Forbindelser mellem England og Skandinavien var i vikingetiden udstrakte. Fra det første tydeligt beskrevne vikingeangreb mod klostret på Lindisfarne ved den nordengelske kyst i 793 og vikingernes bosættelse i det nordlige England i 800-tallet bragte livlig trafik på tværs af Nordsøen de to områder i tæt kontakt med hinanden. Ved Gamborg nær Vindinge ved Nyborg er bl.a. fundet et skrinbeslag fra De Britiske Øer,1 og i Odense har arkæologer fundet både en ringnål af bronze fra 900-tallet (fig. 1), der har træk tilfælles med irske nåletyper, og en ringnål af sølv fra samme periode, (fig. 2) antagelig fremstillet i Norge efter angloirsk forbillede.2 I Danmark ser forbindelserne til England dog ud til først at kulminere i 1000-tallet med Knud den Stores erobring af England i 1016. Dette banede vejen for en lang række kontakter, der bragte nye mennesker, nye genstande og ny viden til Danmark – og Odense – i løbet af det næste århundrede.
En af de tidligst dokumenterede kontakter mellem England og Odense findes i Adam af Bremens Krønike, der fortæller det Hamborg- Bremenske ærkebispesædes historie. Adam fortæller, at Knud den Store hentede mange bisper til Danmark fra England. Af disse placerede han Bernard i Skåne, Gerbrand på Sjælland og Reginbert på Fyn.3 Vi må formode, at hovedsædet for denne fynske biskop har været i Odense. Det er usikkert, hvorvidt Reginbert og de andre engelske bisper, hvis navne er overleveret af Adam, rent faktisk var englændere. Deres navne antyder snarere, at de oprindeligt kom fra Flandern eller Lothringen, men måske var uddannet og havde arbejdet i England for så derefter at blive sendt til Danmark af Knud den Store.4 Vi ved meget lidt om disse bisper og deres betydning. Det er muligt, at Reginbert og de andre engelske bisper forsøgte at organisere og opbygge den danske kirke efter engelsk forbillede, men det er svært at identificere en varig indflydelse, der rækker ud over kirkesprog og helgenkult.5 Den engelske indflydelse på tidlig middelalderlig helgendyrkelse fik senere et helt særligt udtryk i Odense, som vi skal vende tilbage til.
Knud den Stores Nordsøherredømme betød også engelsk indflydelse i Danmark på andre områder end det kirkelige. Allerede tidligt i sin regeringstid forsøgte Knud at indføre et dansk møntvæsen efter engelsk forbillede. Til dette formål importerede han – og senere hans efterfølgere – engelske møntmestre til Danmark. Langt størstedelen af disse var tilknyttet mønten i Lund, men det er også muligt at identificere navnene på engelske møntmestre, der har arbejdet andre steder i Danmark. I perioden fra ca. 1018 til 1074 har mindst tre engelske møntmestre arbejdet i Odense.6 Alfnoth slog mønter under Knud den Store, Magnus den Gode og Svend Estridsen i Danmark, og samme navn findes på mønter, slået for Hardeknud i Lincoln, England. Der er dog næppe tale om den samme møntmester, men der kan ikke være tvivl om, at møntmesteren i Odense var engelsk. Alfnoth er et typisk angelsaksisk navn, og på Svend Estridsens mønter har møntmesteren stavet kongens navn SPEN med det angelsaksiske bogstav wynn i stedet for et w (fig. 3). Det samme er tilfældet for de samtidige mønter slået for Svend i Odense af møntmestrene Outhencar og Sumrful, der også arbejdede under Magnus den Gode.7 I modsætning til Alfnoth er dette ikke entydigt angelsaksiske navne, men tværtimod navne af skandinavisk oprindelse. Der er dog stadig grund til at tro, at de to møntmestre er kommet fra England.
