Indtil for få år siden levede H.C. Andersens Barndomshjem en gemt og lidt glemt tilværelse i Munkemøllestræde. Gemt bag Klingenberg og en nedkørsel til Magasins parkeringskælder krævede det både vilje og viden fra gæsternes side for at finde frem til det lille museum. Som søster-museum til det langt større H.C. Andersens Hus, der rummer det ikoniske gule hjørnehus, hvor Andersen blev født, har Barndomshjemmet samtidig stået i skyggen af det store museum rent formidlingsmæssigt. Fokus har ligget andetsteds. Men de senere år har vist, at sådan behøver det bestemt ikke at være. Som følge af en række tiltag, f.eks. fællesbillet og fodsporsrute til døren, er det lykkedes at mangedoble besøgstallet fra blot 12.000 for få år siden til 45.000 i 2016.
Det er fantastisk, for H.C. Andersens Barndomshjem kan nemlig noget særligt: Det rummer en særlig intimitet og autenticitet, som både er værd at bevare og vise frem til så mange som muligt. Men med de mange ekstra årlige gæster er det også blevet åbenlyst, at stedets intime, trange rammer både er en gave og en udfordring. Intimiteten skal bevares, men samtidig skal stedet også udvikles, så det netop bliver den særlige intimitet frem for trængslen, der sætter sig som oplevelse i gæsternes bevidsthed. Derfor kigger vi i disse år på alle aspekter af museet og museumsbesøget. Når hovedmuseet, H.C. Andersens Hus, i 2020 er nyudviklet til at være en stærk attraktion med fokus på Andersens eventyrlige univers, er det således meningen, at H.C. Andersens Barndomshjem er en særegen, bæredygtig og komplementerende Andersen-oplevelse. Sideløbende med udviklingen af det ny H.C. Andersens Hus vil Barndomshjemmet derfor også udvikle sig de kommende år. Hvor H.C. Andersens Hus fuldstændig nytænkes, er der i Barndomshjemmet imidlertid snarere tale om at rendyrke det nærvær og den autenticitet, som allerede er til stede i det lille museum, og herigennem skabe en sammenhængende oplevelse, hvor alle oplevelsesmuligheder på matriklen tages i brug.
Den voldsomme besøgsstigning har medført, at vi bl.a. har måttet kigge på entré og butiksområdet for at sikre en bedre modtagelse af gæsterne. Men det er samtidig også væsentligt, at selve museumsoplevelsen udvides – bliver dybere, rigere og ikke mindst mere fyldig – for de mange gæster. Det gælder især i højsæsonen, da museet dagligt tager imod op til 500 gæster. Indenfor er der ikke mere plads, men udenfor, bag museet, har der i mange år ligget en have, der ikke har gjort meget væsen af sig. Således har det været oplagt at udvide museets oplevelsesrum ved at inddrage og omforme haven, så vi på den måde kan tilgodese flere gæster på samme tid.
I de seneste mange år har haven bestået af en græsplæne, omkranset af et blomsterbed. Haven havde tidligere været privat have tilhørende tjenesteboligen, som var en del af det lille museum, og rummede dengang forskellige bede, men da museet ophørte med også at fungere som tjenestebolig, anlagdes et samlet græsareal for derigennem at muliggøre brug af haven til formidlingsaktiviteter. Årene har imidlertid vist, at stedet kun i begrænset omfang har fungeret til dette formål, og derfor har den altså ligget hen uden rigtig at blive taget i brug. Det ønskede museet nu at lave om på, og derfor gik vi i midten af 2015 i gang med at udvikle den nye have.
Den nuværende have tilhørende museet var også et grønt haveområde i 1800-tallet, men området var ikke dengang en del af den lille lejebolig, som husede Andersen-familien. I stedet beskriver Andersen barndomshjemmets have i sin selvbiografi Mit Livs Eventyr således: ”Fra Kjøkkenet kom man ad en Stige op paa Loftet, hvor der i Tagrenden, mellem vort og Naboens Huus stod en Kasse Jord med Purløg og Persille, min Moders hele Have; i mit Eventyr: Sneedronningen blomstrer den endnu” (Gyldendal, Kbh. 1996, s. 28). Der er på den vis ikke meget at hente i Andersens barndomserindringer i forhold til en rekonstruktion af haverummet: Der er ikke nogen autenticitet, nogen oprindelighed at føre det tilbage til. Naturligvis kunne vi forsøge at efterligne et typisk by-haverum på Andersens tid og på denne måde lave en form for tilnærmelse efter devisen ”sådan kunne det have set ud, såfremt Andersen rent faktisk havde haft en have”. En sådan historisk have ville imidlertid være i fare for at tildække det subjektive udgangspunkt, der reelt er tale om i tilrettelæggelsen af haven. Vi ville være i fare for at komme til at betone en slags falsk objektivitet – en sandhed, hvor der ingen er.
