En morgenstund i 1861 — det var 11. oktober — mødte H.C. Andersen Orla Lehmann, og H.C. Andersen noterede herom i sin dagbog »Orla Lehmann, der nu er Minister, tog mig under Armen og da vi på Garnisonspladsen standsede hvor Fodstykket er reist til Oehlenschlægers Monument, ridsede han med sin Stok i Jorden lige over for og sagde her skal nu dit Monument ståe, nu har jeg betegnet det. Jeg sagde at jeg kom i Kongens Have hvor Ammer og Børn gik«.
H.C. Andersen fortalte A. L. Drewsen sin oplevelse[1], men der skulde gå tretten år, før det viste sig, at digteren fik ret.
Den 9. december 1874 blev der hos grosserer Moritz G. Melchior holdt et møde af en kreds af H.C. Andersens venner og veninder. Damerne var i flertal. Man så fru Henriette Collin, fru Ingeborg Drewsen, lensgrevinde Thyra Frijs-Frijsenborg, lensgrevinde Mimi Holstein-Holsteinborg, lensgrevinde Caroline Moltke-Bregentved, fru Ida Koch, fru Dorothea Melchior, fru etatsrådinde Meldahl, fru Louise Bille og frk. Nathalia Zahle. Af herrer var der kun direktør C. St. A. Bille, komponisten J. P. E. Hartmann, grosserer Melchior, maleren F. Vermehren og etatsråd Meldahl.
Formålet med sammenkomsten var at drøfte muligheden af at få rejst et monument for H.C. Andersen i Kongens Have i anledning af digterens forestående 70årsdag 2. april 1875.
Etatsråd Meldahl forklarede, at tanken var opstået hos Vermehren en dag, da han og Meldahl spadserede i Kongens Have, og at den havde fundet tilslutning hos fru Melchior, fru Bille m. fl. Man enedes om, at tanken skulde fremmes nu, monumentet skulde placeres i Kongens Have, og man vilde søge den fornødne tilladelse hertil.
Der måtte først og fremmest skaffes penge. Direktør Bille havde på forhånd forfattet et udkast til en indbydelse til at tegne bidrag, som blev vedtaget og underskrevet. Man enedes endvidere om at nedsætte en forretningskomité med flere damer end herrer. Den kom til at bestå af grevinderne Frijs-Frijsenborg og Holstein-Holsteinborg, fruerne Meldahl og Melchior, samt frk. Zahle. Herrerne blev Meldahl, der senere blev komiteens formand, Vermehren, Bille og Melchior. Sidstnævnte blev hovedkasserer. Da man nåede så vidt, må man have fundet, at der var for få damer, thi komiteen suppleredes med fruerne Drewsen og Collin, hvis nære tilknytning til H.C. Andersen rigtignok også gjorde deres medvirken naturlig.[2] »Det havde været en livlig Forsamling«, bemærker H.C. Andersen.[3]
Før dette møde havde der imidlertid været udfoldet en livlig aktivitet, og H.C. Andersen var ikke blevet holdt udenfor.
Forhistorien tegner sig således: Den 16. november — altså tre uger før mødet — kom fru Melchior og fru Bille op til H.C. Andersen og fortalte, at flere damer vilde lade en indbydelse udgå over hele landet, hvorefter børnene skulde tegne sig for hver en mark, så der kunde rejses en buste i Kongens Have på 70årsdagen.[4] Det var altså Meldahls og Vermehrens samtale, der havde båret frugt.
Dagen efter talte Andersen igen med fru Melchior og med J. P. E. Hartmann om sagen, idet N. W. Gade havde gjort opmærksom på, at man først måtte henvende sig til indenrigsministeren for at få tilladelse til at opstille statuen på det nævnte sted.[5] Ti dage senere var sagen atter på tale hos H.C. Andersen, idet vekselerer Martin Henriques og direktør Bille mødtes hos ham. Henriques var misfornøjet med, at monumentet skulde have plads i Kongens Have, åbenbart fordi han fandt stedet for afsides, men Bille gjorde gældende, at det netop var et smukt sted, da Kongens Have ved det nye botaniske anlæg vilde rykke mere ind i Byen, og man vilde oftere lægge vejen der igennem.[6]
Var man altså på forhånd klar over, hvor monumentet skulde stå, var man åbenbart også inde på, hvem der skulde gøre det, thi 5. december noterede H.C. Andersen i dagbogen »Billedhuggeren Saabye var her; Etatsraad Meldahl har talt med ham om at gjøre min Buste.«[7]
Man kan heraf slutte, at Meldahl før mødet 9. decbr. hos Melchior har været på det rene med monumentets placering, og at der kun har været tænkt på en buste. Opgaven kunde ganske simpelt løses på den måde, at man overdrog den til billedhuggeren August Saabye (1823—1916), der var en af H. V. Bissens bedste elever, og som siden 1850’erne havde udført en række meget påskønnede arbejder.
I det pågældende møde forlod Meldahl imidlertid dette standpunkt, idet han foreslog, at forretningskomiteen skulde suppleres med kunstnere i et så stort antal, at disse havde majoriteten »ved Bedømmelsen af de eventuelle Udkast til Billedstøtten«, og vedtog at rette henvendelse til kunstakademiet om at udpege kunstnere, der skulde supplere forretningskomiteen og sammen med denne danne bedømmelsesudvalg.
De første opgaver, der skulde løses, var da at få tilladelse til at opstille monumentet i Kongens Have, at få indsamlet pengemidler og at få valgt en bedømmelseskomité.
Der blev handlet hurtigt. Allerede dagen efter mødet tog etatsråd Meldahl ud til kongen og dronningen på Fredensborg, hvor han erfarede, at kongen interesserede sig stærkt for sagen, og at han allerede havde givet ordre til, at statuen måtte placeres i Kongens Have. H.C. Andersen kunde 12. decbr. notere, at nu havde man fået tilladelsen fra »hver, hvis Tilladelse behøvedes«.[8]
Med samme kraft tog man fat på at sætte indsamlingen af pengemidler igang. Billes udkast til tegningsindbydelse, som havde været forelagt i det første møde, blev påny behandlet i et møde 17. decbr. I sin Henvendelse til offentligheden indledte Bille med at erindre om de talrige vidnesbyrd om taknemmelighed, som H.C. Andersen under sin sygdom havde modtaget fra hele den civiliserede verden. Hans landsmænd bør nu give disse følelser et offentligt vidnesbyrd, thi selv om hans digtning har kunnet omplantes på enhver jordbund, er den fulde forståelse forbeholdt os danske. Den nulevende slægt er fortrolig ikke alene med den digteriske skikkelse, som den fremtræder igennem hans værker, men også med hans personlighed som menneske, fortsætter Bille. Vi har fulgt ham gennem hans livs eventyr, og digteren og mennesket smelter sammen til en enhed. Men for de kommende slægter vil digterens person være trådt noget i baggrunden, og det bliver da »et naturligt Ønske for os, at bevare hans Træk og ydre Skikkelse for Efterkommerne«.
Af disse grunde er komiteen dannet for at opfordre til en indsamling af bidrag til tilvejebringelsen af en broncestatue — oprindelig havde Bille skrevet »en siddende Broncestatue« — og man vil ansætte bidragene til 50 øres portioner, for at alle kan deltage, ikke blot fædre og mødre, men også børnene. Man udtaler håbet om, at indsamlingen kan slutte i løbet af to måneder, så man 2. april kan bringe digteren meddelelsen som en gave fra det danske folk. Endvidere opfordrede man til dannelse af lokalkomiteer udenfor hovedstaden.
Billes udkast, der stort set blev det endelige, viser, at medens man før mødet 9. decbr. — i hvert fald at dømme efter H.C. Andersens udtalelse — kun har regnet med en buste, har Bille regnet med, at det skulde være en statue, som fremstillede Andersen siddende, og det er nok troligt, at dette punkt har været et af diskussionsemnerne på det livlige møde.
Billes henvendelse blev forsynet med 35 navne, og i de følgende dage fik man travlt med at organisere indsamlingen. Etatsråd Mel-dahls søn K. G. Meldahl fortæller i sin dagbog for 27. decbr. 1874 om komiteens arbejde: »Fader er Formand for Bestyrelsen. Hr. Bille maatte saa skrive en Indbydelse, som kom paa Tryk, 2000 Ark. Hr. Grosserer Moritz Melchior Hoved Kasserer, Hr. P. Andræ Sekretair. Vi maatte saa engang i den sidste Uge putte Indbydelsen i en hel Mængde Konvolutter til de forskjellige Blad Redakteurer ialt circa 110, og dertil brugtes omtrent 8 r. d. Frimærker. De følgende Dage prangede det rundt i alle Blade.«[9]
Når Meldahl i et brev til H.C. Andersen fortalte ham, at intet af hans foretagender havde mødt så stor interesse som indsamlingen til statuen, har det næppe været tom smiger.[10] Dels igennem aviserne, dels igennem H.C. Andersens bemærkninger, kan man følge indsamlingens forløb. Kongen gav 200 kr., enkedronning Caroline Amalie samme beløb, kronprinsen 100 kr., storfyrstinde Dagmar 100 kr., prinserne Christian og Carl hver 50 kr. Grev Moltke-Hvitfeldt på Glorup gav 100 rdl., hvad der efter Andersens regnestykke svarede til 4000 portioner.[11]
Også forlystelseslivet ydede sit bidrag. Casino spillede 18.—21. jan. 1875 overturen til Liden Kirsten og Ole Lukøje med en prolog af J. Martensen fremsagt af frk. Lerche. Forestillingen indbragte brutto 800 kr., som skulde gå til monumentet. Prologen blev trykt i Dags Telegraphen og gav H.C. Andersen anledning til flg. bemærkning: »I Dags Telegraphen i Dag staar Martensens Prolog til Forestillingen i Fredags, den er i Tanke og Mening god, men Formen ikke heldig.«[12] Studenterforeningens sangforening holdt 4. febr. en koncert til fordel for indsamlingen, og August Westrup udsendte en lille bog med fortællinger og digte »Et Bidrag til Monumentet for H.C. Andersen«, hvortil forfatterne havde ydet bidrag uden honorar, ligesom tryk og papir var leveret til modereret pris. H.C. Andersen fik bogen 24. marts.[13]
I Odense var etatsråd Wilh. Petersen og biskop Engelstoft virksomme og fik dannet en lokalkomité. Etatsråd Petersen aflagde H.C. Andersen et besøg og fortalte, at der var en ypperlig stemning for sagen i Odense. Listen skulde sendes fra hus til hus, »men indsamle i hele Fyen vilde han ikke, det skulde ikke see ud som gik det ud fra Odense, der var Jalousi andre Steder.«[14] I Århus tog en damecomité sig af sagen sammen med professor Walther, kaptajn Bartels og konsul D. M. Mørck. Denne aktion førte til et bidrag på 1094 kr., og monumentkomiteen vilde i den anledning sende en speciel tak, som var konciperet, da man kom i tanker om, at den ikke burde afgå, idet man let kunde udsætte sig for vanskeligheder ved afgørelse af, hvilke lokalkomiteer, der skulde have en særlig tak. Lokalkomiteer var også dannede i mindre byer som Skagen, Skanderborg, Holbæk og Ringsted, og næsten hver uge kunde Melchior offentliggøre en lang bidragsliste i Berlingske Tidende.
