste slægtninge – hans bedstemor og den fattige Maria – men er tværtimod ond imod dem, og “Konen for Sot og Syge” sender apopleksien ind i hans hus, så hans bedstemor smittes og dør. Disse mange ulykker bliver for meget for ham. Angrende og fortvivlet trygler han om at måtte vende tilbage til sit tidligere liv som fattig skorstensfejer, og hans bøn bliver hørt, så da Ole Lukøje slår sin paraply ned, og Christian vågner næste morgen, er alt ved det gamle.
Goldschmidt er skuffet over Ole Lukøie. Hans håb om, at dette stykke ville byde på en sundere næring til folkets fantasi end den, der var blevet budt på i Meer end Perler og Guld, er bristet totalt. Da han åbenbart ved bedre om drømme end eventyrkomediens forfatter, kan han fastslå, at Christians drøm er det rene vås. Et ungt menneske af de “simple Folkeklasser” som Christian drømmer ikke om at blive rig, og det, Christian oplever i sin drøm om forskellen mellem rigdom og fattigdom, stemmer slet overens med den gængse opfattelse herom blandt folk. Man behøver ikke nødvendigvis være sørgmodig, fordi man er rig: “Hjertets Ungdom og Munterhed” mistes ikke pga. rigdom, og den rige er ikke mere udsat for at rammes af sygdom end den fattige, thi “Fattigdommen har ikke Privilegium paa Sundhed.” Publikum vil instinktivt føle, at rigdom og fattigdom her er stillet over for hinanden “i en kjød- og blodløs Almindelighed” og lade moralen i begyndelsessangen om et godt helbred og et godt humør som livets dyrebareste gaver sejre.
Havde Ole Lukøie blot sprudlet af folkelig humor og lystighed, kunne dets fatale fejl have været holdt skjult, men for Goldschmidt ser det ud, som om H.C. Andersen har holdt sit glade lune i ave for at kunne samle sig om at skabe noget åndrigt. Han har villet være filosofisk, hvilket hverken har gavnet digtningen eller ham selv. Filosofien, den kloge tanke, indgår som en naturlig del af ethvert sandt digterværk, også uden at være presset ind i det. Den indgår også i mange af H.C. Andersens eventyr, men Goldschmidt føler sig overbevist om, at H.C. Andersen ikke ville kunne tage ret meget af sit eventyrstof med sig over i teatret. Fantasibilleder, der rummer en symbolsk tanke, tager sig nemlig ikke ud på scenen, de skal ses med lukkede øjne. Det eventyrlige kan man med fornøjelse læse om og forestille sig, men poesien i det går tabt, når det bliver stillet ind på scenen af maskinmesteren.[46]
Nord og Syds omtale af genopførelsen af Kongen drømmer på Det kongelige Teater i maj 1857 handler mest om fremførelsen af rollen som Dyveke. Om selve stykket hedder det blot, at det “mere udmærker sig ved Stemning og poetiske Antydninger end ved dramatisk Kraft,” hvilket er en mildere bedømmelse af det end den, der stod at læse i Corsaren tretten år tidligere.[47]
Udover at være en dybtgående anmeldelse viderefører Nord og Syd også Corsarens seks et halvt år gamle vurdering af H.C. Andersens forfatterskab i sin behandling af romanen De to baronesser.
