Odense Bys Museer har gennem en årrække ønsket at udvide den levende historieformidling i Den Fynske Landsby ved hjælp af frivillig arbejdskraft. Siden 2005 har der eksisteret en etableret gruppe af frivillige "kniplepiger", der, klædt i 1800-tals dragter, har demonstreret kniplekunst i et af landsbyens huse og givet børn mulighed for selv at forsøge sig med små mønstre. Der har ligeledes været en mindre gruppe smede klædt i historiske dragter i den historiske Ulbølle Smedje, der har produceret dele til brug ved istandsættelser i landsbyen.
En bevilling fra Kulturarvsstyrelsen gav mulighed for at igangsætte et forskningssamarbejde med Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet med henblik på at afdække de aktuelle udfordringer ved brugen af frivillig arbejdskraft på kulturhistoriske museer, og der blev produceret en hvervefolder med det resultat, at der hen over vinteren 2008/09 blev rekrutteret knap 15 nye frivillige, som i løbet af sommersæsonen 2009 er blevet integreret i den "levende historie" på museet: Frivillige kokkepiger laver sødsuppe og andre historiske egnsretter på støbejernskomfur i præstegårdens køkken og trakterer Den Fynske Landsbys gæster med smagsprøver. En gruppe kvinder forarbejder uld, som man gjorde i gamle dage og demonstrerer, såvel hvordan man karter og spinder, som farvning, strikning, filtning og vævning. Smedene er blevet suppleret med et par nye frivillige, og der er desuden engageret en gruppe af mænd til at arbejde med træ og demonstrere produktionen af nytteredskaber og legetøj.
Det var et eksplicit formål med frivilligprojektet at etablere en gruppe af frivillige med en lavere gennemsnitsalder end hidtil og at rekruttere både mænd og kvinder. I den aktuelle gruppe af frivillige er de ældste født i 1930’erne, og den pt. yngste er født i 1980, så der er tale om en stor aldersspredning. Spredningen dækker dog over en tydelig aldersprofil, idet 2/3 af frivilliggruppen er mellem 60 og 73 år gamle. Der er flest kvinder, men også en del mænd i gruppen. Idet de frivillige netop skal formidle en kulturhistorisk sammenhæng, og herunder en historisk korrekt kønsarbejdsdeling, giver det sig selv, at mænd og kvinder indgår i adskilte formidlingsgrupper: Det er kvinderne, der står for madlavningen og beskæftiger sig med håndarbejde, og mændene, der arbejder på værkstederne. At det er lykkedes at rekruttere så relativt mange mænd har givetvis at gøre med den specifikke henvendelse til mænd med håndværksmæssige kompetencer.
Idet aktørerne i Den Fynske Landsby er klædt i så vidt muligt historisk korrekte dragter, medfører de nye frivillige en betragtelig udgift for museet i form af produktion og indkøb af nye ("gamle") dragter. Ikke mindst på grund af denne udgift har det været vigtigt, at de frivillige fra starten var indstillede på et forpligtende samarbejde. Det blev formuleret som et krav til de frivillige, at de skulle forpligte sig til at deltage aktivt som frivillige i mindst fem dage i løbet af sæsonen 2009 (april – oktober). Som "belønning" får de gratis medlemskab af Museumsklubben Fynske Minder, som giver indehaveren samt en ledsager gratis adgang til alle Odense Bys Museer og 20% rabat på varekøb i museumsbutikkerne. Museet arrangerer desuden enkelte sociale sammenkomster for de frivillige. Hver gruppe har fået tilknyttet en tovholder, der fungerer som kontaktperson for gruppen.