Man regnede med, at der skulde bruges 18—20.000 kr., og selv om det var lovlig optimistisk, når H.C. Andersen efter et besøg hos Melchiors 8. februar noterede, at der var indkommet 19.000 kr., idet Berl. Tid. for 15. febr. meddelte, at der 8. febr. var kommen 8.907 kr., så blev beløbet dog rigeligt nået indenfor den givne tidsfrist. 17. febr. var det på 11.730 kr., 23. febr. 14.469 kr., 1. marts 16.758 kr. Den 5. marts meddelte Berlingske, at sagen nu turde betragtes som sikret, da der endnu foregik mange indsamlinger såvel rundt omkring i landet som også blandt danske i udlandet. 23. marts var der kommen 23.567 kr. og 3. april — da indsamlingen var ved at være sluttet — var der kommen 26.000 kr.[15]
Der var udført et energisk og dygtigt arbejde ikke mindst af etatsråd Meldahl, grosserer Melchior og komiteens damer.
H.C. Andersen fulgte indsamlingen med stor opmærksomhed. Han noterede i sin dagbog de oplysninger, som han fik om særlig store bidrag eller om arrangementer i forbindelse med indsamlingen, og han har sikkert nøje studeret bidragslisterne i Berlingske Tidende. Det hænger ikke blot sammen med den velkendte interesse, som han nærede for bedømmelsen og påskønnelsen af hans person, men havde som baggrund en episode, der også ved den lejlighed dryppede en malturtdråbe i hans glæde.
Han har måske ikke heftet sig så stærkt ved en anonym artikel i Fædrelandet for 15. jan., hvor »en dansk Mand« fremsatte tvivl om, hvorvidt det for tiden var betimeligt at adressere sine spareskillinger og overskud til bautastene, og mente at man snarere burde samle ind til et panserskib. Derimod virkede det stærkt på ham, at hans gamle ven balletmester August Bournonville ikke var begejstret for den hele idé.
Da fru Melchior 7. december havde vist H.C. Andersen Billes subskriptionsindbydelse, var Andersen tilfreds med dens form; den var »ganske som jeg kan ønske den«, og han tilføjede: »Jeg sad længe ud paa Aftenen og tænkte over, hvor forunderligt Gud havde ført og hjulpet mig frem i Verden; der var flere Afdøde, jeg ønskede maatte have levet og seet mit forunderlige Livs Eventyr.«[16] Med rette kunde planen nok give årsag til sådanne tanker. Det var dengang i endnu højere grad end nu et særsyn, at man vilde rejse statue for en levende, noget usædvanligt, der måtte vække opmærksomhed og fremkalde diskussion.
Det var dette synspunkt, som August Bournonville gav udtryk for under et Besøg hos Andersen ved frokosttid søndag d. 13. decbr. Han førte samtalen ind på det aktuelle spørgsmål, og han var måske kommen alene for den sags skyld. H.C. Andersen refererede samtalen således: »Ideen var en meget smuk Demonstration. Jeg havde mange begeistrede Venner, men ogsaa Uvenner og nu kom en stor Deel af Publicum, der slet ikke forstod min Betydning, han frygtede at ved at Statuen reistes medens jeg levede vilde flere Bemærkninger og fremsatte Anskuelser, berede[s] mig mere Ærgrelse, end den Glæde at see Statuen blive reist!« — Der er vist nok megen Sandhed i det Sagte; det allerede berørte mig ilde, og det gode Humør jeg var imorges i, sank betydeligt til Nul-Grader.« Tanken på offentlighedens dom lå nu Andersen stærkt på sinde, og følelsen af ydmyghed gjorde sig gældende samtidig med, at han eftertragtede hyldest.[17]
H.C. Andersen kunde selvfølgelig ikke tie med denne oplevelse. Samme aften skrev han til Henriette Collin: »Hele den Dag i Dag har jeg været hjemme og saa godt som intet Besøg modtaget, og dog eet for mange, er jeg nærved at sige, i det at samme har forstemt mig og gjør mig ilde denne Aften; der kom en Ven der lydelig sagde mig — hvad jeg selv gaaer og gjemmer i mine egne Tanker om den Hæder man vil berede mig ved at reise min Statue medens jeg nu lever. I Grunden har jeg følt mig så glad ved det store Tegn paa Kjærlighed Vennerne vise mig — men hvad ville Ikkevennerne sige? gid at jeg i denne Aften havde Nogen jeg kunde udtale min Stemning for, men jeg har Ingen og derfor glider den nu hen over Papiret. Tak kjære Fru Collin for Deres venlige Sind og al Deres hjertelige Deeltagelse.«[18]
Dagen efter fortalte han fru Melchior om samtalen, og der blev stor opstandelse. Efter komitemødet 17. dec. — som Andersen iøv-rigt henlægger til 15. dec. — kom fru Ingeborg Drewsen og fru Collin og fortalte ham om den forbitrelse, som Bournonvilles udtalelser havde vakt på mødet, uden at der dog i mødereferatet mæles om den store alarm.
Det måtte da være en trøst for H.C. Andersen i de følgende uger at se bidragene strømme så rigeligt ind, og der gik da også et par måneder før balletmesterens udtalelser atter stak hoven frem. Denne gang repræsenteredes hans standpunkt af fru Bournonville og plejedatteren Vilhelmine, der 9. februar gjorde visit. »Vi kom til at tale om Monumentet for mig og de to Damer fandt som Bournonville at det var noget aldeles nyt i Verden at Sligt reistes for Een, som endnu levede«. Men H.C. Andersen havde åbenbart gjort studier i emnet, thi »jeg henviiste dem til Madvigs Portræt Buste der var i dette Aar blevet reist i hans Fødeby og hvor han da selv var tilstæde, sagde dem at for 30 Aar siden var Wellingtons blevet reist i London, Rosinis i denne Komponists Fødeby. Jeg beklagede at Bournonville havde udtalt sig til mig om at jeg havde mange Fjender og Misundere, som nu kunde faae Anledning til at udtale sig mod mig; jeg indrømmede at jeg havde Misundere, men troede ikke jeg havde Fjender. Fru Bournonville vilde løfte hver af Bournonvil-les Ord ind i hans umaadelige Sandhedskjærlighed og Talen af sin fulde Bevidsthed.«[19]
H.C. Andersen slog sig til ro med de paralleller, han havde fundet frem, men forøvrigt var Bournonville ikke ene om sit synspunkt. Fr. Paludan-Müller havde samme anskuelser, men han holdt dem for sig selv. En aften kom Andersen under en mellemakt i teatret ivrigt hen til Paludan-Müller, trak en avis op af lommen og gav sig med mumlende stemme til at læse højt for ham, hvorpaa han atter hurtigt fjernede sig. Paludan-Müller var synligt misstemt. »Det var Aar-huus-Avis nu er der igjen kommet atten Rigsdaler og to Mark ind til hans Statue; — nej man skal aldrig sætte Statuer op for Folk i deres levende Live«, sagde han halvt hen for sig i misfornøjet Tone — og han var dog selv medindbyder på subskriptionen.[20] Den gode historie har blot den skavank, at H.C. Andersen ikke i disse måneder i sin dagbog har noteret noget teaterbesøg, hvad han ellers — iflg. oplysning af Dr. phil. H. Topsøe-Jensen — var meget omhyggelig med.
Men hvorom alting er: monumentkomiteen kunde forvente, at midlerne vilde blive skaffet, og man kunde forberede sig på at give H.C. Andersen den højtidelige meddelelse på hans fødselsdag.
Dagen før fødselsdagen var H.C. Andersen tilsagt til kongen. Han blev hentet i en af hoffets vogne. Kongen bad ham sidde og overrakte ham kommandørkorset og udtalte sig om alt det gode H.C. Andersen havde udbredt over landet, »og da jeg fortalte om, hvorledes jeg [i] min første Prøvetid havde spiist Hvedebrød (i Kongens Have) og nu derinde skulde see min Statue blive reist, bleve Kongens Øine vaade.«[21]
På højtidsdagen var repræsentanter for monumentkomiteen blandt de første gratulanter. Lensgrevinde Holstein-Holsteinborg, fru Ingeborg Drewsen, fru Dorothea Melchior, professor Vermehren, cand. jur. Poul Andræ og etatsråd Meldahl kom, og med Meldahl som ordfører overrakte de H.C. Andersen komiteens meddelelse, der har følgende ordlyd:
»Vi undertegnede danske Mænd og Kvinder have sluttet os sammen og opfordret Landsmænd Gamle og Unge, der delte vore Følelser, til at reise Dem, vor navnkundige Eventyrdigter, et Mindesmærke i Rosenborg Have. Vor Henvendelse har mødt almindelig Tilslutning hos alle Klasser af Samfundet, ikke blot herhjemme, men ogsaa udenfor Fædrelandet, overalt, hvor Deres Navn er kjendt og elsket. Vor Allernaadigste Konge har givet sit Samtykke til Mindesmærkets Opstilling paa den tænkte Plads, og Landets Billedhuggere kappes nu om at løse den smukke Opgave, der er dem stillet.«[22]
Idet saaledes Alle have forenet sig til Gjennemførelsen af vor Tanke, kunne vi idag, paa Deres halvfjerdsindstyveaarige Fødselsdag, bringe Dem Meddelelsen om denne Gave, der vil været Dem et Vidnesbyrd om Beundring og Taknemmelighed.«
H.C. Andersen takkede dybt bevæget og med en passende poetisk frihed med hensyn til tidsforhold svarede han iflg. Berlingske Tidendes referat: »Det var idag netop 56 Aar siden, at han som fattigt Barn var kommen fra Odense hertil. I det mellemliggende Tidsrum havde Meget forandret sig, han følte, at under hans første Ophold var der mange Egenskaber, som ikke fandt Forstaaelse, og at han havde prøvet tunge Dage, men at han dog maatte være taknemlig for disse Dage, fordi de havde bidraget til hans Udvikling.
