I et blødt bakket vestfynsk morænelandskab ligger proprietærgården Orelund. Syd for gården, og hørende til den, findes en lille skov. Det sandede terræn – ikke for intet ligger lunden i Sandager sogn – hæver sig midt i bevoksningen af grantræer til en lille bakke. I moderat højde har man derfra åben udsigt til det venligt smilende Emtekær Nor ved landfoden en kilometer mod vest. Norets blå overflade er spættet med hvide pletter, i hundredevis af svaner, som vugger sig i solen ubekymrede for en tilstundende isvinter. Men ellers breder markerne sig rundtom, i fuld dyrk, et ældgammelt kulturlandskab med rod i de første bønders komme til egnen i den yngre stenalder.
I den lille høj gemte sig rester af et anlæg fra denne fjerne oldtidsperiode, men ingen spor var synlige på overfladen, før der i 1961 blev gravet i højen. Skovens alder må være et hundrede år, og før beplantningen fandt sted, har bakken været agerland. Ved plovens virksomhed jævnedes højens kontur ud i en lav, bred bringe, god for den listige Mikkel Ræv at fjæle sig i. Hans godt skærmede gange har boret sig omkring sten, ud og ind mellem trærødder i mindesmærkets jordfyld.
Vi ved det fra rævejæger og entreprenør Hans Jørgensen af Håre. Han havde i 1961 fået billigelse af Orelunds ejerinde, fru Marie Buch, og af bestyrer Mads Hansen, til et forsøg på at ryge Mikkel ud. Det var en behjertet indsats og er i sig selv en spændende historie, men ikke det denne beretning skal handle om. Sidstnævnte kan indledes med de arkæologiske fund, Hans Jørgensen fremdrog som rævejæger. Hans spade stødte på en række sten og nogle potteskår. Trænet gennem en undersøgelse, han for en halv snes år siden tog del i, da Fyns Stiftsmuseum afdækkede en jernaldergravplads på hans grusbakke i Håre, var han klar over, at han igen stod over for et fund fra fortiden. Dog meddelte han i første omgang ikke museet herom, men gik til lærer Vidkjær i Sandager og til kontorassistent Peder Pedersen, Torøhuse, som også har samarbejdet med Stiftsmuseet. Andre medhjælpere trådte til, og et arbejdsivrigt hold begyndte i april 1961 udgravning af højningen. Den indsats, der herunder udløstes, var ganske imponerende. Den omtalte stenrække fortsatte i en 26 m bred stenring. Det meste heraf, ca. 60 tildels meget store randsten, blev frilagt i en rende, og nogle oldsager, lerkarskår og flintredskaber, kom for dagens lys. Ved en opringning senere bad lærer Vidkjær mig om at tilse findestedet, da opgaven nu var ved at vokse amatørarkæologerne over hovedet, og retledning for den videre fremgang var ønskelig. Jeg stod for længere tids bortrejse, men nåede dog forinden til stedet og gav den nødvendige instruktion for arbejdets videre gang.
I juli 1961 henvendte Peder Pedersen sig til museet og meddelte, at opgaven nu havde taget et sådant omfang, at han og hans hold ønskede at afgive den. Fra da af var arbejdet standset og blev først genoptaget i 1962, da Stiftsmuseet i maj-juni foretog de undersøgelser, som fremlægges på de følgende sider. I arbejdet deltog Hans Jørgensen og to arbejdsmænd. Ypperlig bistand fik jeg også ved denne lejlighed af museets kustode H. Skov Hansen. Vi kunde i øvrigt glæde os over de frieste arbejdskår, idet fru Buch og bestyrer Hansen beredvilligt gav fri bane for afgravning og aflæsning af jordfyld på det omliggende areal, hvor skov lige var fældet.
Ved næsten fuld frilægning af den store stenring havde amatørerne givet os en ydre ramme for arbejdet. Men af hensyn til de anselige udgifter, som en fuldstændig afgravning af højfylden vilde medføre, måtte dog fjernelsen af jord begrænses. Der blev derfor anlagt tre parallelle grøfter, hver 3 m bred, over højens sydlige halvdel i retning vest-øst. Et lige snit, der på fig. 1 er betegnet „snit ø.-v.“, blev bevaret så længe som muligt, for at der i væggen kunde aflæses træk af højens opbygningshistorie. Først på et sent stadium blev dette snit brudt og jordbænkene mellem de tre grøfter fjernede. På fig. 1 ser man den ydre stenring og snittet gennem højen en kende nord for midtaksen.