Anmeldelsen indledes med den påstand, at H.C. Andersen og “maaskee ikke faa Andre” anser enhver kritik, som er mere end “en complimenterende Annonce”, for at være “en af de slemme Ting, der ved Syndefaldet ere kommne ind i Verden, en Skjærsild, en Spidsrodsløben, Digteren maa gjennemgaae, hvergang han har et Værk færdigt, et Offer, der maa bringes Misundelsen eller det personlige Uvenskab.” Der tilføjes: “Man mærker, at Billedet af Kritikeren staaer og forstyrrer ham under Arbeidet, ligesom Djævlen gjorde ved Luther.” Herefter skiftes der brat over til en fremhævelse af H.C. Andersens fortrin med den for ham særlige “Lykke” som det første. Lykken opnår man ikke uden at eje den særlige “Electricitet”, der tiltrækker den, og H.C. Andersen er en af dens ejere. Adskillige steder i hans digtning træffer man på den, dels som noget naturligt, friskt og umiddelbart og dels i den spillende fantasi, der ikke kvæler sig selv og læserne med dæmoniske skræmmebilleder og spøgelser. At han finder poesien dér, hvor andre vogter sig for at søge den, illustreres med dette billede: “Man seer ofte paa Gaden en Dreng ligge og rode i Rendestenen, efter et Markstykke, som en Herre har tabt, efter en Guldring, som en Dame har ladet falde ud af Vinduet; Andersen kan gribe i Rendestenen, hvor Ingen har tabt Noget, og drager til de Omstaaendes Forundring et gyldent Smykke frem og uden at gjøre Fingrene smudsige.” Et sådant billede betog H.C. Andersen så meget, at det blev hans let genkendelige inspirationskilde til den Peer, der gør bemærkelsesværdige rendestensfund i hans egen Lykke-Peer mere end 20 år senere.[48]
H.C. Andersen kaldes for et barn, der på samme måde som barnet taler med sin dukke og lader den svare, opfører et marionetteater, hvor “en vidunderlig Forstandighed gaaer igiennem den barnlige Snak, og man undertiden overraskes af en fiin Vittighed, en satirisk Snært, som man ikke havde tiltroet det uskyldige Barn.” Det er med denne evne, at han har skabt “det Skjønneste: Eventyret og Fablen”. Blandt disse nævnes “Den grimme ælling” som et eksempel på fablen, der “fastholder et enkelt Phantasibillede og udmaler det som Allegori paa Menneskelivet”, og “Sneedronningen” og “Skyggen” som eksempler på et par af de bedste af eventyrene.
Den særlige evne, der har gjort en digter til fabel- eller eventyrdigter, vil imidlertid afskære ham fra at digte inden for andre genrer, der kræver “en roligere og adstadigere Gang”, hvis han ikke er i stand til “at stille sig over sig selv og beherske de Kræfter, af hvilke han er vant til at lade sig beherske”, docerer Goldschmidt. I sin egenskab af kritiker vil Goldschmidt ikke nægte H.C. Andersen “en vis Anerkjendelse i Fortællingen og Romanen, ja endog i Dramaet”. De heldigste steder i f.eks. Den Usynlige paa Sprogøe, Lykkens Blomst og Maurerpigen overbeviser om, at han ville kunne levere noget usædvanlig godt både i farcen og i eventyrkomedien, hvis han blot ville undlade at videregive hver eneste tanke og følelse, han har tænkt og følt, og i stedet skille de tanker og følelser fra, som ikke er “saa voxne og stærke, at Alt paa deres Vei bøier sig for dem.”
Den anmeldelse af De to Baronesser, der herefter følger, fremstår visse steder som en anvisning på, hvordan De to Baronesser bur de være skrevet for at leve op til de basale krav til en helstøbt roman. Som roman betragtet findes De to Baronesser uheldig af i hvert fald disse grunde: Den minder i for høj grad om en levneds- og rejsebeskrivelse. Den er et “Charactermaleri” uden en intrige, der kan lede til misforståelser, og den savner en nervepirrende spænding og en tanke, som fuldender sit kredsløb i den. Herved ender den i virkeligheden aldrig, uagtet at den ophører. Den har ikke har kunnet rumme alt det, der er taget med i den. Dens “besynderlige” digter giver sjældent en karakter eller situation lov til at fremstille sig selv, og skader for det meste mere end han gavner ved altid at ville forklare den.