Han havde her mødt megen Velvilje. Han vilde ikke dvæle ved nogen Enkelt, men maatte dog nævne Guldberg, Familien Collin, og H. C. Ørsted. Han mindedes saa ofte med Taknemlighed, hvorledes Ørsted var kommen til ham om Aftenen, naar han sad mismodig, og havde trøstet ham med, at der vilde komme Tider, som ogsaa i aandelig Forstand vilde komme ham imøde, men om en Anerkjendelse som den, han modtog idag, havde han dog ikke i fjerneste Maade drømt.
Strax da han hørte, at der var Tale om at reise ham et Mindesmærke, var der opstaaet Bekymring hos ham, og han havde frygtet noget for en Kritik — thi Mange havde jo udrettet ligesaa meget som han, og vare dog ikke hædrede med nogen Mindestøtte. Men denne Bekymring var vegen bort, da han saae, hvorledes der fra hele Landet var indflydt Bidrag til Mindesmærket. Særlig havde han glædet sig ved de mange smaa Bidrag, ved at see, hvorledes Alle, indtil den meest Ubemidlede, havde ønsket at bidrage. Conferentsraaden fremhævede at det var ham kjært, at Pladsen var valgt i Kongens Have; der laa et besynderligt Træf af Tilfældet heri; thi han mindedes, hvorledes han i sin Ungdoms mørkeste Tid ofte vandrede herind og havde kjøbt sit Brød, og nu skulde han her finde sin Statue. Han vidste ikke, om Forsynet vilde skjænke ham Kræfter til at see Statuen reist, men han haabede, at det idetmindste vilde forundes ham at see den Plads, hvor den skulde reises. Digteren sluttede med at bede Formanden bringe Alle hans hjerteligste Tak.«[23]
Hvem der har skrevet teksten til adressen, kan ikke oplyses, men følgende brev fra Meldahl til Andræ er bevaret:
»Vil De ikke nok være saa god at se medfølgende Udkast igjen-nem og prøve, om De kan faa det til at flyve lidt mere, eller ialtfald flyde. De maa huske, at det skal være Kalligrafi, altsaa meget kort og fyndigt, saadan hvad man kalder Monumentstil. — Det er uhyre svært at faa Skik paa det Vaas!
Deres A. Meldahl.
Men det haster! Husk paa Underskrifterne, Kalligrafen og Bogbinderen !«[24]
Det med hastværket har nok været rigtigt, thi man har ikke ladet adressen rundsende til de 35 underskrivere, men har ladet kaligrafen sætte underskrifterne på. Kaligraf Nagel var mester for den kunstneriske udførelse, og mappen er indbundet i rødt fløjlsbind med guldornamenter, »et smagfuldt Arbejde af Universitetsbogbinder Clement.«[25]
Maleren Zahrtmann har givet en livfuld og munter skildring af et besøg, som han efter fødselsdagen aflagde hos H.C. Andersen, der absolut vilde have ham med op for at se »Æresbevisningerne«. Han var i ondt lune, fordi han ikke kunde finde sine nøgler og beskyldte sin værtinde frk. Ballin for at have taget dem. Efter nogle dramatiske scener fik Zahrtmann ham bragt til sæde. Han skændte paa den ulykkelige Frk. Ballin og Nøglerne og paa Københavns Magistrat. »Vil De se et Diplom, den har givet mig. Det kalder den min Sandten Kalligrafi. Nej se det fra Berlin, det er kalligrafisk og indbundet i Sølv.«[26] Da H.C. Andersen kun fik adresser fra monumentkomiteen og fra foreningen Berliner Presse, men ikke nogen fra Københavns magistrat, må det være monumentkomiteens diplom, som han lod sin utilfredshed gå ud over. — En sammenligning mellem de to adresser falder nu absolut ud til fordel for den danske.
Det er en velkendt sag, at når et offentligt monument eller andet kunstværk skal udføres, er der som oftest to anskuelser, der melder sig. Nogle vil mene, at man bør overdrage opgaven til en kunstner, som man mener er i stand til at løse den; andre vil foretrække en konkurrence mellem flere kunstnere, og der er ikke ført bevis for, at den ene part eller den anden part har ret.
Problemet meldte sig også her. Man kan vistnok sige, at det ikke var ventet.
Der kan efter det tidligere fremførte næppe være tvivl om, at Meldahl oprindelig har tænkt sig, at Aug. Saabye skulde have til opgave at udføre en buste af H.C. Andersen. Men på det første komitémøde 9. decbr. må man være kommet til det resultat, at det skulde være en statue. Opgaven fik derved et større omfang, og man blev enig om, at en større kreds af billedhuggere skulde have lejlighed til at indsende udkast, og at man derfor måtte have nedsat en bedømmelseskomité, som skulde bestå af forretningsudvalget og 9 kunstnere valgt af kunstakademiet.
Ved en skrivelse af 24. decbr. 1874 satte Meldahl kunstakademiet ind i sagen, og anmodede akademiet om for det første at henlede billedhuggernes opmærksomhed på opgaven, og for det andet anmodede han på komitéens vegne om, at akademiet »i sin Tid vil, efter nærmere Foranledning fra Forretningskomitéen, foretage Valg af et Antal af 9 Kunstnere, der i Forening med Komitéens Medlemmer kunne træde sammen for at bedømme de Tilbud eller Udkast, der maatte indkomme til det paatænkte Monument.«[27]
At der virkelig har været diskuteret muligheden af at lade monumentet udføre uden konkurrence, fremgår af en erklæring, som komitéen et års tid senere fremsatte i pressen, hvori det bl.a. hedder: »Efterat Comiteen ved Overveielse af de givne Forhold var kommen til den Overbevisning, at man burde lade alle vore Billedhuggere faae Leilighed til at fremsætte deres Ideer og dette under saa frie Vilkaar som mueligt — ikke mindst af Hensyn til de danske Billedhuggere, der vare i Udlandet — anmodede man, kort efter at Indbydelsen til Indsamling af Bidrag var udgaaet« akademiet om bistand.[28] I Meldahls skrivelse af 24. decbr. understreges det, at henvendelsen til akademiet sker i henhold til enstemmig beslutning.
Allerede 12. jan. 1875 svarede akademiet imødekommende på henvendelsen, men bad samtidig om angivelse af det omtrentlige beløb, samt inden hvilken tid og til hvem skitser eller tilbud skulle sendes,[29] og Meldahl svarede 16. jan., at der til billedstøtten tænktes anvendt 18—20.000 kr., og at udkast skulde sendes til Meldahl inden 30. april,[30] en frist, der forøvrigt ikke passede fru Melchior, som gerne havde set, at udkastet havde foreligget til H.C. Andersens fødselsdag.
Således var det noget post festum, når en indsender under mærket o-e i Dagbladet for 15. jan. 1875 med løftet pegefinger spurgte »Har man ikke tænkt paa, naar den nødvendige Sum er tilvejebragt, at aabne en Konkurrence mellem vore Billedhuggere om Monumentets Udførelse?« Indsenderen henstillede, at komitéen ikke gjorde sin bestilling, inden der havde været konkurrence, og det store publikum havde haft lejlighed til at dømme om de indkomne løsninger af den stillede opgave.
På den anden side var den henvendelse, som akademiet skulde rette til billedhuggerne, noget mangelfuld. Det kunde endda være hvad det var, at akademiet i Berlingske Tidende, Fædrelandet og Dagbladet 26. jan. lod indrykke en annonce, hvorved det blot henledte billedhuggernes opmærksomhed »paa en dem vedkommende Sag«, som de kunde skaffe sig nærmere underretning om ved henvendelse på akademiets kontor, hvor der lå en håndskrevet meddelelse i eet eksemplar. Værre var det, at man ikke fik kontakt med de danske kunstnere, som opholdt sig i Rom. Man havde ganske vist allerede 19. jan. sendt den danske gesandt i Rom, kammerherre Kjær, et eksemplar af subskriptionsindbydelsen og bedt ham om at henlede de danske billedhuggeres opmærksomhed på opgaven,[31] men af en eller anden grund blev der ikke gjort noget ved sagen i gesandtskabet. Det erfarede akademiet rent tilfældigt, og først 16. marts — halvanden måned før fristens udløb — skrev akademiet påny, denne gang til den danske konsul i Rom, etatsråd J. Bravo,[32] der straks svarede, at han havde fremlagt skrivelsen i den danske forening, og han kunde for så vidt berolige akademiet, thi »saavidt jeg har erfaret agter Billedhugger L. Hasselriis at deltage i Concurrencen og er i fuldt Arbeide med sine Skizzer, som han forhaabentlig naar at faa indsendt til rette Tid.«[33]
Værst var det måske, at man havde stillet kunstnerne så frit, at man intet havde antydet, hverken med hensyn til det materiale eller den størrelse, som man ønskede skitserne udført i. Det skulde siden blive et af angrebspunkterne fra kritikens side.
Akademiets næste opgave blev at udpege de kunstnere, der skulde bedømme udkastene. Dette kunde naturligvis først ske efter en vis tids forløb, da man måtte være klar over, hvem, der vilde deltage i konkurrencen, og deltagende kunstnere måtte naturligt anses for udelukkede fra bedømmelseskomitéen.
