Atter er en fynsk prøvebog dukket frem. Denne gang drejer det sig om en prøvebog, som i 1958 blev skænket til det kulturhistoriske museum i Møntergården.
Man var ved at tro, at når det drejede sig om hårfletning, havde man ikke særlig faste holdepunkter i mønstersamlinger eller fremgangsmåder, eller at disse var lige så sjældne som apparaterne. Man havde det indtryk, at sligt kun var bevaret i hukommelsen, når man talte med enkelte ældre dalkuller, som havde vandret. Men man havde et enkelt sted et modelbundt i behold.
Heldigvis har det senere vist sig, at der er bevaret både modeller og skriftlige kilder fra forskellige europæiske lande, og Danmark står heller ikke tilbage. 1960 omtaltes en fynsk prøvebog i „Arv og Eje“, men den er i privat besiddelse.[1]
Begge de fynske samlinger er håndskrevne og med tilhørende hjemmelavede tegninger og modeller, simple og enkle, men tydelige, og for begges vedkommende gælder, at de har haft et forbillede, men lad det være sagt straks, ikke det samme.
Møntergårdens er dateret 1842. Selve bogen ligner den gængse slags håndarbejdsprøvebøger fra den tid. Størrelsen er 11 × 17 cm. Man kender udseendet af flere af den slags småbøger indeholdende prøver af hækling, strikning, tyllstrækning o.s.v. – Denne er af nogenlunde skrivefast hvidt ulinieret papir med mønstret omslag. Omslaget viser på forsiden en fold, der tydeligt angiver, at det har været omslag før med ryg et andet sted. Bogen er sammenhæftet i ryggen med en stærk hårdt-snoet tråd, muligvis hæklegarn. Hele hæftet bærer et hjemmelavet præg. Det ser desuden ud til at have været brugt flittigt. Men mens de føromtalte prøvebøger alle har haft modellerne siddende inde i bøgerne, det gælder også den første hårfletteprøvebog, så har denne en modelopsætning, vi ikke har set før. I bladenes langsidekant er modellerne fasthæftet, så de lige følger yderkanten, en på hver side, indenfor er mønster og opskrift. Man kan ligefrem se på bogen, hvordan den er faldet i hånden; ryggen er mod håndfladen, siden med modellerne vender frem, og liebhaveren har kunnet vælge sin model, uden at bogen åbnedes, for opskrift og mønster havde kun fremstilleren brug for at kende. Derfor er bogen heller ikke med løse blade som de fleste gamle bøger eller slidt i ryggen, men den er kantslidt på langsiden med æselører og smårifter af flittig brug. Vi sagde, at liebhaveren kunne vælge sin model, og deri ligger, at vi mener, at fremstilleren muligvis har været professionel hårfletter. Giver bogen fingerpeg om dens ejer og fremstiller?
Øverst på første side i bogen står skrevet med blæk: Sanne Pedersen 1842. Desuden er føjet til med blyant og en anden skrift, at „Sanne Pedersdatter var født i Fyllested Brænderup Sogn d. 30. Oktober 1822“. Dette giver et udgangspunkt for at finde Sanne. Hun var datter af Peter Hansen og hustru, Ane Margrete Jørgensdatter, som havde en fæstegård i Fyllested under Kjærsgård gods. Det er så heldigt, at Sanne Pedersen tilhører de fynske bondeslægter, som er ret indgående behandlet af Martin Skovbo 1917.[2] Det er ellers meget svært at få dateringer af hårflettearbejder, endsige personlige oplysninger om udøvere.
Sannes far var både sognefoged og kirkeværge, og ved hendes dåb var tre af Fyllested bys fem gårdmænd faddere. Farfaderen og farmoderen tilhørte kendte Vissenbjerg- og Risumslægter, og man ved en masse om farfaderen gennem et testimonium, han har efterladt sig, og hvori han gør rede for, hvorledes han forvalter sine materielle og åndelige rigdomme, og dette religiøse præg kendetegner mange af slægten fremover. Et andet udpræget slægtskendetegn er fingersnildhed; derom kan man også læse i „Optegnelser om fynske bondeslægter“. Der var snart sagt ikke den ting, Sannes far ikke kunne lave, lige fra vogne og avlsredskaber til al slags husgeråd.
I Sannes hjem var børneflokken stor. Der var „sammenbragte“ børn fra tre ægteskaber. Sanne hørte til det midterste hold. Moderen var enke, da hun blev gift med Peter Hansen, og havde tre børn. I ægteskabet med denne var der fire børn, tre sønner og Sanne, som kun var godt et år gammel, da moderen døde. Faderen giftede sig igen, men døde, da Sanne var 13 år gammel og ukonfirmeret; der var da kommet endnu fire børn i hjemmet.