I den nordligste grøft, op til snittet, stødte vi snart på et mærkeligt anlæg: en 12 m bred inderring af små randsten, som omgav et stort stenkammer i ringens midte. Det er indtegnet på fig. 1 og 2 og ses næsten fuldt afdækket på fig. 3. Grundplanen viser et dyssekammer. Graven er sat af otte svære sidesten, hvoraf de seks hører til det 2.60 m lange kammer, og to til en kort gang, som fra sydvest fører skråt ind til kammerets hjørne. Her ligger en lille flad tærskelsten. Den østre gangsten var væltet ud, men blev nu genrejst. Bærestenene var på ydersiden afstivet med en pakning af lerjord, af marksten og en del knust flint. De åbne rum og huller mellem de ureglemæssigt formede sten udfyldtes med opstablinger af flækkede sten eller, som det ses på fig. 4, med knust flint og mindre sten. Kammerets store slutsten i nord, som ses på samme billede, var nedgravet i undergrundens sand med den nedre trediedel.
Desværre mangler kammerets dæksten. Hvornår den er fjernet, kunde ikke oplyses hos nogen af stedets folk. Det er sket før mands minde, vel for mindst hundrede år siden, da området endnu var under dyrkning. Ved samme lejlighed er sandsynligvis også kammerets indre blevet gennemgravet. Den eneste oldsag, vi nu fandt i urørt leje, var den lange flintrække, som ses til venstre på fig. 7. Den lå inderst i gangen ved tærskelstenen. Ellers var alt gennemrodet.
Det ovenfor omtalte snit, som var ført gennem højningen mellem ringstenene i vest og øst, gav et overraskende klart billede af jordhøjens opbygning. Under alt arkæologisk arbejde er grundlaget for en klar erkendelse af jordlagenes lejring det rene snit, d.v.s. den lodrette, skarpt afskårne jordvæg. Bliver denne tilstrækkelig afglattet, er det forbavsende, hvad der kan aflæses i de striber, jordlagene danner i profilet. Man ser her dette udrullet på fig. 2, fra den ydre stenring i vest, over den indre ring, forbi kammeret og videre mod øst, idet dog den østligste del er udeladt. Man ser anlægget om dyssekammeret, den ældre høj, betegnet A. Dens grænser i øst og vest er gengivet med mørktfarvede buede striber; de gamle vegetationslag. Der ses én i vest, tre i øst. Det er de formuldede rester af oldtidens dækkende græstæppe. Over denne ældre høj med kammeret som midtpunktet er sidenhen anlagt en yngre høj, B. Den er bygget op om og over den ældre høj med stablede græstørv. Et ganske klart billede af forholdene giver fotografiet fig. 5, fra snittets østlige del. To buede mørke striber løber næsten parallelt fra oven til venstre på billedet ned mod højre hjørne, hvor de mødes ved undergrunden. Det er de to øverste græstørvslag, som viser, at højen på et givet tidspunkt er blevet øget noget. Den højre side af samme billede viser derimod en anden lejring af fylden: bølgede tynde striber, der angiver de enkelte græstørv, hvoraf høj B dyngedes op. Disse græstørvlag når i vest og øst helt ud til den store stenring, som altså er den yngre højs ydergrænse.
Ved hjælp af græstørvslagene, der dækkede høj A, kan man danne sig en forestilling om det ældste anlægs oprindelige højde. Det ses på fig. 2, at højens topparti nu er væk, skåret bort af pløjningen, da der var mark på stedet.
Tænker man sig de tykke buer af græstørv fortsatte i deres naturlige forløb, vil linien sandsynligvis have ramt kammerets overliggersten etsteds på den øvre del. Forudsættes en dæksten blot på en meters tykkelse, vil stenens overside eller øvre halvdel have været synlig over højfladen. At overliggeren delvis var jorddækket, er et forhold, som mange gange er iagttaget ved stenalderens dysser. I flere tilfælde kendes helt jorddækkede kamre, men det almindeligste billede er nok det, som i dag er enhver bekendt i landskabet, at dækstenene lå helt fri og ligeså det øverste af kamrenes bæresten. Erindrer man sig nemlig, at højningerne om kamrene meget ofte rummer en svær kerne af paksten, er det næppe troligt, at der i tidens løb skulde være sket større svind af højfylden. Men i det foreliggende tilfælde har altså dækstenen kun været delvis jordfri.
Da de fornødne iagttagelser vedrørende højens opbygning var gjort, kunde snitlinien brydes, så at grundplanen for høj A helt lod sig frilægge. Ringen af de små randsten fortsatte som ventet mod nord. Der var i alt 92 sten, blandt dem en halv snes slibe- og kværnsten, som højbyggerne havde sat ind i kransen. Kun på to steder, i sydvest og sydøst, var kredsen brudt, og ved den afsluttende restaurering blev her anbragt elleve sten, så at ringen nu indeholder i alt 103 sten.