Ved skrivelse af 7. april til en række billedhuggere, fik man derefter oplyst, at V. Bissen, Jerichau, Conradsen, Hertzog og professor Peters kunde indtræde i komitéen, men Chr. Freund, O. Evens, Saabye og Stein agtede at deltage i konkurrencen, og meldte derfor afslag på henvendelsen. Udover de førstnævnte billedhuggere valgte akademiet malerne Constantin Hansen, Roed, Bloch og Olrik. Til suppleanter valgtes L. Fenger, Sonne og Simonsen.[34]
Når hertil føjes forretningskomitéens 9 medlemmer samt dens sekretær, cand. jur. Poul Andræ, kom bedømmelsesudvalget altså til at bestå af ikke færre end 19 medlemmer. Udviklingen fremefter viste, at det gamle ord om de mange kokke og maden nok kunde finde anvendelse her, men man kunde vel give komitéen ret i dens forsikring af 5. marts: »Der er saaledes al Garanti for, at Valget vil blive ledet af kunstneriske og æsthetiske Hensyn, og efter hvad man hører, omfattes Opgaven med megen Interesse af Billedhuggernes Kreds, saa at man tør haabe paa at faa et Mindesmærke, der vil være saavel Digteren som Landet værdigt, og paa at se det rejst i nær Fremtid.«[35]
Der faldt nu ro over sindene til H.C. Andersens fødselsdag var overstået og fristen for indsendelsen af udkastene var udløbet med udgangen af april. Allerede 1. maj holdt forretningskomitéen møde for at træffe bestemmelse om fremgangsmåden ved bedømmelsen. Priserne varierede fra 18—25.000 kr. Det spørgsmål blev straks rejst, om udkastene skulde udstilles offentligt, således som indsenderen i Dagbladet jo i sin tid havde foreslået. Meldahl og Vermehren var betænkelige, og det blev vedtaget, at en offentlig udstilling skulde ikke finde sted, før bedømmelsen var faldet, idet man ikke ønskede, at publikum gennem pressen skulde øve pres på bedømmelsesudvalget. Endvidere skulde en udstilling kun finde sted, efter at man havde indhentet de udstillende kunstneres tilladelse. Udkastene var anbragt i professor Peters atelier, og de blev omgærdet med så stor hemmelighedsfuldhed, at man kun kunde få dem at se mod forevisning af et strengt personligt adgangskort, dog med den undtagelse, at såfremt H.C. Andersen ønskede at tage dem i øjesyn, vilde han have adgang dertil.[36]
Så gennemført var hemmelighedsfuldheden, at der end ikke synes bevaret nogen fortegnelse over de kunstnere, der havde indleveret udkast. Kun gennem de spredte oplysninger i arkivmaterialet kan man få kendskab til en del af navnene, ligesom der dels i H.C. Andersens Hus, dels i danske kunstmuseer findes udkast, der har været benyttet ved konkurrencen.
Når det i adressen til H.C. Andersen hed, at »Landets Billedhuggere kappes nu om at løse den smukke Opgave, der er dem stillet«, var det ikke helt galt, eftersom der ved fristens udløb var indkommet 14 udkast fra 10 billedhuggere. Efter fristens udløb indkom et forslag af Thilemann, som også blev taget med i bedømmelsen.[37]
De udkast, der er bevarede, er udført af følgende: Stein, Saabye, Prior, Kondrup, Ring, Hasselriis og Peter Petersen. Ud over disse har O. Evens og formentlig også Chr. Freund deltaget i konkurrencen.[38] Den mulighed kan vel heller ikke udelukkes, at billedhuggeren Secher Malthe, som senere rettede et voldsomt anonymt angreb på komitéen, har indleveret et udkast.
Udkastene har dannet et ret forvirrende skue, thi både materiale og størrelsesforhold var meget varierende. Det måtte være en naturlig fristelse for de fleste kunstnere at fremstille H.C. Andersen ifærd med at læse sine eventyr for børn; både Stein, Saabye, Prior og Kondrup har benyttet dette motiv, omend springet fra Kondrups til Steins udkast er betydeligt; det førstnævnte viser digteren i nær kontakt med børnene, han bøjer sig mod dem, medens han fortæller, og de lytter anspændt. Priors viser en mindre direkte forbindelse; Andersen føles her mere optaget af at fortælle uden at hefte sig så stærkt ved tilhørerne. Endnu stærkere gør dette sig gældende ved Steins, hvor børnene kun føles som et attribut til Andersen-skikkelsen. Desværre er det første udkast, som Saabye indleverede, ikke bevaret, men dette har åbenbart fremstillet Andersen med en dreng stående mellem hans ben.
Andre kunstnere har fremstillet Andersen uden børn; det gælder Peter Petersen, Ring og formentlig også Evens. Kunstnerne har blot fremstillet Andersen i færd med at læse eller fortælle eventyr uden tilhørere. Såfremt det bevarede udkast af Hasselriis er overensstemmende med det første udkast — og der er ikke noget der tyder på, at væsentlige ændringer er foretaget — er hans det eneste, hvor H.C. Andersen er fremstillet stående.
Meningerne indenfor komitéen var stærkt delte. Bedømmelsesudvalget holdt sit første møde 5. maj. Meldahl opfordrede kunstnersektionen til at udtale sig, og diskussionen kom snart til at dreje sig om, hvorvidt der skulde anbringes børn i forbindelse med monumentet. Når Bloch stærkt fremhævede et udkast af Evens, var det fordi det fremhævede Andersens individualitet, og efter hvad man iøvrigt kan oplyse, har dette udkast ikke været stafferet med børn. Også udkastene af Saabye og Prior omtalte han med anerkendelse. Der synes imidlertid at have været overvejende stemning for, at børn under en eller anden form knyttedes til billedstøtten. Hertzog, Vermehren og Conradsen samt Olrik var stemt for det, men muligt sådan, at de blot anbragtes symbolsk, så Andersen ikke stod i nogen rapport til dem. Dette understregedes af Hertzog, der gjorde gældende, at Andersen ikke måtte fremstilles som indvirkende på børnene. Derfor mente Bille, at Steins statue opfyldte kravene, da børnene der fremtrådte som attributer uden at være medvirkende i kompositionen. Roed delte samme opfattelse; det kom efter hans opfattelse an på at få det karakteristiske ved H.C. Andersens personlighed gengivet; det var ikke målet at skabe et genrestykke; Peters ønskede nok en barnefigur ved Andersen, men uden at Andersen tager notits af barnet.
Spørgsmålet var imidlertid, hvorledes man skulde nå et resultat med de meget forskelligartede udkast. Bloch bebrejdede komitéen, at der ikke var givet forskrift med hensyn til størrelsen, men det tilbageviste Meldahl med, at kunstnerne havde ønsket at stå helt frit, fordi det stillede sig så forskelligt for de forskellige kunstnere, om de foretrak en stor eller lille målestok. Bille delte Blochs kritik af konkurrencens formløshed, og Meldahl så da ikke anden løsning, end at man skulde udvælge 3—4 af de bedste udkast, og så bede de pågældende kunstnere om at udføre nye forslag i halv størrelse. Til gengæld kunde man for disse betale f. eks. 500 rdl.; de øvrige skulde have 50—100 rdl. for ulejligheden. Overfor dette forslag tog Bille forbehold med den motivering, at det blev alt for dyrt.
Det var dette sidste spørgsmål, som først blev diskuteret i bedømmelseskomitéens næste møde 8. maj. Professor Peters og Bloch anbefalede en ny konkurrence. Bloch mente, at man måtte lade fire konkurrere, for at man kunde afgøre, om Steins eller Priors udkast skulde være nummer 3. Hvem han har foreslået som nr. 1 og 2 kan måske sluttes af den følgende afstemning. Bille mente, at man kunde nøjes med tre konkurrenter — stadig ud fra et økonomisk synspunkt, medens Melchior vanskeligt kunde forlige sig med tanken om, at hele sagen skulde forhales et halvt år, formentlig fordi han gerne så statuen opstillet, medens Andersen levede. Efter megen drøftelse enedes man om, at en ny konkurrence skulde finde sted imellem fire af kunstnerne.
Det næste spørgsmål var, om kunstnerne skulde være bundne af deres tidligere udkast, eller de skulde stå frit. Bloch og Olrik stemte for at give kunstnerne frie hænder, men Bille og Melchior mente, at der skulde være en ende på alt, og at der skulde arbejdes videre fra skitserne. Ved det påfølgende valg til den nye konkurrence fik Stein 19 stemmer, Evens 19, Saabye 17 og Prior 12 stemmer. Af de resterende kunstnere nævnes ejendommeligt nok kun, at Hasselriis fik 6 stemmer.
Det krav, der var fremsat om en offentlig udstilling af kunstværkerne, blev også drøftet, men Melchior frarådede det indtrængende, navnlig af hensyn til Andersen selv, da man havde set, at visse blade havde omtalt foretagendet på en for Andersen sårende måde. »løvrigt udtalte ingen sig herom.« Figurerne skulde altså udføres i halv størrelse og afleveres inden 24. decbr. 1875.
Det forblev ikke upåtalt, at man undlod at udstille skitserne offentligt. »Der cirkulerede de forunderligste Rygter om, at det Hele kun havde været en Skinkonkurrence, og man nævnede, før Komiteens Bedømmelse af Skitserne blev be-kjendt, Navnet paa den Kunstner, hvem Bestillingen, allerede længe før Opfordringen til at konkurrere kom, skulde være tiltænkt.«[39] Det har nok været Saabye-sagen, der har spøget. »Punch« for 12te maj bragte en spydig artikel om »Konkursarbejderne og Bidragyderne«, hvor Publikum stod udenfor afpærrin-gen og et komitémedlem — Meldahl — siger: »De kan ikke komme ind, førend jeg — vi — har bestemt os for Præmien. — Er De saa god at flytte Dem lidt der — jeg venter de Kongelige!«
Hemmelighedskræmmeriet blev endnu skarpere angrebet i Dagbladet for 29. maj, hvor man påtalte, at bedømmelsen havde fundet sted i det dulgte, og at udfaldet var blevet, at man havde tilkendt tre medlemmer af akademiet (Evens, Saabye og Stein) og en billedhugger udenfor akademiet (Prior) præmier à 1000 kr. for at de skulde udføre deres skitser i større målestok. Med urette insinuerede artiklens forfatter, at medlemmer af bedømmelseskomiteen deltog i konkurrencen, men med en vis ret gjorde han gældende, at når publikum ikke fik adgang til skitseudstillingen, kunde der opstå tvivl om bedømmelsens pålidelighed.
Fra komitéens side blev denne kritik besvaret med en henvisning til, at billedhuggerarbejder, der kun er skitser i ler på en halv snes tommer, ikke egner sig til offentlig udstilling. De kan kun opfattes og bedømmes »af det kunstvante Øje«, ikke af det store publikum. Først når de fire udkast foreligger i gibs, kan man formentlig udstille dem offentligt.
