“Menneskets aandelige Jeg lever mere i det Forbigangne og Tilkomne end i det Nærværende, thi dette er kun et Nu, et unævnelig lille Punkt, der ligger mellem begges Overskjæring; vi beholde, saa at sige, kun Duften, Sjælen af det Forbigangne, og som aandeligt beslægtet bliver dette mere kjært for den menneskelige Aand, det træder derfor potentisk frem over Nuets Virkelighed …”
De smukke filosofiske ord er H.C. Andersens. De stammer fra en æstetisk prisopgave, som den unge digter skrev til Københavns Universitet i 1830. En afvist prisopgave, der beskriver lighedspunkterne mellem de nordiske og græske myter. Denne artikel skal imidlertid ikke handle om H.C. Andersens akademiske anstrengelser; citatet er bragt, fordi det meget smukt beskriver, at et menneske har brug for at forholde sig til fortiden for at finde mål og mening i sin tilværelse.
Sådan en filosofisk tanke rumsterer nok i de fleste museumsinspektørers hoveder. Selv om der findes museer, der ret så specialiseret dykker ned i et aspekt af vores omverden og historie, har alle museer det til fælles, at de udover at præsentere genstande til dokumentation af vor viden også hviler på formodningen om på en bred front at være til gavn for gæsternes forståelse af tilværelsens dybder.
Europæernes “opdagelse” eller erkendelse af historien er egentlig ganske ny. Med den tyske filosof Hegel blev historien i begyndelsen af det forrige århundrede præsenteret som en proces, der fortfarende stræbte mod det bedre; historien blev gjort til et “rum”, fik perspektiv og tilgængelighed. Dengang bestod museerne i en fremvisning af vidunderlige skatte og kuriosa, men over en årrække tog de form efter en given videnskabelig systematik og blev dermed til specialiserede samlinger, der direkte havde oplysning og dannelse som mål. Sådan kender vi museerne i dag.
Men meget er sket – måske hen over hovedet på museerne. I teknisk henseende er der sket en revolution inden for de sidste hundrede år. Nye teknikker og mekanismer dominerer vores hverdag så meget, at man med rette kan frygte for museernes fremtid. Er der nogen, der gider besøge et museum, når informationer i tekst og døde og levende billeder er så tæt for hånden? Er det umagen værd at se en original genstand, når man lettere kan finde et billede af den i en bog, på Internettet, på film eller endda besøge museer via en CD-roms virtuelle virkelighed? Informationsudbuddet i det moderne samfund er stort, forskelligartet og konkurrencebetonet, og museerne har til en vis grad måttet følge med strømmen for at tækkes kravet om moderne formidling. Et paradoks træder frem: Hvor museumsgenstanden har en eviggyldig historisk selvstændighed, risikerer museerne at blive forældede.
Men museerne har deres fortrin i genstandene. Skønt man kan have stor fornøjelse af massereproduktioner, har den originale genstand en værdi, der går ud over den rent formelle og rationelle, nemlig affektionsværdien. F.eks. besidder H.C. Andersens Hus en cylinderhat. Den rationelle værdi er på ingen måde høj, tværtimod koster en ny cylinderhat langt mere end sådan en gammel en, som man hyppigt kan købe for en slik hos marskandiseren eller på et loppemarked. Men denne hat, som museet ejer og har udstillet, har tilhørt H.C. Andersen, og dermed har den en høj affektionsværdi. Hatten har tilnærmelsesvis status af relikvie.
Det at betragte den originale genstand giver en magisk fornemmelse af at stå det historiske nær, en fornemmelse, som alle samlere nok vil kunne nikke genkendende til. Og omvendt kender de fleste sikkert fornemmelsen af afmagt og fortvivlelse, når en original genstand ødelægges og aldrig mere hører denne verden til. F.eks. når man tænker på tyveriet og omsmeltningen af guldhornene, på branden på Det kongelige Bibliotek, på anlæggelsen af Thomas B. Thrigesgade gennem Odenses gamle bykerne osv. osv.
Sideløbende med den hastige og lystige udvikling er der et konservativt behov for bevaring og beskyttelse af det fortidige. Det behov tilfredsstilles ikke gennem reproduktion. Der kan være behov for – i vores unge demokrati, der jo i år fejrer sit 150-års jubilæum – at gå på museum og dvæle over montren med tampen, der i brug lemlæstede de indre organer og brød knoglerne på sit offer, over montren med den saltede nihalede kat, der hudflettede og tilføjede ofrets blottede kød salt. Dér forstår man bedre, hvilken politisk sejr og hvilket humant fremskridt, der er sket i løbet af en håndfuld generationers tid.
Museumsgenstande har det ejendommelige over sig, at de fremstår som tavse vidner til det forgangne – at de beskriver en fortid, der sjældent vellykket kan beskrives med ord alene. Endelig virker museumsgenstande med kraftig retorik, fordi den historie, de så stille facetterer, gøres nærværende på grund af deres personlige og specifikke karakter. Museumsgenstande fjerner sig fra historiens almene, generelle og anonyme præg og nærmer sig det individuelle. De har jo tilhørt historiens aktører.
På den måde kan et museum ikke gøre krav på at formidle historie kognitivt, det har det aldrig kunnet. Museer tilhører fortællekunsten mere end den kognitive videnskab, for museernes samlinger indeholder intet alment opremsende, men derimod en mængde specifikke og/eller personlige fortællinger.
Dette gør sig i høj grad gældende i tilfældet H.C. Andersens Hus. Langt de fleste kender til beretningen om digterens liv og til et udsnit af hans betydelige forfatterskab. Men museet kan tilbyde at gøre det “særlige” tilgængeligt: Digterens egenhændigt udfærdigede breve og manuskripter, hans tegne- og klippekunst, hans ejendele og møbler osv., hvortil der er knyttet en mængde fortællinger, der når langt ud over den rent formelle opremsning af hans liv og virke.