Fylden i denne ældste høj blev delvis undersøgt. Herved kunde den mærkelige iagttagelse anstilles, at der inden for kredsen af randsten hele vejen rundt fandtes et 2-3 m bredt lag af mørk sodsværtet jord. I laget var indblandet mængder af lerkarskår, affald fra flinttilhugning, brudstykker af slibestene og af slebne eller uslebne stenredskaber, desuden lerkliningsstykker samt et lille antal dyreknogler og tænder, af de organiske levn dog kun få, da jorden åbenbart ikke har været gunstig for bevaringen. Om fundene som helhed kan henvises til efterstående oversigt; blot til orientering om mængden af sager kan nævnes, at der optaltes 824 stykker flintafslag, 152 flækker og 1723 lerkarskår.
Tilstedeværelsen af et kulturlag af denne art er usædvanlig i forbindelse med et dysseanlæg, og vi må derfor se lidt nærmere på forholdene. Af laget afgravedes i alt 39 m2, idet herved så meget af området blev frilagt, at laget kunde følges langs hele stenkredsen på dens inderside som en 2-3 m bred bræmme. Et lille afsnit af det udgravede kulturlag ses på fig. 6. De to blotlagte kvadrater ligger lige syd for indgangen til kammeret. I forgrunden ses nogle randsten og bag dem en tyk sort stribe, identisk med kulturlaget. Det ses, at den sorte jord, der her hviler på undergrundens sand, er iblandet mange sten og stumper af flintaffald. Gennemgående var tykkelsen 15 cm, størst lige inden for stenkredsen, indad tyndere for helt at svinde bort knap 3 m fra randstenene. I den vestlige og nordlige del af højen var laget lejret på allerede kastet højfyld og er altså anbragt i forbindelse med anlægget af højen (fig. 2 til venstre).
Efter hele sin karakter er det sorte lag en bopladsophobning, der ligner mange tilsvarende fra landets øvrige bopladser. Den yngre stenalders bopladsgruber indeholder nemlig den samme blanding af flintaffald, brudstykker af kasserede redskaber, lerkarskår, dyreknogler o.s.v. Den sorte kulturjord stammer fra nedbrydning og ombygning af de lerklinede huse og hytter. Vi fandt da også her spor af de jævnede husvægge, idet der blev opsamlet brudstykker af brændt lerklining med aftryk af flettet grenværk (fig. 8e).
En nærliggende tanke var naturligvis, at aflejringen kunde være et oprindeligt bopladsområde, på hvilket dyssen blev rejst. Den grundige undersøgelse udelukkede dog denne mulighed fuldstændigt, eftersom kulturlaget ikke lå i primært leje. Det var påkastet sekundært i en bræmme inden for stenringen, åbenbart fuldt bevidst. Men hvilken forestilling ligger bag denne handling? Tilsvarende er næppe kendt fra noget andet gravanlæg. En bevæggrund må ligge bag; men den kan ikke påvises med sikkerhed. Den sorte bopladsjord udgjorde en ret betydelig masse. Hvorfra kom den? Er hustomter blevet nedbrudt i forbindelse med gravlægningen? Har man tømt omliggende bopladsgruber for deres indhold i en bestemt hensigt? En tanke, der unægtelig lyder mærkeligt.
Givet er, at en betydelig mængde levn fra dagliglivet er lagt inden for den skærmende stenkreds om graven. Kan man måske ane en symbolsk forening af det daglige tilvante og det hellige ukendte her ved overgangen fra livets til dødens tilstand? En foranstaltning på religionens baggrund? Der kan ikke gives afgørende svar.
De kulturhistoriske træk, som har kunnet udledes af mindesmærkets undersøgelse, kan vi datere ved hjælp af de fundne oldsager. På dette punkt lader dog selve gravkammeret os i stikken, da oldsagerne i det jo forlængst er spredt for alle vinde. Men da bopladslaget med sine oldsager er tilkommet, da opbygningen af højen fandt sted, kan anlæggets datering udledes af oldsagerne. Et lille udvalg er gengivet i streg og foto på fig. 7-9. På fig. 7 ses til venstre en flække, foroven to stykker flintafslag, derunder en kraftig skiveskraber. Til højre for den et brudstykke af den yngre stenalders statelige stridsøkse med dobbeltegge, nu afslåede, og længst til højre det meste af en tyndnakket økse af sandsten. Desuden fandtes nogle få brudstykker af flintmejsler og fem flintøkser, hvoraf en enkelt nærmede sig den tyknakkede type, mens de øvrige havde tynd nakke.
