I sommeren 1957 fik Fyns Stiftsmuseum sine samlinger af oldsager fra den ældre stenalder forøget på en højst uortodoks måde. Stod man ved foden af en lav strandklint inde i bunden af Tybrindvig med blikket vendt ud over det glitrende augusthav, kunde man se den blå flade hundrede meter fra land dybfarves i en stribe fra noget, som gled frem under vandet. Marsvin? Nej, det var det ikke, selvom hule åndeprust med regelmæssige mellemrum sendte vandet op i skinnende skumbobler. Det var vestfynske »frømænd« i arkæologisk aktion! Eller stod man højt oppe på Mejløs græsklædte bakkekrone og kikkede ned over det smilende Lillestrands luftblå vover, kunde man iagttage en stime solbrune snorkeludstyrede uhyrer boltre sig mellem havstokkens stenblokke og dykke ned til bunden. Det var de velskabte medlemmer af Odense Frømandsklub, som kæmmede havbunden for femtusindårige flintoldsager.
Det er typisk for arbejdsmåden i moderne arkæologi, at man i stigende omfang anvender ikke blot naturvidenskabelige metoder i forskningens tjeneste, men også selve de tekniske fremskridt. Allerede længe har luftfotografering været i brug ved kortlægning af voldsteder og andre arkæologiske anlæg, og i den sidste halve snes år er man i Frankrig og Italien ved hjælp af moderne dykningsmetoder, ikke mindst med frømandsudstyr, begyndt at udforske havdybderne. Endnu er forsøgene i deres vorden, arbejdet kun løst organiseret, men resultater er dog allerede nået. Ud for den italienske kyst har man tømt nogle græske og romerske lastskibe, som under storm var gået ned ud for kysten, uden at dog vragene er søgt hævede. Interessante er også efterforskninger i den etruskiske havn ved Spina nær Pomundingen, en nu oversvømmet oldtidsby, hvor en del grave på byens gravplads er undersøgt af frømænd. Om resultaternes omfang og betydning er det dog for tidligt at udtale sig, da alt er på et indledende stadium og fundberetningerne summariske.
Men også i Norden er man begyndt at få øjnene op for de muligheder, der ligger i dykning med frømandsudstyr. Teknikken er derfor så småt taget i brug af visse museer. I Norge har arkæologer fra Oldsaksamlingen i Oslo sommeren 1958 udstyret som frømænd dykket i havnen ud for det gamle Borgund ved Ålesund. Og herhjemme sendte Nationalmuseets anden afdeling nylig sin uddannede sagkyndige ned i Roskilde fjord på et sted, hvor man engang i vikingetiden har søgt at spærre sejlløbet, Peberrenden, ved at sænke seks fartøjer, se Nationalmuseets arbejdsmark 1959, s. 5 ff. Endnu er dog som helhed arbejdet ikke organiseret, og hvad der fremkommer, har i nogen grad tilfældighedens præg.
Alligevel kan der være grund til at omtale et frisk og ganske morsomt forsøg, som i sommeren 1957 løb af stabelen på foranledning af ugebladet Hjemmet. Dette blad udskrev med journalist Hans Ditlev som igangsætter en konkurrence blandt Danmarks frømænd, idet præmier udsattes til den eller dem, som ved dykning kunde finde Danmarks ældste stenalderboplads og hente de fleste og bedste oldsager op fra havbunden.
Ideen blev fulgt op med iver. Fra Sjællandssiden af Storebælt dykkedes der på flere steder, og ved Fyns kyster svømmede tre hold vandet tyndt. Først fik Stiftsmuseet kontakt med to unge frømænd, som fortalte om en masse flintsager, de havde fundet sommeren igennem ved dykninger inderst i Tybrindvig. Det var Hans Find Lassen i Sønder Åby, nu ved apoteket i Fåborg, og hans ven, Knud Pihl fra Rønne. De havde ikke overdrevet, men tilsammen fisket mellem fem og seks hundrede sager op. Det var virkelig imponerende at se deres fangst lagt op på borde i lange rækker af kerne- og skiveøkser, hundreder af smukke flintflækker, skrabere og bor. Oldsagerne havde ligget på to meters dybde hundrede meter ud for kysten i en stribe et par hundrede meter lang.
Hvorledes er nu alle disse oldsager havnede så langt ude på det dybe vand? Her må man gøre sig det klart, at fordelingen mellem land og hav har ændret sig gennem tiden. Hævninger og sænkninger af både land og hav har skiftet med hinanden, således at den nordlige halvdel af Danmark nu ligger højere, den sydlige lavere, end da for fire, fem årtusinder siden redskaberne blev fremstillet af den ældre stenalders jægere og fiskere. Tybrindvig ligger en kende syd for den neutrale linie, over hvilken landet hævede eller sænkede sig. Bopladsen, en køkkenmødding, har altså dengang ligget på landfoden, lige over strandkanten, men så er landsænkningen indtrådt, og siden har havet ædt af stranden, bopladsen er udvasket. De organiske rester af jord, træ og så videre skylledes bort. Tilbage blev kun de tungere genstande af sten og ben og måske østers- og muslingeskaller, som sank ned på havbunden. Det er dem, Lassen og Pihl nu har fundet i vandet ude på det sted, hvor køkkenmøddingen engang lå.