I det følgende vil jeg bringe et par småbilleder af historien om huset og den udvikling, der gjorde det lille provinsmuseum til en verdensattraktion, som omkring 7,5 millioner gæster indtil videre har besøgt.
100-året for H.C. Andersens fødsel blev fejret, som det sig hør og bør i Odense. Her var den store digter jo født og bosat til sit 14. år, her var han i 1867 blevet fejret som æresborger, og her var det første mindesmærke for digteren blevet indmuret i gavlen på barndomshjemmet i anledning af hans 70-års fødselsdag. Men havde H.C. Andersen kunnet deltage i festivitasen i 1905, havde det nok været med blandede følelser. For et af de huse, der den dag var genstand for særlig opmærksomhed, var huset på hjørnet af Hans Jensens Stræde og Bangs Boder – det hus, der i dag danner “hjørnestenen” i museet for vores store digter.
Æresborgerskabet i 1867 havde på naturlig måde rejst spørgsmålet om, hvor i Odense bysbarnet var blevet født. Selv kunne han ikke – eller ville ikke – udpege fødestedet, men ifølge et udsagn fra den i 1861 afdøde stadsmusikant David Sivert var der tale om det nu så berømte hjørnehus.
Denne oplysning kunne på ingen måde behage H.C. Andersen: Fødestedet lå midt i byens notorisk berygtede fattigkvarter, der skrev sig for 30 % uægte-fødte børn. Da havde barndomshjemmet en langt mere passende beliggenhed en snes skridt fra byens mere repræsentable gadeanlæg, hvor embedsstanden havde til huse. H.C. Andersens ubehag over fødestedets lidet flatterende beliggenhed er forståelig nok. Kort efter sin 70-års fødselsdag i 1875 havde H.C. Andersen besøg af sin unge ven kunstmaleren Kristian Zarhtmann, og fra dennes erindringer stammer følgende passage[1]:
“Han viste mig, hvorledes man i mindre Tegninger rundt paa Væggen havde fortalt hans Liv. Pegede paa sit Fødehus. – ‘Ja der skal jeg være født’, og arrigt ‘Jeg er ikke født i saadan en Rønne’.”
Den festlige markering af 100-års jubilæet i Odense resulterede imidlertid i planerne om oprettelsen af et museum for digteren og bysbarnet. Forlagsdirektør for Gyldendal, den initiativrige Ernst Bojesen – en af byens særligt indbudte gæster – fremlagde nemlig efter festarrangementet sin opfordring til og detaljerede plan for et digtermuseum for en lille sluttet kreds af gæster og festarrangører, heriblandt borgmesteren L. Dithmer. Bojesen foreslog, at museet skulle have til huse i fødehjemmet. Hjørnehuset var egnet til dette formål, mente han, og desuden ville knaldhyttens beliggenhed i det fattige kvarter markere sig som et effektfuldt kontrapunkt til digterens storhed og verdensklasse. Skønt der til at begynde med var større stemning for at sikre sig barndomshjemmet, hvortil digterens barndomsminder var knyttet, gik Ernst Bojesen af med sejren. 50 år efter kommenterede museumsdirektør Svend Larsen dette valg med ordene[2]:
“Det kan nu diskuteres, om man ikke i 1905 gjorde et fejlgreb ved at købe huset i Hans Jensensstræde og gøre det til kernen i Andersen-samlingerne, medens man på samme tid lod barndomshjemmet i Munkemøllestræde og dets omgivelser sejle sin egen sø. Med den senere udvikling for øje vilde man nok ønske, at man for halvtreds år siden havde sat ind for at frede kvarteret omkring Munkemøllestræde, både selve det lille stræde og navnlig bagåen med den gamle Munke Mølle.”
Som den handlingens mand han var, fremlagde borgmester Dithmer museumsideen for byrådet fem dage efter festlighederne, og inden byrådsmødet var ovre, kunne sekretæren hjemvendt fra forhandlinger med ejeren af fødehjemmet meddele, at købsaftalen var i hus.
Læreren på Giersings Realskole, Hans Brix, blev – klogeligt – engageret som den, der skulle fremskaffe en samling af anderseniana til museet. Det var en stor og vanskelig opgave, men Hans Brix, som havde en levende interesse for digteren, en imponerende arbejdsiver og et vindende væsen, kunne i løbet af rasende kort tid – fra efteråret 1905 til sommeren 1906 – opspore og skaffe museet en væsentlig samling, der stadig i dag har en betydelig tyngde i museets samlinger. Hertil skal det siges, at nok en kærkommen hjælp til den hurtige erhvervelse kom fra en ligeså ihærdig detektiv fra København, lærerinden Anna Hoffmann, der ved årsskiftet 1905/1906 tilsendte borgmesteren et stilehæfte, der systematisk beskrev en imponerende mængde anderseniana og navnene på de familier, der lå inde med klenodierne.
I 1908 på digterens fødselsdag den 2. april åbnedes dørene til H.C. Andersens Hus for publikum. Den tidligere ejer af huset, den unge enkefrue Karen Marie Rasmussen, var blevet ansat som husets og samlingernes nidkære vogter, et hverv, hun i øvrigt bestred indtil 1940’erne, hvorefter hendes datter Aksela Gøransson overtog det betroede arbejde. Blandt skaren af særligt indbudte taltes repræsentanter for provinspressen, hovedstadspressen og den udenlandske presse, der skulle sprede nyheden om det nye, storslåede, lille provinsmuseum. Det lykkedes over al forventning. Museumsledelsen var udmærket klar over, at personmuseet ville tiltrække sig opmærksomhed i både ind- og udlandet. Det demonstreredes imponerende ved, at såvel genstandsbeskrivelserne som den trykte guide var forfattet på hele fire sprog: dansk, engelsk, tysk og fransk.