Man har således forsøgt at betale de frivillige symbolsk for deres indsats i landsbyen og på den måde kompensere for, at frivillige ikke får løn, og det har været en del af forskningsprojektets målsætning at undersøge og overveje omfanget og betydningen af denne kompensation. Ganske interessant er der noget, der tyder på, at de frivillige ikke nødvendigvis forstår deres indsats som ulønnet arbejde, men i højere grad som en meningsfuld fritidsaktivitet. Og overensstemmende hermed argumenterer den britiske forsker Kirsten Holmes for, at omend de frivillige typisk bliver organiseret og betragtet som ulønnede ansatte, så er deres motiver mere lig dem, som publikum kommer med. En undersøgelse blandt de frivillige i Den Fynske Landsby i forsommeren 2009 synes at bekræfte dette. På spørgsmålet om forventningerne til det frivillige engagement, understreger en række udsagn betydningen af behagelige og sociale oplevelser: "sjove oplevelser", "godt kammeratskab, hygge…", "gode menneskelige relationer" er nogle af de udsagn, som de frivillige sætter på deres forventninger til det frivillige engagement i en spørgeskemaundersøgelse i Den Fynske Landsby i forsommeren 2009. Ligeledes understreger mange af de nye frivillige, at læring og videnstilegnelse er væsentligt og fremhæver det personlige udbytte, der knytter sig til at lære fra sig og formidle – ikke mindst til børn. "At være frivillig for mig er også for at have et modtryk til mit lønarbejde. Tiden går ikke hurtigere i Den Fynske Landsby end den gør" er et udsagn fra en frivillig, der til dagligt er i fuldtidsbeskæftigelse, som direkte understreger modsætningen mellem forventningerne til det ordinære lønarbejde og det frivillige arbejde. Kirsten Holmes konkluderer, at de frivillige meningsfuldt kan betragtes som særligt engagerede publikummer, aktive museumsgængere, der har valgt at dedikere og fordybe sig på ét museum frem for at bruge fritiden på mange besøg forskellige steder.
"While museums have typically viewed volunteers as unpaid staff, it would be more appropriate to see them as a particular segment of the museum’s audience. This premise is supported by the significant proportion of older, retired volunteers and the relative decrease in work experience as a motive. However, volunteers should not simply be equated with visitors; rather, they form a distinct group of a museum’s audience, as insiders, rather than the outsiders that most visitors would be."
Frivillige, argumenterer hun, føler et særligt tilhørsforhold til "deres" museum og knytter derfor et særlig bånd mellem publikum og institutionens ansatte. Holmes opstiller et hierarki med "paid staff" øverst, fulgt af "volunteers", "frequent visitors", "infrequent visitors" og nederst "non visitors", hvilket tydeliggør de frivilliges særlige position som "superbrugere".
Samtidig er naturligvis en lineær opstilling, som Holmes foretager, udtryk for en forenkling, og det er indlysende, at de frivillige skal forstås i en mere kompleks kulturel sammenhæng, hvori det anerkendes, at skellene mellem arbejde og fritid i bred forstand er i bevægelse. Samtidig er forholdet mellem (museums)ekspert og publikum i forandring, hvilket træder særligt tydeligt frem i den form for kulturhistorisk formidling, som finder sted i Den Fynske Landsby.
Engang var museerne universitetets udstillingsvindue, og den videnskabelige stringens og systematik dominerede formidlingen. I dag spiller museumsformidlere både med etos og patos i udstillingerne, og publikum forventer såvel sanselighed, levendegørelse og mulighed for interaktion.
På frilandsmuseerne har de besøgende mulighed for ikke bare at betragte de historiske bygninger, men også at bevæge sig rundt i dem og at opleve et konstrueret landsbymiljø — ofte med levende dyr og mennesker, der repræsenterer fortiden. Det er ikke det ekstraordinære eller enestående, der præsenteres, men derimod hverdagen og det helt almindelige levede familie- og arbejdsliv, der er i fokus. Hertil hører også håndværksmæssige færdigheder og husflid. De frivillige, der rekrutteres til Den Fynske Landsby, har netop denne type kompetencer og bidrager med deres ekspertise til formidlingen, men også til bevaringen af de historiske færdigheder. Således rekrutteres de frivillige som "eksperter" på et afgrænset felt. De er naturligvis eksperter på en anden måde end de videnskabeligt uddannede historikere, men de udfordrer uundgåeligt den historiefaglige selvforståelse, idet de tager udstillingen i brug og personificerer kombinationen af fortid og nutid som en del af museumsformidlingen uden at være videnskabeligt stringente på samme måde, som en akademisk uddannet museumsinspektør eller -formidler forventes at være.