Det er imidlertid ikke alene romanens struktur, men også dens personbeskrivelser af baronesserne og Caroline Heimeran, der kritiseres. Meget af det, der fortælles om den gamle baronesse ville være velegnet som anekdotestof om en kendt person, men der fortælles intet som helst om det “Skæbnens Maskineri”, der har gjort denne husmandsdatter til baronesse. Hvilket formål tjener de spirer, man ser nedlagt i Elisabeth, den unge baronesse, når man hverken kommer til at se frugterne af dem eller den lykke, hun har fortjent og tilkæmpet sig med sine særlige evner, spørges der? Caroline Heimeran gør ingen anden nytte i romanen end at, til læserens store overraskelse, dø fra sin forlovede. Et så sundt og stærkt menneske som hun burde have levet længere og gjort mere nytte i æstetisk henseende.
Anmeldelsen afsluttes med Goldschmidts oplysning om, at han egentlig fandt det upassende at give gode råd til en forfatter, som er en berømthed med et forfatterskab, der er begyndt længe før hans eget. Det var hans interesse for H.C. Andersens gode rygte som poet, der var bevæggrunden for, at han alligevel gjorde det:
“Han [Andersen] har, hvad mange Andre mangle, Geniets overordentlige Ungdom; for ham er det, som allerede sagt, ikke for silde, skjøndt maaskee paa høie Tid; thi om end saadanne Naturer undgaae at ældes, saa risikere de dog i Tidens Løb at døe og bringe endeel af det betroede Pund ubrugt tilbage.”[49]
Bedre blev det ikke i anmeldelsen af At være eller ikke være. I Fædrelandet nedsablede den unge litteraturanmelder Clemens Petersen skånselsløst romanen. Dens komposition betegnede han som forvirret og sammenstykket af brogede klude og dens personvalg som uheldigt. Niels Bryde er “en Pjalt”, der slår om sig med det, han har læst hist og her, og Esther er åndsfattig og kortsynet; hendes udlægning af anden del af Goethes Faust kan man læse i enhver litteraturhistorie, skrev han. H.C. Andersen følte denne nedsabling som en våd klud omkring sin hals, og den gjorde ham “uskikket til at levere noget andet Arbejde for længere Tid.”[50]
Goldschmidt fandt derimod Clemens Petersens anmeldelse så velskrevet og sand, at den gjorde en anmeldelse af At være eller ikke være i Nord og Syd overflødig: “Nar blot Sandheden bliver sagt, er det jo ligegyldigt, af hvem den siges.” Begrundelsen for alligevel at anmelde den var, at han ønskede at give sin uenighed med anmeldelsen af den i en anden avis, Dagbladet, offentligt tilkende. Denne kunne efter hans mening “forvirre Anskuelserne om en Romans Betydning.”
En del af forklaringen på, at H.C. Andersen ikke gav udtryk for, at han følte sig krænket af, at Goldschmidt fandt Clemens Petersens anmeldelse sand og dermed faktisk tilsluttede sig Clemens Petersens skånselsløse kritik, kan skyldes, at Goldschmidt afslutter sin anmeldelse med en begejstret hyldest til H.C. Andersen som eventyrdigter. Men romanen At være eller ikke være havde Goldschmidt derimod stort set intet godt at sige om. Goldschmidt indleder sin anmeldelse med at gøre indsigelser imod, at bogens helt, Niels Bryde, beskrives som en person, der “ingen Anfægtelser havde” – uden at det fortælles, hvorfor han ikke havde det, og hvorfra denne egenskab stammede. Uanset dette anser han et menneske uden anfægtelser for at være uegnet som helt, men påstanden om Niels’ manglende anfægtelser er i øvrigt ikke rigtig, tilføjer han. Niels har adskillige gange haft anfægtelser “overfor det sandselige Liv” – hver gang uden at disses styrke og dybde er blevet påvist, hvilket de burde have været. Niels’ selvstudier får ham til at opgive sin tro på Gud og udødelighed, men hvorfor er han egentlig ikke et lige så godt menneske som ikke -troende, som han ville have været det som troende, spørges der, og svaret falder omgående: fordi han ikke er noget virkeligt menneske og ikke noget forbillede for os andre, men er “af Træ”. Kun ét sted i bogen er han ikke “træet”: dér, hvor han som barn dræber katten, for hvis skyld han er blevet mistænkt for tyveri, og dette betegnes med rette som “et voldsomt Udbrud af hans Retfærdighedsfølelse”. Selvom den retfærdighedssans, vi bærer i os mod andre, ifølge Goldschmidt kan træde i idealets, guddommens og udødelighedens tjeneste, når vi vender den imod os selv, kommer den ikke til anvendelse i romanen: “I Begyndelsen af den har Andersen taget dette Motiv, men ikke formaaet at bruge det.”