De omtalte stensager angiver et tidligt tidspunkt af den yngre stenalder, og dette underbygges af de talrige lerkarskår, som optoges. Professor C.J. Becker har i sine banebrydende arbejder om den yngre stenalders keramik inddelt tidens lerkar i tre hovedgrupper, der henføres til tre tilsvarende tidsperioder: tidligneolithisk, mellemneolithisk og senneolithisk tid.
Det rige materiale fra Orelund af ornamenterede lerkarskår kan henføres til begyndelsen af mellemneolithisk tid. Fra denne stammer først og fremmest et større antal tragtbægre, små og store kar, kopper og store boller, som imidlertid ved deres fælles profillinie går ind under betegnelsen tragtbægre. Denne type blomstrer i den tidligneolithiske periode, men fortsætter ret uændret lidt ind i mellemneolithisk tid. Typiske tragtbægere er gengivne på fig. 8b, f og fig. 9. Kun skår og sammenlimede flager er bevarede. En anden karakteristisk form er den pragtfulde skål fig. 8a. Den har målt 28 cm over mundingsranden. Under denne skimtes arret af et øre eller en bæretap, vandret gennemboret. Op til øret ses et vinkelornament af kraftige tredobbelte furer, og ned over siden er trukket bånd, som skiftevis er blanke og tværstribede ved indtrykning i leret af et stykke rand af en hjertemuslingsskal.
Slutningen af den tidligneolithiske tid er den samme som den, der til for nylig med et meget kønnere navn kaldes dyssetid. Det er dyssekulturens periode. Så følger den mellemneolithiske tid, der i gamle dage hed jættestuetiden, i hvilken jættestuekulturen blomstrede. Som helhed var dyssekamrene i deres oprindelige smalle og firkantede form de ældste. Yngre er de store jættestuekamre fra mellemneolithisk tid. Dog er der ingen tvivl om, at visse store dyssekamre er sene og stammer fra mellemneolithisk tid. Ved Orelund har vi et sådant stort dyssekammer, som utvivlsomt hører jættestuekulturens tid til og er rejst i begyndelsen af denne samtidig med, at man andetsteds byggede jættestuekamre. Nogle dysser er altså bygget på samme tid som de svære stenkamre, vi kalder jættestuer.
I forbindelse med dateringen af den ældre høj A må der nu også spørges, hvor gammel den yngre er. Besvarelsen er ret ligetil. Selve lejringsforholdene viste jo, at B ikke kan være ældre end A. Men tidsforskellen er næppe ret stor. Af amatørerne blev der fundet både stensager og lerkarskår, da de gravede stenene i den ydre ring fri. Sagerne svarer ganske til fundene i den indre høj, og der kan derfor ikke være gået ret lang tid, før man gjorde den ældre høj større med anlægget af B. Mere vanskeligt er det at se, hvorfor den yngre høj overhovedet blev bygget. Så meget blev afdækket til undergrunden, at det klart kan siges, at højen ikke har dækket over nogen gravlægning. Selvom et stenkammer eller en grav af anden type kunde være sløjfet i afsnittet øst eller syd for den ældre høj på et senere tidspunkt, vilde tomten let være påvist ved den stedfundne undersøgelse. Det eneste fund i højfylden var nu en lille bopladsgrube (grube a på fig. 1), dækket af en uregelmæssig stenlægning. I dens mørktfarvede jord optoges lidt spredtliggende flintaffald og enkelte lerkarskår af samme art som de tidligere fundne.
I øvrigt er den yngre høj noget af en gåde. Hvorfor har de to høje ikke fælles centrum?
Selv om udgravningen af mindesmærket ved Orelund krævede både tid og en stor arbejdsindsats, har den givet godt udbytte. Et værdifuldt oldsagsmateriale er bragt i hus til fortsatte studier. Det er også glædeligt, at et hidtil ukendt mindesmærke fra stenalderen nu har kunnet frilægges og restaureres. Netop i denne egn. I den vestfynske kystbræmme mellem Assens og Wedellsborg kendes hidtil ingen stengrave fra den yngre stenalder.[1] Det er påskønnelsesværdigt, at Orelunds ejerinde med så stor imødekommenhed har tilladt gennemførelsen af det for skovdriften forstyrrende arbejde og samtidig har ønsket, at stedet må henligge som en fredet plet. Efter naturfredningsloven er jo dette oldtidsminde et fredet objekt. Men det vil også være af stor værdi, at mindesmærket i fremtiden kan henligge velholdt i åbne, frie omgivelser. Nær graven er nu plantet to unge ege, hvis løv engang vil kaste skygge over den kønne plads.