Ulykkeligvis rykkede en af selve de udvalgte billedhuggere — F. Prior — frem med en artikel i Fædrelandet, hvor han oplyste, at ikke alle udkastene var i ler. Tværtimod var hans udkast temmelig udførligt og fremstillet i gibs i halv menneskelig størrelse, og også han gjorde gældende, at det havde været bedre, om man havde givet nøjere regler for udkastenes udførelse.[40]
Onde tunger vilde vide, at man havde villet forbigå kunstneren F. E. Ring, der havde udført et udkast i halv størrelse, støbt i gibs, som nu findes i Aalborg museum. »Figuren var her talende nok i sig selv, uden kommenterende Bifigurer, thi Digteren var fremstillet inspireret i det Øjeblik Ideen til et af hans dejligste Eventyr påkommer ham.«[41]
En indsender i Dagbladet for 3. juni (den samme som skrev 29. maj) understregede, at omtrent halvdelen af de indleverede udkast var i gibs og idetmindste to var 2 alen høje og indtog et fladerum af to kvadratalen, og ved den en af disse er selve figuren, foden fraregnet, 30 tommer i siddende størrelse. Han hentyder formentlig til Rings og Priors udkast. Det afgørende er imidlertid, om man får et monument, der er digteren værdigt. »Da det nu er blevet bekjendt, at de fire udvalgte Skitser alle som een ere komponerede saaledes, at Folk som ikke vide bedre Besked, maa tænke sig et Monument oprejst til Ære for en Pædagog eller Bestyrer af et Børnehjem (i Forbigaaende skal Indsenderen henvise til Punch Nr. 20, hvilken Henvisning Fædrelandet, som selv adresserer sig til Punch, ikke kan vrage), medens nogle af de forkastede skulle være ideelt opfattede og vække Forventning om et virkelig monumentalt Kunstværk, er det forklarligt, at der opstår Mistvivl om Paalideligheden af Komitéens Bedømmelse. Det skal hævdes, at H.C. Andersens store Fortjeneste bestaar i, at han formaar selv hos det alvorlige, verdensprøvede Menneske at gjenopvække det forlængst henslumrede barnlige Sind til fuldklar Bevidsthed, og derfor bør Digteren ikke fremstilles i indadvendt Korrespondance med nogle Smaadrenge.«
Den store strids forskellige indlæg blev samlet i en pjece »Komitéens Virksomhed for H.C. Andersens Monument i dens Forhold til Kunstnere og Publikum, belyst af en Bidragyder«. Pjecen kom i begyndelsen af 1876. På et af de eksemplarer, som H.C. Andersens Hus ejer, har billedhugger L. Hasselriis i 1905 skrevet: »Denne Pjece har Billedhugger Malthe selv givet mig og tilføjet at han havde skrevet og udgivet den.« Billedhugger Secher Malthe var en årrække skulpturkonservator ved statens samlinger ogblev senere tilsynsførende for kunstafdelingerne i Aalborg, Aarhus og Odensemuseerne, hvor han satte brede spor, idet det var ham, der var medvirkende til, at disse museer fyldtes med mere eller mindre heldige gibsafstøbninger. En stridbar mand var han også, og han førte en skarp pen.
Efter hans opfattelse havde komitéen vraget de skitser, hvor H.C. Andersen er fremstillet uden børn, og kun udvalgt sådanne, hvor han afbildes i færd med at fortælle eller oplæse sine eventyr for børn. Det fandt Malthe var fejl. Andersen gav altid børnene en venlig modtagelse, men ikke fordi han oplæste eller fortalte eventyr for børnene. Det var børnene, som var de fortællende, og digteren nedskrev og studerede deres barnlige bemærkninger, de var hans modeller. Derfor burde en statue af Andersen, hvis den skulde være forsynet med børn, fremstillet således, at Andersen er den lyttende, børnene de fortællende.[42]
Som sit bidrag til diskussionen lavede Hans Tegner en tegning til en Andersenbuste, som skulde have været udsendt som følgeblad til »Punch«. Nogle venner af H.C. Andersen fik nys om planen og købte hele oplaget af karikaturen, idet man frygtede, at den vilde såre digteren. Først efter hans død kom den frem.[43]
Vi er her atter ved det springende punkt og må spørge, hvorledes H.C. Andersen forholdt sig til den hele postyr. Man må erindre, at H.C. Andersen i disse måneder fra maj til sin død i august 1875 var meget svag, og det er forståeligt, at hans sygdom gjorde ham irritabel, og at han let påvirkedes af ærgrelser. Han kunde da give sine følelser meget stærke udtryk. Alligevel virker det tragisk gennem hans dagbog at erfare, hvor plagsom monumentsagen blev ham, og at den faktisk forbitrede hans sidste tid.
Monumentkomitéen havde som nævnt ment, at man burde undgå offentlig udstilling af udkastene, men at man dog vilde give H.C. Andersen lejlighed til at se dem, hvis han ønskede det. Han var da henne i professor Peters atelier selve 9. maj, den dag, hvor bedømmelseskomitéen havde truffet sin afgørelse. Han fulgtes med fru Collin og så der — efter egen opgivelse — kun 8 modeller. Nogle år senere fortalte en unavngiven i bladet »Danebrog« om dette besøg.
»Jeg husker saa tydeligt, at jeg en Dag var med ham henne at se paa Udstillingen af Konkurrencearbejderne. Andersen var iført sin lange, brune nubrede Overfrakke med den brede Fløjlskrave og et langt, uldent Tørklæde, der næsten naaede ham ned til Fødderne. Den brede, spiralformede Æventyrkjæp havde han i Haanden, og Cylinderen sad som sædvanligt bag i Nakken. Alle Folk kiggede paa den berømte Mand og Statuerne. Og de hviskede og tiskede og sammenlignede, hvilket smigrede ham ikke lidet. Sin Kritik over Arbejderne udtalte han ved den Lejlighed højt og skaanselsløst. Han holdt ikke af alle de Børn og Svaner, der var anbragt omkring ham paa nogle af Udkastene. Paa andre af Statuerne fandt han, at Frakken sad daarligt o. s. fr. Men det var dog navnlig de symbolske Børn, der generede ham.«[44]
Bortset fra de erindringsforskydninger, der har gjort sig gældende, idet der jo ikke var tale om nogen offentlig udstilling, giver skildringen et i hovedtræk rigtigt billede af H.C. Andersens reaktion ved synet af udkastene. Det arbejde, der tiltalte ham mest, var Evens udkast, som han siger, at også Bloch syntes bedst om; det stemmer for så vidt med vor viden om Blochs stilling i bedømmelsesudvalget, og det venskabelige forhold imellem Bloch og H.C. Andersen kan muligt have påvirket H.C. Andersens dom. Det, der mishagede ham mest, var Saabyes, der var nr. 3 af de fire udvalgte.
Forklaringen på H.C. Andersens utilfredshed med Saabye giver han i en dagbogsnotits 29. maj, hvor han skriver: »Besøg af Saabye, hvis Skitze til min Statue jeg ikke kan udstaae, da den minder om gamle Socrates og den unge Alcibiades. Jeg kunde ikke sige ham det men nægtede at sidde eller i det hele at tale med ham. Jeg blev mere og mere oprørt i Sindet. Saaledes saae Fru Koch mig og gik strax ind paa Academiet og fik Maleren Roed, der er i Comiteen at komme til mig, han syntes heller ikke om Saabyes Gruppe, den lange Dreng der ligger mig heelt op i Skrævet, han læste mig sin Indsigelse mod den og gav Løfte om at kjæmpe imod at den kom under den Form. En Fortræd er det at ingen af Billedhuggerne kjende mig og vide om min Personlighed.«
Næste dag — altså 30. maj — havde han en samtale med Vermehren og P. Koch, som var enige med ham i opfattelsen af Saabyes skitse og lovede, at den ikke skulde komme »i det mindste under denne Form, den lange Dreng skulde blive et lille Barn, det tydede paa Barnesjælen og det skulde faae en smukkere Plads.«
Tanken om Saabye kunde bringe Andersen i voldsom affekt. Det var netop i de samme dage, kritiken af monumentsagen kom frem i pressen, og det har næppe stemt digteren blidere. Da Carl Bloch 31. maj påny omtalte Saabye under et besøg hos Andersen, kom denne i bevægelse og refererede sin samtale med Roed, og at han havde fået dennes tilsagn om at kæmpe imod Saabye, ligesom Ver-mehren havde talt klogt og deltagende. På ham kunde man da stole, men Bloch troede ikke på ham, han »sagde han [altså Vermehren] just interesserede sig for Saabye; jeg blev særdeles heftig, rasede og væltede mig om. »Ja, hvad har jeg sagt?« gjentog Bloch. Jeg svarede: »at Alt om mig er Løgn, at jeg ikke kan tro paa et Menneske, at I alle ville mig ondt«. Da han spurgte: »Skal jeg blive eller gaa?« bad jeg ham helst gaa, mit Sind var i Oprør. Han gik kun ud i Forværelset, og da han hørte mig vedblivende græde, kom han en 10 Minutter efter ind, uden Fornøielse for ham eller mig, vil jeg troe.«
Den arme Andersen blev stadig plaget af billedhuggerne. Den 3. juni kom Evens, og Andersen blev meget træt af at måtte tale og stille sig til statue. Den følgende dag — 4. juni — kom det til det sidste heftige opgør med Saabye »som jeg denne Gang sagde klart og tydeligt, at jeg var meget utilfreds med hans Statue af mig, at hverken han eller nogen [anden af] Billedhuggerne kjendte mig, havde ikke seet mig læse, at jeg Ingen taalte da bag ved mig, og ikke havde Børn paa Ryggen eller i Skrævet; at mine Eventyr vare lige saa meget for de Ældre som for Børnene; disse forstode kun Staffagen, og som modne Folk saae og fornam de først det Hele. At det Naive var kun en Del af mine Eventyr, at Humøret var egentlig Saltet i dem. Bad ham tale med Vermehren, der jo var hans Ven, han kunde sige ham Alt, hvad jeg havde udtalt.«
H.C. Andersens karakteristik af hans digtning var ganske rigtig, men når man på det grundlag har dannet den opfattelse, at H.C. Andersen ikke kunde lide børn, er intet mere fejlagtigt. Hele hans digtning er en protest imod en sådan tanke, og protesten støttes af de synlige minder om hans samvær med børn, af de udtalelser om hans oplæsninger, der er bevaret i H. Topsøe-Jensens publikation »H.C. Andersen paa Holsteinborg«, for ikke at tale om Andersens breve til Marie Henriques og til Mary Livingstone. Derimod er det ligeså sikkert rigtigt, at H.C. Andersen ikke vilde have børn i sin umiddelbare nærhed, når han læste eventyr, og at de udkast, der placerede ham midt i en gruppe børn, vilde have givet eftertiden et ganske urigtigt billede af eventyrdigteren..