Kærligheden, der af Goldschmidt kaldes for det “Choc”, der bringer hidtil ubrugte sjælsevner i bevægelse, åbner de øjne, der ser det usynlige og gør udødeligheden indlysende, nar den er stærk og ædel, fylder knap én side i romanen. Et sted i den opdager Niels, at han elsker Esther, og et par sider længere fremme dør hun af kolera “uden at Kjærligheden er viist os med nogensomhelst Kraft eller Inderlighed”.
Sine mange kritikpunkter til trods afslutter Goldschmidt sin anmeldelse med en hyldest til H.C. Andersen – ikke som romanforfatter, men som eventyrdigter, og når han gør det her, er det for at tilslutte sig Esthers ord om eventyrdigtningen i H.C. Andersens romantekst: “den er Poesiens meest vidt udstrakte Rige, […] den optager Folke-Digtningen og Kunst-Digtningen i sig og er for mig Repræsentanten for al Poesie.”[51] Hertil bemærker Goldschmidt: “Også vi sætte Eventyr-Poesien meget høit og have ikke været sparsomme med Anerkendelse af H.C. Andersen i denne Retning, hvortil behøves en særegen genial Begavelse, der i korte, dybe, humoristiske Glimt ser Sandheden og overlader til Læseren at filosofere over de vidtlysende Blink.”[52]
Omtalen af H.C. Andersen som en genial eventyrdigter i Goldschmidts anmeldelse af At være eller ikke være var ikke den første af slagsen. Forinden forekommer den i anmeldelserne af først De to Baronesser og senest af Anna Rembrandts (forfatter-pseudonym for Maria Meyer, 1835-1874) to små eventyrsamlinger. Her hedder det, at det fortræffelige i H.C. Andersens eventyr træder tydeligst frem, når de sammenlignes med andre eventyrdigteres:
“Ved deres Lidenhed tjene de til Maalestok for den store, usædvanlige Begavelse, for det Geniale i det Barnlige, for det store Symbolske i det tilsyneladende Ubetydelige […]. De [H.C. Andersens efterlignere] maae finde sig i, at naar de have noget Ret og Tiltalende, henfører man det til Forbilledet, hvorimod Manglerne alle skrives paa deres Regning.”[53]
En omtale, der glædede Andersen så meget, at han allerede den følgende dag, noterede i sin almanak: “Særdeles hæderlig omtalt i Goldschmidts Syd og Nord” (sic). Begejstringen for H.C. Andersen som eventyrdigter når sit højeste i Goldschmidts første egentlige anmeldelse af H.C. Andersens eventyrdigtning: Nye Eventyr og Historier (Første Række, Første Samling. 2. marts 1858). Heri skriver han, at da antallet af tidens eventyrdigtere er blevet så stort, at markedet må anses for at være mættet, kunne man forvente, at eventyrdigtningens “opfinder” måtte se sig om efter en ny genre for sin digtning. Det modsatte har imidlertid vist sig at være tilfældet: “Medens man læste Hine [H.C. Andersens efterlignere], mindedes man stadig om ham; men naar man læser ham, har man glemt dem.” I denne samling savner han ganske vist det friske, barnlige lune, det kraftige fantasifulde særpræg og den legende, ungdommelige skaberkraft, man møder i de mest berømte af H.C. Andersens eventyr, men der er “en dybere Følelse af Tilværelsen og en gribende, poetisk Vemod” navnlig i “Flaskehalsen” og “Pebersvendens Nathue”. Mens H.C. Andersen med “Flaskehalsen”s poetiske skildring af forgængelighedens verden med dens underliggende budskab om uforgængelighed fremstår som poetisk-from, bevæger han sig ifølge Goldschmidt hen imod “det kirkelig Fromme” i “Det gamle Egetræes sidste Drøm”. Dette vil imidlertid næppe være af det gode på længere sigt, “thi det specifikt Religiøse vil være Eneherre; det forvandler enten Poesien til Allegori eller svinge sig op som Psalmesang, som Hallejuja eller Miserere”.[54]
