I vinteren 2001 blev der foretaget en stor arkæologisk undersøgelse i Reykjaviks gamle hovedgade, Adalstræti. Undersøgelsen var foranlediget af, at der skulle opføres et større hotel- og restaurationskompleks i gadens sydlige del, hvor der på de omkringliggende grunde tidligere var fundet rester af bebyggelse fra vikingetiden. I løbet af det godt og vel halve år, som udgravningen stod på, fandt arkæologerne blandt andet en usædvanligt velbevaret tomt af et typisk norrønt vikingetids langhus med buede, stensatte tørvelangvægge og en stor stensat langild. Langhuset, der er ca. 18 meter langt og 5 meter bredt, kan dateres til omkring år 900 e.Kr., og strukturen er hermed en af de absolut ældste bebyggelser på Island.
Da der aldrig før er fundet en så velbevaret hustomt fra vikingetiden i Reykjavik, resulterede det spændende fund i, at Reykjavik byråd i 2002 besluttede, at langhustomten skulle bevares for eftertiden. Derfor er der i de seneste år, i en nyetableret kælder under hotellet, blevet opført et underjordisk museum, der åbnede i maj 2006. Her har de besøgende i dag mulighed for at se resterne af langhuset in situ, dvs. på stedet, hvor det er fundet, sammen med et udvalg af de mange genstande fra udgravningen, der illustrerer Reyjaviks tidligste historie.
Men hvordan bevarer og konserverer man en tørveruin in situ og klargør den til udstilling i et moderne museum? Da det er første gang, at en tørveruin konserveres, var det nødvendigt at udvikle en praktisk konserveringsmetode. Derfor blev der udført forskellige materialeanalyser og forsøgsrækker i laboratoriet; elementer af konserveringsfaget, som også ofte er en del af bevaringsarbejdet på Odense Bys Museer. Denne artikel vil kort skitsere, hvordan specialister arbejder sammen i et omfattende tværfagligt og internationalt konserveringsprojekt[1].
Islands egentlige historie begynder først relativt sent med kolonisering fra Norge i slutningen af 800-tallet e.Kr.. I følge de skriftlige middelalderkilder, "Islendingabok" og “Landnamabok”, bosatte den første landnamsmand sig permanent på Island i 874 e.Kr.[2] Manden var storbonden Ingolfur Arnarson, der sammen med sin hustru Hallveig Frodadotttir og hele sin husstand kom den lange vej fra Dalsfjorden i Norge for tage land på den store ubeboede nordatlantiske ø. Norge var på den tid plaget af politiske uroligheder mellem landets første konge, Harald Hårfager, og storbønderne, som måtte afstå deres beføjelser til den nye centralmagt. Forhold, der kan have været en af årsagerne til den intensive kolonisering af Nordatlanten på den tid.[3]
Ifølge de skriftlige kilder skulle Ingolfur have kastet sine højstolsstolper overbord ved Islands vestkyst, og der, hvor de drev i land, byggede han siden gården Reykjavik (“røgvigen”), opkaldt efter de dampende varme kilder i nærheden. Denne historie om nationens fødsel kender alle islændinge og den har nærmest legendestatus.
Adalstræti ligger netop i det område, hvor traditionen placerer Ingålfur Arnarsons og de tidligste landnamsgårde, men overraskelsen og begejstringen var alligevel stor, da man omtrent halvanden meter under det nutidige gadeplan støtte på den velbevarede tomt fra vikingetiden.
Langhuset i Adalstræti er et tydeligt eksempel på, at de nye landnamsmænd medbragte den skandinaviske langhusbyggeskik, men de var dog nødsaget til at bruge de lokalt forekommende materialer. Derfor er langhuset hovedsageligt bygget af “strengur”, som er udskårne tørvemåtter, der er lagt ovenpå hinanden som en slags mursten. De tykke tørvevægge er bevaret i op til en halv meters højde og er både på inder – og yderside beklædt med skifter af større sten. Nord for langhuset fandt man yderligere rester af torvevægge, som var dækket af det såkaldte “landnamslag”; et karakteristisk vulkansk askelag, som stammer fra et vulkanudbrud fra Hekla. Askelaget er dateret meget præcist på baggrund af iskerneboringer i den grønlandske indlandsis til 871 e.Kr. +/- 2 år. Disse nordlige tørvevægge er altså bygget før vulkanudbruddet. Fundet af ruinen og de nordlige tørvevægge i Adalstræti skaber således fin overensstemmelse mellem de skriftlige kilder og de arkæologiske vidnesbyrd, hvilket bestyrker, at de norrøne bosættere virkelig kom til Island omkring 870 e.Kr. Fundene i Adalstræti gav dog anledning til en heftig debat i de islandske medier. Kunne man tillade sig at bevare denne “nationale helligdom” under et moderne hotel? Skulle der laves en mindelund i stedet? Var disse volde af tørv nu også værd at poste penge i?
