Fyns Stiftsmuseum fylder 125 år i 1985, og et så fint jubilæum kan være en passende anledning til at se fremad. Inden for en overskuelig horisont er museets udflytning til herregården Hollufgård sydøst for Odense den altdominerende opgave.
Hollufgård er en gammel hovedgård, tidligere med 258 ha, af Fyns bedste jord i det lave, flade og ikke alt for spændende terræn mellem Fraugde og Hjallese. Lindved Å afvander området, og engarealerne langs åen har skaffet næring til gårdens tidligere store kvæghold. De tider er for længst forbi, men endnu drives der landbrug på de tiloversblevne 150 hektar. Der foreligger ikke nogen undersøgelse af Hollufgårds historie, men navnet kendes allerede fra 1487. Den nuværende hovedbygning er, som det står over hoveddøren, opført 1577 af Jørgen Marsvin.
Det er en pæn lille hovedbygning med en typisk fynsk renaissanceplanløsning opført i røde mursten uden kælder.[1] Det sidste er forståeligt p.g.a. den høje grundvandstand.
Nutiden vil nok foretrække den enklere form, som hovedbygningen har nu, efter at den daværende ejer i 1830’erne fjernede de karnapper og hemmelighedstårne, som endnu i 1800-tallets begyndelse gav bygningen et eventyrslot-lignende, men noget uroligt ydre (fig. 1). Bygningen står i øvrigt heller ikke i sin rene renaissanceskikkelse. I 1760’erne indrettedes havestue med nye vinduesfag til følge, og bygningens indre er også senere grundigt ændret. Endnu findes de originale renaissancehvælv dog i gangen og i veststuen.
I denne forbindelse er det mest interessante, at Odense Kommune i 1979 købte Hollufgård af Staten; dermed var grundlaget lagt for en ny brug af den gamle gård.
Odense byråd traf i 1981 »principbeslutning om, at »Hollufgård« indrettes til kulturhistorisk museum, Historisk Værksted med oldtidslandbrug, lokaler til billedhuggerværksted og klublokaler til Odense Golfklub samt bevilget penge til henholdsvis indretning af klublokalerne til golfklubben, såvel som 1. etape af museet«.[2]
Fra og med 1981 er museumsbyggeriet optaget i kommunens sektorplan for en årrække, således at Fyns Stiftsmuseums samlinger og funktioner i løbet af forhåbentlig ganske få år kan samles på Hollufgård.[3]
Baggrunden for byrådets beslutning var, at den elastik, som museets byggeplaner igennem 20 år havde hængt i, efterhånden var ved at blive lidt tyndslidt. I 1950’erne var det overflytning til det nye Møntergårdskompleks, som skulle være stiftsmuseets redningsplanke, i 1970’erne skulle Odense adelige Jomfrukloster spille samme rolle, men en række til dels ukontrollable forhold bevirkede, at hverken den ene eller den anden plan kunne føres ud i livet. Tredie gang skulle gerne give en endelig løsning på museets pladsproblemer. Tidspunktet er godt nok ikke det bedste, Staten støtter ikke længere provinsens museumsbyggeri, og Nationalmuseets store planer vil dræne de store fonds i netop de år, hvor vi trænger til støtte. Odense Kommune er alene om opgaven.[4]
Man kan sige, at museet selv har været ude om pladsproblemet, idet det jo er de mange nye fund, som er indkommet dels fra privatsamlinger, dels ved museets egen undersøgelsesvirksomhed, som allerede i 1950’erne havde fyldt de gamle magasiner i det 100-årige museum i Jernbanegade til bristepunktet. Udviklingen er dog ganske normal for et arbejdende museum; problemet har mere været den langsomme reaktion på pladsnøden.
Lad os imidlertid spare jammeren og i stedet se, hvad Hollufgård kan byde på: Herregårdsmiljø, frisk luft (sådan da) og plads! Endnu ligger Hollufgård på landet, og lokalplanen skal sikre, at det bliver ved at være sådan. Dermed er det arkæologiske museum kommet til sit rette miljø. Al forhistorisk bebyggelse lå jo i det åbne land, så principielt bør arkæologiske museer placeres i dette landskab.