I den levende historie i Den Fynske Landsby optræder aktørerne ikke som skuespillere med roller. De er udklædte, men henvender sig til publikum som nutidige formidlere af de færdigheder de mestrer og demonstrerer. De frivillige formidler i dette tilfælde teknikker, som er erhvervet gennem enten en håndværksmæssig uddannelse, praksis eller en livslang fritidsinteresse og repræsenterer samtidig det almindelige levede liv. Det er ikke opgaver, som det faste museumspersonale umiddelbart ville kunne varetage, eller i hvert fald ikke færdigheder som museerne kan forvente, at kandidaterne tilegner sig på universitetet.
Dermed ikke sagt, at der er nogen umiddelbar logik i, at man behøver at være enten ulønnet eller freelance ansat for at varetage denne type formidlingsopgaver på et museum, men idet opgavernes karakter er meget specialiserede, har de sjældent omfang til en fuldtidsansættelse. Dertil kommer at mange af de aktuelle frivillige er pensionerede eller på anden vis forsørgede og ikke ønsker eller prioriterer lønnet beskæftigelse.
I denne første sæson med organiserede frivillige i Den Fynske Landsby har man som udgangspunkt valgt at beskæftige de frivillige i ydersæsonen og anvende timelønnede medarbejdere som arbejdskraft i højsæsonen. Der har dog ikke været indikationer på, at der skulle være problemer i forholdet mellem de "levende lønnede" og de "frivillige levende", så fra sæsonen 2010 får de frivillige, der er interesserede i det, mulighed for at prøve kræfter med formidling også i højsæsonen. Der har været stor forhåndsinteresse for de frivilliggrupper, der er annonceret for den kommende sæson, og alt tyder på, at der kommer nye frivillige til i alle grupper, både de der blev dannet i 2010 samt yderligere en gruppe for ølbrygning, en gruppe for finere håndarbejde og én for iscenesættelse af gamle lege. Der er oven i købet frivillige, der melder sig til mere end én gruppe, og det er i samråd med de nuværende frivillige besluttet, at det skal være muligt for hver at deltage i højst to grupper som frivillig. Man skal stadig forpligte sig til fem "frivilligdage" i hver gruppe, og ræsonnementet bag, at to grupper skulle være det maksimale, handlede om, at frivilligt arbejde netop ikke bare er arbejde, men også kræver overskud til socialt engagement og etablering af et identitetsmæssigt tilhørsforhold til gruppen. I forhold til inddragelse af frivillige i forskellige dele af museumsinstitutionens aktiviteter er det væsentligt at erkende, at frivilligt arbejde kan og skal planlægges fra organisationens side, men at der samtidig er en grænse for styring. Inddragelse af frivillige i museumsinstitutionen kræver forståelse for de frivilliges egne ideer og initiativer, vilje til vedvarende dialog og åbenhed – naturligvis inden for institutionens overordnede rammer. Det er langt hen ad vejen de samme forventninger, som museets ordinære brugere har til fx interaktivitet og brugerinddragelse, og i den forstand kan arbejdet med frivilliggrupperne uden tvivl forstås som en god øvelse i at håndtere de krav, som fremtiden stiller til formidlingsinstitutionerne. Det er tænkeligt, at frivillige vil kunne udvikle nye måder at formidle på – og muligvis oven i købet styrke kontakten med nye målgrupper. Man kan forestille sig, at de frivillige formidleres force vil være at kunne demonstrere praktiske færdigheder i samtale med de besøgende snarere end i form af autoritative forelæsninger eller omvisninger i den form, det kulturhistoriske museum traditionelt har gjort. Netop en intensivering af personlig kommunikation kan vise sig at være en vigtig nøgle på vejen mod at skabe mere åbne, demokratiske og inklusive museumsinstitutioner, og frivillige formidlere kan komme til at spille en afgørende rolle i den forbindelse.
