Lige omkring nytår 1678 døde Christen Bertelsen, der var tjenestekarl hos Anders Henrichsen i Sundbyvester på Amager. 12. januar blev der holdt skifteregistrering over hans efterladte midler i gården, hvor han døde. Denne forretning giver et indblik i en befolkningsgruppes forhold, som endnu er alt for lidt oplyst, og skal derfor her behandles på baggrund af den almene viden, vi har om tjenestefolks kår på denne tid.[1]
Om Christen Bertelsen oplyses det, at han er født i Schibye sogn i Lunde hd. på Fyn som søn af Bertel Christensen, der opgives endnu at leve i Kirkendrup by (Næsbyhoved-Broby sn., Odense hd.). Selv om intet nærmere oplyses om faderens position, gør sønnens beskæftigelse og tilhørsforholdet til Skeby det rimeligt at søge ham i bondestanden. I Odensegårds amtsregnskaber findes da også ganske rigtig en kronefæster Bertel Christensen i landsbyen Eskelund, som i 1662 bebor en gård, der i regnskabet afkortes, fordi den er „øde“.[2] På denne tid har Bertel Christensen sandsynligvis overhovedet ikke været i stand til at drive gårdens jorder, for i en ligeledes vedføjet fortegnelse over dem, der har lejet af de øde gårdes jorder i 1661-62 oplyses: „Den 13. dito [dvs. feb.] levede Nielss Oelssen i Eschelund engbonden til dend øde gdr: i Eschelund Bertill Christenssen paaboede, saauelsom jord til en ørte biug, der aff schall giffue biug -12 schpr.“ I 1662 må han da også slippe fæstet, idet der i matriklen 1664 efter hans navn ved en af fæstegårdene i Eskelund vedføjes: „1 gaard øde og antagen aff Olle Nielsøn med frihed vdj 4 aar fra d. 2. jan. 1662“.[3]
Sandsynligvis er det Christen Bertelsens far, vi her har fat i, men desværre er kontrolmulighederne små. Ganske vist er Skeby sogns kirkebøger bevaret fra 1662/64, men heri optræder ingen Christen Bertelsen og heller ikke andre børn af en Bertel Christensen. Nu oplyses det som sagt, at Bertel Christensen på registreringstidspunktet skulle have bopæl i Kirkendrup, hvor al bondejord tilhørte kronen, sådan at han altså kunne flyttes fra et kronefæste til et andet. Men ingen Bertel Christensen har været fæster her i tidsrummet mellem de to matrikler,[4] og da præstegården i Næsbyhoved-Broby sogn er brændt, er kirkebøgerne ikke bevaret længere tilbage end fra 1802, så det er heller ikke til at fange ham her, hvis han evt. skulle have haft en stilling som inderste el. 1.
Ved registreringsforretningen var faderen ikke mødt, men Laurs Stenhugger fra Christianshavn, der var gift med Kirsten Sørensdatter, som sagde sig at være den afdødes søskendebarn, tilforordnedes som „curator og tilsynsmand“ for den fraværende.