Af de citerede dagbogsbemærkninger skinner Vermehrens aktivitet igennem. Han var Meldahls gode ven, i fællesskab havde de startet den hele aktion, og Meldahl havde på et tidligt tidspunkt henvendt sig til Saabye. Derfor var det at vente, at i hvert fald disse to med en vis sympati måtte se på Saabyes bestræbelser for at løse opgaven, og Carl Bloch fremhævede da også så sent som 31. maj, at Vermehren netop var for Saabye. For sagens videre forløb er dette værd at have i erindring.
H.C. Andersen døde 4. aug. 1875. »Det vilde Vorherre dog ikke tillade«, sagde forfatteren M. Goldschmidt til en kollega, der beklagede, at H.C. Andersen ikke oplevede at se sit eget monument opstillet.[45]
Den 24. decbr. 1875 udløb fristen for de fire konkurrerende kunstnere. I begyndelsen af 1876 blev udkastene offentlig udstillede og 12. januar 1876 holdt bedømmelseskomiteen møde for at træffe afgørelse.
Af de fire udkast, der blev indleveret til denne anden konkurrence, er Steins og L. Priors udkast bevarede, og begge findes i H.C. Andersens Hus. Derimod synes beklageligvis Evens og Saabyes at være ude af offentligt eje. En sammenligning mellem Priors første og andet udkast viser, at han holdt sig meget nøje til de betingelser, som komiteen havde stillet. Alene Størrelsesforholdene er ændrede. Det samme har sikkert været gældende for Steins — og vel også for Evens vedkommende — men ikke for Saabyes.
Prior og Stein havde altså bevaret kompositionen med H.C. Andersen flankeret af et par børn, og skal man give nogen af de to grupper fortrinet, må det være Steins, hvor Andersen er fremstillet uden at stå i nogen direkte kontakt med børnene. Saabye havde derimod indleveret et arbejde væsentlig forskelligt fra hans første udkast, idet »den lange dreng« var taget bort.
Da det ved konkurrencens udskrivning var stillet som betingelse for deltagelsen, at kunstnerne i hovedtanken skulde holde sig til de tidligere udkast, måtte det spørgsmål behandles, om Saabye kunde betragtes som deltager i konkurrencen. Med 13 stemmer mod 9 blev det afgjort, at han måtte lades ude af betragtning. Men heller ikke noget af de tre andre udkast fandt man egnede, idet kun to stemmer blev afgivet for Steins udkast.[46]
Efter et års anstrengelser var man altså lige vidt, og det var meget betimeligt, at komiteen under 4. febr. 1876 fremkom med en længere redegørelse for dens virksomhed. Man kom til det resultat, at selv om man endnu ikke havde fået et tilfredsstillende udkast »er Foretagendet ved det saaledes Passerede dog blevet fremmet«! Det er ikke hovedformålet at få et monument opstillet snarest muligt — erklærede komiteen — men at få et monument, der er digteren og nationen værdigt. Derfor henstillede komiteen til de kunstnere, der måtte være interesserede, at udarbejde et mindesmærke i fuld størrelse: en stående figur beregnet til 4 alens højde og til en pris af 26.000 kr. og en siddende til en højde af 3 alen 9 tommer for et beløb af 27.000 kr. og forøvrigt med fuld frihed i udførelsen. Arbejderne skulde være fuldført inden 1. okt. 1877.
Til denne tredie — og sidste — konkurrence indkom to forslag, et af Ring, hvis udkast nu findes i Aalborg museum, og et af Saabye, der er opstillet i Fjordsgades skole i Aarhus.
Mandag d. 15. oktober 1877 holdt bedømmelseskomiteen møde, og man vedtog at antage Saabyes udkast, idet man iøvrigt udtalte det fortjenstfulde ved begge arbejder. Kort efter blev der sluttet kontrakt med Saabye om arbejdets udførelse,[47] og 26. juni 1880 blev monumentet afsløret i Kongens Have.
Her er H.C. Andersen fremstillet siddende på en enkel taburet med en stor kappe over skuldrene. I venstre hånd holder han en halvt lukket bog, højre hånd er løftet i livfuld bevægelse; man føler, at han virkelig fortæller, trækkene er levende, og selv om kunstneren ikke har forskønnet hans ansigt, er det besjælet af ånd. Man føler slægtskabet med billeder af Andersen fra hans bedste tid, og man synes, at komiteen nåede sit mål, at skabe et monument, der er nationen og digteren værdigt.
Til rejsningen af monumentet i København blev der fra Odense ydet et betydeligt bidrag; der var — som etatsråd W. Petersen havde sagt — en ypperlig stemning derfor. Et Par måneder senere havde den virksomme skomager Gredsted fra Odense og hans søn været på besøg hos H.C. Andersen og fortalt ham, at man derovre var blevet overraskede over Københavnernes idé, åbenbart at forstå således at han fandt det rimeligt, at man rejste en statue for Andersen i hans fødeby. Men foreløbig gav man en god håndsrækning til at få sagen gennemført i København, og selve 70årsdagen blev i Odense fejret med afsløringen af den mindeplade, som var indmuret i barndomshjemmet i Munkemøllestræde. »Det er rigtignok ikke dette Hus, hvori han blev født; thi dette ligger paa Hjørnet af Bangs-Boder og Hans Jensensstræde, men dette forlode hans Forældre, inden den Tid, hvorfra man tager Minder ud i Livet, hvorfor der ikke kunde være Tvivl om, hvilket man maatte gjøre kjendeligt for Efterverdenen som et Minde om, at Digteren H.C. Andersen var udgået fra Odense,« forklarede Berlingske Tidende 3. april.
Initiativet til at rejse et monument for H.C. Andersen i Odense udgik fra en af deltagerne i den københavnske konkurrence. Som ovenfor nævnt opholdt billedhuggeren Louis Hasselriis sig i Rom, da konkurrencen blev udskrevet, og derfra sendte han et udkast til bedømmelse, men det opnåede kun 6 stemmer og kom heller ikke i betragtning ved de senere konkurrencer.
Hasselriis, der var søn af en københavnsk apoteker, var født 1844; han havde allerede 1863 begyndt at udstille på Charlottenborg, og fra 1869 opholdt han sig for det meste i Rom. Som hans bedste arbejder fremhæves hans historiske portrætstatuetter, »men det var ulykkeligvis hans Ærgerrighed at skabe store Monumenter, som han overlæssede med allegoriske Spidsfindigheder, der havde meget lidt med Skulptur at gøre.«[48]
I Sommeren 1876 var Hasselriis på besøg på Frijsenborg, hvor han traf redaktøren af Fyens Stiftstidende, etatsråd M. C. Dreyer, og efter anvisning af maleren Pietro Krohn henvendte han sig i slutningen af sommeren til etatsråderne W. Petersen og Dreyer med forslag til et H.C. Andersen mindesmærke i Odense. Under disse forhandlinger kom apoteker Gustav Lotze tilfældigt tilstede, og de tre mænd mente, at man skulde søge sagen fremmet, og de foreslog Hasselriis at udarbejde en skitse. I begyndelsen af november forelagde Hasselriis en tegning, og man lovede ham 1600 kr. for en skitse. Denne var færdig mellem jul og nytår 1876, og den blev stillet i Handels- og Industriforeningens store sal.[49]
Sagen blev derefter forelagt byrådet, der i et møde 5. jan. 1877 lovede at medvirke, såfremt udgiften ikke oversteg 3000 kr., fordelt på tre år. I betragtning af, at Hasselriis beregnede udgiften til 50.000 kr., var det unægtelig et særdeles beskedent kommunalt bidrag, der var stillet i udsigt. Men i de tider var det næsten en regel, at når apoteker Lotze var med i en sag, kunde man også regne med, at den blev gennemført,[50] og det blev da også ham, der den første tid trak det store læs. Havde han kunnet forudse, hvilke vanskeligheder sagen skulde støde på, og hvilket spand af år, der skulde gå, før man nåede vejs ende, havde han nok betænkt sig.
Den skitse, som Hasselriis udarbejdede, findes i H.C. Andersens Hus. I modsætning til de tidligere udkast, som vi kender, adskiller denne sig ved at fremstille H.C. Andersen stående. Over venstre skulder har han en kappe; hænderne ligger overkors og i venstre holder han en halvt tillukket bog. Figuren står på en cylindrisk sokkel, ved hvis fod er anbragt en allegorisk figur, som skal forestille Andersens genius, og som ved guirlander er forbundet med to figurer, som forestiller henholdsvis Ole Lukøje og Tommelise.
Den sindrige komposition blev lovprist i Illustreret Tidende, der skildrer monumentet således: »På Mindesmærket staaer den rolige og elskværdige Portraitfigur levende og frit paa Sokkelen, og den decorative Gruppe ved Sokkelens Fod rummer foruden en egen frisk Ynde en fin og aandfuld Tanke. Det er Digterens Genius og to af hans Eventyrfigurer, Ole Lukøie og Tommelise, som er ifærd med at vinde en Guirlande om hans Lyre, der er ophængt paa Sokkelens Bagside, og om hele Fodstykket. Det er altsaa dem der tænkes at frede om hans Minde. Genien holder tillige skærmende og forsigtig i sin Haand »den grimme Ælling«, Andersens Eventyrbillede af sig selv. Ved Fremstillingen af de to Eventyrfigurer har Konstneren holdt sig til de fra Petersens geniale Illustrationer be-kjendte Typer: Genien er en drømmende lille Dreng med klare, lysende Øine. I disse Tre er der i Plastikken skabt Andersenske Figurer, et interessant Forsøg, som efter Skizzen at dømme vil blive særdeles heldigt løst. Omgivet af Blomster, selv med en Rose i Knaphullet, staaer altsaa den blide Digter, hygget for og omkrandset af den eventyrlige muntre og fortryllende Børneverden, som han i sine Digtninge har skabt. Mindesmærket forekommer os dannet fuldstændig i Andersens Aand.«[51] Saa meget kunde den velvillige dommer få ud af dette.