Alligevel rummer citatet ovenfor en anvisning på en mulig vej – en form for andersensk metode: Det er ikke i det ydre historiske rum, men i det indre mentale rum, vi finder Andersens have. I eventyrene blomstrer ikke blot Andersens mors lille krydderurtebed, men hele den righoldige danske flora, som Andersen ikke havde have til som barn. Her – i eventyrene – finder vi alle de beskrivelser af Andersens have, som mangler i erindringerne. Haven er derved ikke en tilbageførelse i tid til starten af 1800-tallet, men et spring ind i en eventyrlighed. Haven handler på den vis snarere om at skabe autenticitet i oplevelse og stemning frem for at etablere forestillinger om historisk autenticitet, der alligevel ikke kan bære et nærmere eftersyn.
Også selve haverummet indbyder til springet ind i det eventyrlige, da det fremtræder som et lille skjult rum – gemt bag museet og med mure til alle sider. Afsondret fra omverdenens blikke byder det sig først til, når gæsterne helt konkret træder ind i det, og derved etableres et overraskende brud med det urbane rum, der omgiver haven. Tanken var derfor at udnytte det rumlige potentiale – at skabe en grøn, eventyrlig oase midt i et eventyrforladt byrum, hvor gæsterne kunne nyde et øjebliks ro og lade deres Andersen-oplevelser bundfælde sig. Derved stod det også klart, at der ikke ville blive tale om en botanisk have, hverken i historisk eller eventyrlig henseende. Vi ønskede snarere at se haven som et samlet hele – en samlet oplevelse – frem for anskuet igennem dens enkelte elementer og deres relation til et historisk havemiljø eller specifikke eventyr.
Med disse tanker i baghovedet begyndte museet midt i 2015 at lede efter en landskabsarkitekt, der kunne løse opgaven. I Byog Kulturforvaltningen i Odense Kommune havde de gode erfaringer med Charlotte Skibsted, der tidligere har lavet egentlige historiske haver såsom Sanderumgaard. Og selv om opgaven denne gang mere handlede om oplevelseskarakteren end om det historiske, kunne Skibsteds enorme viden om den danske havetradition bidrage til at skabe en mere helstøbt have, hvor det historiske og det eventyrlige integreres i en samlet oplevelse. For selv om museet ikke ønskede at etablere en historisk rammefortælling for haven, ønskede vi omvendt heller ikke at smide det historiske ud med badevandet.
Med udgangspunkt i plantelister fra Andersens eventyr gik Charlotte Skibsted i gang med at udvikle haverummet som en blanding af nye og historiske sorter, men hele tiden med fokus på den samlede haveoplevelse og på at skabe en fortættet, blomstrende og duftende have i så mange måneder af året som muligt.
Hendes oplæg var bemærkelsesværdigt. Hun formåede at skabe en fornemmelse af en stor have i det ellers lille haverum, men samtidig lånte hun elementer fra den romantiske have, f.eks. den slyngede sti, en yderst varieret beplantning og også med tiden – som haven vokser til – små særegne haverum, man kan gå på opdagelse i. Alle elementer, som man umiddelbart skulle tro hørte en meget større have til, men som i Skibsteds arbejde fandt en særlig miniatureform. Denne have var på én gang andersensk og samtidig nutidig og helt sin egen. Fra eventyrene fandt over 100 forskellige planter vej til den, men uden at havens formål blev reduceret til at være en plante-encyklopædi over eventyrene. Historiske sorter blev integreret med nutidige i den udstrækning, det gav mening i forhold til den samlede oplevelse. Og nok så vigtigt skabte de mærkeligt formindskede elementer, lånt fra den romantiske have, et fortættet nærvær og andersensk blik for det at se det store i det små.
Ambitionerne var som altid større, end lommerne var dybe, men allerede i den forberedende fase havde museet samarbejdet bredt med den kommunale forvaltning, og dette hjalp os til at finde økonomiske løsninger på dele af projektet, så vi kunne komme samlet i mål. Eksempelvis genbruger vi ”solhovedsten” fra H.C. Andersens fodsporsrute. Stenene blev tilovers, da den nye fodsporsrute åbnede for et par år siden. Ligeledes anvender vi den gule Odense-klinke i flisearealerne – igen en genanvendt rest, der på den måde muliggjorde, at vi kunne lægge så megen økonomi som muligt i plantearbejdet. I efteråret 2015 var der dog snarere tale om jordarbejde, mere end der var tale om plantearbejde. Anlægsopgaverne havde været i udbud, og vi kunne nu gå i gang – med fjernelse af jord, forbedring af jord, med jordprøver, med grus og klinker, med bedafgrænsning osv. I november måned – i en nøgen have – er det svært at forestille sig den blomsterrigdom, vi alle havde givet håndslag på, at vi ville etablere.