Boet indeholdt følgende effekter og tilstående gældsposter:
| En sort blachet koe, lidet stierned, som Søffren Anderssen i Syndbyew: har i leie, wurderet for | 7 sld. | – mk. | – sk. |
| 5½ traffue biug i straaed gandsche smaat och suangt, sambt af muss och v-tøj meget forderHuet eragted for lO schiepper korn a: 26 sk. er | 4 „ | – „ | – „ |
| j fure schrin med laas for | 2 „ | – „ | – „ |
| der udi effterschr. kleder, j par ny smited leritz buxsser |
1 „ | – „ | – „ |
| j rød klede nat trøye | 2 „ | – „ | – „ |
| j blaa nat trøye och it sort fiffschafftis liffstøche | 2 „ | 1 „ | – „ |
| +(j sort klede trøye | 3 „ | – „ | – „ |
| j par g: smitied leritz buxsser | – „ | 1 „ | – „ |
| 2 hørleritz schiorter a j sldr. | 2 „ | – „ | – „ |
| + (2 andre g: di to for | – „ | – „ | 12„ |
| j par huide vllen strømper | – „ | 1 „ | – „ |
| j par di to | – „ | – „ | 12 „ |
| (j g: sort hat | – „ | 3 „ | – „ |
| +(j par g: støffler mesten opslet | – „ | 1 „ | – „ |
| (j par g: schoe | – „ | 1 „ | – „ |
| Anders Henrichssen i Syndbyewester wedgaar at were schyldig paa 2 smaa quier, som hand dend sal: karl schal haffue affkiøbt, penge | 6 „ | – „ | – „ |
| Søffren Anderssen tilstaar at were schyldig laante penge | 20 „ | – „ | – „ |
| Noch koe leie | 3 „ | – „ | – „ |
| Olluff Pederssen i Syndbyeøster jligemaade laante penge, som endnu rester | – „ | – „ | 3 „ |
Så langt nåedes med skiftet den 12. januar, men da man mente at vide, at flere lokale folk, nemlig Niels Hansen Hjulmand i Tårnby, Peder Hansen i Sundbyøster og Anders Nielsen Skytte i Sundbyvester, skyldte den afdøde penge, ligesom der fandtes et uafklaret forhold med nogle penge, som den afdøde skulle have givet sit husbondfolk i forvaring, så udskydes skifteforretningen, indtil dette var afklaret og arvingerne kommet til stede.
Med hensyn til de penge, som „ord og røgte gaard, de dend sal: karl schulle haffue leffuered Anders Henrichsen i forwaring“, så nægtede denne pure nogen sinde at have modtaget en skilling. I stedet præsenterede han en opskrift på begravelsesomkostningerne på ialt 27 dlr. 2 mk., „naar der udi kortis 4 dlr. 1 mk., som fantis i rede penge i dend sal: karls schrin, da hand døde, jtem 5 dlr. rede penge, som Anne sal: Peder Madtzens har weret ham schyldig och hun haffr betalt“.
Af det hidtil registrerede blev de med + mærket solgt „til hielp til rettens middel och wurderingsmendenes salarium“ og pengene nedlagt i den afdødes skrin, hvortil den ene af vurderingsmændene havde nøglen.
3. februar genoptoges skifteforretningen, og nu var afdødes far kommet til stede og havde anmeldt sig hos ridefogden, men havde desværre forsømt at medbringe bevisligheder, der kunne godtgøre, at han var rette arving. Han kunne blot påberåbe sig den tidligere nævnte Laurs Stenhuggers hustru og Niels Hansen Hjulmand i Tårnby, „at de ham kiende“. Beviskraften heraf fik stå hen, men ialt fald kunne man nu slutte registreringen, idet de resterende skyldnere havde meldt sig, ligesom problemet med de betroede penge blev opklaret.
Skiftets fortsættelse kom da til at se ud som følger:
| Et aars løn, som dend sal: karl tilkom | 20 „ | – „ | – „ |
| Noch koeleie, som kortis for foderlønen til dato, effter som dend indted har malched, 3 dlr. Noch har sig siden angiffuet at were dend sal: karl skyldig nemlig: Anders Nielssen schøtte i Syndbyewester |
1 „ | 2 „ | – „ |
| Peder Hanssen i Syndbyeøster | 1 „ | – „ | – „ |
| Noch har Karen Anders Henrichssens ladet fremkomme, som hun beretter dend sal: karl hinde i forwaring schal haffue leffuerit, penge | 17 „ | – „ | – „ |
| Anders Madtzen i Syndbyeøster schal were schyldig, som Kiersten Laurs Steenhugers beretter hand for hinde har wedgaaet, f o r wadmel til et par buxsser och et schiorte leret | 2 „ | – „ | – „ |
Med det tilkomne og med en omvurdering af det anførte byg, der nu anslås til 8 skæpper og i penge til 3 sldr. 1 mk., vel sagtens på grund af dets ringe tilstand, bliver boets gods og midler ialt til 95 sldr. 8 sk., der efter fradrag af begravelsesomkostningerne og omkostningerne ved skifteforretningen, viser et overskud på 53 sldr. 3 mk.[5]
Det interessante ved tjenestekarlens skifte er ikke blot det relativt store overskud – selv med de meget høje begravelsesomkostninger taget i betragtning -, der placerer det lige med flere gårdskifter i sognet fra disse år, selv om der også forekommer bondeskifter med betydeligt større overskud, men rigtignok også skifter, der viser underskud. Det interessanteste ved skiftet er vel nok det, der kan udlæses om Christen Bertelsens aktivitet samtidig med, at han har passet sin tjeneste i Anders Henrichsens gård. Den falder på tre områder: 1) kreaturhold og kreaturhandel, 2) korndyrkning og 3 pengeudlåning.