Det var om denne anmeldelse, at Ingemann skrev til H.C. Andersen, at Goldschmidt var en af de få af tidens forfattere, der havde sans for idealitet midt i påvirkningen af tidens realisme: “Han er selv saameget Digter, som behøves for at raisonnere poetisk om Poesien.”[55]
Omtalen af Nye Eventyr og Historiers anden samling den 22. maj 1858 er Nord og Syds sidste H.C. Andersen-artikel. Dens eneste emne er en udlægning af meningen med de to forvandlinger i “Dyndkongens Datter”. Den første fra hæslig padde til smuk prinsesse og den anden fra ung brud til “ren Aandighed”. Helgas forvandling sker, da der indtræffer noget i hendes liv, der er så stort og usædvanligt, at hun med stor anstrengelse bringes til at bekæmpe det grumme og vilde i sin natur for at hjælpe en, der har behov for hendes hjælp. Under den svære kamp, hun pga. sin dobbeltnatur må kæmpe med sig selv, når hun til en erkendelse af det guddommelige og en beundring af det guddommeliges magt hos andre under lidelse og i døden, og hun tager også selv det guddommelige til sig “af fuldt Hjerte”. Først da falder paddenaturen helt bort, og hun står som den genfødte prinsesse, skøn i krop og sjæl. Historiens anden forvandling fremkaldes af den ægyptiske prinsesses længsel efter det himmelske, efter at hun er vendt tilbage til jorden. “Skønheden bliver nu til ren Aandighed og forenes med sit Ophav.”
Hermed er det, der ifølge Goldschmidt er historiens mening, fuldstændiggjort: Mennesket fejrer dets sidste triumf i kampen mod dobbeltheden i dets natur gennem forsagelse af jordelivets glæder.[56]
H.C. Andersen er en digter, der uden at være noget stort og fremragende talent skriver meget, der er både smukt og underholdende, men noget geni er han ikke – af den simple grund, at han jo intet har skrevet, som blot bærer præg af det geniale.
Dét var Corsarens mening om H.C. Andersen i maj 1842, og den blev ikke ændret i Goldschmidts Corsar-tid. Men det blev den i foråret 1849, hvor Nord og Syd bragte den første af sine hyldester til H.C. Andersen. Denne gang som en digter med “Geniets overordentlige Ungdom” med eventyret og fabelen som “det Skjønneste”, han havde skabt og “Den grimme ælling” som et eksempel på fablen og “Sneedronningen” og “Skyggen” som eksempler på eventyrene, når disse er bedst.
Betagelsen af H.C. Andersen som eventyrdigter rummede imidlertid kun eventyrene, der var skrevet efter de seks hefter med Eventyr, fortalte for Børn, som Goldschmidt ikke var synderlig betaget af. Eventyr kan være velegnede for børn, men de bliver særdeles uskønne, når de fortælles til voksne og vel at mærke ikke er “absolut nødvendige, for den poetiske Tankes Form og denne ikke kunde være gjengivet langt heldigere paa en anden Maade”, hedder det i Corsaren nr. 86 fra 13. maj 1842.