Af de ovenfor meddelte oplysninger om, hvorledes Odense kom ind på sagen, kunde man fristes til den tanke, at der ikke er nogen forbindelse mellem det udkast, som Hasselriis sendte til den københavnske konkurrence og den skitse, som imellem jul og nytår 1876 udstilledes i Odense. Ikke desto mindre ser det ud til, at den første er udkast til den sidstnævnte. Den 30. april 1875 skrev Hasselriis til Johanne Luise Heiberg bl.a.:
»Indlagt har jeg den Fornøielse at tilsende Dem Fru Heiberg nogle Fotographier efter mit Udkast til H.C. Andersens Monument. De skjenkede det saamegen Interesse, da det ikke var længere fremskredet end at det kun kunne udtrykke Tanken, saa det nu, da det tillige har faaet noget Form, er mig dobbelt kjært at tilsende Dem det, og at kunne tilføie at det for Størstedelen er udført med den Modellerpind, De forærede mig til Jul og »som der er lyst Velsignelse over til de nye Værker.« En rigtig Kunstkjender vil ogsaa strax ane noget saadant. — Vilde nu Folk hjemme se paa det med ligesaa venligsindede Øine, som de have her, vilde jeg mulig kunne gjøre mig Forhaabninger, iserdeleshed da Vilhelm Bissens Overslag over Udgifterne ved støbning i Bronce viser at det vil kunne conkurere uden at overstige den Sum Komiteen haaber at komme til at disponere over. Vel vil jo min Fortjeneste i Penge, kun blive meget ringe, men jeg motte saa søge at faa desmere Glæde og Ære.«[52]
På dette brev svarede fru Heiberg i et brev dateret Sorrento 6. Maj 1875 bl.a.:
»For et Par Dage siden modtog jeg Deres elskværdige Brev, og igaar Fotographierne. For begge Deele er jeg Dem meget forbunden, og det har i høi Grad interesseret mig at see Deres skjønne Composition af Andersens Statue. De smaa Geniers Grouperinger ere høist yndige og livlige i Form og Bevægelse. Andersens Figur og Holdning er ogsaa ligt. Hovedet maa vel have lidt mere Portraitlighed; en face og fra begge Sider tager Groupen sig fortræffelig ud. Bagfra synes mig at den staaer noget monotont. Den lange Ryg og de to Arme, som sees eens fra Skulder til Alboen giver Rygpartiet — synes mig — noget Tørt og Fattigt. Andersen bruger saa meget at gaae med et af de uldne Tørklæder, som Herrerne ofte vikle om Halsen, lod det sig ikke gjøre, at et saadant hang let og løst foran, og en af Enderne kastet let over den ene Skulder ned af Ryggen, og derved skjulte den ene Arm og brød den lange Rygflade? Ja, tag mig ikke dette Forslag ilde op, som maaske aldeles ikke kan bruges, men husk paa, at det kommer af, at jeg virkelig finder den hele idee saa skjøn, at jeg ikke kan holde den lille Indvending tilbage.«[53]
De Fotographier, som omtales i de to breve, er ikke bevarede i brevvekslingen, men alene af fru Heibergs beskrivelse kan man skønne, at ideen med Andersen som midtpunkt i en gruppe med genier er fælles for de to udkast. Derimod har det udkast, som blev sendt til København, ikke haft kappen, der skjuler den »monotone« rygflade. Den blev til på fru Heibergs foranledning, må man tro. Nogle år senere, da Hasselriis var nået videre frem med arbejdet, skriver han 19. febr. 1880 atter til fru Heiberg:
»Nu staar min Statue af H.C. Andersen færdig i mit Atelier, i det livfulde Ler, og det vilde være mig en stor Glæde om De vilde komme ud og se den forinden den gaar over til det døde Gibs.
De ved at jeg paabegyndte den første Skitse til den med den Modellerpind De forærede mig i Julen i Rom, og med hvilken De som ung Pige selv havde forsøgt Dem i Billedhuggerkunsten, og over hvilken De havde »lyst Velsignelse til Fremtidsarbeiderne,« men som trods dette, dog maatte friste saa haard en Skæbne ved Konkurensen her i København.
Men jeg troede paa den lyste Velsignelse, og det holdt Modet oppe, og forøgede min Energi, som da ogsaa førte til, at jeg modtog Bestilling paa Statuen af Odense Komune, — og nu staar den færdig. —«[54]
Det skulde imidlertid hurtigt vise sig, at det var i en uheldig tid, man havde sat den odenseanske statuesag i gang. Det manglede ikke på energi fra Hasselriis’s side; den komité, der blev nedsat i Odense, kan man heller ikke laste. Den kom til at bestå af de tre mænd, der havde rejst sagen: W. Petersen, Dreyer og Lotze. Efter Hasselriis’s opfattelse burde man navnlig lægge vægt på udlandets interesse, og man burde derfor søge kontakt med de personer i udlandet, som Andersen havde haft forbindelse med, således at man i hvert land udpegede en betydende mand, som kunde forestå indsamlingen. Efter forslag af Hasselriis bad man Nicolai Bøgh, der jo både ved omgang med Andersen og ved udgivelsen af hans korrepondance havde særligt kendskab til disse forhold, om at skaffe adresserne.[55]
Man havde tænkt at lade trykke nogle opfordringer til at tegne bidrag og at forsyne hvert eksemplar med et fotografi af skitsen, så bidragyderne kunde vide, hvad de gik ind til. Indbydelserne skulde trykkes på hovedsprogene.
I begyndelsen af februar havde man adresserne, men 2. marts skrev Lotze til Hasselriis, at indbydelserne endnu ikke var udsendt »idet vi have været enige om at måtte vente dermed, til det værste Pengetryk herhjemme og andetsteds da også var forvundet noget.« Han pegede på, at staten var ved at træffe foranstaltninger til at modvirke arbejdsløsheden, et par større banker havde været i vanskeligheder, og et par store fallitter havde rystet pengemarkedet.[56]
Endnu 25. marts var man kun nået til at have indbydelserne færdige i kladde, og først en måned senere begyndte man at rette henvendelser til danske i udlandet, nemlig til general C. T. Christensen i New York, Alfred Tegner i London, redaktør Jules Hansen i Paris og generalkonsul Lorck i Leipzig. Til hver af disse skrev Lotze indtrængende henstillinger om at yde bistand. F. eks. bad han Jules Hansen hjælpe »da Andersen jo har mange Venner i Frankrig, og vi herhjemme jo også støtte Franskmændene, som vi kunde bedst, ved at understøtte de franske Fanger, saa ser man vel i det Hele med velvillige Øine paa os, og naar De vil hjælpe os til Sagens Gjennemførelse, vil den sikkert give et godt Resultat. At jeg har tilføiet under mit Navn at jeg er Ridder af Æreslegionen — en Udmærkelse der blev mig til Del paa Grund af min Virksomhed for de franske Fanger — er ikke af Forfængelighed, men i Sagens Interesse for at give et Tilknytningspunkt.«[57] Henvendelsen gav dog til Resultat, at Jules Hansen optog tegningsindbydelsen i sit tidsskrift L’Europe for 3. maj 1877. Men andre — og navnlig general Christensen — behandlede anmodningen yderst koldsindigt.
Værre var det, at man ikke engang i Danmark kunde vække interesse for tanken. Man vilde sende indbydelsen til alle bladredaktioner, alle boglader, og »vi have forøvrigt tænkt, at fornøie alle vore Godseiere og større Herremænd med en Liste efter passende Maale-stok.« I København skulde grosserer Melchior naturligvis være hovedmanden.[58]
Men der viste sig hurtigt store vanskeligheder.
Allerede før sagen var nået ud over forberedelsernes stadium, havde cand. jur. V. A. Secher, der på det tidspunkt var assistent i kongerigets arkiv, og som senere blev rigsarkivar, 4. jan. 1877 sendt komiteen et brev, hvor han søgte at hindre, at Hasselriis fik sit udkast virkeliggjort. Han gav udtryk for sympati med tanken og håbede, at resultatet måtte blive så godt og så værdigt som muligt. »Jeg ser nu af bladene, at man i Odense agter at sætte sig i bevægelse i denne anledning, og at billedhugger Hasselriis har tilbudt en skitse til det eventuelle monument. Jeg kender ikke denne skitse, men skulde det være en af dem H. gentagne gange har udstillet her i Kjøbh., turde det vel være anledning til at betænke sig, inden hans tilbud modtages, og navnlig hvis det er skitsen med den dansende børnegruppe. Mht spørgsmaalet om H. C. A. bør fremstilles med børn eller ikke skal jeg tillade mig at henvise Dem til Erik Bøghs dit og dat i Folkets Avis for 4. el. 5. jan. 1876 og til medfølgende skrift, der udkom for 1 år siden. De vil også her finde en samlet beretning om, hvad den kbhske komite har foretaget sig mht det købhske mindesmærke, og jeg skal derhos minde om, at ingen af de fire her ifjor udstillede skitser vandt komiteens bifald, og at den opfordrede til en ny konkurrence, til hvilken skulde indleveres statuer i den endelige (overnaturlige) størrelse. I konkurrencen ved jeg bestemt, at ingen anden end billedhuggeren Ring og Saaby ville deltage og den fastsatte frist udløber med novb. el. dec. dette år. Det synes mig uomtvisteligt, at komiteen og byrådet i Odense rigtigst må afvente udfaldet af denne konkurrence, inden den endelige bestemmelse fattes. Der er jo sandsynlighed for, at de arbejder, som her ville blive udførte, blive kunstværker af stor værdi (jeg skal minde om at Ring har udført den store Apollogruppe, som nylig blev opsat over det kgl. teater) og det bedste er selvfølgelig hverken for godt til Odense eller H.C. Andersen. Kun en af statuerne kan jo antages af den kbhske komité, og den anden vil så rimeligvis kunne fås til Odense for temmelig godt køb, hvis den skulde vise sig bedre end den af Hasselriis tilbudte. Det er mig også bekendt, at de to konkurrerende billedhuggere kun have indladt sig på de overordentlige omkostninger, som denne konkurrence vil påføre dem i det håb, at den, hvis arbejde ikke antages, muligvis vilde kunne finde en anvendelse for sit værk i Odense.«[59]
Dette forsøg på at lokke Odense-komiteen ved at henvise til det gode køb og at holde den Secher Malthes fejdebrev for øje, hjalp imidlertid ikke.
Den københavnske presse, nærmere bestemt Fædrelandet, var mere end vrangvillig. Lotze havde sendt bladet indbydelsen til tegning med anmodning om optagelse og bedt det om at modtage bidrag. Dette undlod bladet, og Lotze sendte redaktør Carl Ploug et skarpt brev 25. april, idet han dog gav udtryk for, at det forhåbentlig kun var en forbigående misstemning. Men han fik råt for usødet.