Hvad er det museet forventer at få ud af Hollufgård? Svaret er ganske enkelt: At vise det, som er hjembragt til museet og som løbende kommer til, således at alle, der vil, kan få gavn og glæde af det, samt at vise, hvor spændende arkæologi er.
Mens målet således er ganske enkelt, bliver det straks mere indviklet, når man vil lægge fast, hvorledes fundene og oplysningerne om dem skal gøres tilgængelige for andre end museets egne medarbejdere.
Idealet må være at viderebringe den viden, som findes i museets arkiver og i medarbejdernes hjerner på en sådan måde, at hver gæst, uanset forudsætninger, intelligens, interesse eller uddannelse, kan få udbytte af museumsbesøget. Personlig kontakt er den eneste helt sikre måde at opnå dette udbytte. Enklest gøres det ved at hver museumsgæst går rundt, ledsaget af en museumsmedarbejder. Selv i et overflodssamfund vil dette være utopi, men al museumsformidling er sådan set et forsøg på at stræbe mod idealtilstanden med de for hånden værende midler (f.eks. amatørarkæologi).[7]
Traditionelt får museerne kontakt med publikum gennem glas og i ramme, d.v.s. ved hjælp af udstillinger. Det er vist ikke mange børn, der får lov at slippe for museumsudstillingsbesøg.
Der er igennem de senere år produceret adskillige fremragende udstillinger, som nok må få garvede museumsgæster til at ryste på hovedet – eller juble – alt efter temperament, men der er sandelig også brugt mange timer på diskussion og mange penge til forberedelse og indretning af disse udstillinger. Med alle midler prøver man at komme uden om det problem, at enhver udstilling er en bearbejdning af museets indhold, og at enhver museumsgæst vil opfatte udstillingen på sin måde. En 4.-klasses skoleelev og en folkepensionist, en rocker og en kontorchef, en landmand og en kemiker vil opfatte ikke blot ordene, men også tingene på vidt forskellig måde. Da intet museum på én gang kan tilgodese disse og de utallige andre variationer af det danske samfund, søger man naturligvis et kompromis. Det gør man traditionelt ved at lægge sig fast på en bestemt »modtagergruppe«, nemlig skoleelever på 6.-7. klasses niveau. Meget i den rigtige retning kan nås med tilstrækkelig plads og rigeligt med andre ressourcer; et forsøg er stiftsmuseets nuværende udstilling.[5]
Selv ikke tidens videodille kan ændre den kendsgerning, at det er museet, der meddeler sig til publikum, formidlingen er envejskommunikation.
Da stiftsmuseets ressourcer ikke er uendelige, har vi valgt en anden strategi. Vi går ud fra, at museets gæster formentlig i første række vil være fynboer, og de skal have mulighed for at se, hvad der er fundet på deres hjemegn. Den historiske interesse, der i de senere år er kommet så tydeligt frem, har jo som udgangspunkt helt entydigt det lokale miljø, lokalhistorien. Derfor bliver det nye museums vigtigste del det åbne magasin. Her skal i princippet alle fund stå fremme (der hører til moderne udgravninger et utal af jordprøver o.s.v., som ingen mennesker har fornøjelse af at se på, og de vil blive anbragt i lukket magasin). Magasinet opdeles efter kommuner, og inden for hver kommune tillige efter oldtidens hovedperioder, sten-, bronce- og jernalder. Hvert fund ledsages af et lille skilt med findested, kort fundbeskrivelse, fundets art og datering samt museumsnummer – og dermed basta. Det med nummeret lyder nok kedeligt, men kan ikke undværes, som vi skal se lidt senere.
Nu lyder et åbent magasin jo ikke som noget særligt. Magasiner plejer ikke at være synderligt ophidsende, det ligger i sagens natur. De er opbevaringssteder, lagre. Ofte sammenligner vi museerne med isbjerge. Den berømte metafor med at kun en tiendedel er synlig (udstillet), resten usynlig (på magasin) gælder stadig, selvom de hastigt svulmende magasiner nok de fleste steder rummer mere end ni tiendedele af museumsbestandene. På magasinerne skal tingene opbevares til der engang er nogen, der kan bruge dem til studier eller udstilling, bevaringsfunktionen er enebestemmende for magasinindretningen.