Som et resultat af vikingetidens bosættelser optræder navne af skandinavisk oprindelse ofte især i det nordlige England. Med tiden er navnene blevet helt eller delvist angliseret eller har på anden vis udviklet sig i forskellig retning fra den skandinaviske form. Dette er tilfældet med Outhencar, hvor vokalen Ō under invasiengelsk indflydelse er blevet til Ou.8 Den danske version af dette navn, som findes på flere runesten fra især sidste halvdel af vikingetiden, var Oþinkor (Odinkar).9 Navnet Sumrful er noget sværere at placere, da det ikke findes på skrift i Skandinavien før på Odensemønten. Det optræder dog blandt navnene på landbesiddere i Yorkshire i midten af 1000-tallet, og sammenholdt med brugen af engelsk ortografi og den generelt signifikante forekomst af engelske møntmestre styrker dette formodningen om, at også Sumrful kunne være kommet til Odense fra England.10 Det er dog også muligt, at nogle af de prægestempler, der blev brugt ved fremstillingen af mønter i Danmark, kom hertil uafhængigt af forskellige møntmestre, og forekomsten af et engelsk møntmesternavn eller brugen af engelsk ortografi er dermed ikke med sikkerhed et udtryk for tilstedeværelsen af en engelsk møntmester i Danmark.11
Det står dog klart, at 1000-tallets danske møntvæsen var under stærk indflydelse fra England, og især de tidlige mønter var næsten direkte imitationer af engelske. Samtidig fandt flere tusinder engelske mønter vej til Danmark i form af bl.a. danegældsbetalinger. På Fyn påkalder især Hågerup-fundet sig opmærksomhed, når det gælder udenlandsk mønt (fig. 4). Skatten er nedlagt efter 1048 og består ud over fire hængesmykker og en fingerring af knap 1.500 sølvmønter fra den sene vikingetid. Mønternes oprindelse er at finde over hele Europa, men flest er slået i England. Også de danske mønter i Hågerup-skatten viser tegn på engelsk indflydelse af den nævnte type: Det drejer sig om engelske mønttyper, en mængde engelske møntmesternavne samt engelske stavemåder.12
Odenses engelske forbindelse er særlig tæt knyttet til Knud den Hellige. Gennem sin faders, Svend Estridsens, familie havde Knud stærke forbindelser blandt den angelsaksiske elite (fig. 5). Svends faders søster var gift med en af Englands mest betydningsfulde stormænd, Godwine, og Svends egen broder, Bjørn, havde holdt både land og titel der. Fine celleemaljefibler (fig. 6), der også kendes fra især det sydøstlige England, kunne måske være kommet til Danmark gennem sådanne forbindelser.13
Da den engelske konge Edvard Bekenderen i 1066 døde uden at efterlade sig en arving, var det Harald, søn af Godwine og fætter til Svend Estridsen, der overtog den engelske trone. Hans regeringstid blev kort. I september mødte Harald en norsk invasionsstyrke i slaget ved Stamford Bridge i Nordengland. Englænderne kom sejrrige ud af kampen, men måtte skynde sig sydpå i forsvar mod en normannisk flåde på vej over Den Engelske Kanal, og den 14. oktober 1066 mistede Harald livet i Slaget ved Hastings. Juledag samme år blev den normanniske hertug, nu kendt som Vilhelm Erobreren, kronet til konge og indledte en ny periode med normannisk herredømme i England.
Den første dokumenterede kontakt mellem den senere kong Knud den Hellige og England fandt sted i sensommeren 1069, da den senere konge deltog i et Englandstogt under ledelse af sin onkel Asbjørn. Også Knuds broder Harald (den senere kong Harald Hen) og en tredje uidentificeret broder deltog i togtet, der også inkluderede mindst én biskop.14 Meget tyder på, at danskerne ankom til England for at støtte et angelsaksisk oprør mod de nye normanniske herskere.15 Ifølge Den Angelsaksiske Krønike drog den danske flåde til York i Nordengland, hvor de omstyrtede borgen og tog sig utallige skatte.16 Den engelske konge, Vilhelm Erobreren, skyndte sig mod nord og indgik en aftale med Asbjørn, der lovede at forlade England det følgende forår.17 Men da foråret kom, ankom endnu en dansk flåde til det nordlige England, og Asbjørns skibe – formentlig stadig med den unge Knud ombord – fortsatte sydpå til East Anglia, hvor de støttede et angelsaksisk oprør mod Vilhelm og hans normanniske styre.18 De danske styrker samledes først ved klosteret i Ely og plyndrede siden klosteret i Peterborough.