Indretningen af museet var i 1906 overdraget til Hans Brix’ afløser og kollega ved Giersings Realskole, Chr. M.K. Petersen. Det var en stor opgave. Den mangeartede samling, der lå opbevaret forskellige steder i byen, mens fødehjemmet blev restaureret og bragt tilbage til sin oprindelige skikkelse, skulle ordnes og registreres, førend man kunne danne sig et overblik over dens beskaffenhed. Først herefter kunne udstillingsplanen udarbejdes og indordnes fødehjemmets snævre rammer. I slutningen af marts 1907 kunne Chr. M.K. Petersen fremlægge sin indretningsplan for byrådet. Planen gik ud på at følge H.C. Andersens selvbiografi Mit Livs Eventyr i den kronologiske fremstilling af digterens liv. Udstillingens bestanddele havde voldt både Brix og Petersen kvaler. Dels havde den indsamlede mængde af anderseniana aldeles intet med fødehjemmet at gøre, dels havde samlingen den “Grundskavank”, at den ikke havde “nogen given Karakter”[3]. Det var ønsket, at udstillingen skulle give et indtryk af digterens væsen og at dette kunne fremkaldes gennem illustrationen af hans “vidunderlige Livsførelse” fra fattigdom til verdensberømmelse med den dertil hørende “udsøgte Vennekreds”. I fremstillingen af digteren skulle den største vægt derfor lægges på den del af samlingen, der dokumenterede hans livsindhold, dvs. breve, manuskripter, billeder og bøger:
“Breve har for de fleste Kulturmennesker en ejendommelig Duft af det der engang var øjeblikkeligt og nu er forbigangent. Billeder er for alle. Og en Samling af Udgaverne, navnlig de illustrerede Eventyr, tror jeg vil give et uventet respektindgydende Billede af Mandens Verdens-Popularitet”
Hvad der voldte bekymringer, var altså løsøret. Bohavet blev betragtet som vederstyggeligt af udseende, og det ansås ikke som muligt at “basere noget som helst Milieu eller Interieur paa det”. Bekymringen havde rod i angsten for, at “Snurrepiberierne” ville forekomme publikum komisk. De ville måske “more Mængden, men ikke kunne dække os mod en nærgaaende og berettiget Kritik”. Med andre ord: Løsøret risikerede at fratage foretagendet den alvor, som fordredes.
Trods bekymringerne indeholdt museumsudstillingen ved åbningen i 1908 adskillige “snurrepiberier” og hele to interiører, nemlig dele af det “anholmske” bohave samt visse af digterens møbler fra de sidste år i Nyhavn.
Indgangen til museet var fødehjemmets dør mod Hans Jensens Stræde. På den meget lille plads inden for døren, som så storslået bærer titel af “forstue” i den trykte guide, betalte gæsten 25 øre til Karen Marie Rasmussen for derefter at modtage billet og guide. Turen igennem museet var enstrenget. Først gik man til venstre og ind i det værelse, der i dag kaldes nr. 4.
Langs ydervæggen var pultmontrer opstillet, og her kunne man nyde en udstilling om digterens første 20 år: Dåb, konfirmation, de første år i København og læreårene i Slagelse, Helsingør og København. På væggene hang billeder af den collinske familie, to rammer med en mængde fotografier af H.C. Andersen og pudsigt nok også en papmodel af Melchiors landsted “Rolighed”, hvor digteren udåndede i 1875. Modellen blev få år efter også flyttet til et andet rum.
Det næste rum, gæsten betrådte, var hjørneværelset, hvor man ligeledes fra pultmontrer og billeder på væggene kunne følge digteren på vej mod berømmelsen og på vej igennem Europa. De udstillede genstande var fremlagt i kronologisk orden, således “har man Lejlighed til at se, hvorledes Eventyrene lidt efter lidt giver Digteren Berømmelse i Udlandet og Anerkendelse i Fædrelandet”[4]. På væggene hang bl.a. billeder af H.C. Andersen, Riborg Voigt og storhertug Carl Alexander af Saxen-Weimar-Eisenach.
Derefter trådte man ind i værelset, der vender ud mod Bangs Boder, hvor H.C. Andersens tilknytning til Danmark og Norden blev behandlet. Her blev gæsten erindret om digterens venskabelige tilknytning til de svenske kunstnere Frederika Bremer og Jenny Lind, om hans besøg på de danske herregårde og om hans færdigheder udi klippekunsten. Fra dette værelse kunne man kikke ind i det bageste værelse mod Bangs Boder, der var indrettet med møbler fra perioden 1846-1865, hvor digteren boede hos fru Anholm i Nyhavn, samt en del løsøre, heriblandt rejsetøjet.
Den videre tur i museet gik via en nu tilmuret dør, der forbandt hjørnehusets nuværende rum 6 og 3 med hinanden. I værelset med udsigt til gården kunne gæsten betragte Louis Hasselriis’ udkast til Andersens statue i Eventyrhaven, originaltegninger af Lorentz Frølich og – senere – papmodellen af Melchiors landsted.
Næste rum bød på endnu et interiør, denne gang med møblement fra digterens sidste bolig på Nyhavn. I det sidste rum afsluttedes besøget i H.C. Andersens Hus med en udstilling om digterens sidste 15 år. Hans Tegners illustrerede verdensudgave befandt sig i et skab på væggen, i montrerne var fremlagt forskellige hædersbevisninger, minder fra H.C. Andersens sidste leveår, testamentet, Vilhelm Pedersens originale blyantstegninger til eventyrene – “maaske Museets største Pryd”[4] – mm. På væggene hang bl.a. portrætter af digteren, hr. og fru Melchior og af digterens gravsted på Assistenskirkegården. Så var besøget til ende, og gæsten kunne nu hos Karen Marie Rasmussen købe et postkort til minde om oplevelsen.