Her er det ordet »åbent«, som er det interessante. Jeg har endnu ikke set noget museum med åbent magasin. Da Nationalmuseets oldtidsudstilling i 1971 skulle revideres, var det tanken at genoplive de studierum, som ved opstillingen i 1935 var en så fremragende fornyelse – men der var selvfølgelig ikke plads.[4] Sådan er det gået alle vegne, magasiner er noget man skal have, ikke noget man viser frem.
Museerne er jo offentlige institutioner, så det må være rimeligt, at deres indhold er tilgængeligt. Med den stadigt stigende interesse for fordybelse i lokalhistorien mener vi, at den eneste vej frem må være først og fremmest at satse på det åbne magasin og lade udstillingerne komme i anden række.
Det åbne magasin kommer til at fylde det meste af den lange kostald nord for »museumsstrædet« mellem den store gårdsplads og Historisk Værksteds bygninger (fig. 4). Magasinet kommer til at ligne en gammeldags udstilling, de lange rækker af genstande bag glas kan ikke undgås.
I gamle dage kaldte man denne slags magasin et studiemagasin, og det udtrykker egentlig formålet ganske præcist. Det er nemlig meningen, at man her skal kunne studere, d.v.s. fordybe sig i materialet – dog med den begrænsning, at det hele af sikkerhedshensyn må blive bag montrernes glas.
Det åbne magasins store fordel er, at hver museumsgæst kan få det udbytte, som han eller hun har lyst og evne til. Man kan »lytte til tingenes tavse tale«,[6] uden at nogen velmenende pædagog eller forsker først har drøvtygget oplysningerne.
For at det ikke skal blive abstrakt og dødt, skal der til magasinet knyttes et studierum, hvor museets ivrige gæster kan arbejde videre med tingene – drive »folkeforskning«.[7] Hvis man på sin vej gennem magasinet har fundet noget særligt interessant, kan man i studierummet via museumsnummeret finde frem til yderligere oplysninger i museets arkiv. Mange vil formentlig selv kunne klare sig ved hjælp af den opstillede edb-terminal, men der skal sandelig også være mulighed for personlig kontakt med en museumsmedarbejder. Man kan henvende sig til ham (hende) med sine spørgsmål, eller hvis man ikke kan nøjes med arkivoplysningerne. Så kan man bestille f.eks. et lerkar til nærmere studium i studierummet. Vi håber således at kunne leve op til arkivernes fremragende publikumsbetjening.
Naturligvis vil der være genstande, som er så skrøbelige, eller så kostbare, at de ikke kan tages ud; det kan jo ikke nytte noget at slide tingene op.
Arkæologi har den kæmpefordel frem for de fleste andre videnskaber, at der er plads til en aktiv indsats – også fra dem, der ikke er universitetsudlærte. Alle kan på udgravning eller ved rekognoscering deltage i den mest spændende produktion af alle – frembringelsen af ny viden. Hvert nyt potteskår, hver ny flintøkse, hver ny kogegrube er bidrag til den store mosaik, der aldrig bliver komplet. Blot indsatsen gøres på en forsvarlig måde, så registreringen kan sammenlignes med andre, er det i princippet ligegyldigt, hvem der gør den.
Her ligger folkeforskningens betydning; i skæringspunktet mellem den professionelle videnskab og amatørforskningen ligger store muligheder for en frugtbar udvikling, der må kunne bære meget langt – uden at sælge ud af den faglige forsvarlighed. Vi vil have folket ind på museet – og museet ud til folket.
Ved hjælp af en mikrofotografering af museets arkivalier vil publikum også kunne læse udgravningsberetninger o.s.v., som ellers er gemt bort i museets arkiv.
Det edb-system, som Odense-museerne bruger siden 1984, skulle være meget velegnet netop til fremfinding, og det skulle være så enkelt, at også de edb-uvante generationer vil kunne bruge det.