Det kneb for enken og børnene at blive ved gården; det var derfor ikke mærkeligt, at Sanne kom til sin faster og onkel i Bogense. Hendes onkel var toldbetjent og blev senere restauratør i byen. Han hed Knud Andersen, fasteren Anne Catrine. Han havde været toldbetjent i Fåborg indtil 1816, og fasteren var hans anden kone.
Under opholdet hos dem blev Sanne konfirmeret 2. april 1837. Hun var åbenbart et velbegavet barn, for udtalelserne om flid og opførsel lyder „meget god“ i begge henseender. Derefter har Sanne dels opholdt sig hos fasteren, og måske dels haft tjeneste i Bogense med tilhold hos fasteren, indtil hun 29. april 1843, altså efter 8 års forløb, flytter til sin ældste helbroder, gårdmand Claus Petersen i Båring i Asperup sogn.
Prøvebogen er fra hendes ophold i Bogense, og den er som sagt dateret 1842. Vi kan ikke opspore noget i Sannes liv, der viser, at hun har været professionel hårfletterske, men det kan også være hendes læremester, der har været det.
Bogen er afskrevet efter en anden, det viser de ensartede tegninger, blækket og den samme skrift. Modellerne synes også at være forarbejdet inden for et kortere tidsrum. Der er anvendt samme smukke, kastanjebrune hår så nær som i et enkelt tilfælde, hvor håret er lidt mørkere. Mønstre og fremgangsmåder ligner i høj grad „Den fynske prøvebog“s. Opskrifterne er nummererede, og der er 24 fortløbende numre. Ved numrene står indtil nr. 21, hvad vedkommende prøve egner sig til, f. eks. „Uhrbaand, Halsbaand, aabent Armbaand, firkantet Snor, Bandelokker, Til Ringe, m. m.“ altså netop til alle de smykketing af hår, vi kender fra denne periode.
Derefter følger den cirkelrunde mønstertegning, men denne gang udgår hårstrengene ikke som radier fra skivens centrum eller fra en lille cirkelrund åbning i midten, men fra en rektangulær åbning der. – Under mønstertegningerne står et tal og derefter „Haar“; det er antallet af hår i hver streng, der angives. Der kan f. eks. stå: „40 Haar“, „30 eller 12 Haar“. Ligesom man bruger forskellige numre i garn til strikkeeller hæklearbejder, bruger man tykkere eller tyndere hårstrenge til hårarbejder. Det kunne se ud, som man har haft forkærlighed for tal, 4 går op i, men det er ikke tilfældet, når det gælder antallet af hår; tallet 30 forekommer også. Alligevel er hårfletningen et arbejde, hvor 4-tallet spiller en rolle. I denne opskrifts- og mønstersamling er antallet af hårstrenge altid deleligt med 4. Andre mønstersamlinger gør udtrykkeligt opmærksom på, at skal man gøre et mønster bredere eller smallere, kan det ske på to måder: enten ved at anvende tykkere eller tyndere hårstrenge – altså forøge eller formindske antallet af hår i den enkelte streng – eller ved at forøge eller formindske strengenes antal med 4 eller en multiplication af 4. Derimod kan man ikke her, men andre steder, se, at udgangspunktet kan have en eller to ekstra strenge, der arbejdes med på en særlig måde. Men i denne bog forekommer, så vidt vi kan se, kun opskrifter, hvor der arbejdes med hårstrengene parvis. Til et par på den ene side skiven svarer altid et par på den modsatte. Disse sammenhørende par ombyttes skråt, når ikke andet er angivet.
På indersiden af bindet af Sanne P.s bog er en simpel tegning (fig. 1). Den har ingen forklaring; der er 8 hårstrenge – 4 par – sikkert den enkleste fletning, man kan fremstille på hårapparatet. Man kan tænke sig, at hårfletteren har foretrukket en rektangulær midteråbning i sit apparat, fordi man så lettere kan overse, hvilke hårstrengepar der svarer til hinanden, og ved flytning af apparatet kommer man ikke så nemt til at skubbe dem sammen, så de kommer i urede.
Anvisning på kogning findes ikke som i „Den fynske prøvebog“. Men metoden har været kendt; det ses af model 14, hvor både den lille kniplede perlekæde, lavet over ærter, og en bandelok, kniplet over en udskåret kartoffelform, findes. Formen havde ikke været så fin i dag, om ikke prøverne var kogt, ja, kogning er en nødvendighed for sådanne lukkede modellers fremstilling, ellers kunne man ikke få det materiale ud, de er kniplet over. Nulevende dalkuller har oplyst os om materialet.