Det var naturligvis ikke museets hele samling, man kunne tage i øjesyn i museets syv små stuer. Det var heller ikke meningen. Til museet skulle også høre et større tilgængeligt arkiv – et, der vist ikke kunne interessere et større publikum, men derimod nok forskere og studerende. Ambitionen var slet og ret at gøre museet til et af “Midtpunkterne i H.C. Andersen Forskningen”, som Svend Larsen formulerede det i 1935[5].
Museet viste sig fra første færd at være sit formål værdigt. Besøgstallet for det første år var 4.020 – en succes må man sige – der ganske vist var oppebåret af museets nyhedsværdi. I årene efter faldt besøgstallene – værst i krigsårene 1914-1918 – hvorefter de igen steg støt. Kommunens udgifter til H.C. Andersens Hus var ganske ringe. De beløb sig til ca. 500 kr. årligt, ser man bort fra de år hvor museet oven i købet gav overskud!
Med et besøgstal på ca. 7.000 årligt i slutningen af 1920’rne og med en stadigt voksende samling af anderseniana, stod det efterhånden enhver klart, at museet var for lille og ikke magtede at rumme dele af de nyerhvervelser, der burde have udstillingsplads. Det kunne heller ikke ignoreres, at fødehjemmet og de tilstødende huse, ja, hele kvarteret måtte betegnes som yderst brandfarligt. At der måtte gøres noget, var indlysende. Dertil kom, at 125-års jubilæet for H.C. Andersens fødsel lå nært forude, hvilket jo skulle markeres behørigt. I september 1928 fremsatte arkitekten Niels Jacobsen sin plan om opførelsen af en mindehal for H.C. Andersen, og måneden efter i oktober forlød det, at arkitekten havde købt grundene omkring fødehjemmet for senere at overdrage dem til byrådet. I en kronik samme måned causerede formanden for H.C. Andersen Samfundet, rektor H. St. Holbeck, over den glans, bysbarnet havde kastet over byen, samt hvilke forpligtelser dette pålagde byen:
“Nogle vil… mene, at det, der først og fremmest tiltrænges, er en Museumsbygning … Andre … at Kommunen bør købe det Hus i Munkemøllestræde, hvor Digteren havde … [sit] Barndomshjem … Endvidere er der dem der taler for Oprettelsen af et H.C. Andersen-Arkiv … et Ærestempel … og endelig … en H.C. Andersen Park … Hvert af disse Projekter kan i og for sig fortjene al mulig Sympati, men det vilde dog vel være ubilligt, om alle disse Planer krævedes virkeliggjorte saa at sige i et og samme Øjeblik. H.C. Andersen løber ikke fra sin Fødeby …”[6]
Rektor Holbeck manede til besindelse; de store projekter måtte vente – kræfterne og de økonomiske midler skulle derimod bruges til at markere jubilæet med en festuge. Planerne om en festuge var allerede under udarbejdelse i H.C. Andersen-Samfundet. Men sagen tog hurtigt en dramatisk vending. Det viste sig, at borgmester H. Chr. Petersen og arkitekt Jacobsen allerede i et år havde syslet med planerne om en mindehal i tilknytning til fødehjemmet. Ønsket om en mindehal vejede i byrådet tungere end en fest – bygningen ville jo hædre bysbarnet på en mere varig måde. De fire huse, der lå i forlængelse af personmuseet, havde kommunen erhvervet for 53.000 kr. – en sum, de anså som værende byens værdige tilskud til mindehallen. H.C. Andersen-Samfundet fik derimod den “store og smukke Opgave”, der bestod i at skaffe de 80.000 kr. til opførelsen. Påtog H.C. Andersen Samfundet sig denne værdige opgave, ville kommunen til gengæld yde en garantisum på 15-20.000 kr. til festugen. Hertil skal siges, at opførelsen af mindehallen på det tidspunkt blev anslået til 60.000 kr.
“… Arkitekt Jacobsen havde en Tegning parat, og man mente, at den kunde opføres for 60.000 Kr. Og saa faldt Bomben: ‘Nu beror det paa Dem, Rektor, om vi skal have en Mindehal eller en Mindefest’. Saaledes lød Ordene. Jeg erindrer dem tydeligt… i et lukket Byraadsmøde … udtalte Borgmesteren med et sarkastisk Smil, at det sikkert vilde være en kær Opgave for Rektor at skaffe de 80.000 Kr. – Summen var altsaa nu steget med 20.000 Kr. – som krævedes.”[7]
Rektor Holbeck blev altså sat i stor forlegenhed, men han slap dog på en værdig måde ud af denne, da Thomas B. Thrige nytårsdag 1929 meddelte, at han – under forudsætning af, at arkitekten Niels Jacobsens tegninger blev fulgt – ville skænke byen 100.000 kr. til de så nødvendige bygninger.
Hermed var sagen imidlertid ikke slut. Der blev stillet spørgsmålstegn ved arkitektklausulen og overhovedet ved det, at mindehallen ikke blev finansieret af byens borgere via skatten. En stor kreds af borgere protesterede imod, at gadebilledet i Hans Jensens Stræde med de nye bygninger ville blive forstyrret.
Man ønskede slet og ret en fri arkitektkonkurrence og et forslag, der var i overensstemmelse med “det eksisterende, saa rørende og morsomme Gadebillede med de smaabitte Huse fra Enevældens gyldne Tid”, og hvor de fleste huse stod uforandrede fra digterens barndom[8]. Dette var så meget desto mere en hjertesag, idet kontorchef H.G. Olrik få år i forvejen kunne påvise, at man ikke med nogen ret kunne sandsynliggøre, at H.C. Andersen skulle være født i hjørnehuset.