Meningen er naturligvis ikke at føre udstillingsniveauet tilbage til 1920’erne, men at gøre museumsindholdet bedre tilgængeligt.
Den udstilling, vi planlægger, bliver en introduktionsudstilling, som skal skitsere Fyns særpræg og give en oversigt over udviklingen fra den første menneskelige bebyggelse til middelaldersamfundet. Denne lille udstilling skal være en slags nøgle til det åbne magasin med oversigt over klimaudvikling, naturforhold, sociale og økonomiske forhold o.s.v.
Mange af de oplevelser, som man ellers i nutidens store udstillinger søger at bibringe publikum, vil man på Hollufgård kunne få ude i terrænet. Magasinet vil vrimle med broncer og lerkar o.s.v. fra broncealderen, introduktions-udstillingen vil give en ganske kort rammebeskrivelse, men hvordan livsforholdene var, kan man få belyst ved at gå ud på marken mod vest, hvor der nu bygges et broncealder gårdmiljø. Det gør unge arbejdsløse fra »Odense Produktionshøjskole«, styret af »Historisk Værksted«,[8] men med museet som faglig konsulent. Her vil man finde de stolpehuller, som arkæologerne har udgravet, rekonstrueret til hele huse, magasinets bronceøkser, skæftede på rekonstruerede skafter o.s.v. Her vil museets gæster kunne tage og føle på den samme slags ting, som måske af konserveringsmæssige grunde ikke kan tages ud af montrerne. Her vil de kunne få en rumlig oplevelse af broncealderhuset, således som vi nu formoder, at det var indrettet. Her skal være marker med broncealderens kornsorter, ukrudt, dyrkningsredskaber, husdyr, bier o.m.a.
Tilsvarende miljøer skal efterhånden indrettes på arealet vest og sydvest for museumsbygningerne, således at de forskellige afsnit af oldtiden bliver repræsenteret med fynske gårde og huse. Netop samspillet mellem de ægte museumsgenstande og de rekonstruerede miljøer, der er til at tage og føle på, lugte til og arbejde med, vil give Hollufgård en helt speciel dimension.[9]
Når det lille bjælkehus fra Broholm,[10] som Frederik Sehested i 1878 forbløffede sine arkæologiske kolleger med, finder sin blivende plads i Hollufgårds park, sluttes en ring. Så er det første danske (europæiske?) forsøg på at kombinere arkæologisk forskning med rekonstruktion af fortidige arbejdsprocesser og redskaber også fysisk ført sammen med den helhed, som Stiftsmuseet og Historisk Værksted i 1980’erne søger at skabe på Hollufgård – forhåbentlig med varige spor i det fynske kulturliv.
Trods mange betænkeligheder ved det store ressourceforbrug, som udstillinger af den rigtige kvalitet fordrer, har vi endnu ikke opgivet helt at lave udstillinger. I stedet for den store »permanente udstilling«[5] vil vi på Hollufgård satse på særudstillinger. I den 400 m2 store, åbne lade, som går vinkelret ud fra magasinbygningen, vil vi efterhånden trække dele af museets samlinger frem og belyse dem på en helt anderledes grundig måde end det selv i en permanent udstilling ville være muligt (fig. 6).
Den første særudstilling, som skal indvie det nye lokale, skal illustrere »Fyns første guldalder« og er netop planlagt i tæt samarbejde med det første rekonstruerede oldtidsmiljø – broncealdergården. Selv om Fyns Stiftsmuseum har landets i hvert fald trediebedste oldsagssamling, kommer vi nok til at trække store veksler på Nationalmuseets tålmodighed for at få særudstillingerne gjort tilstrækkeligt fyldige, idet de fleste og bedste fund jo stadig befinder sig på Nationalmuseet. Vi må også se i øjnene, at vi ikke magter hvert år at producere en stor særudstilling. Nogle udstillinger kommer til at stå længere end et år, og det kan blive nødvendigt (og er jo heller ikke uønskeligt) at låne særudstillinger udefra – fra Nationalmuseet,[4] Moesgård – eller udlandet.