Denne aktivitet havde sin baggrund i tjenestefolkenes aflønningsmåde og i en relativ gunstig stilling over for bønder og proprietærer, hvorved en vis mangel på dygtige tjenestekarle utvivlsomt har spillet ind. Som et udtryk for denne knaphed må både lønnens størrelse og aflønningsmåden ses. Gunnar Olsen og Skrubbeltrang har begge været inde på dette spørgsmål og vist både hvordan lønbevægelsen har været gennem 1600- og 1700-årene og hvordan lønnen har været gradueret inden for landets forskellige egne.[6] Flere gange fastsattes maksimalløn, der i 1655 beløb sig til 15 sldr. for en helkarl for Sjælland, Lolland og Skånes lette egne og til 12 sldr. for Skånes skovegne, Fyn og Jylland, men Københavns omegn, der havde de bedste afsætningsmuligheder i hele landet, havde også lønninger, der lå højere endnu. Dette gjaldt måske især Amager.
Det fremgår umiddelbart af lønposten i registreringen, der noterer 20 sldr. som et års løn. Sammenlignet med andre skifter fra Amager i disse år ligger Christen Bertelsen nok i overkanten, men selv inden for normallønnen har der været variationer efter karlenes kvalifikationer, og de 20 sldr. er da nok heller ikke den fulde årsløn. Det var nemlig ganske almindeligt, at folkelønnen for en stor del ydedes i naturalier, enten i form af vadmel, lærred og strømper eller i form af græsning til et får eller en ko. Vigtigst var måske det såkaldte lønnesædssystem, efter hvilket karlen fik ret til at så og høste et større eller mindre areal af husbondens jord og selv få det fulde udbytte af det.[7] Utvivlsomt må den post i registreringen, der anfører 5½ trave byg i strået, tages som udtryk for, at den afdøde karl har haft sin årsløn suppleret med lønnesæd.
Begge de nævnte landbohistoriske forfattere er enige om, at de stigende lønninger og aflønningsmåden i 1600-årene gav enhver rask, arbejdsduelig karl mulighed for at spare penge sammen og derved få en fæstegård, omtrent når han ville. Nogle af karlene forstod også at arbejde med de sammensparede midler ved at sætte dem i gods som i det foreliggende tilfælde, hvor Christen Bertelsen ejede en ko, som han lejede ud til bønder i sognet eller drev handel med.[8]
Mere usædvanligt er det måske nok, at de arbejdede med deres penge gennem udlån som i det foreliggende tilfælde, hvor en række skyldnere fra sognet melder sig til skiftet. Og kredsen heraf har været større, for i skiftet efter afgangne Gietrud Nielsdatter sal. Niels Nielsens i Sundby-øster af 19/2 1677 anføres under bortskyldig gæld, at Chresten Bertelsen, „tienendis Anders Henrichsen i Syndbyewester“, har et tilgodehavende efter et håndskrift af 11/11 1676 på 24 sldr.
Skiftet afspejler således konditionerne for en stabil og bjergsom tjenestekarl, der gennem flere års tjeneste har lagt penge op og ladet dem arbejde. Forholdene har måske nok været særlig gunstige på Amager, der havde en erhvervsøkonomisk særstilling nær op til den konsumhungrende hovedstad, men det er et velkomment supplement til tjenestefolkenes tilstandsbeskrivelse.