Hele balladen kulminerede i et protestmøde, der blev afholdt i Industripalæet den 17. juni 1929, dagen før husene blev nedrevet i Hans Jensensstræde. Protestmødet resulterede i en resolution, der anmodede byrådet om at standse nedbrydningen og “stille hele sagen i Bero til kompetent Sagkundskab har udtalt sig om hvad der bør foretages, og godkendt Planerne” [9]. Med byrådsmødet den 1. juli afsluttedes sagen med en henlæggelse af protesterne, og byggeriet gik nu sin gang.
Året efter, den 11. juli 1930, kunne Thomas B. Thrige aflevere guldnøglen til den nye bygning til Odense Kommune under stor festivitas, der strakte sig over tre dage. Det var et meget pompøst bygningsværk, der med sit græsk-romerske udseende skulle ligne et finere bygningsværk fra 1800-tallets begyndelse, men det stod i skærende kontrast til kvarterets lave og fattige beboelsesejendomme. Fra dagspressen lød der også flere domme: Man brød sig generelt ikke om cementfacaderne, og selv statsministeren, Thorvald Stauning, ytrede – ganske vist med lune – under indvielsen, at mindebygningerne lignede et krematorium, men at “det da også kunne være kønt” [10]. Museumsbygningernes centrum var Kuppelsalen, der dog først var færdigudsmykket i 1933. Med midler indsamlet af en komité af borgere blev kunstneren Niels Larsen Stevns engageret til at løse den opgave. Han illustrerede med stort held H.C. Andersens liv gennem motiver hentet ud af digterens selvbiografi Mit Livs Eventyr. Manuskriptet til selvbiografien – museets største klenodie – var i øvrigt netop blevet erhvervet.
Med de nye museumsbygninger, der i begyndelsen som et hele gik under navnet Mindehallen, havde museet femdoblet sit disponible areal. Vejen ind i museet gik nu ad den store hovedindgang under Axel Poulsens geniusrelief i nybygningen mod Hans Jensensstræde, hvorved man trådte ind i Forhallen. Her hang Fritz Sybergs store oliemalerier til “Historien om en Moder”, og her var Th. Steins mindesmærke over H.C. Andersen placeret. Fra forhallen gik turen igennem fødehjemmet, hvor de første 55 år af digterens liv blev illustreret, herfra via en lille gang nåede man nu ind i den nyopførte Østsal, hvor udstillingen om digterens sidste 15 år befandt sig.
I Østhallen kunne man desuden betragte de interiører, der førhen havde været udstillet i fødehjemmet. Ad en vindeltrappe i Østsalens hjørne kunne gæsterne komme op på første sal til Biblioteksværelset og Nordsalen. På førstesalen kunne man studere H.C. Andersens hædersbevisninger, hans litteratur i adskillige sprogudgaver, bøger med digterens egenhændige tilegnelser, manuskripter, tegninger og klip.
Overfor Østsalen på den anden side af Kuppelsalen var der anlagt en blomstergård. Ved porten ud til blomstergården voksede en aflægger af en vedbend, som H.C. Andersen i 1856 havde plantet i parken ved Holsteinborg.
Den stærkt forøgede plads i museet gjorde det muligt at udstille flere genstande, men også at sprede samlingen. Det var en fordel at få bohavet ud af fødehjemmet og ind i Østsalen, for tilstrømningen af gæster var imponerende: I 1929 besøgte 7.377 gæster museet, men mod nytår 1930/1931 kunne man konstatere et besøgstal på hele 28.014. De første kriseår tegnede sig for et mindre fald, hvorefter besøgstallene igen steg støt.
I 1930 købte A/S Odense Teater H.C. Andersens Barndomshjem, og efter at det var blevet ført tilbage til sin oprindelige skikkelse, blev det skænket til kommunen. Det lille hjem åbnede dørene for publikum den 4. juni 1931. Med udstillingen i lilleputmuseet i Munkemøllestræde gjorde man nok et fejlgreb, idet man delte opgaverne for de to personmuseer, således at barndomshjemmet alene beskrev digterens liv fra 1805 til 1819. Fødehjemmets udstilling rummede således intet af digterens barneår, men tog sin begyndelse fra 1819 med skomagersønnens ankomst til København. Det var først i 1976 med indvielsen af de nyeste museumsbygninger, at denne opgavefordeling ophørte.
Bygningerne fra 1930 var på mange måder uhensigtsmæssige: Skønt arealet var mangedoblet, var udnyttelsen af bygningerne ikke optimal. Den store forhal, mindehallen og blomstergården kunne ikke inddrages i udstillingsarealet, og førstesalen var lukket område for gæster med gangbesvær. Indeklimaet bød også på problemer. På førstesalen var det endog så galt, at man havde opstillet spande med sand i bunden i tilfælde af, at gæsterne skulle finde på at overgive sig.
Den voksende turisme efter Anden Verdenskrig talte sit tydelige sprog: Hvor det årlige besøgstal fra 1930-1945 var ca. 25.000, var det gennemsnitlige årlige besøgstal i perioden 1955-1970 ca. 125.000. Derudover havde museumsbygningen ikke den udstillingsplads, som den stærkt forøgede samling skabte behov for.
I slutningen af tresserne blev Thomas B. Thrigesgade anlagt igennem Odense bykerne til stor skade for byen såvel som for H.C. Andersens Hus og kvarteret omkring det. Men trods alt var det et held for Odense, at man fulgte den københavnske professor Steen Eiler Rasmussens linieføring og ikke stadsingeniør Rygners. Rygners forslag til gadegennembrud ville have betydet, at Thomas B. Thrigesgade ville have ligget østligere og således tangere museet, lige som det ville have betydet etableringen af yderligere et gadegennembrud gennem Lotzes Have over Sortebrødre Torv til Hans Mules Gade! Ikke desto mindre delte Thomas B. Thrigesgade midtbyen på en sådan måde, at H.C. Andersens Hus fik en sekundær placering i forhold til centrum, og at hele det gamle kvarter blev skamferet.