Vi vil forsøge at fastholde særudstillingerne ud over åbningsperioden ved billedbøger og kataloger. Når materialet alligevel skal gennemarbejdes til udstilling, kan man lige så godt rationalisere og publicere resultatet på en eller flere måder, så det ikke går i glemmebogen den dag udstillingen pilles ned.
Udstillingsarbejde har én kvalitet, som man ikke skal kimse af. Det tvinger os til at gennemarbejde et stof. Man kan ikke tilrettelægge et udstillingsafsnit eller skrive en udstillingstekst, før man har nået en afklaring af, hvad man egentlig ved om de ting. På den måde kan vi forhåbentlig få gennemarbejdet nogle af de desværre alt for mange ubehandlede emner, som vi i vore desperate forsøg på at redde så meget som muligt fra tidens ødelæggelse normalt ikke får bearbejdet.[11]
Det skorter ikke på emner til kommende særudstillinger; byjubilæet i 1988 vil heller ikke blive glemt.
Når Hollufgård er indrettet, skal den nuværende udstilling i det 100 år gamle museum i Jernbanegade pilles ned. D.v.s., at skolerne fremtidig må tage til Hollufgård, hvis de vil studere oldtid. Derfor skal der indrettes undervisningslokaler til skoleklasser i tilknytning til magasinerne og udstillingerne.
Det øvrige publikums velvære skal heller ikke glemmes, modtagelsesafdelingen skal indrettes sådan, at folk også kan sidde og hvile ben og øjne lidt, og gårdarealet syd for udstillingsbygningerne skal indrettes til udeophold. Her skal man kunne sidde og spise sin madpakke, børnene skal kunne lege i fred, og forældrene samle energi inden de skal videre ud til andre af Hollufgårds glæder. Af lutter museumsbegejstring må det jo ikke glemmes, at Hollufgård er meget andet: der bliver kunst, dyr og planter, natur og kultur, (der skal stadig være landbrug), golfspil, herregårdsmiljø (en svag duft i hvert fald), gammel arkitektur, spændende havearkitektur, sneglehøj, mølledam, ishus o.m.a.
Jeg vil ikke her komme nærmere ind på den situation, det nye museum kommer til at fungere i. Alt tyder på, at vi i fremtiden får et andet publikum, som får bedre tid til at fordybe sig i interessante fritidsaktiviteter. Et museum af det nye Hollufgårds karakter må kunne ramme noget af det rigtige i denne situation.
Til slut lidt om den nærmeste fremtid. Læseren vil sikkert med tidens utålmodighed for længst have spurgt: »Hvornår står det hele klart, så jeg kan komme ud at se alle herlighederne?«
Desværre kan jeg ikke svare helt præcist. Problemet er, at de gamle avlsbygninger skal renoveres ganske kraftigt, inden de kan bruges til det nye formål. Arbejdet udføres som beskæftigelsesforanstaltning, d.v.s., at det helt er underkastet beskæftigelseslovgivningens og arbejdssituationens udvikling. Det er svært at beregne ret meget ud over et enkelt år.
Foreløbig er vi 3 år bagefter den oprindelige planlægning; kun indflytningen af museets kontorer i hovedbygningen i 1981 er hidtil udført. Om alt går vel, skulle første del – særudstillingsområdet med modtagelsesområde for publikum – stå parat i 1986. Jeg tør ikke sige, om vi kan få den første særudstilling klar samme år, det afhænger bl.a. af, hvornår vort udstillingsværksted kan begynde sin produktion.
Næste etape bliver det åbne magasin, der gerne skulle stå færdigt i Odenses jubelår 1988. Introduktionsudstilling og udflytning af konserveringsværkstedet må ind i køen for de følgende år. Plads til en større permanent udstillinger et fremtidsønske.
Åbningstakten er helt afhængig af bevillingsmængden. Med tilstrækkeligt mange millioner kunne hele museumsbyggeriet gøres færdigt i løbet af et par år, så kunne man bygge nyt, hvor det bliver for dyrt at renovere det gamle og åbne hele komplekset i Odenses tusindår. – Så hvis der er flere papæsker med millioner i omløb, må de gerne afleveres på Hollufgård.