Ekspeditionen til England i 1069-70 er muligvis den lejlighed, ved hvilken Knud har fået fat i relikvierne af den engelske helgen Skt. Alban, som han bragte til Odense og placerede i kirken der.19 Albanrelikvierne kunne Knud have hentet i kirken i Ely.20 Ved Knuds død i 1086 rummede Odensekirken også relikvier af en anden engelsk helgen, Skt. Oswald.21 Det vides ikke, hvornår de er ankommet til Danmark, men kongelig indblanding er sandsynlig, og det er ikke umuligt, at Knud også har været ansvarlig her. Både kirken i Peterborough og York havde relikvier af Skt. Oswald.22 Der er dog også muligt, at relikvierne af især Oswald, Englands første helgenkonge, fandt en anden og mere fredelig vej til Danmark, da 1000-tallets engelske konger gerne gav dele af denne helgens relikvier i gave ved indgåelse af alliancer.23 Det er også muligt, at Knud har modtaget relikvierne af den ene eller begge helgener gennem andre diplomatiske kanaler, eller at han erhvervede dem under sit andet kendte besøg i England i 1075, da angelsaksiske oprørere igen søgte hjælp hos danskerne mod deres normanniske herskere.24 Da de danske skibe – denne gang med Knud selv i spidsen – ankom til England, var oprøret dog slået ned, og flåden fortsatte i stedet til York, hvor de plyndrede kirken og derefter vendte hjem.25
I 1895 fremkom et relikviegemme indmuret i alterbordet i Sanderum
Kirke, som nu ligger i en af Odenses sydlige forstæder. I en lille blyæske fandt man 16 små relikvier indpakket enkeltvis i silke og vedlagt strimler i pergament med navne på de relevante helgener (fig. 7). Et af relikvierne tilskrives osvaldi [regis] et martiris (Oswald konge og martyr) og kunne være et fragment af Oswald-relikviet fra Odense.26
Knud den Helliges regeringsperiode var generelt præget af kontakter
til England, og det var ikke kun på det kirkelige felt, at den danske konge hentede inspiration og ekspertise på den anden side af Nordsøen. På samme vis som tidligere konger tilbage til Knud den Store engagerede Knud den Hellige også engelske møntmestre. Der er ikke klare spor efter disse i Odense, men mønter med engelske møntmesternavne er også fundet her (fig. 8).27 De engelske navne optræder hen mod slutningen af 1000-tallet i højere grad i fordansket form og kan forklares ved, at der på dette tidspunkt var opbygget en dansk ekspertise på området, og at de danske konger altså ikke længere behøvede at være afhængige af udenlandsk arbejdskraft. At de engelske navne alligevel er at finde på de danske mønter fra denne periode, kunne tyde på, at møntmesterhvervet gik i arv fra generation til generation sammen med familiens navngivningsskik.28
Også Knud den Helliges kongelige segl bærer præg af de engelske forbindelser og er en imitation af Vilhelm Erobrerens engelske segl.29 Det originale segl er i dag gået tabt, men bekræftede oprindeligt Knud den Helliges gavebrev til kirken i Lund af 1085 – samme år som kongen planlagde et nyt togt mod England. Det er muligt, at seglet også var tiltænkt anvendelse i et nyt dansk-engelsk rige.30 Kongens ambitioner resulterede året efter i hans martyrdød i Odense, men kontakterne til England fortsatte.
Efter mordet på kong Knud i 1086 blev Odense centrum for den hurtigt voksende Knudskult. I denne udvikling spillede engelske forbindelser en central rolle. Før år 1100 udnævntes en ny biskop til Odense, Hubald, der muligvis var af engelsk oprindelse. I hvert fald ser han ud til at have haft stærke engelske forbindelser. Under Hubald blev 12 benediktinske munke hentet til Odense fra Evesham Kloster i Worcestershire for at grundlægge et datterkloster efter engelsk forbillede.31 Det nye kloster var støttet af den danske konge Erik Ejegod såvel som den engelske kong Vilhelm II, og valget af Evesham som oprindelsessted for det nye kloster i Odense kan have sine rødder helt tilbage til Knud den Stores tid. Den dansk-engelske konge var blandt Eveshams store velgørere, og dets abbed i perioden 1014-1040 er af senere kilder beskrevet som en slægtning til Knud.32
De 12 engelske munke, der ankom til Odense i 1095-96, og deres efterfølgere havde uden tvivl betydning for den kirkelige udvikling. De var instrumentale i opbyggelsen af Knud den Helliges kult, og Knud den Helliges første helgenlevned (dateret 1195-1100) regnes for at være forfattet i det nye Odensekloster.33 Et benstykke med udsmykning af engelsk karakter, fundet ved Gasværksgrunden, kunne være en del af et skriveredskab og dermed et vidne til det engelske klostersamfunds aktiviteter i Odense (fig. 9).34
Det monastiske samfund i Odense fastholdt sine engelske forbindelser, der også inkluderede en broderskabsaftale med St Mary’s Abbey i York, langt op i middelalderen, og den engelske indflydelse i Odense kan stadig spores i liturgien i trykte brevarier fra slutningen af 1400-tallet.35