I årene fra 1842 og fremefter skete der noget betydningsfuldt for både H.C. Andersen og Goldschmidt: H.C. Andersens kendskab til egne kræfter og disses begrænsning var med årene vokset, og det var kommet til at stå klart for ham, hvor meget der “kunne udrettes i eventyret”, som han udtrykte det i sine første “Bemærkninger” til eventyrene. De eventyr, han nu fortalte, var meget anderledes end dem, han hidtil havde fortalt.[57] Og Goldschmidt var samtidig “voxet fra” Corsaren.
Indtrykkene fra alt det nye og for ham hidtil ukendte, der var under opsejling nede sydpå i Tyskland, Østrig, Schweiz og Italien, som han besøgte under sin næsten et år lange udenlandsrejse i 1846-47, ændrede hele hans livssyn. Det blev for småt for ham at bruge sit rige skribenttalent til fortsat blot at rette små-perfide, letbenede angreb mod en fast kreds af hjemlandets i virkeligheden ret stilfærdige koryfæer. I et brev hjem fra Italien skrev han, at han aldrig mere ville tage fat på Corsaren, med mindre han ligefrem blev drevet til det af nød. Han følte absolut ingen ringeagt mod sin fordums så elskede Corsaren og heller ingen anger over de synder, han havde begået med den. Som sin afgørende grund til følelsen af at være vokset fra Corsaren nævnte han, at der var visse kære personer, hvis venskab han ikke kunne beholde, hvis han ikke skilte sig af med den.[58]
Helt indtil oktober 1846, da Goldschmidt solgte Corsaren, blev der ikke lempet på tonen i den, ligesom de synspunkter på dette og hint, der én gang var fremsat i den, heller ikke blev fraveget en tøddel. Og dermed heller ikke fra dens vurdering af H.C. Andersens forfatterskab fra maj 1842. Nord og Syds argumentation for at betegne H.C. Andersen som en genial eventyrdigter kunne imidlertid have været bragt i anvendelse allerede i Goldschmidts Corsar-tid. Ganske vist forelå “Skyggen” ikke førend i foråret 1847, men “Nattergalen” og “Grantræet” fra hhv. 1844 og 1845 var også skrevet af en genial eventyrdigter.
Det var imidlertid først fra og med Nord og Syds første udgivelse, at de ofte alt for arrogante goldschmidtske formuleringer nedtonedes, hvilket også H.C. Andersen kom til at nyde godt af. Bortset fra dens satiriske beskrivelse af H.C. Andersens overfølsomhed over for litteraturanmelderne indeholder Nord og Syd ingen løsslupne hib til H.C. Andersens menneskelige svagheder og heller ingen parodiske gendigtninger af hans tekster, som mange af Corsarens læsere formentlig havde nydt at blive underholdt med.
Men på trods af at store dele af H.C. Andersens forfatterskab selv ifølge Corsarens vurdering rummer adskillige meget smukke og underholdende enkeltheder, så fandt Goldschmidt ingen af disse i hverken De to baronesser eller i At være eller ikke være. Andersen har derfor næppe oplevet anmeldelserne af dem som et par af de “forfriskende aandelige Bade”, han satte så stor pris på at blive vasket ren i under sit samvær med Goldschmidt.[59]
Goldschmidts omtale af H.C. Andersen og hans litterære arbejder i Corsaren og Nord og Syd har været emnet for følgende to artikler i Anderseniana: Jørgen Skjerk: “H.C. Andersen i “Corsaren” 1840-46”. Anderseniana, 3. Række Bind I, 4, 1973, p. 400-417, og Kenneth H. Ober: “Kjære Goldschmidt – Venskabeligst H.C. Andersen”. Anderseniana 1988, p. 53-76.