Vinteren kom og gik, uden at der var mulighed for at begynde beplantningen. I dette tidsrum udarbejdede Charlotte Skibsted i stedet detaljerede planteplaner for alle havens bede, og i starten af april, kort efter H.C. Andersens fødselsdag, gik selve beplantningen i gang. Planterne voksede godt til, og allerede fra juni måned stod haven flot og var i sig selv et besøg værd i Barndomshjemmet. Det var der mange, der fandt ud af hen over sommeren, og under blomsterfestivalen i august overhalede det lille museum helt usædvanligt H.C. Andersens Hus i besøg per dag.
Haven er blevet flot modtaget af vores gæster, men den er endnu ung. I de kommende år vil den blot blive bedre og bedre i takt med, at planterne får fylde og gror til. Samtidig er det også først i løbet af efteråret 2016, at det har været muligt at så de 1.000 løgplanter, der er i haven. Så museet glæder sig utrolig meget til foråret og sommeren 2017, når haven i endnu højere grad vil blive et helt særligt sted.
En have bliver aldrig færdig. Den når aldrig i mål, for dens natur er at være undervejs. H.C. Andersens Barndomshjem skal derfor blive ved med at udvikle haven og understøtte dens vækst over de kommende år. Derfor er der også allerede en række tiltag under forberedelse, som forventeligt vil blive udviklet for at understøtte haveoplevelsen i fremtiden.
Et element heri kunne være at etablere en frivilliggruppe i Barndomshjemmet, som dels kunne hjælpe med at passe haven og dels formidle den til vores gæster. Der skeles derfor i denne tid kraftigt til måden, Den Fynske Landsby arbejder med frivillige og iscenesætter dem i Landsbyens historiske ramme. Barndomshjemmet vil aldrig blive en tro kopi heraf – sigtet med Barndomshjemmet er også et andet – men museet stjæler gerne med arme og ben, såfremt det hjælper til at iscenesætte en andersensk eventyrlighed, poesi og nærvær.
Andersens rige forhold til naturen kalder også på yderligere belysning. Museet kunne have plastret haven til med informative skilte, der belyste hans forhold til naturen, men vi valgte ikke at gøre det, idet vi mente, at det reelt ville spolere haveoplevelsen i stedet for at styrke den, da det ville flytte fokus fra oplevelse og sansning over til videnstilegnelse og intellektuel bearbejdning. I stedet planlægger museet én eller måske endda to bogudgivelser, der kredser om Andersens forhold til naturen. I disse vil man kunne finde al den information, der ikke blot er udeladt af haverummet, men også af denne artikel, hvor jeg har valgt at fokusere på selve havens tilblivelse.
Haven i H.C. Andersens Barndomshjem har fået et helt særligt udtryk og karakter, eftersom haven er set i en kontekst. Som jeg allerede har været inde på, byder den sig til på en særlig vis, fordi den er placeret på en særlig måde i relation til sine omgivelser. Ligeledes understøtter både gæsternes typiske besøgsmønster, hvor de oftest har været forbi hovedmuseet først, og selve Barndomshjemmets lineære forløb, som kulminerer i haven, at haven iscenesættes som et roligt afslapningsog refleksionsrum, hvor dagens Andersen-indtryk kan samle sig i et hele. På denne måde skal haven ikke blot fungere som rum i sig selv, men også give mening i forhold til en samlet oplevelse af H.C. Andersens Odense.
Netop en sådan helhedstænkning i forhold til besøg og måder at tænke oplevelser på har været central i Odense Bys Museers udvikling af museernes og byens Andersen-tilbud. Ønsket har været at sprede oplevelsestilbuddene ud i byrummet, således at hovedmuseet i højere grad forbandt sig til det omgivende byrum og omvendt. Ydermere har det været væsentligt at skabe oplevelsesmuligheder, der taler mere flerstrenget om Andersen, end H.C. Andersens Hus og Barndomshjem hidtil har gjort det. En del af dette handler også om at understøtte udviklingen af de to museer, så de bliver klart væsensforskellige oplevelser. Ca. 90% af Barndomshjemmets gæster køber nemlig fællesbillet og besøger således begge museer. Det skaber frihed i forhold til formidlingen: Fordi vi har et hovedmuseum, rigt på tekst og information, kan H.C. Andersens Barndomshjem derfor i højere grad tillade sig at fokusere på stemning, sansning og nærvær frem for tekstbaseret vidensformidling, som måske nok kan videregive flere konkrete oplysninger, men gør det på bekostning af oplevelsen af liv og proces.
Det er i denne retning, både haven og udstillingerne i H.C. Andersens Barndomshjem vil fortsætte med at udvikle sig i de kommende år. Så selv om langt de fleste af museets gæster er turister, som kun besøger stedet en enkelt gang, er målet at skabe et sted i bevægelse – et levende sted, der videregiver en oplevelse af et sammenhængende miljø og et hjem. Måske du allerede har besøgt museet; måske du endda har set den nye have, eller måske Barndomshjemmet også har ligget lidt gemt og glemt for dig. Uanset hvad, er der altså god grund til at lægge vejen forbi i de kommende år – ikke mindst, når forår og sommer kommer og gør alting nyt igen.