I slutningen af tresserne kan man også notere en betydningsændring i det danske sprog. Ordet “miljø” var blevet et populært ord, og dets brug forskubbede sig fra ren videnskabelig fagterm til “stemning”, “atmosfære”, “omgivelser” og “omverden”. At være miljøbevidst kunne betyde at være bevidst i sin pleje af en biologisk eller kulturel niche og være opmærksom på faktorer, der kunne forstyrre eller true denne. Efter anlæggelsen af Thomas B. Thrigesgade kom miljøbevidstheden til Odense.
Det, der var tale om, var en gennemgribende sanering af H.C. Andersen-kvarteret. De små boliger skulle i stort antal nedrives, genopbygges og føres tilbage til “det gamle arkitektoniske miljø”[11]. Denne store saneringsplan var for mange beboere en ulykkelig begivenhed. Mange familier havde boet i deres huse i generationer, men måtte nu se sig genhuset andetsteds uden mulighed for at vende tilbage. Kvadratmeterprisen i de nyrestaurerede huse lå på omkring 1.500 kr. – en gigantisk sum i begyndelsen af 70’erne.
Genskabelsen af “H.C. Andersen-miljøet” skulle få kærkomne konsekvenser for H.C. Andersens Hus. For et beløb af 8 millioner kroner skulle museet nu moderniseres og tilpasses gadebilledet, og det var ønsket, at de nye bygninger skulle stå færdige til 100-året for digterens død. I samarbejde med arkitekt Ebbe Lehn Petersen, der stod for restaureringen af H.C. Andersen kvarteret, blev planerne for en ny museumsbygning udviklet.
Planerne betød en total ombygning af arkitekt Jacobsens pompøse tempel. Alt bortset fra kuppelsalen og hjørnehuset blev revet ned, og i stedet rejstes ud mod Bangs Boder og Hans Jensensstræde en neutral facade uden pastichering. Der blev grædt tørre tårer over det gamle museums fald. Det nye museum, som museumsdirektør Niels Oxenvad kunne præsentere for dronning Ingrid og den danske befolkning den 21. maj 1976, var stærkt forøget gennem fire nyopførte udstillingslokaler med facade ud mod Lotzes Have. En kæmpe fordel ved museet var, at alle udstillingsarealerne var i ét plan. Førstesalen over udstillingslokalerne mod Bangs Boder fungerede nu som kontorer og arkiv. I kælderetagen blev der adgang til garderobe og toiletter, samt sikringsrum og varelager til butikken.
Traditionen tro var det ikke uden kritik, at det nye museum blev opført. Mest højrøstet var diskussionen om indgangspartiets udseende. Den iøjnefaldende faldport, der med H.C. Andersens klip “Solhovedet” som motiv skulle markere, om museet var åbent eller lukket, fik drøje hug med på vejen:
“Og så er der portalen, som danner indgangen til huset. Den er bred som en tredobbelt dør og er udvendig markeret af en metal”galge”, i hvilken en stor, sort faldport kan glide op og ned … portalen ligner netop en galge eller en guillotine. Kvarterets bramfri brolægger Vilhelm Tvede siger: – Jojo, nu er vi ved at få lavet en god bred kniv hos Dindler (smedemester), og så kan vi tage tre amerikanere ad gangen! Tvede bebuder også, at han ved indvielsen vil forære museet en kurv til hovederne.”[12]
Der blev nu mig bekendt ikke overrakt museet nogen kurv ved indvielsen den 21. maj 1976. Med de nye bygninger fulgte en nyindretning af udstillingen. Væsentligst ved udstillingen var, at opgavefordelingen mellem H.C. Andersens Hus og Barndomshjem blev ændret, således at man igen efter godt fyrre år kunne følge digterens liv fra fødsel til død i H.C. Andersens Hus. Indretningsmæssigt var der større ændringer: Det “vederstyggelige Bohave” fik et mere reduceret, men elegantere arrangement i udstillingen, idet der blev lavet en rekonstruktion af eventyrforfatterens arbejdsværelse i Nyhavn nr. 18.
Biblioteket fik en fremtrædende plads, således at den enorme bogsamling kunne vise tænder og skabe ærefrygt. I lokalerne i forlængelse af biblioteket var der bogoplæg og et stort udvalg af diverse kunstneres illustrationer til H.C. Andersens eventyr. Foredragsrummet var et disponibelt rum, der også benyttedes til særudstillinger. Museet gav plads til en museumsbutik af anstændig størrelse, ordentlige toiletforhold og endelig til et minicafeteria med automater til varme og kolde drikke foruden lidt mundgodt.
Af nye moderne tekniske raffinementer kunne museet tilbyde film og diasshow i to minibiografer, og i biblioteket kunne gæsterne fra “eventyr-automater” lytte til oplæsninger af H.C. Andersens eventyr via hovedtelefoner. Brugen af audiovisuelle midler var et modigt skridt; der var nok mange, der stod på spring med kritik, men for at komme en eventuel kritik i forkøbet kunne museumsdirektør Niels Oxenvad overfor offentligheden bedyre, at det ikke var “så poppet”, da der jo var tale om lødige kunstneres fortolkninger af H.C. Andersens levned og værk[13].
Siden åbningen af de nye museumsbygninger i 1976 er der ikke ændret nævneværdigt ved den permanente udstilling. Udstillingen om H.C. Andersens liv er stadig fortættet i området omkring fødehjemmet. I selve fødehjemmet udspilles bysbarnets levned fra 1805 til ca. 1850, hvorefter de nyeste lokaler i tilknytning til Mindehallen tager sig af digterens sidste årtier. Den resterende part af museet beskriver digterens udbredelse og indflydelse.