Skulle der laves en rekonstruktion af frisk tørv? Den politiske beslutning blev, at netop de originale tørvevægge skulle bevares på stedet og hotellets design tilpasses, så den enestående lokalitet kunne bidrage i formidlingen af den tidligste islandske historie. Selvom ruinen måske ikke er de præcise rester fra Ingolfurs gård, så er der her tale om den ældste islandske bebyggelse, hvilket gør tørveruinen til et centralt fund for både Island og resten af Norden.
Forudsætningen for, at en torveruin fra vikingetiden kan være bevaret den dag i dag, er, at den har ligget i et vanddrukkent miljø i jorden. Før man kan planlægge en in situ udstilling omkring et sådant fund, må det afgøres om anlæggene skal bevares våde, eller om de kan tørres ud. En sådan beslutning afhænger til dels af, om grundvandet i området står så højt, at der er direkte kontakt til bygningsresterne, og hvordan en eventuel udtørring vil påvirke materialets fysiske stabilitet og udseende.
I vikingetiden blev langhuset bygget direkte på en gruset strandbred. De 12 kubikmeter tørvevægge hviler således på et drænende rallag af vandrullede småsten, hvor der kun er kort ned til grundvandet. Omkring år 1000 e.Kr., bliver huset forladt, og igennem de næste århundreder tildækkes ruinen langsomt af sedimentaflejringer og yngre bykulturlag. Tørveruinen har derfor ligget under jordoverfladen i et konstant fugtigt og vanddrukkent miljø i mange århundreder. Under udgravningen af huset i 2001 erfarede arkæologerne, hvordan den nedbrudte tørv hurtigt smuldrede og skiftede farve, hvis den fik lov at udtørre.
Dette skyldes, at tørret nedbrudt islandsk vikingetidstørv mest af alt består af luft, finkornet vulkansk sand og meget nedbrudte organiske bestanddele fra de tørvedannende planter. De fibrøse rødder og plantedele, som oprindeligt gav tørven struktur og gjorde den til et eftertragtet byggemateriale, er altså med tiden blevet nedbrudt til mikroskopiske og usammenhængende partikler. Den nedbrudte våde tørv virker umiddelbart fast og solid, men rent faktisk udgøres over 50 % af tørven af vand. Når vandet forsvinder ved udtørring, mister tørven næsten al sin sammenhængskraft, så materialet revner og sprækker.
Den første idé med hensyn til bevaring af torveruinen var derfor at indkapsle ruinen bag glas og bevare den ved meget en høj relativ luftfugtighed, så den ikke kunne tørre ud. Men i den høje fugtighed vil det organiske materiale i tørven hurtigt blive angrebet af skimmel, alger og andre mikroorganismer, og der ville komme kondens på glasset. Af disse og andre grunde besluttedes det at udtørre tørveruinen og finde en konserveringsmetode til at stabilisere de 12 kubikmeter nedbrudt tørv under og efter tørringen.
For at kunne konservere langhuset var det vigtigt at beskytte det mod uhensigtsmæssig tørring og mekaniske skader under byggeriet af hotellet og museumskælderen i perioden 2003-2005. Derfor blev der, før hotelbyggeriet igangsattes, drevet stålspunsvægge ned til det underliggende grundfjeld hele vejen omkring ruinen. Derefter blev der monteret målesonder i tørvevæggene, så deres temperatur og fugtindhold løbende kunne observeres, da det var meget vigtigt at holde ruinen våd. Herefter blev der lagt et beskyttende “låg” på “stålkassen” i form af et tykt lag vulkansk sand, dampspærreplastik, flamingoplader og betonfliser.
Mens byggeriet stod på i Reykjavik, blev der i Danmark udviklet en konserveringsmetode til stabilisering af tørven. Materialeanalyser afslørede, at den nedbrudte islandske tørv hovedsageligt bestod af uorganiske bestanddele, og derfor blev flere forskellige imprægneringsmidler, der normalt bliver brugt indenfor stenkonservering, undersøgt. Med kyndig bistand fra geolog Jørn Bredal-Jørgensen, Konservatorskolen i København, blev analyseresultaterne evalueret og imprægneringsmidlerne udvalgt og siden afprøvet i laboratoriet.
Efter at have afprøvet de forskellige imprægneringsmidler på små blokke af nedbrudt tørv blev det konkluderet, at en såkaldt tetraethylsilikat var meget velegnet til formålet. Tetraethylsilikat er en klar væske, som hærder ved optagelse af fugt, hvorved væsken omdannes til fast kiselglas under fraspaltning af spritdampe. Det viste sig at være nødvendigt at imprægnere tørven tre gange for at opnå et stabilt og tilstrækkeligt stærkt materiale med en fin naturalistisk "tørvefarve”.