Bogens modeller er kendt fra danske, tyske, hollandske, svenske og norske stykker på museer og i privat eje, og for de kniplede stykkers vedkommende også fra England, medens engelsk hårarbejde ellers har en noget anden udformning. Forklaringen kan kun være denne, at alle disse mønstre må have samme oprindelse; kun er de undergået den somme tider kun ubetydelige variation, som ethvert håndarbejde får ved at blive almuens eje. Der er ingen tvivl om, at både tyske og svenske hårflettere har passeret Fyn, og man finder i Sannes prøvebog de samme agramanagtige mønstre, som leder tanken hen på macramé og knytning. – Vil man lade fantasien spille, kan man tænke sig en omvandrende hårfletterske indlogere sig på den restauration, Sannes onkel drev. Sannes familie var fingernem; det har vi hørt om faderen, det samme gælder alle brødrene. Hun har sikkert også været fingernem selv; det skal man nemlig være til hårfletning, og hun har været opvakt og haft lyst til at lære noget nyt. — Dalkullerne forstod så godt som nogen at tiltuske sig ophold uden at give rede penge derfor; det har man efterhånden adskillige beviser på. Hvorfor skulle deres tyske eller måske endog danske kolleger være mindre drevne? Sanne kan på denne måde have haft en let anledning til at lære kunsten, og om hun ikke ligefrem har levet af det, så kan hun på en nem måde have tjent en lille ekstraskilling. Studerer man aviser fra denne tid eller fotografier, vil man opdage, at hårfletningskunsten har indtaget en meget større plads, end man tænker sig efter de forholdsvis få eksemplarer, der er bevaret i privat eje eller på museer. Alene den kendsgerning, at man kun kender to og et halvt apparat her i Danmark til fremstilling af hårarbejder, til trods for lidt publicity om sagen de sidste par år, og skønt hårfletningen enkelte steder har holdt sig et stykke efter 1900-tallet, siger meget om, hvor hurtigt en tradition kan forsvinde.
Fortæller Sanne Pedersdatters bog os noget om, hvordan hendes apparat har været? Den siger os i hvert fald, at det på et enkelt punkt har været anderledes end de apparater, vi hidtil har beskæftiget os med. Mønstrene viser, at åbningen foroven, hvorigennem den færdige fletning hænger ned, er rektangulær. De andre apparater, vi kender, har cirkelrund åbning; for selve arbejdets teknik betyder det, så vidt vi kan se, intet. Det kan måske være en lille praktisk foranstaltning som påpeget. Men den rektangulære form kan muligvis give et fingerpeg om, hvor kunstens læremester havde sit hjemsted.
På en studierejse til Tyskland 1960 fik vi oplyst af Dr. Schwindrazheim, Altonaermuseet, at en ældre dame, fru Osse-Gosch, Twielenfleht bei Stade, havde et apparat til fremstilling af hårarbejder af nogenlunde samme dimensioner og samme system som Bangsbomuseets,[3] det var blot lidt anderledes i udformningen. Dr. S. fremskaffede en tegning af apparatet (fig. 3). Det har ottekantet plade med rektangulær åbning, og det gælder både bord og fod. Her bæres den øverste plade af fire ben, der går ned i foden.
Det kunne se ud til, ja, det er endda i høj grad sandsynligt, at oprindelsen til Sannes hårarbejde må søges i Nordtyskland. Der fortælles, at tyske hårpiger har vandret i Danmark. Vi ved, de købte hår op 1735.[4] Fortællere vil vide, at de lærte hårflettekunsten fra sig på Vestkysten sidst i 1800-tallet. Sikkert er det, at der var nogle indlogeret på et værtshus i Istedgade i København omkring århundredskiftet. – De svenske dalkuller var på Skagen allerede ca. 1840.
I et cirkulære fra justitsministeriet til samtlige amtmænd af 14. juli 1856 anmodes disse om „at ville tilkjendegive Politimestrene i Amtet, at det, uanseet de tidligere og senest i Cirkl. af 9de Mai f. A. gjentagne Forbud mod, at fremmede Omløbere, der for Betaling fremvise Dyr, Kunster eller andet Saadant, musicere eller forhandle af dem selv eller andre forfærdigede Gjenstande, tilstedes Adgang heri Landet, kan tillades de saakaldte Dalkullor (Fruentimmere fra Provindsen Dalarne i Sverrig), naar de ere forsynede med fornødne Legitimationsdokumenter, der tillige godtgjøre deres angivne Nationalitet, at reise om og falholde de af dem forarbeidede Haararbeider.[5] Om tyske og svenske hårpiger har krydset hinanden på Fyn, ved vi ikke; tyskerne er ikke nævnt i cirkulæret.