I løbet af de sidste 23 år er der imidlertid skabt behov for at ændre museet endnu engang, planer er gjort, penge er bevilget, og det er hensigten at fejre 200 året for H.C. Andersens fødsel i nye museale rammer. Denne gang er behovet for en ændring af museet udsprunget af fordringen om tilgængelighed.
I USA har begrebet tilgængelighed længe været aktuelt. Supermagten har deltaget i et stort antal af krigene i dette århundrede, bl.a. med det resultat, at en betragtelig del af de amerikanske statsborgere er krigsindvalider. Opmærksomheden på gruppen af personer med nedsat funktionsdygtighed har ført til en række krav om tilgængelighed på offentlige steder og har gjort USA til et foregangsland i den henseende. I Danmark er man så småt begyndt at imødekomme et sæt af standardregulativer, men meget mangler endnu – for ideen er såre simpel, men det er svært at bryde vaner. Et hjemligt resultat af bestræbelserne er oprettelsen af Center for Tilgængelighed i 1996, en afdeling under Hjælpemiddelinstituttet, der er et rådgivende serviceringscenter. Hovedideen, som er formuleret af Center for Tilgængelighed i en pjece, lyder:
“… at skabe tilgængelighed for alle, så også mennesker med funktionsnedsættelser sikres lige adgang til at deltage i alle aspekter af samfundslivet”.
Det er en flot programerklæring, og ved at sigte på idealet gøres man opmærksom på, hvor slemt det egentlig står til med den offentlige hensyntagen til gangbesværede, synshandicappede, hørehæmmede, psykisk handicappede, allergikere, arm- og håndhandicappede, ordblinde, børn mm.
Det er store, men rimelige krav, der stilles, og meget kan gøres, hvis man begynder i det små:
Disse to problemer og løsningsforslag har resulteret i udarbejdelsen af en plan om tilbygning, ombygning og nyarrangering af udstillingen i H.C. Andersens Hus.
Som det ses på arkitekttegningen, er det ganske lidt, der ændres ved museets nuværende ydre rammer. Der påtænkes et vindfang mellem Fyrtøjet – et kulturhus for børn – og H.C. Andersens Hus, ligesom der påtænkes en tilbygning på den tungeformede halvø ud mod Lotzes Have. Vindfanget mellem børnekulturhuset og museet bliver det fremtidige indgangsparti, der sikrer tilgang fra både Hans Jensens Stræde og Lotzes Have – og gør det lettere at komme til museet. At fjerne hovedindgangen fra dens nære placering ved fødehjemmet er nok så kontroversielt, på den anden side vil den nye hovedindgang ligge centralt mellem to institutioner, der på forskellig vis tjener samme formål.
Den nuværende hovedindgang lukkes, hvorved den store forhal kan benyttes som udstillingslokale. Som det fremgår af tegningen nedbrydes en stor del af betonvæggene rundt om mindehallen. Gavlene til fødehjemmet fritlægges, gårdspladsen forsynes med et overdække, således at fødehjemmet og gårdspladsen indlemmes i museets indre som en udstillet museumsgenstand. Man vil altså uhindret kunne bevæge sig rundt om mindehallen og fra dette areal gå ud på den overdækkede gårdsplads og ind i fødehjemmet. Udstillingen, der i dag befinder sig i fødehjemmet, vil blive taget ud og i en revideret version opstilles i det pænt store areal rundt om mindehallen. På denne måde løses det store pladsproblem.
For at gøre museumsbesøget tilgængeligt for flest muligt, vil det nye museum bl.a. kunne tilbyde en audioguide. Audioguiden er et enkelt apparat, der er nemt at betjene og som fungerer på samme måde som en båndoptager eller en CD. Ved hjælp af audioguiden kan gæsten høre informationer om de udstillede genstande. Systemet, der allerede er i brug ved flere større museer verden over, har vist sig at være en succes. Det højner kvaliteten af et besøg for personer med nedsat syn, for ordblinde, for børn o.a.
Audioguiden giver også mulighed for forskellige versioner af information. Man kan forestille sig forskellige sprogversioner og i forskellige sværhedsgrader: En børneversion, en voksenversion og en version for dem, der har en interesse for særligt specialiseret information. Samtidig giver audioguiden også gæsterne mulighed for at lytte til H.C. Andersens eventyr og til musik, der er knyttet til hans forfatterskab. Audioguiden har også den sidegevinst, at udstillingsfladen ikke domineres af for meget tekst. I den nye udstilling vil teksterne til montrerne reduceres til to sprog: engelsk og dansk, og med det reducerede tekstareal vil de udstillede genstande derfor markere sig bedre.
Endnu en teknik, som museet ønsker at benytte, er computere, hvorfra gæsterne selvstændigt kan indhente oplysninger om H.C. Andersen. For eksempel kan man tænke sig, at gæsten kan få adgang til museets arkiver og således se breve, manuskripter, tegninger, klip, fotografier m.m. Denne multimedia-funktion rummer et hav af muligheder, som kun fantasien sætter grænser for.