Byggeriet af hotellet og museumskælderen var afsluttet i foråret 2005, og nu befandt ruinen sig i hotellets kælder på en “plint”, som var konstrueret ved at fjerne jorden omkring “stålkassen”, samt ved at hæve Adalstræti’s gadeniveau. Der blev åbnet for stålkassen, og udtørringen af ruinen blev igangsat, så ruinen kunne være klar til imprægnering ca. et halvt år senere. De nedsatte fugtsensorer skulle denne gang vise, hvornår ruinen var tør nok til imprægnering. Tørve-væggene tørrede planmæssigt stille og roligt ud, men i efteråret 2005 kunne det på mystisk vis konstateres, at dele af den vestlige og nordlige væg stadigvæk var meget fugtige. Dette var problematisk, da den valgte konserveringsmetode og hele udstillingsprojektet forudsætter, at tørveruinen kan udtørres effektivt og holdes permanent tør. Nærmere undersøgelser afslørede, at problemet skyldtes et naturligt kildevæld, der piblede op fra grundfjeldet under ruinen, og som konstant afgav 6-10 liter vand i minuttet. Der måtte derfor etableres ekstra dræning, så vandet fra kildevældet kunne ledes ud til det eksisterende dræningssystem i museets gulv.
Kildevældet under ruinen gav altså store problemer, men det har også spillet en meget vigtig rolle for bevaringstilstanden af tørvevæggene, da det har været med til at opretholde et bevarende vanddrukkent miljø omkring ruinen igennem århundreder – Og måske var kilden også en af årsagerne til, at man allerede omkring år 1000 e.Kr. forlod og opgav langhuset?
Den i forvejen stramme tidsplan måtte som følge af fugtproblemerne revideres, men siden februar 2006 har et hold af arkæologer og konservatorer løbende arbejdet med at imprægnere og klargøre ruinen til udstilling. Den praktiske udførelse af en konserveringsopgave af et sådant omfang har krævet lang tids planlægning og mange forberedelser. Når tørveruinen er helt færdigimprægneret, vil der være fordelt hele 12.000 l tetraethylsilikat over tørvevæggene. Dette medfører, at der i alt vil blive dannet ca. 9 ton spritdampe, som har givet anledning til vurdering af risiko for eksplosionsfare i udstillingskælderen. Det har dog vist sig ikke at være et problem, da kælderens ventilationsanlæg er meget effektivt. Tetraethylsilikat er helt ugiftigt efter hærdning, mens stoffet på væskeform er klassificeret som sundhedsskadeligt. Derfor er det nødvendigt at arbejde iført gasmasker og beskyttende handsker, dragter og støvler. For at kunne påføre de mange liter tetraethylsilikat var det essentielt at udvikle en brugbar praktisk imprægneringsmetode.
Tørveruinen og det omkringliggende sediment blev derfor delt op i ca. 100 sektioner, og hver sektions volumen blev estimeret. På baggrund af laboratorieforsøgene blev det beregnet, hvor meget imprægneringsvæske der præcist skulle fordeles ud over hver sektion for hver imprægneringsrunde.
I udstillingsrummet blev der opsat en arbejdsstation med 3-4 190 l’s tromler med tetraethylsilikat. Uden for rummet blev der opsat en trykluftskompressor, som satte tryk på tønderne, som var knyttet sammen med et aggregat af slanger og ventiler, så man kunne fordele ca. 600 liter i én arbejdsgang. Trykket blev løbende kontrolleret med et manometer, og mængden blev kontrolleret med en tællerenhed. Imprægneringsvæsken blev pumpet igennem en 50 m lang klar pvc-slange, som var påmonteret en stang med et havebrusehoved. På stangen var der monteret en ventil. Væsken blev påført med et jævnt blodt brus for ikke at beskadige den sarte overflade, og ved imprægneringen af hvert felt blev der under brusningen desuden taget hensyn til sedimentets tykkelse.
I skrivende stund er hele imprægneringsarbejdet ikke afsluttet, men museet, der har været åbent siden maj 2006, lukker midlertidigt ned de første tre måneder af 2007, hvor de sidste etaper af konserverings- og restaureringsarbejdet gennemføres.[4] Efter de tre imprægneringer skulle tørveruinen gerne være så stabil, at den kan holde i århundreder – og være med til at fortælle den fascinerende historie om vikingernes nordatlantiske kolonisering…
Nærmere oplysninger om udstillingen Reykjavik 871 +/- 2 kan findes på hjemmesiden: http://www.arbaejarsafn.is/english/index.htm