I Fædrelandet for 30. april hed det bl.a.:
»Hvor godt vi end unde H.C. Andersen al den Ære, der kan tilkomme ham — og mere end den — baade før og efter Døden, saa maa vi dog tillade os at mene, at, da han nu engang har havt den Skæbne, at blive født i et saa lille Land som Danmark, saa kan han ikke have Krav paa mere end eet Nationalmonument, ligesom vort lille Folk heller ikke har Raad til ved Siden af de mangfoldige større Opgaver, der foreligger, at rejse sine store eller berømte Mænd mere end eet Monument af større Omfang og Betydning. Medens Ludvig Holberg har maattet vente 150 Aar paa sit, og Niels Juel vil komme til at vente over 200, forekommer det os derfor at være en besynderlig Fordringsfuldhed eller Flothed — vi vide ikke ret, hvad vi skulde kalde det — ikke at ville nøjes med det Nationalmonument, hvortil der med stor Beredvillighed blev skudt Penge sammen endnu inden Digterens Død.« Bladet mente, at en henvendelse vilde forblive uden saadan Virkning »at der kan være Tanke om at oprejse et kolossalt Monument for H.C. Andersen med 50.000 Kroners Bekostning i Odense«. Man kan få sådanne kolossale buster som de tre på Frue Plads for 7—8000 kr. »Dem kan Odense selv med Lethed tilveiebringe, og der bliver da en bedre Harmoni mellem Mindesmærkerne for de to danske Digtere, hvoraf den ene virkede i Odense (Kingo) og den anden er født der, end hvis den første maatte nøjes med en Buste og den andens — af Genier eller Hvad? omgivne — Støtte ragede 18 Fod i Vejret over de fleste af Byens Tagskæg.«
Man kunde lade denne udtalelse stå som udtryk for en særlig mentalitet, men kendsgerningen var desværre den, at indsamlingen gik mere end småt. I juni måned trøstede Lotze sig med, at det nok vilde gå bedre, når man kom over terminen, men 28. juni måtte han meddele Hasselriis, at det var gået så galt, at man ikke engang havde vovet at sætte indsamlingen i gang i Odense. »Hvordan det end gaar, frygter jeg meget for, at De har overvurderet Udlandets Deeltagelse.«[60] Først den 29. oktober kunde Lotze meddele den ventende kunstner, at man havde besluttet at lade indbydelsen udgå i Odense, for at få konstateret »hvorledes Sagen definitivt vilde blive opfattet her i Byen.« W. Petersen havde holdt på, at den almindelige situation på pengemarkedet, høstens udfald og det tryk, der hvilede overalt, var af stor betydning. Da byrådet i november havde budgetbehandling, vedtog man at stryge de 1000 kr. til monumentet for 1878. Indtil da havde indsamlingen kun givet 1966 kr., hvoraf halvdelen var kommet fra udlandet. Sagen måtte sættes i bero, og Lotze synes helt at have trukket sig ud af den. Han havde ofret megen tid på den, og han blev stillet overfor en modstand, som han undtagelsesvis måtte give op overfor.
Den eneste, der ikke gav op, var Hasselriis. Da der var gået et år, foreslog han byrådet, at han skulde udarbejde statuen og de dekorative figurer i gibs for mindst mulige betaling, nemlig 2500 kr. Han regnede med, at dette kunde gøres i løbet af 1½ år.[61] Tiderne var begyndt at tegne lysere, og byrådet accepterede tilbudet, hvad Hasselriis omgående benyttede sig af til at bede om et forskud »saa stort som muligt«.[62] Temmelig nøjagtig efter det nævnte tidsrums udløb kunde Hasselriis meddele, at statuen nu var færdig og kunde afsendes fra Rom. Han kunde ikke tilbageholde håbet om, at han engang måtte se den færdig efter den oprindelige plan, men han oplyste, at hvis man borttog de allegoriske figurer på piedestalen, vilde den oprindelige pris på 50.000 kr. kunne bringes ned til 14.422 kr.,[63] og med dette nedslag i prisen fik byrådet nyt mod.
Det var nu den dygtige borgmester, etatsråd Koch, der havde taget sagen i sin hånd; han var formand for det stadig eksisterende udvalg for statuens rejsning, og i dette udvalgs møde 10. sept. 1880 fremsatte man den mening, at kommunen som sådan, der havde betalt 2000 kr. for at få statuen modeleret og støbt i gibs, ikke burde bringe yderligere ofre, men det burde være ved privat initiativ og frivillige kræfter, at man søgte at komme videre. Derfor vilde man åbne en tiøressubskription i Odense. Hvis den blev godt organiseret, skulde den nok i løbet af 2—3 år give det fornødne beløb.
Byrådet tiltrådte forslaget; der blev nedsat en indsamlingskomité på ca. 100 borgere; man fik en henvendelse trykt, og indsamlingen begyndte. Allerede 22. marts 1881 var der indgået 3045 kr., og bidragene gik også i den følgende tid godt ind, så Hasselriis i efteråret 1881 foreslog at lade støbningen begynde. Han vilde lade den støbe i Paris.[64] Etatsråd Koch forsøgte at få et parti kanonmetal stillet til rådighed af Tøjhuset, men krigsminister Ravn gav afslag, da metallet skulde bruges til nyt skyts »som man under visse Eventualiteter maa være betænkt paa at tilvejebringe«,[65] så håbet om at få denne forholdsvis beskedne støtte fra staten glippede. Samtidig begyndet i løbet af efteråret 1881 interessen for indsamlingen at svækkes, og da man 1. dec. 1882 standsede indsamlingen, havde man 8.250 kr.[66] Endelig i oktober 1884 gav komiteen Hasselriis lov til at lade støbningen påbegynde i Rom, idet man regnede med, at når statuen var færdig, vilde det blive lettere at skaffe pengene, selv om man vedtog at følge den oprindelige plan og tog de tre figurer på fodstykket med. Hasselriis skulde forpligte sig til at levere statuen om 2—3 år for 9000 kr., hvilket beløb successivt skulde stilles til hans rådighed.[67] Da Hasselriis’ fader garanterede for sønnen, blev statuen — som i lange tider havde stået i professor Peters atelier — sendt til Rom, og arbejdet kunde begynde.
Om dette arbejdes forløb gav Hasselriis senere en beretning.[68] Da han fik den ned i sit atelier, hvor arbejdsforholdene var langt bedre end i København, så han, at meget burde forandres. Han sluttede kontrakt med broncestøberen om, at hovedet og hænderne skulde bringes Hasselriis i voksafstøbning til finere bearbejdning. Senere vilde han også reservere sig ret til at arbejde på den samlede figur i voks, men broncestøberen havde ment, at han kun vilde levere de førstnævnte dele i voks. Så kom en svensk arkitekt Classon til Rom. Han havde ry på sig for sin dygtighed, hvad Hasselriis fik bevis på i et udkast, som han tegnede til en piedestal for kejser Alexander II’s statue til Helsingfors, som han udførte til billedhugger Thakanen. Classon syntes ikke om Hasselriis’ piedestal, og han udførte derefter tegningen, som Hasselriis ønskede måtte blive anvendt.
Hvilke forandringer Classon har foretaget, kan man kun gætte sig til, idet man — selv efter opstillingen i Odense var begyndt — har regnet med den grundform, som Hasselriis havde angivet, og dette er for så vidt også mindre væsentligt, som planen aldrig blev realiseret.
Endelig 29. jan. 1887 kunde Hasselriis sende statuen fra Rom, og 22. april nåede den Charlottenborg. Hasselriis havde lært at resignere. »Om statuen kunne blive afsløret om ti Aar, var det et smukt Resultat«.[69] Foreløbig blev den udstillet på Charlottenborgudstillingen, og i Odense var man åbenbart indstillet på at få ende på sagen. Her begyndte man at overveje opstillingen. Brygger Schjøtz, der var interesseret i byens forskønnelse, foreslog, at man placerede den på plænen på Gråbrødre Plads, medens andre vilde have den anbragt på hjørnet af nuværende Jernbanegade og Slotsgade ved skolen, men man vedtog at sammenkalde den kreds af mænd, der havde forestået subskriptionen, og på et møde 22. juli, hvor Hasselriis var tilstede, blev man enig om at opstille den i Kongens Have på den store plæne mellem vandbassinet og stationsvejen, d.v.s. midt for slottets facade.[69] Endnu på dette tidspunkt påtænkte man at lade udføre et fodstykke med figurer og guirlander, men det vilde koste 11.800 kr., og man foretrak da at lade arkitekt J. Vilh. Petersen tegne en sokkel, som blev den endelige.
Den 19. juni 1888 fandt afsløringen sted i Kongens Have, men i hundredåret for H.C. Andersens fødsel fandt man, at placeringen var for afsides, og den flyttedes til Gråbrødre Plads, hvorfra den i 1949 kom til den nye park bag Sct. Knuds Kirke, der betegnes H.C. Andersen-Haven.
Således fik også Odense sit H.C. Andersen monument. En sammenligning mellem de to statuers tilblivelseshistorie er ganske oplysende. Den københavnske blev til på grundlag af en række konkurrencer, hvor man valgte og vragede, til man nåede et resultat, og pengemidlerne blev indsamlede på en tid, hvor der var levende interesse for digteren.
Den odenseanske statuesag blev sat igang af en kunstner, der energisk kæmpede for at få sit værk fuldført, og midlerne til dens rejsning måtte indsamles i en tid, hvor den økonomiske situation var vanskelig. Resultatet blev, at statuen aldrig fik den form, som kunstneren havde tænkt sig.
Når Hasselriis’ fader lykønskede byen til »at den efter Manges Mening har fået en Statue af Æresborgeren, langt smukkere og mere tiltalende, end den Staden København har i Kongens Have«,[70] kan man ikke give ham tilslutning, men ikke desto mindre må man erkende, at takket være fru Heibergs modellerpind og hendes forslag om at dække figurens lange ryg med et tørklæde, der i kunstnerens opfattelse blev til en folderig kappe, lykkedes det dog Hasselriis at skabe en figur, der har en vis monumentalitet. En lykke var det også, at den ikke kom til at stå som en kransekagefigur omgivet af genier, der vilde have virket som et helt balletmotiv i en H.C. Andersenfest.
Overbibliotekar, dr. phil. H. Topsøe-Jensen har velvilligst stillet sine excerpter af H.C. Andersens dagbøger til min rådighed; jeg takker både for dette og for den beredvillighed, hvormed arkiver, museer og private har hjulpet mig ved fremskaffelsen af materialet.