I det nuværende foredragsrum vil den besøgende modtage information om museets indretning, få tilbudt audioguide og adgangsbillet. I tilknytning til dette lokale er der toiletter og garderobe. Gæsten vil herfra komme til museumsbutikken i den runde tilbygning med udsigt over Lotzes Have. Der er fri adgang til serviceringsrummet såvel som til museumsbutikken, der fordres først billet, når gæsten fra museumsbutikken bevæger sig ind i udstillingslokalerne. Det første udstillingsrum i museet vil rumme en række tableauer med motiver fra H.C. Andersens eventyr. Denne iscenesættelse af digterens fantasiverden tjener flere formål: Den skal vække genkendelsens glæde blandt publikum og skabe mulighed for samtale gæster og familier imellem. Fra dette rum bevæger man sig igennem to parallelrum, der begge dokumenterer digterens fantasiverden: Det ene rum er biblioteket og det andet et rum, hvor en meget stor del af hans tegninger og klip er udstillet. Fra disse rum vil gæsten nu gå mod mindehallen, hvor Niels Larsen Stevns smukke fresker iscenesætter digterens liv ud fra motiver hentet fra Mit Livs Eventyr. Rundt om mindehallen i de nye store arealer dokumenteres digterens liv. Freskerne i mindehallen danner et godt kompositionsprincip for udstillingen rundt om mindehallen. Således vil udstillingen om barndoms- og ungdomslivet befinde sig uden for døråbningen under Niels Larsens Stevns fresko af H.C. Andersen i barndomshjemmet og så fremdeles.
I fødehjemmet vil der være en udstilling om Odense på H.C. Andersens tid, en udstilling om H.C. Andersens slægt samt tre interiører opbygget ud fra skifteprotokollers registreringer af familiemedlemmers indbo. I fødehjemmet vil gæsterne altså kunne danne sig et indtryk af den trykkende fattigdom, det lykkedes digteren at fjerne sig fra. På den måde kan man måske undgå – som det er hændt fra tid til anden – at gæster får det indtryk, at kuppelsalen skulle være H.C. Andersens badeværelse!
Det lille cafeteria omskabes til biograf, og den fremtidige cafédrift varetages af Fyrtøjets café. Rundt omkring i udstillingsarealet vil der være hvilepladser af hensyn til gangbesværede, og fra hvilepladserne vil der være mulighed for at lytte til eventyr eller til musik relateret til H.C. Andersens kunst.
I kontorlokalerne mod Bangs Boder i stueetagen vil der også blive indrettet et hvilerum med udsigt til en lille gårdhave og til det gamle kvarter udenfor. Her vil et antal computere stå til publikums rådighed. Kælderen, der i dag bruges til garderobe og toiletter, vil i fremtiden blive omskabt til et “skatkammer”, hvor gæsterne vil blive konfronteret med genstande af mere kuriøs art og af stor affektionsværdi. Af sådanne relikvier kan nævnes: H.C. Andersens hat, champagneglasset han gemte som bittersødt minde om den “broderens skål” han drak med Jenny Lind, billedbøger, nyerhvervelser osv.
Efter museumsbesøget vil gæsterne endnu engang passere rummet med eventyrtableauerne. Men denne gang, efter et informationsrigt besøg, er det håbet, at besøget har givet videre rammer for forståelsen af eventyrenes underliggende livsvisdom.
Lige fra museets grundlæggelse har der været gjort alvorlige overvejelser over det, man gennem tiderne har anset for repræsentabelt at udstille. Men overraskende nok har tvivlen om de såkaldte “snurrepiberier”s museale værdi aldrig haft konsekvenser for udstillingen. Man kan godt forestille sig, at indbo og løsøre ved museets åbning i 1908 kunne virke komisk. Genstandene var jo hverken særlig gamle eller af synderlig værdi, de var uinteressante – lige bortset fra, at de rent faktisk havde tilhørt digteren. Man må sige, at det var et lykketræf, at man alligevel valgte at betragte “vederstyggelighederne” med en museal alvor, for i dag er disse genstande på ingen måde komiske. De er med til at give museumsgæsten en forunderlig og særlig kontakt med det historiske. At de har tilhørt H.C. Andersen giver dem en magisk værdi, som gør dem sammenlignelige med den katolske kirkes relikvier.
Nu har det aldrig været meningen, at H.C. Andersens Hus skulle være et kultsted; det er et museum, der med en stor og – heldigvis – forskelligartet samling huser en række fortællinger om digterens professionelle og personlige liv. Ifølge de hilsner til og bemærkninger om museet, som er at læse i gæstebøgerne, så nærmer museet sig trods sin informative bestræbelse alligevel det kultiske. For i museet vækkes mange af gæsternes barndomserindringer – disses styrke og værdi – samtidig med, at gæsterne kommer i tæt kontakt med den person, der allerede fra barndomstiden har præget deres litterære erfaring.
Med tekniske tiltag kan man formidle på en besnærende og inciterende måde. Alligevel er det ikke benovelsen over den moderne teknik, man i museumsverdenen har brug for, men snarere de muligheder, den moderne teknik tilbyder for at gøre et museumsbesøg tilgængeligt. Er det ikke det, man har for øje, kan formålet med et museum forsvinde i en elektronisk staffage, hvor begejstringen gælder den kunstige nattergal, og hvor den ægte er tabt af syne.
Målet med nyindretningen af H.C. Andersens Hus er at skabe de bedste betingelser for et vellykket museumsbesøg. Derfor vil der blive taget hensyn til mennesker med nedsat funktionsdygtighed, der vil blive taget hensyn til børn, og der vil blive taget hensyn til museumsgæsternes behov for fagligt formidlede oplevelser. Museet stræber altså efter at gøre de lukkede samlinger tilgængelige via computerteknik, at informere både grundigt og underholdende om de udstillede genstande og at frembyde digterens værker i lyd og skrift og billede, for dermed at give oplysninger i bredest muligt omfang. Selv om det er museets håb at kombinere betagelsen af museumsgenstandene med forskningsbaserede informationer om digterens liv og værk, forbliver originalmanuskripterne og snurrepiberierne alligevel museets største kvalitet og væsentligste virkemiddel. De giver de mange gæster mulighed for at dvæle i mindet om H.C. Andersen og bringe dem i en hellig nærkontakt med digteren, så “Duften, Sjælen af det Forbigangne … træder potentisk frem over Nuets Virkelighed”.