Noget lignende må det have formet sig fjernt fra Tybrindvig, på den modsatte side af øen, ud for Langøhoved på Hindsholm, hvor Ib Raug Nielsen fra Odense, kun udstyret med den nødvendige »snorkel«, ene mand dykkede ned ud for det yderste Langø, hvor den smukke vejrbidte knude i nord langsomt synker i havet. En forskel er der dog. Her skulde vi befinde os nord for den neutrale linie, og landet har derfor normalt hævet sig en kende ligesom ved den kendte skaldynge på halvøen Langøs rod, nogle få kilometer syd for »hovedet«. Ikke des mindre lå de oldsager, Raug Nielsen samlede op, hundrede til halvanden hundrede meter ude på et par meters dybde. Vi må da tænke os erosionen så stærk, at havet gennem tiden har gnavet bort af kysten, strøm og bølgeslag har ført det løse materiale bort, og kun det tunge er sunket ned i leje på havets bund. Som ved Tybrindvig er der da tale om en bortskyllet boplads, som har ligget på kystbræmmen.
På fig. 2 ses et lille udvalg af de syv, otte hundrede oldsager, Raug Nielsen efterhånden hentede op fra havbunden, og som han for de flestes vedkommende skænkede til Stiftsmuseet. Redskaberne, kerne- og skiveøkser, skrabere, flækker med flere, er som de fra Tybrindvig typiske for den sene Ertebølletid, der kulturhistorisk betegner den ældre stenalders slutning, da jæger- og fiskerkulturen opblandes med og afløses af elementer fra den fremtrængende agerbrugskultur. Tidsrummet, hvori denne ændring af økonomisk-sociologisk art fuldbyrdes, er det 3. årtusinde før Kristus.
Fra dette forholdsvis afgrænsede og ret sene stadium af den ældre stenalder stammer også fire andre hidtil ukendte bopladser, der blev fundet ved dykninger foretaget af Odense Frømandsklubs medlemmer. Pladserne er måske mindre end de to første. En er stedfæstet ud for nordvestpynten af Mejlø i Lillestrand, en anden ud for Nordskov mellem kysten og Mejlø, en tredie ved sydvestpynten af Fynshoved og endelig en fjerde ved Bregnør fiskerleje. Også her er det de samme redskabstyper som de før nævnte og tidspunktet neppe meget forskelligt.
Betydningen af disse frømandsdykninger ligger hidtil ikke så meget i opdagelsen af nye redskabstyper, ej heller i, at museets i forvejen temmelig righoldige samlinger fra denne periode er blevet forøgede. Derimod er det for bosættelsens udbredelse vigtigt, at vi nu har kunnet føje seks nye pladser ind på de arkæologiske kort. Men nye bopladstyper er dog ikke opdaget. Det vilde have været interessant, om ældre og helt gamle bopladser fra den tidlige kystkultur, Ertebøllebopladsernes forløbere, var fundne, men dette ønske kan frømandsteknikkens udøvere vel ikke let imødekomme. Den ældste kystkultur, som vi har et nok så begrænset kendskab til, var knyttet til her endnu ukendte bopladser. Eftersom kysterne i sænkningsperioden, der fulgte lige efter »fastlandstiden«, trak sig stærkt tilbage, gik bopladserne langs dem til grunde, og deres oldsager ligger nu milevidt ude i havet på betydelige dybder, langt ude i Kattegat eller ved midten af bælterne langs de nuværende sejlrender, hvor engang vældige afvandingsfloder fra Østersøen og det europæiske fastland gled af sted mod nord i deres brede lejer.
Hvor gode muligheder et samarbejde mellem museerne og frømændene kan indebære for den arkæologiske forskning, har det foregående antydet, men vil alene fremtidige resultater nærmere kunne vise. Dog må der peges på ét faremoment. Alle andre hensyn end rent forskningsmæssige må vige. En ulykke vilde det være, om ikke alt det indsamlede materiale havnede på ét sted, nemlig museerne, hvor det bearbejdes i forskningens tjeneste, men i stedet spredtes på tilfældige samleres hænder. Erfaringen viser, at kendskabet til sagernes findested og de øvrige fundomstændigheder med tiden går tabt, når ikke oldsagerne registreres på tilbørlig måde. Det vil sige, at det indsamlede ikke bliver til nytte for kulturhistorien og i værste fald går uigenkaldelig til grunde. Men således behøver det jo ikke at gå. Forsøget fra 1957 er anerkendelse værd og har givet gode positive resultater. Det må håbes, at arbejdet vil blive fortsat. »Frømændene« kan fortsat regne med fortjent og fuld støtte fra museerne.