Bogense Museum har gode hårfletningsarbejder; bl.a. er der en hårfletters modelark med i alt 22 særdeles smukt udførte nummererede modeller (fig. 4).
Ti af modellerne er de samme – eller næsten de samme – som i Sannes prøvebog, men de har ikke samme numre, og der findes ikke mønstre eller opskrifter. Der er ingen tvivl om, at også dette prøvearks modeller er af tysk eller sønderjysk oprindelse. Det er grundmodellerne, der er de samme, og det er disse, de forskellige hårflettere varierer. Modellerne har ikke som Sannes fortløbende numre. Man kommer uvilkårligt til at tænke på, at det oprindelige ark muligvis har været slidt, og at de derfor er overflyttet til et nyt. Selv om der er nogen lighed mellem de to prøvesamlinger, vil man forstå, at det ikke kan være denne, Sanne har afskrevet; der må i hvert tilfælde have været et mellemled, mest sandsynligt en helt anden. Men både Bogensearket og Sannes prøvebog er et vidnesbyrd om tyske hårtraditioners indflydelse på Fyn inden 1850, hvor dalkullerne blev de dominerende, jfr. cirkulæret af 1856. At tyske hårpiger har været i de sydlige egne af Danmark i første halvdel af 1800-tallet, er en modelbog fra Gottorpmuseet et sikkert bevis på. Dr. Lühning har venligst fremskaffet den. Uden på bogen står: Frederiche Berg 2-12-1835, og inde i den ligger foran et ark med følgende tekst mangfoldiggjort med pynteramme om hvert eksemplar: „Madame Sommer er ankommen her og logerer hos…….., hvor hun anbefaler sig til at forfærdige alle Slags Haarpyndt, ligesom hun og oppudser og istandsætter gamle Bukler, Krøller m.m., som til Haarpyndten henhører, samt modtager Bestillinger; alt til billigste Betaling og hurtigste Udførelse af det hende betroede Arbejde.“
Man tør vel sagtens gå ud fra, at Frederiche Berg er blevet til Madame Sommer, og de danske tekststykker til afklipning er et tydeligt bevis for, hvor der har været arbejdet. De ca. 100 modeller og opskrifter, bogen indeholder, har modeller som Sanne P., Bogensearket, Sønderborg slot og „Den fynske prøvebog“, blot er der flere mønstre med mange små variationer. At så netop disse mønstre også er nået til Dalarne, og at vi møder dem igen hos dalkullerne i en anden variation, vil det føre for vidt at komme ind på her.
Ud fra vort nuværende kendskab til hårfletningsapparater synes det givet, at der er et vist slægtskab med et apparat, som Bodil Tornehave nylig har fundet frem til og offentliggjort i „Budstikken“.[6] Det blev anvendt til fremstilling af snore og bånd – altså en slags possementsarbejde. Disse træapparater havde den fordel, at de kunne fremstilles som husflid. Da det udtrykkelig bemærkes, at Sanne P.s familie var fingernem, er det ikke utænkeligt, at hun har fået en af brødrene til at lave sig et sådant apparat; det ligger i hvert fald inden for mulighedens grænser. Desværre har man ingen hårarbejder ud over modellerne i prøvebogen, som man med sikkerhed ved er forarbejdet af Sanne. Måske har det kun været en kortere tid, hun har beskæftiget sig med faget. Hun blev gift 11. oktober 1845 med gårdmand Knud Nielsen af Orte. Hans ejendom „Langkrog“ var en mindre gård. Sanne levede længst, og hun flyttede til sidst til Odense hos en søn, som var træhandler. Her døde hun 1895.
Familien synes ikke at huske noget om hendes hårarbejde eller apparat. Det hele har muligvis været en ungdomsforeteelse. Hendes sønne-døtre har ganske vist for et par år siden tilintetgjort et par slidte hårkæder, men ingen tradition vil vide, at de var fremstillet af deres farmoder. Derimod ved man at fortælle, at hun var et meget religiøst menneske, og derom vidner afslutningen på hendes bog. Den handler nemlig ikke om hårfletning, men er nogle notater angående hendes daglige andagt; igen et bevis på, at den i hvert fald i et tidsrum har været en bog i daglig brug.
Arkivalske oplysninger er venligst fremskaffet af museumsinspektør Niels Oxenvad, som hertil har benyttet kirkebøger for Brænderup, Bogense og Asperup sogne, folketællingerne 1834 og 1840, samt skifteprotokol 1771-1826 i Kjærsgård godsarkiv (Landsarkivet for Fyen).
